Azurien var et af de steder i Krystallandet, som Zane havde opholdt sig mindst i.
Så, nu hvor der var en pause mellem de forskellige jobs som lejesoldat og dusørjæger, var det et mål for hans kedsomhed.
Rejsen dertil var uden farer for den kampprøvede mørkelver, og han nåede det smukke land uden at der skete noget.

Azursøen var det perfekte sted at slå lejr, så det var det, valget var faldet på.
Ikke i søen, naturligvis - man var vel ikke en havmand, vel? Eller et underligt halvdy! Halvfisk... halv-vandmand?

Så lejren var blevet slået op på bredden af søen, et godt stykke fra flodbyen, så der var fred og ro.

Zane sad lidt fra teltet og bålstedet, og skuede ud over det smukke, rolige vand.
Han var iført en simpel, sort skjorte med læder armbeskyttere, et par mørkegrå bukser, og rejsestøvler i læder.
Hans to sværd lå i græsset ved siden af ham, og den dybe, mørke rejsekappe var blevet smidt tilbage ved teltet.

Ingen grund til den slags, når det tidlige aftenvejr var så godt som det nu engang var.

Missionfri, træningsfri og alle former for fri. Eller den frihed havde Eretreya i så fald taget. Hun havde haft nogle pressede dage og havde brug for at få hovedet et andet sted hen. For nogle dage siden havde hun taget afsted fra Obsidianøerne og søgte mod Azurien. Det var længe siden hun havde befundet sig der, så de mange floder skulle betragtes igen.

I dag skulle der ske noget nyt. Badehusene i byen var på ingen måder nogen spændende oplevelse for hende, så hun havde i stedet besluttet sig for at søge mod søen, som gerne skulle ligge i gåafstand. Gåafstand? Pff. Som Eretreya var kommet udenfor byen satte hun af fra jorden og lidt støv fra jorden, blæste let op og efterlod en mindre støvsky. Ikke længe efter hun havde sat af fra jorden, begyndte hun at kunne lugte bål. Hun havde ikke hørt at der var folk der boede ved søen? Måske det i virkeligheden var en dårlig ide at tage en dukkert i søen, hvis der var folk der reelt boede der?

Et stykke væk fra søen landede hun og kneb let øjnene sammen. Der var et telt, bål og en… Spidsøre… Let skar hun en grimasse ved tanken og bevægede sig alligevel nærmere. Eretreya var næsten ikke til at spotte, da hendes påklædning bestod af en løs kjole der var skåret op i siderne, for den var løsere omkring hendes ben, ikke den viste noget, det var blot for praktiske hensyn. På fødderne havde hun et par mørke læder støvler. Det lange hvide har var delt i to, den øverste del i en fletning, der hang ned oven i den nederste del af håret der sad løst.

Målrettet gik hun direkte op til kanten af søen og satte sig på hug, lod en hånd glide let gennem vandet. Køligt, men ikke dødeligt. Vingerne var foldet sammen på hendes ryg, men på samme tid var hun også klar til at sætte af, hvis det var en nødvendighed. Hun vidste man ikke bare uden videre skulle stole på fremmede… Og slet ikke en spidsøre…