En tur på markedspladsen var altid en formiddag værd. Lily elskede at gå ned ad de gaderne, opleve de mange boder og handlende som dag efter dag stod klar med deres mange fine varer. Selv hendes egen far havde været sælgende her på pladsen, men det var ved at være sjældenheder efterhånden og nu var det blot hans medarbejdere som tog hans plads i stedet for. 
Der var ikke det man ikke kunne få på pladsen, og Lily synes hverdag at opleve nye og mere spændende varer til salg. Hvis hun havde plads derhjemme, så havde hun handlet hver dag. 
Hendes yndlings område måtte helt sikkert være de mange boder med det lidt mere finere tøj, om end at det var sværere at sælge her, da det var få af byens fattige som kunne handle her. Men man kunne få tøj i alle kvaliteter og priser, og der var altid noget spændende at kigge efter. 

Som skuespiller var der næsten altid plads til nye kjoler, alt efter hvad hun skulle spille. Det var ikke altid at teateret havde, de kostumer eller kjoler som skulle bruges, og Lily havde ingen problemer med at tage private klæder med på scenen. Lily var klædt i en lang, tætsiddende blå kjole. 
"Den ville klæde, Dem" Lød det komplimenterende til en anden ung blondine, som lignede hende selv på flere punkter, som stod med en flot kjole. Hun sendte den unge kvinde et roligt smil, som hun kiggede over på hende. 

Solen stod højt på himlen selvom de var midt i september måned. Lilac var taget ned til markedspladsen, da hun havde bedømt, at det var tid til at skifte sine gamle sommerklæder ud med noget varmere. Hun var utilfreds med sidste års udvalg og mente, at hun nu var vokset fra sin gamle stil, da hun trods alt var nået de voksnes rækker. Svagheden for de lyse farver var dog stadig prominent. Man så hende ofte i lyseblå eller lyserøde kjoler. Gul hvis hun rigtig flottede sig, men i dag var hun iført en grøn kjole. Hun mente, at det var en god overgangskjole fra sommer til efterår.

Lige nu stod hun på markedspladsen med to forskellige tøjstykker i hånden. Hun blev ved med at kigge konfronteret på dem begge. Hun havde kun krystaller med til den ene, så hun måtte beslutte sig lige nu. Beslutninger var noget hun ikke brød om - det betød man fravalgte noget frem for noget andet. Valget stod mellem en lilla, lang kjole der gik hende til under anklerne. Den var tætsiddende nok til at vise hun havde kurver, men samtidig var den ikke promiskuøs. En egenskab få kjoler kunne nyde godt af. Den anden var sød og løsere i figuren. Mere hendes normale stil, men stadig meget piget i det. Hun kiggede frem og tilbage og var ved at tage en beslutning, da hun hørte en stemme. 

Lilac rettede hovedet mod den kvindelige stemme. Ved hendes side stod en anden pige. Blondt ligesom hende selv, men dog med grønne øjne frem for hendes blå. Hun var højere end hende og så umiddelbart også ældre ud. Hvad hun også måtte indrømme var, at hun var utrolig smuk i sin blå kjole. Hun lignede en der uden problemer kunne feje benene under mændene og ville se fantastisk ud i den lilla kjole, som hun nu komplimenterede. “Tak. Jeg stod lige og tænkte over, hvilken jeg bedst kunne lide. Den lilla er meget… anderledes..? End hvad jeg normalt ville vælge,” svarede hun hende og kiggede tilbage på kjolen. Måske skulle hun tage chancen. Denne fremmede kvinde havde lige sagt den ville være flot på hende. Komplimenter fra kvinder var svære at støde på. Derfor lyttede man, når man endelig modtog dem.

Begge kjoler som den unge kvinde stod med var flotte hver for sig. Det var tydeligt at de havde flere fællestræk, ikke blot i deres udseende, for hun utrolig smuk, men også i deres tøj. Hendes kjole var flot, og sad godt på hende og så var der farverne - både dem hun stod med, og den hun havde på. Lily var af samme person, hun elskede prængende farver, farver som brød den triste hverdag og spredte glæde i gaderne.

Som komtesse og datter af en adelig, havde kjoler og lignende, især i farver, altid været let tilkommelig for hende og hendes far havde altid skænket hende gaver, i form af kjoler. 
"Lila er bestemt anderledes" Erkendte hun og sendte den unge kvinde endnu et smil, "Men nu er De allerede iført en grøn kjole, så farver klæder Dem uden tvivl" Lila var en farve man måske ikke så så ofte, men det ville sende et signal til omverdenen at hun var en fin kvinde, og stod ved sig selv og de valg hun traf. 
Ærlighed betød meget og Lily havde, næsten, altid fået noget godt ud af at komplimentere eller tale ærligt. 
Lily trak selv nu en kjole ud fra et stativ, holdt den op foran sig selv og overvejede hvordan den ville sidde på hende. Denne var i en hvid nuance med bare skuldre. Måske for meget.

Kvinden gav hende ret i at lilla var en anderledes farve. Hun ejede ikke et eneste klæde i denne dybe lilla farve, men hun var vild med den! “Nu bliver de for sød,” sagde Lilac forlegent, men inderst inde var hun meget beæret over komplimenten. Kvinden lignede en som var kritisk over for andres klæder. Måske var det faktisk forkert sagt, man burde nok rettere sige, at hun selv gik op i sit udseende. Det var tydeligt. Alt fra det flettede opsatte hår til den helt rynkefrie kjole. Der var ikke en eneste fejl at pege ud.

“Kjolen de har foran dem er også skøn, men den hvide farve vil blive svær at holde. Skal de bruge den til en speciel lejlighed?” spurgte hun og lagde den anden kjole fra sig, sådan hun nu kun stod med den lilla, den udvalgte. Hun kiggede op og ned af blondinen foran hende. Ikke fordi hun tjekkede hende ud - eller det gjorde hun vel i teorien - men hun ville have en rigtig ide om, hvordan en kjole som denne ville se ud på hende. Hun kom frem til, at hun kunne bære hvilket som helst klæde og stadig virke professionel. En egenskab hun ikke selv havde fået endnu. Hun havde engang hørt, at det var hvordan man følte i tøjet som var vigtigere end hvad man havde på. Den anden kvinde osede selvtillid. Måske var det derfor, at hun så leg havde overbevist Lilac om, at hendes mening var den rigtige.

"Det er kun ærligt ment" Kom det roligt fra hende, hun foldede dog endnu et smil frem på læberne, som hun kunne se hvordan kvinden blev små forlegn over Lilys venlighed. Det beviste kun at kvinden lyttede til Lily, hvilket hun kun kunne være beæret over. Lily gik bestemt op i sig selv og helt sikkert også verdenen omkring sig, selvom det ikke var op til hende at bestemme hvad folk gik med, men at komme med en ærlig mening var hun berettet til.
Hun gik i og for sig ikke op i hvilken del af samfundet personer hun talte og brugte tid på, kom fra. Det betød intet for hende, hun så det smukke og det interessante i folk. Folk fra den laveste del af samfundet havde ligeså meget at byde på. Nu virkede det dog ikke til at hun var fra laveste klasse. Kvinden gik i flot tøj, hun så nydelig ud. 

"Måske har De ret" Smilet forblev på hendes læber, som hun kiggede over og mødte hendes øjne, "Nej, umildbart ikke. Nogen gange er det blot svært at holde sig tilbage fra at købe noget. Kender De ikke det?" Hun grinede roligt. Hun havde ingen bestemt grund til at købe den, andet end at den ville passe godt ind i hendes samling, men kvinden havde ret. Lily ville nok ikke få den brugt, og hvis hun gjorde så var det til lavmælte private fester, hvor hun kunne være påpasselig med hvad hun lavede.

Hun nikkede til hvad der blev sagt. “Den følelse kender jeg skam alt for godt. Nogle gange kan man ikke nænne, at genstanden vil falde i en anden persons hænder,” svarede hun kvinden med et smil. Det var ikke ofte hun talte med en person, som var lidt af en lystkæber som hende. I Dianthos stødte man ofte på folk der kun lige kom igennem tilstedeværelsen. Goder som smykker, kjoler og pynteting var ikke noget man kunne bruge krystaller på. Heldigt for hende var hun opvokset i et andet miljø. Dette kunne til tider gøre hende en smule uviden til, hvordan eksistensen ellers kunne være. Måske var hun også gladere for bare at leve i uvidenhed.

“Undskyld mig, jeg har slet ikke fået præsenteret mig selv. Lilac Evergreen,” introducerede hun sig selv for og rakte sin frie hånd frem sådan de kunne mødes i et håndtryk. Ud af øjenkrogen kunne hun se, hvordan standejeren kiggede en anelse utålmodigt på dem. Stadig kunne den lille mand ikke afbryde dem, da en utilfreds kunde ikke ville købe fra denne bod, så ville de blot gå videre. Når man kørte en fin forretning som denne måtte man bære over med, at de få kunder man havde tog sig sin tid. Det var også en del af charmen.

"Det ville bestemt være ærgerligt, hvis man endte op i sådan en situation" Lo hun kort og søgte hendes blik. Det skulle dog også være det rigtige man købte hjem, selvom at den tanke havde Lily haft flere gange, og stadigvæk havde hun ubrugt tøj liggende i hendes barndomshjem og ikke mindst i lejligheden her i Dianthos. Det var nok ikke den rigtige vej at gå, men Lily havde stil og brug for tøj af en hvis standard. 

"Dejligt at møde dem Lilac" Læberne mødtes i endnu et smil, hendes familie navn sagde hende intet, så det var nok ikke en hun var stødt på eller hørt om før. Lily tog imod den bløde hånd, mærkede huden mod hendes "Mit navn er Lily Fox" Fortalte hun og slap hendes hånd. Hun var altid glad for nye bekendtskaber, og Lilac ville helt sikkert blive et af disse. 
Lilacs blik mod standejeren fik Lily til at søge blikket samme vej, og blev også mødt af det utålmodige ansigt, han måtte vide at kvinder ikke var hurtige i deres beslutninger. Hvis han dog bare vidste hvor mange penge, hun kunne ligge i denne stand. "Lilac, hvis De er vild med den lilla kjole, burde De købe den og få den prøvet. Jeg er sikker på at den gode herre vil lade Dem retunere den" Det var måske ikke normal procedure, men en ting Lily gerne tog med i handlen.

Lily Fox. Hvor havde hun dog hørt om det navn før. Hun stod og grublede lidt over det efter deres håndtryk. Hun var sikker på, at hun havde hørt navnet før, måske endda læst det et sted. Hvis det stod på skrift vidste man, at hun var en stor kanon. Da kom det til hende. “Er de skuespiller?” Spurgte Lilac en anelse tøvende. Hvis dette ikke var det rigtige gæt, kunne hun i det mindste fortælle hende, hvorfor navnet var så velkendt. Måske var det familienavnet Fox? Nej, hun var sikker på at det var Lily Fox som helhed.

Lily vendte blikket mod standens herre. Det var tydeligt, at han var blevet taget med bukserne nede. Normalt konfronterede kvinderne ikke direkte butiksejerne. Han havde bestemt ikke regnet med st en af de to blonde kvinder ville konfrontere ham direkte. Måske var det også derfor, at han gik med på Lilys usædvanlige anmodning. Han følte sig nok trukket ind i et hjørne. “Jeg vil huske deres gode dyd til næste gang jeg besøger markedet,” sagde hun til manden og kom med et lille anerkendende nik. Hun talte i en lavere tone til Lily sådan sælgeren ikke lyttede med: “De er dygtig med ord. Jeg tror næppe på, at enhver kvinde kunne overtale en købmand så let og elegant,” komplimenterede hun. Måske var det noget i hendes stemme, hendes fremtræden som blot forlangte respekt.

Det var ikke ofte at hun på gaden, blev genkendt på hendes navn via hendes skuespil. Så god mente hun ikke at hun var, og andre var bedre end hende. Men det var bestemt et kompliment at tage med sig, for det viste at nogen var glade for det hun gjorde. Lily smilede glædeligt til Lilac, "Ja, det er jeg. Er De til teater?" Spurgte hun interessant, hvilket måske var et dumt spørgsmål siden at hun kendte hendes navn. Hvis Lilac blot var blevet trukket med ind for at se et stykke, så var det nok ikke Lilys navn som var blevet husket. 

Man blev nød til at handle og man blev nød til at tage nogle chancer. De havde måske taget ham på det forkerte ben, i og med at de var to som nu pressede manden, ubevidst. Hvilket måske ikke helt havde været hendes mening. Lily smilede som Lilac takkede manden, "Deres gode gerning vil blive husket, min gode mand. Jeg vil bestemt komme igen, en anden dag" Det ville hun nok alligevel, for han havde nogle gode produkter, i forhold til mange andre. 
"Mange tak" Kom det kort fra hende, nu var det hendes tur til at blive små forlegn, "Jeg er sikker på at De ville kunne gøre det sammen. Nu kender De hvert fald tricket" Grinede hun kort. Det var altid noget som var værd at forsøge. 

"Men hvad tænker De?" Hun slog blikket over på Lilac, for nu virkede det også til at sælgerne gerne ville have dem til at tage en beslutning, "Vil de prøve den lilla? Så tager jeg den hvide. Selvom det er et våget valg" Man skulle tage nogle chancer en gang i mellem, "Jeg vil næsten gerne se den lilla på Dem nu" Lilac havde jo været usikker på valget, hvor Lily havde været mere sikker og hun var sikker på at hun ville se pæn ud i den. 

“Mine forældre er glad for teateret. Jeg er kommet der siden jeg var lille. Engang troede jeg, at jeg skulle være en stor skuespillerinde, men det viste sig, at være en større bedrift end jeg regnede med. Nu maler jeg blot,” besvarede hun Lily. Gad vide om hun kendte de store navne inde for teaterverden? Det var relativ lille og kun for eliten selvfølglig. Selv havde hun kun set dem oppe på den store scene i gang med at spille deres tildelte roller. Hun fnisede med Lily, da hun fortalte at hun kendte tricket nu. Ja det var skam sandt. Den ville hun prøve at bruge en anden gang, selvom hun troede halvdelen af grund til den gik i gennem lå i, at manden vidste han var taget i fersk gerning. Det var trods alt ikke høfligt at stirre på sine kunder.

Hun så over på Lily igen, hun kom med sit foreslag. “Lad os!” Svarede hun muntert sin nye veninde og gik mod skranken. Her fik de byttet krystallerne for kjolen. Nu manglede de blot at prøve den på. “Mit hus ligger en lille gåtur væk fra markedspladsen, hvis de vil med og prøve deres kjole?” Spurgte hun med et lille, næsten genert smil. Det var ikke ofte hun tog personer med til sine forældres hus. Hun tænkte det gik an, da hun trods alt ikke var et mandfolk.

Det var ikke ofte at folk genkendte hende fra hendes skuespil og teater stykker, fordi at teateret ofte havde et ry for kun at være for de rige og eliten, hvilket Lily havde det svært ved. Billet priserne var høje, så det var bestemt ikke alle der kunne være med, hvilket var grunden til dets ry. Det var ærgerligt. "Er det sandt?" Hun smilede stort som snakken blev drejet over på dette emne, hendes emne, "Det er klart. Det ligger måske ikke til alle, men det kræver også meget arbejde. Alt er ikke enkelt" Fortalte hun roligt, smilende. Hun følte bestemt ikke at hun var så god som hun havde hørt, hun var god, men man kunne altid blive bedre. 

Lily kunne godt høre det selv nu, hun havde måske været for ivrig i hendes ord. Det var næsten utroligt at Lilac ikke var blevet skræmt af hendes ivrighed. Normalt var hun slet ikke på denne måde, det var der mange der kunne stemme i omkring. Måske var den store interesse i kjoler, Lilac skulle ikke tænke noget forkert om den måde hun havde brugt sine ord. 
"Det lyder fint" Kom det fra hende med et smil, som hun gik sammen med op og fik betalt for kjolen, "De må hellere lede an" Smilet sad stadigvæk på de røde læber, som de forlod den lille stand. 

Hun nikkede til hvad der blev sagt. Hun var blevet frustreret over, at hun ikke var lige så dygtig som de store stjerner med det samme. Det var derfor hun originalt havde skiftet over til at male. Det var noget hun altid var blevet rost for så derfor virkede det naturligt, at det var denne vej hun skulle gå. “Hvilke stykker har de så været en del af?” Spurgte hun nysgerrigt. Hun var ikke sikker på hvornår hun havde set hende. Ikke engang sikker på om hun havde eller om hun havde læst op på stykkets skuespillere. Hun var dog nysgerrig over, hvordan et liv i rampelyset fungerede.

Lilac og Lily gik sammen væk fra standen med kjolerne med sig - selvfølglig. Det var utroligt hvor nemt samtalen flød for dem. Normalt inviterede hun ikke fremmede med sig hjem, men hun var 99% sikker på, at Lily ikke var en trussel. Måske var det fordi hun spejlede sig i den lidt ældre kvinde, måske fordi hun var en kvinde. Et bias man nok inderst inde havde selvom man ikke ville indrømme det. Når man forestillede sig en voldsmand tænkte man på, ja, en mand. Det var derfor, at Lilac ikke havde bange anelser. “Hvad kan De lide ved at være skuespillerinde?” Spurgte hun Lily mens de gik. Hun vidste ikke helt hvad drivkraften for hende var. Gik hun op i den luksuriøse livstil, statussen, krystallerne eller kunsten bag? 

Mon ikke hun havde set hende i et stykke? Hendes forældre måtte have. Det var rart at blive anerkendt og genkendt af andre, det gav en speciel følelse i kroppen. Især når man stadigvæk var en ung skuespiller, som måske ikke havde lavet de helt store stykker endnu. "Jeg har jo deltaget i en del" Erkendte hun ærligt, "Men dog ikke i de helt store stykker endnu, kun nogle få enkelte, med små roller" Og for hende var det egentligt fint, når man var på hendes niveau, "Men mon ikke det kommer? Alt kommer hvis man bare arbejder hårdt nok" Sådan havde hendes fader hvert fald sagt. Om det var kommet til ham, så meget som han arbejder, det var et andet spørgsmål.

Lilac førte an og Lily fulgte med ved hendes side, den nye veninde kendte vejen til deres mål. Lily følte flere fælles interesse og en gensidig venlighed mod hinanden, også selvom at Lily fra start havde været den fremmede som havde kommenteret ærligt på Lilac valg af kjole, hvilket var blevet taget pænt imod. 
"Åh, det burde næsten være et nemt spørgsmål" Grinte hun kort, "Det handler meget om at leve sig ind i en anden karakter, stå på scenen og give folk underholdning i en hverdag som måske ofte kan være meget svær" Især det sidste, hun nød at give folk en god underholdning og noget de kunne tænke tilbage på og være glade for at have oplevet.
"Men de maler? Er De god?" Lily selv havde haft penslen i hånden i barndomshjemmet, hvor hendes far var en dygtig maler. Fortiden lavede han ikke meget andet end det og at drikke, hvilket var små sørgerligt. 

“Man skal vel også starte et sted. Jeg blev engang fortalt man skulle nyde rejsen, da den er vigtigere end slutresultatet. Dog vil jeg indrømme, at det kunne rart være den bedste fra starten af, men det ville nok ikke være tilfredsstillende, hvis man virkelig tænker over det,” sagde hun en anelse grublende. Hun var ikke særlig interreseret i poesi eller filosofi. Hun vidste ikke helt hvor dette citat lå inde under, som sagt, hun gik ikke op i nogen af delene. Hun flugte den velkendte sti hen mod sin bolig. Lily fulgte trofast med og på vejen fortalte hun også om sit forhold til skuespil.

“Hvad gør De hvis Deres rolle ikke falder i spænd med din egen personlighed? Hvordan overbeviser man publikummet om, at man reelt set er denne karakter?” Spurgte hun nysgerrigt da det var hvad hun selv ikke fattede ved skuespil. Hun havde en ret begrænset palette af roller, da hun ikke kunne spille en helt anden karakter. I skuespillernes verden var der dog mange personer hun slet ikke kunne relatere sig til. Dette gjorde, at hendes optrædener ikke var overbeviselige. Dette havde hun dog aldrig oplevet i teateret. Det var trods alt også kun de dygtigste som fik lov til at performe.

Lilac blev en smule overrasket over Lilys spørgsmål. Det var vel subjektivt om hun var en dygtig maler. “Øhm, dygtig nok til andre ønsker at købe det,” svarede hun en anelse tøvende. Det var ikke fordi hun havde solgt talrige malerier. Denne karriere var kun loge begyndt for hende og der var en benhård konkurrence. Som kunster var det svært at få sit navn ud i verden - især som en kvinde.

"Det er sandt" Svarede hun smilende, "Rejsen er spændende og hård, det tror jeg den er for de fleste, uanset hvilken branche de er endt i, men meget spændende" Forsatte hun roligt, "Men rejsen hvor man lærer og bliver bedre er vigtigt" Tanken om at være den bedste fra start var sjov, men ville det være sjovt i praktisk, hvis man bare kunne alt og ikke kunne blive bedre eller lærer af de fejl man lavede? "Jeg tror ikke det ville være tilfredsstillende, fordi lærer man så?" 

"Det er et godt spørgsmål, Lilac" Hun kiggede lidt rundt i gaderne, som de gik ned af disse, for at få et indblik i hvor hun førte hende hen og hvor hun boede, "Det er vigtigt at være bevidst om at der kan komme roller som slet ikke passer til ens person eller man måske ikke kan føle sig hjemme i, men det skal man lærer at arbejde med. Det er jo ens arbejde og man skal sørge for at publikum er underholdt. Hvis det er en eneste rolle man kan få, vil man så gå glip af en løn det kan give?" Det var et godt spørgsmål og Lily har selv stået i situationen en enkelt gang, men der ville helt sikkert komme flere.

Lily forstod nok godt det overraskende ansigt på Lilac, og måske havde hun udtrykt sig forkert. Men Lilac kunne godt mene at hun selv var en god og dygtig maler, det havde man jo selv en fornemmelse om. Lily havde den samme, hun følte sig dygtig i sit fag, men hun kunne sagtens blive bedre. "Virkelig? Det er rigtig godt klaret" Kunst var også meget individuel om hvad man kunne lide der var på lærred så derfor er det helt klart en svær branche, kan folk lide ens billeder? "Kunst er et spændende fag på mange måder, og kunst på væggene er ligeså spændende og vigtig som kunsten på scenen" 

Lilac var træt af, at alle nævnte at læring var sjovt. For hende symboliserede det, at hun ikke kunne finde ud af en evne, hvilket hun ikke brød sig om. Som sagt, grunden til hun stoppede med at ville være skuespillerinde var af samme grund. Dog kunne hun godt følge hende i, at det var rart at se resultater. Eksempelvis når hun selv havde lært en ny malerteknik. Dette gjorde hende pavestolt! Så var vejen derhen pludselig det hele værd. Lilac lyttede til hvad Lily havde at fortælle hende. Hm, sådan havde hun aldrig tænkt på skuespil. Det var sjovt at man ikke så det som et “job”, men rettere som en livsstil - at være i teateret. Måske glemte man, at personerne bag ikke var en karakter, men en rigtig person som skulle have hverdagen til at løbe rundt. “Huh, det giver et helt nyt perspektiv når man taler med en person som ved noget om det,” sagde hun oprigtigt. Normalt reflekterede hun ikke dybere over ting, som egentlig ikke påvirkede hendes et liv.

Lilac kunne virkelig høre at Lily var omgivet af kunstnere som skrev replikker og interesserede sig i sproget. Hun havde en måde at udtrykke sig på som slet ikke virkede naturligt i Lilacs mund. “Ja, det har de ret i. De er vel to forskellige måder at udtrykke sig på,” svarede hun og kiggede sig en anelse undrende fremad. Inden hun vidste af det var de ved hendes hus. Hun var næsten lige ved at gå forbi det. Hun låste hoveddøren op til det halvstore hus og inviterede Lily indenfor.

Lily kunne godt forstå hendes tanke om at spring al træning over og blot træde ind på scenen, som værende en af de allerbedste fra begyndelsen. Det ville selvfølgelig gøre alt nemmere, og successen ville komme hurtigere - endnu større stykker, for de store kunstnere. Det var blot sådan man var som forskellige personer, der var intet der var mere rigtigt end den anden vej, Lily kunne godt lide at lærer og træne hendes styrker og svagheder. 
"Helt enig. Man har altid selv en forestilling om hvordan man tror det er, men så viser det sig på en anden måde." Lily tog det bestemt ikke bare som et job, men det var en del af hende og det havde virkelig ikke lagt i kortene at det var den vej hun skulle.

"Ja, det er det. Men begge to kunstformer er meget interessante" Lily stemte i hendes mening, for Lily havde altid haft et blødt hjerte for mange kunstarter, og den måde man kunne kunsten på, "Min far maler også, og har gjort det så længe Jeg kan huske" Kommenterede hun roligt. Ikke at det hele skulle handle om hende eller hendes liv, men det var noget at tilføje til samtalen med. 
Lily stoppede op sammen med Lilac og kiggede forundret på hende, måske havde samtalen draget dem så langt væk, at de var ved at gå forbi huset? Lilac drejede hurtigt omkring og gik op mod et hus og låste døren op og inviterede Lily indenfor.
Det var et fint hus da hun trådte inden for, "Her bor i da pænt" Der var selvfølgelig meget tilbage af huset, men allerede nu var det da noget hun fandt pænt.

Hun nikkede til, hvad Lily havde at sige. Hun tænkte over, hvornår hun selv havde oplevet det. Hm, tjo foruden det Lily havde fortalt hende, så havde hun troet at voksenlivet betød, at man pludselig ikke havde barnlige sider og man bare skulle ud i verden. Ingen forældre til at stoppe en, ingen regler uden dem man selv satte for en. He, det var ikke ligefrem det der var sket for hende. Den eneste forskel var faktisk at hun nu kunne sige, at hun var et år ældre. Intet i hendes liv havde ændret sig lige så drastisk, som hun troede de ville for fem år siden.

“Hvad for en stil har deres far?” Spurgte hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Det var også fascinerende at høre om andres kunst, også selvom dette trods alt var fra en andenhåndskilde. “Jeg har fået af vide, at mine malerier er meget romantiske og idylliske. Jeg kan godt lide at de viser det smukke ved livet - fordi livet er dejligt! Måske er det ved at være lidt forældet, da alle taler om realisme nu om dage,” fortalte hun Lily. Det hun malte var hendes egen realitet. Måske var det derfor, at det var et glansbillede for den almene borger. Hun mødte trods alt ikke udsultede mennesker til hverdag. Hun rendte derudover ikke rundt i de mere mere sketchy miljøer. Hun var der ikke da mørket tog over Dianthos. Nej, hun brød sig ikke om kunst som fik en til at føle andet end glæde. Det føltes fremmed, uvelkommen og gjorde hende i det hele taget ukomfortabel - en følelse Lilac slet ikke brød sig om!

Lilac takkede Lily som komplimenterede huset. Hun kom med et smil og førte hende op mod sit eget værelse der havde et badeværelse lige ved siden af. “Jeg tænkte, at hvis de kunne skifte til deres kjole inde på badeværelset, så kunne jeg prøve min her? Så må vi håbe på, at vi har fundet en der passer,” foreslog hun selvom hun var overbevist om, at den hvide kjole nok skulle passe Lily. Det var nu mere hende selv hun var bekymret for. Gad vide om kjolen ville være for lang?

Lily vidste ikke ret meget omkring stilarter og hvordan et billede blev til, hun nød bare kunsten når billedet var klart til at hænge på en væg. Lily lod blikket falde over på Lilac, som de var kommet inden for, "For at være ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg er ikke god til stilarter" Grinede hun kort og kærligt, "Men han går meget på jagt, og han sidder ofte ude på sin lille altan ved hans soveværelse, kigger ud over skoven og får sin inspiration derfra" Mange af hans billeder var af skovområder, dyr og lignende, "Livet er dejligt" Stemte hun i og sendte hende et smil, "Det lyder som smukke billeder. Romantikken er mange ting, og jeg er virkelig en person som elsker romantik" Hun havde stadigvæk ikke fundet sin egen romantik eller manden i hendes liv. Hun havde end ikke lagt med nogen endnu. 

Lily fulgte glædeligt med op ad trappen og kiggede sig rundt i huset, som hun blev ført igennem det. "Jeg er sikker på at vi har fundet noget der passer" Hun kom med et lille grin til Lilac, "Jeg tager badeværelset" Svarede hun nikkende og gik ud og lukkede døren bagsig.
Lily kunne lige nå snøren på hendes ryg, så hun kunne åbne kjolen som hun havde på. Det ville nok være sværere at binde den nye på ryggen. Hun trak ud af kjolen og lagde den på vasken, så hun kunne trække i den anden. Hun kunne godt se hvad Lilac havde ment med farven på kjolen, da hun kiggede ned af sig selv, det var måske en meget mere sart kjole, som skulle holdes til at blive brugt til fester. 

Lilac smilte af hvad Lily havde at sige. Hun var også selv en lille romantiker i hjertet, men alligevel var hun forfærdelig til at binde sig til et fast forhold. Måske fordi hun havde ideen om, at hendes første kæreste skulle blive hendes mand. Ironisk havde hun samme tanke om samleje, men det ideal var smidt i vasken efter en tur på kroen. Lilac var forfærdelig drengeglad når hun havde fået alkohol indenbords. Nej, ikke engang det, hun var bare forfærdelig til at sætte grænser og sige nej. En ting hun også havde svært ved i ædru tilstand, men alkohol forværrede denne evne.

Hun begyndte at skifte over til den anden kjole og lagde den første pænt på sengen, sådan den ikke ville blive krøllet. Hun kiggede endnu en gang en anelse skeptisk på kjolen før hun trak i den. En opgave der pludselig var meget mere kompliceret end hvad hun lige havde forestillet. Da hun endelig havde fået kjolen ordenligt på kiggede hun ned af sig selv og frydede sig over, at den faktisk passede. Hun gik ud af sit værelse og bankede på badeværelsesdøren. “Har de fået kjolen på?” Spurgte hun gennem døren.