Aaliyah havde taget sig god tid denne morgen til at gøre sig klar. Hun havde ladet sig omsvøbt af det varme, olierede vand i et af paladsets store kar, hvor efter tjenestepigerne havde sørget og hjulpet hende med at komme i en af de mange fine silkekjoler, som lå elegant om hendes former. At hun kunne have disse morgener, hvor hun kunne tage sig tid til sig selv, var vigtigt for hende. Hun var en forfængelig kvinde, som ønskede at vise sit bedste udadtil. 

Lige nu herskede der en ro over paladset, som hun bevægede sig rundt i den store have og nød alle de indtryk som de mange blomster og planter havde at byde på. Hun nød at gå rundt herude, og at stilheden hang tungt over hende, gjorde hende bestemt ikke noget. 
Hun havde mange tanker, som gik igennem hendes hoved og herude kunne hun gå og nyde sig selv og finde svar til disse mange spørgsmål og tanker som hun fortalte sig selv. Det var sjældent at hun fandt disse svar, men en eller anden dag skulle hun nok finde dem. 

Som tankerne langsomt havde lagt sig bevægede hun sig atter engang ind i Paladset, end ikke her viste mange af familiens medlemmer sig. Som hun bevægede sig ind i den store sal, bredte et smil sig på læberne, som hun fandt Raniya siddende ved bordet med pergamenter rundt om hende. Raniya var den mindste i flokken, og hun var i gang med at gennemgå samme læring som Aaliyah og alle de andre havde været igennem, og det havde bestemt også været hårdt for hende selv.
Hun gik langsomt hen imod hende, med smilet på læberne og lod sin hånd liggende på hendes søde, "Hvad laver min yndlings søster?" Spurgte hun nysgerrigt, inden hun satte sig ned ved siden af søsteren og søgte hendes blik.

Ligesom ved alle de andre Kazimi-børn, gik Fyrsten højt op i deres dannelse og udvide deres viden. Der var naturligvis forskel på hvad de forskellige børn lærte! Ingen grund til at lærer pigerne om kampsport, strategi og våbenbrug. Det vedkom ikke dem alligevel, og Raniya var en af dem som var ganske taknemmelig derfor. Hun kunne slet ikke forestille sig at holde eller bruge våben! Ej heller at tage stilling til noget som helst, hvad angik krig.

Til gengæld nød hun at kaste sig over de fleste af hendes andre studier. Hun havde præferencen at sidde med sine skønlitterære bøger og leve sig ind i en helt anden verden, men tiden var efterhånden knap for netop at nyde dette.
Langsomt, var Raniya nemlig begyndt at udvise tegn på at skulle være en dame. Det vidste hun godt ville ske, og havde som sådan heller ingen kvaler haft derved.

Denne morgen sad hun omgivet af pergamenter og bøger ved det polerede runde bøger og så fordybet ud, med en snert af fortabt. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle kunne huske alt det her!
Raniya kiggede næsten forskrækket op, som hendes kære storesøster lagde en hånd på hendes skulder og afbrød trancen af den koncentrerede fortabthed. "Oh Aaliyah" smilede hun bredt og mærkede skulderen falde tilbage til en afslappet tilstand. "Jeg forsøger at finde rundt i.. hvad står der.. tiltaleformer og korrekt værtsformer for den adelige kvinde.." Raniya brummede og kiggede fortabt op på sin storesøster. "Kan man ikke bare sidde og smile venligt?" Hvorfor skulle det være så kompliceret at huske alle de korrekte måder at opføre sig på.

Lige så snart Aaliyah havde fået øje på Raniya siddende ved det runde, polerede bord, var det tydeligt at se at hun næsten så meget fordybet ud i sine pergamenter, måske fortabt. Aaliyah kunne selv huske hvordan det var da hun var i hendes alder, og skulle igennem det samme - det havde alle af Fyrstens børn. 
Det var ved at være tid til at Raniya skulle være en dame, og hun ville snart være i den alder, hvor der skulle kigges efter potentielle bejlere til et giftemål - Aaliyah kunne ikke andet, end at håbe på at det ville gå hurtigere og bedre, for hendes lillesøster. 
Aaliyah selv havde endnu ikke fået en mand ved hendes side, noget som skuffede hende selv og ikke mindst hendes far. Han så jo gerne at de blev gift så hurtigt som muligt, så han kunne skabe nogle relationer til andre familier og ikke mindst være sikker på at hans familie ville gå videre. 

De små brummen som kom fra lillesøsteren, gjorde det tydeligt at hun havde svært ved det emne som hun sad med og det var egentligt forståeligt nok, for Raniya var allerede påbegyndt det lille skridt til at gå over til at være en dame. Hun kunne ikke lade være med at komme med et lille grin, som hun kiggede fortabt op på hende. "Det er også et fantastisk emne" Kom det små ironiske fra hende, med et drillende smil, "I mange tilfælde, så kan det faktisk være nok.. Indtil du bliver spurgt om et spørgsmål" Aaliyah havde da selv ofte bare siddet og smilet indtil nogen havde spurgt hende om et spørgsmål, alle de her tiltaleformer var måske heller ikke hendes styrke. 

"Men det forventes selvfølgelig, nu hvor du langsomt er ved at blive en kvinde, at man har den slags i orden, så man kan tiltale de rigtige mennesker, på den rigtige måde - især her i adlen, ikke?" Aaliyah var et kæmpe familie menneske, så det at have hende søster her ved bordet, for sig selv, gjorde det helt sikkert muligt at komme lidt tættere på, "Hvad tænker du om alt det her, at du snart går over i den alder?" 

Raniya var ikke helt sikker på, at de delte meningen om hvad der var fantastisk af emner. Hun fandt det nemlig nervepirrende, skræmmende og problematisk. Hvordan skulle hun nogensinde kunne opfylde de krav? Raniya var stods alt en pige, som nød sit eget selskab og helst ikke for mange andre på én gang.
Raniya blinkede og det fortabte utryk kom tilbage. "Spørgsmål? Jamen, hvad skal de da spørge mig om?" Raniya havde levet i den overbevistning at deres far fandt det perfekte match for hende, og hun så kunne leve i skyggen af sin mand, ganske veltilfreds resten af sit liv.

Raniya var ikke frembrusende! Hun var ikke engang sikker på hun ejede evnen til at tale til en forsamling af mere end fire personer!
Hun sank en klump i halsen og lyttede til sin storesøster. Aaliyah var ældre og dermed en del af de voksnens rækker. Raniya havde til gengæld aldrig tænkt over hvorfor hun ikke var gift endnu. Det var først for nyligt hun var blevet gjort ekstra opmærksom på den fremtidige mulighed.
Hun nikkede langsomt, mest af alt i accept. "Det.. Det ved jeg ikke rigtig" kom der usikkert og lavmældt fra pigen som hun kiggede ned i bordet. "Jeg troede ikke det var så kompliceret." Hvor meget hun end ville gøre deres far stolt, ønskede hun lige nu at blive 8 år gammel igen!

Aaliyah kendte udemærket sin søster og den personlighed hun havde. Det var klart at hun ikke følte sig klar til dette, fordi at hun havde andre interesser. Der var ikke mange kvinder eller unge piger, på hendes alder som var følte sig klar til at blive til en kvinde eller sågar få en mand, men det var blot sådan landet lå. Raniya var klart glad for at holde sig for sig selv, fordybe sig i bøger og lignende, historie fra hele landet. Hun ville gerne sidde i sit eget selvskab. 
Hun smilede varmt til hende, som hun kunne se hvor fortabt hendes søster så ud i ansigtet, omkring dette emne. Det var forståeligt. "Det kommer helt an på hvilket selvskab du er i, Raniya" Prøvede hun beroligende at forklare, "Det hele kommer langsomt, når du bliver ældre" Deres fader ville nok finde den perfekte mand til hende, men derfor kunne hun ikke blot leve i en skygge. Det gjorde Aaliyah heller ikke. Hun havde godt nok heller ingen mand.

Der var mange ting der ville komme til Raniya i den næste periode af hendes liv, og det ville uden tvivl komme hurtigt for hende. Det havde det gjort for hende selv, hun havde bare været mere ulykkelig end Raniya. Men alt skulle nok flaske sig, og alt skulle nok komme til hende. Det var dog vigtigt at man fik tale måderne og tiltale formerne korrekte, så man kunne hjælpe alt dette på vej. 
Det var helt sikkert også nu, hvor Raniya var blevet gjort opmærksom på at hun inden længe skulle gøres til en kvinde, at hun var mere opmærksom på ting omkring hende. 
"Jeg kan godt forstå din usikkerhed" Selvfølgelig kunne hun det, hvorfor skulle hun ikke kunne det? Hun havde været igennem det hele selv, "Du skal ikke tage det så tungt, Raniya. Det hele skal nok komme stille og roligt. Du behøver ikke at skulle vide det hele i dag. Der er stadigvæk flere ting som jeg selv kan være i tvivl om. Man lærer igennem hele livet" Aaliyah havde lært mange ting igennem hendes liv, og der var mange ting som hun burde have lært før og andre som egentligt var ligegyldige.

Raniya havde lidt lyst til at pive som en punkteret pude over det pres hun pludselig følte i hele kroppen. Der var så mange ting hun var nødsaget til nu at både tænke over, og tage stilling til. Hun ville ønske hun aldrig behøvede at tage nogle valg, eller mænge sig med for mange mennesker. Tanken om større selskaber var drænende. "Hvad.. Hvad hvis det ikke gør?" hendes øjne var store, nærmest bange, som hun så bedende på sin søster. Hun ville så gerne gøre deres fader stolt, og hun vidste godt hvad hendes fremtid bragte. Hun havde aldrig frygtet den før nu hvor det for alvor gik op for hende hvor meget hendes verden ville ændre sig.

Raniya begyndte nervøst at pille let i bogens papir, alt imens hun forsøgte at berolige sig selv ved at tage en dyb indånding ind gennem næsen og ud af munden. Raniya kunne tytdeligt mærke at Aaliyah var helt komplet rolig, og det beroligede pigen en smule, specielt som ordene fulgte trop med sindsstemningen.
"Jeg troede far fandt den rette.. og at jeg blot skulle lystre hans ønske? Er det ikke det som er meningen?" Oh nej, hvad nu hvis hendes kommende ægtemand ønskede at hun skulle deltage i uendeligt mange fester, tale foran forsamlinger og tage hårde og tunge beslutninger. Nej nej. Nej. Nej, det sidste kom ikke til at ske! Den slags overlod man ikke til en kvinde. Det havde far selv sagt!

Aaliyah kunne godt mærke at hendes søster mærkede det pres, som blev lagt på de unge kvinder i familien, når de nåede en vis alder. Det var nu at de var klar til at blive giftet væk, hvilket deres fader havde al sin interesse i, at få børnene giftet væk og dermed varetage egne interesser. "Du skal ikke være bekymret, Raniya" Hun trøstede og opmuntrede hende som hun bedst kunne, "Når du bliver ældre, så vil du forstå, at du behøver ikke kunne lide alle disse middage og fester, du skal bare møde op, være dig og så få det overstået" Det var hvert fald sådan Aaliyah havde det, men det var nok ikke noget som Raniya skulle gå og sige højt, at Aaliyah havde sagt. 

Aaliyah havde virkelig fået søsterens fokus væk fra bøgerne og studierne, hvilket måske ikke havde været meningen, men hvis hun gerne ville vide mere, så skulle Aaliyah nok fortælle og prøve at svare så godt som hun nu kunne. Hun pillede nervøst i papiret, og det var vigtigt at Aaliyah fik hende beroliget lidt mere, bare så hun ikke ville blive hel nervøs for fremtiden. "Far skal nok finde den rette til dig, Raniya" Hun smilede varmt til søsteren, "Far ved hvad han gør, og han finder den person som passer bedst til dig" Hun kunne være sikker på at hun skulle deltage i fester, forsamlinger og alt andet. 

Raniya blinkede et par gange og kiggede lidt ned i bordet, mens hun begyndte at gnide sine fingre mod hinanden. Nervøs stadig. "Hvorfor skal vi gøre det, hvis vi ikke kan lide det? Jeg ved godt der er pligter, men.. men hele tiden?" Raniya havde ingen planer om at nævne nogle af disse bekymringer for deres far. Han ville ikke tage det pænt. Raniya havde jo heller ikke tænkt sig at modsætte hans ønsker, men derimod var hun villig til at gøre alt for at gøre Sephyran stolt og tilfreds. Også selvom det betød hun måtte deltage i fester og tale til større forsamlinger. Også selvom det gjorde hende svimmel bare at tænke sammen.

Raniya kiggede op på Aaliyah, sank en klump i halsen og åbnede munden. Hun sad med den åben et øjeblik før hun ombestemte sig og lukkede den og kiggede tilbage ned i bordet. Hun ville ikke nævne noget om at far endnu ikke havde fundet en mand til Aaliyah, men det var heller ikke sikkert den rette havde vidst sig endnu! De kunne jo ikke bare blive gift med hvem som helst. "Selvfølgelig finder far den rette. Jeg troede bare.. ikke jeg skulle gøre så meget" naivt måske, men hun havde virkelig håbet.

Aaliyah kunne sagtens se hvordan nervøsiteten bredte sig i hendes søster, men selvom Raniya var ved at være i den gifteklare alder, så var det ikke noget hun behøvede at tage stilling til nu. Det var selvfølgelig noget som Aaliyah sagtens kunne sige, efter som at hun endnu ikke var blevet gift og dermed. "Raniya, det er slet ikke noget du behøver at bekymre dig om lige nu" Svarede Aaliyah roligt, som hun søgte hendes søsters blik. "Det kommer meget an på hvilken mand og hvilken familie, som fader finder til dig, søster" Der ville selvfølgelig være en masse pligter som skulle overholdes, når hun endelig blev gift, men det var slet ikke noget som hun behøvede at bekymre sig om nu. 

Hendes søstre viste udemærket at Aaliyah ikke var gift, og hvorfor at hun ikke var. Det var jo tydeligvis ingen hemmelighed i familien. Aaliyah lagde sin hånd om sin søster og trak hende ind til sig, og nussede hende på ryggen. "Du skal nok finde ud af det, Raniya. Du bliver en fantastisk kvinde og en fantastisk kone, for din mand" Raniya var snart en kvinde, og det kunne tydeligt ses, men hun var godt opdraget og hun var en klog ung kvinde. Selvfølgelig ville hun blive en dejlig kone, for sin mand.

Raniya nikkede, omend ikke helt roligt eller afslappet, men mere forvirret og let fortvivlet. Hun havde altid vidst hvad fremtiden bragte som alderen steg for hende. Hun vidste at det vigtigste og bedste hun kunne gøre for familien og for deres far, var at blive gift ind i en respektabel familie og gøre ære der. Men hun var kun tretten år gammel, og havde ikke helt affundet sig med at hendes barndom snart var overstået. Det havde virket som en fremtid, så langt væk fra hende, at det var skræmmende den var begyndt at indhente.

"Hvilken familie tror du han finder?" spurgte hun med let nysgerrighed og ærefrygt. Hun kendte sin faders mening om kvinder, og fordi det altid var blevet hende fortalt på den måde, troede hun også hans ord. Hun havde ingen medbestemmelse, men det betød ikke at hun ønskede en som ville være hård og led mod hende. Hvad ønskede hun egentlig? Det havde hun faktisk aldrig rigtig tænkt over.

Raniya sank endnu en klump i halsen og forsøgte sig med et forsigtigt smil. "Jeg håber du har ret. Der er ikke noget jeg hellere vil" der var slet ikke andre tanker hun havde gjort sig, om der overhovedet fandtes andet end det liv som deres fader forberedte dem på. Måske hun kunne turde og håbe på at hun fik en privat mand der ikke ønskede at holde store fester hele tiden! Det, ville faktisk være rart.

Aaliyah kunne sagtens forstå de tanker som hendes søster havde. Tretten år var ikke meget, og slet ikke når man skulle til at snakke giftemål. Der ville selvfølgelig gå nogle år, før det ville blive officielt og hun ville få en mand, som hendes fader havde valgt. Alt andet var forkert, tretten år var for tidligt. Det kunne deres fader ikke være uenig i - selvom Aaliyah måske havde sine tvivl. 
Igennem kvindernes liv, var de blevet skolet og opdraget til dette øjeblik i deres liv, men det var stadigvæk en voldsom følelse og tanke, når man endelig kom til det øjeblik, hvor de skulle til at blive gift væk. Det kunne bøger eller ord ikke forberede dem på. Det var angstprovokerende. Hun forstod god at Raniya var fortvivlet. 

"Det ved jeg ikke, Raniya. Det ved kun fader" Kom det ærligt fra hende. Det havde kvinderne ingen medbestemmelse i, men hun var sikker på at han nok skulle finde en mand til hende, som var ordentlig og fra en god familie. Hvorfor skulle han ønske sig andet, til Raniya? Fader var ikke ond. Men han tænkte ofte kun på egne behov. "Men han kunne aldrig drømme om at finde en dårlig mand til dig, Raniya" Hun forsøgte at berolige hende, så godt som hun kunne, "Forhåbentligt går der stadigvæk nogle år, før det er bestemt" Hun lod sin hånd glide over hendes kind i en beroligende og trøstende bevægelse. 

"Du skal slet ikke tage det så tungt, kære. Vi holder kun så mange fester, fordi fader er fyrste. Selvfølgelig vil der være fester hvor du skal deltage. Men du er da også glad for en fest en gang i mellem. Er du ikke? Hvor du kan komme ud og danse og more dig" Raniya skulle nok blive klogere. Aaliyah havde også lært at elske fester, og hun nød at more sig og danse, som man nu gjorde til den slags fester. "Du bliver en fantastisk kone, søster"

En smule slukøret over at Aaliyah ikke kunne besvare hendes spørgsmål, kiggede hun ned i pergamenterne og bøgerne foran sig. Skrifter hun burde koncentrere sig om, men slet ikke kunne samle sig sammen til at kigge på nu. Hun havde så mange spørgsmål, og så mange forvirrende tanker hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af.
Nogen hun naturligvis aldrig ville fortælle deres far. Hun var stadig bange for hvad han ville sige, hvis han fandt ud af at hun havde bekymringer omkring det hele. Det lå ikke til hendes plads.

"Hvilken mand tror du han vil finde? Jeg ved han ikke vil vælge hvem som helst" det var også tydeligt i og med at Aaliyah ikke var gift endnu. Den rette var ikke kommet som var værdig at ægte hende! Det var Raniya sikker på, også selvom deres brødre nogen gange omtalte ulykker og uheld, når det kom til deres storesøster. Det troede Raniya ikke på.

Et forsigtigt smil krøb frem på Raniyas læber, som hun alligevel måtte nikke i enighed. "Joh, det kan jeg selvfølgelig godt. Når der ikke er alt for mange der kigger" hun brød sig ikke for meget om at blive fulgt. Generelt var Raniya en meget stille og privat pige, som helst ville være alene eller sammen med folk hun følte sig virkelig tryg ved.
Den unge pige rødmede, men smilede trods alt som en lille sol. For en fantastisk kone, var netop det hun virkelig ønskede at være! "Tror du?"

Aaliyah var godt klar over at hun ikke kunne besvare hendes spørgsmål, selvom hun meget gerne ville. Men Aaliyah vidste ikke hvilke tanker hende fader gik med, hun vidste måske godt hvilke lag han ville finde hendes søsters mand. Han var en kræsen mand, når det kom til at vælge den rigtige partner. Det skulle kvaliteter til og han ville gerne kunne se et muligt samarbejde i den familie, som Raniya bliver giftet væk til.
Det var ikke meningen at gøre Raniya slukøret, med hendes svar, men det var svært at gøre andet. Det var tydeligt at efter de var begyndt deres snak, at Raniya nok ikke ville komme videre med teksterne foran hende og de mange studier. Der var utvivlsomt kun kommet flere spørgsmål til. 

Aaliyah var ikke altid helt klar over hvorfor hun endnu ikke var blevet gift. Hun var en smuk og dannet person, så hun mente ikke at det kunne have haft en indflydelse, på en mand. Men kunne det hele skyldes det uheld, som hun havde medbragt sig da hun kom til verdenen? "Jeg er sikker på at han vil finde dig den bedste mand han kan Raniya. Han vil uden tvivl kigge hos andre familie, med samme status som vores. Han vil ikke gå på kompromis med hans standarder" Han søgte altid efter det bedste, så det kunne bestemt ikke være en mulighed at sænke niveauet og finde en mand, som ikke var hende værdig.

I og med at Raniya ikke var en arving eller lignende, så ville hun kun blive glad over ikke at få al opmækrsomheden. Aaliyah kendte sin søster, og vidste hvilken lille privat sag hun var, og det var helt i orden. Måske ville hun vokse fra det? Aaliyah kom med et lille smil og et lille grin, "Der er vidst ingen af os der vil have for mange øjne på os, når vi danser" Drillede hun lidt, i håb om at få et smil frem på søsterens læber. "Det ved jeg, Rinya. Det skal du slet ikke være bekymret over"

Raniya tog en dyb indånding og nikkede. Selvfølgelig ville far finde den bedste mand muligt for hende. Hun ville næppe få en ægtefælde som var arving, med mindre deres far virkelig anstrengte sig. Raniya håbede faktisk ikke at hun skulle ind og have så meget ansvar og opmærksomhed. Nej hun ville hellere havne hos en mere afdæmpet familie, hvor hun ikke behøvede at være en offentlig figur, men kunne leve sit liv med sin mand og deres børn. Noget der for hende virkede som et simpelt liv, trods hun slet ikke havde nogen ide om hvad et simpelt liv i virkeligheden var for en størrelse.
"Selvfølgelig ikke. Vi kan ikke bringe noget sløset ind i familien" pointerede hun med løftet hage og stolthed i blikket. Tydeligt en sætning hun havde hørt de voksne sige, og ikke en hun umildbart selv var kommet på. Raniya var nemlig ikke en pige der forstod hvad sætningen egentlig betød i sidste ende.

Der kom et forsigtigt fnis fra Raniya, mens hun lidt forlegent gav sig til at rode med en af sine fletninger. "Jeg er ellers blevet god til at danse! Men, nej.. jeg kan ikke li når folk kigger for længe. Det er ubehageligt" hun havde ved en sjælden fest eller to, oplevet blikke der var limet fast til hende, og det gjorde hende utryg. Men heldigvis, havde det ikke frarøvet hendes lyst til at danse, når hun var i mere trygge rammer. "Vi skal ikke være bekymrede" gentog hun, og mente også at Aaliyah intet havde at være bekymret for! Den rette mand kom for dem begge! ingen tvivl om det.

Aaliyah kendte sin søster og den person som hun var, og som de sad der og snakkede, gik det kun yderligere op for hende, hvordan det ville passe hende bedst, hvis hun kunne få en rolle som ikke var i noget rampelys. Det var også noget som burde kunne ske. Det kom selvfølgelig an på hvilken familie hun var blevet gift ind i, men ofte så var det manden som skulle stå for den rolle og konen ville kunne forblive i baggrunden. Det samme ville de se hos Jontar og Pompeia, her ville de opleve at Jontar skulle have den store rolle. Uden tvivl.
Aaliyah kunne ikke andet end at smile over de ord, som kom ud af søsterens læber. Det var helt sikkert ikke hendes egne, uden tvivl ord hun havde samlet op, hos et andet medlem af familien. "Så sandt, så sandt søster" Måske betød det ikke lige så meget for Aaliyah, som det gjorde for resten af familien. Især de mandelige medlemmer. Aaliyah selv, ville ikke have noget imod at kvinderne fik mere medbestemmelse.

Det var rart at se søsteren smile og grine lidt, efter deres snak. "Er det rigtigt?" Grinede hun små drillende, "Så ser jeg næsten frem til vores næste fest, så jeg kan se hvor god du er" Det var en uskyldig snak og hun nød at have denne samtale med sin søster. Komme tættere ind på hende. Hun forstod godt at alle de øjne havde gjort hende utryg, sådan havde Aaliyah også selv følt det, eftersom at hun var usikker på om det var på grund af alle de rygter. 
Aaliyah lod hånden glide igennem søsterens hår og rodede lidt med det med et smil, "Selvfølgelig skal vi ikke det. Alt godt kommer til os begge"

Raniya vidste ikke om det måske var noget hun voksede sig fra. Om hun i løbet af årerne ville blive mere vant til at stå ude blandt andre mennesker, og ikke mindst modtage opmærksomhed, men noget af hende håbede lidt det blev bedre. Hun havde ikke lysten til at udfordre sig selv, men vidste også at især far forventede at hun gjorde sig til så hun kunne tiltrække den rette opmærksomhed. Måske, ikke lige indenfor det første år, men i hvert fald som hun blev ældre og mere tydeligt en kvinde.

Raniya rødmede, men grinede også varmt som Aaliyah gjorde. "Jeg har haft træning jo!" svarede hun muntert. Hun gik til dansetræning, hvilket hun faktisk nød mere end nogen af de andre fag og undervisning hun havde. Der var bare noget befriende over at danse - men igen. Hun havde ikke lyst til nogen kiggede på hende imens!
"Jah" svarede hun med en mere munter tone og kunne ikke lade være med at grine som der blev roddet i hendes hår, så det begyndte at ugle en smule. Der ville ikke gå lang tid, før det ikke længere gik an, men for nu nød hun at hun trods alt stadig var et barn.

Der var selvfølgelig altid mange øjne og meget opmærksomhed på familien Kazimi. De fleste vidste hvem de var, hvad de stod inde og hvor hvilken magt de havde. Godt nok var det fyrsten selv, som havde det meste af magten - det gav god mening. Men der var altid opmærksomhed på de andre. Aaliyah forstod godt hvordan søsteren havde det med al den opmærksomhed, for hun havde følt mange af de samme følelser da hun selv var barn, men hun havde vænnet sig til det - Især fordi at hun endnu ikke var blevet gift, og havde mødt mange mænd, som kunne have været en bejler til hendes liv.

Aaliayh grinede roligt, som søsteren fulgte efter. Det var skønt at se smilet og mærke grinet fra den lille pige. "Er det rigtigt? Så er du måske bedre end mig" Drillede hun roligt. Der var mange ting som Raniya skulle vænne sig til, og ville vænne sig til. Det var der ingen tvivl om. Hun var allerede igang med at blive til denne kvinde, det var det de alle sammen blev oplært i. Alt omkring dem, var en del af det at blive en dannet kvinde. "Du skal slet ikke være så bekymret, kære søster. Jeg ved godt at det virker hurtigt, men du skal nok klare det hele" Opmuntrede hun sin søster.

Der var stadig så meget i denne verden, hun trods alt var opvokset i, som Raniya absolut ikke forstod. Hun forstod ikke det politiske spil, hun forstod ikke de tanker der lå bag når et godt parti mellem to højtstående skulle arrangere en aftale, nogle gange i form af et ægteskab. Hun forstod ikke de mange tanker og overvejelser der skulle gå igennem hovedet på deres far - trods hun vidste han var en travl og klog mand.
Hun vidste at hendes plads var at adlyde og gøre ære. Gøre sin far ære, og senere sin mand og hans familie. Kazimi navnet var tungt at bære, hvis man rigtig forstod hvad det indebar. Noget Raniya heldigvis stadig var for ung og uskyldig til at vide noget som helst om.

"Neejh, det tror jeg ikke" grinte hun en smule flovt. Raniya var god til at danse. Hun fandt stor ro og behag i at bevæge sig dansende omkring. Som vand, tænkte hun ofte. Hvilket også gav mening når vandmagien løb i hendes åre. Men derfor var hun stadig sikker på at Aaliyah var bedre til at danse! hun havde mere erfaring.
"Jeg tror også jeg nok skal blive oplært godt." hun kiggede tilbage på bøgerne med et lidt opgivende udtryk. Der var stadig alt for meget at tage stilling til, og hendes lyst til at studere var dalet kraftigt.

Aaliyah kunne sagtens forstå alt det som Raniya gik og tumlede med, alle de tanker som sikkert måtte befinde sig i hendes tanker. Hun havde selv oplevet det samme, hun havde selv haft mange spørgsmål og tanker, da hun var i egen alder. Det var stadigvæk ikke alle svar hun havde fundet endnu, men det handlede jo også om at hun hverken var med til at handle eller hun endnu var blevet gift, og dermed så var der stadigvæk mange åbne spørgsmål for hende. Men hun havde fundet mange svar, det havde hun. 
Aaliyah var sikker på at Raniya selv nok skulle finde de svar som hun havde brug for, fordi det gjorde man. Man fandt sine egne veje at bevæge sig på.

Aaliyah grinede varmt og fandt blikket på sin søster, "Men det er dejligt at høre, at du bliver bedre til det du kan lide, søster" Det var godt at have nogle interesser, som man kunne støtte sig til, for at finde den ro som man engang i mellem havde brug for. 
"Selvfølgelig skal du nok blive godt oplært, det er du allerede søster" Hun kiggede ned i bøgerne, sammen med søsteren, "Skal jeg hjælpe dig? Hvad er du kommet til?"

Raniya havde været så lykkelig, da fyrsten havde støttet i at hun gerne måtte fortsætte med at danse. Hun elskede den frihed det gav hende, og hvordan hun følte sig godt tilpas i egen krop! Det måtte hendes far jo også havde set, og ikke ville tage den glæde fra hende!
Hun tænkte ikke i andre baner, som at hendes krop og smidighed ville have godt af at danse, så hun blev mere attraktiv for fremtidige bejlere.

Raniya sukkede som hun kiggede tilbage ned i bogen med overskriften tiltaleformer og korrekt værtsformer for den adelige kvinde. Men de havde snakket så meget om det, at hun ikke følte sig nær så intimideret. Tiltaleformer havde hun i hvert fald nogenlunde styr på! Men værtsformer. Det skræmte hende stadig. "Det her... Værtsformer kan vel være så mange ting? Vi snakkede om til bal og at man var der for sin mand og gjorde et godt indtryk.. Jeg er ikke god til mange mennesker, søster.. Hvordan gør jeg mine pligter, uden at få det dårligt?" spurgte hun, både lidt slukøret igen, men også opsat på rent faktisk at finde en løsning. Hun skulle kunne gøre det! Far forventede det.