Dybt inde i Amazonitskovene rislede vandet gennem en flod, hvis leje var farvet af glinsende røde krystaller. Floden havde altid haft et dårligt ry på grund af den blodrøde kulør og mange, der drak af vandet, berettede at det havde en svag eftersmag af jern.

Men under vandet gemte sig en anden, mørk hemmelighed. Skovens Pagt havde fundet frem til et sjælefragment - en rest af Ærkedæmonen Zethos, hvis magt en gang havde indhyllet alle dele af skoven. Fra sjælefragmenterne bredte korruptionen sig stadig, gennem flodens rislende vand og ind i sindet på skovfolkene, som levede ved bredden.
"Hviskeren" havde man kaldt dæmonen, og de mange stykker af ærkedæmonens sjæl som var begravet i skovens dyb, havde stadig en brøkdel af den magiske indflydelse: formørkende sindet på de, som kom tæt nok på til at høre sjælefragmenternes hvisken.

De udsendte fra Skovens Pagt havde gravet en åbning til nogle gamle, magisk forseglede huler, der eksisterede under floden. Her fandtes spor efter Mørkelvisk tilstedeværelse, for længst glemt og forladt, men nogle af de gamle fælder virkede utvivlsomt stadig.
Nu var tiden inde til at sende en mindre gruppe af sted for at hente sjælefragmentet ud: et ubetydeligt udseende stykke mørk krystal, unaturligt koldt at røre ved.
Det var ikke lykkes at finde en måde at destruere et sjælefragment på, men Skovens Folk ville måske med magi kunne begrave det et sted langt borte, hvor dets mørke indflydelse ikke kunne få magt.. så længe de kunne forhindre bæreren af fragmentet til at falde til dets hvisken.
Der var også en anden risiko: for opdagelserne ved den røde flod havde utvivlsomt tiltrukket nysgerrige øjne og rygterne kunne have nået vidt .. til grådige skattejægere eller tjenere af Mørket. Og hvem vidste, hvilke af skovens væsner, ærkedæmonens sjæl allerede havde været i stand til at korruptere?

---

Dette er en plottråd. Det vil sige, at den er oprettet til at omhandle et særligt plot på siden, men det er op til spillere i tråden, hvor det skal føre hen. Der må maksimalt være 4 karakterer i tråden.
Det er tilladt at springe spillere over, hvis de bliver inaktive undervejs.


Resterne af magien i et sjælefragment forsøger altid at få indflydelse over dem, der befinder sig i dets umiddelbare nærhed. Det starter som en sælsom hvisken i kanten af ens sind, som man ikke helt kan høre eller forstå, efterfulgt af mørke drømme og mareridt. Med tiden bliver ordene tydligere, og deres betydning låser sig fast i sindet: man kan ikke stole på nogen. Ens venner og familie vil gå imod én .. man begynder at blive mere og mere tilbøjelig til grusomme handlinger, ind til paranoia til sidst opsluger én og bliver til sindssyge. Dæmoner mærker kun en lille brøkdel af effekten.
Sjælefragmenternes magi kan blokeres med magisk forstærkede barrierer, samt magi, der renser en persons sind. Man bliver også langsomt normal igen ved at komme på afstand af fragmentet.
Har du lyst til, at din karakter skal blive påvirket af det, er det op til dig selv, hvordan du præcist spiller på effekten.


Missionen for Skovens Pagt er at grave Sjælefragmentet fri og bringe det et sted hen, hvor det ikke længere kan have indflydelse på beboere i skoven.
Andre kan dog også deltage i tråden, hvis det er relevant for karakteren: at man har hørt rygtet om fragmentets tilstedeværelse, eller er udsendt af en fraktion for enten at hjælpe eller forpurre. Mørkets Herre, Ærkedæmoner eller private samlere vil alle betale gode summer for fragmentet.

Som en hvisken fra træernes raslen, havde alfedæmonen fået nys om det. Alfer talte i krogene og dæmoner i mørket og han ville have dette magiske objekt fragtet til sin(e) overordnet. Han følt sig selv som den mest oplagte at tage afsted, skønt han ingen agent var for sådan en opgave. Skulle historierne og rygterne være sande, ville han ikke være så efterladt så påvirket igen. Hviskeren, det kunne bare komme an, tænkte han hovmodigt for sig selv, som han trådte igennem passagen af en portal han havde fået sin kollega til at skabe til ham. Dybt inde i Amazonitskoven stod han nu på grænsen mellem Dunkelskoven og Den Røde Flod. 

Blikket gled op i mellem træerne kroner og så hvordan det hele lå tæt og indelukket for sig, med et voksne smil trådte han videre frem for sig. Barfodet, barkroppet i sin egen hinde som dækning for dækning af kroppens naturlige form. 

Han satte fra og lod sine røde transparente vinger fjerne afstanden fra ham og den afstand han havde til Den Røde Flod, den kaldte på ham, han kunne næsten fornemme det. Men blikket gled lidt omkring, som han så hvordan andre listede langs vandkantet. Fint, tænkte han og lod sig lande på en tyk gren nogen få meter fra en kutteklædt person. Ingen ville så frivilligt vandre ind i mørket uden en mission for øjet. "Er du lige så langt væk hjemme fra som jeg er?" spurgte han, som han stod på grenen nær træet stamme og så ned mod personen. Blikket så stift mod personen, før han tjekket hvor mange fra Skovens Pagt der var til stede, men det faldt atter tilbage til personen. 

Mon ikke de kunne få gavn af hinanden? Ingen grund til at lave alt arbejdet alene. 

Hvorfor virkede denne... hvide skinnede elver så bekendt for ham. Det var lidt som at have set ind i et gammel minde fra fortiden, men det var ham semi irrelevant lige nu, for han var der af en anden årsag end at opsporer folk fra gemmerne. Så i stedet måtte han blot sikre sig at de kunne enes, selvom det gik så meget i mod hans person at enes med folk. For Zalans da også, han hadet den idé. 

"Sikke en fornærmelse at give en fremmed" kommenteret han og lod sig hoppe ned fra grenen og landede en del tættere på personen for at træde den sidste afstand væk fra sig. "Bare fordi jeg har vinger som en Gode skøn alf og horn som en fræk dæmon, bor jeg ikke i disse gamle skove som en anden fortabt satyr" talte han sig selv op og satyr-racen ned. Men han lod sin ene fod krads sig op ad skinnebenet og lod sin hånd støtte til personens skulder som en selvfølge for at holde ham oprejst. Skuespil for den dårlige balance han ikke besad. 

Men han slap den hvide elver igen og lod hænderne blive placeret i siden af sig selv, som han så frem for sig. "Er du her af samme årsag som jeg?" spurgte han med lavmælt stemme. 

Det var naturligt for de fleste at holde en grad af afstand fremmede imellem. I takt med at man blev mere og mere tryg og bekendt med hinanden blev afstanden ofte minimeret. Indtil man i visse tilfælde blev så komfortabel at den forsvandt og tosomheden blev til en enhed med kollektiv tankegang i mere end en forstand. Denne naturlige afstand – havde den spøjst synende dæmon – alf? – Ikke. Og det var ikke en annullering af afstand, der bragte Minali nydelse.

Snarere fik det hende til at hæve de slanke bryn i forbavselse, som han brugte hende som støtte, mens han kradsede sig med sin fod, som et andet vildt dyr. Hvor vidt han fandt hendes kommentar fornærmende, var intet hun ville bruge sin tid på.
”Satyrer har det med at være fortabt – uanset hvor de er. De er naive, lystbetonede uden mål og lette at distrahere”.

Den ene hånd hævede Minali advarende i vejret, klar til at slå eller skubbe ham, da han ikke fjernede sig hurtigt nok, men nåede aldrig så vidt, da han slap hende igen, og hun skulede hans vej.

"-OG irriterende! - Måske er du som dem? Eller en myg. Krager er ganske fornøjelige væsner, trods alt".

Med et fnys og påbegyndende skridt, der nu var mere hastige end før, begyndte hun at gå længere hen langs flodbredden i søgen efter pagtmedlemmer, uanfægtet af om det mærkeligt udseende væsen fulgte med. Tanken om at hun selv stod kraftigt ud fra mørkelvere slog hende ikke i øjeblikket. Måske var det kun aftegningerne i hendes ansigt og den halvknurrende, melodiøse accent der forrådte hende. Og på den måde var hun ikke så anderledes fra – hvad end han var.

”Det kommer an på hvorfor du befinder dig her. Jeg er her for at tilbyde min hjælp med at afskaffe et fremmedlegeme, der ikke bliver værdsat”.

Uden at øjnene rykkede sig omkrig i hovedet, var de opmærksomme for omgivelserne og hvad der skete lige fro næsen af ham. Bevægelserne var ikke noget som han ikke ville have kunne undveget hvis nødvendigt. Tvært i mod, Barnabas' smidighed tillod ham at være hurtig og have reflekser at arbejde ud fra. Skulle det være helt skidt, kunne han altid bukke bagover til hænderne stod på jorden nær fødderne og hovedet næsten kunne stikke ud mellem benene på ham. Men det var ikke på sin plads, for så lang tid behøvede man trods alt heller ikke på at klø sit eget ben. 

Noget stak nu alligevel til ham, personen var ikke en bekendt af hans, men var noget så genkendelige ud fra så meget andet. Så bleg en elver så man sjældent og accenten – åh. Den gav personen væk. Helt væk. Måske bare for ham. "Lad mig rette dig. Jeg er fornøjelig" sagt med en kærkommen charme og et frisk smil. 

Fødderne flugte trop, så meget mindre end ham var personen nu heller ikke, så hendes lange skridt var tæt på normale skridt for ham. Flygt du endelige, jeg følger efter dig. 

Pff, lød det stille fra ham. "Ingen af din kaliber er her af sådan en gæstfrihed, specielt ikke .. – hvis du er hvem jeg tror du er," stak han lige så stille til den hvidskinnet mørkelver og lod sin hale sno sig lidt omkring hende. Rygterne var forældet, det var næppe rygter mere, bare skråner og spøgelses fortællinger. Kvinden der var mand og manden der var kvinde. Bytte bytte købmand, lad os bytte plads. Noget i den dur. Men han kendte ikke hendes navn, han vidste blot at hun var ældre end ham, havde lidt last og levet i eksil, valgfrit kunne man vel sige. 

"Så hvis det er tilfældet, så hjælp mig, med at hjælpe dig" tilbød han hende. 

Et let løftet bryn steg langsomt i manden på ham, som han mærkede hvordan hun greb om halen og stod klar til at knæk den. "Ah, du ved vel hvad der sker hvis du prøver på det?" varslede han hende og trådte blot tættere på hende, som det ingen betydning havde for ham at hun truet med det. Hele reaktionen hun gav ham bekræftede blot hans teori, og nu kunne de så sandelige forhandle. 

Knækkede hun dæmonens hale, skulle han nok sørge for at Mørket kendte til hendes eksistens, og ikke blot at hun endnu levede, men hvor hun sidst blev set, og han havde hage for at følge med selv i der yderste kroge af landet. Han lod sine hænder skælle mere op som han lagde hånden om hendes skulder. "Hjælper du mig med at få fingre i fragmentet, leder jeg gerne mørket på afveje, hvis de skulle tro du var tilbage og havde planer i mod dem.. selvom du vidst allerede skulle have været i kontakt med en af deres?" var det ikke det han havde fået halve sætninger overhørt. Åh, der var et eller andet, men om det var så relevant vidste han faktisk ikke. Han fulgte ikke så meget med igen, navne og deltaljer var jo ikke lige så vigtige som det faktum, at han bare vidste noget. 

Blikket fulgte lidt med. Spejder vi efter lyttende individer? Det ville næppe være det første, men skulle det være tilfældet, ville de ikke være så tilgængelig eller åbenlyse som han var. Men han var såment heller ikke en som skulle være i skjul så længe ad gangen, det kunne han da slet ikke holde til. Rampelyset kaldte og han ville lave ravage hvor han kunne. 

Barnebas måtte dog give kvinden sin tid til lige at tage det ind, vende enhver tanke og sten der måtte komme hendes vej. Måske var hun ikke så vant til at nogen gik op i hvem hun kunne være. Ikke at hun var en vigtig person i hans optik, men folk havde det med at gøre sig selv så (selv)højtidlige. Hun skulle nok være en som dem, for en trussel var hun ikke. Ikke på stående fod, men med en mulig ejerskabsfornemmelse for de fragmenter de begge ledte efter, så kunne hun da blive det. Måske. Men det var ikke noget han havde i sinde at teste. Find den, slug den og stik af. 

"En lækker forfremmelse og fem stjernede middag på valgfri kro" dumsmart som han var, men han rystede let på hovedet over det, ej det var nu tiltrængt alligevel. "At vi alle kan lærer lidt mere af det og at det ikke falde i hverken de rigtige eller forkerte hænder" ingen skulle have den fornøjelse at få den form af hjælp på sin side. 

Skulle man i sandhed tale Zion op eller ned, kreditere ham eller misbillige ham. Barnabas ville normalt altid tage det som kunne være sjovest for ham selv og værst for personen han talte om. Men i dette anlæggende, var det ikke bare for sjov, men et reelt muligt samarbejde. 

"Han og hans kollegaer har ikke deres job for sjov, de forstår sig på viden og data indsamling. Du vil ikke finde noget bedre hverken hos lyset eller mørket" fortalte han ærligt og redeligt. Om det kunne være en form af forsikring at vide, at det ikke blot var løgn og latin, spas og useriøsheder at han stod der og ville have fragmentet med sig hjem til 'sin' leder.
Han lod halen forlade hende for en stund, men så på som hun tog sine særheder og gjorde hvad hun gjorde bedst. Tænkte (in)effektivt og nøje over tingene, men hun var ikke som Zion. Var hun blevet smittet af menneskene, eller havde hun glemt sine rødder? Eller havde han blot en mærkelige forestilling om hvordan mørkelver burde være, alle hans referencer for hvordan de var faldt tilbage på hvordan Zion var. 

"Viden skal bruges, men viden om sådan et stykke fås ikke på en uge. Skrøner og legender fortæller så mange historier om hvad de kan, men de fleste er modstridende" summede han stille fra sig. "Enkelte ting har de dog alle tilfælles, ved du hvad det er?" En varsel fra ham ville blive udleveret, en forsikring om hvorfor hun ikke selv burde lade sig være i berøring af fragmentet. 

Måske var det for vovende at antage hun ville gå med på hans ideer og lege, så halen snørklede sig en anelse omkring, som den ikke kunne finde ro. Den var bare en forlængelse af ham og hans uro for at ville gøre mere end at smalltalke med denne forhindring. 

"Det vil være for nemt at give dig svaret, så fortæl mig dine ideer" fristende for at sige hendes navn, men det måtte komme senere hen. Det var for tideligt at give hende den fornøjelse at hun ikke var et spøgelse længere. 

Barnabas tog nogle små hop og nåede op ved siden af hende, men lod blikket skæve mod det røde vand. Det var så fristende, lige at dyppe sig selv i det og svinde ned i det blodrøde vand som det var der han hørte hjemme. "Hvad vil du opnå med fragmentet foruden at gå i mod din fortid" hun var jo som så mange andre, hævn var en så klassisk følelse for disse mærkelige menneskelige væsner. Elver og mennesker var jo bare hver deres gren af det samme træ. 

Hendes person til endelige fat, og han kunne læne sig en anelse tilbage. Passiv lade sig rettet og forsøg ført til skamme, men den uberørthed lå tungt henover Barnabas og hans ansigt. Fortællingen og metaforen hun gav fra sig var modsigende, men han måtte gemme det til senere. Det syge frugtbærende træ måtte rives op med roden fra start af, ikke blot det ene rådne æble det havde produceret. 
En ynkelige fortælling med et ynkeligt mål. 

De mørke øjne så til og et skævt smil voksede skråt over hans ansigt som han følt hendes hænder om hans horn, tætnede deres ansiger. Halen kryb sig op ad hende i en snoende form, let tætnede den sig en millimeter for millimeter. "Du tyder ikke dæmonisk, din krop modstår ikke virkningen af dens magt og dit begær for at råde bod på dine tab og straffe er som at se vingeløs and forsøg sig med at flyve. Pinligt" han var ikke bange for hende, hun var blot en som skulle have været død for længst. 

"Din bror må være stolt af dig" 
En hånd satte blev før op og ville falde om struben på hende som halen holdt underkroppen i spænd. "Du har ikke generne til at modstå hvisken"

Fortiden måtte have skyllet ind over hende, for han så hvordan hun faldt tilbage i fortidens roller af hvad hun var. Et skrøbeligt og tilskuende individ uden formål for dagen eller nat. Men alligevel vækkede hans ord noget i hende og han nød det en kendelse for meget, for et smil voksede. Hun måtte rive i hans hånd som hun ville, sætte neglene i hans krop og tro det gjorde skade på ham. Han kunne få hornene til at forsvinde ud af hendes greb og fæstne sin hud på underarmene til hårdskæl. 

Barnabas gjorde dog præcis af den ene tanke og lod sin underarms sorte dækning træk op, så grebet hun havde haft måtte gå forgæves. "Du er ingen hvisken, du er ingenting" alle var ingen ting, men folk som hende var absolut ingen ting. 

Halen spændte stille op og han trak hende blot med sig, som hun pressede i mod for at få sin afstand. Tilbudet havde været der og hun tog ikke i mod det, så hvordan kunne han komme dertil før hende, hvordan kunne de undgå for meget tumulten der blot ville svække hans tid. "Slipper du, slipper jeg" var hans diplomatiske træk. 

//Jeg kommer ikke til at skrive mere i denne tråd, jeg har været for fraværende til at kunne se mig selv gøre det, beklager. :)//

Lige lidt virkede det. Minali skubbede for hårdt, og han trak, så hun kom ud af balance, og den stærke hale bibeholdt det stærke greb i hendes krop.

Hun forventede ikke at han ville forstå, andet end det han selv ønskede. Kun at han havde ramt noget betændt, og han virkede til at nyde det. Hvis hun gav slip, mistede hun sit sidste fysiske forsvar imod ham. Havde hun noget valg? Der var en realitet i det han havde fortalt: Der var for mange ukendte faktorer på spil. Ingen af dem havde været nær sjælefragmentet eller vidste hvad der gemte sig i mørket. Og Minali kunne altid bruge en distraktion, skulle Skovens Pagt vise sig. Eller et kødskjold, der kunne tage slag og skade for hende.

Vreden rumlede stadig under overfladen, og den længtes efter mulighed for at få afløb for ydmygelsen han bød hende. Der var tid nok til at den mulighed skulle komme.

”Du har brug for mig. Hvad end det huer dig eller ej. Du har brug for mine evner” fastholdt hun.

”Det er en væsentlig ulempe at gå alene. Du er måske kvik med den hale. Men den alene kan ikke sikre din overlevelse, kære. Spørgsmålet er… Hvis jeg slipper dig… Har du det i dig det kræver, eller er du blot en slange der leger?”

Hun lod spørgsmålet lægge sig og gøre sin effekt, inden de slanke hænder løsnede deres greb og gled ned fra Barnabas horn.
"Du har brug for mig, for at finde indgangen".