James havde vandret i evigheder. Han kunne flyve, men efter en længere flyvetur var han træt i vingerne. Han var stadig ny til det med at flyve, eftersom han kun havde været engel i et år. Han fortrød stadig at han havde væreten del af Marad's liv, og han søgte det mørke og voldtægterne for at få følelser til at forsvinde. Det havde hjulpet, han tænkte ikke nær så meget på Marad mere som han gjorde i starten. Marad måtte leve sit eget ynkelig liv og så klarede han sit liv.

Det var en lørdag eftermiddag som han gik på en landevej mod Safirien og kommet til Zircon.Men til hans held i uheld stod der en flok bøller i buskasene og overfaldte ham. Han kunne have mærket dem på lang afstand om hvad de ville med ham. Men til hans uheld nåede han ikke at få sine vinger ud og han lå nu på jorden med en flok overfaldsmænd rundt omkring ham. Han blev sparket og slået fra alle sider. James lå sammenkrøbet i græsset og gruset for at mærke slag efter slag gå ind på ham. Vingerne var foldet ud og lå på jorden, en enkelt mand snittede ham  i den ene vinger så fjer faldt af. Han bed sig i læben som et nyt spark ramte ham i hovedet og flækkede hans læbe. Han varlige ved at besvime, og hans vinger havde et lilla skær i kanterne som udtryk for deres egoisme om at tage det han ikke ejede.

Han tænkte på Nianna og han mumlede "Nianna...hjælp mig" men Nianna var for langt væk fra ham, og han kunne kun håbe på at han en dag ville få hende at se igen, hvis disse 6 bøller der stod og slog og sparkede ham, ikke slog ham ihjel lige her og nu.

Damian var restløs.
Det var egentligt ikke noget nyt, for det var han ganske ofte. Han havde aldrig fundet ro i sig selv, han havde svært ved at finde ud af hvem han var og hvor han hørte til.
Det var den rodløshed der havde været i ham siden hans far døde, og han havde haft svært ved at accepterer den. Hans egen landsby accepterede ham ikke - faktisk så var hans mor og hans onkel, de eneste to mennesker han nogensinde havde været knyttet til.
Hvilket var en smule irriterende når han nu faktisk var ung og eventyrlysten.
Derfor nød han også at han kunne rejse rundt i landet, og bare nyde naturen, arbejde når det passede ham og hilse på de mennesker han mødte.
Sådan havde han levet lige omkring to år.

Som han gik, gispede han pludseligt og måtte gemme sig i et buskads som han så nogen mænd stå og banke på en engel der lå på jorden.
Havde Damian nu været en stor, og modig kriger, havde han nok hoppet frem og bedt dem om at stoppe. Men han turde ikke. Han var alt for bange og han var ikke særligt god til at slås.
Derfor gemte han sig blot, afventende og kiggede. Ikke sikker på, om de var ved at slå ham ihjel, eller om de havde tænkt sig at give op.
Måske han var en tyv? måske var der en grund til deres vold?

Som sparkene blev ved med at komme ind på ham, både i brystet og i ansigtet lignede han mere og mere noget der var løgn. Han havde blod i hele ansigtet, og hans næse var muligvis brækket. Men han kunne ikke stille noget op. En af bøllerne bukkede sig ned for at rode i James lommer som var ganske tomme. Han havde kun noget lommeuld. Der var ingen krystaller i for dem brugte han aldrig. Det var længe siden han havde haft et arbejde for at tjene krystaller, og desuden fik han mad når han var hjemme hos Nianna.

En tyv slog ham med skæftet af sin daggert og slog James ud inden de roede videre i hans lommer og snittede i hans vinger så han ikke kunne slippe væk. Da de var færdig med at slå og sparke og skære i hans vinger, brummede de lidt for sig selv fordi han ikke havde haft nogen tyvekoster på sig de kunne stjæle. Et hånligt grin kom fra en af dem. "Kom drenge vi smutter!" kom det fra den største og bredeste mand. Men James hørte ingen ting. Han var allerede slået ud af daggertens skæfte og havde anlagt et stort rødt mærke lige midt i panden på ham, mens blodet løb ud af næse og mund på ham. Han havde muligvis også brækket et par ribben af de mange spark han havde fået ved brystet og mave regionen.

Damian var bestemt ikke en kriger.
Faktisk var han meget fredelig og han havde ikke nemt ved sådan lige at bryde ind i et slagsmål, nok fordi han godt vidste han ikke rigtigt havde noget at forhandle med. Han ville ende med selv at blive slået ihjel, og selvom hans liv måske var lidt tungt engang imellem, så havde han altså ikke ligefrem et dødsønske.
Som mændende forsvandt, kom Damian dog langsomt frem fra busken.
Han anede ikke hvorfor de havde slået ham ned, og Damian anede ikke om den person der lå på jorden kunne være farlig. Nu plejede engle jo ikke være direkte farlige væsner, men man vidste jo aldrig.

"Hey.. Du der.." sagde han i en lav stemme, som han sneg sig i mod ham med bøjede knæ, og hele tiden holde øje med hvad der foregik omkring ham.
"Psst.  Hey... Er du i live?" spurgte Damian forsigtigt og var nu så tæt på at han roligt kunne prikke til skulderen på den person der lå. Ikke sikker på om han var ved bevidsthed, men det var godt nok lige at tjekke, bare lige så Damian vidste om han kunne hjælpe ham, om han var farlig, om han havde tænkt sig at angribe.
Lidt paranoid måtte man jo hellere være.

James lå helt stille og havde vendt det hvide ud af øjnene. Han var helt væk, så han registrerede ikke engang at nogen kom ham nærmere. Ikke før at han hørte en svag stemme der lød som om det kom fra det fjerne. Var han død nu? For det var en af det ting han gerne ville have skulle ske. Så kunne det være han slap lidt for at opsøge alt det mørke og nyde godt af en tilværelse i jorden.

Dog kom han langsomt tillive. "Urgh...." han fik langsomt farve i ansigtet igen selvom blodet flød fra hans næse og mund. Han fik farven tilbage i øjnene og han fik endelig øje på hvem der sad foran ham. "Rør.... Rør mig ikke mere" kom det fra ham og kunne mærke sine ømme muskler borer sig ind i kroppen på ham. Han havde helt sikkert en brækket næse og nogle brækket ribben. Men det var bare ikke noget han kunne gøre noget ved lige her og nu. Han satte sig halvt op og tog sig til maveregionen. De havde sparket godt til og fjer lå ud over det hele fra hans vinger der havde en rød farve i kanterne.

Damian sad bare og kiggede på ham.
Han så virkeligt ikke for godt ud: "Det okay... Jeg gør dig ikke noget" pointerede han, bare lige i tilfælde af at han skulle være itvivl.
Damian mente selv at han var et godt menneske ihverfald, men han vidste også godt at det ikke var alle mennesker der havde den holdning. Hvis et godt menneske var en der var modig, var god og var en kriger, ja så var han bestemt ikke særlig god til det. Der var Damian nok mere rolig og kærlig.
Det havde han altid været, og han kunne ikke forestille sig nogensinde at blive en kriger.

"Vi må have dig væk.. Hvis nu de kommer tilbage... jeg kender et sted, lige herinde i skoven" sagde han og pegede mod nogen træer omkring hundrede meter væk.
Damian havde slået sit telt op derinde, det var sådan han overnattede når han var på rundtur i landet. Det var ikke ofte han havde råd til et hotel eller noget i den stil.
Han havde bare brug for at kunne sove hvor som helst, også var det nemmere at tage et telt med rundt, i tilfælde af man ikke havde penge den dag, man måske skulle bruge et kro værelse.
Derudover ville han også hellere gemme pengene, til hvis den kolde vinter skulle kigge forbi.

James var så forslået og omtumlet at han ikke kunne tænke klart. Hvorfor skulle han altid være så uheldig? Godt nok opsøgte han det mørke,men det betød ikke at han skulle slås halvt fordærvet. Han søgte voldtægterne, og den voldsomme sex. Det var det han havde gjort i over et år, bare for at glemme den mand han egentlig havde elsket.
Han lod en hånd føre op tilden sprækkede læbe og tørrede det værste blod væk fra munden. Men blodet løb stadig fra den brækket næse. "Det siger... De alle sammen" han havde lyst til at bide sig i læben, men af gode grunde kunne han ikke. Han ville hellere end gerne væk her fra. Muligvis ville han få et blåt øje også om et par dage, det skulle lige ligne ham.

Han prøvede at rejse sig op men hans vinger var tungere end nogen sinde før, måske på grund af de skader han havde pådraget sig. Han prøvede en gang til og kom forsigtigt op at stå. Han sank en mindre klump, men det smagte af jern,som om blodet ikke ville slippe hans mund. "Er du til at stole på?"spurgte han lettere forsigtigt og kiggede ordentligt på personen. Det var en elver, de plejede da at være venlige ikke sandt? Men kunne det virkelig passe at nogen ville hjælpe en forslået mand der netop havde fået nogle tæsk?