Mizech havde brugt det meste af dagen på eliksirbrygning, og andre produktive ting. Udover det havde han prøvet at undgå at slå folk ihjel. Han havde hørt folk hviskede om ham udenfor sit vindue, og han vidste godt hvorfor. Mange havde sikkert set hans forældre før. Den ene mere grusom end den anden. Han forstod godt, hvis de beundrede ham, han var jo ganske attraktiv, så hvem ville ikke kigge. Selvtillid og ego havde han nok af. Han løftede en hånd op til det vindblæste hår, bare for at prøve at sætte det nogenlunde. Det var umuligt. Efter ganske kort tid lod han være, fordi han slet ikke gad prøve på, at sætte det. Hvem skulle han også score? ingen. 

Han skulede til sin side, hvor Sheja. Den trosfaste sorte slange sad, og han havde stået lænet op ad vinduet inde i sin hytte i længere tid, end hvad der var planlagt. Han havde heldigvis fået opsnuset, hvor sin kære irriterende men attraktive fader ville være. Det havde været meget svært. Deavás gad ikke Mizech, og gad sikkert ikke blive fundet. Alligevel havde Mizech fundet en måde, at få sendt et brev frem til Deavás. Der stod ikke meget, mest fordi Mizech ikke ville afsløre alt for meget i brevet. Han ville meget hellere overraske sin far. 

Humøret var meget blandet, og måske havde han haft et lidt ekstremt morderisk humør tidligere på dagen. Det var ikke meningen, eller planen. Han havde dræbt to dyr ude i den nærmeste skov, uden faktisk at vide hvad han skulle bruge dem til. Han samlede ikke på dyr. Hvis han skulle samle på noget, så skulle det være slanger. De to slags dyr, havde han på fornemmelsen, at Deavás nok godt kunne bruge til et eller andet. Spise dem, eller eksperimentere med dem. Han havde lagt dem midt på gulvet foran hans sofa. Roligt drejede han også rundt. Det ene var en slags hest af en art, og det andet dyr var en slags fugl. Han havde ikke haft problemer med, at dræbe dem. Selvom fuglen var lidt svære. Han havde slæbt begge dyr fra skoven hen til sin hytte, og ventede på, at den kære fader ville komme. Det var efterhånden lang tid siden sidst. Han kastede sig ned i sofaen, og placerede sin slange ovenpå brystet, imens de to døde dyr, med det løbende blod bare lå på gulvet, som var de to poser kartofler. 

Brevet var blevet præsenteret til Deavás i en noget forfalden tilstand. Det havde været på en længere rejse, før det nåede vogteren hånd, som straks slog brevet ned i bordet i takt med at han rejste sig. "Hvad tror han, jeg er? En stikirenddreng?" Brummede dæmonen utilfreds, som han krøllede brevet sammen og smed det ind i pejsen, brevet strejfede den stakkels budbringer ved øret, så det gav et sæt i hende. Hun undskyldte hurtigt, før at hun forsvandt ud ad døren, imens at Deavás lænede sig imod bordet og overvejede budskaber i brevet. Det var svagt. Utydeligt of højst sandsynligt med vilje. Men ikke for at forhindre at andre fik fat i vigtig information. Nej afkommet kunne næppe formulere sig bedre.

Modvilligt begav Deavás sig mod afkommet bopæl. Der faktum at han havde en fast base var en streg i regningen for ham. Men det var ikke noget han selv tog sig af, som han  nåede døren overvejede han for en stund at vende om. Blot for at se skuffelsen i hans ansigt, når hans far  ikke dukkede op ved en simpel anvisning, som den han havde lavet. Men nu var han taget den lange vej, så var det fjollet at vende om. Derfor løftede han hånden og bankede hårdt på den massive trædør. Han ville give ham én chance, men ikke mere end én. Men der skulle heller ikke meget til før at han ville forspilde chancen. Det var jo Mizech.

De kælende bevægelser mod hans slange fortsatte lidt, som han fastholdte det brede og munter smil. Da det så pudselig bankede på døren, forsvandt smilet ret hurtigt. Han vidste godt hvem det var, og i det mindste kunne hans kære fader da finde ud ad, at banke på, og ikke bare sparke døren ind, og straks spørge hvad det brev handlede om. Hvordan Mizech skulle reagere vidste han ikke endnu. På den ene side, var det da godt at Deavás overhovedet kom, og på den anden side, var han bare ikke særlig glad for at skulle have besøg fra sin fader"Bliver vel nødt til, at åbne..." han overvejede lidt om han bare skulle lade sin far blive stående overfor sit hjem. Men han var også klog nok til, at vide at Deavás ville finde en vej ind. 

Med opgivende skridt trådte han hen til døren. Greb hårdt fat i håndtaget, og skulede kort hen de to døde dyr på gulvet. Han burde vel ikke gøre noget ved dem lige nu. De kunne bare ligge der med blodet flydende under dem. Da han drejede håndtaget rundt, og fik døren op, fandt hans gyldne øjne straks Deavás. Ak ja... Øjnene havde han jo arvet fra ham. Generelt sit udseende lignede den kære fader. Hvilket Deavás sikkert havde hadet lige siden, at han fandt ud ad Mizech fandtes. Øjnene gled langsomt ned over sin far, og prøvede at fortælle sig selv, at der var ikke tid til alle mulige lystelser og seksuelle fristelser lige nu. 

Men altså. Skulle Deavás se så godt ud. Åbenbart. Det var jo de forbandet gode gener, han havde fået fra ham og Lilith. Han vidste da godt at han selv så godt ud, og var attraktiv. Kunne han andet, når han havde Lilith og Deavás som forældre. Efter at have givet sin far et åbenlyst elevatorblik, trådte han til siden"Og her troede jeg, at du ikke ville komme. Der kan man bare se" han gav tegn til at Deavás kunne komme indenfor. Som han et øjeblik overvejede hvor god en idé, eller dårlig idé det var at tilbringe tid med Deavás igen. 

Den arme dreng havde ingen anelse om, hvad der ville ramme ham, men lige nu havde Deavás planer om at lade tvivlen komme ham til gode. Mest af alt fordi han havde brug for det, ellers ville han gøre kort proces med ham og vende tilbage til sin forretning. Tanken om at bryde døren ind strejfede ham ganske kort før at døren blev åbnet og blikket faldet ned på drengen foran ham. Ja, Mizech var en dreng, et barn, der aldrig skulle have eksisteret til at begynde med, men han havde ikke planer om at slås med Lilith om det. Så længe at han forblev hendes problem og ikke hans, for hvis han blev et problem, så ville han blive skaffet af vejen.

Det tydelige elevatorblik, som drengen gav ham, fik blot Deavás til at løfte det ene øjenbryn. Var han virkelig så forskruet at han havde tanker om at ligge med sin egen.. fader? Han rynkede en smule på næsen ved tanken og trådte frem mod åbningen for at antyde at drengen skulle flytte sig. Heldigvis trådte han hurtigt til siden og lod ham passere uden de store indvendinger. Deavás vendte blikket imod ham, som han gav ham elevatorblikket, dog på et andet grundlag, foragt. "Jeg fortryder allerede, at jeg kom" svarede han med et løftet bryn, som Mizech opførte sig en smule som en statue. Derpå valgte han at vende sig rundt for at træde helt ind i boligen, som lugten af blod og måske endda en smule råd ramte hans næsebor. Uden at vente på sin vært, trådte han længere ind, ud af gangen og fulgte lugten til han nåede frem til sofaen og hvad der lignede 2 døde lig af nogle dyr, midt på gulvet. Blodet havde allerede farvet gulvtæppet og gulvet under, noget der umuligt ville komme af igen. "Forstyrrer jeg midt i din fetish?" spurgte han, tydeligvis ikke imponeret over byttet på gulvet. Særligt ikke med den lugt, som havde lagt sig som et tungt tæppe over rummet.

Om der var noget bedre eller værre end, at have sin fader stående i sit hjem, vidste man ikke lige endnu. Sidste gang, havde Mizech da tilfredsstillet Deavás ved at bruge sin mund på faderens lem. Hvilket helt klart ikke havde været planen overhovedet. Han vidste da også godt, at han skulle lytte til hvad Deavás sagde, han var jo den klogeste blandt de to, og den ældste. Mizech havde ingen planer og tanker om, at lige snuppe en seksuel tur med sin fader, men hvis lystelserne og fristelserne fyldte hele luften og energien, så var det intet problem. Bevidst sørgede han for at holde afstand til den kære fader, selvom at de havde stået tæt på hinanden sidste gang at de så hinanden

"Godt, så er der intet som har ændret sig" svarede han med de gyldne øjne hvilende på Deavás. Jo han kunne el godt forstå, hvis Deavás hellere ville lave alt andet, end at være herinde i sin søns hytte. Eller måske han mente at Mizech var Liliths søn, men altså. Uanset hvad havde Mizech altså fået gener og personlighed fra dem begge to, og efter få sekunder flyttede han sit blik væk, og roligt gik hen til de to døde dyr på gulvet. Sheja havde han placeret på sofaens ryg, så slangen kunne gøre hvad den nu havde lyst til. Han lagde hovedet på skrå, som han krydsede armene. Prikkede til den døde fugl, før han skulede til den døde hest

Blodet begyndte efterhånden at fylde meget af hans trægulv, og det var ikke fordi det ikke var pænt, og pyntede. Men det ville tage tid, at fjerne det. Nu var han ikke en vampyr som lige kunne slikke gulvet rent, eller havde magiske evner som omhandlede blod, så det rindende blod under de to døde dyr, skulle han sikkert bruge tid på, at fjerne. Efter at han havde prikket med sin fod til de to døde fyr, mærkede han et skævt smil komme frem på ansigtet. Øjnene fandt Deavás igen"Nej, det er gaver til dig" det fløj rimelig afslappet ud ad hans mund, som han fik et kækt glimt frem i øjnene. Tillod sig at holde øjenkontakten, før han så bukkede sig lidt ned imod den døde fugl. Blikket flyttede sig fra Deavás, for at gribe fat rundt om hovedet på den døde fugl"Jeg vil være taknemlig, hvis jeg var dig. Jeg har ikke noget at bruge døde dyr til"

Hvad der var sket sidste gang var bestemt ikke noget der skulle gentages. Det havde været en test af drengens stædighed og loyalitet, hvilket nok også var den eneste årsag til at Deavás ikke havde brugt timerne på at dræbe ham. Så længe at han kunne bevise sig selv nyttig i organisationen, så kunne han godt leve, men det mindste fejltrin kunne hurtigt lede til hans død. Eller i hvert fald til en hel del smerte. Han tvivlede på at Mizech tilbragte meget tid med sin mor, så mon ikke Deavás sagtens kunne holde ham skjult for hende eller fanget, hvis han viste sig at være uduelig. Men lige nu havde han ingen problemer med at drengen holdte afstand til ham, uanset grunden bag det.

Deavás løftede let det ene bryn af barnets ord, forsøgte han at lyde fornærmet eller var han måske såret over at Deavás ikke ønskede at være i drengens nærvær? Det betød intet for ham, så den slags følelser var det bedst at lægge låg på, hvis ikke det skulle æde ham indefra. Han havde dog fået øje på slangen, der snoede sig omkring ryglænet på sofaen, hvilket også var grunden til at han ikke havde sat sig i denne. Ikke når fokus hvilede på de døde dyr på gulvet. En besynderlig ting at pynte rummet med.

Det hævede øjenbryn nåede ikke at slappe af særlig længe, som Mizech gav udtryk for at dyrene var til ham. Straks lagde han armene over kors og skævede til de ildelugtende dyr og blodpølen under dem. Hvorfor? "Bærer de nogen sygdom?" spurgte han undrende, for hvorfor skulle han dog tilbyde ham dyr af denne art, som en slags gave, hvad var meningen bag dem? Deavás slog en kold latter af, som drengen snakkede om taknemmelighed overfor de værdifulde gaver. Men var de nu også noget værd, når Mizech ikke selv kunne bruge dem til noget? "Taknemmelighed er ikke noget jeg føler" svarede han koldt, før at han brugte foden til at skubbe hestens hoved lidt til siden. Blikket hvilede på blodet, som han bukkede sig ned og satte fingrene i det. "Sikke et spild."

Med en ganske rolig bevægelse bukkede den unge dæmon sig ned, for at studere den døde fugl, som lå tæt på den døde hest. I hans øjne så det næsten fredeligt ud, når dyret ikke var i live. Spørgsmålet fra Deavás, fik et skævt smil til at vokse på ansigtet. Han kendte ikke til de to dyr, men han havde lavet sit arbejde, fordi han godt havde en idé om, at den kære fader ikke ville tage imod dyrene, hvis de bar på sygdomme"Nej det har de ikke, jeg spurgte to mænd som ejer den slags fugle og heste" svarede Mizech i en overraskende rolig tone, hvorefter han greb fat i den ene vinge på  den døde fugl. Lod de gyldne øjne glide langsomt ned over vingen. Han vidste ikke lige, hvad han faktisk skulle en vinge til. Vægpynt måske? men det kunne han vel også bruge hovederne til. Han var bare ikke typen som lod sig beholde døde dyr til pynt

"Jeg lyver ikke omkring det. De skulle være meget raske, men du bestemmer selvfølgelig selv om du tager chancen, og stoler på mig" Et lille kækt smil kom frem på ansigtet, som Mizech gav slip på fulgens vinge, og rettede sig op. Løftede en hånd op til håret, og drejede en smule rundt. Hans front var nu rettet mod Deavás"Og jeg tror godt, at vi begge to udmærket godt ved, at du ikke stoler på nogen udover dig selv" Ordene fløj både en smule spydigt og kækt fra hans mund, og han tillod sig at holde øjenkontakten med sin kære fader, som sikkert boblede med had over både Mizech, men også at være inde i den hytte Mizech boede i

Da ordene om at taknemmelighed ikke er noget han føler, måtte Mizech slippe et grin ud ad munden, som han flyttede sit blik væk fra Deavás. Roligt trådte forbi sofaen, hvor han netop lige kunne stryge Sheja hen over skinnet, og han nærmede sig sit køkken"Ja det ville jo være frygteligt, hvis du faktisk følte dig taknemmelig" han kunne ikke undgå at smile for sig selv, som han overvejede om han mon skulle tilbyde Deavás et eller andet. Måske det var bedst at lade være, men han kunne da selv godt lidt lækkert at drikke lige nu. Han havde ikke tænkt sig at slikke gulvet rent for blod, selvom det ikke ville gøre ham noget. Blod smagte helt fint"Så imens du studerer de døde dyr, hvad vil du have at drikke. Nej mit blod eller væsker er ikke en mulighed" der lå noget lokkende og udfordrende over ordene, som Mizech lænede sig op ad køkkenbordet. Kroppen vendt mod Deavás som den unge dæmon lagde armene over kors.

Deavás brummede en smule over drengens svar, mon han ville tro på alt, som folk fortalte ham? Kunne man få ham til at tro på en løgn, selv om den burde være umulig at tro på. Alligevel bar dyrene ikke nogen tegn på sygdom og blodet lugtede heller ikke forkert, hvis man altså kunne kende forskel på rigtig og forkert lugt. Noget som Deavás brugte en del tid på, uden rigtig at se sig tilbage. For blodet kom selvfølgelig fra nogen eller noget. Derfor skræmte blodet ham ikke, men han ville nok have fortrukket at gøre det hele selv også drabet. Men det var lidt for sent, når Mizech var indblandet. 

"Du gør klogt i at gøre det samme. Stol kun på dig selv" advarede han køligt, selv om han faktisk ikke kunne være mere ligeglad med, hvis der skete ham noget. Deavás ville ikke komme rendende. Drengen måtte klare sig selv eller kalde på sin mor. Deavás blik hvilede for en stund på Mizech, som han pillede rundt ved fuglens vinge. Vingen var nok bedst som smagsgiver til en suppe eller noget, hvis drengen kunne finde ud af at fjerne fjer.. blodet var en anelse fedtet på hans fingre, som han lod blikket glide tilbage på hesten og lænede sig længere fremad, før at han satte knæet i gulvet og bukkede hovedet helt ned til halsen af dyret, hvor han lugtede til den. "Hvor lang tid siden er det, at du dræbte dem?" Spurgte han primært for at få flere informationer omkring dem og om hvorvidt han faktisk kunne bruge dem til noget i sidste ende. Det var selvfølgelig irriterende at de lå i Mizechs hytte..

En latter afbrød hans tanke strøm, som drengen så ud til at have gjort sig nogle erfaringer siden sidst. "Så du lærte faktisk noget sidste gang.." sagde han tydeligvis imponeret, men ikke meget, før at han vendte blikket tilbage til hestens hals og førte blodet fra gulvet op til pelsen, hvor han smurte det ud. Han undlod dog at besvare hans spørgsmål med vilje.

Var faderen begyndt at være uhøflig, siden han ikke besvarede spørgsmålet om, hvad han ville drikke. Et opgivende suk forlod Mizechs mund, og han lod de gyldne øjne følge Deavás"Hvorfor vælger du altid, at være så uhøflig" han lagde armene over kors, som han hurtigt flyttede sit fokus hen på Sheja, som slyngede sig rundt om en af puderne i sofaen. Han ville ikke afbryde slangen, fordi hvorfor skulle han også gøre det. Kort skulede han op til Deavás, som så ud til, at være igang med kigge nærmere på de to døde dyr. Aldrig før havde Mizech haft døde dyr inde i sit hjem. Han ville foretrak noget levende, som han selv kunne dræbe, hvis lysten var til det. Blodet havde efterhånden også fyldt en god del på trægulvet indtil videre. Hvordan kunne to døde dyr bløde så meget, det var næsten utroligt.

Spørgsmålet om, hvor lang tid siden det var, at han havde dræbt dem fik det skæve smil til, at vokse. De gyldne øjne faldt hurtigt hen på Deavás, og mundvigene blev spredte. Han forlod roligt sin stående position for, at træde tættere på. Mindske afstanden til den kære dæmon fader"Jeg dræbte dem inden du kom, så de har vel lagt døde på mit gulv, i en time nu" det lød rimelig afslappet fra ham, som han lagde hovedet en smule på skrå. Fastholdte sit blik på Deavás i lidt længere tid, end hvad der var planen. Ordene om at han havde lært noget, fra sidste gang fik ham til at rulle opgivende med øjnene. Han lod så blikket falde ned på den døde fugl. Man kunne vel godt bruge vingerne til et eller andet. Det samme med kroppen og hovedet. Mizech vidste dog ikke, hvad han præcis skulle bruge begge dele til.

Efter at de gyldne øjne havde studeret den døde fugl, måtte han kigge hen på den døde hest. Det var absolut to af de mest kedeligste dyr i hans øjne. Fuglen var måske mere spændende end hesten, men generelt havde han da måske håbet på, at han kunne have dræbt andre dyr. Det ville så også betyde, at så skulle han rejse længere væk. Hvem kunne også vide, at Deavás ville komme forbi. Ikke ham. Slet ikke. Han spredte så mundvigene, imens han trådte tæt på sofaen. Lænede sig op ad den, og roligt lagde armene over kors"Så skulle du have noget at drikke, imens du studere dem nærmere, eller vil du slikke blodet op fra mit gulv"