Forårsfestivallen i Fredskilde 2019

Solen stod højt på himlen, fuglene fløjtede og Fredskilde var overrandt af folk i alle størrelser og former. Elvere, mennesker, halvdyr, og Fabian kunne i hvert fald svor at han også havde set et par trolde i udkanten af festivalspladsen. Alle var højlydte, musikken spillede, og legene og boderne var godt i gang.
Det havde været lidt et tilfælde at Fabian havde valgt at tage hjem til sin familie lige omkring festivallen, og siden den skulle stå mens han var på besøg, så havde de fået lokket ham med derned. Han havde ikke længere de samme unge mænd og kvinder han tidligere havde rendt rundt med, og derfor havde han slået følge med Estella i stedet for. Der var noget med at hun skulle finde en mand ikke?

”Så hvad er din præference for mænd?” spurgte han leende og lagde en arm omkring sin lille storesøster, som de stod i udkanten af festivalspladsen. Deres forældre og yngre bror var i hvert fald allerede forsvundet ind i menneskemængden, og for første gang i et stykke tid følte Fabian sig faktisk en smule overvældet. Han var virkelig ikke vant til forårsfestivallerne, eller høstfestivallerne mere, men det var vel bare Dianthos i myldretiden i sidste ende, og inden dagen var omme, så var han nok faldet tilbage ind i hvordan tingene fungerede.
Ikke langt fra dem var der også en ølbod, som han begyndte at styre dem hen mod. De skulle starte dagen godt, og selvom det ikke var planen at nogen af dem skulle blive visne, så ville det i hvert fald løsne lidt op for dem.

De forreste lyse totter af det lange, sollysnede hår var bundet omme i baghovedet, så det ikke var nær så meget i vejen.  Armene bar på en flettet, tom kurv, således Estella kunne fylde den med hvad end de fandt i boderne som de bare ikke kunne undvære. Hendes forældre var nærmest blevet slæbt væk af hendes yngste lillebror som ville se på en bod og tilbage stod hun med Fabian. Det var vel også fint nok, de skulle vel også få samlet op på hvordan det gik med ham?

Et spørgsmål, som hun ikke havde forventet, fik hende til at ryste lidt på hovedet i forvirring, som hendes ældste lillebror lagde armen om hende. ”Mænd?” spurgte hun lettere forvirret. Tanker om mænd havde ikke lige været hendes første prioritet at tænke på, mens hun gik på markedet. Hun så sig lidt om for at se, om der var nogen i nærheden som ’talte’ til hendes præferencer. Hun lagde derfor heller ikke mærke til hvor Fabian styrede dem hen. Da der ikke lige så ud til at være en der faldt helt i hak med hendes præferencer, valgte hun da at beskrive i stedet, ”Han skal have et arbejde, som helst dækker mere end hvad vi behøver. Hans skal være underholdene, kærlig… Og ikke mindst lyttende!” lød det fra hende. Øjnene glinsede næsten i begejstring som hun nævnte det sidste tillægsord. Om det var lige præcis den slags præferencer Fabian hentydede til, var hun ikke klar over. Hun havde i hvert fald ingen anelse om hvilke andre 'præferencer' man kunne have, selvom Fabian sikkert var ekspert på det område. ”Hvorfor spørger du?” spurgte hun og så op mod sin høje lillebror.

Ella, Ella, Ella. Fabian kunne kun ryste af hende inde i hovedet, men forholdt sin søde, næsten blide smil på læberne. Et smil der aldrig var rigtig godt at se på ham omkring sine familiemedlemmer. Det vidnede bare altid om at der var noget der stak under. Noget han havde brugt meget da han havde været betydelig yngre, og inden han var blevet lidt mere rebelsk og havde besluttet sig for at flytte til Dianthos for at prøve lykken. Det var ikke ligefrem gået som hans forældre havde håbet.

”Jeg mente lidt mere udseendemæssigt,” indrømmede han med et dårlig skjult suk. ”De gamle lød til at du godt kunne bruge et lille puf i den rigtige retning, og alle de mest oplagte mænd i nærområdet, burde være her i dag,” sagde han med funklende, drillende øjne, men gav slip på Estella da de nåede ølboden, for at bede om to øl. En til ham selv og en til Estella.
”Det er bare lidt svært at finde de ting der kun på øjet, og vi har næppe tid til at udspørge samtlige gifteklare mænd i dag.” Sansynligheden for at de fandt nogen i dag var så tæt på 0, men måske det kunne hjælpe med at åbne Estellas øjne lidt, og Fabian kunne nu godt lide noget lækkert til øjnene. 

Og der var smilet. Det rebelske og noget så udspekulerede smil. Hvad pønsede han på nu? Hun klemte sine øjne lidt sammen mens hun så op på ham.
Udsende, ja selvfølgelig. Det kunne hun da godt beskrive! Hun trak lidt på en mundvig som hun valgte at se sig kortvarigt rundt igen. Fabians stemme lød endnu engang og fik sagt noget om at deres forældre havde sagt hun skulle skubbes i den rigtige retning. Bevares… Hun vidste da godt hvad hun ledte efter; Den perfekte mand! Han var jo ikke bare lige rundt om hjørnet. Men hun kunne måske godt se meningen i det hele, for nu var festivalen der og der var stor sandsynlighed for at hendes fremtidige mand befandt sig et sted iblandt. Chancen for at de fandt ham, derimod, var godt og vel ikke eksisterende.
Så snart han slap grebet om hende, vendte hun ryggen til øl boden for at få sig et bedre overblik over mændene der vandrede på pladsen. ”Jamen jeg kan godt se hvad du mener…” mumlede hun og lagde armene over kors, tænkende. Det var faktisk lidt svært for hende at finde ud ad hvad hun faktisk ønskede at hendes fremtidige mand skulle se ud som, for i sidste ende, så var det nok mere de krav hun havde opgivet før, der afgjorde det hele.
”Mørkt hår? Lyse øjne… Ja, han må godt have lidt farve i huden, så man kan se han arbejder,” hun prøvede at spejde med øjnene, om der var nogen der opfyldte de krav hun stillede, men det var svært at sige, når manden ikke stod i nærheden af hende og et af kravene var sådan en lille detalje. En tænkende udtrukken lyd kom fra hende som hun ledte videre. Det kunne jo være der var noget hun lagde mærke til, som hun måske godt kunne tænke sig at se på sin egen mand. ”Han må gerne være lidt muskuløs også… Men ikke for meget!” den summende tankegang forsatte.

Fabian kiggede halvt mod sin søster, mens manden i ølboden, en ældre lidt tykkere mand, fandt krus frem, som han kunne give til dem. Krystallerne allerede på vej op af Fabians lomme, så han også kunne betale for dem. Han kunne i hvert fald prøve at sige til sig selv, at siden han var hernede, så behøvede han heller ikke normalvis at betale for mad, selvom... han heller ikke ligefrem arbejdede normalvis. Måske han kunne find en lidt senere?
Heldigvis fik tanken ikke lov til at falde på plads, som han skulle lytte til Estella forsøge at forklare hvordan en mand ville være, hvis hun selv kunne bestemme. Heldigvis var han også den eneste i husstanden med formskiftning, hvilket altid kunne gøre folk lidt ukomfortable.

Han forstillede sig hvordan en mand ville være som Estella beskrev ham, han havde set sin del, og det var en meget typisk mand på disse kanter, og kunne dermed heller ikke dy sig fra at forme sig efter billedet. Det lå meget op af hans eget udseende, selvom han sørgerede for ikke at ligne sig selv.
”Noget i den her stil?” spurgte han, som han stak kruset af øl, han nu havde fået, ind i hendes hånd, og smilede ned til hende i sin form, som virkelig ikke var hans egen. Stemmen var dog tydelig hans og det samme var smilet. 

Estella tog nærmest automatisk imod ølkruset mens hun så ud mod mængden af væsner der begav sig rundt på festivalspladsen. Hun nåede at tage en enkelt slurk før hun så over mod Fabian, som stillede et spørgsmål, som Estella kortvarigt ikke forstod. Det gippede derfor i hende, og hun lavede et lille hop med kroppen, hvilket resulterede i at noget af øllen skvulpede udover kanten. Hendes grå-grønne øjne så derfor end af sig selv for at sikre hun ikke var blevet sølet til før hun så op mod sin bror igen. ”Fabian…” mumlede hun, før hun tog ølkruset over i den anden hånd og gav ham et blidt skub til den massive arm, i forhold til hendes spinkle. ”Du kan jo ikke bare…” hun stoppede sig selv. Hvilke ord skulle hun dog bruge? Det var jo forkert på en eller anden måde, når han gjorde som han gjorde; for han lignede jo en Estalla gerne ville bruge resten af sine dage med… Og endda få børn med! Det kunne man jo ikke tillade sig at tænke om sin bror… Men det ville blive nogle pæne børn, hvis hendes fremtidige mand så sådan ud…

Hun sukkede så og gav ham et bedre øjekast, mens hun foldede den ene arm over til den anden albue. ”Du er blevet ret så dygtig,” komplimenterede hun med et lille skævt smil. ”Måske krøller egentligt ville være lidt pænt?” spurgte hun, men ændrede hurtigt hvad hun havde sagt, ”Altså, ikke små krøller… Men du ved… Bølger?” hun hævede det ene øjenbryn. Det var ikke fordi hun forventede at han ville gøre yderligere, eftersom hun ikke helt selv vidste hvor meget kræfter det tog fra ham. Højden var nærmest irrelevant for Estella, for uanset hvad, så ville hendes mand være højere end hende – ellers var manden i hvert fald for ung eller ikke mand nok.

En latter boblede ud af hans bryst, som han blev skubbet lidt til som overraskelsen kom over Estella, og ville alligevel lade den mandlige skikkelse droppe og den mere kendte skikkelse af Fabian kom tilbage, men så kom hun jo med krav! Hvis der var noget Fabian ikke kunne stå for, så var det alligevel en udfordring, og han havde aldrig rigtig haft mulighed for at træne sin evne mens han boede hjemme. Det havde virket unødvendigt, og decideret unyttigt da han arbejdede på gården.

Han puffede lidt drillende til hende, og tog en tår, mens hans lod håret ændre form. Det var ikke noget der tog mere end et øjeblik, men når det først var ændret, så var det underligt at tænke at det havde set anderledes ud. ”Det kan godt være at jeg forkæler dig for meget med det her, din fremtidige mand kan næppe måle sig med fantasien,” sagde han leende men hævede lige ansigtet lidt så Estella bedre kunne se hvor flot han så ud, med det bølgede brune hår.
Det var dog ikke noget der holdt ved, og han slap snart faconen igen, og ændrede sig til Fabian, blågrønne øjne, blond hår og så tydeligt Estellas bror. ”Men så ved vi da hvad vi skal kigge efter, når vi skal ud og finde en til dig,” sagde han og puffede drillende til hende. Det ville nok blive svært at få det til at leve op til de standarder, men han kunne ikke huske nogensinde at have gået på mandejagt med Estella før, og han... kunne i hvert fald se det sjove i det, hvis hun ikke var helt håbløs. 

Det var tydeligt at Fabian morede sig over at Estella var blevet forskrækket over den pludselig forvandling. Hun kunne heller ikke helt selv lade være med at smile af ham. Smilet blev kun bredere som han tog en slurk, puffede hende tilbage, og fik krøllet håret . Det var jo næsten for godt til at være sandt.

Hun rystede lidt på hovedet af ham, taknemmeligt. ”Han får ingen krystalliansk chance,” smågrinede hun  med ham. Hun lagde hovedet let på skrå som hun så ham nærmere. Havde de været alene hjemme havde hun nok taget en omgang rundt; det kunne jo være han havde gjort noget ekstra ud af det! At sætte fingre på, arme, kæbe og hår, var ikke noget hun kunne finde på. Det var trodsalt hendes bror! ”Det ser rigtig godt ud, Fabian,” indrømmede hun, med lidt varme i kinderne. Et eller andet sted, så følte hun det var nødvendigt at bruge hans navn, så hun for sig selv ikke skabte et eller andet falsk minde om et møde med en mand – hovedet kunne jo lave nogle underlige ting! Hun håbede i hele verden, at hendes fremtidige mand ikke ville hedde Fabian, for så ville det, de stod og lavede lige nu, være så meget mere akavet, når hun tænkte tilbage på det.
Estalla sukkede lettet som han slap formen og blev til sig selv. Nu kunne hun kende ham igen! Hun sank dog en lille klump som han pludselig lød meget målrettet for at kigge efter en mand til hende. ”Ja… Altså… Han behøver jo ikke se sådan ud,” prøvede hun så at overbevise Fabian om og trak lidt på sin ene skulder for derefter at tage en slurk af sin øl.
Hun betragtede omgivelserne for en lille stund. ”Tror du han er her i dag?” spurgte hun og så op mod Fabian. Hun lød måske en anelse håbefuld, men inderst inde vidste hun jo godt, at krystallandet var stort, og at han kunne komme alle steder fra.


//Ingen jordisk chance = ingen krystalliansk chance? Eh 8)

Hvis Estella havde vist mere interesse end hun havde gjort, så havde Fabian nok også ment at det ville begynde at blive lidt mærkeligt. Der var ikke mange han ikke kunne finde på at ligge med, men familiemedlemmer? Der satte han nu alligevel grænsen, også dem som så godt som kunne være hans søster, såsom Sif.
I Fabians hoved var der dog heller ikke nogen chance for at de faktisk ville støde på en mand der faldt præcis for Estellas smag, og dermed ville det aldrig blive rigtig akavet. Ikke at Fabian var nok hjemme til at det ikke kunne holdes ud, når det engang imellem skete.

Estella ville ikke helt komme uden om det. Det kunne godt være at Fabian ikke helt troede på alt det der med sand kærlighed, og gifte sig og få børn, men et eller andet sted måtte Estella vel ønske det. Hun havde altid været mere traditionel, end han selv.
”Måske, måske ikke, men der er en god chance. Vi ser bare på mulighederne,” sagde han med et grin. De fleste i hendes aldersgruppe var dog nok gift efterhånden, men det var aldrig for sent at finde en til hende. ”Ellers holder jeg da også øje oppe i Dianthos, når jeg kommer tilbage, hvis prinsen på den hvide hest skulle dukke op der,” sagde han og puffede lidt leende til Estella med et smil i øjnene. 

Estella drømte om at få sig en mand og børn. Ingen tvivl om at hun ville elske sine afkom til himmeriget og tilbage. Men hun håbede for alt i verdenen at hun ville finde en mand, hvor deres kærlighed ville være gengældt til hinanden, således ingen af dem vil føle sig bundet til noget de aldrig ville finde sig godt tilpas med.
Et let suk undslap Estella, som Fabian svarede hende på at de kiggede på mulighederne. Selv hvis han skulle være der i dag, så kiggede de bare. Det var jo rigtigt nok. Der var ingen grund til at kaste et ægteskab afsted til en mand der bare så rigtig ud. Han skulle være den rigtige. En der kunne bringe Estella et godt liv, hvor hun ville kunne sørge at videre bringe sine gener og passe sine afkom. ”Mulighederne… Ja, selvfølgelig” lød det fra hende, inden hun vendte blikket tilbage på de passerende som var på vej fra en bod til en anden.
Lyden af noget der kunne minde om et løfte, fik det til at varme lidt i brystet på Estella, og et varmt smil blomstrede på hendes læber. Den søde drøm blev dog fejet væk fra hendes øjne, som hendes bror puffede til hende med et leende smil. Hun så op mod ham og spidsede let munden ”Du må da gerne holde høje i storbyen,” kom det fra hende, lettere kækt. Hun ville ikke have noget imod at finde en mand fra storbyen. Forhåbentlig ville de dog kunne leve i nærheden af hendes forældre, så hun kunne holde et vågent øje på hendes yngste lillebror og de skader han kunne forvolde sig. Hun tog en slurk af den øl hun havde, og lod den modsatte, frie hånd støtte om hendes albue. ”Aftale?”

Heldigvis var de en stor søskende flok, og det hjalp udentvivl på at de lidt kunne gå deres egne vegne, for ikke at nævne at trolovelser var noget vås. Deres forældre kunne prøve så meget de ville med at prakke kvinder og mænd på dem, men i sidste ende, så var det ikke ligefrem fordi de kunne gøre noget, når Silva søskende sagde nej til muligheden, for ham der havde været super træls da de var små. Ulempen ved de små bondesamfund. Det var så sjældent de fandt nogen nye.

Hvis han havde forventet at hun ville være så drømmende omkring forslaget om at han kunne holde øje, så havde han slet ikke gjort det. Mest fordi han ikke ligefrem kendte typerne der virkede værd at gifte Estella til. De var måske ikke så tæt som de engang havde været, men Fabian holdt nu stadig af sin familie, og Estella var en af de sidste gode mennesker her i verdenen, efter hans egen mening.
Nu kunne han dog ikke rigtig bakke ud af aftalen, og han rullede med øjnene og nikkede smilende. ”Jeg prøver at holde øje. Der er sikkert også nogen der gerne vil flytte til landet, og ellers... så må du jo selv tage et smut forbi,” sagde han drillende, velvidende om at besøge ham ikke ligefrem stod højt på listen. Det var ingen hemmelighed at Fabian ikke havde mange penge, og boede derfor ret trængt deroppe, så han kunne dårlig huse nogen hvis de kom forbi. Derudover så var det nemmere at ignorere at han var prostitueret når man ikke så ham i hans hverdag.

Han sneg en arm i Estellas, inden han begyndte at hive hende ned af gaden. ”Men i dag fokuserer vi på Fredskilde!” De kunne sagtens gå og finde en mand samtidig. Intet problem der. 

//Afsluttet grundet inaktiv - Skriv hvis du kommer tilbage og vil genoptage den!

Hendes mundvige steg langsom til vejrs som hun opdagede hvordan han rullede med øjnene. Hun syntes han var lige lidt kæk af sig, med sådan et udtryk. ”Inden jeg når helt til Dianthos ender jeg med at være gammel og grå,” Stemmen var med glæde og drillende. Hun ville nok ikke være grå, men hun var allerede af sin alder gammel når hun var ugift. Hun vidste det ville kræve en del penge at tage en tur dertil, og gjorde hun faktisk det, måtte det hellere være et langt visit, så man ikke tog dertil uden at få noget ud af besøget. Man kunne i det mindste forsøge.

Et lille grinende hvin undslap Estella, og hun fulgte hurtigt efter som de begyndte at gå ned ad Fredskildes gader. ”Må Fredskilde arme sig til vores søgen!” le hun. Ind i mellem, som de gik, forklarede hun fordele og ulemper ved de forskellige mænd, hvilket ry de havde, forholdet til familien, arbejdet, og ja, så valgte hun selvfølgelig også at forklare hvordan deres udseende havde deres betydning, selvom udseendet aldrig havde betydet noget særligt for hende.