Helli 05.06.2023 21:47
At noget gik fra mund til mund var næppe særlig belejligt når man boede i Kzar Mora. Der gik langt før historierne nåede deromkring, med mindre en af dæmonerne valgte at tage informationen med sig. Endnu længere ville der gå inden at den information kom til de mindre heldige, de mindre værdige så om sige, og sådan en var Mushu. Han havde ikke hørt meget om den store verdenen, for det var ikke lagt til en som ham, så da en venlig dæmon gav ham ledetråden, måtte han bare blinke med sine store øjne af dem i forvirring.
Det havde taget lidt overtalelse, men som dæmonen var blevet ved med at snakke, så fandt Mushu nysgerrigheden trække i ham, og uden at skænke det for store tanker, forlod han Kzar Mora, med et lille stykke papir i hans hænder som det eneste til at lede ham.
Verdenen udenfor var stor og flot og fantastisk, og som han havde nærmet sig Dianthos, så havde han fundet en gammel brugt taske som nu var fyldt med nye skatte. Der var blomster, og sten og blade og alle de smukke ting han var kommet forbi, som nænsomt var blevet placeret i den, omend de første blomster var for længst visnet, men endelig var det også lykkes ham at nå hvad han troede var Dianthos. Hovedstaden i Krystallandet.
Som han gik i stå ikke langt fra portens åbning, kiggede han op på den imponerende by. Mere imponerende end Aztaroth havde været som han havde forladt den. Den var stadig blot en ruin.

Pludselig var det også lidt intimiderende, men han fandt det lille stykke pergament frem endnu engang, og læste højt fra det, for han havde ikke lært at læse inde i hovedet endnu.
"Indkredset hellighed i hovedstaden. Hvid og gylden sol. Vand vil vise vej. Solen giver dig målet." Hans sprog virkede kejtet og som om det ikke passede i hans mund, men han kiggede ikke engang på folkene der vrimlede forbi ham. I hvert fald ikke før at han følte noget støde ind i ham, så han snublede og pergament stykket faldt ud af hans hænder. Et kort "Se dig dog for," lød i nærheden af ham, som det pludselig virkede til at han ikke kunne tage et skridt tilbage for at stå stille, men pludselig blev hevet med i folkemængden ind igennem portene, inden at han fik kæmpet sig ud af dem, og stillet sig op af porten i stedet for. En hånd til hans bryst, som han så hvordan folkemængden blev ved med at vælte forbi ham. Men der var intet tegn på pergamentet.

"Okay, du kan huske det," sagde han til sig selv i håb om at det var sandheden, selvom det nok ikke helt var sådan det var.