Stuen på gården i Azurien var blevet forvandlet til en gildesal, og det var ved at være et par timer siden alle gæsterne var kommet. Frederik havde møjsommeligt været rundt til alle gæsterne og hilse på dem og taget imod deres lykønskninger. 25 var en god alder. Og hver gang der var blevet kommenteret på hvordan det kunne være han nu var 25 år, og endnu ikke var blevet gift, havde han grint en falsk, mild latter og undskyldt det med, at den rette pige endnu ikke var dukket op. Og så havde han efterfølgende druknet ordene i et par slurke vin. 

 Aften virkede uendeligt langt, og Frederik vidste det kun ville blive længere. Han var ikke blind for traditioner, og som en der nu var 25 år, og endnu ugift vidste han hvad der nok lå i vente i løbet af aften. Han havde hørt brødrene summe i krogene og stoppe når han kom for tæt på. 
 Fødselaren havde forsøgt at gemme sig lidt for festlighederne ved at søge ly i en af gangene. Det var ikke afspærret for gæsterne, men de fleste var i stuen hvor tjeneste folk gik rundt med mad og drikke og orkesteret spillede musik. Frederik havde placeret sig i en af de dybe vindueskarme, hvor hans søster tit havde sidde og læst da hun var mindre. Stod i en blanding af at være lænet op af vindueskarmen og sidde i den. Hænderne var placeret ned mod vindueskarmen bag ham, og ved den ene hånd stod hans tredje glas vin. Eller var det femte glas? Det mørkeblå blik stirrede småtomt frem for sig, mens han nød roen omkring sig. Bare lige 10 minutter alene.
 Det mørke hår strittede lidt ud til alle sider, afspejlede den udmattethed Frederik følte. Jakken, der matchede den mørke vest med snørklet brodering, havde han smidt forlængst. Ærmerne på den hvide skjorte var blevet spændt op og rullet op så det ellers så fine sæt tøj virkede mere afslappende og for en sjældent gangs skyld havde han knappet vesten op. Han orkede ikke mere fødselsdag..

"Jeg fik at vide at jeg nok kunne finde dig her." Lød det afslappet fra Viktor der kom slentrende ned ad gangen da han havde fået øje på Frederik ved det store vindue. 

Den unge junker var kommet nogenlunde samtidig som de andre gæster timer forinden, men tiden med Frederik var spag når familie medlemmer og bekendte summede omkring fødselaren, dagens midtpunkt. Mens Viktor havde været i samtale med Mormor Helke, Mr. Hanson og andre genkendelige ansigter, var Frederik undertiden simpelthen forduftet fra omgivelserne kunne han orientere sig. 

Det var vidst een af Frederiks brødre, som gav nogle hints til hvor fødselaren kunne befinde sig, og Viktor var derfor gået på opdagelse på gården for at finde ham. Og der sad han så, ganske udmattet, og forværret at se på. 

"Hvordan har du det, Frederik?" Spurgte han sympatisk og løftede brynene så de matchede ordene. Viktor havde erfaret i selskabet med Frederik, at store mængder af mennesker, især folk der ville have noget af Frederik, ikke var noget for den ældre knægt - og det skinnede tydeligt igennem lige nu. Viktor satte sit eget drikkeglas ved siden af Frederiks, og placerede den ene balle i vindueskarmen overfor ham, så han halvt sad, og halvt stod. 

Han knappede sin lange herskabsjakke op der gik ham til omtrent knæhaserne. Dens farve mindede om blå hyacinter, og da han fik den åbnet, afslørede han en hvid silke vest der havde små spraglede aftryk af blomster og blade. Om halsen prydede en skarpere blå halsklud, og bukserne var i en mørk kontrast til alt det lyse. På blot et år havde Viktors træk forandret sig betydeligt. Kæben var blevet mere markant og øjnene strålede af ungdommelig erfaring, der stod i kontrast til den barnlige uskyld fra tidligere år. Han nærmede sig hurtigt 16, og forvandlingen til en ung mand var tydelig. 

 Frederik havde flere gange i sit liv tænkt at guderne hadede ham. Havde en torn i øjet for ham, eller sådan et eller andet. Held havde aldrig været på hans side og det der efterhånden flere år siden han havde givet op på guderne - ligesom de tydeligvis havde givet op på ham. Derfor kom det ikke som en overraskelse at han knap nåede at stå et minut i ro, før en velkendt stemme. Et tungt suk forlod Frederik og han vippede hovedet lidt op mod loftet. 
 " Hvad har jeg gjort for I hader mig så meget.. " mumlede han stille, henvendt mod de guder han ikke forventede meget af. Øjnene lukkede sig i og nød de sidste få sekunders stilhed, for det var ikke Viktors stærke side at være stille. 

 " Værre end for 10 sekunder siden.. " Mumlede han en smule utilfreds over forstyrrelsen og åbnede øjnene igen. Hånden der havde fat om glasset med vin i blev først op til munden og Frederik tog en stor tår, inden han flyttede blikket hen på Viktor og lod det glide lidt ned over ham. Betragtede hans påklædning, inden blikket gled op igen. Det mørkeblå blik endte ved Viktors ansigt. Det var begyndt at være svært at kunne retfærdiggøre at kalde ham et barn. Hele hans udtryk var begyndt at virke så.. Voksent.. 
 " Får du bejlet nogle? " Ord der flød så let over Frederiks læber. Ord der nok sagde lidt om hvor mange glas vin han egentlig havde drukket. Men Viktor så jo godt ud i dag, så det gav jo mening at der var nogle der var interesseret i ham. Og så var han selvfølgelig adelssøn, det tiltalte vel også nogen. Blikket hvilede stadig på Viktors ansigtet, og glasset holdt han stadig i hånden, ikke langt fra ansigtet. Som var han gået i stå, og det var han nok lidt.

Viktor lagde armene over kors og lænede sig dovent op af væggen med kortvarige himmelvendte øjne til Frederiks beklagelser. Så slemt kunne hans selskab umuligt være. Han sendte Frederik et sigende blik.
 "Du kan jo ikke bare forlade din æresgæst, vel." Belærte han fødselaren. En titel han tydeligvis havde givet sig selv. 

De nøddebrune øjne forfulgte Frederik, nøje studerende hans bevægelser. De dvælede ved hånden, der stramt omfavnede glasset, og sank så ned til læberne, der sugede indholdet i sig. Blikket sænkede sig til halsen, hvor adamsæblet bevægede sig diskret ved hver slurk. Viktor overvejede kort at udfordre Frederiks udtalelse; hvis hans tilstedeværelse var en byrde, kunne han bare gå igen. Dog med risikoen for, at Frederik ikke ville byde ham at blive - en risiko, som Viktor ikke turde tage. En sagte tvivl hvirvlede i ham for en stund, men han besluttede at blive siddende uden at sige mere. Han spejlede Frederik og tog selv en tår af sin egen vin. Stadig ikke stor fan af den rødlige væske, rynkede han lidt på næsen over dens efterfølgende bitterhed.

Det pludselige spørgsmål fik Viktor til at hæve et af sine udtryksfulde mørke bryn i fornøjet undren. Han valgte at svare humoristisk på det; 
"Altså, Mormor Helke virker ret betaget af mig hvis jeg selv skal sige det." Kom det med påtaget selvhøjtidelighed inden han så sendte Frederik et drenget smil og lo for sig selv. Viktor bemærkede dog hurtigt hvordan Frederik sad og faldt i staver med blikket rettet mod hans ansigt. 

"Har jeg noget i ansigtet?" Spurgte han nysgerrigt og greb med fingrene om sit kæbeparti, for at dreje det mod vinduets stille refleksion. En underbevidst gestus, der usagt bad Frederik om at betragte ham fra sidelinjen. Øjnene flakkede mellem egen spejling og hen til Frederiks slørrede refleksion. 

 Et noget så skeptisk udtryk lagde sig over fødselarens ansigt ved Viktor udmelding, inden han fnøs over det. Det var tydeligvis noget Viktor havde misforstået. 
 " Det har du vidst byttet lidt rundt, Viktor.. " Han nikkede lidt for at understrege sine ord.  Det var jo ham selv der var æresgæst!

 Frederik fnøs og rystede lidt på hovedet over den skøre mormor. Viktor burde ikke tage hendes ord for meget, for hun var tilbøjelig til at sige sådan om alle mænd. Frederik var sikker på hendes skørter nok skulle løfte sig hvis ikke det var fordi hans morfar stadig levede. 
 " Hm.. Det havde jeg alligevel ikke troet om dig.. " Lød det en smule overvejende fra handelssønnen. Det var tydeligt han havde noget i tankerne han ikke helt sagde. Hvis Viktor var til gamle koner..
 " Mh? " Brynene rynkede sig nu uforstående over for kommentaren og han rystede lidt på hovedet. Det var tydeligvis ikke faldet ham ind at han havde stået at stirret.
 " Ikke udover hvad der plejer at være? " Han trak på skuldrene og drejede hovedet lidt så han kunne skæve med i vinduets refleksion. Siden han ikke vendte overkroppen rundt, kunne han ikke se særlig meget, og han endte med at vende blikket frem igen, mens han tog en tår mere af vinen. 

Var der noget Viktor ansigt kunne, så var det at lave udtryksfulde grimasser. Så da Frederik sendte ham et skeptisk blik, sendte han et af samme kaliber retur. Noget teatralsk over hans grimasse. Byttet lidt rundt? næppe! Frederik var festens midtpunkt, ikke æresgæst. Og det sørgede han da også for at fortælle med et lille grinagtigt hovedryst. 

Forhåbentlig forstod Frederik at det blot var komedie. En ganske dum vits, fordi han ikke havde bedre at sige, Men den ældre knægts udtryk var ikke nemt at læse, fuld af tanker, og ufærdige sætninger. 
 "Ej," lo han mildt. Et forsigtigt omrids lagde sig om ham, inden han med snuden af sin mørke støvle, puffede til Frederiks. Han ville ikke have at der skulle være blot den mindste chance for at Frederik skulle tro at han var til andre.. end ham.  
Viktor grinte, som hvis han vidste at det næste han ville sige var noget han sikkert ville fortryde.
  "Min type er mere.. sådan, kort mørkt hår, der er tykt, og en anelse pjusket." forsøgte han at beskrive, mens blikket strejfede kortvarigt til Frederiks frisure for at beskrive den så vagt han kunne, men stadig med kendetegnene der var Frederiks hår. Et vagt hint. "Mørkeblå øjne." tilføjede han modigt, mens han så fremfor sig med hænderne foldet i skødet. På samme tid håbede han at Frederik ikke ville forstå, men at han forstod. Viktor blev tør i halsen. Måske var han for modig. "Og så en del yngre." sagde han hurtigt for at lyde morsom, og aflede hvad end Frederik tænkte. Den tørre plet i halsen skyllede han ned med vinen fra sit glas, tog en ordentlig slurk og stillede den fra sig på ny. 

Der var ikke noget i Viktors ansigt, hverken han selv kunne se det - og Frederik konkluderede det. "Hvad plejer der at være?" udover det åbenlyse selvfølgelig.  Der var et udfordrende glimt i de brune øjne. "Min umådelige skønhed?" kom det igen med den påtaget selvhøjtidelighed. Han forsøgte at lyde som Frederik, men der var morskab på hans tunge. Han puffede til ham igen med sin støvle, en smule provokerende og udfordrende. Det var den eneste måde hvorpå, han med god samvittighed, kunne røre ved Frederik uden at blive opdaget i sine egentlige intentioner. 

 Uimponeret over Viktor nonverbale svar på blikket rullede Frederik med øjnene. Viktor var intet andet end en irriterende møgunge. Hvorfor handelssønnen konstant fandt sig bruge din tid på ham, vidste han ikke. Det måtte være en eller anden særlig evne Viktor havde, at hamstre folks tid - magisk eller ej. En svag hovedrysten pressede sig på ved tanken. 

 Det mørkeblå blik faldt hen på Viktor som han begyndte at forklare om hans type. Det ene bryn løftede sig lidt jo længere ind han kom, mend hen overvejede hvilke unge piger han kendte der kunne passe ind i beskrivelsen. Ikke at nogen faldt han ind. Frederik lænede sig alligevel lidt frem mod Viktor, uden at fjerne blikket fra ham. Han puffede tilbage med foden inden han åbnede munden. 
 " Det lyder som om du har en bestemt i tankerne. " Det ene bryn løftede sig sigende. Som vidste han hvem Viktor havde tankerne. Han kunne sikkert godt snyde Viktor til at sige hvem han tænkte på. Bare så Frederik selvfølgelig kunne sikre sig det ikke var nogen han kendte, selvfølgelig. Det ville jo være synd for det!

 Helt naturligt slap et fnys fri ved Viktors selvhøjtidelige ord. Frederik rystede på hovedet og så lidt ned af gangen, inden han så tilbage på Viktor.
 " Store barnlige øjne, og et ansigt glattere end en nyfødts numse.. " Blev det måske knap så modne svar.

Vinen der hang om Frederiks læber og tunge kunne Viktor ikke undgå at dufte da han lænede sig frem. Sigende, som hvis de delte en indbyrdes hemmelighed. Det lyder som om du har en bestemt i tankerne. Og dét havde han. Nu ville han ønske at han ikke havde sat sit glas fra sig - forræderisk stod det i karmen, og hånede hans fejltagelse. De nøddebrune øjne var kortvarigt fanget i Frederiks mørkeblå spind, tæt på at forsvinde helt ind i dem. Forstod han? Var dét Viktor havde sagt nok til at få Frederik til at opsnappe hvordan han i virkeligheden følte for handelssønnen - og, hvad vigtigere var, gengældte Frederik det? Hans øjne ledte efter en ledetråd i den andens blik, men fandt intet.

Viktor blinkede et par gange og fik viklet sig ud af Frederiks mørkeblå øjne der snildt kunne have fået ham til at røbe alle hemmeligheder.
  "Ikke just," løj han med et lille skuldertræk. Han var ikke blind for deres aldersforskel der hang som en tyk forhindring mellem dem. Alligevel var der øjeblikke hvor Frederik så på ham.. anderledes end han plejede. Så den unge adelssøn kunne ikke lade være med at håbe på mere. Men for nu, var det bedre at holde det skjult. Hints kunne komme hen ad vejen. De sidste sirlige duftsstrøg der hang om Frederik nød Viktor at tage til sig diskret som han rykkede sig tilbage fra ham og lænede sig atter op af vinduets sidekarm. Krydret og varm.

"Men det er bare sådan jeg har det.. for nu." Kom det betænksomt fra ham, men der var et hemmelighedsfuldt glimt i krogene af hans øjne. Viktor pressede legesygt sin støvle mod Frederik da han mærkede vægten på sig fra det gengældte puf. Han kiggede sig flygtigt over skulderen for at se om de atter var alene. Og da gangen stadig lå øde for sig, satte han sig mere op i karmen, og forsøgte at vikle sine ben provokerende om Frederiks der før havde puffet til ham. En brydeleg - men egentlig en undskyldning for at få Viktors dirrende impulser ud der skreg for at røre ved Frederik. Han lo anstrengt mens benene legede, "Misunder du at jeg endnu er ung, men du er blevet et år ældre?" lød det fremprovokerende fra Viktor. 

 Luften virkede tyk i den kortere afstand Frederik pludselig havde skabt mellem dem i dette lidt mere intime øjeblik. Det lettere sejlende, mørkeblå blik betragtede de nøddebrune. Øjnene smallede sig observerende, som han prøvede at læse den yngre knægts udtryk. Læse hans tanker. Ikke just en evne handelssønnen havde, men vinen gav ham ideen om, at hvis han koncentrerede sig nok, kunne det måske lade sig gøre. 
 "Hm... " brummede han til Viktors svar og rettede sig lidt op som afstanden mellem dem ændrede sig. De betænksomme ord fik Frederik til at tippe hovedet lidt overvejende på skrå, brynene let løftede i en tænkende grimmasse.
 " For nu.. " gentog han, uden helt selv at vide hvorfor eller hvad hans tanker kredsede omkring ved ordene. Der skete måske ikke helt nok inde mellem ørene i øjeblikket til at kunne gennemskue noget. 

 " Om jeg misunder at være et barn? Ikke rigtig.. " Et smørret smil spillede om de spinkle læber, selvom Frederik godt vidste at han måske ikke længere kunne kalde adelsknægten et barn. Men han ville altid være et barn for Frederik. Blikket var vendt mod deres ben der var endt i en eller anden krig, som var de to små brødre der slåssede om et stykke legetøj. 

 " Aha! Så det er hjer du gjemmer dig! " Lød det pludseligt længere nede af gangen. Frederik trak benet til sig samtidig med han løftede blikket mod Hjelve der kom småløbende ned af gangen. Det var tydeligt at se at han havde haft hånden langt nede i vinen, da han næsten faldt så lang han på over et lille fold på tæppet på gulvet, der fik ham til at snuble det sidste stykke hen til dem. Frederik brummede blot som reaktion, et uimponeret udtryk på det skarpe ansigt. Om det var over broren eller fordi han vidste hvad der skulle ske var ikke til at vide. 
 " Det er tid til aftenss hjøjdepunkt! " En arm blev slynget over Frederiks skulder, og om han ville med eller ej, begyndte Hjelve at hive ham ned af gangen.
 " Sskal du med, stjump?  " Et hurtigt, vurderende blik var gledet ned over Viktor inden ordene forlod den større brors mund, hvis hele holdning emmede af spænding for hvad der skulle ske.

For nu, gentog Viktor selv i tankerne. En kort stilhed sænkede sig mellem Viktor og Frederik da intimiteten fra tidligere forsat hang mellem dem. Viktor studerede Frederiks ansigt ud af øjenkrogen for en reaktion, men han fandt kun en tænksom mine. Frederik, tilsyneladende dybt i tanker, men hans øjne afslørede ikke, om han havde forstået den skjulte besked. Det kunne være godt det samme. 

"Du kan ikke rigtig tillade dig at kalde mig et barn længere." protesterede han, og løftede brynene med et mildt grin. Legende lænede han sig frem for at puffe til Frederiks skulder som 'hævn' for at kalde ham et barn, mens benene atter snoede sig om hinanden - uvillige til at opgive magtkampen. Han havde håbet at Frederik ville overmande ham, og at de kunne komme tættere ved at bryde med hinanden. Man kunne jo håbe..

Men legen blev afbrudt af stemmer som ekkoede længere nede ad gangen, og benene blev trukket hurtigt tilbage, og Viktor fandt sig selv presset op ad væggen, i den modsatte ende af karmen, hvor Frederik sad. Et afdæmpet skær af rødme malede Viktors kinder, som var de ved at blive taget i at have gjort noget ulovligt. 

Den unge junker udvidede sine øjne i overraskelse, idet Frederiks bror snublede det sidste stykke hen imod dem. Det var langt fra elegant, og Viktor gjorde sig klar til at hjælpe, hvis det blev nødvendigt. Men det så ud til, at Hjelve fik styr på sine ben og snarere slyngede sig omkring Frederik. Viktor betragtede udvekslingen i stilhed, men han stod hurtigt op, da Frederik blev trukket med - synligt mod sin vilje. Hvad kunne være aftenens højdepunkt? Viktor var ikke bekendt med familiens fødselsdags traditioner - der nok var meget anderledes end adelens. 

"Kommer." svarede han med det samme til Hjelve, og tog et par raske skridt for at komme op ved siden af dem. Han så først fra Frederik, og derefter til Hjelve. Viktors opfattelse af storebroderen var en mere ubesværet og munter udgave af Frederik. De samme tiltalende træk, der drog Viktor mod Frederik, fandtes også hos Hjelve, men på en anden måde. Det var de små nuancer, der adskilte dem fra hinanden.
 "Hvad er aftenens højdepunkt?" spurgte han nysgerrigt, og blikket endte atter hos Frederik der så langt fra underholdt ud. 

 Hovedet vippede lidt på skrå, og brynene rynkede sig i et "er du sikker?" udtryk. For han havde jo lige gjort det. Viktor var så mange år yngre end Frederik, så hvordan skulle han ikke føle at Viktor var et barn. Selvom han var begyndt at se og te sig mere voksent. Og så var der gange som nu, hvor han havde startet en ben-kamp. 

 Med et utilfreds grynt fulgte Frederik med som han blev trukket ned af gangen. Blikket kiggede kort over skulderen mod Viktor, og rynkede lidt på næsen da han så adelsknægten fulgte med dem. Det var ikke en gang noget Frederik selv havde lyst til at opleve, og da slet ikke noget Viktor burde opleve. 
 " Ikke noget for fine, små adelsdrenge.. " mumlede Frederik og skævede mod Hjelve der havde et stort, skævt smil om læberne. 
 " Tsk! Frederik er bare flov over det overhovedet er nødvendigt! " Klukkede Hjelve der lænede sig lidt frem for at se over mod Viktor. Brynene sænkede og hævede sig sigende inden han blinkede med det ene øje.
 " Måske vi endda får to knægte til mænd i dag! " lo han og drejede dem af gangen, længere væk fra festen. 
 " Hjelve..  " mumlede Frederik en smule protesterende. 
 " Åh hold nu op, brormand! Alle de guddommelige ungpiger du kunne drømme om, klar til at kaste sig for dine fødder! " Frederik rulllede med øjnene. Det var en forfærdelig tradition de havde i Azurien, hvis man spurgte Frederik. Han vidste dog også han ikke havde noget andet valg. Hvad ville der ikke blive tænkt om ham, hvis han ikke tog imod denne mulighed. Derfor spidsede han læberne lidt, inden han lavede lidt andre grimasse med ansigtet for at tvinge et skævt, charmerende smil om læberne, klar til hvad der ventede ham. 

kunne umuligt være så slemt som Frederik fik det til at lyde. Men Viktor kunne ikke forestille sig, hvad der stod foran dem. Det var en realitet, der lå så fjernt fra den verden, han var vant til at opleve; uanset hvor indskrænket den så var.
Måske vi endda får to knægte til mænd i dag - Viktors bryn dansede ganske forvirret til sådan en erklæring, og rettede med det samme blikket fra Hjelves munter tilgang, til Frederiks protesterende tone. 

Endelig kom et hint, der kunne forklare noget om, hvad der ventede dem for enden af gangene. Eller rettere sagt, hvad der ventede Frederik. Viktor ville blot kunne se til. Alle de guddommelige ungpiger.
"Haha, det er vist ikke nødvendigt," sagde han beskedent, som en forsinket respons til forvandlingen af knægt til mand. Men en ubehagelig følelse farvede de nu lettere opspærrede øjne ved registreringen af storebroderens ord. Hvad.. Viktor var i tvivl om, han havde udbrudt dette, eller om han blot tænkte det. Ingen lyd havde forladt hans læber, men hans fødder standsede langsomt under ham for at tage informationen til sig. Og med forfærdede øjne og hamrende hjerte så han, hvordan Hjelve og Frederik forsatte. Viktor havde ikke lyst til at gå med, men han følte, det var uhøfligt at blive væk.

Skulle Frederik tvinges til at være sammen med en kvinde? tankerne kredsede om den unge Viktor som en ubehagelig summen, og langsomt fik han gang i fødderne igen, og fulgte efter Frederik og Hjelve. Måske var der en måde at stoppe det på.. Viktor vidste bare ikke hvordan. 

 " Nååjh? " Hjelve løftede det ene bryn, et sjofelt smil om læberne. Så Viktor af Alryss var allerede blevet en rigtig mand? Den ældre Hanson søn gnækkede lidt for sig selv. Armen om Frederiks skulder flyttede på sig, så hånden kom op og ruskede i det tykke hår, men Hjelves drengede latter fortsatte.
 " Adelsknægten er mjere mand end djig, Frederik! " Frederik skub Hjelve væk fra sig med et fnys  og trådte lidt hurtigere frem, irriteret over at blive sammenligne med Viktor.
 " Som om.. " Mumlede han, og skævede mod Viktor med en rynke på næsen. Bare tanken.. 

 De nåede gange med deres soveværelser, stod Lauge og en af hans venner og smilede brede, drengede smil og puffede til hinanden. Det blev pludselig et kamp at holde smilet på sin plads - det smil der fik pigerne til at blive bløde i knæene og smile sødt til ham. Hårene rejste sig i nakken bare ved tanken. 
 Selvom Frederik var kommet lidt foran Viktor og Hjelve, var Hjelve hurtig til at komme op foran Frederik så han kunne stoppe foran døren til Frederiks værelse. 
 " Mine hjerre! Den kære fødsselar har tydeligvis brug for hjælp til at finde sjig hustru. Vi har ssamlet alle de skønjomfruer der vil sje det som en ære at blive en del af Hanson-familjien. " Begyndte Hjelve højlydt at annoncere, som var det eller andet show de havde gang i, inden han skubbede døren til værelset op med et smæld. Et kort af pigehvin lød og Lauge og vennen spildte ingen tid med at stikke hovedet ind. Hjelve stod selv og så ind med et nærmest stolt udtryk, inden han vendte rundt for at gribe fat om hans lillebror, og hive ham med ind på værelset. 

 Foran Frederiks seng stod otte, nøgne piger på en række. Trods de alle var nøgne, og der stod et mindre hav af drenge og kiggede på dem, var det meget blandet hvordan de reagerede på netop det. Nogle stod blot og lod sig bære blottet, andre forsøgte at dække sig lidt mere til. Frederik selv, lod blikket glide over dem. En smule interesseret, men han prøvede at ligne en der fandt det interessant. Det var sådan det skulle være, ikke? 
 " Kære Frederik. Udvælg den heldige skønhed der skal være din! " Hjelve slog ud med armen mod pigerne, som var de intet andet end dyr på udstilling. Frederik betragtede pigerne, overvejede hvem han skulle vælge. Hvem der var den rigtige at vælge. Det mørkeblå blik så lidt undersøgende på de andre drenge i rummet, prøvede at tyde hvem de kiggede mest på. Om han kunne få et hint der, hvad det rette valg var. 
 " Eeh.. " brummede han overvejende og så tilbage på pigerne.
 " Hende, " Hånden løftede sig, og han pegede på pigen med de største bryster. Det var det man gik efter, ikke? Det var tydeligt at høre flere at pigerne blev skuffede over valget, som flere suk lød, mens en hjuen i stedet lød fra Frederiks brødre. Pigerne der havde stået og vist sig frem uden grund, begyndte at tage deres tøj på igen, men Hjelve begyndte at skynde på dem og jage dem ud, så flere af dem endte med at rende ud af døren med deres tøj i favnen. 
 " Vent på mig! " Lød det nærmest desperat fra Lauge, som han og vennen løb efter de letpåklædte piger. Hjelve stillede sig i døren, nu med en arm over Viktors skulder. 
 " God fornøjelse, brormand. " Nærmest sang Hjelve, inden han trak Viktor med sig væk fra døråbningen så han kunne lukke døren i. Frederik håbede inderligt at hans bror ikke blev stående for at lytte med. 



 Der gik et par timer inden Frederik var at finde inde blandt festens gæster igen. Håret strittede ud til alle sider, tøjet sad det skævt og munden var en smal streg. De lange ben bar ham i hurtige skridt hen over gulvet og gennem gæsterne mod den nærmeste tjenestepige med et fad med fyldte glas vin. Frederik greb et fra fadet uden at stoppe sin gang, og bundede det straks efter for at skylde den ubehageligt smag ud af munden. Hele kroppen summede på en væmmelig måde, som om huden prøvede at vende sig med vrangen ud. Det tomme glas blev sat fra sig og Frederik gik med det samme på jagt efter et nyt.

Med hænderne dybt begravet i lommerne gjorde Viktor ikke andet end at følge med. Han ønskede ikke at opmuntre Hjelve yderligere, så han trak blot op i mundvigen i forsøget på at engagere sig i samtalen, men det mislykkedes, da han var for opslugt af egne tanker.

En velkomstkomité af unge drenge tog imod dem, da de nåede værelset med aftenens overraskelser. Viktor placerede sig lidt i baggrunden, men sådan så han kunne holde øje med Frederik. Der var et klart ønske om at distancere sig fra, hvad der skulle til at ske, og jo mere Hjelve præsenterede gaven, des mere rejste Viktor et bryn af misbilligelse.

Døren åbnede sig, og pigerne hvinede derindefra. Viktor blev rød i hovedet af forlegenhed og forargelse ved synet. At se, hvordan Frederiks brødre havde samlet en gruppe af piger sammen for at stille dem på rad og række - klar til høst - fik det til at vende sig ubekvemt i ham. Armene lagde sig over kors i protest, og ansigtet var malet af et stødt udtryk for at signalere, at han ikke var okay med dette.

Blikket rettede sig stift mod Frederik for at se, hvordan han ville reagere på noget så upassende, og chokeret blev Viktor, da det så ud til, at fødselaren havde tænkt sig at deltage i den upassende adfærd. Det var her, respekten for Frederik led et lille knæk. 
 “Det kan du ikke mene..” kommenterede han og trådte frem for at vise sin misbilligelse. Nogle ville måske misforstå, at det var Frederiks valg af pige, der skuffede ham, da ingen tilsyneladende delte den samme forargelse som Viktor lige nu. Men Viktor var heller ikke bekendt med disse traditioner, og han ville heller ikke have noget at gøre med dem nu.

Forfærdet kiggede han efter postyret af de resterende kvinder, der blev jaget ud af værelset, og ikke engang fik den mindste respekt til at klæde sig på igen. Drengene jagtede dem, som var de byttedyr, og den unge junker rynkede væmmet på næsen af sådan en absurditet. 

Viktors ansigt var malet af en girmasse af konstant mishag og vantro, og han stivnede, da han mærkede Hjelves arm på sig. Uden at slippe Frederik af syne blev han trukket væk, rystende på hovedet til ham for at signalere, at han skulle stoppe sådan en galskab. Men valget blev taget for Frederik, da Hjelve lukkede døren.

Med stor utilfredshed rystede Viktor sig fri af Hjelves greb og ville ikke engang kigge på ham. Det var fra det øjeblik, han besluttede, at han ikke kunne lide storebroderen overhovedet.
  “Du må have mig  undskyldt,” sagde han med så meget selvbeherskelse, han kunne formå, og stormede med lange skridt ned ad gangen med dybe folder i panden.

 I sin jagt på mere vin, fik Frederik øje på Viktor gemt væk henne i et hjørne. Han havde godt set blikkene Viktor havde sendt ham ved værelset, og det gav ham en knude i maven. Men det var sådan det var i Azurien. Det var ikke underligt. Det var ikke set ned på. Det var sjov man lavede med dem der ikke havde formået at finde en kone inden 25, og måske give dem en hjælpende hånd. Frederiks hånd gled over ansigtet  og han så lidt væk fra Viktor. 
 " Urgh.. " Med frustrerede skridt gik han over mod Viktor, uforstående overfor, hvorfor han følte et behov for at undskylde og forklare over for adelsknægten. 

 Frederik stoppede foran Viktor, med hænderne i lommerne og blikket vendt ned på krusedullerne der beklædte papiret. Først sagde han ikke noget. Stod blot og kiggede på Viktor. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Da ordene ikke rigtig kom til ham, løftede han blikket igen og så rundt efter en tjenestepige. Han fik øjenkontakt med en og fik hende nikket over til dem. Tog to glas vin og rakte det ene ned mod Viktor mens han selv drak halvdelen af sit eget glas. 
 " Det var ikke min ide, du ved.. " Sagde han så endelig da han fjernede glasset fra munden igen.

Uden at kigge op fra sine skitser, bemærkede Viktor godt de lange ben, der standsede foran ham. Han vidste præcis, hvem det var, som stod der, for han kunne genkende hver eneste detalje af Frederik, skulle han beskrive det i blinde. Viktor gav sig dog ikke og fortsatte stædigt med at lade opmærksomheden være vendt nonchalant mod papiret. Kæben strammedes dog ganske svagt, da han endnu ikke var klar til en konfrontation.

Viktor standsede blyanten og skævede mod den røde væske i glasset der blev præsenteret for ham. Barnligt lod han vinglasset hænge akavet i hånden på Frederik som en lille hævn, inden han modvilligt tog imod det. De brune øjne, der stadig var malet af skuffelsens skygge, vandrede endelig op til Frederik, da han talte.

"Sikke en forfærdelig tradition," kommenterede han og rynkede brynene, som oplevede han det hele forfra på ny. Han rystede uforstående på hovedet og tilføjede med en mimik, der var en blanding af skuffelse og frustration, "De stakkels piger, der bliver udnyttet på den måde," - "Og du deltog i det," tilføjede han. Vantro over at det skete, og vantro over, at for blot få timer siden lå Frederik med en kvinde, mens Viktor var i samme bygning. Det var så upassende, at forargelsen krøb på ham som små myrer. Viktor fjernede blikket og tog en stor slurk af sin vin på samme måde som Frederik gjorde det. Det kunne godt være at det ikke var Frederiks idé, men han kunne have sagt fra. 

  ".. Enig.  " Mumlede Frederik sig enig med et fnys. Selvom det måske havde virket mere som han havde været meget okay med den det meste af tiden.
 Læberne spidsede sig sammen i et udefinerbart udtryk over Viktors kommentar. Han fik det til at lyde som om Frederik havde nydt det.  Som om han havde et valg.. Han var en rigtig mand. En rigtig mand der var til kvinder, med store bryster der skulle giftes og have børn. Selvfølgelig. En rigtig mand der var sammen med en kvinde når hun så villigt tilbød sig..

 " Ingen blev tvunget... " Brummede han og så væk, godt selv klar over hvor fesent det lød. Hvad skulle han ellers sige? Han ville jo ikke, men det kunne han jo ikke sige. Hvad ville andre ikke tænke? Vinen steg han kort efter lidt til hovedet. 
 " Jeg kan ikke gøre for jeg ser så godt ud, at de vil gøre hvad som helst for at blive min hustru.. " blikket vendte sig tilbage på Viktor, med et skævt, selvsikkert smil hængende om læberne. Den frie hånd kørte gennem det tykke hår inden den forsatte ned over ansigtet som Frederik vendte blikket væk fra adelsknægten. Han troede ikke han nogensinde havde oplevet Viktor så.. afvisende over for ham.

Frederik's pludselige samstemmende attitude med Viktor kom som en overraskelse. For blot få timer siden havde fødselaren udstrålet noget helt andet, og Viktor havde set ham betragte kvinderne som om de var på et dyreskue. Et dybt suk undslap Viktor som en tung byrde, som om skuffelsen hvilede på hans skuldre som et uønsket ansvar.

At sige, at ingen var tvunget, føltes som en falliterklæring. Men hvad vidste Viktor også om verden, han havde kun sine egne principper der blev formet jo ældre han blev. Måske var kvinderne ikke direkte tvunget, men respekten for dem manglede. Hans kropssprog var som en lukket musling, indhyllet i skuffelse. Han havde godt hørt sig selv anklage Frederik for hårdt, og måtte erkende at det ikke var hans måde at løse konflikter på. 

Frederiks pludselige ændring og selvsikre smil fik Viktor til at rejse sig. Var det et spil for galleriet? Var det for at virke smart og upåvirket? Det var som om, der stod to forskellige Frederikker foran ham. 

"Jeg forventede mere af dig," konstaterede han roligt, uden at nedgøre eller ydmyge, men for at vise sin skuffelse. Om det handlede om kvinderne eller det at være sammen med andre, var Viktor usikker på. Men det kunne være godt det samme. Det hele fik ham til at føle sig begrænset, så ung og begrænset. Han bundede resten af sin vin. Dette var vist første gang, han nogensinde havde givet udtryk for sin skuffelse over for Frederik.

 Hånden der havde gnedet ansigtet faldt ned langs siden og gled ned i lommen. Det virkede som en håbløs sag at tale sig ud af, når han ikke ville sige sandheden. Det var tydeligt at se Viktor ikke var tilfreds eller imponeret over traditionen. Frederik gned læberne lidt mod hinanden og  overvejede om han skulle høre hvad de havde af traditioner. Frederik nåede dog ikke at samle tankerne om et spørgsmål inden Viktor sagde noget.
 Jeg forventede mere af dig. Frederik fnøs og så væk fra Viktor. Hvad betød det overhovedet? Brynene rynkede sig tænksomt, mere bekymret for hvad Viktor tænkte end normalt. Han så på Viktor er nu stod foran ham og lagde hovedet på skrå.
 " Hvad forventede du da? " Spurgte han nysgerrigt.

 Opmærksomheden på Viktor og svaret på spørgsmålet forsvandt dog hurtigt, da noget ud af øjenkrogen fangede Frederiks opmærksomhed. Hovedet vendte sig og øjnene smallede som han fulgte en alt for velkendt rød, hårpagt. Tænderne pressede sig sammen i en sammenbidt grimasse. Hvad lavede Leon her? Hånden i bukserne knyttede sig så neglene borrede sig ind i håndfladerne, og grebet om glasset strammede sig. 
 Det sitrede i Frederiks krop at gå over til ham. Smide ham ud fra festen, råbe af ham, gøre det klart for ham han ikke havde noget at gøre nær ham. Men ingen skulle vide noget om deres forhold. Ikke at de nogensinde havde været i et forhold. I stedet holdt Frederik blikket på ham i et forsøg på at finde ud af hvad han lavede til hans fødselsdag. Havde Leon ikke sin egen fødselsdag at holde?

Han var der af en grund. 
En invitation var givet, og han var mødt op. Havde lagt gave af og ellers blot stået sammen med Frederiks favorit person i hele verden. Matilda og Leon stod næsten arm i arm, hånd i hånd. De var ikke et par, men fremstod næsten sådan. Hun var uforklarlig, et punkt i Leons liv, som han kunne stole på og forvente en ærlighed fra, modsat Frederik. 

Men de havde hidtil ignoreret hinanden. Eller det var da indtil Leon fik en hvisken i øret om en intens stirren. Leon vendte sit blå blik og så tordens sky mørkeblå øjne som talte uden at munden bevæget sig. 
Provokerende løftede han blot sin og Matildas hånd som en hilsen og lod kort derefter Frederik hænge. Han var ligeglad med hvem eller hvad han stod med. Det tvære ansigt var som vanligt surt. Som det ikke havde smilt i flere år.

Men alligevel valgte Leon at beklage sig fra dem han stod med og bevæget sig hen mod fødselaren og hans lille gæst. “Det er ikke høfligt at stirre, Ludvik. Selvom du jo er en skøjtejæger, så hav lidt klasse” for lige at træde lidt i det. De eneste skøjter Frederik løb for, var de som lånte deres søstres for en nysgerrighedens frihed til skridtet. 

Han skænket ikke Viktor meget opmærksomhed. Men han havde nu heller ikke forventet at blive stående; han skulle retur og gerne snart hjem.