De nærmede sig sensommer omkring elvernes land, mange steder i området stod kornet gult og Tarasika havde passeret flere bønder, som var igang med at binde det høstede korn op til høje neg, på den smalle grusvej der gik gennem området. Solen varmede endnu så meget, at kappen var bundet op åp den ellers lille rygsæk, som elveren bar over den ene skulder. Som menneskebygningerne stoppede og mere frosigt skovområde dukkede op, stoppede hun ved et lille bæk, der klukkede fredfyldt i landskabet. Den spinkle elver smed ugideligt tasken i det høje græs, inden hun satte sig på hug og stak hænderne i vandet, inden hunh drak grådigt. De gyldne øjne vendtes kort mod elvernes land, inden de vendte tilbage til vandet. 
Dette havde været et fast sted på hendes rute, hun havde efterhånden ikke tal på, hvor mange gange hun havde gået den samme rute, og hver gang hun havde nået til dette sted, hvor bækken slog et lille sving sydpå, havde hun sat sig på en flas sten, siddet der et par timer, inden hun havde ombestemt sig og igen sat kursen mod menneskenes land. Idag ville være anderledes, havde hun lovet sig selv igen. Idag ville hun fortsætte rejsen mod det land, hun ikke havde sat sine fødder i, i årevis. 
hun rejste sig langsomt, selvom hun endnu var mager havde året med Judah formået at give hende en kende mere sul på kroppen, og det havde gjort det godt for hende, af samme årsag var hun fast besluttet på at få noget konstruktivt ud af netop dette sted. hun gik ind mod skyggen af et stort træ, herunder stod flere frodige blomsterbuske hun ikke kendte navnet på, men ligeledes groede et væld af blåbær i skovlandets grænse. Det var et godt sted, for mange mennesker vovede sig stadig ikke så tæt på elverlandet, mens elverne foretrak at blike på den sikre side af grænsen, derfor stod buskene bugnende og fyldt af saftige bær. 
Tara trak en håndfuld af de mørke bær af, som hun stoppede i munden tænksomt, ét efter ét, som øjnene hvilede på stien, der inden for de næste hundrede meter blev opslugt af skovens dækkende skygge. Hun sukkede opgivende og gik mod tasken hvorfra hun hentede et sankenet, her var så stille at det næsten ikke var til at holde ud at være alene med sine egne tanker, af samme årsag kunne hun lige så godt få nok konstruktivt ud af betænkningstiden. Få øjeblikke senere var hun i færd med at samle en mindre forsyning af blåbær. Solen havde over sommeren bleget de store posebukser der endnu virkede mange numre for store, men som blev holdt oppe af et hårdtarbejdende smalt læderbælte, ydermere hang den for store, tydeligt menneskesyede,  skjorte ubehjælpeligt nedover den ene skulder. Det var vel ligegyldigt, men hun burde måske have overvejet en mere anonym elvisk påklædning, hvis hun faktisk nu besluttede, at idag var dagen hvor hun ville tage de sidste skridt ind i Elverly.

Grænsen imellem elvernes land og menneskene var ikke et område, som Deavás befandt sig i ofte, men til tider trak løftet om en særlig genstand eller en vigtig pergamentrulle ham væk fra de sædvanlige rammer. Der var jo heller ingen grund til at opholde sig i det samme område hele tiden, netop fordi han ikke ønskede at blive fundet, men foretrak livet i skyggen, hvor han kunne arbejde i fred og ro og trække i trådene, når tingene gik den forkerte vej. Som nu hvor magt balancen var skubbet til lysets fordel og mørkets væsner var tvunget til at trække sig i bybilledet. Det skræmte dog ikke den gamle dæmon, at vandre rundt midt ude i skoven. Midt i grænselandet, som muligvis var det tætteste han kunne komme på Elverly. En dæmon ville aldrig være velkommen i Elverly, omend han ville gøre næsten alt for muligheden for at se hvilke hemmeligheder de elegante elvere gemte på. Han tvivlede stærkt på at de alle var så ædle, som de forsøgte at bilde folket ind.

Gruset larmede under hans støvler, som han traskede over den tørre jord og skævede til himlen. Snart ville efteråret komme og så ville regnen falde, men lige nu var den svage varme ganske behagelig, selvom hans påklædning kunne tyde på at langt køligere vejr, end hvad der var denne dag. Den lange kappen ramte hans hæl for hvert skridt han tog, men nåede ikke helt ned til jorden, alligevel var kanten blevet en smule støvet på den lange rejse. Den lange kedelige rejse, hvis du spurgte ham. Men han havde ikke haft planer om at tilbringe turen på hesteryg eller på anden vis betale for at blive fragtet fra a til b. Så ville der jo være spor over hans færden. Så han havde gået i nogle dage, fundet ly hos fremmede, der næppe ville åbne døren igen.. og ellers gået igennem natten, som han brugte tiden med sine tanker og informationerne, som han havde skaffet på vejen. Det var altid godt at have fingeren på pulsen omkring hvad der skete. Og så var mennesker nogle svage væsner, der ikke holdt til meget.. overtalelse, før at de smed det hele på bordet.

Derfor hvilede der også et tilfreds smil på hans læber, som han hørte lyden af vand. Et bæk eller måske en å i det fjerne, som virkede som et naturligt sted at gøre hold, før han ville vende snuden længere mod nord. For hvis han gik længere mod vest, så ville han med stor sandsynlighed blive fanget af en patrulje fra Elverly. Som han trådte igennem buskene, fik han lige pludselig øje på en skikkelse med hænderne i det klare vand. De spidse ører var en hurtig indikation på hendes race, som han betragtede hende i skyggen af træet. Tasken der var smidt i det høje græs, den store tørst og de lange blikke imod Elverly kunne pege hendes rejse i flere retninger. Hun arbejdede uforstyrret videre, imens at Deavás forholdt sig i skyggen. Bare indtil hun havde fået samlet sine forsyninger. Måske til den videre færd. Hun lignede dog ikke en, som hørte til i Elverly, medmindre de havde skiftet tøjstil siden sidst, han var stødt på en elver..

Deavás skævede til stien, før at han hævede hænderne til hovedhøjde og trådte udfra sit skjul bagved træerne og buskene. "På vej til Elverly eller på vej væk?" spurgte han roligt med et forundrende blik i øjnene. Han kunne næsten gætte sig til, at hun ikke kom derfra, sådan som hun bar, hvad der mindede om almindeligt menneske tøj, som bønderne i byen ville have på. Det var nemmere at se tæt på. Læberne formede en smil, udefinerbart, men dog stadig et smil.

Om Tara var blevet lidt for magelig i forhold til andre personer, siden hendes eftersøgningsplakater var falmet i gaderne, eller om hun bare var mere end gennemsnitsligt åndsfraværende på den givne dag, stod til at være kvinden et mysterie selv. Det gippede let i hende som en fremmed stemme brød vindens stille brusen gennem løvet, og hun vendte sig langsomt, men ganske vågens, den ene hånd holdt krampagtigt fast i sankenettet, som havde fået dybe farver i bunden af bristede blåbær, mens den anden forsigtigt løb ned langs siden, hvor den mærkede efter den slanke dolk der hang i bæltet. Det var hendes eneste våben, men for ikke-våbenkyndige kunne den være skræmmende nok. Hun tog den ikke frem, men lod bare fingerspidserne registrere at den var på sin plads, den var ikke blevet brugt i årevis, til andet end at flå kaniner, men det gav endnu en lille (måske falsk) tryghed.
De gyldne øjne løb over manden, som havde sine hænder hævet, de løb over ham nogle gange, inden hun konstaterede, at hun i hvert fald ikke havde set ham før, der var heller ingen mental genkendelse, hvilket fik hende til at sænke skuldrene en smule. Hun kneb øjnene en kende sammen, inden hun drejede resten af vejen rundt mod manden. "Jeg har ikke besluttet mig endnu..." Startede hun, uden at slippe ham af øjensyn, det var teknisk set ikke løgn, hun havde stået i dette område flere gange end hun selv ville indrømme "Men det bliver da mere interessant hvis rygterne er sande, at selv mennesker nu valfarter dertil". Hun hævede brynene en kende, myterne omkring elverrådets indtræden løb vidt og bredt, på nogle kroer gik hstorierne nærmest om mennesker der havde været på direkte elver-safari, efter Elverly var åbnet mere op for omverdenen. Hun flyttede ikke øjnene fra manden, hun prøvede at vurdere hans alder, men det var sværere end som sådan, der var noget autoritet over hans skikkelse som ikke matchede det umiddelbare udseende, "Eller er du her bare for blåbærbuskene?" 

Elvere var typisk arrogante sjæle, som sjældent tog sig tid til at bekymre sig om andet end dem selv. Men det kunne Deavás sagtens relatere til, for han bekymrede sig heller ikke om andre, men det var nok svært eller umuligt at forbinde de to racer, elver og dæmon. Deres forbindelse til naturen og dæmonens hærgen var så langt fra hinanden, at de umuligt kunne tåle hinandens selskab. Derfor var han også en anelse skeptisk omkring mødet med kvinden ved bækken. Men han kunne heller ikke se hvorfor han skulle lade chancen gå forbi ham. Heller ikke da han gav sig tilkende og hun straks førte hånden imod sit lille håndvåben. Deavás rykkede ikke på sig, løftede blot det ene bryn, som havde han prøvet værre. Langt værre. Dog var det naturligt for de fleste, at ville forsvare sig selv, når en fremmed havde gemt sig i skyggerne.

Hun var straks i alarmberedskab, som hendes øjne flakkede omkring hans skikkelse, men egentlig så han ikke ud til at udgøre nogen trussel for elveren med de pæne øjne. Tværtimod sendte han hende blot et smil, som han gav hende mulighed for at se ham an. Hendes svar kom en smule bag på ham, for de fleste der bevægede sig udenfor byerne havde et formål, medmindre hun bare var på en gennemrejse. Ligesom ham selv. Hans mål lå dog længere væk end Elverly. "Hentyder De til, at jeg er et menneske?" spurgte han forundret, men den kølige undertone bar præg af en fornærmelse. Hvem ville nogensinde forveksle ham med et menneske.. på noget tidspunkt. Hvordan var det overhovedet muligt? Deavás trådte nærmere bækken, som deres øjne var låst til hinanden og han ikke veg blikket fra hende, heller ikke for at fornemme sin færden over jorden. "Nej, jeg er her for Dem" svarede han med et sigende smil, før at han lod hænderne dale langs med siden. Det var måske ikke hans egentlige intention, men han ville gerne se, hvordan hun ville reagere på det. Med frygt eller nysgerrighed.

Tarasika gloede på ham, længe. For andre levende væsener var sådan en kontakt med alt sandsynlighed gået hen og blevet ekstremt ubehagelig, eller i andre tilfælde akavet. Hun lod sig ikke mærke med det, han havde jo henvendt sig. Det virkede nærmest til at hun prøvede at se lige gennem ham, selvom det naturligvis var umuligt. Hun slap grebet i sankenettet en smule, så det sank en smule mod jorden, inden hun tippede hovedet på sned, blot en kende. Hentyder De til, at jeg er et menneske? Hun studsede over ordne kortvarigt, hun havde måske omgivet sig med mennesker så længe, at det var blevet en selvfølge når de valsede omkring i dagslys med deres runde ører, derudover... Var han vist en De-person, ikke noget Tara personligt havde nogen finte til, det var sgu for højrøvet, ellers havde hun bare glemt de gængse manerer i en normal kontekst udenfor kriminelle og uformelle kontakter. "Så hvad har jeg fornøjelsen af idag? En varulv? Et halvdyr med noget spændende gemt under den store kappe dér, der for øvrigt virker lidt voldsomt i den her sol..." Hun rynkede på næsen, kun el lille smule, hun havde ikke just haft travlt med at føle sig bedre end andre racer, men halvdyr havde sgu nogle underlige ideer og vaner, hvis hun selv skulle sige det, "Eller...". Hun nåede ikke at sige mere, før hans sidste ord ramte hende, den kække attitude forsvandt som dug for solen, kun et splitsekund, inden hun fik samlet sig sammen. En kold risen løb ned langs rygraden tænk hun endnu kunne få det sådan. Hun blev kvalm, som den håndfuld blåbær hun havde spist var en direkte overædning. Alligevel lod ansigtet det ikke mærke, andet end det korte øjeblik hun havde ladet øjnene spærre en smule op og mimikken der et flig af et øjeblik havde været paralyseret. "Aha, virkelig? Mangler du en blåbærmakker?" Hun smilede, men denne gang nåede det ikke på i øjnene. Hun vendte sig langsomt mod busken, forsøgende at udtrykke en komplet ligegyldighed, men under huden kunne hun mærke hvordan hjertet ræsede afsted, det kunne ikke passe, for folk ville som regel kun have fat på hende af forkerte eller uheldige årsager "... Hvis ikke, skal du nok finde nogle mere interessante... Der er mange i området, vi er trods alt tæt på Elverly"