Paladset var kæmpe. Det måtte man bare kunne konkludere. Den ene gang lignede den anden og af de fireogtyve rum, som Perditha var gået ind af, da var hun sikkert kun faret endnu mere vild. Men hun tog det i rolig gemyt, skønt hun vel og mærke havde forstyrret både den ene og den anden, ved pludselig at træde ind af døren uden at banke på. På et tidspunkt var hun sikker på, at hun var kommet forbi noget der lignede en mindre læsesal?

Hun vendte den lille figur i mellem de slanke fingre, som hun studerende formen og materialet intent. "Huh.." Mumlede hun lidt forunderligt for sig selv, da hun genkendte hvad der er var afbildet. Rummet hun befandt sig i var stort og luksuriøst møbleret - sikkert tilhørende en af paladsets beboere, men der var ingen da hun havde trådt ind. Så hvorfor skulle hun ikke undersøge dette smukt udsmykkede rum lidt mere?

Med en stak breve under armen, bevægede Fyrsten af Rubinen sig i et roligt tempo mod den private læsesal, hvor han ville finde ro og stilhed til at studere dem i. Der var diverse tilbud fra Rubinske handelsmænd i blandt dem, men hans fingre havde i et længere øjeblik hvilet på en lovende rapport fra Sarghos.. måske en af hans spioner havde nyt at fortælle.

Åbnende det forseglede brev, skubbede han døren op, fordybet i at lade blikket glide over de første sætninger, da han fornemmede, at noget ikke var, hvad det burde. Som han så op, fik han øje på en kvinde, som han ikke havde set før, der stod med en overlegen frækhed, studerende hans private genstande. 

"Hvad I alle guder!" Udbrød han vredt. Hvor vovede hun at spadsere ind på denne måde?

Det var sjældent Perdithas hjerte arbejdede.. ja endog skulle man snart tro at damen ingen puls havde, så doven var hun. Men den skældende stemme der pludselig flængede stilheden, kunne sandelig fremprovokere livstegn i den gamle dæmon, da hjertet pludselig sprang i galop og fik pulsen til at slå i årene. Hun havde nær tabt den lille figur mellem fingrene. Heldigvis havde hun trods sin ladhed, gode reflekser der reddede den lille figur fra en grum skæbne, da den smuttede. Hun holdt den i et lidt knugende greb, da hun overrasket - og lidt irriteret, vendte sig om. 

En mørklødet mand, beklædt i fin silke og prydet med guld, stod rank og ganske vred med et piercende blik... og Perditha anede ikke en kæft om hvem han var. Hun drog et dybt åndedræt, "Du havde nær dræbt mig." Bemærkede hun med delvis sarkasme og tog sig til sit stadig galopperende hjerte. "Imponerende.." 

Fyrsten var ved at blive ganske rød i ansigtet af arrighed. Denne kvinde, trængt ind i hans private gemakker, stod blot her uden at angre og vovede endda at tiltale ham som du. Hvad værre var - han vidste ikke, hvem hun var, og var der noget Sephyran af Kazimi ikke kunne udstå, så var det ikke at vide.

"De bør tiltale Deres fyrste med mere ærbødighed." Snappede han af hende. Han kunne til dels tolere frækhed fra mænd - som naturligvis måtte straffes efter graden af forbrydelse - men en kvinde! Hun burde kun tale, når hun blev spurgt, og hun havde så sandelig intet at gøre heroppe! Nærmere burde hun forføje sig til køkkenet, hvor hun sandsynligvis hørte til!

Han lod døren glide i bag sig, stillende sig foran den for at sikre, at hun ikke hurtigt stak af, før han havde fundet ud af, præcis hvem hun var, og hvad hun vidste. "Hvad laver De i mine gemakker?" Forlangte han at få at vide.

Perditha blinkede et par gange med øjnene. Uforstående, men var ikke lang tid om at opfatte situationen. Hun rankede sig lidt og bed sig lidt i underlæben, som hun vægtede sine muligheder. Hun kunne have valgt den nemme mulighed; at indtage rollen som tjener og undskylde sig selv med at være vildfaren, men hvor var det sjove i det? 

Istedet valgte Perditha at begive sig ud på en usikker grund, bare for at se verdenen brænde. Man var ikke dæmon for ingenting? Hun skubbede hoften lidt ud og stod afslappet, som hun vendte den lille figur imellem fingrene, "Jeg var nysgerrig."

Fyrsten af Rubinien lignede mest af alt en, der var ved at koge over. Tænk at en kvinde vovede at tale til ham på denne måde - endda efter at være blevet taget på fersk gerning, spankulerende i hans gemakker, som om hun hørte til her. 

Han trådte hende nærmere for at tydeliggøre, at han både var højere og bredere end hende, og hans arrige ansigt kom ganske tæt på, som han lavmælt brummede:

"De har få sekunder til at fortælle, hvem der har sendt Dem, og hvad De er ude på." Truede han. "Ellers skal jeg sørge for, at De ikke ser dagens lys lige foreløbigt.."