Dagen var knap gået på hæld, og larmen var allerede overvældende i krostuen på Den Dansende Drage - en middelstørrelse kro, der lå ganske tæt ved Hovedgaden. Daraen Sharani havde allerede tilbragt det meste af eftermiddagen her - han kendte mange blandt det faste klientel, da dette var et af de faste hæng-ud-steder for den muskuløse ørkenelver og hans slæng.

"En runde mere - hvem tør udfordre Sydens Flamme - Ørkenelveren fra Dianthos?" 

Lyden af krystaller, der skiftede hænder, kunne høres i rummet, mens Daraen med langsomme, slendrende bevægelser gik hen mod bordet i midten, der havde lagt grundlag for aftenens armlægningskonkurrencer - en aktivitet Daraen hyppigt deltog i, og som det lokale klientel elskede. Selv om Daraen fremviste et imponerende sæt overarme, var der altid nogen, der skulle forsøge at lægge sig ud med ham - de spidse ører måtte jo uanset betyde, at han ikke kunne have helt så meget muskelkraft, som han gik og pralede med.

Nogle gange tabte han. Men oftest ikke. 

Daraen gjorde et kast med håret, inden han tog plads og tog sin nye modstander i øjesyn. Et hurtigt sideblik gled rundt i den fyldte krostue - Daraen foretrak at have et begejstret publikum, og denne eftermiddag var ingen undtagelse. Blikket blev hængende et øjeblik for at se, om der var nogen blandt gæsterne, der skilte sig særligt ud - øjne der kortvarigt fastlåstes og måske kunne blive til et interessant bekendtskab senere. 

"Lad kampen begynde!" 

Daraen vendte opmærksomheden tilbage til sin modstander. Først skulle der lægges arm!

Dianthos var pragtfuld! Der var så mange mennsker og så meget skete hele tiden, og derfor var det måske ikke et under at Ilyana var dukket op på en tilfældig kro som dagen var ved at gå på hæld. Hun ville have noget at spise, drikke og måske der var noget bekendtskab. Man fandt altid de sjoveste folk på kroerne var hendes erfaring, og det inkluderede et slagsmål eller to, som andre måske tog mere seriøst end hun selv gjorde.
Der var ikke mange der havde skænket hende et blik. Hun var en tilfældig halvelver der kom forbi, og ørerne forhindrede de fleste spørgsmål til at starte med alligevel, selvom et par enkelte havde kigget et par ekstra gange for om det kunne være rigtigt at der var en elver der var så lille.

Armlægningskonkurrencen hun havde hørt om, havde lydt ganske spændende, og efter lige at have følt på sine egne overarme, havde hun konkluderet at hun kunne da godt tage en mand eller to hvis hun var heldige, så da der var et udbud om hvem der havde lyst til åbenbart at udfordre Sydens Flamme, hoppe hun praktisk talt fra sit sæde med et. "Jeg vil!"
Et par blikke gled over hende, næsten lidt fnysende, men hun ignorerede dem. Det her var en fantastisk mulighed for at prøve kræfter med en fremmede, også selvom hun tabte.
Hendes blik var begejstret som hun tog plads, og var det stadig da hun så de ordentlige overarme manden hun åbenbart skulle kæmpe mod. Gad vide hvilken slags træning han lavede? Et spørgsmål der måtte vente, som hun lagde sin arm op, som egentlig så noget splejset ud, især i forhold til den store.... halvørkenelver? Det kunne ikke være rent blod i hvert fald.

"Så er du klar?" spurgte hun med et glimt i øjet, og en lidt for begejstret mine. Hun lignede en han kunne kvase med sine arme bundet på ryggen.

Daraen kiggede rundt i rummet, som en lys stemme tog udfordringen op. Han måtte lige kigge hen over hendes hovedet et par gange, før det gik op for ham, at det var den lille spidsørede dame, der ikke kunne være meget højere end halvanden meter, der havde taget imod hans udfordring.
Flere af mændene i rummet skævede til hinanden, og Daraen tøvede også en smule - han var ikke typen, der sagde nej, men at ydmyge en lille dame foran sådan et publikum? Det var da næsten lige i overkanten..

Han lod en hånd glide gennem sin krøller, der føltes en anelse fugtige på grund af temperaturen i rummet, og kiggede lidt op og ned af kvinden, som tog plads foran ham. Hans øjenbryn løftedes let i en mine der sagde "er du sikker?", men han sagde det ikke højt. Det var ikke god skik at betvivle nogens udfordring - og måske hun blot havde et ønske om at komme lidt tættere på og mærke, hvor store hans muskler egentlig var?

Begejstret virkede hun i hvert fald. Daraen besluttede sig for at gå let til den - ingen grund til at kvase hendes lille, feminine hånd.

"Altid." Svarede han med en let blinken til hende, nu hvor han troede, at han havde luret hvad hun var ude på. Han lagde albuen på bordet og rakte sin store næve frem. Lyset der kom ovenfra gav et godt genskær på de enkelte smykker, der prydede hans overarme, som han et øjeblik ikke selv kunne lade være med at beundre. Han forstod jo godt selv, hvorfor han var så populær..

Ilyana var ikke blind. Hun kunne se hvordan ørkenelveren stirrede på hende. Han troede nok ikke at hun kunne hamle sig op med ham... og måske kunne hun ikke. Men hun ville give ham kamp til stregen hvis hun kunne, og det fik hende bare mere op og køre. En udfordring. Og hvis hun ikke kunne tage ham, så måske kunne øve sig på det? Tanken fik hende øjne til at skinne endnu mere.
"Godt at høre. Hold endelig ikke tilbage," sagde hun som deres hænder mødtes i et tag. Hans hånd virkede næsten til at få hendes til at forsvinde. Hendes egne hånd var varm og ru, som vidnede om et hårdere arbejde i hvert fald.

"3. 2. 1. NU!" lød det fra 'dommeren', som talte ned for at indikere hvornår de skulle starte.

Det øjeblik NU lød, spændte Ilyana sin arm, så hun kunne mærke metallet på hendes øvre arms bånd presse ind mod musklerne, og hvor hun før bare havde set en anelse svansen ud, var det pludselig tydeligt at der faktisk gemte sig nogle muskler.
Hun puttede alle sine kræfter i at forsøge at få det store brød af en arm presset ned på siden, mens hun holdt øjenkontakt med manden. Hendes øjne store og begejstrede og måske også en anelse maniske, som hun kunne mærke kampens søde tag på sig.

Hold endelig ikke tilbage.. Hun virkede ivrig, men Daraen smilede alligevel lettere overbærende til hende, som deres hænder mødtes. Det var ikke mange kvinder, der lagde sig ud med ham, og de fleste som han havde haft problemer med, havde haft ork-blod i årerne. Den lille dame her lignede jo nærmest, at hun ville knække midt over, hvis blot han pustede på hende..

Alligevel mærkede han en vis ru hud i hendes håndflad - ikke den silkebløde elverhånd, som han helt havde forventet.

Daraen havde for længst bestemt sig for ikke at lægge for meget kræfter i. Han kunne naturligvis ikke lade hende vinde, men han ville heller ikke risikere at gøre hende ondt. Han spændte derfor en smule op, som der blev talt ned, og pludseligt var det som om samtlige af Kzar Moras dæmoner tog ved den lille elverdame, som hun pressede hans hånd ned i bordet med et SLAM.

Der faldt en stilhed over rummet. Folk der ikke rigtig kunne se, hvad der var sket maste sig en smule fremad og strakte hals. Kunne det virkelig passe, at den mest muskuløse ørkenelver i Dianthos, lige var blevet godt og grundigt ydmyget af en kvinde, der ikke havde meget mere end halvanden meter på sig?

"... OOOG VINDEREN ER..." Der blev holdt en pause, som den råbende tydeligvis var forvirret over, hvad han egentlig skulle kalde vinderen af kampen. "øøøh.. DEN DØDBRINGENDE DVÆRGELVER!" 

Daraens øjen var store og runde, som han tydeligvis ikke rigtig fattede, hvad der lige var sket, og han kunne ikke rigtig få så meget som et ord fremstammet, som hånden stadig lå det sted, hvor kvinden havde mast den ned i bordet. 

Ilyana havde faktisk forventet at hun skulle kæmpe mere for kampen, men i løbet af få øjeblikke var ørkenelverens hånd gået i med et SLAM, og Ilyana stod med den vindende hånd. Ufattelig selv for hende, men det stoppede ikke smilet fra langsomt at blive endnu større som det gik op for hende. Hun havde vundet!!

Jublen var dog en anelse forsinket, som alle kiggede forvirret på Ilyana og ørkenelveren, men hun havde allerede givet slip på ham, som hun rejste sig op og strakte armene op i en jublende bevægelse.
"Jeg vandt!" råbte hun, hendes stemme trods kvindelig og lys, virkede til at bære en vis vægt på tværs af rummet, som jublen alligevel endelig brød ud i rummet, i hvert fald fra dem der ikke havde sat penge på ørkenelveren.

Hun hoppede lidt begejstret på stedet, inden hun vendte sig mod ørkenelveren og lige rakte frem og gav ham et venskabelig slag på armen med sin næve. "God kamp. Jeg troede ærligt ikke at jeg ville vinde," sagde hun, uvidende om den indre kamp han sikkert var igang med i dette øjeblik.

Daraen ænsede næsten ikke larmen, der brød ud i rummet, som han fortsat stirrede på den lille elverdame. Han åbnede og lukkede hånden et par gange, som han forsøgte at forstå, hvordan havde hun havde været i stand til at vinde.

Var det en eller anden magi, der gjorde hende bomstærk? Nej, hun havde overrasket ham, mere end hun havde været ham fuldstændig overlegen. 

Ikke at det forhindrede hende i at fejre sin pludselige sejr. Daraens blik låste sig et øjeblik fast med en af stamgæsterne, der havde væddet på ham - han så alt andet end glad ud for at have mistet penge, som hans øjne smalledes en smule mod Daraen. Han ville næppe lægge sig ud med ørkenelveren, men det kunne godt gå hen og blive et problem alligevel.

Et slag mod hans overarm bragte hans fokus tilbage på elverdamen. "En runde mere?" Hørte han sig selv sige. Han kunne ikke have det på sig, at hun havde vundet over ham.. på den anden side havde han heller ikke lyst til at blive ydmyget igen. 

Ilyana lagde hovedet lidt på skrå, som han bad om endnu en kamp. Hvad nyttede det? Det var jo bare det samme, om og om igen, og han havde vel flere ting han godt kunne. Hun kunne trods alt flere.
"Ikke tilfreds med resultatet?" sagde hun med en let latter. Hvis han var insisterende kunne de jo godt tage endnu en omgang, og måske han ville vende dengang. Ilyana havde i hvert fald kunne mærke musklerne, selv som hun vandt.

Hun hoppede lidt på hælene af sine fødder. "Men vi kan dyste om noget andet, ville det ikke være sjovere?" spurgte hun, hendes ansigt virkede væsentlig mere begejstret over det her aspekt end det måske burde være. Hun var jo komisk lille i forhold til ham. "Jeg er frisk på det hele, om det er et spil skak, løbe om kamp eller slås." Det ville ikke være første gang at Ilyana havde mødt en der ikke mente at de kunne slå på en så lille dame, men Ilyana så intet galt i det. Det krævede jo trods alt at de kunne ramme først. 

Daraen kunne godt mærke, at han følte sig godt og grundigt ydmyget. Ikke at kvinder ikke kunne være stærke - de plejede også bare at have størrelsen til at bakke det op, når de var det. Måske en alvorlig lærestreg til ørkenelveren om ikke at holde igen, selv når ens modstander var en lillebitte dame.

"Jeg blev overrasket." Svarede han en anelse mere dæmpet for at halvdelen af rummet ikke skulle høre ham lyde som et utilfreds barn. "Jeg havde ikke regnet med, at du var så .. stærk." Blikket gled ned over hendes spinkle kropsbygning. Han kunne godt fornemme musklerne i hendes arme nu hvor han havde set dem i brug.

En trækning kom over hans ansigt, som hun begyndte at foreslå alle mulige andre discipliner. Han foretrak noget, som kunne overstås hurtigt, og kapløp var heller ikke just hans stærke side. "Jeg har ikke lyst til at slå på dig!" Invendte han, da hun nævnte en decidereret slåskamp. Hvis han vandt, ville han bare være kendt som ham, der tævede en lille dame - og derimod hvis han tabte, ville han være ham der havde fået tæv af en lille dame. Der var ingen sejr i det.

Ilyana virkede blot til at smile lidt bredere som komplimenten kom fra ørkenelverens mund. Hun løftede sin ene arm og fleksede den, så musklerne blev markeret endnu engang. "Ja, selv små væsner kan gemme lidt i sig," sagde hun med et grin, inden hun lod armen falde ned igen og musklerne endnu engang var lidt mere skjulte. Hun virkede ikke synderlig bekymret over at han i bund og grund så lidt ned på hende. Hun var nok lidt for vant til det efterhånden.

Men at benægte Ilyana en kamp, var ikke ligefrem det bedste træk, som hun blot stillede sig lidt på tæer, for at kigge lidt mere indgående ind på Daraen.
"Hvorfor ikke?" spurgte hun, som hendes øjne udvidede sig lidt. "Bare rolig, jeg kan godt tåle at blive slået på, og det ville jo kræve at du ramte mig først." Han lød som en der kunne slås, så det kunne han jo bare gøre. "Og hvis du slet ikke rammer mig, så er vi jo udenom det problem med ikke at ville slå på mig." Han var måske ikke helt så hurtigt, så mon ikke hun kunne smutte igennem alle hans små huller han uden tvivl havde. Hendes erfaring med dem der kæmpede i byen var trods alt at de var lidt mere muskler end teknik.