Hun brød sig ikke om ham. Kendsgerningen ramte som en lunken spand vand, og trillede nedover kroppen, i trælse, tunge dråber. Kvalmende, for salt.
Men hun havde jo forventet det - der var ikke mange mennesker, som Isolde brød sig reelt om. Men med det sagt, plejede det at være
hende der fnøs af andre, ikke omvendt.
Og hun kunne ikke li den dynamik der spirede frem.
Måden han kiggede på hende, fik det til at føles som om at han så igennem hende. Og bagved den kønne, nok også lidt skrøbelige facade af menneskelighed, gemte der sig i sandhed sider hun ikke ville have at denne..
Eskild, fik lov at se.
At blive dømt på sit køn, var dog også en ganske ny følelse. Måske var det dét, som fik bægeret for Isolde til at flyde over - måske ikke. Men med tænder der nu skar imod hinanden og en begyndende varme, simrende over den slanke skikkelse, var det svært at gemme det ulmende temperament.
"Jeg er ikke en investering" rettede hun. Spyttede hun
. Han skulle stoppe med at beskrive hende som en
ting. En lille del af hende ville ønske, at hun kunne tvinge ham til at æde sine egne ord.
Og den anden del, hviskede til hende, at hævn og gengæld kunne se ud må
mange måder.
"Jeg er et menneske. Og jeg søger et job - det burde være nok, her i starten, hmm?"
Hun kom ikke til at liste en masse grunde, evner og personlige færdigheder foran det her æsel.
Nægtede.