At noget gik fra mund til mund var næppe særlig belejligt når man boede i Kzar Mora. Der gik langt før historierne nåede deromkring, med mindre en af dæmonerne valgte at tage informationen med sig. Endnu længere ville der gå inden at den information kom til de mindre heldige, de mindre værdige så om sige, og sådan en var Mushu. Han havde ikke hørt meget om den store verdenen, for det var ikke lagt til en som ham, så da en venlig dæmon gav ham ledetråden, måtte han bare blinke med sine store øjne af dem i forvirring.
Det havde taget lidt overtalelse, men som dæmonen var blevet ved med at snakke, så fandt Mushu nysgerrigheden trække i ham, og uden at skænke det for store tanker, forlod han Kzar Mora, med et lille stykke papir i hans hænder som det eneste til at lede ham.
Verdenen udenfor var stor og flot og fantastisk, og som han havde nærmet sig Dianthos, så havde han fundet en gammel brugt taske som nu var fyldt med nye skatte. Der var blomster, og sten og blade og alle de smukke ting han var kommet forbi, som nænsomt var blevet placeret i den, omend de første blomster var for længst visnet, men endelig var det også lykkes ham at nå hvad han troede var Dianthos. Hovedstaden i Krystallandet.
Som han gik i stå ikke langt fra portens åbning, kiggede han op på den imponerende by. Mere imponerende end Aztaroth havde været som han havde forladt den. Den var stadig blot en ruin.

Pludselig var det også lidt intimiderende, men han fandt det lille stykke pergament frem endnu engang, og læste højt fra det, for han havde ikke lært at læse inde i hovedet endnu.
"Indkredset hellighed i hovedstaden. Hvid og gylden sol. Vand vil vise vej. Solen giver dig målet." Hans sprog virkede kejtet og som om det ikke passede i hans mund, men han kiggede ikke engang på folkene der vrimlede forbi ham. I hvert fald ikke før at han følte noget støde ind i ham, så han snublede og pergament stykket faldt ud af hans hænder. Et kort "Se dig dog for," lød i nærheden af ham, som det pludselig virkede til at han ikke kunne tage et skridt tilbage for at stå stille, men pludselig blev hevet med i folkemængden ind igennem portene, inden at han fik kæmpet sig ud af dem, og stillet sig op af porten i stedet for. En hånd til hans bryst, som han så hvordan folkemængden blev ved med at vælte forbi ham. Men der var intet tegn på pergamentet.

"Okay, du kan huske det," sagde han til sig selv i håb om at det var sandheden, selvom det nok ikke helt var sådan det var.

Livet var blevet godt. Meget havde ændret sig for den unge minotauer siden Hedwig var dukket op i hendes liv. Det største ønske om at blive adopteret var blevet opfyldt og Hedwig var den bedste mor i hele verden. Som en del af dette, var Mollie ofte at finde i selskab med byvagter, nær hvor de var stationeret eller på tur i byen. Hun følte altid der var nogen der på en eller anden måde holdte øje med hende, og det havde været en stor trøst som barn. Nu som ung begyndte det at være lidt irriterende.

Mollie havde i dagens anledning sneget sig op på bymuren og overværet hvordan portene blev åbnet for dagen, og de handlende pressede sig ind igennem dørene for at komme til markedet og opfylde andre gerninger for dagen. I den mængde, var der også en anden skabning, som fik den unge minotauer til at ligge hovedet på skrå og gøre store øjne. Hurtigt, som slog et lyn ned fra himlen, forsvandt hun nedefter af muren.

”Er du kommet noget til?” Mollie hang med benene over kanten på en af byvagternes afsats til at overvære de ankomne. Hendes hoved var let på skrå og blikket nysgerrigt. Han så ikke ud til at synes turen gennem porten havde været særlig rar.

En lille overrasket lyd kom fra Mushu, som en stemme ikke langt fra ham lød, og han kiggede sig forvirret om. Det kunne da ikke have været til ham? Det lød i hvert fald ikke som Ardens sprog, som var nok det krystallisianske han var mest vant til, men hurtigt fandt hans øjne en skabning, der virkede næsten genkendelig med sine horn, og mere dyriske udseende, men mærkbart mere blødt udseende, end hans egne artsfæller nogensinde ville være.

De store gule øjne blinkede et par gange. "Mig?" spurgte han. "Jeg er okay," sagde han, et lille nik med hvert ord, som han lige prøvede at minde sig om de fremmede ord der lå i hans mund. Han havde efterhånden erfaret at det krystallisianske sprog næppe var beregnet til en dragefødts mund, eller i hvert fald ikke hans.
"Min..." han tøvede og et undrende udtryk gled over hans ansigt, som han kneb øjnene lidt sammen, som han prøvede at finde det rigtige ord. "Seddel?" Han gav et nik for sig selv, det var nok rigtig nok. "Min seddel forsvandt." Og et lille sidste nik for sig selv. Det var lang tid siden at han havde praktiseret sit sprog med et andet væsen, og han følte sig lidt rusten, og måske også bare lidt omtumlet over turen ind af porten.

Mollie vrikkede let med de store lodne koøre der kun var blevet mere pelsede og fyldige med alderen. Den underlige skabning så noget forvirret ud over at blive tiltalt, men heldigvis lød han ikke til at være blevet så forskrækket at hun havde frembragt et mindre slagtilfælde. Det var nogen gange sket – selvom man næppe kunne sige Mollie var stille og listende. Han talte underligt dog. Hun forstod ham, men han lød meget underlig. Måske det hang sammen med at han også så noget underlig ud.

Mollie kiggede hen over hovedet på ham, ud i den fortsat strømmende mængde af mennesker og andre skabninger som var på vej igennem, inden hun kiggede ned igen på drageskabningen. ”Tabte du den på vej ind? Du så ud til at blive skubbet en del.” ubevidst talte hun langsommere, rent instinkt over at havde hørt ham havde problemer med at finde ordene selv. Krystalliansk måtte ikke være hans normale sprog.

Heldigvis havde Mushu mere pli end at begynde at række ud for at prøve at røre ved håret eller pelsen, selvom han altid var lidt fascineret af ting der så bløde ud. Det blev man lidt når man aldrig havde oplevet så meget andet end de hårde dragefødte, og deres palads af sten og lava.
Måske en dag ville han også få lov til at røre noget med længere pels, selvom det nu heller ikke var grunden til at han overhoved var kommet til byen.

Mushu nikkede lidt til hendes spørgsmål. "Den røg ud af hånden," sagde han, og åbnede lidt sin hånd for at illustrere det var der den havde været. "Men tror jeg stadig kan huske hvad der stod." Han lagde hovedet lidt på skrå, som han tænkte sig om, men ordene kom længere og længere væk. "Noget med hellig hovedstad," sagde han til at starte med. Der havde også været noget med en sol, havde der ikke? Der var nogen meget kompliceret sætninger trods alt.

Mollie var mindst lige så nysgerrig omkring den skabning der stod foran hende, som han virkede til at være. Mollie ville dog påstå der fandtes langt flere af hendes slags end af hans! I hvert fald så vidt som hun vidste. Var han egentlig en drage? Eller var han et halvdyr af en art? Hun havde så mange spørgsmål og følte hun var ved at briste for at stille dem.

Mollie blinkede lidt. Det var ikke godt. Det måtte havde været vigtigt det der stod på sedlen han havde mistet! ”Prøv at gentage det til mig?” foreslog hun. Om ikke andet, så kunne de være to om at forsøge at huske hvad der stod, skulle sedlen være gået tabt i nedtrampningen og støvet fra vejen.

Til trods for nær at blive trampet ned, trods hans størrelse, så virkede det faktisk som om at den første han var kommet til at snakke med her i Dianthos var ganske sød. Måske var alle folk heromkring søde. Det håbede han i hvert fald, hvis den pelsede person var nogen indikation.

Hans ansigt forvrængede sig lidt i koncentration, som han tænkte meget dybt over hvad det var der havde stået. "Hellig hovedstad. Sol og gylden, Vand er målet," var ordene han endte me at komme frem til. Det lød rigtigt nok, selvom der nok var nogle detaljer han havde fået mixet sammen, men det var vel stadig til at forstå. "Jeg fik at vide, at jeg nok skulle... finde ud af det hele hvis jeg gik til stedet." Han var ikke helt sikker på hvad eventyr eller ledetråd var på krystallisiansk, men det virkede som om at han var forståelig nok for hende.

Mollie rynkede brynene. Det var ikke helt det hun havde forventet. Hun havde tænkt noget nærmere at det havde været en huskeliste med vare han manglende eller lignende! De fleste der kom til Dianthos var trods alt handlende. Men det lød mere som en remse. Åh! Det måtte være en gåde! ”Det hele? Det virker som rigtig meget at finde.” svarede hun eftertænksomt og viftede let benene frem og tilbage mens hun tænkte.

”Hellig hovedstad. Sol og gylden. Vand er målet.” gentog hun og vrikkede med ørerne. ”Der er en hellig bydel her! Med templer og sådan noget.. Tror du der kan være vand der?” det var hendes bedste bud – for hun tvivlede på at springvandet var særlig helligt.

Mushu nikkede bekræftende, for han havde haft den samme tanke. Det var nemlig meget at skulle finde, og han var heller ikke helt sikker på hvor han skulle starte udover at starte i Dianthos, som jo var hovedstaden. Han var dog ikke sikker på at det var den hellige hovedstad nu når han tænkte over det.
Hele hans tanker var allerede ved at blive totalt afledt fra hele situationen, men heldigvis virkede Mollie mere stadfast i sine tanker, og Mushus øjne blev lidt større og begejstret som hun nævnte hvad det kunne være. "Det kunne det godt," sagde han, et smil, der mest af alt så lidt akavet ud på hans dyriske ansigt. "Hvor er det?" Han kiggede sig omkring, for at se om han kunne få øje på det, men han anede ikke engang hvordan noget helligt så ud, så det havde allerede lidt lange udsigter.

Hvis nogen kendte til at have dyriske træk som for mennesker, og dem heldige nok til at have flest menneskelige træk, så noget så groteske ud, så var det Mollie. Om end hendes tænder var firkantede og flade, havde hun alligevel et atypisk ansigt og hendes smil måtte se lige så mærkeligt ud for alle andre, som hans. Mollie hoppede ned fra platformen og landede med et tungt bump på den støvede vej. ”Oppe mod paladset i det fine distrikt.” Pegede hun først inden hun tog det besynderlige væsens skællede hånd. ”Kom!” Bad hun entusiastisk som hun trak ham med sig.

I Mushu's øjne var der intet mærkeligt ved Mollies smil. Det var bredt og glad, så det også gjorde ham helt glad. Hun udstrålede alt det han også selv ønskede, og for første gang i lang tid havde han nok fundet en anden der var mere på hans egen bølgelængde. Det var nu heller ikke så ofte han snakkede med folk der var mere mentalt på alder med ham.

Han kunne mærke gennem sin hånd at hendes virkede blødere, og han lød sig trække med, selvom han nok godt kunne have stået imod hvis han ville.
"Vi skal op?" Spurgte han nysgerrig, og kiggede mod det sted der virkede til at være mest oppe, hvilket var paladset der ragede op over hus-toppene. Forhåbentlig var der en bakke derop, fordi han var ikke sikker på at hans vinger var stærke nok til at bære dem begge. 

Mollie slog hovedet tilbage og kiggede op på paladsets tårnspidser. ”Altså, jeg tror bare vi plejer at sige ’op’ når vi går til paladset. Tror ikke det er så godt hvis vi tager helt derop.” sagde hun og pegede op i himmelen. Det ville næppe gøre Hedwig glad at Mollie blev ført hjem af paladsets vagter. 

”Paladset er hvor de kongelige og lysets hær bor. Omkring ligger de forskellige templer, hvor vi skal hen!” forklarede hun som de gik op ad vejen og folk på underligvis spredte sig for at lade dem komme forbi. Sådan plejede det nu ikke at være. Mollie trak på skulderne over det, og begik sig videre. Hun var jo også blevet højere og breddere, som om det var den eneste forklaring hun behøvede.

Mushu nikkede som han forstod. Så ikke helt så højt op som han ellers ville kunne komme, selvom han lige gav et lille prøvende bask med sine vinger af ren refleks. Han var blevet opdraget til at bruge de midler der var tilgængelig for ham, men han vidste også godt at man skulle passe på med kongelige. Det var lidt ligesom ærkedæmoner var han blevet fortalt.
Mushu selv lagde ikke mærke til hvordan folk spredte sig for dem, som de gik. 

"Der mange templer?" spurgte han nysgerrigt. "Jeg har kun set et." I Mushus hoved burde der også kun være et. Der var jo Zaladin, som vidst var guderne for dæmonerne, og det var kun et glimt, som han alligevel havde hjulpet med at ordne Aztaroth, så det var lidt mindre en ruin.
Ellers havde han primært bare hørt dæmonerne prædike om Zaladin, og hvis man virkelig gik Mushu på klingen, ville man nok ogs hurtigt finde ud af at han faktisk ikke var helt sikker på hvorfor det var han skulle tilbede Zaladin udover det var hvad han havde fået at vide.