De sidste par kilometer gennem vandet havde været smertefulde, men han havde overlevet, hvilket var det, der betød noget. Prinsen havde søgt til floderne, der gik ud fra havet og ind mod fastlandet, til Lazura, men på nuværende tidspunkt var han ikke engang sikker på, at han ville nå så langt. Det var allerede begyndt at svimle for ham, så det bedste ville være at finde et sted, han kunne være på land, et sted, hvor han måske var i stand til at bruge sin egen helende evne, ellers ville han dale til havets bund.

Han var overbevist om, at han allerede havde mistet en del blod, især efter den harpun, han havde revet ud. Det havde også tiltrukket uønsket selskab fra nogle af havets rovdyr, men også dem havde han overlevet. Langsomt, men sikkert nåede han til udkanten af Lazura, langt nok væk til, at det ikke var i selve byen, men også tæt nok på til, at folk sikkert ville kunne bemærke ham. Der var da i hvert fald en fiskebåd eller to i nærheden.

Der var dog et problem… Hvis han gik i sin menneskeform, ville han ikke have tøj på kroppen, så måske var det bedst, at det var i hans oprindelige form? Han havde ikke tid til at tænke, før han mærkede verden forsvinde omkring ham og alt blev sort.

Kurven som hang på Isoldes arm var fyldt med urter og nogle enkelte grøntsager. Hun gik og smånynnede en melodi, som hendes mor havde kunnet, sådan huskede hun det. Et rart barndomsminde. Isolde glædede sig til at nå sit hjem som også husede butikken, hvor hun kunne gå og få tingene på plads, i hendes eget tempo. Det havde en positiv effekt på hende, at hun sådan kunne dykke ned i sin egen lille lomme fyldt med minder. 


Isolde var som altid iklædt en mørkegrøn kjole med et foreklæde i en tand mærkere grønne nuance. Det var nærmest blevet hendes image, hvis hun selv skulle sige det!  Hun kastede et blik i kurven mest for at notere sig at hun havde fået alt det hun havde i tankerne som hun skulle huske! Det skete jo indimellem at hun lagde hovedet et eller andet sted i en dåse med teblade også var det ligesom sket. Dog virkede det til at hun havde det meste denne her gang. Og ellers måtte hun jo bare ud på en tur mere senere på ugen, idag blev det nok ikke. 


så skulle der i al fald dumpe en del flere timer i døgnet ind i hendes liv, men det måtte bare være sådan. Isolde nåede udkanten af Lazura, og herfra ville hun bevæge sig hjem over. Hun stoppede lidt op, og undrede sig noget forstyrrede hendes synsfelt. Det tog hende et øjeblik. Et kort øjeblik at indse at der var noget som ikke var helt som det skulle være  eller burde være. Isolde knælede ved skikkelsen. Hun lagde blidt sine hænder mod hans brystkasse, lige nu var hun ganske taknemmelig for at hun faktisk kunne heale. Isolde mærkede hans kølige hud mod hendes hænder, mens hun bad til at hun kunne få lidt liv i frem. 

Kaius var ikke nået at gøre ret meget ved det udseende, han havde, så lige nu lå han i vandkanten, halen stadig ude i vandet, mens resten var på land. Det var ikke meget, han ændrede, mens hænderne lagde sig på hans brystkasse, men kvinden ville kunne mærke, at han - trods hans kolde hud - trak vejret ganske langsomt. Der gik ikke blot nogle sekunder, men måske et par minutter, før ansigtet begyndte at forvrænge sig i små grimasser.

Blikket missede en smule, før det til sidst åbnede sig, en anelse omtåget. Han ville trække sig, hvis han kunne, men han havde ganske enkelt for ondt til noget som helst, og det var sikkert også tydeligt på den måde, hans mimik var. “T–tak…” lød det stille, næsten hæst fra ham, mens mundvigen trak sig i et lille, minimalt smil for at spare på de kræfter, han nu engang havde.

Dette var mere held end forstand; det vidste han, så han ville stå i gæld til hende, et menneske, der havde reddet hans liv.

At han stadig var i sin havdyrsform, var ikke noget som Isolde havde taget helt højde for. For hende handlede det mest om at få liv i det væsen som lå under hendes hænder lige nu. Nogle ville måske bemærke sådan noget ved første øjekast, det gjorde hun ikke. Indimellem var det som om hun ikke rigtig opfangede sådanne ting. Lige nu virkede det som en bagatel for hende, medmindre hun ikke kunne fornemme at der var liv, så ville det straks blive noget andet. 



Efter hvad der føltes som nogle lange minutter, kunne hun se der skete noget i ansigtet. Isolde lod derfor sine hænder blive læggende med en healende kraft. "Hej..." sagde hun og smilede mildt til ham. "Hvordan har du det?" spurgte hun efterfølgende, mest for at finde ud af om hun skulle heale ham yderligere eller om han følte sig klar nok i hovedet når han havde sundet sig lidt. 



Isolde fjernede sine hænder fra hans overkrop, "Kan jeg gøre mere for dig?" spurgte hun mens hun kiggede i sin kruv, her havde hun lidt urter, men hun havde brug for at kunne blande det, for det optimale. "Hvordan er du endt her?" spørgsmålene sprang af hendes tunge, den nysgerrige del hos hende, var vældig meget fremme lige nu! Så lidt selvbeherskelse måtte der nok til! 

Han skar en lille grimasse, som han forsøgte at mærke, hvordan hans krop reelt havde det. “Svimmel…” lød det stille, før de violette øjne åbnede sig en smule mere i takt med at han bevægede halen i vandet. Her spilede hans øjne sig mere op, for det gik hurtigt op for ham, at han var i sin rigtige form, hvilket meget få mennesker havde set, men her sad hun. Dog virkede det ikke til, at han havde meget at frygte; hun havde trods alt lige hjulpet ham… Ikke?

Kaius sukkede og lod blikket rette sig mod kvinden “Jeg går ud fra, at det var pirater, der skød efter mig. Oven i det var der naturligvis nogle af havets rovdyr, der var interesserede,” svarede han og kneb blikket en smule sammen, mens han forsøgte at rejse sig og sidde så godt som muligt. “Jeg tænkte, at jeg ville have bedre mulighed her end ved at tage til Fristhavn, og det virker til, at jeg havde ret,” svarede han og lod et skævt smil finde vej til læberne.

Isolde betragtede ham, som han lod til at komme mere til sig selv. Hun ville i al fald ikke gå før hun havde sikret sig, at alt var OK. Hun tog ikke et; Jeg har det fint.. for gode varer, det var noget der havde præget hendes opvækst som slave under mindre behagelige forhold. Altid sikre sig og tro ikke på alt hvad der bliver sagt - vurder selv med egne øjne og brug din maveofornemmelse. Den tager næsten aldrig fejl. "Jeg har ikke noget vand... Kan du drikke havvandet?" spurgte hun og så på ham. 


Hun så på ham, "Ja okay.. Lyder voldsomt" svarede hun, og havde en indre film på nethinden af scenariet, selvom det muligvis nok var mere dramatisk på hendes nethinden, end den egentlige oplevelse. Men det vidste hun ikke noget om, hun kunne ikke selv svømme så det var ikke rigtig noget hun gjorde sig i. "Tror jeg du har ret i.. Jeg så dig ligge her, da jeg kom hen af vejen" svarede hun og smilede midlt til ham. "Brug for en hånd?" tilbød hun som han prøvede at rejse sig. Nogen stærk kvinde var hun ikke, men hun havde nok, nok til at kunne hjælpe ham. ""Har du brug for noget at styrke dig på? Jeg bor ikke så langt herfra?" tilbød hun. Isolde kunne ikke ligefrem bære manden men hun kunne godt give en støtte på vejen derhen. "Jeg har ikke så meget i urter her, det skal helst blandes så det giver optimal..." fortsatte hun med et mildt smil på læberne.