Siden Dianthos’ spæde begyndelse, havde Diamantstræde i Den øvre bydel været et af byens mest attraktive beboelsesområder. Her var der gjort væsentligt mere ud af at lægge brostenene pænt i et mønster, der komplimenterede de pæne bygninger, ejet af de rigeste menneske-dianthosianere, der havde råd til at holde forhaverne, såvel som baghaverne, facaderne og tagene pæne. Her var der potentiale for de helt store gevinster ved hussalg, hvis altså ikke det var fordi familier der boede her, ikke havde lyst til at rejse. Og så alligevel…

I vintermånederne i 2019 stod den store pragtfulde ejendom i midten af dette dejlige, fredelige område pludselig tomt og ind flyttede der en højest mærkværdig herre ind, med tyk, sydlig dialekt, silkeklædt fra top til tå, og altid iført hovedbeklædning i form af en fantastisk turban med eksotiske fjer og ædelsten. En rigtig fin menneskeherre, skulle man tro. Men han ejede ikke skyggen af godt naboskab eller pli. Og uden videre, og uden de rette tilladelser, lod han halvdyrskvinder flytte ind og opførte en slags selskabsstue, der ret tydeligt for alle i området, der havde øjne og ører, var et bordel. Her! På Diamantstræde af alle steder.

Nu, flere år senere, havde bordelejeren Enzel Silene vænnet sig til, at de fleste adelige ikke syntes særlig meget om hans tilstedeværelse, og samtidigt var der en god håndfuld, der værdsatte at han kunne tilbyde halvdyrskvinder og mænd af så god kvalitet og hygiejne, under ordentlige forhold. På en herlig sommerdag som i dag, havde der kun været stamkunder, og kunderne og hans piger, vidste hvad der skulle gøres, og Enzel kunne åbne et vindue ud til rosenhaven i gården bagtil og læne sig tilbage i en blød stol i skyggen, og pleje sine tømmermænd med en kop sødet the og en kanelbolle fra det nærmeste boulangerie. Han havde udsigt til hoveddøren i tilfælde af at der skulle komme kunder til, men han havde nu sin opmærksomhed rettet mod Dianthos Tidende, hvor han nærstuderede artiklerne.

”Frihed i Norden… Hvad rager det mig, hvad barbarerne nu foretager sig?” Fnøs han spydigt og bladrede videre. Han hyggede sig, ville man kunne se, sådan som han trods morgensurheden vippede med foden.