Min allerkæreste veninde.


Jeg har erhvervet mig to amuletter, 

der skal sikre uforstyrret søvn og gode drømme.


Du skal have den ene.


Læg den under din pude, som jeg har gjort det med min egen, 

og lad os gå et par gode nætter i møde. Sammen.


Din hengivne,


Amelia

I starten gjorde Alyssa ikke andet end at smile tilbage. En varme udsprang fra de blågrønne øjne, et glødende tegn på gengældelse af de ord, som Adena sagde. Tre ord, der fik smilet til at vokse sig stort og den brunhårede pige til at bevæge sig tættere på. Lade kinden søge mod Adenas kærtegn, da denne nænsomt strøg håret bort.
Alyssa svarede med sin mildhed, en kærlig bekræftende lyd uden ord. Så bare tilbage på Adena, mens varmen i blikket tog til i styrke. Mere og mere varme, der efterhånden ændrede blikkets farve, fik det blågrønne til at flyde sammen, gløde og brænde; først orange, så rød, mørkere og mørkere, til al farve brændte væk. Erstattede det med et blik af mørke og intethed.
Blikkets intensitet ville utvivlsomt have taget Adenas opmærksomhed, hvorfor hun først senere ville bemærke, at det ikke var det eneste som var forandret ved Alyssa –

Munden var vokset sig til grotesk størrelse. Som en buet linje fra øre til øre, åbnede munden sig langsomt op. De fine bløde læber nu pludselig sprukne og udspændte, skilte sig fra hinanden. Afslørede et gab, et tavst skrig, der truede med at fylde hele det ansigt, der indtil få øjeblikke siden havde været Alyssa.
Den åbne mund slog revner, huden foldede sig tilbage og krængede sig selv ud på vrangen. Som en skal, et færdigt slangeham dryssede Alyssa ned, blegnede tør og tynd, ikke andet end en fosterhinde over et nyt væsen; en ny person.

Mørkt hår, Mælkehvid hud. Et nyt grumt grimassesmil.
Athelstan lå, hvor Alyssa få øjeblikke siden havde ligget. Men der var ingen Alyssa mere. Der var ingen blomstereng som underlag, kun resterne af det, aske og støv. De sorte øjne blinkede omsider, da de spejlede sig i resterne af Adenas drømmeverden, og indtog sin karakteristiske blå farve. En lyserød tungespids gled veltilfreds over de glatte fortænder:

”Bøh!”

Skriget satte sig fast i Adenas hals. Musklerne spændte op, som om hun skreg, men der kom absolut ikke noget luft ud, mens hun så på Alyssas fine hud vende sig på vrangen og øjnene forsvinde i mørke, brænde og ødelægges. Munden blive et forfærdeligt gab, hun ikke engang i sine vilde fantasier ville kunne forestille sig. Hun havde tegnet mange forfærdelige ting i sit liv, men aldrig så ubegribelige som dette. Måden huden bevægede sig på havde absolut intet hold i virkeligheden, men Adenas søvnforvirrede sind opfattede alligevel det hele som om det var den pureste sandhed, og verden sagtens kunne opføre sig sådan her. At hun drømte var ikke engang på listen over muligheder for, hvad der foregik. 

Og hvad der foregik, var Athelstan. Hans blå øjne borede sig ind i hendes så hun fik kvalme (at kaste op i hovedet på ham virkede faktisk ikke som en helt skidt reaktion på det her), og hun rykkede skulderen væk, hvor den havde berørt Alyssas fine kjole øjeblikke før. Kjole, der var støv som resten af det bløde græsunderlag. Som himlen, som solen. Hvor var det hele henne, og hvornår var her blevet så mørkt? Adena blev stoppet i at rulle til siden og væk fra det ansigt, hun hadede, afskyede og frygtede mest af alt i hele Krystallandet. Hendes hånd havde flettet fingre med Alyssas, og nu var de låst i en sammensmeltet position med hvad der måtte være Athelstans. Af en eller anden grund havde hun svært ved at se væk fra hans ansigt - alting blev ligesom sløret i kanterne og svært at fokusere på. Kun hans sorte hår, glatte hud og blå øjne stod så tydeligt frem, at de med sikkerhed ville brænde sig ind i hendes nethinde. 

"Slip mig! Slipmigslipmigslipmig!" Endelig kom der ord over hendes læber. 
De var skingre og påvirket af det skrig, der før blev nægtet udgang af hendes hals. Febrilsk hev hun i sin fastlåste hånd, og hun svang den anden fremad mod ham. Hun var ikke helt sikker på, hvor hendes arm var i forhold til hende selv længere. Alting føltes sært afskåret fra hende, udover blikket på Athelstan. Følelsen af forfærdelse over, at han var kravlet ud af Alyssas hud lå stadig i ham, og hun viftede med hånden for at kradse i kinderne, slå hovedet væk eller bare i det mindste få hånden ind mellem dem. Alt for at blokere udsynet til det forfærdelige ansigt.

Hendes angstskrig affødte latter fra det grumme grin. Forvandlingen fra Alyssa til Athelstan havde farvet Adena askegrå. Blodløs grænsende til gennemsigtig. Latteren tog til i styrke, da hun sled efter at komme fri; en kamp akkompagneret af en enslydende verbal ytring og et håbløst forsøg på at rive den unge herres ansigt fra hinanden.
Han snappede efter hendes fingre med sine skinnende tænder, uden at gøre antræk til at stoppe neglene fra at nå ham – for Adena ville nå ham. Og når hun ramte, ville ansigtet blive blødt og klæbrigt. Som et anløbet maleri, smeltede det hele under hendes fysiske angreb. Blev til en tykflydende substans, der klistrede sig til hånden, de spredte klør. Her ville det udvikle sig, klæbe sig fast og trække sig op af hendes håndryg og håndled - fortsætte under kjoleærmet.

Samtidig ville latteren gentage sig fra punkter omkring hendes fortsat liggende skikkelse. Ikke bare en men fem unge mænd ville gro ud af asken omkring hende, iklædt i skinnende rødt silkestof. Fem kloner, der alle som én ville tårne sig over Adena, til de mælkehvide hoveder, med den sorte hårpragt, ville støde sammen over hende, formørke himlen bagved og lukkede lyset ude af hendes seende verden.
Stjerner af safirøjne og halvmåner af grimassesmil ville være det eneste tilbage til at fylde den falske nattehimmel, der dominerede hendes synsfelt. En mur af rødt stof, muskler og vilje ville afskærme hende fra at nå ud til andet end det helvede, som lå ventende og klar.
”Bøh!,” spottede hovederne synkront og alligevel forskudt: ”- Bøh! Bøh! Bøh! Bøh! Bøøøh-”

Skrigene tog til - så meget at de ikke føltes som kommende fra hendes egen strube. De skar sig gennem luften, mens hun rev sin egen arm til blods i forsøg på at få den klæbrige substans væk. Den fortsatte under kjolen, og hun greb sig til halsen og rev i kjolens stof som om det også var inficeret. Mens standerne voksede op omkring hende, sparkede hun med benene så skørterne blafrede og hendes ene sko fløj af. 
Alt hun ønskede var at holde sig for ørene og blokere hans ord, men klæbekløerne kradsede stadig i hendes hud, hvor hendes egne negle ikke selv fik åbnet for blodkarrene. 

"Gå væk!" skreg hun til mørket over sig og prøvede at rulle væk, men blev stoppet af ben, der stod som temmer omkring hende. Tårer trillede ned over hendes kinder og gennemvædede stoffet i kjolen hurtigere end det egentligt var muligt. "Det er ikke virkeligt! Det er ikke virkeligt! Vågn op, vågn op! Vågn op!"
Mens hun råbte det sidste, trak hun sin hånd til sig fra de bidende, kradsende klør og nev sig selv i armen - så i kinden og i halsen - men ligemeget hjalp det. Noget burde have sagt hende, at hvis smerte fra de voksagtige klør ikke kunne tvinge hende ud af søvnens greb, kunne et niv heller ikke. 
For hun sov da ... Og det her var en drøm ... Det måtte være en drøm ... Ikke?