Talon havde beskuet favnen undervejs i hans morsomheder, som virkede til at smuldre sammen for øjnene af ham, det var først bagefter, at der var en klokke som ringede for kæmpen.
Jeg ville være et forfærdeligt tæppe..Talon stoppede op på vejen mod hallen på den mindre herregård, så vendte han omkring, inden han tog faunen rigtigt i øjesyn, måske var han ikke bare et nervesvækket væsen overordnet set, måske var han reelt bange for Talon. Kæmpen tabbede sine fingre mod dørkarmen et par gange, inden han vendte omkring
"Sig mig engang Ruben..." morsomheden var ved at have lagt sig, ærgelsen kom desværre snigende hurtigere end han havde regnet med, det lagde en kende mere dyster stemning over gårdspladsen, end han havde regnet med.
"De havde vel ikke regnet med, at jeg faktisk ville lave Dem til et tæppe?" Han forsøgte at smile varmt, som han hævede brynene i en spørgende facon, men spørgsmålet var reelt, det gik ikke at tjenestefolk og andre som arbejdede for Reier-familien ikke turde nærme sig. Slet ikke hvis der var tale om budspringeren, guderne måtte vide, at de havde brug for ham, især i tider som disse. Talon kunne godt fremstå intimiderende, for mange gjorde han det med sin blotte tilstedeværelse, men værst af alt, så intimiderede han af og til sig selv, især omkring fuldmåle.
han rømmede sig og vendte igen omkring så viftede han med hånden
"Kom med ind knægt, De trænger vist til et krus honningvin, inden De drager videre" ja, og så kunne Talon også lige tage sig tiden til at finde alle brevene, de lå ikke samme sted, hans forældres flossede nerver kunne ikke tåle at finde et af
hans breve, det var helt sikkert, han skulle derfor hente dem i sit kammer.
"Jeg har selv slynget honningen, bierne var yderst gavmilde sidste år".
Som Talon kom indenfor satte han straks kurse mod køkkenet, hvor han hændte et par store krus op, han kunne godt selv trænge til noget at styrke sig på, og nu hvor dagen var brugt så effektivt fortjente han bestemt også noget, det var vel også i sidste ende for at drukne sorgen lidt. Han ville lyve hvis han sagde, at han ikke havde være fristet til at sende et svar til husbonden, det kunne jo bare komme i form af endnu et af hans formidable lansetryk, bare for at forsikre husbonden om, at hans penis hverken var ynkelig
eller lille, men det vile blot være at føje spot til hån og i og med han ikke anede hvor det oprindelige brev var blevet af, var det godt ikke at bevæbne pøblen med tunge skyts om den adelig ungkarl med flosset moral. Ydermere var der ingen grund til at udsætte Ruben for endnu en tur, hvor han risikerede hoved og hale.
Så snart krusene var skænket satte han dem på et mindre bord, et tebord ville nogle nok kalde det, i hallen.
"Hvis De vil have mig undskyldt et øjeblik" og så rendte han, det tog ikke længe heldigvis var hans kammer relativt tæt på udgangen, hvilket var ganske belejligt, af samme årsag havde han ikke haft travlt med at flytte ind i noget større, det ville bare bringe ham tættere på hans forældres sovegemakker, som om det ikke var slemt nok, at han endnu boede under deres tag.
Rubens spørgsmål fangede Talon på det forkerte ben, de rynkede bryn gjorde det bare endnu værre,
dømte han ham faktisk? Han lod stilheden hænge i luften så længe, at den nåede at blive ubehagelig, så brummede han fra den store brystkasse
"Joda..." Talon hævede hovedet en kende, som han lagde tre breve på det lille bord, hvorpå de store krus stod
"Men kun til dem som ønsker det.." Han satte sig ned, langsomt, stolen var heldigvis indkøbt til store mennesker, dog gav den en klagende lyd fra sig,
"Hvis de ikke ønskede mit selskab, ville de næppe svare, tror De?" Han hævede brynene til de karakteristiske pandefuger, som han ventede på at budspringeren skulle indfinde sig, han kunne vel næppe takke nej til et godt krus honningvin.
"Der er da intet merre skræmmende i dette liv, end et goldt ægteskab"