Det var eftermiddag. Solen stod oppe på himlen og kun få skyer kunne ses. Market var fyldt med mange mennesker og andre væsner, de handlede og byttede og meget mere. Rin var i dag kommet til marked for at sælge sine skind fra de dyr hun havde skudt og spist. hun havde brug for pengene, hendes nederdel var gået i stykker og hun var ikke just mester i at sy. men der fandtes da skræddere.

Rin var en ung halvdyrs kvinde, hun var ikke gift. hun var ikke sammen med nogle. hun levede livet og nød det. hun skulle ikke tilbage til et liv som hun havde haft som ung. faktisk ville hun ikke tage tilbage før hendes far var gået bort. og han var en stærk ulv.

Rin gik mod en bod der solgte skind og skindtæpper. hun gik direkte mod det og begyndte at snakke med handleren.
"jeg har disse skind, kan vi handle os frem til en god pris?" 
handleren så på Rin og derefter på skindene. de var pæne, rene og i god stand.
han forslog en pris og da Rin havde brug for krystallerne måtte hun takke ja og gik så videre til skrædderne. hun fandt en der ikke havde noget at lave og fik en hurtig behandling for sin nederdel og måtte godt låne et par bukser. imens. hun gik ud på marked og så på alle folk. hun observerede hvordan folk opførte sig imens hun sad på en bænk.
hendes øjne var røde som en rubin, hendes pels hvid og grå så det skindede. Rins hale viftede lidt i vinden imens hun så på nogle par der gik hånd i hånd. hun så hvordan de smilede og grinte hun havde aldrig selv haft det sådan. men hun kunne smile og grine hos sin gamle kammerat og rednings mand. hun havde dog ikke set ham i noget tid.

Rin sad stille og nynnede imens hun ventede. hendes stemme var lav men når hun endelig sang havde hun en flot klar stemme. hun sang for det meste kun når hun var alene eller sammen med nogle hun kendte. Rin tog sit hår over på den højre skuldre og begyndte at flette det imens hun så rundt.

Brostensgaderne i Dianthos var efterhånden begyndt at føles mindre fremmede.
Der var gået nogle uger siden Prudence var ankommet til byen. Nok tid til, at hun ikke længere fór vild ved hvert andet gadehjørne, men ikke nok til, at hun følte sig hjemme. Hun boede hos sin grandfætter Corinth og brugte det meste af sin tid i hans selskab. Men når han var optaget af sine egne ærinder, udforskede Prudence byen, observerede dens mennesker og forsøgte at forstå de mærkelige strømninger, der løb gennem den.

Markedet summede af liv omkring hende. Duften af krydrede kager blandede sig med lugten af heste, blomster og nybagt brød. Da hun først var ankommet til Dianthos, havde byen virket som et eneste stort virvar af stank. Røg, møg, affald og tusind mennesker presset sammen mellem de samme mure. Hun havde savnet den kølige luft fra dalene omkring hjemmet. Men med tiden havde hendes sanser lært at skelne mellem lugtene. Hvor hun før kun havde bemærket stanken, fangede hun nu duften af bagværk, blomster og eksotiske krydderier. Købmænd råbte tilbud ud til forbipasserende, mens farverige stoffer blafrede mellem boderne. Et par børn løb grinende efter en kat, der snoede sig mellem folks ben ved springvandet.

Et lille smil strejfede Prudences læber ved synet.

Hun lod blikket glide videre gennem menneskemængden, indtil en lav nynnen fangede hendes opmærksomhed.
Lyden var diskret, næsten druknet af markedspladsens larm, men stemmen var overraskende klar. Prudence standsede op et øjeblik og fik øje på en ung kvinde, der sad alene og flettede sit hår over den ene skulder. Først tænkte hun ikke nærmere over det. Men da hun kom tættere på, sænkede hendes skridt sig en smule.
Ører. Ikke menneskeører. Pels, og et ansigt der mindede mere om en ulvs end en kvindes. 
Hun blinkede og blev stående et øjeblik længere, end hvad der sikkert var høfligt. Blikket gled hastigt væk igen, som om hun håbede, at kvinden ikke havde bemærket det. Hun havde hørt historier om folk som hende, naturligvis. Men historier og virkelighed var sjældent det samme. Og ingen af historierne havde nævnt, hvor mærkeligt det føltes at stå ansigt til ansigt med noget, man hidtil kun havde kendt fra bøger.

En varm forlegenhed krøb op ad nakken på hende.
"De synger pænere end de fleste barder, jeg har hørt her i byen," sagde hun lidt for hurtigt og sendte kvinden et forsigtigt smil, idet hun nærmede sig. "Det lød i hvert fald sådan."

Rin rolig imens hun sad og flettede håret. hun havde sine ører over alt i byens områderne der endte ved hende. hendes øre drejede fra den ene side til den anden imens hun lyttede hvad der skete omkring hende. hun havde jo trodsalt en ulvs hørelse så selv små ting fangede hende.
Rins hår blev flettet stille så hun havde noget at bruge sine hænder på imens nu hvor hun ikke var ude og træne bueskydning. hun drejede det ene øre direkte mod skridt der nærmede sig. hun kunne høre skridtene blev langsommere. hun stoppede dog ikke med nynne af den grund. hun nynnede en vuggevise hendes mor havde sunget for hende og hendes søskende.

Rin var et normalt halvdyr så at blive betragtet som noget fra en historie var da underligt. Rin vendte blikket mod kvinden da hun talte og smilede til Rin. utroligt en opdagede Rins stemme. hun var ikke van til at folk hørte hende når hun var i Dianthos.

"tak. det var pænt sagt, det gør mig glad" Rin tog en pote væk fra håret og ned i en lille pung hun også havde sine krystaller i der var inde i hendes mave bælte, og tog en snor op. hun bandt den om håret så det sad fint og flettet. det kunne være pænere men Rin gjorde det mest for det praktiske skyld ikke udsends mæssige. "De er velkommen til at sidde ned" sagde Rin med sin fine stemme og nikkede mod sin side hvor der var ledigt på bænken

Rin vendte hovedet mod kvinden. en kvinde med fint tøj, smukt hår og meget tynd? måske spiste hun ikke nok. hun så ud til at være i en mere fin familie end den Rin var fra. ja det var hun helt sikkert. hun så ud som om hun havde grå brune øjne, Rins var selv helt rubin røde noget hun tit blev set forkert på pga. kvinden her så ud til at være på alder med Rin, men med alt den magi i verden kunne det jo snyde

Prudence overvejede et øjeblik, om hun burde gå videre. Hun havde trods alt forstyrret en komplet fremmed. Men ulvekvindens tone var venlig, og tilbuddet kom som sendt fra guderne.
Luftfugtigheden hang tungt over byen i dag, og solen havde længe været begyndt at tappe hendes energi. Selv hvis hun fortsatte sin vandring gennem markedet, ville hun sandsynligvis ende på den næste ledige bænk alligevel.

Hun sendte den anden et høfligt nik og satte sig ved siden af hende.
"Hvad var det for en melodi?" spurgte hun mildt, mens hun fjernede en fugtig hårlok fra panden og førte den om bag øret. "Jeg har aldrig hørt den før."

Hendes blik gled kort mod kvinden. Til kløerne. Den stride pels, der alligevel synes blød. De spidse ører, der virkede til at reagere på lyde, Prudence slet ikke selv kunne høre. Hun tvang sig selv til at se væk igen. Det var uhøfligt at stirre. Alligevel var det svært ikke at være nysgerrig. Hun havde tilbragt det meste af sit liv i beskyttelse bag borgens mure. Omgivet af bøger, historier og mennesker, der lignede hende selv. Nu sad hun pludselig ved siden af én af de skabninger, hun tidligere kun havde læst om.

En del af hende havde lyst til at stille hundrede spørgsmål. Den del fik hun bestemt ikke lov til at lytte til.

Rin nåede lige at børste bænken af før kvinden satte sig. så hun ikke satte sig på småsten eller andet. Rin viftede lidt med halen og svang den op på sit skød, den var tyk pelset og blød og smuk hvid. Rin så mod kvinden da hun spurgte om melodien. hun havde lyst til at synge sangen lige nu men hun holdte igen. *ikke nu Rin der er for mange omkring dig* hun lyttede til kvindens spørgsmål og så op mod den smukke blå himmel.

"en vuggevise min Moder sang for os hvalpe da jeg var ung" ja det lød lidt underligt at sige hvalpe. men hun var jo teknisk set en hvalp som ung da hun var ulv. Rin var glad for den melodi da den mindede hende om når hun blev puttet i seng og ikke fik pisk. ja hun fik pisk som ung af sin far.

hun så på kvindens smukke lokker og ønskede i et øjeblik at ha sådan en smuk farve hår. solen var klar på himlen og kun få skyer kunne man se fra denne bænk. de var ikke just store men hellere ikke helt usynlige små. de kunne gi en god lille skygge en gang i mellem. hun elskede solen men nogle dage var det for meget især med alt den pels.
et eller andet i Rin sagde at kvinden gerne ville spøger Rin om noget men som om hun holdte tilbage, men hvorfor vidste hun ikke. måske fordi de kun lige havde mødtes? men kvinden kiggede jo hele tiden på Rin så hun måtte jo ha nogle spørgsmål. noget nysgerigt som trykkede på?

De lyse øjenbryn skød en anelse til vejrs ved betegnelsen hvalpe. Selvfølgelig. Hvad skulle hun ellers have været? Tanken forekom så indlysende, at Prudence næsten følte sig dum. Alligevel havde hun aldrig hørt nogen omtale deres barndom på den måde før. Hun pressede læberne frem og nikkede. 
En vuggevise. Ingen havde sunget vuggeviser for hende i Lochtrees mørke haller. Ikke som hun huskede det i hvert fald. Historier, undervisning og regler havde der været rigeligt af. Sange mindre. Så det forekom hende mærkværdigt, at andre mødre gjorde sådan for deres børn. Eller i dette tilfælde... hvalpe. Måske var det kulturelt. Endnu et lille indblik i den halvdyrsverden, hun først nu var begyndt at forstå.

"Det er en dejlig melodi." medgav hun. Solens stråler prikkede hendes hovedbund. En ubehagelig snurren der pressede i hendes tindinger. Hun glippede hurtigt med øjnene for at fokusere igen. "Den lød meget anderledes end de sange, jeg kender." 
Hun tøvede et øjeblik. "Jeg ville gerne høre mere af den, hvis De har lyst."

Rin var van til at kalde sine søskende og hende selv for hvalpe da de var unge. hun fik en helt glæde da kvinden sagde det var en dejlig melodi og hun gerne ville høre mere. Rin smilte varmt inden i for hun turde ikke vise glæde uden på da det jo kunne risikere at hun blev set forkert på måske.

Rin skulle til at synge lidt da skrædderen over for dem kom ud og sagde at Rins nederdel var færdig. hun nikkede og så på kvinden her ved hendes side. "jeg kan synge den om lidt. jeg skal lige ind til skrædderen og hente min nederdel"
hun rejste sig og hele hendes 210 cm blev mere synligt nu. hun gik ind til skrædderen. fik byttet bukserne til sin nederdel og betalte. hun kom ud igen med denne store flotte nederdel på og så på kvinden der forhåbenligt stadig sad der. hun gik over til bænken.

Rin så på hende for at sikre sig hun var klar til at Rin sang. hun trak vejret dybt og begyndte på sangen hun havde en klar og fin stemme. der startede lavt og gik op i lyd når hun følte sig klar til at skrue op for volumen. hun levede sig ind i minder når hun sang. hendes sjæl blev rolig når hun sang. hun lukkede af for de andre omkring hende ud over kvinden ved hendes side. Rin opdagede ikke folk så på hende og  nogle stoppede op og lyttede.

da sangen var slut sukkede Rin for at falde tilbage til nutiden i stedet for fortiden. hun så pludselig rundt og så folk der stod og klappede. og snakkede sammen. Rin vendte hurtigt opmærksomheden til kvinden og håbede hun kunne lig den.

Forventningsfuld betragtede Prudence den hvide ulvekvinde. Luften hun sugede ind mellem de spidse tænder, men så, blev de afbrudt af en stemme der gav et lille ufrivilligt sæt i Prudence. Hjertet slog et par hurtige slag – som en kolibris baskende vingesus. 
"Selvfølgelig," svarede hun med et høfligt smil efter hun fik samlet sig. Skygge lagde sig behageligt henover hendes ansigt, og i et øjeblik troede hun at det var skyerne der dalede forbi solen. Det var det ikke. Ulvekvinden var høj – ikke bare høj – men højere end de fleste mænd hun havde iagttaget i Dianthos. Imponeret, og en anelse ærefrygtig skimtede hun op på hende. Hun forblev dog tavs og fulgte hende med blikket, som hun travede afsted til skrædderens bod.

En mild brise aede hendes ansigt, og hun lukkede øjnene for at nyde den. Lydene omkring hende blev skarpere, og hun rynkede brynene. Tvungent holdt hun dem lukket, trak nærmest ikke vejret i sit fokus på at forholde sig i ro. Mørket pressede sig tættere omkring hende. Et øjeblik syntes hun, at nogen stod lige bag hendes skulder. At nogen hviskede hendes navn. Men da hun åbnede øjnene med et gisp, var der kun markedets larm.
Pulsen hamrede hende i halsen og munden føltes ufattelig tør. Da hun kom til sans og samling, fik hun øje på den hvide pels, og kvinden i sin fulde højde vendte retur i sin flagrende nederdel. "Den klæder Dem," sagde hun lavt, stadig en smule forvirret, men hun forsøgte sig med et imødekommende smil da hun satte sig ved hendes side.

Prudence forventede ikke en koncert. Hun lyttede omhyggeligt, skønt hendes ulvelignende fremtoning fik Prudence til at forvente en mørkere stemme var den lys, og melodien fyldt med håb. Prudence trak vejret dybt ind gennem næsen, langsomt ud igen. Hvad hun ikke havde forventet, var menneskemængden de tiltrak. Et publikum af imponerede tilskuere der med deres milde og interesserede smil lyttede med. 

Hun blinkede. 
Sommerfugle. De sad i en vild stime på menneskenes ansigter. Vingerne dækkede deres øjne og munde som masker af fløjl og støv. De røde og blå cirkler på vingerne stirrede tilbage på hende. Hundrede øjne. Tusind. Store, mørke pupiller omgivet af gyldne ringe. De blinkede ikke. De så bare på hende. Hun stirrede tilbage. Hænderne lå stive i skødet. Selv vejrtrækningen føltes fremmed. Deres vinger foldede sig langsomt ud og ind. Ud og ind. Som åndedrag. Som om væggene havde fundet hende igen–
Klapsalverne fik hende til at glippe med øjnene, og så var de væk. Ingen sommerfugle. Sangen var stoppet. Forsinket begyndte hun selv at klappe og hev sit fokus tilbage på ulvekvinden.

"Det lød virkelig smukt." hun sank en klump, et lille fremtvungent smil mens hjertet hamrede i hendes ører. "Er De sikker på at de ikke er en Bard?" spurgte hun med et lille, anstrengt smil og pillede diskret ved sine neglebånd.

Rin havde en fantastisk hørelse, og da hun havde hentet sin nederdel og kom tilbage til kvinden kunne hendes ulve øer fornemme en hurtig puls hos kvinden. som om hun var bange? Rin lød sangen flyde og håbede det berolige kvinden lidt.
Rin stoppede da der ikke var mere i sengen og da kvinden så talte kunne Rin hører tydeligt kvindens hjerte hamre afsted. Rin svarede først på kvindens spørgsmål. "ja jeg er sikker... jeg tager små jobs når jeg for brug for det... men at synge er ikke noget jeg må for mine forældre, især ikke min Fader" han havde altid ment det var spild af hendes tid. noget han ikke vidste var hun altid sang når hun så var alene da hun var lille.

Rin vendte blikket mod kvinden og Rins ører lagde sig lidt ned da Rin sagde. "er der noget De frygter lige nu. Deres puls hamre afsted" hun så med bekymrede øjne på kvinden også selv om Rin nok ikke vidste det i ansigtet kunne hendes følelser afspejles af øjnene.

Rin vidste ikke om denne kvinde kæmpede med noget. Rin selv kæmpede med fortidens smerter men kæmpede for at se.... ja normal ud! hun havde små jobs til reparationer af sine våben eller tøj. mad kunne hun nemt få i naturen. hun tog roligt sin pote op fra sit skød og lagde den på kvinden hånd, vis hun fik lov, for at få hende til ikke at pille i neglebåndet og gøre skade på sine finde hænder.