At bevæge sig uden for Paladset var noget Aaliyah satte pris på, og ønksede at gøre så ofte som muligt. Blot for at komme væk fra familien, rygterne i krogene og ikke mindst hendes brødre som kunne drive enhver person, ud af deres gode skin. Tankerne kørte altid i hendes hoved, hun vidste hvad der blev forlangt af hende. Hun bildte ofte sig selv ind at hun havde styr på situationen og at rygterne som hun vidste eksisterede, ikke gjorde hende noget og noget som praledede af på hende - men ikke helt.

Hendes farbror og tante var ikke nogle hun ofte besøgte, hvilket småt var uforståeligt når de boede i samme område og familie Kazimi egentligt var en meget familie præget familie. Man hjalp hinanden, man støttede hinanden - næsten - og Aaliyah vidste hvor meget familien betød for Sephyran. "Tante, er du hjemme?" Lød det fra hende som hun trådte ind i det store hjem og kiggede sig lidt rundt indenfor, som om det var første gang hun var i hjemmet. Det var det selvfølgelig ikke. 
Hendes tante var en person, som måske havde et lidt andet syn på livet, end så mange andre. Især efter Aaliyahs farbror blev ramt af forbandelsen. Aaliyah havde svære tanker omkring den slags, fordi at hendes familie betød meget, så med tankerne om hvad der ville ende onklen var hårde og det var tydeligt at det også smittede af på tanten. 

Delaila sad ved et udsmykningsbord hvor et spejl næsten kræsede halvvejs om hende, så hun blot ved at vende sit blik kunne holde øje med og følge hænderne på de to tjenestepiger der sørgede for at det lange hår blev sat op. Ægteparret havde begge en fascination med deres eget og hinandens hår, hvilket måske kunne lyde underligt udefra, men det var bare noget der gav mening imellem dem. Det var en af de få ting der gav mening.
Alle tre kvinder hørte hvordan niecen kaldte, men ingen reagerede på det, i hvert fald ikke før at Delailas øjne søgte tjenestepigernes. ”Hun skal ikke bare stå der og blomstre. Afsted!” Snerrede hun, hvilket fik en af kvinderne til at overlade det mørke hår til den anden så hun kunne gå ud og møde niecen. Med et næsten frusteret suk lukkede hun øjnene. Det varede dog ikke længe før hun bemærkede at tjenestepigen ikke længere pillede ved det lange hår, hvilket fik de mørke øjne til at på sit spejlbillede. ”Det ligner noget Zaladin har skabt,” kritiserede hun. ”Du kan bruge resten af dagen på at øve dig på mine børns hår,” beordrede hun. Tjenestepigen nejede før hun sørgede for at pille hele arbejdet op efter endnu en ordre.  Så snart håret var helt løst sørgede Delaila for at sende tjenestepigen videre, sådan at hun selv, med garvede fingeregenskaber fik snurret sit hår og fæstnet det, først med en gigantisk og pyntende hårnål, dernæst mindre hårnåle for at give håret en flot finish. Det var intet der tog Delaila lang tid selv at gøre, men hvis hun havde ting at se til, så var det rart at tjenestepigerne ikke kludrede i de simple ting.

Så snart håret var sat blev der banket på døren. Tjenestepigen havde fundet niecen. Et næsten lettet suk lød fra Delaila som tjenestepigen forlod dem til samme rum. ”Jeg håber de tog godt i mod dig,” fortalte hun som hun rejste sig fra den fine stol og begav sig tættere på Aaliyah. ”Føler du for at nyde vejret med lidt godt til ganen?” undrede hun. Det fik en slave som havde stået i lokalets hjørne til at bevæge på sig for slaven vidste allerede at en god vin skulle til bordet.

Hendes tante havde altid været en meget bestemt og tydelig kvinde; en kvinde som vidste hvad hun ønskede og hvordan tingene skulle være. Det var der ingen tvivl om. Aaliyah var en kvinde som så op til Delaila og den tilgang hun havde til hendes eget liv. Hvis hun selv blot havde den tilgang og den hårde ydre som hun havde, så ville tingene måske være anderledes end de var nu. Hun elskede at besøge huset og denne del af familien. 
Hun hørte hvordan skridt kom hende nærmere og blev mødt af en af tjenestepigerne, som tog imod hende og Aaliyah fulgte langsomt og stille med hende, indtil de nærmede sig værelset hvor tanten befandt sig. Et smil formede sig på hendes læber, som de bankede på og kom indenfor. Smilet var oprigtig når hun så tanten. Hun var smuk som hun sad der foran det store spejl, så hun kunne holde øje med alt, det var typisk hende. 

"De tog godt imod mig, kære tante" Svarede hun smilende. Hun vidste at tanten ønskede at alt skulle være perfekt, og at tjenestepigerne blot skulle gøre deres arbejde. "Det ville være behageligt at få lidt godt tilgangen" Der var altid en grund til at finde en flaske frem, især i dette vejr som de havde i rubinien. Det hørte sig næsten til, når man var i familiens skød. "Hvad har gjort af min kære onkel?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun tvivlede på at han var hjemme, det var heller ikke ham hun var kommet efter, men hvis han var i huset ville hun gerne hilse på.

Ved Delailas simple forslag om noget til ganen var en slave allerede taget afsted. Det betød i hvert fald at Delaila selv skulle have noget, og så kunne Aaliyah altid få et glas hvis hun ønskede. Delaila havde derfor ikke et behov for at nævne for nogen at de skulle afsted og hente det, når de allerede var i fuld sving. Med et gestikulerende nik vendte hun mod nogle større glasdøre som førte ud til en stor balkon hvor de kunne sidde og nyde solen. Gående med Aaliyah umiddelbart ved sin side ledte hun vejen til nogle store bløde lænestole hvor de kunne sætte sig til rette. Et velbehaget suk lød fra hende før hun så mod niecen. Hun trak en småligt dybere vejrtrækning ved tanken om hvad hendes mand var i gang med selvsamme tidspunkt. ”Han havde nogle erindringer i Dianthos at se til. Han er hjemme igen om nogle dage,” Hun vidste allerede på forhånd hvordan hun ville blive ked af det når han vendte hjem med flere eller længere guldrifter over kroppen. Han kunne bare ikke lade være, og det gjorde hende bitter.

”Jeg håber du nyder friheden, mens du har den,” Ud af øjenkrogen kunne hun se hvordan slaven kom tilbage med en flaske og glas og sørgede for at skænke til dem begge. Delaila ventede ikke et øjeblik med at gribe sit eget glas – ligeglad med hvad tid det var på dagen. Det var hendes stykke af frihed hun kunne have.

Der var så fredsfyldt i tantens hus. Hun nød at komme her og de samtaler som hun kunne have med sin tante. Slaven var allerede stukket afsted som tanten havde nævnt ordet vin, hvilket ikke kom som en overraskelse når man vidste hvor bestemt hendes tante kunne være. Men et glas vin kunne Aaliyah nu altid drikke. Det var sjældent at det ikke var det der var i hendes glas, når hun nød noget. Aaliyah fangede det gestikulerende nik ud mod glasdørene som førte ud til balkonen, hvor de så ofte havde siddet og snakket om mangt og meget.
Hun fandt sin plads i en af de bløde stole, som hun var blevet ført til og følte sig så velkommen i hjemmet. Hendes tante var en person som var anderledes end resten af hendes familie, hendes tag på livet var noget andet. 
Aaliyah vidste at det var svært for Delaila at hendes onkel drog ud og arbjedede som han nu gjorde, og vendte hver gang vendte hjem med flere guldrifter på kroppen. Det var en hård skæbne han gik i møde, "Ja, selvfølgelig. Han har altid travlt, den kære mand" Kom det roligt fra hende.

Aaliyah lod også selv den spinkle hånd gribe om glasset stilk som de blev fyldte. Hun smagte på vinen inden hun svarede på tantens ord. Der var så mange forventninger til Aaliyah at hun i øjeblikket havde svært ved at nyde den frihed som hun havde. "Jeg har næsten svært ved at nyde den, med alle de forventnigner som der er til mig. Min fader mener bestemt ikke at jeg burde nyde den frihed meget længere" 

Der var noget om, hvordan niecen kommenterede på hendes mands fravær, der fik nogle tanker i gang. Det skulle derfor ikke være nogen overraskelse, at Delaila ville snakke med ham, når muligheden var der, og at der muligvis ville blive taget flere emner op, end hvad der plejede.

Med sit glas i sin hånd så hun i retningen af sin niece igen. “Han er så gammeldags, din fader” mumlede hun en anelse vrissent. Glasset blev ført til hendes læber, og hun tog en tår af vinen. “Aaliyah, kære,” Delaila slikkede noget af vinen fra sine læber. “Jeg tror måske blot du skal holde dig for øje, at jo ældre du bliver, jo mere vil din fader presse på for at du indgå et ægteskab,” fortalte hun. “Mændene i denne her familie er alle så desperate," kommenterede hun og rystede lidt på hovedet af tanken. “Selvom jeg ønsker du skal nyde din frihed mens du har den, så  tror jeg det er lige så vigtigt at have dine øjne åbne for en potentiel partner, så du har mulighed for at finde en du kan snakke og enes med,” delte hun ud af. Hun vidste godt at Sephyran af Kazimi ville have sine børn afsat og gift, men for Delaila tænkte hun også over kommunikationen i forholdet - kun for at det ikke skulle ende med at blive et lignende hendes eget.

Aaliyah vidste at hendes tante elskede hendes mand, og gjorde alt for at beskytte ham i denne situation som de sammen stod i. På et eller andet tidspunkt ville sygdommen muligvis tage over, og indtil videre virkede det måske som om at det blot var de kære kvinder, som prøvede at tage dette seriøs, så onklen ville leve så længe som muligt.

Hendes tante var uden tvivl en kvinde med andre og bestemt holdninger end resten af familien, og det var Aaliyah draget af. Hun følte sig presset af familiens forventninger, men ønskede måske ikke selv at det skulle gå så hurtigt - selvom hun gerne ville have en mand. "Meget" Stemte hun i og drak lidt af vinen i glasset, "Det har han.. Jeg ved ikke om jeg skal sige desværre, men det har han gjort i efterhånden en del år, kære tante" De var meget desperate. Ikke kun for at få afsat kvinderne, men også for at skaffe flere relationer til deres egne forretninger, som det også handlede om. 
Hun tænkte meget over tantes ord og var selv kommet til samme sted i sine tanker og sit liv, for det handlede lige så meget om hende. Hun ville ikke nøjes. "Min fader har mange meninger og mange ønsker, men jeg ønsker ikke at nøjes. Jeg ønsker at finde en mand som elsker mig og omvendt, og som jeg kan se i øjnene" Ikke at nogle af de andres mænd eller koner fejlede noget, men hun ville ikke bare være en kone som skulle varte hendes mand op.

Det frydede Delaila at hører at fyrst Sephyran af Kazimis barn selv mente at han var gammeldags. Det var nok til at det fik hende til at trække blot en anelse på mundvigen i retningen af et smil.
“Det ved jeg,” lød det roligt fra hende. At han havde presset på i flere år var ikke nyt for Delaila. Det var en prioritet at få børnene giftet væk. Det sikrede alliancer, netværk og skabte større formue at lave ægteskaber; og det var jo det som mændene gik op i.
Et lille smil spredte sig på læberne som Aaliyah talte højt om sine ønsker og håb. Der var et øjeblik, hvor Delaila var ved at hoppe i med begge ben, og fortælle at kærligheden ville komme med årene, men sådan var det jo ikke hos alle. “Jeg er sikker på at din fader ikke vil lade dig ende i dårlige hænder,” En ting var, at Aaliyah ikke altid blev set lige så godt på, men en anden ting var, at manden stadig holdt af sine børn, og aldrig ville gøre dem ondt; og ondt ville være at gifte hende ind i noget, som Aaliyah ville blive ulykkelig i. Delaila mente i hvert fald selv, at hun kunne pege på et par arrangerede ægteskaber, og nævne at de i hvert fald ikke var lykkelige - men nu skulle hun jo ikke selv komme for godt i gang, for hendes egen lykke kunne jo også diskuteres.

Aaliyah selv og hendes tante lignede hinanden på flere punkter, det var der intet nyt i. Aaliyah vidste at hendes tante selv havde stået igennem meget, og hendes onkel lignede måske hendes fader på flere måder - på både godt og skidt. For selvom Sephyran var gammel dags og gjorde tingene på sine måder, så var han stadigvæk hendes fader. Det kunne og ville hun ikke komme uden om. 
Hun havde følt hans skuffelse over at hun endnu ikke var blevet sat fri og blevet gifet væk til en mand som ville have hende, og det havde været svært og frustrende for Aaliyah at stå model til. Hun følte at hendes fader havde presset ekstra hårdt mod Aaliyah, fordi at hun var ved at nå den alder som hun var. 
"Nej, det ved jeg" Svarede hun roligt og kiggede over på tanten. Hans børn var for vigtige, fordi at de skulle skaffe ham disse alliancer, så at gifte hans børn væk til familier som ikke kunne give ham noget eller som behandlede dem dårligt, ville ikke ske - så var der blot forskellige holdninger om hvordan det ville sige at blive bahandlet dårligt. "Jeg betvivler heller ikke min faders ønsker eller det at han gerne så mig blive gift hurtigst muligt. Det er måske måden det bliver gjort på" Men sådan var det i deres familie, og det var nok hendes søster som havde sat for mange tanker i hendes hoved på den måde. Aaliyah havde selv egne ønsker om hvordan hendes familie skulle se ud i fremtiden, men det hele var spekulationer.

Det virkede til at Aaliyah blev forsikret, at hun nok skulle ende et godt sted. Så var det bare roen og tålmodigheden for både hende og hendes faders side, der skulle findes frem. Delaila var overbevist om at bekymring ikke ville få dem nogen vegne. Jovist, så var det forståeligt at man kunne være urolig og utålmodig når den gifteklare kvinde ved hendes side efterhånden begyndte at nærme sig en alder, der var knap så tiltalende. Men uro og utålmodighed ville ikke gavne den situation de var i. Delaila havde selv været seksogtyve, da hun blev gift, og det var endda sent, mente nogen.
“Hvor meget investerer du selv i at finde den mand du vil blive gift med?” overvejede hun, men lod ikke Aaliyah have længe til at svare, før hun tilføjede: “Grunden til at jeg spørger, er fordi, det kan være det ville være en ide, at du rejste lidt rundt og så nogle af de muligheder du har. Deltager til nogle festligheder,” hun skævede over til Aaliyah, for også at nævne, at det kunne hjælpe lidt på en fornemmelse af frihed. “Det vil selvfølgelig kræve nogle ressourcer at få bemanding til dig, så du ikke ender i en kattepine,” Det sidste kom lidt mere mumlende ud af hende, som hvis hun vidste at Kazimi familien nærmest havde målskiver på deres hoveder, for at ende ud i noget afpresning.

Når hendes fader forsikrede hende om at det var et stikker sted hun ville ende, hvem var det så sikkert for? Hendes faders forretningsmuligheder eller Aaliyahs muligheder for at leve i et forhold hvor hun ikke blev nød til at bekymre sig om hvilket liv hun stod overfor. Hun havde set det så mange gange at kvinderne i denne familie nærmest blot blev statister i deres eget hjem og blot skulle sørge for at hverdagen og huset levede op til de forventninger som manden havde. Aaliyah var uden tvivl naiv, det vidste hun godt, men hun ønskede bare mere end det som hendes fader gjorde. 
"Inden for de sidste mange år har jeg gjort mere" Det var også på grund af de forventnigner som hun selv havde. Elskede hendes faster hendes mand? Eller omvendt? "Jeg forstår hvor du vil hen, Faster" Det var da noget hun havde gjort og deltaget i men det kunne være meget mere end det var og det var slet ikke nogen dum idé som fasteren foreslog, "Om det koster lidt resourcers det må Fyrsten så i så fald leve med. Det er slet ikke nogen dum idé. Ofte har jeg blot deltaget i familie festerne" Om han skulle bruge lidt kræfter på resourcer så måtte han gå med til det - Aaliyah tog det nok ikke så tungt omrking en kattepine, hun kunne ikke se hvem der skulle gøre noget ved hende. "Må jeg spørge dig om noget?" Hun vidste ikke om hun trådte på nogen tæer eller kom for tæt på fasterens forhold, "Elskede du onkel da du mødte ham?" Deres forhold var også sammenbragt. 

Delaila lod sine øjne blive en anelse smalle som Aaliyah fortalte, hvordan hun havde prøvet at gøre mere for selv at finde en mulig husbond. Hun nynnede tænkende, som der blev tilføjet, at Aaliyah forstod, hvor hun ville hen med at komme mere ud til omverdenen. Bag den mørklødede pande var der masser af tanker i gang på hvilke højtider og festligheder som Aaliyah kunne deltage i. Hun skulle bare ud af paladset og rundt i hele landet, ja det ville ikke undre hende, hvis hun endda endte i Dragorn. Der lå mange overvejelser, men samtidig vidste hun også at hun ikke orkede at skulle snakke med sin svigerbror, med mindre det var fordi der var andre sager at tage op, eller hvis det endte med Shakeed alligevel skulle forbi.

Hendes blik rettede sig mod niecen, da der var en udtalt nysgerrighed. Spørgsmålet fik hende til at se ned mellem dem, der hvor de sad. Øjnene hvilede på det mønstrede stof på puderne de sad på, men det tog kun et øjeblik før hun så tilbage op på niecen. “Det mange år siden,” lød det fra kvinden, reelt set som en forklaring på, at det var kompliceret og at hun ikke ønskede at fortælle det. Der var øre og øjne alle vegne, og hendes forhold havde ikke behov for at vide hvordan hun havde vaklet, fordi hun havde været usikker på om de nogensinde ville elske hinanden. Hun huskede jo hvordan Shakeed havde været ved at gå ud af sit gode skind, kun fordi hun var nogle år ældre. “Men vi elsker hinanden,” forsikrede hun dog sin niece, selvom hun selvfølgelig af og til havde sine tvivl når det kom til Shakeeds følelser.

Det var ikke længe siden at Aaliyah havde været rundt i landet og været på nytårs ferie i nordlandet, hvor tingene havde taget en drejning som hun ikke havde regnet med. Hun havde ikke talt med Basil Argyris lige siden, hvilket selvfølgelig gjorde ondt på flere måder, fordi at han havde været hendes ven igennem så mange år. Men hun havde samtidig ikke behandlet ham ordenligt. Men hun forstod hvorfor hun måtte ud og opleve landet og deltage i arrangementer for at tilfredsstille hendes naive lille leg. Hun ønskede jo kærligheden og ikke et lignende forhold som hendes fader havde til hende stedmor. Han virkede ikke til at elske hende, måske holde af, men der var også en lang vej.

Aaliyah var bange for at ende som en kone som blot skulle servicere og tilfredsstille hendes mand og dermed miste hvad hun selv havde at leve for, og det var grunden til at hun havde spurgt hende. Men hun vidste at hendes tante levede sit liv, og forhåbentligt det som hun ønskede at det skulle være. "Det er mange år siden?" Hun behøvede ikke at forklare dybere, det var blot en konstatering. "Jeg er blot bange for at ende i hos en mand som kun ser forbindelsen til min fader og ikke hvad jeg har at byde på." Mon ikke hun kunne forstå den tanke?

Delaila så i retningen af sin niece som gentog hvad der blev sagt, “Hov, hov, ikke tale mig efter munden. Du får mig til at lyde gammel,” grinte hun lidt. Det var så sjældent man så hende desideret grine. Delaila havde jo selv fortalt at ‘det var mange år siden’, så hun dømte slet ikke sin niece for at have sagt det, og hun vidste at det var fordi der var en massiv nysgerrighed fra den voksne niece. Der var trods alt kun ni år mellem de to. Delaila kunne stadig huske nyheden om hvordan Khadijas lys var blevet slukket for tidligt efter fødslen af Aaliyah. Det var jo hårdt for alle.

Smilet falmede dog og gik tilbage til den mere seriøse mine og lyttede til hvad niecen havde på hjerte. Hun tog en slurk af vinen, de havde. “Jeg forstår din bekymring, tro mig,” hun slikkede nogle dråber af sine læber. “Nogle mænd er til at arbejde med, andre knap så meget,” hun kunne helt klart pege på samtlige mænd og give en dom for at lette de var at gifte sig med, men hun ville ikke lege dommer. “En anden ting er, om konen, manden bliver gift med, gider at lægge arbejde i det,” lød det fra hende som hun trak på et lille skævt smil, det var der dog kun et øjeblik før hun slog smilet væk for at udpensle noget: “Altså, ikke det arbejde der er ved sengen,” prøvede hun at forsikre sin niece. “Men at holde hans interesse og nysgerrighed. Lader du dig føje og glide ind i den form, som mange ønsker du skal være i, så bliver du kedelig og forudsigelig,” prøvede hun at forklare. “Det kan være godt med modspil og diskussioner, kære,” prøvede hun. Det at Delaila var i stand til at sætte foden ned, og det at hendes mand var respekterende, gjorde at de fandt en kemi, der trak dem tættere på hinanden.