Klapsalverne overdøvede de sidste strofer, mens tæppet gled ned med en sagte, næsten højtidelig hvislen. Succesen sitrede stadig i luften - som resterne af en trylleformel, der endnu ikke helt havde sluppet scenen. Coraline smilede, stolt og forpustet, mens hun lod blikket glide over sine meddansere.

Det var deres sidste optræden med Sylfiden.

Den tragiske fortælling om den unge mand, der lod sig forføre af noget, han aldrig kunne få. En luftånd - let som morgendis, flygtig som en drøm. Han forlod sin forlovede, sin jordiske fremtid, for at jage noget uhåndgribeligt… og i sin længsel knuste han det. Sylfiden døde i hans hænder, og han stod tilbage med intet.
Hver gang havde det sidste øjeblik sat sig i hendes krop - det øjeblik, hvor vingerne blev tunge, hvor bevægelserne mistede deres vægtløshed, og hun sank. Ikke dramatisk. Bare… stille. Som noget, der forsvinder.

Coraline havde fået æren af at være netop dét - det uopnåelige.
Med de fine, næsten gennemsigtige vinger fæstnet ved skuldrene og blomsterkransen, hvor vilde markblomster snoede sig i hendes mørke, opsatte hår. Kjolen - cremefarvet og lag på lag af let stof - svævede omkring hende, hver bevægelse skabt til at ligne noget, der aldrig helt rørte jorden.

Hun kunne stadig mærke det i kroppen. Den lethed. Den måde hun havde holdt sig selv oppe på, som om hun ikke helt tilhørte verden.

Varmen perlede i hendes pande, og hendes bryst hævede og sænkede sig hurtigere, end hun brød sig om - men da tæppet blev trukket op igen, brød jubelen løs på ny. Højere. Vildere.
Danserne nejede, én gang til.

Blomster regnede ned over scenen.
Coralines blik gled ud over publikum - en mørk, bølgende masse af ansigter og silhuetter, der smeltede sammen i lyset. Hun søgte ikke nogen bestemt… måske nogen velkendt. Et anker. Men opgav hurtigt.

Et lille grin slap hende, et overrasket hvin fulgte, da hendes partner - hendes tragiske kærlighed i stykket - løftede hende op og snurrede hende rundt, som havde hun stadig været vægtløs. Som havde hun stadig været hans sylfide.
De trådte frem og bukkede igen.

Så faldt tæppet endeligt.

—

Harpen og violinen tog over, blødere nu, som en hvisken i stedet for et råb.

Teatersalen var forvandlet. Hvor scenen før havde båret tragedien, bar rummet nu fejringen. Temaet hang stadig ved - blomster i overflod, slyngende dekorationer, som om naturen selv havde sneget sig indenfor. Overflødighedshorn bugnede af små desserter, sukkerblanke frugter og mørk chokolade. Champagnen boblede lystigt i glassene, og søde vine blev skænket uden tøven.

Det var ikke for alle.
Det var for dem, der havde råd til at elske kunsten.

Coraline stod blandt dem med et krystalglas i hånden. Ikke længere som sylfiden - ikke helt. Nu var hun den unge adelige kvinde igen. Hendes blå kjole lagde sig i en blød A-linje omkring hende og ramte anklerne med en ro, der stod i skarp kontrast til scenens vægtløshed.
Men håret var stadig opsat. Og blomsterkransen sad endnu i hendes mørke hår. 

Måske var det uroen i situationen der havde fået Mirabelle til at søge til teateret, eller også var det fordi at hendes kusine havde tilbudt hende det, da hun havde mere pulsen på hvad der skete på teateret end Mirabelle nogensinde ville, men hun var i hvert fald troppet op på teateret for at se Sylfiden sammen med hendes kusine og dennes mand.
For en stund var hun blot hevet ind i fortællingen om Sylfiden, og en tryggen i brystet, som hun fandt sig selv finde mere i balletten end hun havde forventet, et sørgmodigt blik i hendes øjne, som tæppet gik ned, men ingen til reelt at stille spørgsmålstegn til det, som hendes ledsagere var for optaget af scenen.
Mirabelle havde faktisk været på vej ud efter de havde klappet danserne af, da hendes kusine Daphne greb hendes arm insisterende, og forklarede hvordan de havde fået muligheden for at møde danserne, så de måtte blive for en stund mere, og selvom Mirabelle tøvede, kunne hun ikke lade vær med at tænke tilbage på stykket, inden hun trak på smilebåndet og lod sig rive med af sin mere begejstret kusine.

Det var sådan Mirabelle fandt sig selv på scenen ikke lang tid efter. Selv i denne scene følte hun sig alligevel at hun stod ud, og det var svært for hende at skjule den klare militære form, som hun stod rank som et brat, og hendes tøj bar stadig præg af hendes erhverv. Selvom jakken var blevet lagt i 'garderoben', så bar hun stadig sine lange støvler udenpå bukserne, og en vest uden på en skjorte, selvom hun for en gangs skyld. Det var dog stadig hendes normale hvide trøje, udover skjorten og støvlerne i dagens tilfælde var mørkeblå, på grænsen til at være sorte.
Det var tøj der stadig føltes passende, men med alle de fine kjoler, så måtte hun nok erkende at hun ikke ligefrem lignede en kunstelsker som alle de andre.

Der var heller ikke gået lang tid før at hun havde mistet sin kusine, og hun stod alene, med et glas i egen hånd, som hendes blik gled rundt på de der var her, søgende efter hvor det føltes passende at bryde ind, for lidt snak inden hun nok også skulle snakke sig, og hendes gyldne blik landede tilfældigt på en blomsterkrans.
Hun huskede stadig blomsterkransen fra den sidste scene, og hendes blik gled ned og kiggede på ansigtet der bar den, og et lille smil trak sig i mundvigen på Mirabelle, som hun beslutsom, men dog afslappet gik over mod kvinden der havde hovedrollen, for det mindste hun kunne gøre var at give sine komplimenter for det, ikke sandt?

Coralines blik gled distræt over forsamlingen, uden rigtigt at fæstne sig - indtil det gjorde. Hun så hende ikke med det samme som hende. Først som en afvigelse. En skikkelse, der ikke helt passede ind blandt silkekjoler og smil, der var trænet til at være pæne. Holdningen var anderledes. Mere rank. Ikke opstillet - men vant til at blive adlydt. Så fandt hendes blik ansigtet.

Mirabelle. 

Navnet kom til hende et øjeblik senere, som noget hun havde hørt i forbifarten. Hun vidste ikke meget - kun brudstykker.
Major i brigaden. Og allerede dét var nok til at vække noget i hende. Coraline rettede sig, næsten umærkeligt, som om noget i hende spejlede det, hun så. Hun var ikke fremmed for skønhed. Ikke i kvinder. Og Mirabelle var bare interessant på en måde, der trak blikket tilbage, selv når man forsøgte at lade være.

Hun burde kigge væk. Det gjorde hun ikke.
I stedet lod hun blikket dvæle en anelse for længe, som om hun forsøgte at forstå, hvad det var, der skilte Mirabelle ud. Det måtte være holdningen. Eller uniformen. Eller den måde hun stod rank på, som om hun ikke behøvede nogens godkendelse.
Det måtte være dét. Og et utroligt kønt ansigt.

Coraline tog et nyt glas fra en forbipasserende bakke - mest for at have noget at gøre med hænderne - og løftede det til læberne, uden rigtigt at smage. Hun kunne stadig mærke resterne af scenen i kroppen. Letheden.
Og alligevel føltes hun pludselig… tungere. Forankret.

Hun så på Mirabelle igen.

Bare et liiille kig, men de fik øjenkontakt. Så hun på hende? Det slog hårdere, end hun var forberedt på. Hjertet bankede en hurtig akkord, og fingrene strammede sig yderligere om glasset. Det gik op for Coraline, at majoren ikke blot så på hende, men hun opsøgte hende også. Mirabelle bevægede sig gennem mængden uden hast, uden tøven. Folk flyttede sig. Ikke dramatisk, men de gjorde alligevel plads. 

Coraline nåede ikke at vende sig væk. Blikket faldt hurtigt denne gang. Hun måtte samle sig selv op igen, finde formen. Hun tog en for stor slurk champagne, lod glasset blive hængende et øjeblik for længe ved læberne.

Ret op.

Smil. 

"Godaften." 

Balletdanseren var så anderledes end alt hvad Mirabelle var. Der var noget ynde hos dem begge, men hvor Mirabelles virkede kantede og hårdere, som et behov i militæret, så balletdanseren blødere og rundere. Det var dragende, og havde Mirabelle været væsentlig yngre, var hun godt klar over at det var den slags hun ikke ville have kunne holde sig fra.
Men nu var det mere en professionel nysgerrighed, og derfor var det også et venligt smil balletdanseren blev mødt med.

"Godaften," sagde hun tilbage, hendes stemme blød, og hendes blik skarpt som hendes blik ikke vigede fra kvinden foran sig. "De spillede Sylfiden, ikke sandt?" spurgte hun, mere af høflighed, end reelt fordi hun var i tvivl. Det mørke hår mod blomsterkransen var slående, og gjorde det nemt at genkende hende trods alt. "Det var en pragtfuld optræden, og især den sidste scene var virkelig fantastisk gjort. For en stund glemte jeg næsten at jeg kun så et stykke."
Hun havde ikke helt glemt sig selv, men den tyngde der alligevel havde været omkring hendes hjerte, havde ikke været at tage fejl af. Det ville kun dygtige dansere kunne frembringe.

Det gik op for Coraline, at hun stirrede. Men hun nåede ikke at stoppe det med det samme.
Lyset fangede i Mirabelles øjne - gyldent, levende - som noget, der ikke helt hørte til i rummet. Hun dvælede. Blikket ville ikke rigtig slippe. 

"...Jo." Et lille nik fulgte, en anelse forsinket, før hun blinkede og trak sig selv tilbage i kroppen igen. Blikket gled ned mod hendes glas - ikke helt af generthed, ikke helt med vilje - og derfra, diskret, tilbage op. Som om hun lige skulle forstå, hvad det var, hun så på.

Komplimenten ramte. Hun mærkede det med det samme. Et lille sug, varmt, næsten for direkte - og et oprigtigt smil brød frem, blødere end det, hun havde båret resten af aftenen.
"Hvor er jeg glad..." Hånden fandt hendes bryst, let, som om hun måtte holde fast i følelsen et øjeblik. Hun trak en lille indånding gennem læberne. "Så kan jeg gå lykkelig hjem i aften," fortsatte hun, stemmen stadig rolig, men en tone for varm til at være helt neutral, "når jeg har kunnet få Dem til at glemme Dem selv et øjeblik." Et let neje. Perfekt udført.
Næsten.

Hun rettede sig op igen, men blikket fandt Mirabelle en anelse for hurtigt tilbage. Det var svært at lade være. "Det er min egen favorit," tilføjede hun, og et lille grin slap hende, blødere denne gang. Fingrene fandt blomsterkransen, rettede på en blomst, der ikke havde brug for det.
"Der er noget ved at spille noget, der ikke helt kan blive..." Ordene døde ikke, men de blev dér i et øjeblik for længe mellem dem, som om hun selv først dér hørte, hvad hun havde sagt. Hun blinkede, samlede sig.

"Har De set mange balletter?"

Det generede ikke Mirabelle at der blev strirrede på hende, på visse punkter var hun vant til det, så selvom hun lagde mærke til det, var det ikke som at hun ligeså meget bed mærke i det.
Hendes eget blik blev ligeledes på den yndige balletdanser, mere af interesse for faget, selvom hun ikke ligefrem selv var blind.

Det gik dog ikke hendes øje forbi som balletdanseren trak lidt luft ind, som om at hun næsten ville holde komplimenten hos sig. Kunstnere virkede til altid at føle langt mere end en simpel soldat som hende, og Mirabelle kunne uden tvivl se det smykke i det, og hun kunne ikke helt stoppe som hendes smil trak sig lidt længere op. Det var charmerende.
"Og det bør De med alt ro kunne gøre. For det var i sandhed smukt." tilføjede Mirabelle.

Mirabelle lagde hovedet bare en anelse på skrå, så lidt at det næsten kunne misses, hvis det ikke var fordi at de to af dem kiggede så intenst på hinanden til at starte med. Men hun brød ikke stilheden som Coraline lod hænge mellem dem, ikke før hun selv gjorde det.
Et lille ryst på hovedet for at få hende selv tilbage i øjeblikket.
"Det kan jeg ikke ligefrem sige at jeg gør. Jeg fanger engang imellem en enkelt forestilling, men mit arbejde holder mig desværre for optaget det meste af tiden," indrømmede Mirabelle, og det slog hende også endelig at hun ikke havde præsenteret sig endnu. "Jeg glemmer vidst også mig selv her," sagde hun. "Mit navn er Mirabelle de Pompadour," sagde hun og gav et let buk. Formelt, men uden at gøre det for formelt.

Komplimenten faldt selvfølgelig ikke for døve ører. Slet ikke når det kom fra sådanne pæne læber. Coraline kunne mærke sig selv blive varm og da hun ikke kunne finde på andet at sige, endte hun med at undslippe en genert latter. 

Mirabelle kunne sikkert have haft utallige undskyldninger til hvorfor hun ikke kunne blive stående og tale med Coraline, men hun kom aldrig med nogle. De fleste plejede blot at svinge en kompliment i forbifarten og derefter stikke af før det blev akavet. Men Mirabelle blev. Præsentationen var høflig, dog unødvendig. Coraline vidste allerede til dels hvem den kvindelige soldat var, og et øjeblik blev hun i tvivl om, om hun skulle lade som om hun ikke gjorde. 

"Coraline de Montclair," hun nejede. En yndig høflighedsdans mellem de to. Og så besluttede hun sig for at være ærlig. "Og jeg ved hvem De er, prinsesse Pompadour." hun sendte hende et indsmigrende smil der afslørede et par smilehuller. "De er i Dragens Brigade, ikke sandt?" Coraline førte glasset op til læberne og tog et overvejet sip af den søde vin - hendes hår var sat op, så det kunne hun ikke pille ved som hun normalt ville når hun blev nervøs. 

Mirabelle var ligeså ferm til høflighedssnakken, hvor man hurtigt gik videre, som hun var at blive for at lytte til folk. De seneste par år havde hun dog været væsentlig mere drevet af sin egen lyst. Dem hun selv ville snakke med når hun kunne slippe afsted med det, selvom hendes titel, både i militæret og i adelen, gjorde hun ikke altid kunne tillade sig det.
Heldigvis kunne hun det i situationer som disse.

Selvom hun da også havde formodet at hendes navn var kendt, og måske hun også havde været det af udseende, så måtte hun alligevel hæve lidt et øjenbryn, som Coraline spurgte ind til hendes arbejde.
"Det er jeg," sagde hun, og man kunne godt ane det næsten lidt imponerende udtryk i hendes øje. "Jeg havde ikke forventet at rygterne om mig, var nået hele vejen ned til Medanien." Et lille glimt i øjet var også at spore hos Mirabelle som hun sagde det. Hun var godt klar over at hun var et samtale emne, men nogle gange overraskede det hende alligevel at mens hun havde travlt med militæret, så forsatte rygterne bare derud af.
"Er jeg helt forkert på den, hvis jeg siger De må være datter af Grev Henri?" Det tog lidt at grave op informationen i hendes eget sind. Hun havde aldrig stiftet meget bekendtskab med familien, selvom hun i den grad kendte den. Medanien var pænt blevet sprunget over, da hun i sine yngre år tog ud for at se andet end Nordlandet.

Hun sendte Mirabelle et blik, der spejlede det muntre glimt i hendes. Alle vidste noget om alle i de adelige kredse; de Pompadour-navnet var bestemt ingen undtagelse. Og så slog forbindelsen ned i hende.

Pompadour.

Hr. Pompadour.

Coraline blinkede. Åh. Det måtte næsten være—Nej. Ham gad hun ikke skænke en tanke lige nu! Det var langt mere overraskende, at Mirabelle tilsyneladende kendte hende. Eller i det mindste vidste, hvor hun skulle placeres på adelens vidt forgrenede stamtræ.

"Jamen, det er jeg." Overraskelsen fik et lille grin til at smutte med ordene. Hun lod hovedet hælde en anelse på skrå og betragtede Mirabelle med fornyet nysgerrighed. "Har De mødt min far?" Hun tog endnu en tår af den søde champagne. Denne gang en større én.

Coraline mærkede trætheden fra forestillingen som en behagelig tyngde i benene nu. Fødderne værkede efter aftenens dans, tæerne ømme efter tåspidsskoene, og champagnen havde allerede lagt en lun varme under huden. Hun skiftede diskret vægten fra den ene fod til den anden. "De må for øvrigt tilgive mig, hvis jeg er frygteligt nysgerrig," fortsatte hun og lod en finger følge glassets slanke stilk. "Jeg har hørt lidt om Dragens Brigade. Mest i forbifarten."  Hendes blik fandt Mirabelle igen. "Men jeg har aldrig haft lejlighed til at tale med nogen, der faktisk er en del af den."

Hun kastede et blik mod de nærmeste selskaber. Latter, klingende glas og samtaler flød sammen med violinens toner, og flere mennesker var allerede begyndt at trække tættere omkring dem. Coraline vendte blikket tilbage mod Mirabelle.
"Vil De..." Hun tøvede ganske kort. Pludselig lød forslaget langt mere betydningsfuldt inde i hendes hoved, end det burde. "...sidde ned med mig?" Hun nikkede mod nogle ledige stole lidt væk fra den værste menneskemængde.
"Mine fødder er ved at straffe mig for aftenens kunstneriske udfoldelser," tilføjede hun med et lille, selvbevidst grin. "Og jeg vil meget gerne høre mere om..." dig "...det."