Det var en prægtig sensommerdag på herregården syd for hovedstaden. Talon havde brugt formiddagen fornugtigt, fået ordnet nogle hegn til hestefoldene og flyttet en masse hø. De tunge høballer der var fornyligt blevet leveret til Reierfamilien og skulle holde hele vinteren, det var af samme årsag en god idé at få det i tørvejr inden efterårsregnen kom til denne del af landet. To af hestene havde haft smed, men de skulle trækkes til og fra fold og dette havde Talon heller ikke været bleg for. Der var faktisk få opgaver den nu knap så unge adelige skyede for, det var jo med til at holde formen i top og han havde af samme årsag tilladt sig selv lidt for længe foran spejlet denne morgen, beundrende hans emnente fysik, hvis han nu selv skulle sige det. Alligevel var der noget som nagede ham, det var efterhånden længe siden han havde sendt Ruben afsted med post til en fin lille ung og på ingen måde adelig frøken, et meget flot lanseprint hvis han selv skulle sige det, sammen med en knap så formel anmodning om endnu en nat i den nedre del af Dianthos. Nu var det alligevel så længe siden at brevet var blevet sendt afsted, at det undrede ham, at den unge faun ikke var kommet tilbage med et brev med instruktioner, datoer og måske nogle beskidte tanker.
Han smed den sidste høballe på plads og gik ned mod æblelunden, som den så fint blev kaldt, i virkeligheden var der tale om tolv æbletræer, men det skulle ikke hedde sig at Reierfamilien havde mindre end en lund. Æblerne glødede på træerne og flere var allerede faldet af, en skam, nogle burde nok samle dem op og få dem opbevaret, henkoges eller laves til marmelade til vinteren, men dette var ikke blevet gjort. Talon trak et stort rødt æble af en gren, som han beskuede nedfaldsfrugterne, hvepsene havde i hvert fald grund til bal. De stålgrå øjne skulede mod herregården, hvor pokker var personalet når man skulle bruge dem? Det kunne da for pokker ikke være rigtigt at han skulle gøre alting selv. Kæmpen tog en stor bid af æblet, inden han dukkede sig og samlede et enkelt af de faldne æbler op. De kunne sagtens reddes, hvor pokker havde han stillet trillebøren?

Splat.

Rubens støvle sank direkte ned i et æble, der havde fået lov til at ligge og gære lidt for længe i græsset.
"Bva-a-a-adrh." Det busede ud af ham med et utilfreds bræg, mens han løftede foden og betragtede den klistrede masse under sålen. Æblemos under støvlerne var bestemt ikke noget, han havde forventet. Med et suk skrabede han støvlen af i græsset og forsøgte at lade, som om det aldrig var sket.

Budspringet havde manifesteret ham midt mellem æbletræerne, hvis grene hang tunge med runde, røde frugter. Ruben kunne stadig blive lidt forbløffet over, hvor frodigt der kunne være inden for Dianthos' bymure, selvom han efterhånden havde besøgt Reierfamilien temmelig ofte. Under trækronerne, med summende insekter og fuglesang omkring sig, kom han næsten til at savne skovene derhjemme.

Han blev stående et øjeblik længere end nødvendigt. "Nåh..." Ruben hankede op i tasken. Han skulle finde Talon.

Der var et eller andet ved besøgene hos Hr. Reier, der stadig kunne få det til at sitre en smule i bukkebenene på ham. Måske var det højden. Talon var jo en kæmpe af en mand både i højde og drøjde, og selv efter alle de breve Ruben efterhånden havde fragtet frem og tilbage for ham, havde hans krop åbenbart ikke helt fået beskeden om, at manden endnu ikke havde gjort ham noget. Han vidste jo godt, at Talon ikke havde ædt ham de sidste sytten gange. Det forhindrede åbenbart ikke hans ben i at mene, at i dag kunne være dagen.

Og så var der lugten. Ikke at Talon lugtede. Det ville Ruben aldrig drømme om at sige. Der hang bare en sær fært omkring ham. Ikke ubehagelig, bare dyrisk på en måde, Ruben ikke kunne placere; varm, jordslået og et eller andet andet nedenunder, som fik hans næsebor til at arbejde lidt ekstra, hver gang han kom i nærheden af manden. Første gang havde Ruben antaget, at familien måtte holde hunde. Efterhånden var han temmelig sikker på, at de ikke gjorde.

Med omhyggelige skridt mellem nedfaldsæblerne begyndte han at lede mellem træerne. Talon kunne næppe være langt væk; budspringet plejede trods alt at bringe Ruben tæt på den, han skulle finde.

Og ganske rigtigt spottede han kæmpen ikke langt fra sig. Ruben knugede lidt fastere om remmen på tasken og tog et par forsigtige skridt nærmere.
"Hr. Reier," hilste han med en forsigtighed, resten af Gorsefamilien nok ville have himlet med øjnene af. "Sikke De arbejder." Hvor var tjenestefolkene? 
Han sendte manden et skævt smil og kastede et blik mod æblerne, som om de pludselig var blevet umådeligt interessante.

Talon nåede netop at tage de første skridt mod herregården for at opsnappe den efterlyste trillebør,  som en sær lyd efterfulgt af en brægende klagen fangede hans opmærksomhed. Selvom Ruben ikke var noget stort væsen, kunne han ikke snige sig udenom Talons fine sanser. Dette fik med begejstring kæmpen til at snurre omkring og selv starte med at søge efter faunen, men han fandt ham først. 
"Aah, Hr. Gorse, Dem har jeg kigget langt efter!" Brummede Talon med sin dybe men varme røst. Han tog det lille væsen i øjesyn, hornene gik han kun lige til brystet, det var altså nogle sære væsener de Faune, men Talon kunne ikke rigtigt undlade at glo på han med fascination. Der gik mange rygter og myter om de væsener, som noget i kæmpen brændte for at få afklaret, men på trods af hans noget blakkede ry, havde han dog endnu manerer. 

"Følg De med mig, jeg har ikke betaling på mig!" Brummede han, inden han gav Ruben et venskabeligt klap på skulderen, hans hånd virkede som en bjørnelap på den lille skulder, men dette var ikke noget fremmed for Talon, tvært imod var det mere normalen end et var noget særstående tilfælde. 

Talon begyndte at bevæge sig mod herregården, hans gang var fast og bestemt mens han målrettet styrede mod døren. Bare den lille faun ikke havde for travlt. "Ah ja, tingene passer jo ikke sig selv, og formen har godt af det ved du nok!" Denne gang måtte han klappe sig selv på overarmen for at understege hans eminente form, ikke at der kunne var så meget tvivl, hans ærmer var rullet godt op. "Men De er da selv ganske arbejdsom, hm? Eftermiddag, aften, nat, De er altid på farten?" Talon hævede brynene, så et par begynende fuger viste sig i hans pande, imponerende hvordan den lille faun ikke var større med alt det løberi, han måtte da selv være i eminent form, hvad pokker gemte han under alt det bentøj?

Til trods for varmen i Talons stemme og hans imødekommende natur kunne Ruben ikke helt lade være med at krympe sig en smule i hans nærvær. Fingrene blev siddende omkring taskens rem, selvom han udmærket vidste, at han burde række ned efter det brev, der lå deri. Han sendte Talon et beklagende smil; det var jo ikke meningen, at han skulle have ladet ham vente så længe, og lige nu virkede manden heldigvis i godt humør. Ruben sank alligevel en klump ved tanken om, hvor længe dét humør mon holdt, når han først så, hvem svaret var fra.

Smilede blev en anelse mere sammenpresset, da den tunge, brede hånd landede venskabeligt på hans skulder. Den hånd kunne jo dække hele hans ansigt, hvis Talon fik lyst til at gribe fat om det. Han rystede indvendigt på hovedet ad sig selv; selvfølgelig ville Hr. Reier ikke gøre sådan noget. Han var en ordentlig mand. Ja.

....Med ufatteligt mange at bejle til, indhentede en tanke ham.

"Javel." Ruben nikkede og hankede endnu en gang op i tasken, selvom den sad ganske fint, hvor den skulle. Det var nok mere af vane, eller bare en måde at holde hænderne beskæftiget på. Den dyriske fært hang omkring Talon igen, denne gang blandet med den sødlige lugt af gærede æbler, og Rubens næse vippede næsten umærkeligt. Han kastede et flygtigt blik tilbage mellem træerne for at se, om der mon alligevel gik en hund eller ligefrem en ulv omkring et sted, men de var alene. Med læberne presset eftertænksomt sammen skyndte han sig efter Talon.

Formen har godt af det... De turkisblå øjne strøg op og ned over Talons mægtige, solidt byggede krop. Formen havde vist fået rigeligt med fysisk arbejde. Med ærmerne rullet op var de kraftige arme svære ikke at bemærke, og Ruben kunne stadig undre sig over, hvordan et menneske kunne blive så enormt. Han havde mødt større væsener, naturligvis, men sjældent mennesker der så ud, som om de forsøgte at konkurrere med dem.
"Det har De selvfølgelig helt ret i, Hr. Reier," svarede han medgørligt, mens blikket uvilkårligt gled over ham endnu en gang, før han slog det ned mod græsset. Der var heldigvis ikke flere bløde æbler at jokke rundt i her.
Ved spørgsmålet om hans eget arbejde rettede Ruben sig derimod lidt mere op. "Ja da, brevene leverer jo ikke sig selv." Han sendte Talon et smil, nu lidt mere hjemmevant, for dét her vidste han trods alt noget om. Eftermiddag, aften eller nat gjorde ikke den store forskel, når man kunne springe direkte hen til den, der skulle modtage ens levering.

Selvsikkerheden varede dog ikke længe, for inde i tasken lå et brev og nærmest brændte efter Talon Reier. Og desværre... ikke fra den, han nok håbede på. Ruben strammede kort grebet om remmen og så op mod den brede ryg, der tårnede sig foran ham. "Men eh... De har måske flere breve, der skal sendes?"