Solen hang lavt over Rubiniens tage, da Talice bevægede sig igennem Balzera. Akkurat dér, hvor lyset blev mildt nok til at farve sandet kobberrødt, i stedet for brændende orange. Aftenens kølige vind gled gennem bazaarens stræder og bar med sig duftene af krydderier, varme sten og sød te fra boderne. Talice lod sig føre af lyden af stemmer og klokker, af fnisen og forhandlinger - hun havde haft en lang dag. Et par lange dage. Og det var ikke fordi hun lavede meget, men nogle gange kunne det blive lidt.. kedeligt. Så et par dage hjemme, var hvad hun havde bedt om. 
Vejen hjem plejede ikke at tage lang tid, men den ængstelige energi som hvilede over hende, havde brug for et eller andet sted, at komme ud. Så det blev en rask gåtur. Jah, hun havde vel næsten gået i nogle lange minutter, inden at det gik op for hende, at hun havde bevæget sig imod udkanten af byen, imod slavehandlen.

Hun standsede. Lidt overvejende, der var ikke alt for meget aktivitet, den her eftermiddag, og noget glimtende - noget som ikke var jernlænker eller magiburer - havde fanget det gyldne blik. Var det... dyr, hun spottede derinde? Øjnene voksede sig store, og Talice kastede et kort blik omkring - ingen lige umiddelbart at se.. og trak lidt opgivende på skuldrene, da hun ikke kunne dy sig. Hvorfor glimtede de?
Det var nok her det gik op for halvelvere, at hun virkelig ikke havde set mange magiske dyr. Et forbavset lille eiip forlod hende, da hun så de fabellignende væsner. Skæl og fjer, og fantastiske farver spraglede nogle af de fugle hun spottede inde i det første bur. Et kattelignende væsen i det andet - den hvæsede af hende - og til venstre, et dyr hun ikke helt vidste hvad hun skulle beskrive som.

Men det var ikke dem, der stoppede Talice.

Det var den lille fyr i hjørnet. I et smalt bur, næsten skjult i skyggen af et telt, sad et væsen, hun aldrig havde set før. En rakkalaph (hun anede ikke hvad den hed), i rødbrune nuancer stirrede tilbage på hende, med anspændte, gule øjne. Dens hale lå beskyttende foldet foran dens næse, imens den gjorde sig så lille som mulig, i det fjerneste hjørne af buret. 

Talice’s hjerte slog et hak. "Søde lille…" mumlede hun, og hendes vinger spændtes let mod ryggen, som om kroppen reagerede før tanken. Uanset hvad hun egentlig var kommet herned for, var det glemt nu. Den der… den kunne hun ikke gå forbi, og gik med nogle tøvende skridt nærmere. 

De stille aftener bragte altid en hvis velbehag med sig. Her, kunne Ares tage tingene i eget tempo, uden at blive dasket i nakken (hvis de da kunne nå så højt), og uden at blive generet af den gamle tyran. Han skulle bare forholde sig til opgaverne, og de vante rutiner, inden han kunne tage hjem.

Han var netop kommet tilbage med to spande vand, der skvulpede mod hans ben, og i det han skubbede klædet til side ved indgangen, frøs han et kort sekund. Farverige vinger - Hans hjerte sprang; for det skulle lige passe, at et af de magiske dyr var undsluppet, og at han skulle bruge resten af aftenen på at indfange det... men nej. Til Ares' overraskelse, og nok også lettelse, så han at det bare var en kvinde. 

Nu skulle han pludselig forholde sig til... dette.
Herligt.

"Ja, prøv du bare at stikke hånden ind - så behøver jeg kun at feje fire fingre op bagefter." Ares’ stemme var tør som støvet i Balzeras gader. De gyldenbrune øjne fik et mørkere skær, som om ringen om irisen trak sig sammen. Han satte spandene hårdt fra sig, mere ud af ligegyldighed end vrede, og gik hen imod hende med tunge skridt.
"Du må ikke være herinde," sagde han automatisk. Det lød ikke strengt - bare konstaterende. Rutine. Bæsterne i denne sektion var ikke til pynt; de var de dyr, han endnu ikke havde tæmmet, eller dem der var for stædige til nogensinde at blive det.

Han tørrede sveden af panden med underarmen og skubbede håret bagover. Øjnene gled over den bevingede kvinde ganske diskret i det han betragtede hende. Det var ikke hver dag han så nogen på højde med ham selv. Hmm. 
"Lad dig ikke narre af den," sagde han og knipsede i retning af Rakkalaphen. Ved lyden krøb den bagerst i buret og skjulte sig endnu mere bag sin hale. "Den ser lille ud, men den springer længere, end du tror. Det er altid dem, man ikke forventer, der når halsen først." Han korslagde armene og ventede på hendes reaktion. Der var ikke et hint af smil at spore i vilddyrtæmmerens arrede ansigt. 

Det kunne måske være gået ganske galt, hvis ikke han var trådt ind da han gjorde. 
Talices blik var nemlig fikseret på dyret. Det bragte en eller anden klump frem i maven på hende, når hun så - næsten følte - hvor bange den var. Som om, at bare det at hun var her, gjorde den stresset. Det var sjældent hun så dyr sådan. Egentlig, langt de fleste af de dyr hun så på paladset, virkede til at have det fantastisk. 

Lidt forsigtigt, skulle hun ganske rigtigt til at lægge en hånd på buret. Men stivnede i et ryk, da en konstatering så tør som støvvind, mindede hende om hvor hun havde fundet dyret. For helvede, hun var jo næsten lige kommet. Og så var der allerede selskab?

Talices læber gled op et lidt undskyldende smil. Hun følte det samme som han så fint formulerede, nej, hun måtte nok ikke være her, og snurrede 180 grader rundt på hælen med hænderne hævet, så han kunne se hun heller ikke havde taget noget. Bare lige for en sikkerheds skyld. Bevægelsen fik fjerene fra hendes vinger til kort at strejfe de mørke metalbarrer. Ikke noget hun ænsede, men  rakkalaphen lagde mærke til det. 
Talice havde for travlt med lige at vurdere hvem han var, et overrasket glimt i de gyldne øjne, da hun som det første registrerede, at hun ikke skulle kigge nedad.. for at tiltale ham. "Ah, hej. Den er meget... flot" skyndte hun sig at sige, og skævede til det han havde båret med sig. Vand. Var han en form for tilseer? Passer? Ikke til at vide. Men de fleste mænd plejede at være glade for komplimenter, hvis det nu viste sig at den var hans. 
Rakkalaphen, der uden hun havde lagt mærke til det, forberedt sig på at stjæle en fjer eller to. Men knipset kommanderede  den tilbage i buret, rejste børster og det hele; Talice trak med et lille uh sin vinge til sig, strakte den væk fra buret, 
Hendes blik hang dog i nogle sekunder ved dens krybende skikkelse. Stakkel. Men vendte så opmærksomheden tilbage til... dens ejer? Den virkede som om at den.. kendte ham. 

"Jah? Det lyder jo næsten som om, at du taler af er..." og for sent registrerede hun det enorme ar over hans ansigt, som måske kunne have fået hende til at sige noget andet. Hvordan fanden havde hun ikke kunne se det før nu? Så meget andet var sprunget i øjnene. Halvelveren tøvede lidt, men besluttede at hun allerede var lidt for godt igang med at grave sit eget hul. Så hvorfor stoppe nu. "Erfaring" 
Øjnene studerede ham lidt da hun sagde det. Imellem kløfterne af ar, var der malet utallige fregner, indrammet af pjusket sort hår. Sat til sammenligning med hendes farverige påklædning, var der noget langt mere introvert og simpelt over hans valg af tøj. Men så meget ældre virkede han ikke, på trods af den strikse, stivnede maske han bar med. 

Den er meget flot? … Den dér?

Ares undlod klogeligt at kommentere på det. Lod istedet pausen hænge, længe nok til at hun måske troede, han mente hvert et ord."…men," begyndte han i stedet - for han var ikke færdig med at tale, "…det tænker jeg den ville… hvis den altså havde tænder." Nu kom smilet. Et rigtigt ét. Skævt, varmt, næsten charmerende mod hans vilje. Et lille prust undslap ham, og han rystede på hovedet - rystede smilet af sig, før det fik lov til at blive siddende. "Alt den kan, er at gumle dig ihjel. Det tager en evighed. Meget upraktisk måde at dø på." Med flad hånd gav han Rakkalaphens bur et par klap, som om han ville demonstrere dens totale ubrugelighed. Indenfor krøb dyret bag sin hale, øjnene store, tungen kort fremme som en nervøs orm.

Han tørrede sin hånd af i tunikaen og lod blikket glide hen over hende én gang til: denne gang mindre vagtsomt og mere… nysgerrigt.

Det var svært ikke at se hende.
Farverne, højden, vingerne der glimtede i det svage lys fra de hængende olielamper. Hun virkede malplaceret i den støvede halvskygge mellem burene; som om nogen havde plantet et stykke af himlen midt i et sted, der lugtede af jern, halm og dyr.
Om jeg taler af erfaring? Et mørkt bryn løftede sig, og noget sigende glimtede i udtrykket.
“Jeg tror ikke, jeg fik dit navn,” sagde han i stedet. Arrene på hans ansigt strammede svagt, da han talte; ikke af ubehag, bare fordi huden altid gjorde det. Hans mor insisterede på honningsalve. Det gjorde ingen forskel, andet end at han bare lugtede en smule sødt under det hele… under lugten af dyr, støv og dagens slid.

Ares trådte et par skridt baglæns og skabte en smule afstand. Bare for en sikkerheds skyld. Han mindes ikke at have set hende før - han ville have lagt mærke til de vinger, den højde, den måde hendes øjne reflekterede lyset på som guldstøv.

Men. Talice blik glimtede i pausen, der der blev lagt op til noget. Hun vidste ikke hvad, men i sekunderne efter - og et pænt, skævt, smil senere - fornemmede hun hvordan det var afrundingen på joke. Et kønt smil, der kortvarigt fik hende til lidt ufokuseret at stirre, inden hun rigtigt registrerede hvad han egentlig havde sagt, nogle sekunder for meget i sent. 
Tænder... og i et ryk gled det overrasket ned imod dyret, hvis tænder var blevet fjernet. Et syn der sendte et tungt stik igennem hjertet. Hænderne knyttedes. Selvom hun følte en insisterende stemme i hende, knibe øjnene skeptisk sammen - forurettet over den behandling... så vidste en langt mere rationel del af hende, at den selvfølgelig ikke kunne bide fra sig. 
Det her var trods alt slavehandlen; alle deres varer, mistede sine kløer og tænder henad vejen. 

Talice rystede den mørke, trælse følelse af sig, og faldt tilbage til de gyldne øjne, hvis vagtsomhed var falmet en anelse mere væk. Gyldenbrune, en dybere nuance... men med et ligeså nysgerrigt blik, det spejlede hendes, inden at det gled hen i en lidt sigende, skeptisk mine. 
Den voksede der hvor hun lidt akavet var snublet i sit forsøg på at være nonchelant. 
Men han bed ikke for meget mærke i det, og Talice greb lettet invitationen, et prøvende smil i mundvigen da hun svarede. "Talice..." 
En vag påmindelse om at hun ikke burde være her, bankede hende i baghovedet. Navne burde man holde tæt. Meeen halvelveren var også ganske bevidst om, at hun nok var den sidste til at kunne gemme sig i mængden, skulle han vælge at pege hende ud. 
Og han havde ikke smidt hende ud endnu. 
"Og du, må være.." tanken gjorde hende lidt mere modig, da hun vævede lidt sigende med hånden. Prøvede at fiske frem hvem han var. 

Han standsede kort. Hvorfor så hun pludselig så... fortørnet ud? Det lignede næsten at en skygge lagde sig over de skarpe træk. Det fik hende til at ligne nogen der kunne bide fra sig, i forhold til tidligere, hvor hun var mere... forfjamsket. De brune øjne skævede til hendes hænder. Knyttet enten i afmagt eller harme. 

Hmm. Han løftede et bryn og vurderede hende i stilhed. Var det på grund af joken? Den var ellers ikke dårlig... Og så slog det ham. Den mest sandsynlige forklaring på hvorfor hun var blevet lokket herind; Hvis hun elskede dyr - men ikke anede hvad en Rakkalaph var... ah. 

Hans kæbe bevægede sig, som havde han overvejet at afbryde deres hilsen, for at råde bod på misforståelsen. Godt nok brød han sig ikke om de bæster, og normalt ville han være ligeglad med folks meninger. Men besynderligt nok, brød han sig ikke om at hun skulle se ham som en mishandler. 

Ares nikkede til hendes navn, lagde armene over kors. 
"Ares," han rystede let på hovedet. Blikket gled kort tilbage mod buret, før han så på hende igen. "Og... bare så du ved det. Rakkalapher er født uden tænder." forklarede han. Hans blik gled hen over hendes ansigt for at være sikker på at det gjorde hende gladere eller, hvad han nu håbede på. Lettelse måske. "De bruger tungen til at pulverisere deres mad." 

Det var let at tænke dårligdomme om andre. I hvert fald let for hende, når hun var et sted som her. Selvom Talice nok ikke ville vægte meget tungere end andre, hvis man faktisk satte hende på sandhedsvægten.. så var det alligevel lidt af et knæfald, at tjene sine penge herude. Handel med mennesker, var ikke noget hun ville tænke for meget over. Det nagede på en del af hendes samvittighed, som hun ellers var godt trænet til at ignorerer - det var bare sådan landet lå. 
Men der var nogle, som næsten virkede til at dyrke deres arbejde lidt for meget. 

En tankestrøm der dog kort efter måtte komme til skamme, da hun... ganske rigtigt, ikke vidste en dyt om dyret, hun troede blev mishandlet. 

Ares. Talice forsøgte at placere det i en familie - studerede hans skarpe træk - som om at det ville afsløre mere. Men spærrede overrasket blikket op, brød sit fokus, da han joh måske havde fanget hende i sine tidligere overvejelser. 
"Ah..." noget varmt brændte sig henover de mørke kinder, forlegenhed, og Talice pressede læberne sammen til en smal, men dog.. mindre anstrengt smil. Jah selv skyggen af en undskyldning i kanten af sine ord, og hun kløede sig henover nakken, da hun tilføjede ".. Det... det vidste jeg faktisk ikke.." og han havde ikke slået hende som en humoristisk type. Men så lærte man vel også to nye ting i dag, fordi tænk at være født uden tænder. Virkelig et fjollet design, når hun tænkte over det. 

I en verden af magi, var det nok blot én ud af mange, fjollede vidundere, og Talices hoved vippede lidt mere nysgerrigt på skrå, da han måske ikke var.. en så træls type, som det måske kort havde virket som. "Er det så nu du fortæller mig, at jeg ikke burde være her?" og ørkenelverens ene bryn gled lidt spørgende op, selvom det joh egentlig... var noget hun godt vidste. "Eller, kan jeg måske overtale dig til at fortælle mig mere, mærkelige ting, om de her dyr, i stedet?" og noget håbefuldt sneg sig ind i stemmen. Det, sammen med en lidt kæk charme, var nok det tætteste Talice kunne komme på en undskyldning for den lidt hårde start. Hun vidste joh tydeligvis ikke nok om dem. Og at han ikke hev tænderne ud på stakkels dyr, gjorde hende nysgerrig, på at lære ham at kende. Og de dyrene, selvfølgelig. 

Det vidste jeg faktisk ikke...

Ares kunne ikke bebrejde hende dét. Ved første øjekast, ville enhver, der ikke kendte til Rakkalapher, uden tvivl hoppe til konklusionen; at dyret fik hevet tænderne ud af usle årsager. Han havde trods alt tænkt det samme, første gang han blev præsenteret for bæstet. 

Hvad skulle man da ellers tro, her i slavehandlen af alle steder. Det var ikke uhørt, at blive behandlet dårligt her. Men skønt Ares ikke brød sig om dyr og bæster og des lige, sørgede han for at behandle dem med respekt - så godt som, og for det meste, endte de altid lydige og underdanige. Der var aldrig en grund til at mishandle dem. 

Men hendes uvidenhed slog hende ikke ud. I stedet begyndte hans tvungne selskab blot at afføde flere spørgsmål. Han lod stilheden hænge et øjeblik, mens han studerede hende - som om han forsøgte at beslutte sig for, om hun var en større trussel mod dyrene eller mod hans tålmodighed.

Ares hævede brynet en anelse.
"Du burde nok ikke være her," sagde Ares uden egentlig skarphed. Blikket gled mod døren, før det vendte tilbage til hende. "Men nu hvor du er…" Han trak let på skuldrene. De var alene alligevel, og så længe hun ikke gik i vejen, gjorde det ham ikke det store "…så kan jeg vel lige så godt sørge for, at du ikke går herfra og tror jeg flår tænderne ud på dem." Han sendte hende et skævt smil, noget drilsk glimtede de brune iriser til trods for at det stadig sad en smule tilbageholdt i ham. Men skuldrene faldt en anelse mere afslappet. 

Han nikkede let mod buret.
"Hvad vil du vide først?" Han så på hende, armene foldede sig løst foran brystet. 

Det var (i hvert fald for hende) en stilhed der varede næsten en evighed, førhen han endelig svarede. Et løftet øjenbryn, der var et eller andet i hans stemme, og halvelveren krydsede mentalt fingrene. Nu hvor hun alligevel var her... 
De gyldne øjne blev knebet tilfreds sammen, ved det smil der blomstrede frem på Talices læber. Et skarpt, men skælmskt smil, der dog var ganske oprigtigt. Åh, hvor skulle man starte? 

Hun drejede sig omkring, for at se resten af den spraglede samling, som han gik og passede. Eller solgte. Eller et eller andet - det var ikke vigtigt. 

Lyset strakte dovne stråler ind igennem teltdugen, og gav alt et varmt skær. Støv fra sand, krukker med foder, metal og træburer. Farver havde altid draget hende... og hurtigt fandt blikket et orange og hvidplettet bæst, der i smidige bevægelser lagde sig til rette i dets bur. Halvelverens øjne blev store. 

"Hvad... hvad er det?" og hun pegede med en måbende mine på slangedyret. Egentlig havde hun tænkt at vente lidt med at gå derhen. Lige give ham mulighed for at præsentere det, men glemte lidt sin tidligere idé, og trådte nogle nysgerrige skridt tættere på Cypnajien. 
Fuldstændig fascineret af dens kølige elegance. Den virkede på en eller anden måde stor, og alligevel sagde noget i hende, at den stadigvæk havde mange år at vokse i. 

Udstrålingen ved Talice var noget… andet end det Ares havde vænnet sig til i slavehandlen.
Ikke bare måden hun så ud på - men måden hendes blik bevægede sig på. Fra dyr til dyr, uden den sædvanlige vurdering. Ingen beregning. Ingen pris i øjnene. Han blev hængende ved det et øjeblik længere, end han var klar over. Ares blinkede et par gange, som om han skulle ryste noget af sig. Den der forkerte varme, der kort havde sat sig i brystet. Det lignede noget, han ikke havde set i lang tid. Noget han selv havde forlagt et sted.

Hun pegede, og han fulgte blikket.
"Ah, det—" Men ordene døde ud, da hun allerede var på vej tættere på buret. Ares' greb var fast, da han fik fat i hendes håndled - standsede hende, før hun nåede for tæt på - men slap hende igen næsten med det samme, som havde han brændt sig.
"...Cypnaji," sagde han lavt. "Den bryder sig ikke om hurtige bevægelser." Stemmen dæmpede sig en anelse, som var den ikke kun tiltænkt hende.

De gyldne skæl løftede sig i en svag, sitrende bevægelse langs dens hals, som et pust af advarsel, og de små, mørke øjne hvilede urokkeligt på dem.
Ares trådte en halv meter frem. Ikke nok til at stille sig imellem, men tæt nok på til, at bæstets spænding ændrede karakter. Ikke væk. Bare… rettet. Han mærkede det altid. Blikket. Vægten af det når han arbejdede. Cypnajien blev aldrig tam. Det var ikke rigtig i dens natur medmindre man havde dem fra opdræt.
Men den kendte ham og accepterede ham. Sådan da.
"Dens æg er meget værdifulde," sagde han, stadig med blikket vekslende mellem hende og dyret. "Skallen er det pureste guld."

Det var et overraskende ryk som holdt hende tilbage, og Talice blik gled et hak tilbage. Hmm? Og ligeså hurtigt som han havde stoppet hende, ligeså hurtigt slap han igen - allerede igang med at præsentere smukke væsen. En dump varme hang ved håndledet, og uden helt at tænke over det, greb hun med et skævt smil på det sted han havde holdt om. 

Imens han talte, gled det gyldne blik tilbage på det slangelignende væsen, og hun nikkede, lyttende. Nød den dybe bas, og hvordan han fodrede hende mere information end hun nok selv kunne støve op på egen hånd. Hvis hun overhovedet havde kunne beholde sin hånd - den var nok røget i forbifarten. 
Noget i hende registrerede hvordan han trådte tættere på, og lidt mere overvejende, fandt hun tilbage til de mørke øjne. "Dens æg?" gentog hun lidt tvivlende, men modsagde sig det ikke. Hvad vidste hun om Cypnajis. 
Vingerne rykkede lidt tættere sammen, og hun trådte mere forsigtigt, og langsomt hen til den, et spørgende smil i mundvigen da hun tilføjede. "Og hvad med dig, Ares.. har du en ynglings, imellem dine mange venner?" 

Hun var ikke bange for den. Måske var det også en falsk illusion, at man var i sikkerhed bagved burets metal. Men måden han virkede til at følge med, som en forsigtig, rolig skygge bagved hende... det skabte også en form for ro. Overraskende nok, og hun studsede kort ved den tillid hun lagde til hans evner. 
Men så igen, det var en spændende kontrol han havde. Og endda uden at gøre noget, foruden at være der. 
Talice skuttede lidt til siden, så han kunne komme med op til hende, uden at møve sig forbi de sammenfoldede vinger. 

"Mhm," brummede han lavt. Blikket gled over Cypnajien, fulgte de levende mønstre i dens skæl, orange, sort, hvidt, som maling kastet mod en blank overflade. Noget ved dem fik altid øjnene til at hænge et øjeblik for længe.

Et tørt rasl lød i nærheden af ham, og Ares registrerede det før han så det; lyden af hendes vinger, der trak sig tættere sammen. Et blødt, fjerlet skift i luften. Hans blik gled kort mod hende. Studerende. Så tilbage til dyret. "De kan lægge omkring 30-65 æg om året…" Ordene gled ud, men døde lidt undervejs, da han igen så hende bevæge sig frem. Langsommere denne gang. Bedre.

Han fulgte automatisk med. Et skridt der ikke var tæt nok til at røre - men tæt nok til at gribe ind igen, hvis det blev nødvendigt. En vågende skygge i baggrunden. 
Cypnajien reagerede en anelse, skarpe klør kradsede mod burets metal og lavede en skurrende lyd. Men ellers lå den stille, og vurderede blot Talice. Ares' blik skiftede mellem dem.

Spørgsmålet burde ikke komme bag på ham. Han gik trods alt mellem bæsterne fra morgen til aften. Der var alligevel ingen, der nogensinde spurgte til hans mening - og han havde heller ikke én at give, ikke når det gjaldt dyrene.

Venner blev han aldrig med dem.

Han trak vejret lidt tungere gennem næsen. Som om det irriterede ham, at han overhovedet skulle forholde sig til det. Eller fordi han nok ikke kunne give hende det svar hun håbede på.
"Næh…" Det kom hurtigt. Fladt. Næsten afvisende. Blikket gled kort over burene omkring dem. 
"Dyr er ikke lige mig." Et skuldertræk, han vidste godt hvor absurd det måske lød. "Men det er bedre end slaverne." Han bøjede sig ned og greb spanden, som om samtalen allerede var afsluttet, og gik hen til buret ved siden af.

Krystalkatten løftede hovedet, da han nærmede sig. Rolig. Vant til ham. Han skiftede vandet med en indøvet bevægelse; metal mod metal, et dæmpet klik, uden at åbne buret helt.
Men blikket… Det gled én gang tilbage mod hende. Ganske kort, sikrede sig, at hun stadig stod, hvor han havde efterladt hende, eller noget i den stil.