De sidste par kilometer gennem vandet havde været smertefulde, men han havde overlevet, hvilket var det, der betød noget. Prinsen havde søgt til floderne, der gik ud fra havet og ind mod fastlandet, til Lazura, men på nuværende tidspunkt var han ikke engang sikker på, at han ville nå så langt. Det var allerede begyndt at svimle for ham, så det bedste ville være at finde et sted, han kunne være på land, et sted, hvor han måske var i stand til at bruge sin egen helende evne, ellers ville han dale til havets bund.

Han var overbevist om, at han allerede havde mistet en del blod, især efter den harpun, han havde revet ud. Det havde også tiltrukket uønsket selskab fra nogle af havets rovdyr, men også dem havde han overlevet. Langsomt, men sikkert nåede han til udkanten af Lazura, langt nok væk til, at det ikke var i selve byen, men også tæt nok på til, at folk sikkert ville kunne bemærke ham. Der var da i hvert fald en fiskebåd eller to i nærheden.

Der var dog et problem… Hvis han gik i sin menneskeform, ville han ikke have tøj på kroppen, så måske var det bedst, at det var i hans oprindelige form? Han havde ikke tid til at tænke, før han mærkede verden forsvinde omkring ham og alt blev sort.

Kurven som hang på Isoldes arm var fyldt med urter og nogle enkelte grøntsager. Hun gik og smånynnede en melodi, som hendes mor havde kunnet, sådan huskede hun det. Et rart barndomsminde. Isolde glædede sig til at nå sit hjem som også husede butikken, hvor hun kunne gå og få tingene på plads, i hendes eget tempo. Det havde en positiv effekt på hende, at hun sådan kunne dykke ned i sin egen lille lomme fyldt med minder. 


Isolde var som altid iklædt en mørkegrøn kjole med et foreklæde i en tand mærkere grønne nuance. Det var nærmest blevet hendes image, hvis hun selv skulle sige det!  Hun kastede et blik i kurven mest for at notere sig at hun havde fået alt det hun havde i tankerne som hun skulle huske! Det skete jo indimellem at hun lagde hovedet et eller andet sted i en dåse med teblade også var det ligesom sket. Dog virkede det til at hun havde det meste denne her gang. Og ellers måtte hun jo bare ud på en tur mere senere på ugen, idag blev det nok ikke. 


så skulle der i al fald dumpe en del flere timer i døgnet ind i hendes liv, men det måtte bare være sådan. Isolde nåede udkanten af Lazura, og herfra ville hun bevæge sig hjem over. Hun stoppede lidt op, og undrede sig noget forstyrrede hendes synsfelt. Det tog hende et øjeblik. Et kort øjeblik at indse at der var noget som ikke var helt som det skulle være  eller burde være. Isolde knælede ved skikkelsen. Hun lagde blidt sine hænder mod hans brystkasse, lige nu var hun ganske taknemmelig for at hun faktisk kunne heale. Isolde mærkede hans kølige hud mod hendes hænder, mens hun bad til at hun kunne få lidt liv i frem. 

Kaius var ikke nået at gøre ret meget ved det udseende, han havde, så lige nu lå han i vandkanten, halen stadig ude i vandet, mens resten var på land. Det var ikke meget, han ændrede, mens hænderne lagde sig på hans brystkasse, men kvinden ville kunne mærke, at han - trods hans kolde hud - trak vejret ganske langsomt. Der gik ikke blot nogle sekunder, men måske et par minutter, før ansigtet begyndte at forvrænge sig i små grimasser.

Blikket missede en smule, før det til sidst åbnede sig, en anelse omtåget. Han ville trække sig, hvis han kunne, men han havde ganske enkelt for ondt til noget som helst, og det var sikkert også tydeligt på den måde, hans mimik var. “T–tak…” lød det stille, næsten hæst fra ham, mens mundvigen trak sig i et lille, minimalt smil for at spare på de kræfter, han nu engang havde.

Dette var mere held end forstand; det vidste han, så han ville stå i gæld til hende, et menneske, der havde reddet hans liv.