Da Corvath havde fået at vide, at de ønskede at sende ham til Kzar Mora, burde alarmklokkerne have ringet for ham, men i stedet for at takke nej og bede en mere erfaren spion om at tage sig af missionen, var han sprunget i med begge ben. Det ville sikkert også være med til at give ham et boost i selvtilliden. Han vidste ikke, om det var fordi de mente, at han ville passe ind sådan som han så ud, men han var i hvert fald endt i dæmonernes rige.

I dagens anledning var der hoser og skjorte i mørke farver, hvilket ville gøre det væsentligt nemmere både at passe ind og at bevæge sig. Nok var han ferm til at bevæge sig rundt i sine rober, men når han var konstant på vagt, var det bedre. De gule øjne skulede rundt på de deprimerende omgivelser. Stedet passede så godt til det, der en gang havde tilhørt Mørket og dæmonerne, men efter Mørkets fald var det, som om der var blevet stille. Godt…

Hans færden havde ført ham til Ruinerne af Aztaroth, byen, der havde været i forfald så længe, at det mindede mere om en spøgelsesby end om noget andet. Hvis der var rester af mørket, ville nogle af dem sikkert holde til her, ja, eller ovre på Obsidianøerne, men ikke tale om, at han var idiotisk nok til at tage derover… Kzar Mora var RIGELIGT.

Endnu engang have Agarés brugt hele natten på kontoret i banken. Papirarbejdet så aldrig ud til at få en ende, lige meget hvor mange timer han brugte på at læse og skrive. Det ville være en klar lettelse at hyre en til dette formål, men der var meget få ting, som Agarés overlod til andre, når det gjaldt banken. Også selvom det så betød, at han nat efter nat måtte sidde og få styr på detaljerne for de mange kunder.

Agarés havde egentlig været på vej hjem. Der var ikke langt herfra, men den friske luft og den lette summen af de få forbipasserende folk tiltrak ham mere, end det tomme hjem. Derfor havde han taget plads på en lidt nedslidt bænk i sten, med udsigt over en mindre åben plads og nogle af de mindre bygninger, der engang havde været fulde af liv, men nu var mørklagte. Han havde taget den lange, sorte jakke af og lagt den over ryggen på bænken. Den sorte silkeskjorte var kun knappet halvt op og afslørede en god del af brystkassen, da han ikke behøvede at fremstå helt så professionel, når han ikke befandt sig i banken. Det lange sorte hår sad som altid. Lagt helt tilbage, men et par totter gled nu altid ned foran de blå øjne. Med det ene ben lagt hen over det andet, sad Agarés lænet tilbage på bænken, med en arm lagt hen over bænkens ryg og den anden hvilende i skødet, hvor en lille bunke røde druer lå.

Ligesom en drue blev skubbet ind i munden og tygget i stykker, kunne han ikke undgå at lægge mærke til én bestemt fyr. Nok var den unge mand klædt i mørkt, men med den ligblege hud, kunne man vel næsten ikke undgå at lægge mærke til ham. Når man, som Agarés, havde brugt hele sit liv inde bag disse murer, så lagde man vel oftest mærke til dem, der ikke var vant til at færdes i dæmonriget. Og lidt nysgerrig på helt nye ansigter, var man vel altid.
"Faret vild?" Spurgte han roligt, idet den blege fyr kom nærmere, men med blikket rettet mod sine druer i skødet, hvor han sad og skubbede til dem med en finger, som forsøgte han at finde den næste, gode drue at spise.

Han havde gået mere eller mindre i sine egne tanker i et forsøg på at forholde sig roligt her i dæmonernes rige. Der var flere, der havde set på ham, både på godt og ondt, så Corvath satte tempoet en smule op. Egentlig havde han bemærket manden, der sad på den forfaldne stenbænk, men det var vel bare en anden af de beboere, der endnu var i byen? Han kunne dog alligevel ikke lade være med at bide mærke i, hvordan de klare blå øjne var rettet direkte imod ham. Måske passede han faktisk ikke lige så meget ind som han havde håbet, hvilket også var derfor, at han blev en smule overrasket, da manden henvendte sig til ham.

De gule øjne søgte manden, og han stoppede op. Et lille skævt smil fandt vej til læberne. “Det kan man vel godt sige?” svarede han stille med en næsten nervøs latter efterfølgende. Corvath kunne ikke bare smide sandheden på bordet og fortælle, hvorfor han var her, så en eller anden løgn skulle hives op af den imaginære pose. “Måske kan du lede mig i retningen af templet?” spurgte han. Det var vel et oplagt sted at lede efter nogle af de sørgelige rester, der var tilbage af mørket.

Meget omhyggeligt gravede Agarés en drue mere frem fra sit skød, efter at have rodet rundt i den lille bunke. Den blege fyrs svar undrede ham næsten, men det kunne ikke ses. Han havde altså et erinde herinde, men var ikke kendt nok til at finde rundt herinde. Mens druen blev ført ind på tungen og kvast mellem tænderne, lod Agarés blikket glide hele vejen ned over den fremmede. Det kunne næsten se ud som om han forsøgte at finde ud af noget om ham. Måske gjorde han, eller måske han bare ville gribe muligheden for at lave noget andet, end at sidde i stilhed og se på de forbipasserende. Og det var altid en god start, at se om man kunne få folk til at blive bare en lille smule utilpasse ved noget så simpelt som et betragtende blik.

Agarés lagde hovedet let på skrå, som han tænkte. En troende ville vide hvor templet lå. En fremmed, der ikke var kendt nok til at finde rundt, ville vel ikke have en aftale i templet, så offentligt et sted og på højlys dag. Det var selvfølgelig bare en teori. Men Agarés var stædig. Han kunne ikke lide, ikke at vide noget. Selv ikke noget så... ligegyldigt. Det kunne jo være, at det blev mindre ligegyldigt med tiden. At blande sig i andres erinder, var ikke en dårlig måde at skaffe informationer på.
"På vej hen for at erkende alle dine synder, begået i din retskafne ungdom?" Spurgte han med et lille smil bredt på læberne. Hvis man endelig skulle blande sig i andres dag, kunne man vel lige så godt spørge direkte.

Blikket faldt ned på hånden, der var i gang med at finde en drue, og fulgte den op til læberne, og så druen forsvinde. Mundvigen trak sig en smule skævt ved synet, og han kunne heller ikke undgå at se, at den anden lod blikket glide over ham, mens han stod der, fuldkommen malplaceret i mængden.

Ud af alle steder, han kunne have bedt om at blive ledt til, var det Zaladins tempel, ondskaben selv. Han havde intet at lave der og kunne vel bare have spurgt om vej til det nærmeste sted at sove, så det problem var løst inden mørket igen ville falde på? Det var for sent at rette op på nu.

En lav, nærmest underholdt latter undslap ham “Jeg tror desværre allerede, at det løb er kørt,” smålo han efterfølgende. “Jeg tvivler på at selveste Zaladin, har den form for tid til at lytte til en simpel, menig mand,” tilføjede han og lod kort blikket søge mod jorden. Synder havde han rigeligt af…

Så påtrængende et spørgsmål lod ofte til at være en god måde at få folk i snak på og denne gang var da ingen undtagelse. Det fik endda den unge mand til at le og Agarés selv var da også mere underholdt end før. Stilheden, som han brugte meget af sin tid i til daglig, var aldrig uvelkommen, men det betød ikke, at han ikke nød at bryde den. Og det var vel også lidt forfriskende, at det ikke var grundet forretningssnak.

Agarés smilede over den blege fyrs svar, som han tyggede færdig på endnu en drue.
"Min erfaring fortæller mig, at der intet simpelt er ved så..." Han fiskede en af de sidste druer frem fra skødet, mens han endnu engang lige lod blikket glide ned over den fremmede.
"Anderledes en mand," sagde han endelig, da blikket endte mod det blege ansigt igen. Det var vel de færreste med så anderledes et udseende, der havde levet et simpelt liv.

I stedet for selv at spise druen, løftede han hånden og rakte den mod fyren, stadig med et smil på læben. Han havde vel altid været typen, der høfligt tilbød at dele, om det så var druer eller et lækkert glas spiritus.
"Men ellers har jeg da rigeligt tid til at lytte til en simpel, menig mand," sagde han og strøg den anden hånd gennem håret, for lige at få et par løse hårtotter væk fra ansigtet.
"Hvis du da ønsker selskab hen til templet." Det ville give Agarés noget bedre at lave, end at tage hjem til det tomme hus og muligvis stille hans nysgerrighed lidt, hvis han nu skulle ende med at finde ud af hvad den blege fyrs erinde var.

Han mærkede, hvordan pulsen steg, da den anden lod blikket glide ned over ham, som om han vurderede ham, men han sagde ikke selv noget og bevægede sig heller ikke. Mundvigen trak sig dog i et underholdt smil “Jeg kan godt fornemme, at jeg ikke passer helt ind på trods af mit ellers ivrige forsøg,” svarede han. Huden, det lange hvide hår og de gule øjne, skillede sig alligevel så meget ud at det alligevel var tydeligt. Det kunne han vel i og for sig takke sine overordnede for? Det var lige meget. Han var jo her nu og virkede heldig ved at være stødt på denne person frem for en af dem fra mørket.

Blikket faldt på druen, der blev rakt mod ham, og til at starte med tøvede han, før han alligevel rakte ud efter den og tog den i munden. Det var en ganske velsmagende drue og ganske forfriskende. Efter at have spist druen, trak læberne sig i et lille skævt smil “Jeg er sikker på, at jeg vil kede dig ihjel, for så spændende er mine synder slet ikke,” smålo han. Det kom vel an på hvem man spurgte, ikke? Der var sikkert nogen, der ville nyde at lytte til, hvad det unge halvdyr havde gjort mod synder. “Jeg vil dog ikke klage over selskabet på turen. Hvis det altså ikke er til besvær,” sagde han og lod smilet hvile lidt længere på læberne. Så kunne det også være, at folk ikke skævede lige så meget mod ham, hvis han gik med en anden?

Agarés smilede svagt og løftede let brynene. Nej, den fremmede passede måske ikke helt ind, trods hans ellers udmærket forsøg. Men måske det heller ikke var helt retfærdigt, at det netop var en som Agarés, der bedømte. Han havde trods alt et erhverv og en alder der gjorde, at han måske havde lidt lettere ved at genkende gengangerne. Sådan en gammel mand havde efterhånden brugt en god del tid på bare at betragte de mange, mærkværdige væsner, der luskede rundt i mørket.
Druen blev givet og Agarés førte hånden ned i skødet for at grave den sidste frem og spise den. Det svage smil blev en anelse bredere over den andens ord. Var det ikke altid dem der påstod, at deres synder ikke var spændende, hvis synder faktisk var mere interessante end de flestes.

"Slet ikke," sagde han roligt, greb sin jakke fra bænkens ryglæn og rejste sig, hvortil man endelig lagde mærke til den markante højde på den gamle dæmon. Han lagde den lange, sorte jakke hen over underarmen.
"Jeg er sikker på, at dine ikke spændende synder er langt mere spændende, end stilheden på bænken," sagde han i en lettere morende tone. Han rakte hånden frem for at angive vejen og begyndte så selv at tage de første, rolige skridt i den retning.
"Du kan kalde mig hr. Vitalis," præsenterede han sig og rakte så sin vejvisende hånd frem mod den anden i stedet, for at hilse ordentligt på.

Corvath kunne godt mærke, at han langsomt var ved at grave sin egen grav. Ærligt talt var hans synder slet ikke så spændende, medmindre hungeren efter en eller anden form for selskab var en synd? Alt for ikke at være ensom. Da den anden mand rejste sig, tårnede han over halvdyrets skikkelse, hvilket fik nakken til at bukke sig lidt bagover, og blikket rettede sig op imod ham. Hvis det ikke var intimiderende før, så var det det i hvert fald nu.

Læberne trak sig i et lille, skævt smil i takt med at blikket sænkede sig “Der er mine synder nok væsentligt mere underholdende,” smålo han og lod blikket hæve sig igen for at begynde at følge efter den høje mand, der begyndte at vise vej. Opmærksomt tog han note af mandens navn, lod læberne trække sig en smule bredere og rakte selv hånden mod den anden og trykkede den som en hilsen. “Corvath,” præsenterede han sig selv og tog hånden til sig efter at have hilst.

“Jeg går ud fra, at du er en af de faste beboere i Aztaroth?” spurgte han og lod et lille smil hvile på læberne, mens han fulgte den fremmede mand.

Agarés greb om den andens hånd i deres hilsen og trykkede til i et fast håndtryk, inden han slap igen og stak hånden i bukselommen. Han kunne selvfølgelig ikke undgå faktisk at være lidt nysgerrig på hvilke synder den blege Corvath egentlig bar rundt på. Det var vel altid en af de bedre emner, i stedet for endeløst småsnak, som de fleste nok ville finde ligegyldigt.

"Født og opvokset," svarede han med et smil, udmærket også klar over at han dermed afslørede, at han havde været i dæmonriget før portene blev åbnet igen, da han ellers ikke ville kunne være voksen endnu. Men han gik ikke ud fra, at den information kunne bruges til meget alligevel.
"Hvad med dig, Corvath? Jeg går ikke ud fra, at du er fast beboer? Medmindre din store drøm var at finde en hyggelig lille familiebolig i dæmonriget og lige er flyttet til," sagde han med en let latter, da det vel umuligt kunne være tilfældet.