Theo var ved gud hvilken gang igen på fødderne, det var efterhånden noget som han havde vendet sig til. Det med at have fast base trak bare ikke i ham, eller også var det som med de der satans følelser: Gem lortet væk. Og lad det ligge i en pose godt for sejlet i et hjørne. På sin færd havde han indtaget et krus et eller andet, han havde knap ænset hvad han havde bestilt og fået. De tågede dage gjorde intet godt for ham, tværtimod så gjorde det kun ondt værre. Vreden som boblede i hans krop, en vrede han havde fået meget lidt afløb fra på sin færd. Theo overvejede om han snart skulle holde en pause hos Terrak. Tanken var begyndt igen at svømme rundt i hans hoved, han var dog ikke just sikker på om det var nu han skulle holde sin pause. 


Fødderne bar ham afsted, undervejs på sin færd var han endnu engang landet i Dianthos. Byen havde han været i efterhånden en hel del gange. Både da han stadig vendte hjem til kone og barn, og nu hvor han altid var på fødderne og på barrikaderne. Vinden ramte hans ansigt, som han gik ind i byen. Mærkede livet fra byen. Blodet pumpede rundt i hans krop, mens hans vrede ulmede i hans krop, et forkert blik eller ord ville uden tvivl kunne få ham til at eksploderer i alle vindretninger.  Inidmellem føltes det ganske hårdt at være så vred hele tiden, men han foretrak vrede fremfor at skulle forholde sig til sine følelser! 


Hvad Theo skulle i Dianthos, vidste han ikke. Det kom som regel til ham, han skulle nok finde et eller andet at foretage sig. Eller måske en slåskamp eller noget helt tredje? Ifølge ham selv så plejede tingene at forfølge ham, selvom det nok var en sandhed med visse modifikationer i, det var dog en mindre detalje som Theo ikke dvælede ved!  Solen varmede, han skyggede lidt for øjne så han ikke vadede ind i nogen ved et uheld. 

Her i Dianthos faldt han mere i et med omgivelserne, da der var så mange forskellige væsener, der levede side om side. Jo, der var stadig folk, der kiggede mod den ligblege mand med det hvide hår og de gule øjne, men det var ikke, fordi de stillede lige så mange spørgsmål til ham, som de gjorde, dengang han var taget til Kzar Mora.

Det var for en gangs skyld en dag uden opgaver, en dag, hvor Corvath faktisk var i stand til at læne sig tilbage og bare nyde byens ånd af liv og de mange forskellige væsener. På nuværende tidspunkt var det unge halvdyr på vej ned til markedspladsen for at finde noget, han kunne spise, nu hvor der ikke var noget hjemme hos ham selv. Men han nåede aldrig så langt før en stemme råbte efter ham. “Unge dame! Undskyld?!” blev der råbt, og da han vendte sig om, da en hånd landede på skulderen, var forvirringen stor på den unge mands ansigt. “U–undskyld! Jeg troede…” lød det febrilsk fra fyren, der gav slip på Corvaths skulder.

Han sukkede. “Hvad? At jeg var en kvinde på grund af mit lange hår og min robe? Ked af at skuffe dem,” svarede han og lod et lille undskyldende smil finde frem til hans læber, før han fortsatte videre, rundede et hjørne og bump. Han var gået ind i en eller anden, fordi han havde været uopmærksom, og det undskyldende smil fandt igen vej til hans læber. “Årh… Jeg beklager,” svarede han og bukkede let for at vise en form for respekt.

Egentlgit havde Theo ikke noget problem med andre væsner, hans store problem var at folk irriterrede ham. Bevares der skulle heller ikke så meget til, for at antænde hans vrede som lå helt latent og ulmede. Det sidste var dog næppe noget man fik manden til at indrømme, han havde det ligeså godt!  

Theo blev rystet lidt ud af hans egne tanker om alt og intet, de fes rundt i bøtten på ham, hvilket ikke gjorde noget godt for ham. Det var egentligt blot som at hælde olie eller whisky på et bål. Han kiggede sig lidt omkring, mest for at opstøve om der var noget under opsejling, men han kom slet ikke så langt. 


Best som Theo tænkte det ikke var noget han skulle blande sig i, mærkede han et bump og en skikkelse bumpede ind i ham. "Hvem fanden tror du at du er?!" kom det fra Theo, som allerede mærkede vreden. Måske det ikke havde været bevidst, men når først vreden kørte rundt i Theos krop, var der bare no mercy. "Og hvad helvede bukker du for?!"  sagde han mens han knyttede sine næver.  Selvom en lille, okay meget lille del af hans fornuft bad ham holde inde med sin vrede. Så var det for sent. "Og hvad fanden er det for en robe, du har iklædt dig?" spurgte han vredt inden han tog et fast tag i vedkommende.  

Corvath sagde ikke noget; i stedet gik han direkte i forsvarsstilling, nærmest som om han havde forventet at den anden ville sende en knyttet næve eller noget imod ham, men der skete gudskelov intet… Endnu. I takt med at armene sænkede sig, rettede blikket sig mere imod ham. “U–Undskyld jeg…” Mere nåede der ikke at komme ud, før den anden igen tændte af. Det var jo ikke ligefrem fordi Corvath havde gjort ret meget, så måske havde manden foran ham en dårlig dag i forvejen, og han var blevet stødt ind i, og blot fik alt til at flyve over styret.

Han blev trukket nærmere, da manden greb fat i ham, og han var hurtig til at lade hænderne glide op og gribe om mandens håndled. “Hvis du forventer, at jeg giver dig svar, når du råber mig ind i ansigtet…” svarede han og lod neglene presse sig mod den anden mands håndled i håb om at få ham til at slippe. “Så tager du voldsomt fejl,” snerrede han igen. Formaliteterne blev også pakket væk nu.

Vreden boble i Theos krop, og nu var der ingen vej tilbage for ham. Ifølge ham selv. For selvom hans mikro del af fornuften bad ham slippe taget i manden foran ham, give ham en undskyldning og gå videre. Så var det bare som om at vreden fyldre så meget, at han nu igen - igen var i færd med at føje endnu en fjende til sin hær af fjender. Tanken morede ham på ingen måde, selvom han udmærket vidste at han selv var skyld i dette. 


"Så det gør jeg?!" råbte Theo og stak sit grødhovedet tættere på manden, "Nu skal jeg fortælle dig en ting..du ikke ved" fortsatte Theo med væsen. "Ingen bumper ind i mig, uden ikke at mærke efterfølgerne!" råbte han, og tog mere fat omkring kraven på manden. Theo hævede sin knytnæve. "Forstår du det, din satans underlige en?" ordene blev sagt og en knytnæve ramte manden . "Ingen bumber ind mig!" gentog han og knytnæven ramte igen. Her forventede Theo næsten at manden gjorde modstand. Theo var nu så opslugt af sin vrede, at han ganske enkelt ikke længere kunne styre sin vrede som nu brændte som et andet kæmpe bål, en hver bemærkning ville nu kun føre til at smide mere olie på bålet.