Højtærede Hr. Doktor Kiefer,



De bedes godhedsfuldt og uden ophold indfinde Dem ved Væbnerkvarteret nær Krystalpaladset. Vor unge page, Theodore Ljungbjerg, er i nattens løb blevet ramt af en voldsom feber og ligger nu i vildelse.



Vi vil sørge for, at portneren tager imod Dem ved ankomsten og ledsager Dem til den unge pages kammer.



Med ærbødig hilsen,



Mester Adam Brovst

Det var to dage siden, Theodore havde redet hjem fra piletræet med Selmy. Dengang havde han troet, at et varmt bad og en god nats søvn ville være nok til at få kulden ud af kroppen. Han kunne dårligt have taget mere fejl.

Hvorfor havde han ikke banket tre gange på det skide træ?

Pulsen slog så voldsomt i ørerne, at Theodore var sikker på, at der hoppede alfer rundt om hans hoved og spillede på trommer. Det var ganske enkelt forfærdeligt at være vågen. Og endnu mere forfærdeligt at sove. Drømmene og mareridtene flød ud af ham som blæk og blandede sig med virkeligheden. Småjamrende lå han og vred sig i sengen. Natskjorten havde snoet sig om kroppen, og det fugtige hør klistrede ubehageligt til huden, hver gang han forsøgte at finde en køligere plet mellem de svedvåde lagener. Kluden, han havde fået lagt på panden, var allerede så varm, at det kunne være ligegyldigt at have den liggende der. Han vendte hovedet, og den gled af med et tungt, vådt klask, da den ramte gulvet.

Han havde fået besked på at blive liggende. Få masser af hvile og væske. Og at der var blevet sendt bud efter en læge. Theodore havde kun fanget halvdelen af, hvad der blev sagt. Det var, som om stemmerne var lys, der blændede ham, eller som om han flød på vandet, hvor hvert andet ord druknede i bølgeskvulpet.

Ved guderne, hvor ville han gerne have sin mor lige nu. Hvor ynkeligt det end lød, var han ikke bleg for at indrømme det, hvis nogen spurgte.

Sidst den blonde, unge mand fra Valmueklinikken havde været her, havde han været for fuld på satyrsaft til overhoved være i stand til at memorere hvilken af de mange ens, lukkede døre, der var Theodores. Det var til trods for, at Selmy Kiefer, der i dag gik under titlen som Doktor Kiefer, elskede at gøre et lille spil ud af, at huske alle de små detaljer. Og det sagde blot lidt om, hvor fuld han havde været dengang.

Udenfor havde Portneren set doktoren an, et øjeblik noget skeptisk, på grund af hans unge alder, men han var simpelthen blevet mødt af et alvorligt, sitrende blik. Selmy var nemlig gravalvorlig. Iført sin lange lægekittel, handskerne, der gik ham op til albuerne, sedlen med hans opholdstilladelse og selvfølgelig hans fars arbejdstaske, som han havde pakket godt med remedier, urter og medicin. Uden at gøre så meget andet end at vise sedlen, og nævne Theodores efternavn, blev han nu ledt igennem gangene i en seriøs hast.

Theodore Ljungberg... Voldsom feber... Vildelse... Selmys hjerte føltes så tungt af skam, for Theodore var øjensynligt blevet så syg, fordi han havde været våd og kold så længe, på grund af Selmys udflugt. Også Selmy havde følt sig lidt småsløj, men han havde behandlet sig selv med Avanyas hyldete, godt blandet op med den søde honning. Men Theodore havde åbenbart ikke klaret den... Det måtte være virkelig slemt, siden hans mester havde hidkaldt ham i dag. Selmy var så bekymret for ham!

Portneren bankede på Theodores dør, som ikke blev besvaret, så Selmy blev lukket ind og trådte ind. Han blev overrasket over at se hvor medtaget Theodore så ud. At han overhoved var blevet ladt alene, gjorde ham ret harm, faktisk. Men i det mindste var han er nu. Han vendte sig om mod portneren og gav ham et nik. ”Sørg for at pumpe mere kold vand op til os, og stil det ude foran døren,” Sagde Selmy til ham, inden han sendte ham væk. Han drejede om mod Theodores skikkelse, der lige nu lå i det man klart kunne kalde en seriøs febervildelse. Måske var han ikke klar over, at Selmy var kommet...

”Theo?” Kaldte Selmy, i et forsøg på at melde sin ankomst. Bekymret rakte han hånden frem mod hans pande, men uden overhoved at røre ham, kunne han mærke den farlige, brændende varme fra ham. Sveden nåede at fordampe, men hans pandelokker var våde. Du frelsens! Selmy skævede ned til kluden, der lå forkastet på gulvet. Selmy placerede den store brune taske ved fodenden af Theos seng og fandt en ren klud frem. Han dyppede det i fadet med vand og vred den. Han tog plads på kanten af sengen og lænede sig lidt frem med et koncentreret ansigtsudtryk. Blikket var uroligt, men seriøst rettet på ham, mens han lod den kølige klud fugte hans hud godt. Våde, kolde dråber gled ned i lange baner, inden de fordampede. Selmy gentog processen med at dyppe kluden i koldt vand endnu engang, for kluden var allerede blevet varm...

”Theodore, din stakkel,” Hviskede han. Han lagde den kolde klud på hans pande og tog hans hånd og gav den et blidt klem, mens han betragtede ham.

Theo?

Hans navn syntes at springe rundt mellem værelsesvæggene i et mærkeligt ekko og blande sig med alfetrommerne. De tunge hjerteslag. Den voldsomme puls. 
Øjnene åbnede sig på klem, men han kunne næsten ikke overkomme at løfte blikket for at se, om nogen virkelig havde kaldt på ham, eller om det blot var endnu en af hans flydende drømme. 

"Ah..." sukkede han. Noget vådt og køligt fugtede hans ansigt. Mor? Var han hjemme i Medanien igen? Han trak vejret ujævnt ind og blinkede et par desorienterede gange. "Mor?" mumlede han utydeligt og kiggede op på det slørede ansigt over sig. De blide strøg med kluden fortsatte, og Theodore fik kuldegysninger, da en kølig dråbe gled ned ad halsen og forsvandt under natskjortens krave.

De blå øjne fandt endelig ansigtet over ham. Det var ikke hans mor. Hvor var hun blevet af? "Selmy ...?" Theodore lød forvirret og lukkede næsten med det samme øjnene igen. Nåh ja. Han drømte sikkert stadig. 

Selmy kunne jo ikke være her.

Et lille klem om hånden sendte en behagelig fornemmelse op gennem hans arm, men den blev hurtigt opslugt af den ulidelige varme, der syntes at ligge som en tung dyne omkring hans hoved. 
"Hah ..." Han trak vejret besværet og bevægede læberne, som om han ville sige noget. Det tog ham et øjeblik at finde ordene.

"Jeg ... skulle ha' banket ..." mumlede han hæst.
Han rynkede panden. Hvad var det nu, han skulle have banket på? Det var vigtigt. Det havde været vigtigt hele tiden. 
"Træet ..." Theodore sank besværet og forsøgte at åbne øjnene igen, men opgav halvvejs. "To ..." mumlede han med øjnene lukkede. "Kun to ..." Hans fingre bevægede sig svagt i Selmys hånd, som om han forsøgte at tælle. "Du sagde ... tre."