Hvorfor Zalan havde hun ikke bare kunne.. følge ordre. 
Det havde sparet hende for så mange af de efterfølgende problemer, hvis hun bare havde kunnet følge ordrer. Makke ret, være tålmodig, stole på processen, når de havde bedt hende om at tage hjem i første omgang - inden hun havde åbnet op for hele det her spetakel. Men selvfølgelig ikke. 
Og her stod hun så,  brev i hånden og sit sværd konfiskeret.  Ventede, imens de - hun viste ikke engang hvilken deling,  hvilke officerer eller hvem -  besluttede hvad der skulle ske med hende. 
Suspenderet. Tanken stak bittert I hende,  og hun stirrede tomt frem for sig, imens sekunderne gik. Suspenderet. Uden den betryggende vægt over skulderen, og i civilt,  simpelt tøj,  følte Lynette sig overraskende.. blottet, og det gav en ufrivillig sitren I nakken på hende.  
Du vil blive evalueret, og yderligere undersøgelser af psyke og sind, vil understøtte den beslutning vi ender med at tage. Herunder skal din potentielle affinitet for magi også vurderes. Det vigtigste er om vi kan- "træne det, eller om der er passivt.." og hænderne knyttedes. 

Hun havde valgt hæren fordi at hun ikke havde haft nogle andre,  naturlige affiniteter eller evner. Brugt år på at træne til det her, og nu,  ville det være chances held der afgjorde, hvorvidt det kom i vejen for hendes arbejde.  

"Kunne du ikke prøve at snakke med hende?"
"Jeg kender hende ikke engang."
"Men du kender magi, og du kender... mennesker."
Det var med de ord i hovedet at Mirabelle havde bevæget sig ned mod labyrinthaven, hvor deres møde var blevet opsat op mellem dem. Hun vidste hvordan Lynette de Richelieu så ud, og havde også haft omgang med noget af familien i løbet af årerne, for hvor der kom en adelig, kom der typisk flere, for ikke at nævne de tidlige år hvor det var blevet lagt ind på rygraden hvem alle de adelige familier var.
Derfor var det også nemt nok at se den enlige skikkelse der stod ved labyrinthaven, som Mirabelle kom tættere på. Selv herfra kunne man nærmest se nervøsiteten, og det kunne ikke helt stoppe Mirabelle fra et lille stik i hjertet. Hun ville nok have haft det på samme måde hvis det var hende selv.

Et venligt smil var på Mirabelles læber, som hun trådte over til hende. "Lynette de Richelieu?" spurgte Mirabelle som hun kom over til hende, for at bekræfte at hun havde fat i den rigtige, selvom hun ikke var i tvivl. Mirabelle kendte trods alt godt sine kvinder, og Lynette var en smuk en af slagsen, også selvom det næppe var derfor Mirabelle var her.
"Mirabelle de Pompadour," tilbød hun så også selv, og rakte sin hånd ud i en venlig hilsen. Hendes egne gyldne øjne, virkede næsten blot til at skinne kraftigere herude i solskinnet.

Tanken om at vende tilbage til det adelige rænkespil, kunne være mere intimiderende, end at sejle ind i en storm med knækkede sejl og bukket ror. Jovist,  meget af det sad nok stadigvæk på rygraden. Hun ville ikke være helt tabt, og fosfæste kunne velsagtens findes. Men det var stadigvæk ikke en tillokkende tanke, sådan at træde vande. Og især ikke på ubestemt tid. 
Og ukendt grund.  

Det nyttede ikke noget at overtænke det. 

Lynettes blik fulgte et blad som løsrev sig i vinden imens hun tænkte. Måske de første tidlige tegn på at de varme dage atter gik på held, og efteråret stod for døren. 
Fulgte dets bløde buer, og landede til sidst på den skikkelse, som dukkede op i sekunderne efter.  
Med hår som det hvideste sne, og smukke,  gyldne øjne - Lynette rankede sig - nok uden at tænke over det,  da hun hørte sit fulde navn fra den anden kvinde, og nikkede. 
"Mirabelle de Pompadour.." hun gentog det, genkendelse over det højadelige navn glimtende I de lilla og blå øjne - jah hun vidste godt hvem hun var. ".. I egen høje person. Jeg må indrømme at jeg en dag havde håbet at møde dem, men troede ikke det ville være idag" tilføjede hun, og smilte lidt forsigtigt. 
Hun havde set den elegante kvinde før, jah det var svært ikke at lægge mærke til hende, og soldaten ignorede følelsen af enten spænding eller nervøsitet, som fik pulsen til at stige forædderisk. Svær at overse. Især når hun stod her i solen, som næsten virkede til at få hende til at gløde i sine lyse farver.  

Det var et fast håndtryk hun greb fat i, og Lynette kunne ikke heeelt lade være med at lade blikket hvile lidt længere over hende, inden at hun endelig slog det ned imod jorden igen. 

Mirabelle var vant til blikkene hun fik. Både mænd og kvinder. I hendes egne øjne havde det mindre at gøre med om hun var smuk eller ej, da det i sidste ende handlede om at selv for et menneske, så bar hun en prægende skikkelse. Hun var ikke blind for det. På visse punkter løb Lysets Slægts blod måske lidt tættere på overfladen hos hende end de fleste i hendes familie.
"I lige måde," sagde Mirabelle med et varmt smil på det ellers normalvis så seriøse ansigt. Det fik hende til at fremstå lidt blidere, til trods for de hårde kanter hun virkede til ellers at være lavet ud af.

Som deres hænder mødtes tog hun også Lynettes udseende rigtig ind, men også den aura som lå omkring hende. Hun kunne mærke magien i luften og se den hvirvle omkring, men den virkede ikke... så aktiv lige nu.
"Det ville have været rart at have mødtes under andre kår, men det er ikke altid noget man vælger," sagde Mirabelle og lænede sig så lidt ind konspiratorisk med et glimt i øjet. "Men bare mellem dig og mig, så ville en adelig funktion ikke ligefrem have været en opgradering." Hun håbede den lille mængde humor i det mindste ville få Lynette til at løsne lidt op.
Alt det her var næppe for at straffe Lynette, i hvert fald ikke i Mirabelles optik, det var for at beskytte alle involveret, og hun havde ingen intention om at drage forhastede konklusioner.

Enhver tvivl som hun måske kunne have haft,  om hvorvidt det var Mirabelle som hun skulle mødes med eller ej,  forduftede ved hendes ord. Andre kår. Andre valg. 
Som en sten der blev tabt ned i vandet, følte Lynette en vag ængstelse sprede sig. Som ringe der blot blev større og bredere - men hun skubbede det hurtigt væk. Skubbede det under det sorte vanddække, ned i den lille boks bagerst i hovedet, som ikke blev åbnet i selskab med andre.  Så alt der kom frem,  var et lille ryk i halsen da hun sank sit spyt. Neutralitet, som man havde lært det. 
Men varme smil kunne være afvæbnende. Humor ligeså, og intet omkring hende,  befordrede paraderne op.

Lynette lyttede, måske endda efter noget som ikke kom - men hun kunne ikke lade være med at forvente det værste. Hvis ikke forvente, så I hvert fald mentalt forberede sig på det værste. 
Derfor var det måske også et ligedele overrasket, men også oprigtigt, tørt lille hah som undslap hende, da den anden (uventet) prikkede nedad imod deres titler.  "Jeg har ikke været ved hof eller etikette I flere år.." indrømmede hun, og tak forsigtigt hånden til sig igen.
"Men måske.. der kommer lidt mere tid til det,  nu.." og hendes blik blev kort lidt fraværende,  når hun tænkte.  

Implicit sagt; hun vidste godt at hun stod her med mirabelle af en grund. Men hvilken retning de grunde kunne tage..  "Så.. Er jeg i store problemer?" 
I et lille blink blev Lynette trukket tilbage til de gyldne øjne,  og hun forsøgte sig med et spørgende smil, omend det var en tand mere anstrengt end den anden soldats. 

Det stak lidt i Mirabelle da hun godt kunne se hvordan Lynette næsten trak sig ind i sig selv. Så smuk en kvinde, og god en soldat hvis hun skulle stole på hvad hun havde hørt, fortjente ikke at stå her og føle sig usikker i sin fremtid. Ikke at Mirabelle havde det hele at sige omkring det, men hun ville gerne hjælpe hvor hun kunne, når hun havde tiden.

"Det vil jeg ikke sige," sagde Mirabelle, men smilet blev dog lidt mere afdæmpet, for hun var godt klar over at hun også blev nødt til at være ærlig omkring det. "Men jeg er her for at hjælpe med at bedømme om du overhoved kan komme tilbage, selvom jeg blot er en stemme." Selvfølgelig havde hun en del magt i det, fordi hendes stemme, til trods for hendes unge alder, kom med en del vægt. Hvis hun var villig til at anbefale Lynette skulle komme tilbage, var det jo fordi hun selv ville turde at placere hende imellem sine egne mænd. 
Hendes blik fangede Lynettes, som intensiteten blev lidt skarpere "Jeg ønsker at du skal komme tilbage, Lynette, det vil jeg gerne gøre klart. Så hvad end jeg kan hjælpe med, det gør jeg med glæde, for at vi kan få det til at ske." 

Hun håbede blot at Lynette forstod hvor meget hun mente det. Hendes holdning kunne ændre sig, men alt hun så lige nu var en ung kvinde der bare brændende ønskede at komme tilbage til noget hun tydeligvis holdt af.

Ærlighed betød meget. Selvom Lynette altid gik ud fra at andre talte sandt, måtte man næppe være helt naiv. Nogle var fantastiske til at lyve.. adelige foretrak måske at kalde det alternative sandheder, og så var der resten. Dem der gjorde det, fordi de ikke havde noget valg. Og dem der prøvede at skjule en mørkere sandhed. 
Men når Mirabelle talte, følte Lynette en ulmende intensitet bagved ordene, og hun følte sig ikke i tvivl. En glød, som næsten understregede ordenes sandfærdighed; hun var her for at hjælpe hende. 

Det var ikke ovre. Et overrasket, men kort efter også lettet træk ændrede hendes anspændte mine, og Lynette sukkede umærkeligt. Lettet, på den måde, hvor det pludselig føltes som om hendes lungekapacitet kom tilbage, og hun kunne trække vejret. "Også jeg!" udbrød hun, og hævede lidt overrasket øjenbrynene over tonelejet, egentlig ikke klar på den begejstring der sivede med ud i ordene. Lynette rømmede sig, og tilføjede. "Jeg mener, jeg vil også gøre hvad det kræver, for at komme tilbage" dog med et skjult smil i stemmen.
Mirabelle var allerede en kvinde med bedrifter bagved sig, Som var hun skabt til større ting - og at have hendes støtte i ryggen, gav en velkommen ro, i hvad der havde været nogle hektiske dage.
Den høje soldat pressede læberne lidt tænksomt sammen til en smal streg, og de blålilla øjne gled ned på hendes hænder. "Har du fået en rapport om hvad der skete?" men fandt tilbage til den hvidhårede kvinde, noget mere afklaret i de tvefarvede iriser. 

Det var svært ikke at blive smittet af Lynettes begejstring, og det gjorde Mirabelle blot mere sikker i sin sag. Det gav ikke mening at Lynette skulle holdes væk sin plads i Lyset permanent, bare fordi der havde været et lille uheld... eller måske et stort uheld. De kunne forhåbentlig arbejde mod at få det løst.
Mirabelles øjne funklede lidt, en anelse i morskab, som hun gav et nik fra sig, og et lille "Godt" til at Lynette ville arbejde på det.

"Jeg har hørt noget," indrømmede Mirabelle. "Men jeg kunne godt tænke mig at høre i dine ord hvad der skete?" Hun havde trods alt kun hørt fra Lynettes overordnede, og selvom Mirabelle troede på deres ord, så var det også noget lidt andet at høre det direkte fra personens egen mund.
"Du kan eventuelt fortælle mig, mens vi går en tur," sagde hun og nikkede mod labyrint haven, med et opfordrende smil.
Hun var selv en der godt kunne lide at gå samtidig med at hun snakkede, måske fordi det nogle gange var nemmere ikke at se den anden person ind i øjnene. Labyrinten føltes dog også mere privat, som man blev omsluttet, så det føltes som om at ingen hørte en.

Det gav nok også mening for dem, at høre det fra hestens egen mund. Det var nok den samme slags nysgerrighed, som Lynette følte overfor at høre hvad der stod i rapporten. Fordi det hele var gået så stærkt. Dagene efter, nok først da hun var på vej til Dianthos, begyndte hendes hoved at virke. Det var som om at det hele var sket i en tåge, som først nu lettede, når hun forlod havets vuggende grund og styrede imod hovedstaden. 
Og nu stod de her. 

Eller rettere, gik. 

Lynettes skridt fulgte med Mirabelle. Hun nikkede, glad for de levende, men dog døve murer, der udgjorde den grønne have. Et eller andet i de tvefarvede øjne blev fjernt, når hun tænkte tilbage på den aften, hvor det for alvor eskalerede. "Jeg så nogle minder" hun havde aldrig været god med lange søforklaringer, og havde haft rigeligt med tid, til at forstå mere af det. Når hun tænkte på kaptajnen på skibet, trængte påtrængende, tanker om mørkt og stormfuldt vand sig på. Havfolk der hvæsede, tordenvejr og lysglimt fra lyn, som i et kort øjeblik gjorde alt knivskarpt. 
Hun havde været lidt i tvivl i starten. Men ikke længere - de virkede til at have sat sig fast i hende. At han ikke længere havde de minder, havde hun dog ikke fået fortalt. "Men det startede.." og hun tøvede et øjeblik, men forsatte. "Da vi blev.. uenige om, hvorvidt jeg skulle til en helbrederske i første omgang. Kaptajn Brist mente at jeg havde pådraget mig en forbandelse på en af vores ture.." og hun skuttede et blik sidelæns. "Men jeg mente ikke at det var dét"
Ikke en grund til at modsige sig ordre. Men hun havde aldrig været i bedre form, og.. Lynette kiggede frem for sig igen. I retro perspektiv, kunne han have fundet hvilken som helst grund, og det havde været vigtigt at undersøge. Fordi tænk hvis det var sket under værre omstændigheder? Hun burde vide bedre. 

"Nogle gange.. vokser det sorte omkring mine øjne. Jeg troede bare, at det var.. noget som skete, indtil det her med hans minder dukkede op. Det startede for.. nu, seks måneder siden" og havde ikke sagt noget, fordi det havde virket harmløst.