Hailey var kommet lidt på afveje på sin rejse og nåede nu Smarana, hvilket ikke var på hendes plan. Dog gjorde hun det bedste ud af sit ophold og så sig omkring i byen. Den var bestemt ikke lige så stor som Dianthos, men det var også hovedstaden i landet. Nu hvor hun havde fået et ekstra stop på vejen, tankede hun også op på de redskaber hun havde få af. Dette bestod af urter hun ikke havde høstet på sin vej eller af nye former for healingsredskaber hun ikke havde hørt om. Normalt brugte hun blot sine evner, men hvis hun havde hjulpet personer flere dage i træk var de brugt op. Det var derfor nyttigt at have mere let tilgængelige ressourcer, som hun blot kunne give mindre skadede patienter.

Hun var nu trådt ud af byen efter en dags overnatning og begyndte atter sin rejse mod Norden. Et sted hun endnu ikke havde besøgt. Det var blandt andet derfor, at hun var iført varmere tøj sådan hun ikke ville fryse deroppe. Hun havde også pakket tæt sådan hun havde plads til et stort tæppe. En luksus hun ikke ofte gav sig selv. Hun nåede dog ikke langt ud af byen før hun spottede en skikkelse i det fjerne. Usikker på hvad hun kiggede på, gik hun nærmere mod menneskeskikkelsen. Det virkede til det var i brug for hjælp, men hun kunne ikke fra denne afstand spotte hvad der var i vejen.

Luna holdte sig rundt om sin arm, den blødte helt vildt. Panden dryppede også med blod, og hun bed sig irriteret i underlæben. Dette var slet ikke, hvad hun havde regnet med. Hun havde overhovedet ikke forestillet sig, at det her skulle ske for hende. Hun havde hætten trukket over sit hoved. Mest for at gemme sig fra menneskene, og de andre væsner. Men også for ikke, at vise panden som blødte, og dryppede med blod. Hun ville gerne lidt længere væk, gemme sig lidt mere. Det var nok umuligt, og hun kunne mærke hvordan smerterne begyndte at vokse. Hvor ville hun bare gerne have dem væk, til at forsvinde foraltid. Hun hørte en høj stemme. Det var sikkert en af de store mænd, som var efter hende.

Hvorfor det vidste hun ikke. Måske var det fordi hun havde gjort noget, men Luna huskede ikke hvad. Hun var næsten sikker på, at hun bare havde hjulpet nogen, men manden ikke mente det"Jeg har ikke gjort dig noget, så lad mig være!!"råbte hun højt og vredt, som hun prøvede at bide smerterne i sig. Manden nærmede sig, og Luna trak en kniv frem. Hun var klar til at kæmpe imod denne mand. Eller det var hun ikke helt, for hurtigt knækkede hun halvt sammen på jorden. Smerterne var alt for slemme, og blodet som både løb voldsomt fra hendes arm og pande, fik hende til at opgive at kæmpe imod manden. 

Hun havde heller ikke styrken til det. Hun hadede det her, og kiggede kort rundt. Hun kunne måske finde en eller anden, som kunne hjælpe hende. Men hvem.. Hun kunne ikke få øje på nogen som hun kendte, eller havde set før. Et eller andet var hun nødt til at gøre. Men hvad.. Hun bed tænderne sammen, og strammede sit greb rundt om den blødende arm. Hvor ville hun ønske, at Tori var her, han ville helt sikkert tæve manden, og få ham til at fortryde, hvad han havde gjort. Men Tori var her ikke, og Luna sukkede lidt trist. Han ville sikkert fortælle hende, at hun var stærk. Stærk til at overleve smerterne, men hun følte sig ikke stærk. Hun prøvede dog, at få sig selv op på benene og kiggede på manden"Hold dig... Væ..væk" halvt stammede hun grundet smerterne fra panden og armen. Hun håbede inderligt ikke, at det havde tiltrukket for meget opmærksomhed. Kniven i den rystende hånd, gemte hun væk igen. Hun kunne slet ikke holde på den. 

Hailey så nu, at kvinden i distancen ikke var alene. Nej, det var en mand som fulgte den skadede kvinde. Med Haileys trænede øje kunne hun se, hvordan kvinden vaklede. Nok fra blodtab eller en anden skade som ville gøre hende helt ør i hovedet. Hailey vidste ikke, hvordan hun skulle handle i denne givne situaiton. Kamperfaring havde hun ingen af, og selvom hun var halv ulv lå jagtinstinktet langt tilbage i hende. Hun havde fortrængt det så meget, at hendes adfær nærmere kunne sammenlignes med et menneske, hvilket hun trods alt også halvt var.

En ting vidste Hailey dog. Hun kunne ikke lave en enlig og svag kvinde i stikken! Hvis kvinder ikke stod op for hinanden, hvem skulle så! Hailey efterlod aldrig en skadet person til at kæmpe for sit eget liv. Det havde hun alligevel for meget samvittighed. Derfor satte hun i en spurt mod kvinden for at komme hende til undsætning. “Hey lad hende være!” Råbte hun, da hun var kommet tæt nok på til, at de begge ville kunne høre hende. Hailey håbede på, at hendes eksistens og øjenvidne ville være nok til, at hun ville skræmme manden væk. Ja, hun havde en sølle kniv på sig, men den var bestemt ikke lavet til kamp, men til at skære tykke stilke af urter.

“Hey! Hørte du ikke hvad jeg sagde. Smut hjem og lad den stakkels kvinde være,” råbte hun surt og var snart ved at nå dem begge. Han var virkelig tæt på hende nu, og Hailey håbede bare på, at hun var kommet i tide. Heale det meste kunne hun, men oplive nogen fra de døde var en umulig opgave, selv for en dygtig healer som hende selv.

Det havde godt nok også være uheldigt, at hun skulle være skadet. Hun var i smerter, også selvom hun stædigt prøvede at ignorere det. Det kunne hun ikke, det var umuligt. Det gjorde alt for ondt, og blodet blev nærmest ved med at dryppe. Hvorfor kunne mænd ikke bare lade hende være. Hvorfor var de så interesseret? var det fordi hun havde en hale? var dækket lidt til med tøj, og derfor ikke fremviste så meget hud. Luna vidste det ikke, som hun sukkede lidt. Stemmen af en anden fik hendes blik til at vende sig imod personen. Pigen havde hun ikke set før, og kendte hende ikke. Men hun var enig med ordene, om at manden skulle lade hende være. Hvis han gad høre efter, for det var ikke tit at mænd gad det.

"Ja jeg har ikke gjort dig noget, så smut!" råbte Luna irriteret som hun lod blikket hvile sig på manden. Det var sande ord, hun havde ikke gjort ham noget. Men måske han bare var en af de mænd, som bare ønskede at se hende smide tøjet, og prøve at få nogle lystelser frem i hende. Men det ville ikke virke, og hun vendte så blikket hen imod pigen med det sorte hår. Hun holdte rundt om sin ene arm. Den blødte fortsat som panden også gjorde. Da manden endelig virkede til at vakle væk fra dem, åndede hun lettet ud. Dog knækkede hun halvt sammen nede på jroden"Tak.. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis den grimme og dumme mand, havde voldtaget mig eller andet" nævnte hun med halvt sammenbidte tænder.

Det var ganske forfærdeligt, at en ung kvinde ikke kunne gå alene på en sti uden at blive stoppet op af en mand med onde tanker. Hailey var lettet over, at hun var kommet i tide, men også forarget over, at situationen overhovedet udspillede sig. Manden virkede ikke til at ville gå, før han opdagede to mænd komme langs stien og deres vej. Først der trak han sig fra kvinderne. En afvisning var ikke nok for denne mand. Det krævede at blive truet af en mands tilstræbelse, før han tog et afslag for et afslag. Det skræmte hende, at det var gået så vidt.

“Er de okay. Skete der noget ingen jeg kom?” Spurgte hun bekymret selvom det var et indlysende svar. Kvinden var tydeligvis ikke okay. Det blødte fra hendes hovede og hendes arm var nok skadet. Hun var næsten lige blevet forfaldet af en mand og nu stod hun med en fremmede i en kritisk tilstand. “Dumt spørgsmål, men vi bliver nødt til at få kigget på dem. Deres sår i hovedet ser alvorligt ud, og de har tydeligvis smerter i armen,” sagde Hailey og udviste tydeligt, hvordan hun kunne spotte skader med det blotte øje. Dette var en egenskab man fik med årene som healer. 

Normalt foretrak Hailey at heale et andet sted end ude i naturen. Især på en sti, hvor der ofte kom andre mennesker. Det var forstyrrende for både hende og sin patient. Desuden var det umuligt rart at ligge på jorden, og når Hailey skulle fikse hovedskader kunne det godt tage lang tid. For hende var det vigtigt, at alt blev gjort ordenligt i den region. “Jeg har et lille værelse inde i landsbyen, men er De i stand til at komme med derhen med min hjælp?” Spurgte hun bekymrende, fordi hun allerede så en smule vaklende ud.

Sommetider forstod Luna virkelig ikke mænd.. Eller deres tankegang. Gudskelov for at hun heller ikke kunne læse deres tanker, for det havde været grusomt og perverst sikkert. Hun var altid så uheldig, når hun mødte fjender. Enten ville de bide hende, snuppe hendes hale, eller prøve at charmere sig ind på hende, for derefter at gøre det af med hende. Et suk forlod hendes mund, som hun hørte pigens spørgsmål. Hendes blik rettede sig på den flinke pige, og hun tænkte lidt. Var hun okay?  hun vidste det ikke. Skaderne gjorde ondt, også selvom hun stædigt prøvede at ignorere det. Hovedet blødte og armen, og Luna stod bare og kiggede på pigen. Hun kendte hende ikke, og var ret sikker på, at hun heller ikke havde set hende før. 

"Tak det er pænt af dig.. Jeg er desværre uheldig med fjender engang imellem.. Enten dem med vinger, eller dem uden vinger"svarede hun. Luna havde absolut ingen idé om, om det gav mening. Men det var sande ord, men hun skulle bare blive lidt bedre til at passe på. Især at beskytte hendes hale, den skulle andre ikke snuppe eller skade. Det var noget af det værste som andre kunne gøre. Hendes hale var hendes elskede ven nærmest. Eller det lød nok underligt, men den var jo en vigtig del af den hun var. Hendes ord om at hun havde et lille værelse, fik Luna til at smile bredt. Det lød virkelig godt, så slap hun også for at skulle kigge på alle de mange mennesker i nærheden, og så kunne hun også undgå alt den opmærksomhed.

Luna betragtede denne pige lidt nærmere. Hun var virkelig venlig, og det kunne Luna godt lide. Blodet fra panden og armen kunne hun godt mærke, og det generede hende ikke vildt meget. Det var mest smerterne som påvirkede hende"Ja det tænker jeg.. Jeg tror det" hun kunne mærke hvordan benene var gelé. Uden tvivl var hun svækket fysisk. Men hun tog gerne imod hjælpen fra denne venlige og hjælpsomme pige"Med din hjælp kan jeg sagtens. Lad os komme afsted" lød det opmuntrende og lidt muntert fra Luna, som hun bed smerterne i sig. Det var bedst at komme lidt væk fra, hvor de var. Så et lille værelse i landsbyen, var virkelig godt.

Hailey forstod ikke kommentaren om, at kvinden havde tendens til at blive angrebet af folk med og uden vinger. Hvis dette faldt, så måtte det vel betyde, at hun blev angrebet af alle? Samtidig vidste hun også godt, at kvindens tanker måske ikke hang helt sammen, hvis hun havde slået hovedet. Derfor bed hun sig ikke for meget mærke i det. Hun kunne altid spørge ind til det senere, når han havde stabiliseret hende. Det var vigtigere at hendes sundhed kom før Haileys egen nysgerrighed. Det ville være svært at tale med hende, hvis hun pludselig faldt om midt i deres samtale.

“Lad os gøre det så! Det er bestemt ikke en lang tur,” sagde Hailey opmuntrende og trådte tættere på den fremmede kvinde. Hun havde bestemt ikke noget imod, at give en hjælpende hånd og komme tæt på sine patienter. Det krævede det ofte, når man havde et erhverv som hende. Ofte så man andre individer i deres mest skrøbelige tilstand. Det krævede en del for nogen, at blotte sig selv for et fremmed menneske, så Hailey havde tillært sig, hvordan man kunne få andre til at føle sig tryg. Det var tydeligt, at denne egenskab gjorde sig gældende i gennem interaktion.

Hailey tog hånden om kvindens liv og gjorde tegn til, at hun kunne lægge sin vægt over på hende. Selvom Hailey ikke lignede det, var hun en stærk kvinde, som sagtens kunne bære en del kilo. Når man var omrejsende gik man ofte med sine genstande i en taske, og med tiden opbyggede man en muskelmasse, når man altid var på farten som hende. Dette gjorde dig meget nyttigt under disse omstændigheder. “Jeg fik aldrig fat i Deres navn?” Sagde Hailey så, da de var sat i gang. Det ville være meget nyttigt at vide, hvem denne kvinde overhovedet var.

Luna kiggede kort hen på pigen, og kunne sagtens forestille sig, at det ikke ville blive en lang tur. Men hun skulle nok klare det, ihvertifald hvis man spurgte hendes stædighed. Sommetider kunne det nærmest putte hende i problemer frem for, at give hende løsninger, og fred. Et lille suk forlod hendes mund, som hun efterhånden var træt af at være så uheldig. Halen løftede hun lidt op, som hun kunne se at denne kvinde nærmede sig hende. Det gjorde hende ikke noget, for hun virkede sød og imødekommende. Det var godt, og meget rart. Man kunne næppe sige det samme om den grumme og stygge mand, som havde haft fingrene i hende.

"Jeg hedder Luna" svarede hun kort som hun fik lagt sin vægt imod kvinden. Det var virkelig godt, og rart så hun heller ikke skulle bekymre sig for, at falde eller andet lignende. Præsentationen blev kort, men hun bed sig kort i underlæben som hun skulle til, at spørge pigen hvad hendes navn var. Det var så sjældent at et firben som Luna mødte piger som var venlige, og det var generelt meget sjældent at hun mødte nogle som var så imødekommende overfor hende.

Mændene var gode til det, ingen overraskelse der. Hun bevægede halen lidt mere, og var i et kort øjeblik glad for at den ikke gjorde så ondt. Det var nemlig tit halen, som endte med at blive skadet. Hun tiltede hovedet kort, og lod blikket hvile sig på pigen ved sin side, som hun mere og mere så frem til, at blive healet"Hvad er dit navn" spurgte hun undrende.

Hailey var selv et halvdyr, så hun var vant til at folk, især mennesker uden evner, kiggede på hendes hale og kløer. Nogen troede, at hun var et farligt rovdyr, men det var næppe sandheden. Langt fra endda. Hun healede folk fra skader, men hun var ikke den, som havde pådraget dem. Måske var det derfor, at hun ikke tænkte sig om to gange, da hun havde hjulpet kvinden hun nu holdte om. Hailey var ligeglad med om hun var et menneske, et halvdyr eller noget helt tredje. For hende var det vigtigste, at hun var et levende individ, som fortjente sin egen frie vilje. Mænd der prøvede på at fratage den frihed, ville få sin straf.

“Mit navn er Hailey. Godt at møde Dem Luna,” sagde hun venligt og tog nu et ordentligt greb om kvinden, sådan hun kunne støtte hende. Det gik ganske langsomt for dem, men frem kom de da. Hailey mistænkte, at kvinden nok ville have haft det bedst, hvis hun blot havde healet hende her og nu. Dog kørte hun på ren viljestyrke og nægtede at give op før de havde nået destinationen. Det respekterede Hailey, hvilket var derfor, at hun ikke på noget tidspunkt stoppede op for at spørge, om de blot skulle tage healingen her og nu.

“Hvordan har De fået pådraget Dem selv alle disse skader?” Spurgte Hailey en anelse bekymret, da det ikke var normalt at hun fandt sådan et svagt individ. Normalt mødte hun folk med et brækket ben eller arm. Ikke folk som havde i risiko for at miste bevidstheden. Hailey vidste endnu ikke, hvor slemt kroppen stod til for kvinden, men hvad hun allerede kunne sige nu var, at det var slemt. Luna havde brug for hendes, og Hailey ville gøre sit bedste for at hjælpe.

Luna prøvede i et øjeblik at ignorere smerterne men det var lidt svært. Det var værst med halen, men sådan var det tit. Det var jo også fordi de stygge og grimme mænd, var så glade for at hive fat i hendes hale, og skade den. Hvorfor de var så vilde efter det, vidste hun ikke. Måske havde de bare aldrig set haler før, eller et halvt firben? Hun vidste det ikke, men så længe de bare var væk foraltid, så var hun glad. Hendes balance var dårlig, så hun var meget taknemmelig og glad for, at denne hjælpsomme kvinde havde et godt greb rundt om hende. Kort lod hun sit blik glide ned imod sin hale, og bed sig kort i underlæben. Det var da også bare typisk, hvorfor kunne mænd ikke lade haler være. Havde de en svaghed for haler, eller hvad skete der lige.

"Jeg har været meget uheld, og prøvet at vinde nogle kampe imod nogle andre halvdyr... Men det gik ikke så godt, de var stærkere end mig" nævnte hun med et dybt suk. Hun havde virkelig prøvet at vinde over dem, men det gik ikke. De var bare alt for stærke for hende, og det gjorde hende irriteret. Hvorfor kunne hun ikke vinde over dem. Dog havde hun været heldig med, at vinde over ganske få, men det havde så også givet hende skrammer og skader. Det havde været det hele værd, men hun måtte virkelig passe bedre på. Hun huskede slet ikke at have udfordret dem.

Blikket vendte hun hen på den flinke kvinde, og sendte hende et lille smil. Luna var glad for hjælpen, og betragtede kvinden lidt mere. Tænk at hun aldrig havde mødt hende før, eller set hende før. Måske det nok var klart når det ikke var så tit, at hun ankom til de her steder, eller mødte andre halvdyr. Det var ganske få halvdyr hun faktisk havde mødt og kendte. Luna mente bestemt, at hun ikke havde mødt andre firben, udover hende og hendes bror"Men det er som om min hale som altid gør mest ondt.. Men mænd er åbenbart glade for at hive fat i haler, og skader dem" sukkede hun lidt, før hun flyttede blikket væk fra Hailey og bare tillod sig at betragte omgivelserne kort.

Prøvet at vinde nogle kampe mod andre halvdyr? Hailey havde før studeret Lunas krop for skader, hvor hun havde lagt mærke til hun var ret spinkel og tynd. Det virkede ikke oplagt at en kvinde som hende ville gå direkte ind i kamp. Især ikke mod andre halvdyr, som ofte var stærkere end normale mennesker. Selv var Luna nok et halvdyr, hvilket Hailey havde konkluderet ud fra halen, der var en ret stor indikator. “Jamen hvordan er De endt i kamp med andre halvdyr?” Spurgte Hailey ganske forvirret, da Luna sagde det som om, at hun selv havde opsøgt faren. Hailey var overbevist om, at manden næppe var en af de halvdyr, hun havde opsøgt. Var kvinden virkelig så uheldig, at mændene bare kastede sig over hende?

Et fnys forlod Haileys læber, da Luna fortalte, at mænd altid hev fat i halen af hende. “De kan ikke holde fingrene fra, hvad de ikke selv har,” svarede hun en anelse frustreret, men derefter skød hun halvdyre ved sin side et undskyldende smil. Det var aldrig ment, at det skulle være en sur henvendelse til hende, men Hailey var blot frustreret over, at mange ofte så halvdyr som værende en underlegen race. Hvis det stod til hende, ville alle væsner stå på lige fod, men denne verden fulgte desværre ikke hendes moralske kompas. “Det er forfærdeligt, hvordan mænd kan finde på at angribe en allerede skadet kvinde. Hvor er deres manerer henne,” vrissede hun og rystede en anelse på hovedet.

Luna betragtede kvinden lidt, før hun vendte blikket lidt væk. Det var måske også dumt, at udfordre andre halvdyr. Men på den anden side havde det nu også været meget hyggeligt, og Luna kunne godt lide det. Selvom det tit endte med, at hun fik lidt skader hist og pist rundt på hendes krop. Det var sjældent, at hun synes hendes hale kom til skade. Når det endelig skete, så havde hun også brug for hjælp. Hendes hale var noget af det bedste, og det kunne måske lyde underligt. Kort lyttede hun til kvinden, og lod et lille smil komme frem. Det var nok også et godt spørgsmål hvorfor hun var endt i kamp med nogle andre halvdyr.

"Det var for at træne for det meste, og blive mere dygtig i kamp, og forbedre min styrke" svarede hun som hun kort strøg nogle fingre hen over halen. Det gjorde ondt, det kunne hun slet ikke benægte, men hun vidste også godt at snart ville smerterne forsvinde, og hun så frem til det. I det mindste havde manden ikke været et halvdyr, og det havde hun været meget glad for. Tænk hvis han havde været det, hvad skulle hun så have gjort. kort bed hun tænderne sammen og prøvede at undgå, at tænke på hvad manden havde gjort hvis han havde været et halvydr.

Luna var enig med hendes ord, for mænd kunne bare ikke holde deres fingre væk. De skulle tit pille, og prøve på alt muligt. Det var så sjældent, at hun faktisk havde mødt nogle mænd, som ikke prøvede på noget. Hun tiltede hovedet, og lod blikket hvile sig på kvinden i et øjeblik. Hun vidste ikke engang selv, hvorfor de mænd kunne finde på sådan noget. Var det fordi de bare ønskede at skade andre, eller gerne ville såre yngre kvinder. Luna sukkede kort over det, og håbede et eller andet sted at manden ville dukke op, så hun kunne hævne sig. Men så igen, hvad skulle hun kunne gøre ved manden. Han var stærkere end hende fysisk, så hun ville sikkert ikke have så stor en chance"Er der langt hen til healerhuset... Eller der hvor vi skal hen" hun lød undrende og nysgerrig som hun rettede lidt på nogle hårtotter ved hendes øre. 

Hailey havde aldrig forstået, hvorfor man ville udsætte sig selv for skader for at træne sine kampevner. I hendes hovede mente hun, at man sagtens kunne øve sin styrke og teknik på andre måder, hvorpå man ikke udsatte sig selv for unødvendig vold. Måske var det bare hendes healerhjerne der talte, fordi hun havde trods alt aldrig haft en interesse i at komme op og slås. Samtidig var det uansvarligt ikke at blive healet direkte efter en kamp, hvis det altså var under regulerede forhold. Noget sagde hende, at det Luna gjorde måske ikke var helt legalt, men hun valgte alligevel at hjælpe hende. Når hun havde en patient dømte hun ikke deres begrundelser for skaderne. Folk tog ofte irrationelle beslutninger, men man behøvede ikke at straffe dem for det ved at de endte med en permanent skade.

“De så passe bedre på dem selv næste gang. Der vil være bedst at opsøge en healer efter hver kamp, man ved aldrig hvilke skader man uagtsomt kan pådrage sig. Læg især mærke til om Deres hovede er hårdt ramt. Selv en lille hovedpine kan føre til større skader,” forklarede Hailey i sin rutinerede healerstemme. Hun gjorde alt for ikke at lyde fordømmende, for det havde hun lært ikke gjorde en stor forskel. Det eneste det medbragte var, at patienter ville lade hendes ord flyve ind af det ene øre og ud af der andet.

“Jeg er rejsende, så jeg tænker at jeg tager Dem med til mit værelse. Selvom jeg er praktiserende healer rejser jeg meget rundt, så jeg har ikke mit eget healerhus. Ofte er de rigtig skadede ikke i stand til at fragte sig selv til healerhuset, så jeg synes det er vigtigt, at folk som mig er ude i felten,” svarede hun hende blidt, hvorefter de tog nogle flere skridt. “Vi skulle gerne være der snart. Kroen ligger lige i udkanten af byen, så det er næsten den første bygning vi vil kunne se, når vi kommer derhen,” forklarede hun Luna.