Tusmørket nåede landsbyen hurtigere og hurtigere i disse dage. Athir havde ellers været tidligt ude for at nyde nogle af strålerne mens han travede gennem den beskedne landsbys gader for at købe til dagen og vejen i en travl kro, der kun ville blive travlere i høstsæsonen.

Lyset fra gadelygterne blev tændt lidt efter lidt. Vinden susede gennem tinderne mod nord, så det hylede svagt selv hernede. Nu stod han ganske vidst også i lidt afsides baggyde, hvor støjen fra hovedgaden var lige så fjern som de mere lovlydige blikke. Han gav hånd til sælgeren af en kasse flaske der, efter etiketterne at dømme, indeholdt billig vin fra Medanien. Etikkerne måtte han få Marie til at "rette" senere.

Hans næste stop var frugtmarkedet. Frugter var ikke lette at få fat i på denne tid af året, så man måtte importere. Det gjorde det utroligt nemt at bestille varer hjem fra fjern og fjernere, og klaske en granatæblemærkat på kassen med ekplosive røgkugler fra Azurien.

Athir købte naturligvis aldrig den slags. Eksplosive røgbomber altså. Men han købte naturligvis granatæbler, og skulle der være noget til overs, plejede de lovlydige borgere i smuglerhavnen gerne at ville gøre ham fri for dem mod en symbolsk fortjeneste.

Det kom altid bag på ham, hvor hurtigt mørket faldt i Tusmørkely. Selv nu, i de sene eftermiddagstimer, havde skyggerne allerede lagt sig som en fin støvsky over mursten og gesimser. Gadelygterne blinkede sig i gang én efter én, og farverne fortonede sig, som om hele byen trak vejret lidt tungere. Det var netop derfor, han sjældent opholdt sig længe i denne del af dalen. Kitt foretrak solen - de lange lyse nætter, hvor alkoholen summede lystigt i blodet. 

Men han havde besøgt sin gamle kammerat Henry i Medanien - snakket forretning, om ferskner og vine.
Forretningen gik godt. Partnerskab, eksport, alt det dér. Men det var ikke nok: ikke nu, hvor Kitt skulle til at huse en kommende hustru i Dianthos.

Så… hvorfor ikke udvide horisonterne? Tusmørkely lå alligevel på vejen hjem.

Han bar en trækasse under armen - ferskner, naturligvis. Runde, saftige og fløjlsbløde, med en sart ombre fra lyserød til ravgylden. Det dunkle lys gjorde dem ikke retfærdighed. Men smagen… smagen fejlede intet.

Han fik øje på en mand længere fremme, som havde et blik, der målte værdien af alt, han så på. Det var nok til at Kitt lod blikket glide ned over sin egen trækasse og trådte frem. Kitt var ikke bleg for at tage første skridt. Jo hurtigere han fik en aftale i hus, desto bedre. Med hælen først og det ene øjenbryn løftet en anelse trådte han frem og lod stemmen glide ud i gaden, som en parfume.
"De ligner en mand, der forstår sig på forretning," åbnede han. Han holdt en fersken frem med fingerspidserne, næsten som en forførerisk gave.
"Tillad mig at byde Dem på en smagsprøve af noget, De næppe har smagt magen til."

Athir havde netop stillet sig godt til rette ved en frugtbod og smagt nogle af varerne. Sædvanligvis fik man ikke smagsprøve, men Athir var en god kunde, så der blev gjort undtagelser – og så havde han da også talegaverne i orden, hvis han selv skulle sige det. Han spyttede det ud.
”Halfdan, det kan du ikke mene! De her æbler er enten sure eller melede, kunne du ikke have fået fat i nogen lige midt imellem?”
Halfdan spruttede og protesterede. Ærgerligt at mængden af spyt ikke kunne gøre noget for de knastørre dadler, dråberne landede på. Ud over at gøre dem mere uappetitlige.
”Jajaah, pærerne er i orden, men nu skulle jeg jo havde æbler, ikkøøøh… Fiint, jeg køber den kasse med pærer, men jeg betaler ikke en rav mere, end hvad du fik dem for, og jeg ved, at det ikke var en jade stykket!”
Halfdan spruttede noget, som Athir tolkede som accept af handelsbetingelserne. Kassen med pærer – og ikke andet end pærer – blev i hvert smidt over disken og direkte ind i Athirs mellemgulv.
”*Host hak* Altid en fornøjelse,” ømmede Athir sig, mens Halfdan spruttede et eller andet potentielt høfligt og stoppede sine nye krystaller i lommen.

Det var her, han fik øje på en anden kasse, der sad mellem et par nye hænder, der tilhørte en mand, som krofatteren ikke genkendte. Det var ikke noget nyt, byen var gennemrejst, men denne mand var sælger. Selvfølgelig solgte han noget, men at en mand sælger noget, gør ham ikke nødvendigvis til en sælger. Det krævede en hvis attitude, en charme, en forstand på smiger – Athir ville have rødmet, hvis ikke han havde hørt den sætningen hundrede gange før, så veludtalt var den.
”Jooo, hvis jeg selv skal sige det,” han tog delikat imod ferskenen mellem sin barkede tommel- og pegefinger. Lidt små var de da, men ved Chance hvor de duftede. Han tog en bid og følte saften slukke en tørst, han ikke var klar over, at han havde.
”Kommer De fra Dianthos? Jeg fornemmer lidt accent.” Faktisk var han mere sikker på, at accenten var safirisk, men han kom selv fra Dianthos, og de var intet bedre for priserne end at dele rødder med en fremtidig handelspartner.

"God næse," bemærkede Kitt med et smil, der bar mere tilfredshed end overraskelse. Han viftede lidt med hånden, som om han lige skulle skrabe resterne af Medaniens sol af ærmet. "Jeg har boet i Medanien det meste af mit liv - vin og varme har det jo med at sætte sig i både stemme og sind. Men jeg flytter til Dianthos nu." Et lille løft med øjenbrynet, som om dét krævede mere forklaring end nødvendigt.

"Min forlovede siger, det er på tide, jeg slår mig lidt mere ned." En løgn, naturligvis, meeen han leverede den med et suk, så let og næsten drillende, at den lød ægte. "Og det kræver jo kapital. Kapital kræver vækst. Så - her er jeg."

Han rettede lidt på kassen under armen. "De smager Dem frem, ser jeg - en mand efter mit hjerte. Jeg kan godt lide, når nogen forstår værdien af kvalitet, før de taler pris. Og disse…" Han nikkede mod ferskenen. "… er ikke blot frugt. De er potentiale. Smag. Eksklusivitet." Han lænede sig lidt frem, konspiratorisk, men stadig med manér. "Og jeg har adgang til flere. Mange flere. I kasser, der måske ikke kun skal ende på markedet." En dramatisk pause. "De forstår?"