"Det bliver fem jade, frue."

Ruben hankede op i skuldertasken og lagde den lille, nydeligt indbundne pakke ned mellem de andre breve og småleveringer, der ventede på at blive bragt ud. Da han løftede blikket igen, var den ældre dames før så milde ansigt blevet bekymret, mens hun kiggede ned i sin pung.
Ruben krøllede læberne ind over hinanden."...eller fire." Damen begyndte med rystende, krogede fingre at tælle sine ravstykker. Åh nej. Ruben sank og trippede en smule i de speciallavede støvler, der skjulte bukkebenene. "Tre er også fint," tilføjede han og sendte hende et prøvende smil.

Mirja ville give ham røven på komedie, når hun fandt ud af, at han endnu engang havde ændret på familiens priser.

"Årh, De er en skat, kære." Lettelsen i den ældre dames ansigt gjorde det alligevel svært at fortryde. Hun fandt de tre jade frem og rakte dem mod ham med en rystende hånd. Ruben skyndte sig at holde begge hænder frem, så hun ikke skulle risikere at ramme ved siden af. "Min fornøjelse, frue." Han lukkede fingrene om mønterne og puttede dem i pungen. Mirja måtte han bekymre sig om senere. "Deres barnebarn skal nok modtage Deres gave i god tid inden fødslen," forsikrede han hende med et blødt smil og klappede lædertasken med den særlige Gorse-stolthed, der var blevet banket ind i ham, siden han var gammel nok til at bære sit første bud. Den ældre dame rakte taknemmeligt ud efter hans hænder og gav dem et blidt klem. Ruben gengældte det forsigtigt.

"Jeg kan regne med Dem, hr. Gorse. De er en god dreng." Han nikkede bare. En dreng var han nu ikke ligefrem, men Ruben havde for længst vænnet sig til den slags. Satyrer kunne være bedrageriske på den måde.
"Lad mig hjælpe Dem ind at sidde." Han støttede hende gennem huset i hendes eget rolige tempo, hjalp hende ned at sidde og lagde tæppet over hendes ben. "Nåh, Arbejdet kalder. Ha' Dem en dejlig dag, fru Minalima." Ruben vinkede farvel og lukkede døren efter sig. Smilet faldt og Ruben sukkede. Han burde virkelig ikke give sig så let. 

Så snart han var ude på gaden igen, satte han tempoet op. Der var trods alt andre bud i tasken, og han havde allerede brugt længere tid her end planlagt. Han drejede rask om hjørnet på bygningen—og gik hovedkulds ind i noget, der føltes mistænkeligt meget som en mur. En overraskende varm og levende mur.

"Uff!" Ruben blev sendt baglæns og landede på brostenene med røven først.