en kanin sad og græssede imellem nogle træer. den var intet anede om at det kunne blive dens sidste dag idag. en los sad inde i en busk og så på kaninen med sultne øjne. lossen hed Tasja og var et halvdyr der forvandlede sig til en los når hun skulle være stille og snidig. hun listede ind på den intet anede kanin. hun slå med spidsen af halen imens. 
en.... to.... tre.... og så hoppede hun lige oven på kaninen der skreg op og med et hurtigt bid i nakken og et knæk var den død... alt blev stille. Tasja rejste sig op med kaninen i munden. hunlagde den ned nussede til luften. og forvandlede sig tilbage til et havdyr. hendes lange fletning voksede som hun forvandlede sig tilbage, hendes øjne blev større og hendes krop fik tøj på. hun tog kaninen op i hånden og så på den. vejret havde været perfekt til jagt. der var ikke en eneste vind.
Tasja så op på den skyfrie himmel og begyndte at gå mod stien i skoven. stadig bærende på kaninen.  hendes øjne var hårde og vidste ikke rigtigt venlighed, men det skulle man ikke forveksle med at hun havde kærlighed til halvdyr. det var bare alle andre væsner/racer som hun ikke havde kærlighed til. Tasja troede nemlig at andre racer stadig jagtede halvdyr for at lave dem til slaver, og det var da hun var ung hun fik det at vide. siden da havde hun ikke fået at vide at det faktisk var blive ulovligt at fange dem for at gøre dem til slaver.

Tasja kom til stien og mærkede på jorden med sin evne. hun mærkede 8 ben hurtigt på vej mod hende.... 8? og noget andet der også var på vej men hvad vidste hun ikke, for hun kunne kun mærke ben og sige hvor mange ben der var. hun gik tilbage ind i mellem to træer og pludselig kom en vogn trukket af 2 heste, det gav mening med 8 ben, kørte forbi. inde i vognen sad en lille familie og på vognen en kusk. de var vidst på vej mod dianthos. Tasja så efter dem og mærkede igen på jorden om der var andre på vej mod hende.

Efter et besøg hos sin elskede mor, som vidst nok var trukket ud til en overnatning plus lidt lækkerier til rejsen hjem, havde Damien gået helt i sine egne tanker og var kommet på afveje mod sit hjem. 
Hold fast hvor følte han sig dum! Han havde gået denne tur op mod 100 gange, og så farer han vild? Nå.. Heldigvis var vejret godt, og naturen smuk. 
Ligesom Damien fiskede et medbragt æble op af tasken han havde om ryggen, kørte en vogn med en familie forbi ham. Familien og ikke mindst kusken var utrolig venlige, og ville hellere end gerne give ham et lift imod Dianthos.

Der gik ikke mange øjeblikke før Damien kunne genkende omgivelserne, og da han ikke ville udnytte familiens venlighed, takkede han mange gange og hoppede af vognen. Hans mørke lange øre sitrede og halen gled fra side til side imens han råbte; "Tusind tak, og god dag!" som vognen forsvandt ned af stien. Damien stod stille, igen i sine egne tanker, og så efter vognen. Fuglene sang og vinden blæste blidt i træerne omkring ham, og dog følte han sig ikke alene? Selvfølgelig gjorde han ikke det! Det er jo en skov. Skove er fyldt med dyr og andre væsner.. Han tog sig blidt til panden og klukkede lavt for sig selv, hold fast hvor kørte det på skinner for ham idag.

ikke langt fra hvor vognen satte nogle af stod Tasja. hun hørte hånden over sit bytte og mærkede den bløde pels. den kunne godt sælges. hun begyndte at gå ind mod skovens  dybe stille ro. hendes øre var lange og spidse. hendes bonde hår flagrede med hende når hun gik og hendes krop var lille og spinkel. hun var jo ikke særlig høj. men det var losser jo ikke. hun sukkede en gang imellem og følte lidt at hele livet gik i spiral. i cirkel... i ring... i....i.... ja det hele var bare det samme hele tiden.
Tasja manglede afspredelse og noget nyt der ville ske. hun hørte pludselig manden der steg af vognen råbe til vognen og det fangede hendes evne. hun mærkede to ben lande på jorden. hun så over mod ham og vendte så om og gik videre. hun var alene. lidt ensom. men den mand der prøvede at erklære sin kærlighed for hende følte hun ikke det samme for og forstod ikke hans møde at udtrykke sig på. hun havde ikke følelser for ham. hun gik roligt og begyndte at fløjte sammen med fuglene.
fugle... det var lang tid siden hun havde fået fugl at spise. hun tog mest hjorte og kaniner/harer. men måske hun skulle jage fugle en eller anden dag. det kunne gi lidt afspredelse og så kunne hun smage fugl igen. Tasja var ikke den man lagde mærke til bare sådan. men det gjorde ikke det store. så blev hun ikke fanget og brugt som slave. og hvem gad det når de hele livet havde været frie.

Damien gned sine øjne, sukkede højlydt og kiggede op imod himlen. Ikke mere selv-ynk! Han fik et lift størstedelen af vejen hjem, dét er da held?! Mon det havde sparet ham tid at fare vild? Damiens tanke-sludder blev afbrudt af en meget mærkelig fugl. Øh, sådan en havde han altså aldrig hørt før.. Nej vent.. Det er da slet ikke en fugl? Han ER ikke alene. De mørke øre vendte sig mod Tasjas fløjten, før Damiens hoved fulgte med. 
Han kneb øjnene sammen og scannede skovbrynet.. Han kunne sværge at han hørte noget? Damien drejede rundt, prøvede at orienterer sig om sine omgivelser.. Hmm..

Han satte sig på hug, og kiggede imellem blande og små træer. Først NU, opdagede han den blonde, spinkle unge kvinde forsvinde imellem træerne.

Hvad lavede hun dog herude? Er hun alene? Er hun ok? Damien blev ærlig talt lidt bekymret, og tog et par skridt i den retning kvinden var på vej. "Undskyld mig?! Er alt ok? Har de brug for hjælp?" Spurgte Damien højlydt imod kvinden, imens han prøvede at se mindst muligt truende ud.. Hun skulle nødigt tro at han havde skidte intentioner!

Tasja nød at fløjte lidt for sig selv. ja hun var alene. og var bare lidt i sin egen verden da en stemme lød. om alt var okey. om hun havde brug for hjælp. hun stoppede op og så mod stemmen. hun så på ham og lagde hovedet på skrå. "ja alt er okey... jeg har ikke brug for hjælp. jeg har det helt fint. hvorfor spørger De" spurgte hun og så på ham. han var høj. ca 20 cm højere end hende. hun holdte stadig kaninen i armen og den hoved hang bare ned. men hva... den var død. Tasja var spinkel men hun var faktisk ret så stærk. især når hun skulle ha føde i los form.
Tasja vendte mod ham og så på ham d han kom over. han så ikke farlig ud. men hun var heldig. han var et halvdyr. phy, halvdyr kunne hun stole på. racer der ikke var halvdyr stolede hun på når de bevidste de var til at stole på. Tasja havde en meget tydelig udstråling at hun var mistænksom for det meste. men hun havde jo også opvokset med en familie hvor 2 ud af 3 var døde. hendes mor lå for døden nu og hendes søster og far var døde så hun havde ikke nogle til at tale med eller betro sig selv.

Jo tættere Damien kom på kvinden, jo mere opmærksom blev han på højdeforskellen. Han kunne ikke ikke lade være med at smile en smule..
"Åh.. Godt! Jeg så bare en.." han stoppede midt i sætningen.. Hvor gammel er hun? Hun udstråler modenhed, og ligner til dels en voksen.. Men.. hun kunne vær et barn? Åh nej, hvordan pokker redder han den, uden at virke uhøflig! 
"..Jeg så bare en ung pige, alene i skoven, og ville sikre mig.." Fortsatte han, smilte bredt og rakte en hånd med moderat mange ringe frem mod hende. Damien satte pris på at se godt ud. Dette kom både fra hans egen forfængelighed, men han havde også erfaret at man blev behandlet bedre af alle, hvis man gjorde noget ud af sig selv... Og så gav det også opmærksomhed en aften i byen, hvilket han absolut ikke klagede over. "Mit navn er Damien, undskyld hvis jeg forstyrrede dem".
Han havde endnu ikke skænket kaninen i hendes hånd en tanke, hvis han da overhovedet havde opdaget at den var der, han var langt mere fokuseret på at regne hunkønnet foran ham ud. Hendes alder, hvorfor hun befandt sig i skoven.. Om hun var alene?
Han var ikke sikker på hvordan dette sammenstød ville ende, men han vidste dog at han ikke kunne lade en kvinde være alene i en skov, uden at være sikker på at hun kunne klare sig selv. 

ja tasja var lille men en pige? hun var en ung kvinde vis hun var noget. hun så på ham da han rakte hånden frem.  han var jo halvdyr. men hvorfor bære så mange ringe. var han et "kæledyr" for et menneske som skulle pyntes? Tasja var lidt usikker på hvad hun skulle synes om det. hendes tøj var jo hulet, slidt og fyldt med beskidte pletter. hun var jo ikke en der gik op i udseendet. men han var jo halvdyr, så....
hun tog kaninen i den anden hånd og tørte sin hånd for blod af i halstørklædet og rakte ham den og trykkede hånden dig med øjne der sagde *forråd mig og du for betalt* men sådan var hun bare. hun nikkede lidt og tog hurtigt hånden igen da hun havde sagt sit navn. "navnet er Tasja" hun snussede hurtigt til luften. han var alene. godt.
"jeg var bare på vej hjem. så så meget forstyrede De heller ikke." kom det fra hende og hun så om bag ham og så på stien der første til dianthos. han var kommet der fra, og hun var på vej ind i skoven. var det det der havde fået ham til at stoppe hende. ja hun var lille men kunne slå fra sig vis det endelig skulle være.

Damien studerede Tasjas ansigt imens de to halvdyr hilste på hinanden. Han kunne se hun tænkte, men på hvad havde han ingen ide om, men væggen der lukkede folk ude var ikke til at tage fejl af med sådan et blik! Hmm.. Sikken en mystisk kvinde. Eller også var det bare ham der havde vent sig til det frie byliv, og blevet for dumdristig og naiv.. Mon dog?
"Åh, hvilken vej skal de? Måske skal vi samme vej" 
Damien tænkte slet ikke over at Tasja havde været på vej ind i skoven, for ham var det da en selvfølge at en ung kvinde boede et trygt og sikkert sted, og ikke ude i en skov! At han selv var vokset op i en hytte i skoven lå ham meget fjernt lige nu, og fyldte slet ikke hans tanker.
Efter håndtrykket, kunne Damien mærke at Tasja havde haft noget på sin hånd.. Han skævede derfor ned imod sin egen, og opdagede lidt røde rester af kaninens blod, først nu så han hvad hun havde i hånden.. Ok helt hjælpeløs er hun ikke! Slet ikke hvis hun selv havde fanget dyret.. Damiens nysgerrighed voksede kun. Så lille, vild og afvisende, men stadig høflig og... smuk. Damien undgik aldrig at lægge mærke til kvinders skønhed.... Der skete jo intet ved at kigge....

Tasja  skævede den vej han havde været på og så så på den sti hun var på vej ud på. en sti der førte ind i skoven. "det tror jeg ikke, jeg skal den vej" sagde hun og pegede direkte ind i skovens dyb. hendes døde kanin hæng ned af armen på hende og hun så mod damien. ja hun var langt fra hjælpeløs, hun kunne se at han havde opdaget kaninen og noget i hans blik voksede. et spørgsmål? en nysgerighed? et eller andet. Tasja vidste ikke helt hvad han tænkte men noget ved ham virkede... rart, han var jo halvdyr og et halvdyr kunne man stole på. så længe de ikke holde med menneskerne og de andre racer der kun fangede halvdyr til slaver.... uff hun hadede det, men hun vidste jo ikke at det var fortid. det havde hendes forældre aldrig fortalt hende. og hendes far var jo død og hendes mor lå for døden og hun gad ikke tale med hende.

Tasja tog armen ned efter at ha peget og opdagede at hun havde blod på hånden og han nok også havde fået lidt på hånden. han virkede til at være fra en finere klasse end hende. hun var jo også bare en jæger der solgte skind og en gang imellem kød. når hun havde jæget for meget mad. Tasja tog sig halstørklæde af med den frie hånd og rakte ham det. "her. De kan tøre blodet af her i." et gammelt slidt og hullet stykke stof som hun brugte som halstørklæde. ikke fordi det var koldt... hun vidste faktisk ikke hvorfor hun gik med det men hun havde det altid på.

Derind?? Damiens blik fulgte Tasjas finger, og først nu satte han brikkerne sammen. Hullet tøj, død kanin, gående inde i skoven. For pokker. Hun er jo en ægte vildkat! Dette imponerede Damien men intimiderede ham også en smule, han var godt klar over at han selv var forfængelig.. Han ville ikke have at Tasja fik det indtryk at han var snobbet! For det så han sig absolut ikke som.. Bare... soigneret..
"Åh!.." Udbrød han, nok lidt mere overrasket end han havde regnet med. "Jeg voksede op i skoven som barn" Tilføjede han, i håb om at finde en fælles grund med den spinkle jæger.
Da stoffet forlod Tasjas hals og blev rakt imod det meget højere halvdyr, rystede han hurtigt på hovedet og fik sagt
"Nejnej!! Ingen årsag!" Han smilte bredt imens han tørrede sine hænder af i siderne på sine sorte bukser, han tænkte dette måske ville imponere hende en smule? Et lille bevis på, at han absolut ikke dømte hende for sin livsstil og at han selv ikke bare var en domesticeret indekat.. Helt i hvert fald..
Han viste semi-stolt sin hånd frem; "Så god som ny" Han grinte halvflovt og så hurtigt imod jorden.. For pokker hvor var han en klovn idag.

Tasja havde det ikke godt i byen det indrømmede hun gerne, der er nemlig for mange mennesker og for mange muligheder for at bliver fanget som slave. Tasja så på ham da han sagde han havde boet i skoven som barn. "åh. og nu er du en byræv?" spurgte hun lidt nysgerigt da det var lidt det han sagde ved at han var vokset op som barn. det måtte jo betyde han ikke boede i skoven mere. men med alle de ringe kunne han næsten kun være en byræv.
da han sagde nej til halstørklædet lagde hun hovedet lidt på skrå til han gned hænderne ned over sine bukser. hun så det som tegn på at han ikke var helt så overklasset som hun først havde troet men at han havde lidt halvdyrs stil.
Tasja nikkede og tog halstørklædet på igen. selv om hun ikke vidste hvorfor hun bar det. men det var bare en del af hendes påklædning, det havde det altid været.
"det var godt" sagde hun og kunne ikke skjule et lille grin over at han nærmest vidste hånden som et barn der lige havde leget i mudder og skulle ind og ha mad men først skulle vaske sine hænder for mudder. det var lidt sødt... Tasja rystede det hurtigt af sig men beholdte det lille smil. det var alsår dejligt at møde et halvdyr som også kendte til at gå ude i skoven, noget Jack ikke kendte lige så meget til som hun gjorde. han var jo fra et eller anden klan hvor man havde en civilisation. sådan havde hun forstået det. at han opsøgte hende konstant forstod hun stadig ikke hvorfor. hun var lidt tungnem angående Jacks forelskelse til hende. hun havde stadig ikke fattet det rigtigt. men nok fordi hun selv ikke havde haft forhold til nogle da hun var en jæger fra skoven der sjældent mødte andre. men noget ved Damien fik hende til at grine. det var rart.

Damien kunne ikke lade være med at smide hovedet tilbage og le, da Tasja kaldte ham en byræv. For ja, det var han jo egentligt blevet til. Hans hale logrede imens han lo, ikke bevidst, men fordi han nød at grine og nød selvskabet 
"Ja.. ja nu du siger det, så er jeg nok blevet lidt af en byræv"  Han gned sine øjne, da hans grin have giver ham en smule tåre i øjnene. Grinet efterlod et bredt smil på hans læber. Han undersøgte landskabet bag Tasja. Boede hun mon i en hytte? Eller lagde hun sig bare til at sove under et stort blad?! 
"Hmm.. Bor du med familie?" Spurgte han, han valgte ikke at uddybe spørgsmålet yderligere, i håbet om ikke at snage for meget, men han var meget nysgerrig omkring hendes situation.. Han havde forstået at hun var meget selvstændig og også sej, men et eller andet sagde ham at en del af det hårde ydre var en facade, og nu var han investeret og ville til bunds! Tasja virkede venlig, høflig og ikke mindst sjov! Det er kvaliteter Damien vægter meget højt.. Og så følte han heller ikke, at han bare kunne smutte igen uden i det mindste at være 110% sikker på, at hun kom hjem til et trygt og varmt sted at sove og spise.

hans grin var lettere smittende. hun tog sig til munden for ikke at vide at hun grinte. men inden i smilte hun stort. hun grinte kun en lille smule. hun så på ham og nikkede. "så damien byræven" sagde hun og fniste lidt. hun mistede dog hurtigt sin fnisen da han nævnte familie. hun tog fat om sin fletning og så ned i  jorden. "ser ikke min familie., far og søster er død, og mor lever nok heller ikke længe endnu" sagde hun og så op. tydeligt at hun ikke brød sig om sin familie. men det var også noget hun længe havde haft det sådan.
Tasja så på ham og så så ned på kaninen. den var begyndte at stivne lidt kunne hun mærke. "jeg bor for mig selv lidt længere inde i skoven." hun så op på ham og hendes smil var lidt forsvundet da hun hadede at tale om sin familie. men vis han havde ment mand og børn måtte hun jo være svarskyldig, for det havde hun ikke.