I flere timer, havde Kayla vandret rundt på øen. Hun trænede lidt for sig selv med sir sværd, og prøvede at finde nogle fjender. Fjenderne skulle mest bruges til, at forbedre hendes egen træning, og styrke. Det havde efterhånden været lang tid siden, at hun faktisk havde haft en kamp. Generelt var det bare lang tid siden, at hun havde trænet med sit sværd. Hun havde brugt meget tid på, enten at flygte fra onde fjender, eller undgå at blive kidnappet.

"Hmm... "mumlede hun lavt, som hun betragtede de rolige, og hyggelige omgivelser. Efter at have rettet lidt på sin hat, fik hun sat sit sværd ned i hylsteret rundt om hoften, og gik en tur rundt på stranden. Hun kunne sagtens overveje, at tage en svømmetur, men på den anden side. Det kunne være, at der var fjender i nærheden, og så var det altså ikke godt at svømme rundt. Kayla lagde hovedet på skrå, og tænkte lidt nærmere over, hvor hun skulle vandre hen. Der var vel ingen herude på øen, som hun kendte, eller havde set før. 

Dog var hun slet ikke sikker, det kunne nemlig godt være der pludselig dukkede en op. Eller at der måske allerede var nogen herude, udover hende. Et bredt smil voksede på hendes ansigt, og hun nød hvordan den stille brise rev i hendes lange røde hår. Hvor kunne hun bare blive herude på øen, i flere dage. Der var så afslappet, og roligt. En helt anden stemning, og glæde at være her, end hvis hun havde været et andet sted. Det var dog forskelligt, alt efter hvorhenne hun ville befinde sig. Et lille suk forlod hendes mund, før hun lod sit blik glide rundt. Hun kunne ikke høre nogen i nærheden, eller få øje på nogen. Dog gik hun lidt rundt på stranden, bare for at være helt sikker.

Med sin tæt siddende sorte hættetrøje, hvor hætten var trukket godt ned over hovedet og sine noget beskidte bukser som han havde haft på da han havde været forbi undergrunden i hovedstaden tidligere på dagen, havde han valgt at finde sig noget ro.   Undergrunden var ikke den reneste eller betryggende del af hovedstaden og eftersom han arbejdede som våbensmed så kunne han ikke helt undgå at få snavs på tøjet og som han også var bedøvende ligeglad med. Scott havde efterhånden arbejdet der en del år og selvom det lå i undergrunden, så nød han sit arbejde og de solgte godt og fik jævnligt ros for sit arbejde. Forholdet til Mak'gora, som havde valgt at ansætte ham, var neutralt og de sås kun på arbejdet. 

Scott var igen taget ned til stranden, det gjorde han ofte efter en lang arbejdsdag, bare for at modtage den friske brise som ikke rigtig kunne mærkes andre steder på øen, på grund af de tætte træer og de få bygninger der nu var. Han havde sat sig på en sandhøj hvor der omkring ham voksede høje græsstrå og her havde han kun udsyn til havet og sandet foran sig samt hele standen på sin højre side, venstre side var en sandhøj der var lidt højre end den han sad på. Han havde siddet her, med benene trykket op til sig, i noget der føles som et kvarter, han havde sat sit hjemme smedet sværd fast i sandet nede for enden af højen og stirrede på det med sit tomme blik. Han var træt og alligevel ikke, nok fordi der intet var at fortage sig her. Måske kunne han være heldig med der ville komme nogen forbi, nogen han måske kunne skræmme livet af som han tit gjorde med de små børn der kom forbi stranden af og til. Scott fnøs ved tanken, han kunne ikke døje små børn. 
han havde gravet hænderne ned i sandet som var behagelig køligt. Han havde fået fat i en sten, mellemstor og rund og kiggede tomt på den og kylede den så af alt sin håndkræft mod havet, som alligevel var et pænt stykke væk, mon den ville ramme vandkanten? Han fulgte den med blikket. 
 

Et kort glimt på hendes sværd, imens hun bare stod og overvejede om hun mon skulle udforske omgivelserne lidt. Efter at have nydt den stille vind i et øjeblik hørte hun et eller andet. Hun vendte lidt rundt, for at se om hun kunne få øje på nogen. Det var ikke tilfældet, så hun sukkede bare lidt. Måske hun faktisk ene og alene herude på øen. Dog som hun gik lidt videre rundt, spottede hun en velkendt person længere fremme. Det kunne da kun være Scott, var det ikke? Kayla tøvede i et sekund, og gik tættere på, bare for at kunne være helt sikker på, at det var ham. Det kunne godt være, at det ikke var ham men en eller anden. 

"Scott??" spurgte hun en smule forsigtigt, og håbede virkelig det var ham. Men da stod ikke langt fra ham, kunne hun godt se at det var ham. Hun behøvede ikke finde sit sværd frem, selvom hun var tæt på det. I et øjeblik havde hun næsten været sikker på, at det var en fjende, men Kayla kunne godt se, at det var Scott. Hun blev glad, og skyndte sig at give ham et stort og tæt kram. Det var alt for lang tid siden, at hun sidst havde set ham. Hun huskede slet ikke sidst de så hinanden, men hun mon ikke det havde været her på øen også.

Hun var glad, rigtig meget glad for at se ham igen. Hun havde heller ikke lyst til, at skulle slås med fjender lige nu. Om der ville være nogle på øen, vidste hun ikke. Det ville ikke overraske hende, hvis der var. Sådanne øer, som denne her, var der tit fjender, eller andre pirater"Det er virkelig godt at se dig igen" hun havde en glad, og varm stemme, som hun fortsat holdte ham om i krammet.

Den sten han havde kastet var tæt på at lande ved vandkanten, men den ende i sandet og trillede lidt, før den støtte på en forhindring.. Dybt begravet i sin egen lille tomme verden, havde Scott sænket blikket ned mod sandet og det fik både det sorte hår og hætten til at skjule hans ansigt. Uden at kigge op, synes han at han kunne fornemme en tilstedeværelse i nærheden, ikke fordi det kunne høres men hans indre væsen sørget altid for at gøre ham opmærksom på sine omgivelser når han var begravet i egen verden. Nok fordi at det forbistrede væsen ikke kunne leve hvis han døde, og for væsnet var alt og alle fjender. 

Scott havde ofte spekuleret over hvad der egentlig ville ske hvis han gik hen og døde. Ville hans halskæde, som sad fast og som nærmest så ud til at være brændt ind i huden, falde af ham og hvor væsnet så kunne håbe på, at en anden ville finde den og tag den på. - han viste det ikke og væsnet gav ham ikke svaret på det.  

Han kiggede op da hans navn blev nævnt. Stemmen virkede bekendt og det viste sig også at være en person han faktisk kende og ikke havde set i evigheder. "Kayla?...." Scott rettede sig op da hun kom ham nærmere og da hun gav ham et tæt kram, var han ikke den som krammede igen lige med det samme, han var ikke van til den slagt kropskontakt, så han var som at kramme et træ og han spændte i kroppen. Men eftersom det gik mere og mere op for ham at det var Kayla, så slappede han mere af og gengælde krammet, lettere akavet. "Sikke en overraskelse" kom det roligt fra ham. "Hvad bringer dig på disse kanter?" Scott mindes om at det var her de sidst sås, hvor det blæste noget mere end det gjorde nu og det var her hvor Kayla fandt ud af at han faktisk havde støt på hende søster Lyra. "Jeg har ikke set din søster her, hvis det er det du søger" nævnte han hurtigt og rykkede sig lidt så hun kunne sidde her, efter at være kommet fri fra krammet.

Smilet voksede sig ved hans ord, og hun var virkelig glad for, at se ham igen. Hun huskede slet ikke, hvor lang tid siden det efterhånden havde været sidst, at de havde set hinanden"Det er mig" hun grinede lidt med et glimt i øjet, og tillod sig at give ham et kort elevatorblik, bare fordi hun lige kunne. Med vilje gav hun også slip på krammet, eftersom det ikke virkede til, at han var så glad for det. Kayla lagde hovedet på skrå, og løftede en hånd op til sit ansigt. Det var en ulempe, når det blæste, det fik det lange røde hår til at flagre rundt. 

"Jeg fik bare lige lyst til at se mig lidt omkring på øen. Jeg har savnet at være her" svarede hun ham, og holdte sit blik på ham. Et bredt smil kom frem på hendes ansigt, og hun kiggede pludselig lidt trist væk fra ham. Sin søster Lyra havde Kayla slet ikke set, i næsten alt for lang tid. Gad vide om hun var herude på øen, som hende og Scott. 

Hun gik lidt væk fra ham, og betragtede omgivelserne i nærheden. Gad vide om Lyra faktisk gemte sig herude, det var lang tid siden, at hun havde snakket eller set sin søster. Tanken om, at finde hende havde strejfet hende mange gange. Men Kayla havde også tit glemt det, ved at ende i enten problemer, eller andre ting. Nu hvor Scott havde nævnt hendes søster, kunne hun slet ikke undgå at få et trist udtryk på ansigtet, og hun stoppede op. Holdte rundt om sig selv, og sukkede lidt"Jeg ved slet ikke, hvor hun er henne.." det var sande ord, Kayla anede slet ikke, hvor sin søster var henne. Dog håbede hun på, at finde hende. Hun håbede inderligt, at Lyra var okay, og hun håbede meget på, at hun kunne se hende igen.

Efter at havde rykket sig for at gøre plads til Kayla, lod han hænderne støtte ham ved at have dem bag sig med håndfladerne mod sandet, hvor han derefter lænede sig en smule tilbage. - Selvom Scott var glad for at se Kayla igen, var der ikke spor tegn på glæde i hans ansigt. Det var ikke noget han gjorde bevist, sådan var han bare. Selvom han ikke ville stå ved det, var han en ensom mand som ikke kunne knytte andre til sig, i frygt for at vågne op en dag og det så viser sig at væsnet havde slået dem ihjel. Ligesom Den havde gjort ved hans forældre, en mørk aften for 6 år siden.. det var også en ad grundene til han ikke længe havde nogen form for kontakt til sine to ældre søskende. 
Han forholde sig tavs til Kaylas svar på hvorfor hun var her. Under hans tøj kunne han mærke en let varme fra den halskæde han havde båret rundt på i godt og vel 18 år. Han lagde hovedet bagover med blikket rettet mod himmelen og håbede inderligt der ikke skete noget i dag, for han viste det havde været læge siden Den havde været fremme. "Det også et rart sted har være, i hvert fald lige her" kom det fra ham, efter at have været tavs i lidt tid "Resten af øen her er nu også ganske rolig, hvis man ignorere de sære mennesker der bor her på øen." nævnte han kort efter.  

Det var grunden til han havde bosat sig her ude, det var på grund af det lave indbyggertal. Kayla gik lidt væk og han fulde hende med blikket og fornemmede en forandring i hendes humør. Scott lagde hovedet på sned og tog sig til nakken. "Jeg har heller ingen ide hvor hun kan være.. jeg har ikke rigtig været væk fra denne ø i noget tid, udover når jeg skal arbejde, men da er jeg taget hjem direkte efterfølgende, så ved med hundrede procent sikkerhed, hun har ikke været her." Scott rejste sig og børstede sandet væk fra sine bukser.    
  

Tankerne om sin forsvundne søster begyndte pludselig, at dukke op i hende. Hvor kunne hun være henne. Bekymringen begyndte at kunne ses på hele hendes ansigt. Selvom hun også lyttede til det, som Scott sagde, og hans stemme, så kunne hun slet ikke undgå at tænke på sin søster. Det var også underligt at der ikke var andre i nærheden, selvom hun tidligere havde hørt noget. Hvad det havde været, og kunne være vidste hun slet ikke. Et bredt smil foldede sig over hele hendes ansigt ved hans ord om øen.

Hun var helt enig, her var virkelig rart. Det var dejligt nok, at opleve og befinde sig andre steder, end der hvor hun havde været vant til at være. Hovedet tiltede hun lidt, og lod sine øjne hvile sig på Scott et øjeblik. Hun gik hen til ham, og valgte at vende blikket væk efter nogle få minutter. Hun betragtede vandet kort, og lod en overvejende mine sprede sig over ansigtet. Der var en stor sikkerhed i, at Kaylas søster var på øen sammen med dem. Spørgsmålet var bare, hvorhenne. 

"Måske vi kan lede efter hende, eller udforske søen nærmere" spurgte hun med et løftet øjenbryn. Hun var glad for, at hun havde sit sværd på sig, i tilfælde af at de ville møde nogle fjender. Det var aldrig til, at vide hvad der ville ske herude. Kort kiggede hun rundt, her virkede roligtæ. Om det var godt eller dårligt, vidste hun pludselig ikke.

Efter at havde stirret ned i sandet og Kayla havde gået lidt rundt, hvorefter hun var gået hen til ham. Han så ikke op da hun spurte ham om de ikke skulle lede efter Lyra på øen. Scott viste hvor meget Lyra betød for hende og selvom han ikke kendte denne følelse, så var hun en sand ven og venner havde han ikke mange af. Med hovedet sænket lukkede han øjnene og tog en dyb indånding, den brændende fornemmelse fra halskæden var ikke rart og han måtte mærke efter om væsnet ville frem nu og hvor han så måtte ende med at forlade Kayla eller om han roligt kunne blive og hjælpe. 

Han rettede hovedet op, rejste sig og kunne mærke det ikke lige var nu at han skulle flygte. Han sagde intet, men traskede ned mod sit sværd der stadig var bordet ned i sandet. Han tog om det med højre hånd og løsrev det var det lyse strandsand. "Lad os give det et skud" Svarede han kort og gik ned langs stranden, da han viste at der førte en lille sti ind til den lille landsby længere henne. Scott og satte sit sværd i sit hylster han havde på ryggen imens han gik og formodet at Kayla fulde efter.