Skønt slavemarkedet var brændt ned, betød det ikke, at handlen af slaver stoppede. Der var bare ikke længere ét sted, hvor flere kunne handle om slaver sammen. Der var altid individer i Syden, som ønskede nye slaver. Og det var netop en af disse individer, en af prinserne af Kazimi var på vej hjem til. Jontar, der var få etager fra at blive hovedhandleren af slaver for fyrsteslægten, havde haft kontakt med en Baghera. Denne Baghera ønskede at kigge og selvfølgelig købe nye slaver til sin ejendom. Og som den gode forretningsmand havde Jontar selvfølgelig sagt ja til dette. Efter et par uddybende spørgsmål omkring Bagheras ønsker havde fyrstesønnen samlet en gruppe af slaver at sælge til denne køber. En blanding af mange kategorier. Der var lige mange mænd og kvinder. Hoveddelen var mennesker, men der var et par elvere i blandt dem - det havde været racerne, Baghera ønskede. Dog var der en enkelt halvkat i blandt dem. Alle elskede et godt halvdyr. Aldrene var det eneste, der var næsten ens. De fleste af slaverne var i starten af tyverne med et par stykker over femogtyve. Det havde været meget basale og typiske krav på slaverne. Kravet, der dog havde vækket Jontars interesse en smule, var mængden af træning. Baghera havde ikke ønsket de mest lydige slaver. De skulle være trænet, men ikke overdrevent. Derfor var alle af slaverne, der var udvalgt, enten købt voksne eller i hvert fald i en sen alder af barn. Ingen var fødte ind i Kazimis slavehandel. At denne køber ikke ønskede de bedste slaver, var spøjst for Jontar, men hver person havde deres ønske. Og Jontar var ikke typen, der nægtede ønskerne.

Med slaverne bag sig i rene, men simple klæder, var Jontar ankommet til Bagheras hjem. Der var en anden kollega i bagtroppen for at sikre, slaverne ikke prøvede at flygte - det ville være en skam at skade kandidaterne, inden Baghera fik dem at se. Men som Jontar bankede på Bagheras dør, var kollegaen tæt på at forlade Jontar med de syv slaver. Dog ville han først gå, når Baghera havde åbnet og ladet Jontar og slaverne komme inden for. På det tidspunkt ville kollegaens tilstedeværelse være unødvendig. Ingen grund til flere sælgere, når Jontar var der. Meget vel var han ung af alder i professionen, men han havde været på slavemarkedet, siden han var fem og gjort sit første køb som tiårig. Erfaring var i prinsens rygsæk og den var over et årti værdigt.

Boligen i Balzera var blevet gjort lidt i stand, nu hvor der ville komme gæster. Intet stod forkert og hvis det gjorde, ville dæmonen være den første til at bemærke og irettesætte slaven der havde stået for det. Dog til hans store forundring stod alt som han havde bedt om, hvilket et eller andet sted irriterede ham. Dæmonen der boede her, var Baghera. Ikke der var mange der kendte til ham, ikke under det navn og i den krop han havde på nuværende tidspunkt. Nogle ville formentlig kende ham under navnet Zepar. Den krop havde han efterladt for flere år siden og havde været på evig jagt efter personen der fik ham dræbt, hans søn Jaris. Dette havde gjort ham abnormt bitter og gal og denne dag var ikke så meget anderledes end alle andre. Baghera var stadig sur og gnaven og havde mest af alt lyst til at se verden gå op i flammer, dog havde han lavet en aftale med en fra Kazimi familien, en slavehandler. Det var normalt ikke adlen han lagde sig ud med, da de ikke sagde ham en skid, men denne mand solgte slaver og havde svoret, at være i stand til at skaffe slaver ud fra de kriterier som dæmonen havde. Dette var nok også den eneste grund til, han havde inviteret en adelig ind i hans hjem.

”Hvis i to så meget som siger en lyd uden jeg beder om det… Kender i konsekvensen. Forstået?” knurrede han mod de to slaver som bukkede foran ham. Den ene var en ung pige, omtrent de enogtyve år. Ganske nydelig og skovelver. Den anden var en ung mand, dog omkring syvogtyve og menneske. De havde tjent ham godt og gjorde som regel hvad der blev sagt, da de godt vidste hvad der var i vente, hvis de ikke gjorde. Som det bankede på døren, rettede de næsten sorte øjne sig direkte imod elveren og kastede med hovedet som en hentydning til hun skulle åbne for gæsterne. Baghera gik op bag hende som døren var åbnet og bukkede let for Prinsen ”Deres højhed” sagde han med et skævt smil på læberne som blikket rettede sig mod prinsen og døren blev åbnet helt og han lod dem komme indenfor.

Boligen var opdelt i fem rum samt en lille ”entre” hvor gæsterne ankom. Det første rum de ville blive bragt ind til, var stuen, der var delt op i små sektioner. Et hjørne med nogle reoler, fyldt af diverse bøger, skrifter og underlige samleobjekter. Et andet hjørne havde noget der mindede lidt om et spisehjørne, med nogle stole og et bord, ikke fint, blot nydelig stand. I sektionen af stuen, hvor de blev ledt over til, stod noget der mindede lidt om en sofa, måske nærmere en stor madras og en helvedes masse puder, samt et par små borde, hvor der på det ene stod et fad med nogle frugter og nødder og på et af de andre, stod en vin karaffel og to glas.

Baghera bukkede let som han rettede armen ud mod puderne ” De bestemmer selv om De vil sidde ned, Deres højhed” sagde Baghera og rettede sig op og rettede de mørke øjne mod prinsen og ventede på hans svar, inden han selv besluttede sig for at sætte sig.

Der gik ikke lang tid, før døren blev åbnet af en nydelig, ung skovelver af det kvindelige køn. Hun gjorde dette i tavshed, hvilket viste, at hun var godt trænet. Dog blev fokusset næppe på hende, da manden i huset lod sig blive hørt. Et takkende nik sammen med et smil blev sendt til Baghera, hvorefter han trådte inden for i entréen efterfulgt af slaverne. Et par af dem lettere modvisende, men de kunne ikke andet end at følge trop. De havde intet andet valg. 
Jontar lod sig blive ført igennem lokaler, stærkt efterfulgt af hans slaver. Det var et nydeligt hjem, det måtte Jontar give Baghera. Alt var ordentligt og rengjort. Ingenting stod forkerte steder. Alt passede ind og Jontar vidste, at Baghera ikke havde gjort dette. Det måtte være et værk af skovelverslaven og den anden slave, en mand, Jontar havde set i sin korte tur igennem hjemmet. Der var altid plads til en slave eller to mere. Og selvfølgelig håbede prinsen, at en af hans syv ville udgøre en tilføjelse til Bagheras stab.

Stuen blev Jontar ført ind i. Ligesom alle andre rum var dette nydeligt. En simpel sofa overstoppet med puder var i rummet sammen med nogle små borde, hvor der var et fag med små snacks og et andet med vin og to glas. Perfekt til en forretningsaftale.
De limegrønne øjne vendte op mod Baghera, som en plads blev tilbudt ham. Igen blev der nikket takkende, som hovedet drejede mod gruppen af slaver. Med et enkelt vrik med hovedet gik de over til den ene væg. De stillede sig på række med passende mellemrum, så de var nemme at se hver især. Igen, et par af dem tøvede med at bevæge sig, men til sidst sluttede de sig til de mere lydige slaver. Efter de alle som en havde stillet sig, tog Jontar endelig plads på en af puderne. Beklædningen af hans stod i stor kontrast til slavernes simple, brune klæder. Hans var en stærk farve af grøn med guld blomster flere steder. Guld. Det eneste, der passede til en Kazimi.
"Først og fremmest, et nydeligt hjem, De har, Baghera. De må træne Deres to slaver til perfektion," komplimenterede fyrstesønnen. Måske var det derfor, han ønskede ikke de mest trænede. Han ville træne dem op på hans egen unikke måde. Alle slaveejere havde hver deres måde at optræne slaver. "Jeg håber, min samling tilfredsstiller Deres åsyn. Stil endelig spørgsmål om dem, hvis De er nysgerrig." Rækken af slaver var en blandet landhandel så at sige. Højdeforskelle, hudfarver, hårfarver, ørerformer. Og den ene, pjuskede hale, der hang slapt fra en af mændenes lænd. Lige nu var de gode. De var stille. Men hvis en af dem snakkede uden at blive spurgt, ja, så ville en straf fra Jontar komme. Medmindre Baghera selvfølgelig selv ønskede at straffe ulydige slaver i sit hjem. Så længe manden ikke ødelagde produkterne, inden de blev købt. Ellers måtte han betale erstatning. Dét var kun retfærdigt, mente Jontar. Men fyrstesønnen var fleksibel. Han var en retfærdig forretningsmand. Derfor blev den overtalende evne heller aldrig brugt på købere og sælgere. Handel skulle foregå uden hans magi. Hvad slaverne angik, ja, der kunne evnen komme i brug flittigt.

Baghera’s øjne fulgte slaverne som de kom indenfor. Nydelige. Prinsen havde holdt sit ord om at være i stand til at finde nogle gode eksempler, hvilket disse syv bestemt var. Måske var Kazimi familien ikke så slem som han i første omgang havde troet, men på samme tid, vidste han også godt at den adelige familie ikke var nogen man skulle ligge sig ud med, så der var bestemt en eller anden form for respekt over for dem. Et smil kom frem på læberne som han betragtede hver slave, tog deres duft ind, men holdt sig alligevel på afstand, til der blev sagt ”værsgo”.

Han blev stående og betragtede slaverne som Jontar uden ord, fik dem til at stikke sig op på række. Nogle af dem hørte efter, men nogle af dem sluttede sig ikke til de andre til at starte med, hvilket fik et lettere kækt smil frem på Baghera’s læber. Ulydige slaver var de sjoveste at knække og knække dem, skulle han nok komme til, på den ene eller anden måde, dog stillede de sig ind på rækken sammen med de andre. Baghera bemærkede at prinsen satte sig, hvilket fik ham selv til at sætte sig. Han rømmede sig og hurtigt kom elveren over og skænkede vin i de to glas. Hun tog det ene glas og placerede det foran prinsen og sendte ham et skævt smil, hvilket Baghera bemærkede, men han valgte ikke at gøre noget ved det nu, det kunne altid komme til hende på et andet tidspunkt. Let viftede han med hånden som tegn på hun godt kunne forsvinde igen.

De mørke øjne rettede sig mod prinsen som han talte og let bukkede Baghera hovedet ” Jeg takker mange gange. De bliver skam trænet til punkt og prikke.” sagde han og nikkede en enkelt gang. Der var ikke et eneste punkt som Baghera ikke havde trænet hans slaver, selv i sengen var de trænet. Det blev jo af og til ensomt og så havde man bare brug for en eller anden. Ikke der var ret meget over det udover Baghera skulle af med sin lyst, om slaverne fik stillet deres, var ikke hans problem, det var deres. Hans blik rettede sig mod slaverne og han betragtede dem kort, inden blikket blev rettet mod prinsen igen ”Jeg går ud fra, jeg gerne må gå op og nærstudere?” sagde han med et let hævet øjenbryn. Han ville egentlig hellere spørge, kontra bare at gøre det, for adelen skulle han ikke have efter sig, det ville blot føre til den visse død. Han sippede let til vinen i sit glas, som blikket var rettet mod flokken af slaver, mens han ventede på prinsens ord.

Som Jontar havde sat sig, fulgte Baghera med og satte sig til rette. Hurtigt kom den kvindelige slave hen til dem for at fylde glassene op med vin. Som Jontars glas blev stillet hen til ham, blev han mødt af et svagt smil fra elverkvinden. Det blev givet tilbage, omend hurtigt og svagt, før fokusset atter vendte på Baghera. Prinsen ville jo ikke være respektløs. Baghera var kunden og derfor fortjente han også fyrstesønnens fokus og respekt. I en rolig bevægelse tog Jontar fat om glasset for at nippe til vinen. Den var god, tydelig dyr. Baghera ville også være respektfuld. Det var altid godt i kunder. Ingen kunne lide en kunde, der ønskede respekt, men ikke selv gav - medmindre disse havde en grund. Som for eksempel at være søn af fyrsten.

"En slave er kun så god som dens træner." fortalte Jontar. Dog håbede prinsen ikke, at Baghera ville dømme ham ud fra disse slaver. De var ikke de bedst trænet. Det havde Baghera ønsket. Hvis manden havde ønsket Kazimis bedste slaver, der var til salg, ville der have stået syv forskellige slaver foran dem. Hvis Baghera havde ønsket allerede trænet slaver, ville Jontar have taget de fødte slaver med. Dem, der var født ind til Kazimi og var blevet trænet, før de overhovedet kunne gå. Dét var dem, der var Jontars slaver. Dem, prinsen kunne og burde bedømmes ud fra. Ikke disse syv.
"Selvfølgelig, selvfølgelig. Gå op og se dem helt an og tæt. Og hvis de stritter imod, giver De dem bare en lille straf. De bør gøre alt, hvad De og jeg begge siger," sagde Jontar roligt og afslappet til Baghera, men det blev lige så meget sagt til slaverne. Nu vidste de, at Baghera måtte, hvad manden fandt inden for rimelighedens grænser. Hvis de blot lyttede, ville intet ske dem, som ikke var fortjent. En hånd fra Jontars signalerede, at Baghera mere end gerne måtte træde op. Selv havde prinsen gjort det samme. Mulige køb skulle ses an. Der skulle tjekkes efter alt. Det ville ikke komme bag på prinsen, hvis Baghera valgte at trække de simple klæder af dem. Se slaverne i hele deres pragt. Selv havde Jontar gjort dette. Og hvis han fandt slaven egnet til at være mere end bare en typisk slave, kunne denne også afprøves på alle tænkelige måder. Jontar ville ikke se ondt på Baghera, hvis manden også ønskede at gøre dette. Det måtte tiden vise. "De efterspurgte mennesker og elver, som de fleste er. Men en af dem er tydeligt et halvdyr." Jontar nikkede til manden med kattehalen mellem benene. Det var bare én af de mange halvdyr, Jontar havde. Prinsens egen personlige slave var jo halv kat selv. Udvalgt nøje og af Jontar selv. En af familiens traditioner brudt for at tilfredsstille Jontars nysgerrighed og ønsker. 

Baghera bemærkede fyrstesønnens returnerede smil og løsnede så lidt mere op. Han accepterede smilet fra elveren, så kunne han også selv. Et enkelt nik kom fra ham som prinsen talte ”Jeg er fuldkommen enig, Deres Højhed” sagde han med et smil på læben. Baghera dømte ikke prinsen for slaverne, for han havde jo selv, personligt spurgt om slaver der ikke var trænet fuldkommen, for det havde han det altid sjovt med, dog vidste han at prinsen var Kazimi og vidste, at de satte stor fokus på at træne deres slaver og træne dem godt! Det var bestemt ikke fordi han ikke brød sig om trænede slaver, men det var lidt sjovere at selv få lov.

Som Jontar godkendte at han måtte gå helt tæt på, tog han vinglassets stilk mellem to fingre og lod det hvile mod hånden, inden han rejste sig for at komme op til de syv slaver der var præsenteret for ham. Som han kom op til dem, faldt de mørke øjne ret hurtigt på det lidt mere eksotiske halvdyr som han havde taget med. Han stillede sig op foran væsenet og lod den frie hånd gribe fat om kæben og fik ham til at se ham i øjnene. Det var tydeligt at dette væsen var rædselsslagen over at stå her overfor dæmonen, hvilket han inderst inde også skulle være, da Baghera bestemt ikke var verdens sødeste ejer, men var man en af hans slaver, skulle man dog ikke være i tvivl om, at han på samme tid beskyttede en, hvis det var nødvendigt. Let så han sig over skulderen på Jontar og nikkede let ”Han er speciel… Jeg har ikke erfaring med dem personligt, men det kan jeg jo få” sagde han og fik et skævt smil frem på læberne som han atter vendte blikket mod halvdyret foran sig og nippede til vinen.

Han trådte et skridt tilbage og lavede et hurtigt stop ved dem alle sammen, så dem i øjnene. Måske var dette en måde at skabe en lille smule frygt i sin kommende slave. De kunne jo lige så godt finde ud af det først som sidst. Nogle flere skridt blev taget bagud som han betragtede slaverne og nippede igen til vinen ”Det er som om der er noget galt… Nårh ja… Klæd Jer af” sagde han med et lettere smørret smil, som armene blev lagt let over kors, stadig med vinglasset i hånden.

At Baghera var enig, gjorde kun Jontar glad. Derfor løftede han også sit glas halvt imod den kommende køber, før glassets kant blev ført op til læberne og en slurk taget. Prinsen forblev også siddende, da Baghera rejste sig og straks hen til halvdyret. Selvfølgelig. Halvdyr var interessante. Meget vel var denne ikke den mest unikke. En simpel huskat, men selv disse kunne frembringe eksotiske fornemmelser. Det var også dette ord, Baghera brugte.
"De efterspurgte ikke halvdyr, men jeg tænkte, De ville være manden, der var interesseret. Jeg har flere derhjemme, så hvis dette halvdyr frister, kan jeg komme en anden dag med flere," fortalte Jontar roligt og stolt. Det var sådan, man fik kunder til at komme tilbage. Man gav dem en gulerod at gumle på og fortalte derefter, at sækken var derhjemme, klar til at komme igen og igen. "Han er en huskat, altså ikke vild. Han er blid og lydig, det lover jeg Dem."

Hver slave fik et kort øjeblik alene med Baghera. Det var tydeligt at se i alle slavernes ansigter, at de var bange. De var slaver og dette var en storslået mand, der meget vel kunne blive deres kommende ejer. Selvfølgelig prøvede nogen af dem at være stolte og stå med hævet hage mod Baghera. Men dette var kun for nu. Jontar kunne mærke, at Baghera ikke stod inde for ulydighed. Hvis de mindre trænet slaver blev hans og de sagde ham imod, så vidste prinsen, at de ville betale en stor pris for dette. 
Baghera trådte tilbage og observerede alle slaver som en, før de første ordre af hans blev givet. Det var tydeligt at se på slaverne, at de var skeptiske. Flere af dem havde hævede øjenbryn, men få af dem kiggede over på Jontar som tegn på, om de skulle. Prinsen forblev blot siddende og observerede hele situationen. "I hørte manden. Strip!" kaldte Jontar, før han løftede glasset til læberne igen. Atter var der forskellig grader af lydighed blandt slaverne. Nogle af dem trådte straks ud af deres klæder for at ranke ryggene igen og lade deres nøgne hud blive set af alle i rummet. Imens var nogen tøvende, men til sidst smed de også tøjet. Dog var der en enkelt menneskemand, hvis hænder dækkede om underlivet, imens en elverkvinde havde trukket skulderne helt tætte og armene dækkende hele brystkassen. For nu sagde Jontar intet til dette. Faktisk ønskede fyrstesønnen at se, hvordan Baghera ville reagere til præcis disse to. Ville han kræve dem at have armene langs siden? Ville han svirpe dem, indtil de stod lydigt med komplet nøgenhed som de fem andre? Selv hankatten havde sin hale bagud og ned, så selv ikke denne kunne dække noget af huden. Hverken foran eller bagpå.

Baghera så sig over skulderen mod Jontar og sendte ham et kækt smil ” Jeg kan fra tid til anden godt lide overraskelser, Deres Højhed. Dette er bestemt en god en af slagsen” sagde han som han skulede mod halvdyret og de andre slaver igen. Der var et eller andet over det unge halvdyr, der gjorde at dæmonen ikke var i stand til at fjerne blikket, som om der var en eller anden form for tiltrækningsmagi over ham. Tanken om prinsen havde flere halvdyr derhjemme, fik det kække smil til at krølle sig og blev måske en anelse mere dystert. Hvorfor kunne Baghera så godt lide tanken om at få flere halvdyr til at lunte rundt i hans hus?  Som Prinsen igen talte rev tanken sig løs og han nikkede let ” Ganske fint, så skal jeg nok ikke forvente at blive ædt” sagde han med et lille grin i stemmen.

Baghera kunne godt lide at se frygten han skabte hos slaverne som de stod overfor ham. Hvordan han nærmest kunne fornemme deres hjertebanken, på trods af han alligevel stod et stykke væk. Det var næsten sjovt at se, hvordan nogle af dem forsøgte at gemme frygten og nærmest fremstod… Stolte? Efter Baghera havde givet ordren og de intet gjorde, brummede han let og så på prinsen som han sendte næsten den samme ordre til dem. Nogle af slaverne gjorde med det samme hvad der blev sagt, stillede sig op igen og præsenterede deres nøgne kroppe, nærmest uden skam, mens andre var lidt mere tøvende, men alligevel efter lidt tid, slog sig til de andre nøgne slaver.

Hurtigt fangede de mørke øjne dog mennesket og elveren der dækkede sig. Baghera vendte sig om og gik til bordet for at sætte sit glas vin, inden han igen gik op til slaverne. Han stoppede foran menneskemanden og greb hans arm og trak ham med sig over til elverkvinden, der dækkede for sine bryster og greb hende med sin frie hånd. Han placerede dem overfor hinanden og så kort på prinsen inden han talte ”Godt… I to… Fjern hinandens hænder… Kom så” sagde han og trådte et skridt væk fra dem da han havde givet slip. 

"Halvdyr er altid gode overraskelser. Jeg kan fortælle, min personlige slave er halv kat og hun har tjent mig i over et årti. Og hun gør det zalans godt!" fortalte Jontar med tydelig stolthed i stemmen. Morosa var en af de bedste slaver, prinsen kunne fortælle, hvorfor hun heller aldrig ville komme til at sælges. I hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. Det ville nok først ske, når Jontar var grå og gammel, og Morosa dermed var mere grå og ældre. Måske Jontar skulle forsøge at gøre Morosa gravid med en af hans bedste mandlige slaver? Skabe den bedste slave til sig selv i fremtiden eller måske til sit eget kommende afkom. Tanken strejfede Jontar og ville blive husket.

Endnu i stilhed observerede Jontar godt de syv slaver i deres nøgenhed. Et par af dem havde allerede ændret visse lemmer ved de manglende klæder. Visse brystvorter var hårde og strittede lige ud. Enkelte lem var begyndende semihårde. Prinsen kunne kun tænke sig frem til, hvad Bagheras plan var med dette. Der var ikke mange grunde til, hvorfor en køber ønskede at se sine mulige køb nøgne. Den åbenlyse grund var for at se, om de var fine nok for derefter at afprøve dem. 
Men lige nu var tankerne ikke på dette. I stedet var det mod de to slaver, der udgjorde ulydighed. Og det lod Baghera tydeligt ikke gå hen. Glasset blev sat nær Jontar, der blot kiggede på som et troligt publikum. Han så, hvordan manden blev grebet fat i den ene arm. Selvfølgelig dækkede slaven endnu for sit underliv med den anden hånd. Han blev revet over at stå over for kvinden. Endnu en ordre blev givet. Og denne gang gentog Jontar den ikke. Han ville mærke lydigheden i dem og se den. 
De to slaver kiggede kort på hinanden, på Baghera, på Jontar og til sidst på hinanden igen. Som snakkede de nonverbalt slappede elverkvinden sine skuldre ned og åbnede langsomt for at tage fat i mandens hånd for at fjerne den. Samtidig skubbede manden hendes anden arm væk. Jontar nippede til sit vind. De adlød. Det gjorde de altid til sidst. Der var ingen vej uden om.

"Baghera, lad mig være direkte. Er der nogen af mine slaver, der frister Dem? En eller to, De gerne vil afprøve så at sige?" spurgte Jontar med tydelig lummerheder i stemmen. Prinsen smilte sågar skævt, som de limegrønne øjne blinkede svagt til Baghera. Hvis ikke det var for denne grund, slaverne var blevet frataget deres klæder, vidste Jontar ikke. Måske Baghera bare ville have slaverne til at tjene nøgne, men hvorfor var mandens nuværende slaver ikke nøgne så? For fyrstesønnen var det at afprøve dem seksuelt den eneste grund. Og han så ikke ned på den. Jontar havde selv gjort dette. Alle aspekter af en slave måtte jo gerne mærkes.

// Out, You know <3 :( //