"Stop..." protesterede Ares og spændte op for at skubbe vagten fra sig. Det lykkedes næsten, men den andens styrke var overvældende. Øjnene var næsten sorte af intensitet, og begæret osede ud af ham. For bare få minutter siden havde Ares gået i stilhed bag ham for at blive ført til Fareed.
Så pludselig havde vagten grebet fat i ham og svinget ham ind i den mørkere ende af en fløj, hvor han nu maste sig op ad Ares. Læberne strejfede hans hals i grådige kys. "HArhn...!" Ares vred sig på ny og klemte hårdt om vagtens skulder i endnu et forsøg på at få ham væk, men han blev presset hårdt mod den kølige væg, mens kyssene fortsatte og fugtede hans hals. Ares havde ellers taget sine forholdsregler. Holdt god afstand og ikke rørt ved den anden. Alligevel stod han nu og blev overfaldet af en mand, der sikkert ikke engang selv forstod, hvorfor han gjorde alt det her.

"Du kan ikke bare komme her hele tiden og tro, jeg ikke har set nok til at vide, hvordan du horer dig ud, mh?" sukkede vagten, næsten en smule dømmende. Ares blev holdt fast og mærkede et ryk mellem dem. Vagten var i gang med at finde sin pik frem. "Når du så godt kan lide at bruge dine huller, kan du lige så godt dele lidt ud til os andre..."
Febrilske åndedrag slap Ares ujævnt. Han kunne vel ikke engang kalde på hjælp? Det her var jo vagten. Den anden greb fat om begge Ares' hænder og førte dem ned til det hårde lem. Ares forsøgte modvilligt at trække dem til sig igen, men grebet om hans håndled strammede til, og han blev nærmest guidet til at mærke den anden.

"Ned," beordrede vagten. Tydeligt mere utålmodig det øjeblik Ares' fingre bare strejfede ham. Da Ares endnu en gang forsøgte at møve sig væk, fik han et hårdt slag direkte i maven og bukkede forover med et gisp. I samme øjeblik blev han tvunget ned på knæ. Smerten i maven var solid, men Ares stirrede alligevel bistert op på vagten, lige indtil et greb i krøllerne rev hovedet tilbage og førte ham hen mod lemmet.
"Sut. Kom nu. Jeg skal have den beskidte mund på mig..." Tommel- og pegefinger blev presset hårdt ind i Ares' kinder, så munden blev tvunget åben og holdt sådan. "Ngn...!" Ares forsøgte nyttesløst at dreje hovedet væk fra lemmet, men det blev uden videre presset ind i munden på ham. Smagen af salt... uvasket... sved. Øjnene løb i vand ved smagen, mens hænderne skubbede og slog mod vagtens lår. Men vagten var... overnaturligt stærk. Han strammede blot grebet i Ares' krøller og om hans kæbe, mens han mundkneppede ham.

Det var en ung slave der var på vej til baderummet, som så noget hun ikke mente burde ske. Hendes ben bar hende hurtigt videre til en af tjenerne, som hviskede det til Ilyrion, som til sidste lænede sig ned for at hviske i Fareed's øre. "Jeg har ladet mig fortælle at Ares Kayadf er forsinket, fordi han er blevet set med en af vagterne." Og det var alt det krævede for Fareed at se rødt.
Ilyrion kunne måske have klaret det selv, men utålmodigheden der havde siddet i Fareed virkede til at han næppe skulle holde hemmeligheder om hvorfor Ares endnu engang tog for lang tid med at komme til ham.

Det var et hurtigt "Kom med," næsten hvæsende mod en slange, før at ham og Ilyrion var ned af gangene mod hvor Ares sidst var blevet set. Heldigvis ikke i en fløj alt for langt fra. Men det var næppe passende for Fareed at løbe, selvom han kunne mærke at hans hjerte slog det hårdere, næsten som var det en panik respons han ikke engang var klar over at han havde.
Gangene føltes for lange, men endelig drejede de rundt om hjørnet og Fareed blev nødt til at trække lidt luft ind, som synet var værre end han havde frygtet. Ares med hovedet mod hvor vagten uden tvivl havde et lem frit. Der var ingen anden grund til at de var så tætte.

"Stop!" Fareed's stemme var høj og kommanderende og uden tvivl også vred, men da det ikke virkede til at vagten ville lytte, kunne han mærke vreden overvælde ham. "På ham!" Og slangen han havde haft ved sin side, ikke en dødelig giftig slange, men nok til at paralysere vagten skød frem mod dem, tænderne klar til at bide vagten i anklen for at stoppe hvad dens mester havde befalet.

Det blev umuligt at trække vejret. Vagten hamrede sit lem så langt ned i svælget på Ares, at det blokerede for hans luftveje, mens synet sløredes af tårer, og den mørklagte fløj omkring ham gik mere og mere i opløsning.
Han fnøs stadig demonstrativt, men iltmanglen gjorde ham så ør i hovedet, at han begyndte at frygte, han ville besvime. Selv dét ville uden tvivl ikke få vagten til at stoppe sit vanvid. Om Ares var vågen eller sov, ville han højst sandsynligt stadig være påvirket af dét, Ares ikke kunne kontrollere.

Evnen.

Alligevel blev Ares ved med at stritte imod, hænderne presset hårdt mod mandens lår bare for at få en eller anden form for kontrol over tyranniet. Det føltes efterhånden mere som et hadsk overfald end noget, der skulle minde om begær. Hver gang vagten trak sig ud, hev Ares desperat efter vejret, men lettelsen varede kun et kort øjeblik, før han hamrede ind i ham igen.
Til sidst nåede Ares at tænke, om han bare skulle overgive sig, da et højt, vredt "Stop!" rungede gennem fløjen. Ares slog forskrækket blikket op og skævede, så godt han kunne fra sin position, mod Fareed, der stod rød i hovedet af vrede. Synet af ham fik Ares til endnu en gang at hamre hænderne mod vagtens lår, men manden ville stadig ikke slippe ham.

Ikke før slangen sprang på ham.

Ares gispede højlydt efter vejret, da lemmet endelig forsvandt. Benene sparkede ud foran ham, mens han forsøgte at møve sig baglæns hen over gulvet og væk, og han trak luften så hårdt ned i lungerne, at det næsten gjorde ondt. Den ene hånd fløj op om halsen, som om han kunne dulme smerten ved bare at holde om den.
Afskyen stod tydeligt i ansigtet på Ares. Kinderne var våde af tårer, og flere gled ned over dem, da han blinkede hektisk for at få synet klart igen, stadig gispende efter luft.

Næsten samtidig lod slangens bid til at virke.

"Hvad—" nåede vagten forvirret at få frem, før kroppen gav efter under ham, og han faldt paralyseret sammen foran Ares og Fareed.

Slangen så næsten ud som om at den skulle til at glide videre mod Ares, den havde ikke fået et mere konkret budskab, men snart efter kom der endnu et "Stop." Dette langt mere lavmælt, som nu Fareed havde fået stoppet det grufulde der var sket. Noget han ikke ville tolerere mod noget han allerede i sit stille sind havde kaldet sit.
Skridtene var faste, og lød næsten faretruende, som Fareed gik tættere på, vreden så klar i ansigtet at det lignede at han var ved reelt at eksplodere. Men så kom han tættere på, og kunne se Ares' udtryk. Det lignede ikke et villigt offer. Hvor Fareed før havde været sikker på at Ares havde luret ham, som han havde luret Fareed i sin tid, var der noget tøven. Vagten skulle lide uanset hvad, men Ares? Fareed blev lidt i tvivl.

Hans blik gled over kroppen, han var ikke engang nået til badene, inden hans blik landede på Ares' ansigt. "Hvad er der sket her?" hans stemme virkede stadig faretruende, det røde havde næppe trukket sig fra hans ansigt, men det var ikke på den samme eksplosive måde at han var mødt op på. Nu var der i stedet for en ulmende vrede, som blot ventede på at finde ud af hvor han præcis skulle rette den.
Kun få skridt bagud stod Ilyrion, stadig med sit høflige smil som hans blik gled fra vagten og Ares, som skulle han også bedømme hvad der reelt var sket her.

Der kom ingen ord fra den paralyserede vagt, der blot blev liggende, hvor han var faldet, og stirrede forskrækket ud i ingenting. Ares fik møvet sig op ad væggen et stykke væk fra ham, tættere på Fareed, mens fingrene fortsat ømmede struben. Han sank og forsøgte at få vejrtrækningen under kontrol, men den kom stadig ujævnt og for hurtigt.

Fareed spurgte, hvad der var sket, og Ares anede ikke, hvordan han skulle forklare det.

Alligevel havde han ikke meget sympati tilovers for vagten. Det havde gjort ondt, og om manden havde været påvirket af evnen eller ej, havde han nydt Ares' smerte lidt for meget. Ares pustede langsomt ud, men brystkassen hævede og sænkede sig stadig voldsomt, som om der endnu ikke var kommet nok luft tilbage i lungerne.
"Han..." Stemmen var hæs. Svælget var ømt, og det brændte, da Ares rømmede sig og prøvede igen. "... overfaldt mig." Han lukkede øjnene et øjeblik for at sunde sig og lod hånden glide over ansigtet for at tørre tårerne væk. Smagen af vagten lå stadig som en besk hinde over tungen, og Ares sank igen med en grimasse.

Han vidste ikke, hvor meget mere Fareed behøvede at høre. At vagten havde slået ham? Tvunget ham ned på knæ? At Ares havde forsøgt at komme fri, indtil han næsten ikke længere kunne trække vejret? Blikket gled kort mod manden på gulvet, før det vendte tilbage til Fareed og flakkede væk. "Jeg gjorde ikke noget," tilføjede han hæst. "Jeg rørte ham ikke engang."

Fareed gik de sidste par skridt over mod Ares, fuldstændig ignorerede vagten, og tog fat i Ares' kæbe. Lidt hårdere end hvad der var strengt nødvendigt, men ikke nærheden af hvor hårdt det havde været, da vagten havde forsøgt at gøre noget ved ham.
Dette var blot så han kunne tvinge Ares til at kigge ned på sig, og tog så hovedet lidt side til side, som han skulle dømme ham. Ikke ligefrem en unormal ting for Fareed at gøre, og med det blotte øje lignede det også at Fareed dømte ham præcis på samme måde som han havde gjort alle de andre gange med Ares, hvis det ikke var for den flig af hvad der kunne betegnes som omsorg i hans øjne.

"Så han valgte blot at han ville have en smag af dig?" spurgte Fareed, en antydning af irritation i hans stemme. "Og bare antog at der var fri adgang for alle?" Stemmen tog et faretruende duk. Ikke ligefrem pga. Ares, men det var tydeligt at vagten ikke ligefrem ville komme helt uskadt fra dette.
"Hvor rørte han dig?" forsatte Fareed, som han åbenbart ville have en form for detaljer ud. Mest af alt ville Fareed bare gerne vide hvor der skulle skrubbes ekstra godt, for at få det ulækre af hans lille bæst. Han kunne trods alt se at munden skulle ordnes. Intet kunne komme indi den mund før den var renset godt nok, og der var trods alt en grund til at Fareed havde spurgt efter Ares i dag.

Allerede øm efter vagtens fingre havde været begravet hårdt i hans kinder, slap Ares en lille lyd af smerte, da Fareed tog fat om selv samme sted. Han kneb øjnene sammen, men ikke mere end at han stadig kunne skimte prinsen gennem vipperne, der havde klistret sig sammen af tårerne.

Alligevel lod Ares ham se efter, hvad end han ville.

"Han kaldte mig en hore," sukkede han hæst og håbede, at det var forklaring nok. De gyldne øjne blev i Fareeds, og først nu, hvor prinsen var kommet helt tæt på, lagde Ares mærke til noget midt i al vreden. En følelse han egentlig ikke havde troet fandtes i Fareed.

Omsorg.

Ares trak stadig vejret gennem munden, mens blikket dvælede ved ham. Den lille flig af noget andet i prinsens øjne havde fanget hans opmærksomhed, og et øjeblik fik den ham bare til at ønske at synke ind i Fareed og forsvinde fra det hele.

"Min mund..." Ville Fareed virkelig vide hver lille detalje? "Hænder..." fortsatte Ares lavmælt, mens han begyndte at remse op. Han havde ikke lyst til at dele det med andre end ham. "Halsen, mit hår og..." Han tøvede et øjeblik. "... så slog han mig i maven."

En hore? Nej, Ares var noget andet end det. Et dyr. Et bæst. Men en hore sov med flere, og Ares sov forhåbentlig kun med Fareed. Fareed mente i hvert fald at han havde gjort sin mening omkring hvem Ares hørte til ganske klar. Hans krop var for Fareed og kun Fareed.
Der var en afsky i Fareeds blik som Ares nævnte hvor han var blevet rørt, men ikke mod Ares i dette øjeblik, men hvad der havde rørt de dele der var hans, og man kunne mærke vreden forsøge at skubbe sig vej. Han skulle betale for det.

Fareed gav endelig slip på Ares, et kort blik ned på sine egne fingre, som om hvad han havde rørt var modbydeligt, men hvis manden havde rørt munden, så var det ikke usandsynligt at hans ansigt også var blevet besudlet.
"Lad os få dig renset," sagde Fareed. Han ønskede ikke noget med Ares, før de havde fået fjernet smagen, lugten og berøringen af den forfærdelige vagt, som stadig lå som fastfrosset på gulvet.

Fareed vendte sig mod Ilyrion, den selv samme tjener som havde givet Ares sin ring sidste gang. "Jeg tager ham med tilbage til mine bade. Jeg håndterer..." Fareed kiggede endelig ned på vagten og undslap et lille fnys. "I morgen. Tag den usle mide væk fra vores alles syn."

Ilyrion gav et lille buk. "Med glæde, Deres Højhed. Jeg sørger for at der ikke er en eneste plet tilbage." Hans blik gled ikke engang over til Ares, som han vendte rundt, uden tvivl for at finde nogle tjenere eller slaver for at udeligere opgaverne til.

Fareed vendte sig tilbage til Ares, "Kom med," sagde han og gav også et tegn til slangen om at følge dem. Den skulle heller ikke udsættes for noget så grusomt som at se mere på vagten, der trods alt var ganske køn, men nu bare var en torn i Fareeds øjne.
Og så begyndte han er gå ned af gangene, denne gang væsentlig langsommere.

Hjertet slog stadig smertefuldt i brystet. Ares nikkede; han ville bare være alle andre steder end lige her. Hånden gled flygtigt over stedet, hvor Fareeds fingre havde været om hans kæbe for et øjeblik siden, ømmede kort huden dér og fandt så tilbage til halsen, hvor han trykkede forsigtigt med et lavmælt røm. Svælget brændte endnu, men i det mindste var vejrtrækningen langsomt ved at finde tilbage til noget, der mindede om normalt.

Ares fandt væggen med hånden og brugte den som støtte, da han kom op at stå. Han havde regnet med, at de nu ville fortsætte til badene som oprindeligt planlagt, hvor slavehænder endnu en gang skulle over ham, skrubbe og gøre ved. Bare tanken fik det til at vende sig i ham. Efter det med vagten havde Ares ingen lyst til at stå nøgen i et rum fyldt med fremmede, uden at vide hvem der kunne blive påvirket næste gang, om det hele pludselig ville begynde forfra.

Så Fareeds næste ord fik blikket til at finde ham med det samme.

Jeg tager ham med tilbage til mine bade.

De gyldne øjne blev hængende på prinsen, først overraskede og siden forvirrede over den pludselige ændring. Til Fareeds egne bade? Noget af den hårde tyngde i brystet lettede alligevel ved tanken, og først da de grå øjne fandt hans, mærkede Ares et uvilligt ryk gennem kroppen. Som om han var blevet taget i at kigge lidt for længe et sted, han ikke burde, slog han blikket væk igen.

Uden et ord fulgte han efter Fareed. Han vidste ikke, hvad der ventede ham. Måske en straf, når de først var alene? Ville Fareed overhovedet tro på ham, når han sagde, at det ikke havde været frivilligt? Ares havde set foragten i prinsens blik, væmmelsen, der kort havde trukket gennem hans ansigt, og han vidste ikke, hvor meget af den der havde været tiltænkt vagten, og hvor meget der havde været tiltænkt ham.

Men han havde også set noget andet. Den ukarakteristiske flig af omsorg. Ares lod blikket glide op på Fareeds ryg, mens han fulgte efter ham gennem gangene, denne gang i et tempo hans ømme krop bedre kunne følge.

Han anede virkelig ikke, hvad han skulle stille op med det.

Deres skridt ekkoede som de gik ned langs gangene, men Fareed ytrede ikke et ord. Der var den sydende vrede, som han prøvede at få under kontrol. Vrede på sine egne vegne, og måske også på Ares', selvom han ikke helt kunne finde ud af den del af følelserne.
Han havde heller ikke lyst til at se på Ares, når man stadig kunne se støvet fra Bazaaren, og han kunne næsten forstille sig den beskidte vagt røre ved ham. Ulækkert. Det skulle bare af.

Turen var klart længere end de andre bade Ares var vant til, men endelig nåede de til et par store døre, som Fareed slog op, for at komme ind hvor badene var.
Der var et stort omklædningsrum, der virkede til at have alt hvad Fareed havde behov for, for at gøre sig klar, og som så ledte sig videre til to rum. Det ene virkede til at have mere spa tilstande med et stort åbent bad, og det andet rum, havde nogle kar.
Inden i rummet stod en ældre slavekvinde. Man kunne se alderdomstegnene, men håret var stadig kulsort, og hun var tydeligvis stadig smuk i sin alder. Hun virkede til at hun havde forventet deres ankomst.

"Han skal bades," sagde Fareed simpelt. "Hver især opmærksom på hænder, hals, hår... og mund." Der var en antydning af en sammentrækning ved Fareeds øje som han nævnte munden. Heldigvis havde de noget de kunne få ham til at skulle munden i.
Slavekvinden gav et lille neg. "Som De ønsker, Deres Højhed," sagde hun blidt, inden hun begyndte at gå over mod Ares for at begynde at hjælpe ham ud af tøjet.

Burde Ares sige et eller andet? Ærlig talt orkede han det ikke. Der var heller ikke meget andet at sige end det, han allerede havde fået fremstammet, men Fareed var trods alt kommet stormende til hans undsætning. Det kunne Ares ikke helt se bort fra.

Selvom turen derhen var længere end de andre gange, føltes det alligevel ikke som tid nok til, at Ares kunne få formuleret et simpelt tak. Hver gang ordet nærmede sig, blev det hængende et sted i halsen, og lige som han mente at have samlet sig nok til faktisk at få det sagt, nåede de frem.
En fugtig varme lagde sig straks mod huden, da dørene blev åbnet, og Ares lod blikket glide rundt i de overdådige rum. Desværre var de ikke alene. Tåbeligt egentlig, at han havde forventet, at Fareed ikke også ville have sin egen skare til at tage sig af den slags, men en del af Ares havde alligevel håbet det.

Kæben spændte modvilligt, da den ældre kvinde nærmede sig.

Om lidt ville Fareed vel efterlade ham her.

Ares følte sig slap og tung, mens tøjet blev taget af ham. Det dunkede stadig ubehageligt i maven efter slaget, men han forsøgte at se så ligeglad ud, som han kunne. Dysterheden, der havde lagt sig over ham, kunne han bare ikke helt ryste af sig, og kroppen sitrede utilpas, hver gang fremmede hænder gled over huden. 

Blikket søgte næsten af sig selv mod Fareed. Han var her endnu. Ares' bryn trak sig let sammen, før han så væk igen og lod sig føre hen til et af karrene. Han sagde ikke noget til kvinden, selvom musklerne spændte under hendes berøringer. Vasket blev han. Skrubbet først og derefter endnu mere omhyggeligt de steder, Fareed havde udpeget, indtil Ares til sidst blev guidet helt ned i det varme vand og sank så langt ned, at det nåede op omkring skuldrene.

Et krystalglas blev rakt til ham med en klar væske, og Ares fik besked på at skylle munden grundigt og spytte den ud i et kar der blev præsenteret for ham, bagefter. Han gjorde bare, hvad der blev sagt. Tog væsken i munden, skyllede, spyttede ud og tog imod mere, hvis kvinden mente, det var nødvendigt.

Hele tiden uden at se på Fareed. Eller i hvert fald uden at lade Fareed opdage, når han gjorde det.

Fareed havde ingen intentioner om at gå, og han havde fundet en stol at sidde på i udkanten af rummet, som han så på. Han ville være sikker på at Ares blev behandlet godt under et par hænder han kun alt for godt selv kendte, samtidig med at han ville se hvordan skidtet kom af ham. Bazaarens og vagtens. 
Der var ingen varme i øjnene dog, men Fareed gjorde intet for at tage sine øjne væk fra den arrede person som han så ofte nægtede at se på. I stedet for var det som om at han skulle finde hver en krog af Ares og være sikker på at det hele var rent.

Det var først som kvinden konkluderede at hun havde gjort det godt nok, og hun hjalp Ares op fra badet, at Fareed endelig rejste sig fra sin plads, for at gå over til dem.
Hans blik gled op og ned af Ares' noget nøgne krop, inden han trådte de sidste skridt hen til ham, og lagde sin tommelfinger mod Ares' nedre læbe. "Kan du stadig smage ham?" spurgte han. Det skulle have fjernet skidtet, især med mængden af gange Fareed så det blive gjort, men var det godt nok? Ellers måtte de tage noget stærkere i brug. Han skulle være fin og nydelig, især den mund der tilhørte ham så fint.

Gåsehuden bredte sig over Ares' arrede, fregnede hud, da han steg op af badet, med sæbevandet dryppende fra både torso og lår. Blikket søgte med det samme efter et håndklæde eller en kåbe, som forhåbentlig snart ville blive rakt til ham, men inden han nåede så langt, fandt øjnene Fareed.

Prinsen havde rejst sig.

Ares blev stående, mens Fareed kom hen for tilsyneladende selv at betragte resultatet, og denne gang standsede han ikke på afstand. Han kom nærmere endnu. Det her var nok det mest villige, prinsen hidtil havde været til faktisk at se på Ares nøgen med alle uperfekthederne blottet, og Ares vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med den pludselige opmærksomhed.

Kan du stadig smage ham? Tommelfingeren gled hen over Ares' underlæbe og trak let i den. Han sank. Nej. Den forfærdelige smag af salt var væk, selvom fornemmelsen af vagten i munden stadig spøgte ubehageligt i erindringen. Hænderne knyttede sig, og Ares lod blikket glide til siden.

"Nej."

Kæben arbejdede kort under Fareeds hånd. Til gengæld ville han kunne smage Fareed, hvis han bare stak tungen frem og tog tommelfingeren ind i munden. Hjertet slog hårdere. Hvad zaladin var det for en tanke at få lige nu? Ares holdt tungen, hvor den var. "Nej, det hele er væk..." tilføjede han i stedet mere stille.

Fingeren forsatte af læben, som hans blik gled ned til de fyldige læber. Var det hele væk? Det var svært at bedømme, men Ares virkede sikker i sin sag omkring det, ligesom slavekvinden der havde taget sig af ham, som havde konkluderet at det var nok, efter at have bekræftet at han rigtig havde skyllet sin mund.

Endelig stoppede Fareed sin finger, og skulle også til at flytte sit tag på Ares, før han stoppede. Hans blik gled op til Ares' øjne. En af de få ting der var smukke ved ham. "Godt, du skal ikke have den grimme smag," hviskede han, og stak så sin finger ind i Ares' mund. Han var ikke selv helt klar på at lade sine egne læber mødes med Ares, men at lade Ares sutte hans finger var en god start.
"Det her er bedre ikke?" spurgte han, et tydeligt ledende spørgsmål. Alt ville være bedre end det lem presset ind i munden trods alt, men måske Fareed også bare havde behov for noget bekræftelse i at Ares kun eville have ham. Ikke en eller anden forfærdelig vagt der bare havde taget ham. Ares var her vel frivilligt, selvom Fareed var den der blev ved med at spørge efter ham.

Brynene hoppede op i overraskelse, da Fareed uden videre stak tommelfingeren ind i munden på Ares.

Uden videre.

Og næsten lige så uden videre lod Ares ham gøre det. Tøvende ganske vist, som kunne han ikke helt beslutte sig for, om han burde krænge hovedet væk eller bare give efter for det. Der var ikke noget voldsomt over berøringen. Snarere føltes det, som om Fareed forsøgte at erstatte de sidste spor af vagten med sig selv, gnide sin egen duft og smag ind i Ares, indtil der ikke var noget tilbage af den anden.

Læberne sluttede sig om fingeren, og Ares sænkede blikket, mens tungen bevægede sig omkring den i små, blide strøg. Hengivent, næsten. Ved spørgsmålet slap han et tungt brum, før det gyldne blik langsomt fandt prinsens.
"Jo..." Han åbnede munden nok til at svare, men lod ellers Fareeds finger blive, hvor den var. Så krøb noget andet frem i ham. Dét, han havde kæmpet med at få sagt hele vejen hen til badene, men som hver gang var strandet et sted i den ømme hals.

Ares løftede forsigtigt hånden og lagde den omkring Fareeds håndled. Denne gang var det ham, der førte prinsens hånd, langsomt nedad, indtil hans mund atter var fri.

"... Tak." Han var lige ved at kløjes i ordet. Hjertet slog en voldsom kolbøtte i brystet, og pludselig virkede det næsten vanskeligere at få de næste ord ud end det første. "De... hjalp mig." Ares sank. "Tak." Selv efter endelig at have fået det sagt kunne han ikke rigtig få sig selv til at se på Fareed. I stedet blev blikket hængende ved deres hænder, hvor hans egen stadig hvilede omkring prinsens håndled.

Der var noget ved tungens hengivenhed der virkede til at få Fareeds hjerte til endelig banke lidt langsommere, lidt mere stabilt, som om at det kun var den fysiske berøring der kunne berolige ham i at Ares var stadig hans lille bæst, og ingen andens. At han var blevet overfaldet, men stadig kom til hans ejer fødder grædende og bedende om at blive beroliget. Og dét var hvad Fareed ønskede.
Og endda selv efter Ares havde bekræftet dette var bedre, så suttede han videre, som om han ikke helt kunne få nok, selvom det blot var en finger. En finger der var med til at bekræfte det der var mellem dem.

Derfor lod Fareed også Ares bestemme da det var nok og han tog hånden væk fra sin mund, et perfekt øjenbryn en anelse hævet, som han ventede på hvad Ares havde at sige, men det var intet af hvad han havde forventet. Tak på den måde var ikke noget der bare fløj rundt i nærheden af Fareed. Han gjorde trods alt sjældent noget der kunne give et tak, og slet ikke et så oprigtigt tak som der nu kom fra Ares.
Han rømmede sig lidt, som han prøvede at finde sin stemme. "Jeg vil ikke have sådan noget svineri sker under mit øje," sagde Fareed blot, men han kiggede også lidt væk. "Hvordan skal han beskytte nogen som helst, hvis han kun tænker med de nedre dele." Det var næsten affejende, som ville prinsen på ingen måde dvæle ved det.

Ares blev ved med at have blikket sænket. En mikrolille ændring vævede sig ind i de gyldne iriser, mens han blot lyttede til Fareeds rømmende, næsten affejende bemærkning. Han kunne ikke sætte ord på den følelse, der havde klemt sig ind mellem ribbenene, men han vidste, at han ikke skulle begynde at pille ved den. Han ville ikke kunne lide, hvad han fandt, hvis han gjorde.

Det trak svagt i mundvigen, som forsøgte han at skjule den bitre grimasse, der spøgte under huden.

Ares kunne ikke fortælle ham det.

Han ville blive til den hore – som han så pænt allerede var blevet anklaget for at være – i Fareeds øjne, og det ville han ikke. Intet af det her var noget, Ares havde ønsket, men det var ham, der måtte leve med rygterne og de lange blikke efter sig, hvis han ikke dukkede hovedet og gjorde sig lille. Fareed ville også se ham som en hore, hvis han nogensinde fandt ud af, hvad der foregik bag hans ryg. Hvis han fandt ud af det med Pompeia. Jontar.

Fyrsten.

Det skulle aldrig være kommet så vidt med nogen af dem. Han hadede dem for det, men lige nu hadede han sig selv allermest.

Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, men Ares blev ved med at holde om Fareeds håndled, som var det det eneste begribelige, han kunne holde fast i lige nu. Han hadede Fareed. Hadede hvad han gjorde ved ham, hvad Ares gang på gang skulle stå model til, og alligevel var han lige nu den eneste, Ares kunne holde ud at være tæt på.

Den erkendelse gjorde næsten det hele værre.

Ares trådte et lille skridt nærmere. Han sagde ingenting, bøjede sig blot en smule ned mod den lavere mand og lod til sidst panden hvile tungt mod Fareeds skulder.

Fareed fandt sig selv være næsten lidt overrasket over hvor nænsomt Ares søgte hans nærvær. Her hvor kun de to af dem var her, men slavekvinden trods alt var. Der var ikke den opstemthed der karakteriserede deres møder normalvis, men noget blødere mellem dem. Noget Fareed ikke ville lægge ord til, for det blev et forvirrende rod med alle de komplicerede følelser han allerede havde omkring den højere mand. Alt det grimme med alt det smukke. Der var ikke plads til det i Fareeds verden.

Men han skubbede ikke Ares væk, men lagde i stedet for sin frie hånd mod Ares' kind, nænsomt og blødt, som var Ares faktisk en der kunne gå i stykker, og ikke en Fareed langt hen af vejen bare brugte for hans krop.
"Jeg har dig," sagde han lavmælt, før at forsigtigt løftede Ares' hoved fra sin skulder, ikke for at se på ham, det var stadig svært, men for at trække ham ind i et kys. Et kys der forhåbentlig ville vaske resterne af vagten væk fra hans mund, så den var ren og klar kun til Fareed. Han pressede sin tunge mod Ares' læber for at bede om adgang, for at smage på Ares', selvom han mest af alt blev mødt af smagen af den mikstur de havde fået hans mund til at skulle i, ikke at det stoppede Fareed lige nu.

Åndedrættet rystede uvilkårligt. Fareeds hånd lagde sig så nænsomt mod hans kind, at Ares et øjeblik blev grebet af både chok og en voldsom trang til bare at synke ind i prinsens favn og begrave sig dér. Lade omsorgen skylle hen over sig, indtil den havde vasket alt det andet væk.

Jeg har dig.

Ares' ansigt fortrak sig i en hjerteskærende grimasse, inden han nåede at få styr på sig selv.

Du har mig?

Fareed løftede hans hoved fra skulderen og førte ansigtet op foran sit eget, men Ares nåede akkurat at få trækkene tilbage i de rette, mutte folder. Blikket flakkede i små, hårde ryk mellem prinsens øjne i et forsøg på at læse ham. Der lå en fremmed blødhed over Fareed, og Ares ville ønske, han ville lade være med det. Det var trods alt langt nemmere at forholde sig til den Fareed, han havde mødt alle de andre gange.

Kysset brød deres øjenkontakt. Måske var det også en måde for Fareed at slippe for at forholde sig til alle Ares' ar på, men alligevel virkede det afvæbnende. For han kyssede Ares sådan her. Uden sløret, kohlen eller det fine tøj til at skjule og pynte på noget. Bare Ares, blotlagt med alle de fejl Fareed så gerne påpegede. 

Men ikke nu. 

Ares lukkede ikke øjnene helt til at begynde med. Gennem vipperne betragtede han Fareeds øjne glide i, så brynenes små bevægelser, da kysset blev dybere. Da tungen søgte adgang, åbnede Ares munden og tillod den, og først da fik et kuldegys alle nerverne til at skælve og øjnene til endelig at lukke.

Fareeds tunge var varm. Velkendt.

Noget Ares kendte så godt, at mindet om den kunne snige sig ind i de sene nattetimer derhjemme og få det til at prikke ømt i læberne, når han kom til at genkalde sig den. 

Han holdt stadig fast om prinsens håndled, mens den anden arm hang slapt ned langs siden, men efter et øjeblik åbnede Ares øjnene igen. Blikket gled forbi Fareed, og først da fik han øje på den ældre slavekvinde i periferien. De var jo ikke alene. Ares trak sig forsigtigt fra kysset, næsten undskyldende og en smule forlegent, men uden at flytte sig længere væk end nødvendigt. Han sænkede blikket og lod ansigtet blive tæt ved Fareeds.

"Må jeg... bede om en kåbe?" spurgte han lavmælt.

Langsomt var det som om at smagen af Ares kom tilbage, eller måske var det bare Fareeds egen smag der blandede sig, og han fandt sig selv smelte ind i kysset. Han kunne næsten ignorere arret ved læben sådan her, især som han kunne mærke Ares' smelte ind i den efterhånden velkendte berøring. Han elskede i sandhed hvordan Ares' krop spillede præcis som han ønskede.

Kysset blev endelig brudt, hvilket fik Fareed til at åbne øjnene igen, og blev blot endnu engang mindet om at Ares var væsentlig mere perfekt i hans sind, end når han var tvunget til at kigge på ham. En skuffelse der virkede til aldrig at tage nogen ende.
Han ville så langt hellere have ham påklædt og måske i sin seng. Det var et sted han kunne håndtere Ares, uden den svage kvalme prøvede at gøre sit indtog på ham. Han fik trods alt Fareed til at føle noget han ikke have oplevet i årevis.

"Jeg vil lade dig få noget tøj på," sagde Fareed, og forsigtigt fjernede han Ares' hånd fra sit håndled, så han kunne træde tilbage og overlade arbejdet til slavekvinden igen. "Der er ingen grund til at vi forsætter her vel." Måske var det verbale minde om hvorfor Ares var her, ligeså meget for Fareed, for det føltes lidt som om at hans følelser havde virket forvirret lige siden han havde fået Ilyrions besked tidligere.