"Det bliver to jade, frue."

Ruben hankede op i skuldertasken og lagde den lille, nydeligt indbundne pakke ned mellem de andre breve og småleveringer, der ventede på at blive bragt ud. Da han løftede blikket igen, var den ældre dames før så milde ansigt blevet bekymret, mens hun kiggede ned i sin pung.
Ruben krøllede læberne ind over hinanden."...eller halvanden." Damen begyndte med rystende, krogede fingre at tælle sine ravstykker. Åh nej. Ruben sank og trippede en smule i de speciallavede støvler, der skjulte bukkebenene. "én er også fint," tilføjede han og sendte hende et prøvende smil.

Mirja ville give ham røven på komedie, når hun fandt ud af, at han endnu engang havde ændret på familiens priser.

"Årh, De er en skat, kære." Lettelsen i den ældre dames ansigt gjorde det alligevel svært at fortryde. Hun fandt de tre jade frem og rakte dem mod ham med en rystende hånd. Ruben skyndte sig at holde begge hænder frem, så hun ikke skulle risikere at ramme ved siden af. "Min fornøjelse, frue." Han lukkede fingrene om mønterne og puttede dem i pungen. Mirja måtte han bekymre sig om senere. "Deres barnebarn skal nok modtage Deres gave i god tid inden fødslen," forsikrede han hende med et blødt smil og klappede lædertasken med den særlige Gorse-stolthed, der var blevet banket ind i ham, siden han var gammel nok til at bære sit første bud. Den ældre dame rakte taknemmeligt ud efter hans hænder og gav dem et blidt klem. Ruben gengældte det forsigtigt.

"Jeg kan regne med Dem, hr. Gorse. De er en god dreng." Han nikkede bare. En dreng var han nu ikke ligefrem, men Ruben havde for længst vænnet sig til den slags. Satyrer kunne være bedrageriske på den måde.
"Lad mig hjælpe Dem ind at sidde." Han støttede hende gennem huset i hendes eget rolige tempo, hjalp hende ned at sidde og lagde tæppet over hendes ben. "Nåh, Arbejdet kalder. Ha' Dem en dejlig dag, fru Minalima." Ruben vinkede farvel og lukkede døren efter sig. Smilet faldt og Ruben sukkede. Han burde virkelig ikke give sig så let. 

Så snart han var ude på gaden igen, satte han tempoet op. Der var trods alt andre bud i tasken, og han havde allerede brugt længere tid her end planlagt. Han drejede rask om hjørnet på bygningen—og gik hovedkulds ind i noget, der føltes mistænkeligt meget som en mur. En overraskende varm og levende mur.

"Uff!" Ruben blev sendt baglæns og landede på brostenene med røven først. 

Der var altid noget at lave, og selv Romulus havde brugt en betydelig mængde tid i Skumringskvarteret, især for at sørge for Amelia, var hans arbejde nu stadig det vigtigste.
Byvagten havde ikke været glad hvordan han havde fået udviddet op mod det centrale bydistrikt, men faktum var at det var nemmere at fange de unge adelig her, end det var i Skumringsdistriktet, så han havde nogle sælgere der sørgerede for at sprede drømmene lidt ud. Og forhåbentlig også undgik Byvagterne der blev ved med at være på hans røv omkring det, også selvom de ikke hidtil havde kunne gøre noget.

Han havde tjekket op på en af disse sælgere, en håndfuld mønter rigere, som jo var hans del af udbyttet af det, og han dermed kunne fodre sig selv, Amelia og Remus for endnu en dag. Remus var nok også efterhånden lidt lav på mad, hvor han var blevet placeret i en fin hytte.

Det var med disse tanker, og en veltilfreds mine at han gik ned af gaden, lige indtil noget blødt og småt ramlede ind i ham. Ikke nok til at vælte ham, men nok til at bryde det gode humør han var i, som væsnet tumlede ned på brostenene. Et hornet dyr af en art, måtte Romulus erkende, selvom han ikke kunne se nogen bukkeben der kunne indikere at det var en satyr.
"Hvad har du gang i?" spurgte Romulus, et irriteret udtryk i øjnene, som han hævede et øjenbryn. Han lignede i den grad nogen der godt kunne finde på at banke det stakkels væsen, hvis det forkerte svar kom, selv herude på åben gade.

"Årh, for pøllen da!"

Ruben sugede vejret skarpt ind mellem tænderne og ømmede sin bagdel. Han kunne da ikke huske, at der stod noget lige dér om hjørnet, som man kunne støde ind i. Og han havde ellers en overordentlig god hukommelse!

Hvad har du gang i?

Han strøg de krøllede lokker væk fra ansigtet og blinkede et par gange, inden han løftede blikket mod den, der havde tiltalt ham. Åh. Over ham tårnede sig en menneskemand, hvis ansigt var næsten helt skjult i modlyset. Solen stod lige bag den fremmede og efterlod hans ansigt i skygge, så Ruben måtte knibe øjnene sammen for at få et ordentligt kig på ham. Det var ikke nemt at afgøre, hvor vred manden egentlig var, når man knap nok kunne se hans ansigt. Men tonen havde i hvert fald ikke været særlig venlig.

Hvilket vel også var forståeligt, når man sådan fik en buk lige i maven.

"Øhm..." Ruben sank. Det ville nu være rart at vide, hvor sur manden var. Han havde hverken tid eller lyst til at blive banket til plukfisk. Han havde jo breve at levere!

"Beklager... Jeg..." Han begyndte møjsommeligt at komme på benene igen, ledsaget af et par små, anstrengte brum. Først da han stod nogenlunde oprejst, fik han børstet det værste skidt af sin rejsekappe og rettet på skuldertasken, der var gledet skævt under faldet. "Jeg ville skam ikke løbe ind i Dem med vilje, min gode herre." Han sendte manden et forsigtigt, undskyldende smil og holdt et øjeblik øje med ham for at se, om det havde den ønskede virkning.

Uha. Han så nu ikke ud til at være typen, der lod sig formilde af et smil og en pæn undskyldning. Ruben klemte nervøst om remmen på sin skuldertaske og trak den en smule tættere ind foran sig. Måske kunne den tage det værste af et eventuelt slag? 

Nej, nej. Selvfølgelig ville manden da ikke sådan uden videre tæske ham. Det var jo midt på åben gade, og Ruben havde endda sagt undskyld. Selvom... Han lignede nu en, der meget vel kunne finde på det.