Gående rundt med et opgivende udtryk over hele ansigtet, havde Lilith efterhånden brugt tiden på absolut ingenting. Der var ikke ligefrem noget der skreg spænding, og interesse herude i de mørke skove. Vinden rev løs i træerne, blade på jorden og der var generelt meget koldt. Vejret samt temperaturen havde ingen effekt på den rødhåret dæmon, for jo koldere der var desto bedre. Det var det samme med temperature, for jo lavere den var jo mere tilpas følte hun sig. Selvom Lilith var en dæmon der elskede ild, og varme men at vandre rundt herude i skovene, iført en kjole hun for længst havde skåret i, så den blev kortere. Fordi hun var også den type kvinde, der ikke gad iføre sig lange kjoler. Skulle der vises hud, så kunne man ligeså godt gøre det på en ordenligt måde - nærmere så godt som muligt.

"Hmmm"mumlede hun for sig selv, som hun stoppede op, og placerede en hånd i siden. Det virkede ikke til, at der var nogle hun kendte herude. Selvom der lå en stank af noget bekendt over hele stedet, det var som om der var noget hun kunne genkende. Men hvad var det nu lige at det var, hun tænkte lidt mere over det, som hun satte sig ned på en bænk der tilfældigvis var i nærheden. Lagde det ene ben over det andet, for at sidde bedre, og vippede lidt med den ene fod. Tydeligt at se på hende, at hun kedede sig, men efter få minutter fik hun et lusket smil frem som hun fik øje på en person længere fremme. Gad vide hvem det var, hun var ikke sikker på om hun kendte ham, eller ej. Men ikke tale om, at hun gad følge efter personen som en glad hundehvalp, nej Lilith blev siddende på bænken imens hun nød vinden der havde fået fat i det lange røde hår, og den sorte kjole. 

Trods vinden ruskede og rev i træerne og de mange blade på jorden, så havde Køteren alligevel bevæget sig udenfor borgens murer og ud i den hjemsøgte skov. Han havde forsøgt at sove, men havde ikke været i stand til at finde ro, så en tur udenfor ville måske kunne gøre et eller andet? Bevares så var en hjemsøgt skov måske ikke det mest optimale sted at søge en eller anden form for indre fred, men det virkede sikkert på en eller anden måde. Han havde undladt rustningen og det store sværd han normalt havde med sig, men havde skiftet den ud med et dagger lignende våben og omkring skuldrene, bar han sin sorte uldkappe med bjørneskind som krave. Kulden gjorde ham intet, både fordi han var dæmon, men også fordi han var dækket i en tyk hvid pels. Damien var en ret atypisk dæmon, for han lignede bare en forvokset ulv der gik på to ben, plus et sæt horn der lå bagud.

Skoven var fredfyldt, selv til den skulle være hjemsøgt. Et let suk undslap ham som han mærkede vinden gribe lidt fast i hans pels. Det var helt befriende ikke at have den tunge rustning på for en gangs skyld. Damien stoppede da der var en duft der fangede hans opmærksomhed. En anden dæmon? Hans øre twitchede ganske kort og han vendte sig i retning af duften og så en kvinde på en af de få bænke der var i området. Var hun i det hele taget virkelig eller var hun en ånd? Han gik dog roligt over imod hende, kneb let øjnene sammen for at være sikker på han ikke så forkert. Nu var han trods alt mere eller mindre blind på venstre øje. Hun virkede virkelig nok, men for at være på den sikre side, gik han uden tøven op foran hende og lod hånden glide gennem hendes hår ” Modigt af dig at komme ud i skoven… Har du et dødsønske eller sådan noget?” brummede han som han tog hånden til sig og trak væk fra hende igen.