Siden Dianthos’ spæde begyndelse, havde Diamantstræde i Den øvre bydel været et af byens mest attraktive beboelsesområder. Her var der gjort væsentligt mere ud af at lægge brostenene pænt i et mønster, der komplimenterede de pæne bygninger, ejet af de rigeste menneske-dianthosianere, der havde råd til at holde forhaverne, såvel som baghaverne, facaderne og tagene pæne. Her var der potentiale for de helt store gevinster ved hussalg, hvis altså ikke det var fordi familier der boede her, ikke havde lyst til at rejse. Og så alligevel…

I vintermånederne i 2019 stod den store pragtfulde ejendom i midten af dette dejlige, fredelige område pludselig tomt og ind flyttede der en højest mærkværdig herre ind, med tyk, sydlig dialekt, silkeklædt fra top til tå, og altid iført hovedbeklædning i form af en fantastisk turban med eksotiske fjer og ædelsten. En rigtig fin menneskeherre, skulle man tro. Men han ejede ikke skyggen af godt naboskab eller pli. Og uden videre, og uden de rette tilladelser, lod han halvdyrskvinder flytte ind og opførte en slags selskabsstue, der ret tydeligt for alle i området, der havde øjne og ører, var et bordel. Her! På Diamantstræde af alle steder.

Nu, flere år senere, havde bordelejeren Enzel Silene vænnet sig til, at de fleste adelige ikke syntes særlig meget om hans tilstedeværelse, og samtidigt var der en god håndfuld, der værdsatte at han kunne tilbyde halvdyrskvinder og mænd af så god kvalitet og hygiejne, under ordentlige forhold. På en herlig sommerdag som i dag, havde der kun været stamkunder, og kunderne og hans piger, vidste hvad der skulle gøres, og Enzel kunne åbne et vindue ud til rosenhaven i gården bagtil og læne sig tilbage i en blød stol i skyggen, og pleje sine tømmermænd med en kop sødet the og en kanelbolle fra det nærmeste boulangerie. Han havde udsigt til hoveddøren i tilfælde af at der skulle komme kunder til, men han havde nu sin opmærksomhed rettet mod Dianthos Tidende, hvor han nærstuderede artiklerne.

”Frihed i Norden… Hvad rager det mig, hvad barbarerne nu foretager sig?” Fnøs han spydigt og bladrede videre. Han hyggede sig, ville man kunne se, sådan som han trods morgensurheden vippede med foden.

Var der noget, som Kelpie hadede mere end mennesker, så var det rige mennesker. Den lille alf med det mosgrønne hår og smaragdfarvede øjne, følte sig ofte tiltrukket af Diamanstræde som et møl mod flamme - og perversheden i al den ekstravagance, hun så her, forargede hende altid. Hun havde set hvordan folk i det nedre bydistrikt gik og tiggede efter et tørt stykke brød, mens damerne i Diamanstræde brugte deres krystaller på alt muligt ligegyldigt ragelse - så længe det var dyrt og kunne hæve deres status over pøblen. 

Og naturligvis var der ingen alfer i blandt dem. Hendes folk - altid forvist til de uslere dele af byen - havde intet at gøre her. 

Kelpie havde den seneste tid særligt haft sine øjne på en stor, pragtfuld ejendom i området, hvor der foregik noget af mindre sober karakter. Hun havde også luret, at de fleste, som arbejdede der, var halvdyr og ikke mennesker - bortset fra den luskede, turbanklædte ejer. Et menneske af den værste slags, der ikke holdt sig tilbage fra at sælge andre til højestbydende og tage den største del af kagen selv. Det var så godt som slaveri, og byvagten gjorde naturligvis intet ved det - for manden udadtil holdt sig til lovens rammer og betalte sikkert penge til de rigtige lommer. 

Hvis Kelpie ikke kunne sætte en stopper for slaveriet, kunne hun i det mindste bryde ind og gøre livet surt for turbanmanden, havde hun bestemt sig for. Og endnu bedre - hun kunne rapse nogle af hans værdigenstande med sig på vejen. 

Hendes små vinger bragte hende ind i rosengården, og her fik hun hurtigt øje på det åbne vindue. Et lille, udspekuleret smil gled over hendes læber, som hun baskede op til vinduesrammen og vovede et gik ind i rummet. Hun kunne netop ane skikkelsen bag avisen i lænestolen - ellers lod det til at være en stille dag i "etablissementet". Perfekt. 
Hendes øjne blev smallere, som hun hørte turbanmanden beklage sig over "barbarer i norden", men hun bestemte sig for at udnytte hans tilsyneladende optagethed af dagens avis til at flyve hen bag en dyrt udseende vase. Hun åndede kortvarigt på den for at bringe den til live, inden hun selv gik i skjul bag et gardin. 

Kort efter begyndte vasen at bevæge sig af sig selv hen over bordet - langsomt og klodset, ind til den stillede sig faretruende og vippende på kanten. Kelpie ventede et øjeblik, inden hun ville give den endelige kommando til vasens selvmord, så den forhåbentlig kunne nå at tiltrække sig opmærksomhed, inden den styrtede til sit endeligt. Det var ikke sjovt at smadre dyre ting, hvis folk ikke så på! 

Ganske optaget af at hygge sig med nyhederne fra hele landet, opdagede den fine herre ikke til det indbrud der foregik lige for snotten af ham. Jovist havde Enzel Silene en overraskende god hørelse for et simpelt menneske at være, men når man ikke lyttede efter det uventede, såsom små, baskende alfevinger, så bemærkede han altså intet usædvanligt.

Først da han hørte lyden af noget tungt og hult runge spadserende hen ad bordoverfladen, reagerede Enzel i en aktsom straksbevægelse. Han rykkede avisen ned mod sit skød og stirrede nu giftigt i retning af den meget forstyrrende lyd ved den uvurderlige vase, der vippede overvejende. Enzels hovedbevægelser fulgte dens, i øjeblikket hvor hjernen endnu ikke havde forstået, hvad der var ved at ske. Han måbede, da han kunne have svoret på, at vasen selv havde valgt, at flytte sig den smule tættere på kanten, og forlade sin faste, sikre og vante plads i midten. ”Nej!” Udbryd Enzel. De skarpe, smalle pupiller udvidede sig og han forlod både te og avis, for at springe over armlænet på sin egen stol, og nærmest flyvende forsøge at gribe vasen.

Der lød et ordentligt rabalder, da vasen ramte flisegulvet og nærmest pulveriserede få centimeter fra Enzels udstrakte fingre, der ikke havde nået at gribe vasen, trods det imponerende hop. Til gengæld ramte han gulvet lige så lang han var, og der blev tvunget et ”Ouf!” ud af ham. Det havde gjort ondt. Han bed smerten i sig med en anstrengt grimasse, og kæmpede sig op på sine knæ, hvor han undersøgte de største skorper. Vasen var helt smadret, og ikke til at redde. ”Zaladins også!” Hvæste han hidsigt og smed skorpen fra sig. Selvom det var svært at tro, at vinden kunne have forårsaget at flytte på en vase så tung, kom han rasende op på benene igen og farede hen til vinduerne, som han lukkede i med et smæk. Larmen var højlydt nok til at gøre de arbejdende piger ovenpå opmærksom på, at stueetagen skulle de holde sig langt væk fra lige nu, hvis de ville undgå en meget rasende alfons.

Han trampede surt ud af selskabsstuen, for at hente fejekosten, der var gemt væk i et skab. Han kunne ikke greje hvordan det her kunne ske, for øjnene af ham.

Fra gardinets skjul, betragtede et par små, grønne alfeøjne med fryd turbanmanden hoppe op fra sin lænestol og kaste sig mod vasen. Han var noget mere adræt, end hun lige havde forventet, men ak - ikke hurtig nok - som Kelpie gav vasen dødsstødet og lod den falde mod sit endeligt.

Hun dukkede sig bag gardinet som lyden af vasen, der smadrede, ekkoede i hele rummet. Da hun vovede et blik igen, så hun at bordelejeren lå ganske udstrakt på gulvet - få cencimeter fra at have reddet sit dyrebare porcelæn. Det krævede alt hvad Kelpie havde af viljestyrke for ikke at bryde ud i en gnækkende latter - kønt, det var synet!

Vinduet smækkede med et brag, og Kelpie kastede et hurtigt blik rundt i rummet. Hun måtte finde en anden udvej, når det var, men hun var fuld af selvsikkerhed om, at hendes foretagende nok skulle lykkes, nu hvor hun allerede havde smadret vasen lige for snotten af turbanmanden! 
Som han løb rasende ud efter kost og fejebakke, fløj hun frem fra gardinet og pustede til en frugtskål, hvor indholdet få sekunder efter begyndte at hoppe op og ned, trillende ud af skålen og ned på gulvet mod døråbningen for at følge Kelpies håb om, at turbanmanden ville enten jokke i dem eller falde over dem igen.

Smågnækkende tog hun tilflugt bag lænestolen, inden hun kunne høre ham trampe surt tilbage mod selskabsstuen.

Småvrissende for sig selv greb han kosten og en fejebakke. Det her var ikke hans job, som fornem ejer af en god forretning, og alligevel var han alt for utålmodig af sig, til at råbe efter en af pigerne.

Men hvad var nu det!? Han havde kun lige smækket med skabslågen, da han allerede hørte flere mærkelige lyde inde fra stuen. Han skyndte sig ind til synet af bevægelse fra frugtskålen henne ved tebordet. Han ville fare hen for at stoppe den fra også at smadre, ikke at den var af samme værdi som krukken, men det var stadig hans ting. "Argh hvad sker der!?" Hvinede han, som han fik jokket i en af de eksotiske importerede frugter, og nær var snublet over sig selv. Men Enzel var jo ikke helt almindelig. Han var bestemt ikke klodset. Han var kun en smule begrænset af klæderne, intet andet. Men han var adræt og hurtig, som en mis

"Spøgelser er ikke velkomne her!" Hvæste han midt i et sving med kosten, sigtet mod frugtskålen. Han ramte ikke nogen, men sendte til gengæld en blomme afsted igennem rummet. Kosten pressede han ned mod frugtskålen, som syntes at forsøge at stikke af fra ham. Han kunne i hvert fald mærke modstand.

I det øjeblik slap Enzel kosten, så den væltede ned mod gulvet. Han havde sgu da aldrig troet på spøgelser. Der måtte være en forklaring. Havde han mon fået mus!? Han måtte gnide sine øjne, og nu kiggede han væk fra den levende skål, for i stedet at undersøge lokalet grundigere. Grundigere og næsten rødglødende, mens han bed hidsigt sammen i tænderne.

Kelpie kunne høre turbanmanden komme trampende, og hun stirrede i spænding ud fra sit skjul ved lænestolen for at se, om han ville falde i frugterne. Han havde lavet et lettere imponerende hop for at redde vasen tidligere, men han var trods alt stadig et menneske, så hvad kunne han gøre mod en regulær hær af trillende frugter?

Hun tilbageholdte et fnis, som hun så en af frugterne blive trampet ned, men spærrede alligevel øjnene op i overraskelse, som bordelejeren med overlegen adræthed håndtere frugtskål og kost. Det fik en lille sitrende følelse af nervøsitet til at dukke op i hende, som hun skottede tilbage mod vinduet, der var smækket i. Han skulle helst ikke være hurtig nok til at fange hende. 

Hun bestemte sig for at lave en ny distraktion, inden hun gik på nærmere opdagelse i resten af boligen, og hun pustede derfor til den halvspiste kanelbolle, mens manden var optaget af sin kamp med frugtskålen og de indbildske "spøgelser", og kanelbollen begyndte muntert at trille ned fra tallerknen for at lande på gulvet med et lille plump, inden den hoppede lystigt videre ud i rummet. 
Mens den hoppede og frugterne fortsat ydede modstand, bragte Kelpie sig selv op i loftshøjde med en blafren af vingerne og begyndte at snige sig langs væggen for at komme hen mod døren ud til gangen. Forhåbentlig ville turbanmanden være tilstrækkeligt distraheret af sin hoppende morgenmad..

Blikket der søgte morderisk igennem lokalet, landede på hans lækre bolle, som nu var i bevægelse. Hvad!? På flugt eller selvmordstruet. Enzel havde ingen ide, men den trillede bare væk fra tallerkenen, og... gulp... landede på gulvet. Det var så DEN glæde. Enzel kunne jo ikke spise en bolle, der havde været på gulvet, og han kunne bestemt heller ikke spise den, hvis der var mus i den. 
Han knurrede arrigt, som enhver anden ville, hvis man blev snydt for et godt måltid og gik nu hen til bollen. Den var lidt mere kanelbolle-agtig, og der var endda taget en bid af den, til Enzels held. Det gjorde at den trillede og hoppede lidt underligt, skadet, ja, næsten som om den havde følelser, nu hvor han tænkte over det. Han fik den i hvert fald stoppet, hvilket var målet, og han holdt den fanget i begge sine hænder, knuste den i mellem sine fingre, indtil der ikke var andet end krummer tilbage.

Og så hørte han det. Blafren! Han drejede sig skarpt om, og blikket fangede det insektlignende væsen, der var skyld i alt det her. "En alf? En alf!!" Skræppede han forskrækket op, fordi han blev taget tilbage til en tidligere hændelse for et par år tilbage, hvor han vågnede op som en lille dreng igen. Han havde drukket sig pissefuld i rødvin, for at overleve skammen.

Køn og farve matchede jo egentlig ikke den alf han sidst havde stiftet bekendtskab med, men det var fuldstændig ligegyldigt. Han hadede alfer, for det den sidste havde gjort imod ham. Og denne alf havde også infiltreret hans private laden og gøren mere end rigeligt. Hvad havde den ikke set af hemmeligheder allerede!?

Pupillerne i øjnene udvidede sig, lige inden han sprang op fra den brutalt myrdede bolle nede på gulvtæppet. ”Det skal du få betalt dit lille bevingede-” Han greb ud efter Dianthos Tidende, rullede den godt stram, indtil den blev forvandlet om til det perfekte, fluesmækkende våben, og så satte han i spæn efter hende ud af selskabsstuen og igennem receptionen. "Kom så herned!"