Det var en pragtfuld dag, solen skinnede, ingen skyer på himlen. Alle de mennesker der gik rundt, i den store, og hyggelige by virkede til at være i godt humør. Der var umiddelbart ikke noget, man kunne brokke sig over. Handelsbyen var et ganske udmærket sted, og selvfølgelig på denne solrige dag, havde den kække, og ganske charmerende fyrstesøn vandret rundt. Først fra den ene bod, til den anden for han var meget ubeslutsom. Alt for mange boder, så lidt tid - selvom han faktisk havde rimelig god tid. Men efter at have udset sig få boder, og studeret de andre nærmere havde Dain til sidst opgivet. 

Han stod en smule muggen, med armene hvilende over kors. Var tydeligvis i et halvt dårligt humør, om det netop var fordi han fik det forkerte ben ud ad sengen, eller de skrålende fugle udenfor hans vindue på værelset eller om det var noget, vidste han ikke. De lyserøde øjne scannede omgivelserne, før han fik øje på en ganske køn ung kvinde bag en bod, hvor der blev solgt mad. Straks spredte der sig et stort smil på hans ansigt, men før han overhovedet havde tænkt sig at nærme sig hende, manglede han noget.

"Hvor længe kræver mine folk, at jeg skal stå her alene og ligne en der ikke ejer en værdifuld titel"lød det muggen, og meget utilfreds fra den unge fyrstesøn. Tålmodighed, havde han ikke ret meget af lige nu, og havde han sikkert heller ikke rigtigt haft så meget af - mindre detalje i hans øjne. Efter få minutter kom de mange tjenestefolk løbende hen imod ham, og alle prøvede at undskylde for deres forsinkelser. Nogle stod med frugter, kager, og nogle stod med silke. Alle folk var klar til at behage ham med alle mulige ting, men det var bare ikke lige det, som Dain var interesseret i"Vi har ikke tid til, at blive stående her, jeg har en elegant, og yderst vigtig entré jeg skal lave!"meget bestemt, med et særlig tryk på entré, havde han lige nu givet tydeligt besked om, at de skulle følge med ham. Men efter at nogle af tjenestefolkene var klar til at sige ham imod, og spørge nærmere ind til det, tænkte Dain lidt som han betragtede det store udvalg foran ham. Mad, silke, nogle blomster, og der var lidt af hvert som de håbfulde tjenestefolk bare ventede på, at den unge fyrstesøn skulle tage imod det. 

Det havde været den helt absolut bedste beslutning nogensinde af hans forældre at sende ham til Dianthos. Godt nok, havde han måtte udholde af bo hos sin skrækkelige grankusine og hendes skammelige moder. Men når alt kom til alt, havde Noah fået netop det han gerne ville. Han havde fået en plads ind hos de andre adelige, og havde intet mindre end fået en invitation til at besøge selveste Fyrst Sephyran og hans familie. En familie der var langt mere efter Noahs overbevisning. Han forventede både at kunne lærer en pragtfuld stor del omkring Kazimi slægtens gøren og laden – som det nu var tilladt for den unge mand at lærer, og etablere nogle venskaber. Noah ville næppe indrømme det, for det var jo vigtigt at lærer, men han så mest frem til at tale med nogen hans egen alder.

Men det skulle tydeligt vise sig, at trods han var begejstret for Kazimiernes indgangsvinkel, var der også mange ting der faldte ham usandsynligt unormalt. Noah havde naturligvis sikkerhed med sig, som han bevægede sig ud. At mænge sig med pøblen. Det huede ham ikke, og næsen rynkede også ved synet af den støvede markedsplads. Hvad man ikke gjorde for at blive accepteret.
Det var formentlig hans fortjeneste at tjenestefolkene var forsinket, men det ville han ikke tage ansvar for. Kunne de ikke opfylde deres jobtitel, måtte de løbe hurtigere. Men som han nærmede sig den jævnalderne fyrstesøn kunne han ikke undgå at få et lille krøllet smil på læben. ”Yderst vigtig entré? Dain, din blotte tilstedeværelse burde være rigeligt for folk her” forsøgte han sig løssluppen, som var hans holdning ikke en smule anstrengt over at være dette sted, og at hans øjne ikke flakkede til enhver der kom lidt for tæt på hans intimsfære.

Den bekendte stemme, og synet af en ung herre på hans alder som det så ud fik Dain til at løfte et undrende øjenbryn. Stemmen virkede bekendt, men hvem filan var denne person nu. Han vidste bare med sikkerhed, at hans fader, søstre og de andre søskende sikkert havde fortalt ham det mange gange. Men hvad havde de regnet med, når der var kvinder og mad i nærheden. Ikke ganske nemt at være en fyrstelig søn, med så godt et udseende - ganske vel i følge ham selv jo. 

"En meget vigtig, og afgørende entré!" pointerede han bestemt, som han lige skulle fastslå det overfor denne unge person foran sig, som den unge Kazimi fortsat ikke havde en grøn jade idé om, hvem var. Var det mon endnu en bror? En fætter? Nej måske det måtte være en ven af familien. Der var mange muligheder, og for ikke at gøre hans fine hoved forvirret, for Dain havde jo planer for dagen, så han skænkede den nyankomne person et bredt smil. Tjenestefolkene kunne han høre hviskede alt muligt, og gav tegn til den unge person der var kommet, at han lige skulle vente et øjeblik. Den unge fyrstesøn strakte hals, for at lytte efter hvad tjenestefolkene plaprede om. 

Da den ene efter den anden, nævnte noget med besøg fra Erneyll måtte Dain løfte en hånd op til hans ansigt, hvor han strøg nogle fingre hen over overlæben som havde han et skæg som sin mægtige, og vise fader. Det slog ham 10 minutter efter - for han kunne ikke regne det ud få få sekunder. Et selvsikkert smil dukkede op, og han placerede en hånd i siden, hvorefter fremførte en armbevægelse til tjenestefolkene der allesammen stod og lignede nogle, der bestemt ikke ønskede at tilbringe deres tid i selskab med to adelige knægte, der sikkert var ligeså slemme"Unge Erneyll, sikke en fortræffelig glæde! Hvad bringer dem hertil" så charmerende, og imødekommende det kunne lyde, efter at han slet ikke havde genkendt den unge herre. Ignorede fuldstændig ordene om at hans tilstedeværelse var nok, for det var den unge Kazimi jo ikke helt så sikker på.

Noah gik meget op i ettikette, såvel som at vide hvem folkene omkring ham var. At blive sendt ud et sted der vrimlede med almen folk og ikke mindst beskridte folk, huede ham på ingen mulig måde. Men man måtte ofre sig for at havde nogen at tale ordentlig med. Dain var af en yderst veltalende fyrsteslægt. Han var fornuftigt selskab at holde sig, selvom hans valg af sted at begå sig, ikke var Noahs mest foretrukne.
At Dain ikke kunne genkende ham, faldte ham slet ikke ind. Selvfølgelig vidste han hvem han var! Alle vidste hvem den unge Erneyll arving var. Alt andet var uhørt. Så han vendte blot blikket hen til den unge kvinde som den unge Kazimi havde vidst interesse i. Der var noget med sydfolkene og deres interesse for alt hunkøn. Et skævt smil kom frem på hans læber. Nå ja, de var vel bare livsnydere på en anden måde end han selv.

Men han måtte alligevel finde det spøjst at det tog den unge herre så lang tid at tiltale ham på rettelig måde. Et øjeblik var det tydeligt at se mistroen i Noahs unge øjne som han drejede overkroppen mod den jævnalderne. ”Deres ærede far, fyrsten har indbudt mig til besøg. Tjenestefolkene nævnte de ville være at finde her” at han havde regnet med at Dain havde vidste han ville komme, kunne han godt se mellem fingre med. Det blev måske en udfordring, men Noah var villig til at tage den op for at forbedre sine chancer her.
”Ville De fortsætte?” han antydede til den unge pige, som stadig stod ved sin bod og gjorde sit for at overleve. Han begreb ikke hvad der var så specielt ved hende, men det var heller ikke hans kald.

Adskillige gange havde det virket som om, at kvinden Dain havde fået et lille godt øje til, tydeligvis ikke virkede interesseret. Det var da også så typisk som det overhovedet kunne blive, og den kække fyrstesøn var ikke tilfreds. Hvis man ikke kunne ane det ved at se på hans ansigt, så kunne man uden tvivl regne det ud ved at bedømme hans kropssprog. Stædigt, og utilfreds stod han med armene over kors, øjenbryn der vendte en smule ned ad, og munden der nærmest bare lignede en lige streg ud luften."Kvindfolket har uden tvivl ingen smag...At hun kan udvise så stor afslag er en skandale!" tydeligvis ikke tilfreds, var Dain ikke. Han mente bestemt at han var værd at bruge et eller flere blikke på, specielt når hans fyrstelige fader, havde skønhed. Det var absurd, men efter lidt tid skulede han hen imod en af tjenestefolkene. Frugtfadet blev fortsat holdt hen imod ham, og greb bevidst fat i et af æblerne. Proppede det i munden, for at tage en stor bid. 

Som den unge Erneyll snakkede til ham, og nævnte at fyrsten havde indbudt ham på besøg, gumlede Dain lidt på æblestykket i munden, før han sendte Noah et stort smil. De lyserøde øjne hvilede sig på den ligeså friske adelige søn, som ham selv. Da tjenestefolkene blev nævnt, gav Dain et nik fra sig, og tog endnu en bid af det saftige æble, og gjorde tegn til at tjenestekvinden som stod med frugtfadet skulle række det hen imod den veltalende unge Erneyll"Det glæder mig med så fint besøg af dem, jeg kan umuligt klage når det gælder en herre fra så elegant og højtstående familie"lød det bestemt og høfligt fra Dain, som han sendte et bestemt og hårdt blik til tjenestekvinden "Hvordan kan de stå der, uden at tilbyde en Erneyll nogle frugter!"lød det utilfreds og skuffet fra Dain, der bestemt ikke ville have nogle gæster skulle sulte. Jovist så vidste den kække og friske fyrstesøn, ikke om Noah var sulten, men altså det skadede jo ikke at få gang i tjenestefolkene. 

Spørgsmålet om han ville fortsætte fik ham til at gumle lidt mere på æblestykket i munden, som han placerede en hånd i siden. Tydeligt var han blevet afvist af den unge kvinde i boden, men måske det kunne være hans chancer var større i selskab med Noah. Et tilfreds og interesseret smil voksede sig på hans ansigt. Han fik spist æblestykket, og vendte sit blik og fulde opmærksomhed hen imod Noah"Det kan de ved min faders pragtfulde skæg på, at jeg vil!"fløj det stædigt og bestemt ud ad Dain's mund, som han blinkede til den unge Erneyll. Ikke tale om, at en fyrstesøn som ham skulle opgive at vise sit værd for det modsatte køn, for hvem kunne dog finde på at afvise en som ham. 

Noah kiggede på kvinden for et kort sekund, før hans blik og opmærksomhed vendte tilbage til Dain. "Tydeligvis" gav han den anden ret med et skævt kækt smil.
Uden andet end at ense tjenestekvinden ud af øjenkrogen og rakte ud efter et af æblerne på fadet, imens Dain gav sig til at skælde ud på pigebarnet. Han tog sig ikke af, at hun ikke havde tilbudt, men tog bare af fadet fordi det havde han skam ganske udemærket ret til. "Tjenestefolk er ikke så højtudviklede som os, må De huske." svarede Noah nærmest overbærende, selvom det var tydeligt at han intet havde til overs for det tjenede folk.

Noah smilede tilfreds og slog så let med hovedet for at vise at de kunne gå i denne retning ned igennem den støvede markedsplads. "Hun får ikke megen forretning ved den håbløse opførelse" grinede han og rystede på hovedet, som de bevægede sig væk fra pigen med sine vare. "Hvad solgte hun egentlig?" det havde han end ikke kigget på. Så uinteressant måtte det havde været for ham.