I det samme den velklædte mand kom ind på kroen vidste Rory, at det var ham hun ville have fat i. Han virkede ny i byen. Hun havde bestemt ikke set hans ansigt før, og når hun så en person, som højest sandsynligt havde en fed krystalpose, så glemte hun dem næppe igen. Det virkede ikke til at han havde opdaget hende, da han med nogle forsigtige skridt bevægede sig ind på kroens område. Blikket var en anelse overvejende og hun begyndte at udtænke sin plan. Hvordan mon man skulle charmere en mand som ham. Skulle hun være sød, mystisk, energisk. Det var altid forskelligt, hvad mænd som ham gik efter. Det var præcis derfor, at hun besluttede sig for at observerer han for en stund mere. Hun skulle finde ud af om han var en introvert eller ekstrovert.

Hvis han var en ekstrovert og en dygtig talsmand, så skulle hun lokke ham hendes vej. Mænd der har høje egoer ønsker selv at fange deres bytte. Modsat værdsætter introverter kvinder som kan tage noget af presset for dem. Det hele var en fin balancegang som Rory skulle gøre sig selv opmærksom på. Heldigvis var hun anstændigt klædt denne dag. Hun var godt nok ikke iført en kjole, men hun havde et par rene sorte bukser på med en dyb grøn trøje. Helt mørkt var mænd ikke altid fan af - medmindre de var til den mystiske kvinde - så derfor var hun heldig, at hun havde givet sig selv flere muligheder ved et iføre sig en farve. Rory tog en slurk af sin øl og blev ved med at lade øjnene følge manden som forhåbenligt kunne give hende et økonomisk boost i slutningen af aften.

Det var ikke så underligt at William endnu en gang havde taget vej op af Dianthos havn og bevæget sig ind i Dianthos. Han havde en hvid skjorte på og nogle sorte bukser på. Den magiske blå halskæde hang lige så fint rundt om hans hals der gjorde at han havde ben. Han havde ingen ide om hvor han var på vej hen, eller hvad han skulle, men han ville lære! Han ville lære så mange ting at han ikke vidste hvor han skulle starte henne!
I stedet havde han vandret lidt rundt i Dianthos gader og set solen så småt på vej ned og månen på vej op, måske han skulle finde noget at spise inden vejen tilbage til Aquarin kom over ham. Så som sagt som gjort puttede han sin vadesæk over skulderen og bevægede sig ind på den nærmeste kro.

Han havde stadig ikke helt styr på disse Krystaller som landmenneskerne brugte så han var ivrig til at lære langt mere! Så han bevægede sig ind på kroen og børstede det værste støv af sig som han bevægede sig op til krofatter og bedte om et værelse for natten, for hvad gjorde det at prinsen ikke kom hjem en enkelt nat. Det havde han gjort så tit især da han havde Maximillian til at passe på ham. Han bad også om noget at spise inden han fik en nøgle og fik forklarede hvilket værelse han havde fået. Han stak hånden ned i vadesækken og fandt nogle krystaller frem. En jade måtte være nok ikke sandt? Ikke at han vidste hvad en Jade egentlig var men han lagde den på barbordet og kiggede på krofatter som tog den og lagde nogle ravstykker tilbage på barbordet.

William vendte sig om og satte sig ned på den mest logiske tomme plads der var i nærheden og satte vadesækken lige ved siden af sig som han begyndte at trile tommelfingre mens han ventede på noget mad.

Hm en jade. Interessant. Normalt benyttede man sig mest af rav inde på kroen, da der ikke var nogen grund til at bære rundt på jadestykker jo mindre man havde tænkt sig at bruge et større beløb. Dette gav hende blot endnu mere blod på tanden og hun var nu sikker på, at hun havde valgt den helt rigtige mand. Gad vide hvilke andre krystaller han havde gemt i den sæk? 

Øjnene fulgte ham da han bevægede sig hen på en plads lidt væk fra alle andre. Ingen andre havde taget initiativ til at snakke med ham, hvilket Rory tog som et tegn. Det måtte være hende som gjorde det gode første indtryk. Han kendte tydeligvis ingen på kroen modsat hende selv. Dog var det ikke alle de helt gode bekendtskaber, men det behøvede han selvfølglig ikke at vide.

Mental parat mente Rory at hun altid var. Hun vidste hvordan man fik fat i en fyr, men hvordan man fik dem til at blive ragede hende ikke. Når krystallerne var væk, så var hun i langbortistan. Stolen blev skubbet ud og hun bevægede sig med lette skridt hen til manden i sit eget selvskab. “Årh undskyld mig, men der er ingen steder jeg kan sidde uden at forstyrre nogen andre… men så så jeg dem og jeg tænkte om de kunne have glæde af lidt selvskab?” Spurgte hun med en ret sukkersød stemme og kom med hvad der lignede et forlegent smil, som om at hun aldrig havde lavet præcis dette nummer før. “Årh undskyld mig, jeg fik slet ikke præsenteret mig selv. Jeg hedder Cassie og hvem er de?” 

Egentlig kendte William slet ikke til Krystaller, han fiskede dem bare op fra havets bund når nogen havde tabt dem, eller en plyndring var gået galt. Eller fra et skib der lå på havets bund. Han var så nysgerrig på ALT TING at han slet ikke forstod hvor spændende en overflade kunne være. Han vidste intet om de mange dyr er levede i naturen Ved Zaladin troede han jo at en kattekilling kunne slå ham ihjel! Lige indtil han fik andet af vide. Der var så mange ting han ville lære og så mange ting han ikke forstod at han forblev på overfladen mere og mere. Måske lidt for meget af det gode. Men når hans læremestre ikke kunne give ham nok information om overfladen måtte han jo selv søge de informationer han havde brug for!

Som han sad der og ventede på mad og drikke kom en pige gående hen til ham, han smilte blot til hende og regnede ikke med at hun ville snakke til ham, alligevel blev han positivt overrasket da en stemme lød og han kiggede op fra sine trillende tommelfingre. "Åh. Jamen selvfølgelig må De da det. Sæt Dem endelig" svarede han og rejste sig op som den gentleman han nu var og satte sig ned igen da hun havde sat sig. Da hun præsenterede sig kiggede han på hende og smilte stadig. "Mit navn er William Zan'jatar prins af Aquarin" prinse delen blev dog hvisket en smule. Det var vidst ikke helt sikkert at sige højt man var prins. Egentlig vidste han slet ikke om det var på sin plads at sige han var prins når han ikke havde nogen bodyguard med sig. Nu havde han dog sagt det, og så kunne hun jo gøre med informationen som hun ville. Hvis hun da overhovedet vidst hvad Aquarin var, og hvor det lå henne.

Rory bed bestemt mærke i den sidste del af sætningen, også selvom lydniveauet var skruet godt ned for. Aha, prins! Det måtte betyde, af han havde uanede mængder af krystaller. Og hvis han gik rundt uden en bodyguard viste det blot, at han ikke havde hovedet med sig. Arh, dette lød til at blive en god dag. Hun elskede rige mænd uden for meget fornuft. Visse vasse, hun kendte ikke til Aquarin, men det var også irrelevant. En prins havde krystaller lige meget hvor henne han befandt sig. Siden han ikke havde nævnt sin titel med megen kraft, så holdte hun igen med at spørge om, hvor det lå.

“Jamen godt at møde dem William Zan'jatar. Det er et smukt navn.” Et hvert navn med prins bagefter var sød musik i Rorys øre. Det var derfor en oprigtig kompliment, hvis man altså rodede lidt rundt i intentionerne bag. “Hvad laver de så i Dianthos? De bor vel ikke i byen? Jeg har i hvert fald ikke set deres kønne ansigt før,” prøvede hun flirtende og lænede sig interreseret en smule fremad. Kiggede ham i øjnene for at se, hvordan hendes ord ville blive taget. Måske gik hun lidt for hurtigt fremad, men hvorfor ikke give det et Los. Hun havde allerede etableret sig som en sød kvinde, så dette havde hun tænkt sig at køre videre på. Hvis han komplet afviste hende, kunne hun påstå at dette blot var en del af hendes personlighed.

Ja ja han havde sagt det i et lidt lavere lydniveau men det ændrede ikke på det var sandt. Han løj aldrig, for hvorfor skulle han? Det var ikke sådan han var opdraget. Han var opdraget til at finde forretninger med andre adelige. Hold sin træninger og sidde ved siden af sine forældre til baller. Finde en kommende mage og bide i det sure æble, som om han nogen sinde ville finde sig en kæreste. Det var ikke det han var opdraget til. Han skulle bare sidde og se pæn ud og sige ja tak og amen til alt hans forældre sagde. Det passede ham ikke, men han kunne ikke sige sine forældre imod.

"Jeg takker for deres fine ord Frøken Cassie. Jeg må indrømme at jeg ikke har stødt på et navn som Deres" kom det fra ham og kiggede på hende. Langt om længe kom der lidt at drikke til ham som hørte med til maden. Han løftede kruset og smagte på den våde vare. En honning mjød. En ting han ikke havde smagt før "Dette her smager jo godt!" indrømmede han mest for sig selv end nogen anden. Han satte kruset fra sig og kiggede på hende som hun snakkede. "Åh jeg ser ig lidt omkring. Jeg er ikke så heldig hver gang jeg kommer til denne by. Jeg kommer altid galt afsted. Men nej jeg bor ude under vandet ude i havet. Det er der Aquarin ligger. Men jeg forventer ikke at De ved hvad Aqurin er eller hvor det ligger. Det er de færeste der ved hvad Aqurin er. Vi er så småt ved at blive glemte i folkemunde" kom det fra ham og smilte fortsat til hende. Aldrig i sit liv var han blevet kaldt køn før, ikke engang under vandet. Lige nu havde han ikke engang en hale eller de røde aftegninger på armene. Så det kom faktisk lidt bag på ham at han var blevet kaldt køn. Dog måtte han indrømme at hun havde udseendet med sig. "De må have nogle virkelig gode gener med det udseende De render rundt med" flirtede han lige? Ja... Ja det gjorde han vidst. Det var vidst første gang han nogen sinde havde gjort det, og han var ikke engang sikker på at han gjorde det ret godt.

Hun smilte over, hvad hun antog var en kompliment til hendes fiktive navn. Hun havde prøvet at finde et navn der var blødere end hendes eget og nemmere at udtale. Cassie var lige frem og ved at det endte med ‘ie’ fik det en blødhed frem, som hendes originale navn aldrig ville få. Dog ville ej heller finde sig tilfreds med at hedde det til dagligt. Der var det for sukkersødt til hendes ellers hårde ydre. “Haha, det er vel også en smule… eksotisk?” Sagde hun prøvende og kiggede lidt op i loftet, som om hun skulle tænke over sit svar. Hun søgte dog hurtigt øjenkontakten igen for ikke at miste ham på vejen.

Mjøden blev serveret for ham, hvor han derefter tog en slurk og virkede helt begejstret over smagen. Man skulle tro han aldrig havde prøvet af drikke mjød før. “Galt afsted? Jamen dog, hvad har De været udsat for?” Spurgte hun og prøvede at virke helt oprørt på hans vegne. Hvem ønskede ham dog noget ondt… “Under havet? Hvordan er det i Aqurin i forhold til Dianthos. Jeg må indrømme at det er første gang jeg hører om landet, men jeg er meget interesseret i at lære Dem af kende. Det lyder virkelig som om, at De har meget at fortælle,” svarede hun halvt oprigtigt. Hun var da interesseret i at høre, hvor rigt et kongerige det var og om der måske lå flere krystaller under overfladen.

Hun kom med et mere genert smil ved hans kompliment, men havde i virkeligheden lyst til at komme med et blik der fortalte, at han var hendes bytte. Dog var hun klog nok til at holde det for sig selv. “Årh jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Det er en af de første gange nogen har sagt så søde ord til mig,” svarede hun og kiggede væk, som om at hun blev helt forlegen over hans pæne ord.

Eksotisk? Betød det så er at hun slet ikke kom fra denne storby? Kom hun længere syd fra? Der havde han aldrig været, og han håbede da en dag at han kunne svømme der til blot for at udforske hvad der lå længere sydpå end denne storby. "Det er et vældigt pænt navn, om end at det er lidt.... Eksotisk som De selv kalder det" han smilte til hende og kløede sig lidt i nakken. Dette her med at flirte gik vidst ikke helt efter planen. Det virkede helt dumt og han virkede noget usikker i sin holdning. Noget han aldrig havde været før.

Da hun spurgte om hvad han havde været udsat for kiggede han ned i mjød kruset og kløede sig lidt på hagen. Det lød helt tosset når ordene ville komme over hans læber, men hun havde jo spurgt og han måtte svare som den gentleman han var opdraget til at være. "Åh... Første gang jeg kom til denne by blev jeg væltet af et lille væsen og kaldt tyv. Anden gang jeg var her blev jeg angrebet af et... ÅH hvad var det hun kaldte det... Et grantræ tror jeg nok hun kaldte det. Jeg er virkelig ikke særlig heldig når det kommer til denne by" han havde aldrig lagt vægt på at han ville finde byen tiltrækkende, ej heller at han ville bosætte sig her hvis han kunne. For det var virkelig en stor by og så var den kringlet med en masse forskellige væsner han aldrig havde set før. Nogen med lange øre, nogle med små øre, nogle væsner var pelsede og havde horn, eller pels hænder. Det var virkelig et besynderligt sted. "Så det er Dianthos denne by hedder. Interesssant...." nu kunne han da navnet på denne mærkelig og store by. Så var spørgsmålet bare om hvor mange gange han ville komme her til hvis det gik galt hver gang. "Aquarin er smukt, lidt gammelt. Stort og flot. Gamle tronsale på slottet. Et folkefærd der er venlige og holder piraterne for at komme for tæt på landet. Aquarin er et sted med en masse hav væsner der lever og ånder for at holde piraterne væk, de fleste piger af havfruerne bliver oplært i sirene sang. Havmænd kommer i våben træning og kæmper or fæderlandet. Mens dem der er lige midt i mellem flygter op på landjorden for at bosætte sig." kom det fra ham og løftede kruset op til munden af denne lækre drik. DEn samgte jo ved Isari pisse godt!

"ÅH... Det beklager jeg Frøken, jeg ville ikke gøre dem forlegen" kom det fra hende og kiggede ned i kruset som han satte det ned på bordet. Han var dårlig til at flirte, og det lød bare ikke helt rigtigt i hans mund. Det lød langt bedre i hans hoved end det havde gjort når det kom ud af hans mund.

Det var tydeligt, at hun havde fat i en mand, der ikke var vant til at flirte med alle og enhver. Han prøvede dog og hoppede på krogen, hvilket var det vigtigste. Så var detaljerne lige meget, så længe hun vidste, at hun havde hans opmærksomhed. Måske var det godt at hun ikke havde fået fat i en alt for selvsikker mand. De var ofte ulidelige at være i samme lokale med alt for lang tid. I det mindste virkede denne mand… flink? Nej, nok bare ikke ulidelig. Det lød mere korrekt. 

“Årh det er da nogle specielle oplevelser De har haft her på landjorden. Hvad får Dem til at komme tilbage efter de specielle sammenstød?” Hvad hun faktisk mest havde lyst til at høre om, var hvordan han havde båret sig ad med at blive angrebet af et grantræ. Det var jo ikke fordi de var levende og menneskeædende. Aldrig i sin vildeste fantasi havde hun hørt om nogen blive angrebet af det. Hvad skulle det gøre? Stikke en gren i hovedet af en? Puha, så havde man da godt nok brug for en redningskvinde! At han ikke engang kendte navnet på byen han opholdte sig i kom igen som en overraskelse. Wow, han virkede en anelse blank.

Øjnene på Rory lyste op som William fortalte som sit land og folkefærd. De måtte have en masse krystaller, hvis de havde råd til at have tronsale og opretholde en gammel by. Våben skulle jo også produceres, så der kunne man vel også tjene en skilling eller to. Det var en komplet jackpot hun var nået. Han måtte både have indflydelse og krystaller. Dog så hun kun sig selv i at få fat i krystallerne. Hvordan hun skulle lokke ham væk fra bordet, havde hun endnu ikke helt regnet ud. Hun burde vel nok spille interreseret for en stund mere inden hun gjorde tegn til, at hun ville være under to øjne. “Det lyder fantastisk. Meget anderledes end Dianthos, men selvfølglig er byen også under havets overflade. De er heldige at have sådan en kompetent prins som Dem. Jeg er sikker på De er en populær herre blandt byens befolkning - bestemt blandt kvinderne. Hvis jeg var en havfrue ville jeg ikke kunne få øjnene fra Dem,” indrømmede hun og kom med et lille fnis. Hun kunne ikke få øjnene fra ham som menneske heller. Frygten for at han ville flygte var for stor.

“Åh nej nej! Jeg var bare utrolig dårlig til at modtage så oprigtige komplimenter. De får mig til at følge mig… speciel. Jeg tror aldrig jeg har følt det jeg gør i dette øjeblik,” sagde hun drømmende, men havde stadig det generte og forlegne ansigtsudtryk. Hun gemte sig lidt væk, sm om hun ikke kunne forstå, at hun lige havde indrømmet det hun sagde. 

Hvad fik ham egentlig til at komme tilbage? Det var jo ikke fordi byen havde budt ham på noget positivt endnu. Der var selvfølgelig den venlige ældre dame der havde hjulpet ham med halskæden, men det var da også det eneste positive ved byen. Desuden var der adels folk i byen, og dem skulle han bare finde frem til for at finde en måde at forme sin sag på. Et par ekstra skibe på havet til at sætte piraterne til livs under havbunde. En alliance et eller andet.

"Jeg har hørt at der bor adelige i byen, og Dem skal jeg finde, opbygge en alliance, og ellers er jeg bare virkelig nysgerrig af natur!" kom det fra ham og kiggede på hende, forhåbentlig forstod hun hvad han mente. Han var prins, han havde opgaver at holde sig til. Det var ikke lige frem en nem opgave at holde sig til at være prins. Det forpligtede sig, lige indtil en anden sad på tronen af Aquarin.

Populær?! Det var vidst så meget sagt, han tog ofte væk fra paladset for at se landjorden og hvad den havde at byde på. Feste var der rigeligt af på paladset, mest for at finde ham en mage, men det var sådan set også lige meget. Han brød sig ikke ret meget om kærlighed og den havde heller aldrig fundet frem til ham. Så derfor var han også en umådelig dårlig flirter efter som ingen piger viste interesse i ham bortset fra den fine slægt under hav overfladen. "Aquarin er endnu mere fantastisk når man tager væk fra byen. De skulle bare vide hvor mange underjordiske huler der er og gamle ruiner der ikke længere bliver brugt. Havet har mindst lige så meget at byde på som landjorden har. Men populær? Jeg tvivler, jeg sidder mest på paladset for at lære af mine læremestre træner med min trefork, og i min vandmagi. Lige så snart jeg ser mit snit er jeg den der er skredet. Jeg vil ikke have en fin havfrue der kun vil ægtes for at gøre familien glad. Som så mange havfruer nu sigter efter hvis jeg selv skal sige det" kom det fra ham og kiggede på hende. Det var ærlig snak!

"Speciel? Jeg sagde jo bare at De havde gode gener" var det forker af ham? Var det ikke sådan man tiltale en pige? Hun havde jo ikke lige frem en hale så han kunne ikke komplimentere hendes farver og om hvor smuk en hale hun havde. Dette var et levende menneske der RENT faktisk snakkede til ham og virkede bare en smule normal.

Adlen. Kunne man blot troppe op, sige man var prins og derefter ville alle lutte øre? Tjo, altså det fangede hendes intresse selvom Aquarin kunne være et opdigtet sted, men hun regnede med han var reel nok siden han ikke engang vidste, hvad et grantræ var. Så dum var ingen del, hvis de havde været på landjorden over en længere periode? “Hvorfor vil De opbygge en alliance med dem? Hvad har De brug for der ude i havet som folket her på jorden kan hjælpe med?” Spurgte hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Burde hun stoppe denne politiske snak og dreje emnet ind på hende. Hvor skøn hun var, og hvordan han skulle skynde sig at gå ovenpå med hende? Det ville i hvert fald fremskynde processen, hvilket var i Rorys interesse.

“Det må være hårdt, at så mange havfruer ikke ønsker Dem det bedste, men blot ønsker at tilegne sig status ved at ægte Dem. Er det derfor De godt kan lide at være nogenlunde ukendt her på landjorden? Ikke at se har virket, fordi De har bestemt tiltrukket min opmærksomhed - selv inden at jeg vidste De var prins. Det ved jeg slet ikke, hvordan jeg burde forholde mig til. Jeg føler ikke, at jeg er fint nok klædt på til at møde Dem,” sagde hun og fnes en smule af det sidste hun fik sagt. Prins eller ej, hun havde set at manden havde krystaller. Det var ærlig snak, at han havde tiltrukket hendes opmærksomhed.

Hun måtte indrømme, at manden gun havde fået fat i var en smule clueless. Flirte, nej det virkede ikke godt for ham. Hun måtte tage tøjlerne i denne samtale. “Jeg synes det var virkelig sødt sagt af dem! De er god med Deres ord. De er en af de mest veltalende mænd jeg nogensinde har mødt,” sagde hun med sin charmerende stemme, selvom det nok var alt andet end sandt.

Hvorfor han ville opbygge en Alliance det var da det nemmeste spørgsmål overhovedet at svare på! "Elementart min gode Frøken. De adelige kan sende skibe ud på havet og hjælpe med at beskytte Aquarins grænser for pirater og andre sfolk der har onde hensigter imod en fredelig verden. Aquarin kan sende folk op på landjorden og hjælpe med at forsvare i en krig. Det går lige op. En hånd for en hånd og en alliance som havfolket står meget nært ved. Vi holder altid ord når først der er givet hånd" han håbede lidt på at hun forstod. At han så ikke sagde at han tog en udfordring meget intenst og aldrig takket nej til en, det var en anden sag. Men at skulle have fat i en adelig på dette kæmpe sted var et større arbejde og et arbejde han slet ikke vidste hvor han skulle starte henne af for at finde de rigtige folk.


Han trak lidt på skuldrende ved hendes ord. Var det synd for ham? Ikke synderligt, det var jo adelige slægter i Aquarin også, men de tiltrak ham bare ikke. Der var ikke en eneste havfrue der havde set ham for ham. En der ville ham det bedste, en der kunne snakke til ham som en almindelige i stedet for at tiltale ham som prins konstant og hele tiden. Han ville bare have noget andet i sit liv. En der kunne tage ham som den han var og samtid kunne se bort fra at han var prins når han var udenfor slottets mure. "Tja. De adelige havfruer har jo blot lært at ægte sig fint, i stedet for at tænke på hvad De selv ønsker. Nogen gange tænker jeg på om Disse skønjomfruer nogen sinde har været udenfor deres palæer og villaer. Eller hvad de nu bor i. Jeg ser kun de adelige når de kommer op til slottet til fester, eller min fader har inviteret dem på middag for at smede mig sammen med en af de yngre havfruer. Dog må jeg ærligt indrømme at jeg helst forbliver anonym selv på landjorden, men nu er der ikke så mange der kender til Aquarin nu om dage eller er et glemt by i folke munde. Så jeg gjorde en undtagelse for Deres skyld ikke for min egen. Bare rolig nådige Frøken De behøver slet ikke at være klædt fint på i mit nærvær. Jeg er jo ikke lige frem selv særlig anstændig. Ikke efter egne standarter af hvad jeg burde have på når jeg er på landjorden." der var jo en grund til at han ikke havde bodyguards med på land, han stak jo af når han kunne komme til det. Han ville helst ikke trække sig noget opmærksomhed, han ville bare ligne en gangske almindelig borger selvom det var noget så svært når han var nye steder og ikke kendte skikkene når han ikke vidste noget om byerne, og hvor hvem boede henne.

Han kiggede noget overrasket på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Veltalende?! Han snakkede jo bare som han havde lært. Gjorde andre mænd ikke der her oppe? Det forstod han ikke meget af. "De må virkelig ikke have mødt mange venlige mænd så. Eller er de alle sammen ikke opdraget til at snakke pænt til en dame?" spurgte han og kiggede på hende som han løftede sit mjød krus på ny og tog en tår af det. Ved guderne hvor smagte det himmelsk!

Ordene røg lidt ind af det ene øre og ud af det andet. Det var jo ikke ligefrem fordi, at Rory havde spurgt fordi hun faktisk havde en interesse for politik. Ved Zaladin, politikere prøvede at udrydde folk som hende, kriminelle, så hvorfor skulle hun støtte nogen af dem? Desuden var de lige så gode som hende selv. Korrupte hele bundet. Alligevel smilte og nikkede hun til mandens ord, som var det de mest spændende ting hun nogensinde var blevet fortalt. Hvis hun kunne få ham til at tale, ville det blot være mindre arbejde for hende. “Kommer der mange pirater til Deres by?” Spurgte hun så, en anelse forvirret. Så vidt hun havde forstået lå Aquarin under vandet, derfor var det ikke helt nemt for alle at komme derned.

Da han havde forklaret, at han ikke var højrøvet og ikke ønskede at ægte for status eller krystaller, lagde hun sin hånd over hans, som var hun oprigtigt betaget af hans ord. “Jeg har aldrig mødt en så ydmyg person som Dem. Det er imponerende, hvordan De har formået at være så nede på jorden til trods for, at De nok har været omgivet af folk, der har fortalt Dem, at De burde være anderledes. I mine øjne er De virkelig anderledes fra alle andre mænd som jeg har mødt,” komplimenterede hun ham og gav hånden et lille klem. Bare stryg dem med hårene. Mænd, kongelige eller ej, elskede at oppe sit ego.

De næste ord lo hun en smule af, oprigtigt endda grundet hans rigtige forvirring. Åh hvor var han da intetanende om folkene på landjorden. “Eller også er de bare ikke lige så karismatisk som dem,” tilføjede hun til hans egne ord, selvom det var ganske rigtigt, at mændene på landjorden var forfærdelig opdraget. Hvis det stod til Rory burde de have fået flere klap som små, men det var åbenbart ikke lige så socialt acceptabelt længere. En skam.

Han snakkede og snakkede og røven den gik! Men det så da ud til at hun forstod hvor han ville hen. Så han nikkede lidt til hedes ord. "Altså de kommer ikke ned til byen men de kommer til grænselandet på havet. Hvilket vi finder meget pågående. Vi værner meget om vores grænser og vores by" kom det fra ham og kiggede på hende med et smil. Han kunne snakke i evigheder omkring sit hjem i Aquarin men det var så pokkers kedeligt, nej landjorden var MEGET mere spændende! Alle de væsner der levede her oppe og så mange spændende mennesker, og nu havde han jo Cassie så hvad var bedre? Et godt selvskab med denne pragtfulde mjød!

Han grine lidt af hendes ord og kiggede lidt ned i kruset. Der var aldrig nogen der havde kaldt ham ydmyg før, det lå egentlig ret godt på tungen når han sådan sagde det til sig selv. "Tja, jeg må nok ærligt indrømme at jeg har mine ege holdninger til tingene. Men det forstår mine forældre ikke. Desværre... Nogen gang må jeg bare bide i det sure æble og tage hvad der kommer. Men det er ikke med min gode vilje skal jeg sige Dem" kom det fra ham og kiggede på hende. Ærlig talt havde han masser af grunde til at gå imod sine forældre. Men han vidste også godt at det krævede lidt standhaftighed hvis han skulle kunne modstå dem.

"Nå ja men jeg er da glad for Deres selvskab, og denne fabelagtig drik. Det giver et rigtig kick de rigtige steder!" han løftede kruset op i luften og ned igen for at tage en tår af kruset. Den var jo udsøgt. Aldrig havde han samgt noget så godt som dette her! Det måtte han have meget mere af næste gang han kom til storbyen her!

Politik havde aldrig sagt Rory en fed skid. Folk der sagde, at de kæmpede for folket, var blot en stor bunke løgnere, der tog penge for at lave det absolutte minimum. Helt sit liv havde Rory kæmpet for føden og de voksede op med en guldske i røven. Måske var det derfor, at hun gik efter de indflydelsesrige mænd, selvom det var dem der kunne henne at brænde hende mest. Mænd med for meget magt var en farlig kombination. Heldigvis tænkte de ofte med det forkerte hoved, hvilket hun kunne bruge til sin fordel.

Rory kunne se, at han endelig næsten var færdig med sin ret, hvilket betød, at hun nok kunne trække ham med sig. Det virkede da til, at hun fik ham til at varme op for hende. At han fik en god sjat alkohol indenbords var blot til hendes fordel. “En mand med sine egne holdninger. Frækt,” sagde hun flirtende, men på en prøvende måde for at se, om hun havde gået over grænsen. Man måtte aldrig gå for hurtigt ind i det, da mænd ikke gik efter kvinder, der smed skørtet for let. Ofte var de paranoide over, om det mon var horetøser som var ude efter dem. Nu havde Rory dog hørt om politik og alt andet jammer. Den måtte da snart være halvt inde. “Alkohol er ikke engang noget af det bedste ved at være menneske.” Løgn, men hun håbede på, at han ville falde for hendes ord.

Egentlig sagde politik heller ikke William særlig meget, men det var en del at lærer om hvordan man reagerede et rige hvis det nu var ham der skulle overtage tronen. Dog forpestede han alle de baller der var hvor de fleste havkvinder blot skulle vise sig frem og ægte ham for at få en status, det var til at brække sig af. Så han kiggede lidt på hende som hun snakkede og undrede sig lidt over dette ord Frækt hvad var frækt? Var han fræk? Hvad betød ordet overhovedet på landet?! Betød det samme som i Aquarin? DEt virkede mystisk at sige sådan noget, han skulle jo gerne vide det hele. Skulle han spørge om hvad det betød eller skulle han lade vær? "Altså hvis det mig der kommer til at sidde på tronen når min fader før, så kommer der andre ting på bordet der skal gøres bedre. Vi uddaner for lidt vagter til at forsvare vores by, sirenerne arbejder hårdere end nogen sinde med alle de pirater på vandet, og alligevel har piraterne ikke lært noget af at blive kastet imod klipperne" han sukkede lidt for sig selv, men det var sandt. Der var mange ting ahn ville lave om, men nu stod han ikke øverst på listen til at få tronen.

Da hun sagde at alkohol ikke engang var det bedste der fandtes ved at være menneske løftede han det ene øjenbryn. Hvad kunne være bedre end denne læske drik? "Så som hvad Frøken Cassie?" spurgte han og kiggede på hende. Han ville gerne vide hvad der var bedre end denne her drik. For ærlig talt kunne han ikke tænke sig til noget der var bedre.

Ah, Rory havde startet den lange snak om politik for først at komme ind i varmen. Nu var planen dog, at hun skulle vikle sig ud af det tunge emne, da hun skulle lade hans tanker glide et andet sted hen. Efter hendes erfaringer var mænd kun i stand til at have et emne i hovedet af gangen, så hvis de blev ved med at tale politik, ville han ikke associere hende med nogen som han gerne ville i kanen med. I stedet ville han se hende som værende et intellektuelt individ som han kunne dele sine holdninger med. Rory måtte finde en måde at vende denne skude, nu hvor han næsten var færdig med sin mad.

“Det er nogle store fremtidsplaner De var i vente. Jeg er sikker på, at De er den helt rette til at udrette store ting for Deres land,” svarede hun ham med beundring i sit toneleje, hvorefter hun lænede sig lidt mere over bordet, som var hun ved at fortælle ham en hemmelighed. “De ved godt, hvad jeg mener,” svarede hun meget hentydende og gav ham et elevatorblik. Hvis han ikke fangede hendes intention med det blik var der intet håb for ham. 

“Ellers vil jeg med glæde være den, der åbner dørene til en helt ny verden,” sagde hun derefter og trak sig igen tilbage sådan hun sad ordentligt på sin egen stol. “Hvis De altså tør,” tilføjedes hun legende og lagde sit hovede på skrå med et lettere udfordrende blik i ansigtet. Mænd kunne umuligt sige nej til noget, hvis man udfordrede deres værdighed, hvis de takkede nej. Forhåbenligt var han enten interesseret nok i hendes tilbud eller også følte han sig presset til at sige ja.

Store fremtidsplaner? Næh egentlig ikke. Han vidste bare hvad han ville, men han var jo ikke engang sikker på at kunne komme til at sidde på tronen. Han kunne bare vente og se hvad hans fader en dag besluttede på sit dødsleje. Egentlig ville han gerne en hel masse, men ærlig talt... han var ikke nok i Aquarien til at vide hvad der foregik i politik. Han blev alligevel ikke underrettet som hans fat gjorde. Næh han var mere interesseret i landskabet der var over vandets overflade end det der forgik under den. "Måske.. men jeg lytter egentlig ikke til ret meget når det kommer til stykket. Mine interessere ligger et andet sted" svarede han og små grinte lidt for sig selv inden han tog sig en tår af denne lækre drik igen. Ved alle guderne! Det smagte bare lækkert!! Han satte kruset fra sig som Cassie var færdig med sin sætning. Han havde virkelig ingen ide om hvad hun snakkede om. "Jeg må desværre proklamere at jeg ikke forstår hvad De mener"  han havde aldrig overvejet det med at være intime med nogen. Heller ikke selvom han var i den kønsmodne alder. Det lå bare ikke til ham på stående fod.

"En ny verden? Vil det sige at der findes flere verdener jeg ikke har set endnu?!" spurgte han overrasket. Fandtes der sådan en anden dimission han ikke kendte?! Ikke at han overhovedet anede hvad en dimission var. "Jeg er altså ikke bange af mig. Vis mig det, jeg er mere end nysgerrig nu!" det var lige før at han sprængtes af nysgerrighed. Hvad var det hun ville vise ham han ikke havde tænkt på før?!