Det var sen aften nærmer nat ville nogen mene, en smuk ung kvinde gik alene ned ad gaden efter, at have gjort en velhavende herre ved selskab inde ved spillende. Dog var hun hurtigt smuttet, som han havde tabt en del, og hun stadig havde bedt ham betale for at have hende, men ønskede ikke at tage med ham hjem. Det lykkedes hende at få lidt flere diamanter fra ham, manden var jo fuld og alt for nem, normalt snød hun ikke men han havde hele aftenen ragede på hende, hvilket ikke var en del af deres aftale. 

Hun var iført en mørkeblå kjole, den var ikke lang men afslørede de smukke ben, og foran var der udsyn til en kavalergang, håret var sat pænt op for ikke at være i vejen. Blikket flakkede en smule rundt, som hun vandre ned ad gaden på vej hjem, men en anden havde en plan for hende, den fulde herre kom væltende ud for at rende efter hende, hun havde desværre ej helt hørt ham mere optaget af at betragte et par rotter på vej ned ad gaden, selv de rige havde de bæster var en tanke der gled igennem hendes sind. Kort lod hun sig stoppe op, idet hun fulgte en kat med blikket som den langsomt listede sig imod rotterne, et syn der morede hende en del. Men i dette sekund var manden pludselig hurtig, hun lod et højt skrig slippe idet en arm, lagde sig imod hendes fine hals. Ryggen blev presset imod mandens overkrop, som han tvang hende helt tæt på sig, en latter lød fra ham og hans ånde afslørede tydeligt hvor meget han havde drukket, fordi han endte med at tabe gang på gang, selv når hun prøvede at distrahere var han blot uduelig. 

Rosalind vred sig i hans greb, men han strammede sin arm om halsen, så hun hoste en smule og mærkede hvordan luften, langsomt blev påvirket. Hun kunne mærke hans stive lem imod sine baller, ikke en rar følelse når dette var imod hendes vilje. Hendes ene ben prøvede forgæves at sparke til ham, men han var alt for stærk det måtte være det eneste han kunne, hun mærkede hans fri hånd der frigav hans lem, for at skubbe hendes kjole og gevandter op. før hun gispede som han nådesløst lod sig presse op i det bagerste hul, det gjorde fandens ondt fordi hun ikke var tændt overhovedet, men han var ligeglad han skulle åbenbar bare have hende. Langsomt mærkede hun ham skubbe sig hen imod en væg, hendes blik flakkede bange rundt, som hun i det fjerne så en skikkelse, og for en gang skyld ønskede at se en byvagt. 

Meget af tiden var blevet brugt på, at holde øje med om beboerne havde det godt. Selvom det ikke var hans distrikt, så havde Ashton aldrig haft noget imod, at hjælpe til i de andre distrikter. Han havde bestemt ikke noget imod, at holde lidt øje i de andre distrikter. Nu var han meget sikker på, at beboerne i det centrale distrikt var okay, og havde det godt. Derfor kunne han tjekke det øvre distrikt, selvom Issac nok holdte godt øje med hans distrikt. I et roligt tempo gik Ashton rundt, og betragtede omgivelserne nøje. Han kunne godt lide distriktet, dog ikke så meget som han kunne lide sit eget distrikt - det var klart. Han synes ikke, at høre noget og det virkede heller ikke til, at der skete noget.

Måske var det bare en rolig aften, hvor der ikke skete noget? kunne det være sandt. Han grublede lidt over det, som han stræk sig en smule. Som han gik lidt videre kunne han pludselig høre noget. Men hvad kunne det være, fordi han hørte ingen stemmer. Der var en underlig, og træls form for larm i hans ører, og det gjorde at han hurtigt satte sit tempo op. Han havde hurtigt fået fornemmelsen af, at der var et eller andet galt. Han var nødt til at undersøge det nærmere, og han var nødt til at finde ud af, om der foregik noget i nærheden. Hans mavefornemmelse fortalte ham at der var noget galt, og han kunne ikke få øje på Issac, eller en anden byvagt. En løjtnant som ham blev nødt til at gøre noget, og handle uanset hvad. Som han kom tættere på kunne han se en kvinde og mand, og Ashtons første tanke var om de var kærester eller mand og kone. Men som han betragtede situationen nøje og kunne skimme kvindens udtryk i ansigtet, og hvordan manden bare gjorde, som han havde lyst kunne Ashton godt se, at de ikke havde en relation til hinanden.

Kvinden prøvede bevidst også at komme fri. Der var intet værre end sådanne kryb, og Ashton hadede og afskyede dem. Han gik endnu tættere på, og hurtigt greb fat i mandens krave. Hev ham væk fra kvinden"Det er klamme kryb som dig.. Som gør at jeg elsker fængsler" og det var sande ord, som de også kom bestemt og hårdt ud fra Ashtons mund. Han strammede grebet om mandens krave. Han havde ikke tænkt sig at slippe ham, og sendte ham et vredt blik. Han kunne godt mærke at manden blev sur, og prøvede at stritte imod. Hurtigt og bestemt fik Ashton lagt manden ned imod jorden. Sørgede for at mandens arme var låst bagpå ryggen. Ikke tale om at en byvagtsløjnant som Ashton ville lade denne usle og klamme mand gå frit rundt. Hvem ved hvilken kvinde han ellers kunne gøre det samme ved. Han ville slet ikke tænke på det. Som manden jamrede sig, pressede Ashton mandens ansigt lidt hårdt ned i jorden"Giv venligst kvinden en undskyldning.. Hvis du overhovedet kan det. Jeg låser dig inde bagved tremmer. Det vil passe godt til dig" Ashton kunne virkelig ikke fordrage mænd som ham, og han hørte manden jamre lidt mere, før Ashton vendte blikket hen imod kvinden. 

Rosalind var så træt af mænd som denne, der troede de kunne tvinge når de ikke fik deres vilje, hun havde netop sagt nej fordi hun vidste han ikke ville respektere hende. Men så skulle han alligevel have hende, ville ikke lade sig blive afslået mangen til svin skulle man lede længe efter. Hun prøvede at vride sig i hans greb, som hun mærkede væggen imod sin krop gispede hun en smule mere, som hun blev nød til at dreje hovedet for ikke at kysse væggen med sit ansigt. Blikket søgte panisk rundt fordi hans armen om halsen strammede sig, tvang hende til at fokusere for ikke at miste pusten helt, men dog fin hun øje på Ashton hun vidste han var en del af byvagterne, havde set ham enkle gange før dog ikke snakket med ham. 

Hun bed sig i læben som manden bare fortsatte, med at presse sig hårdt ind og ud, imens væggen blev mere og mere tæt på hende. Som manden blev trukket tilbage måtte hun kort glide på knæ for at få luft igen, og mærke sine ben under sig. Kroppen rystede en smule efter ubehag, dog betragtede hun hvordan manden blev lagt ned, hvilket han havde så meget godt af! 
Rosalind kom på benene igen, kort lod hun kjolen rette sig til med hænderne, før hun trådte et skridt tættere på de to mænd, et fnys slap fri. Måske det var lidt af den flabet side der kom op i hende, for hun valgte at sende en spytklat i hovedet på manden, der nu lå på jorden, ligeglad med om Ashton ville være glad for den handling eller ej. 
Derefter gled blikket imod løjtnanten " jeg gider ikke hører ham sige mere, kan du ikke sende ham i arresten? " spurgte hun med et hævet bryn, før hun dog sendte ham et taknemligt smil, blikket vandrede over ham der var da bare noget med mænd i uniformer ikke? Det fik en ide til at komme frem, og hun stillede sig nær Løjtnanten nok for sat provokere den anden mand mere, lod hun sin ene hånd lægge sig imod Ashton overarm, lænede sig kort imod hans ører " hvad ville de sige til, at vi fik smidt svinet væk, og jeg så tog med dem hjem? så det også sikker på der ikke er flere der rør mig. Men måske jeg rør dig?" hendes ord var spindene i hans ører næsten lokkende, slutte med et let nap i øreflippen, før hun trak sig tilbage og lod ham afgøre hvad han ønskede. 
Hun sendte ham et let flirtende smil, før hun stirrede koldt på manden på jorden som tydeligt brokkede sig videre, især efter hendes spytklat som han desværre ikke bare lige kunne få af så let. Sikke en skam.