Lyden af torden bræsede over det forfaldet fort, vinden og regnet dansede hånd i hånd, i en vild, hård dans. Man kunne høre regnet ramme vinduerne på flere meters afstand, selv gennem gange og lukket døre. Langt de fleste ville trække sig langt ind, nyde et varmt tæppe med en varm kop. Dog var dette vejr ganske få en gave fra naturen. Ventila var af disse ganske få, vind elementet sad der, på trappen foran den store port, stirret op imod himlen med et barnligt glad smil, hun lyttede glad til dansen. Den lange robe, den lange krappe var gennemblødte og vejede nu, nemt det samme som hende selv. De is blå øjne dansede så om hun var i stand til at finde et punkt i vinden og følge dette til sin ende, hænderne samlet i hendes skød fingrene flettet så om hun bad. Der sad hun stille, uvidende om hvordan denne dag ville gå.

Kort lod hun blikket falde på vejen som førte imod Locktrees forladte, gamle, glemte husstand. Eller sådan var det for de fleste, hvad mange ikke vidste var lige meget hvor rent man gjorde, hvor meget man byggede op, renoveret så ville familiens forbandelse altid trække husstanden ned i sådan et slidt, brugt glemt stadie. Men tjenestefolkene havde givet op, på at holde husstanden, men når vejret var sådanne skiftede dette. Vandet kunne man faktisk fjerne, mudderet der dukkede op kan blive vasket. Når vejret var sådan, var de alle i gang med at holde deres hjem. Flere af dem nydt at de faktisk kunne hjælpe når vejret var således. Så en unormal positiv stemning spredte sig hos husstandens arbejdskraft.

Stille lod Ventile sine is blå øjne danse med vinden, noget vind som endte på vejen imod husstanden og tilbage imod himlen. "Selv nu..selv her, er der så meget at blive glad over." sagde hun stille til sig selv. Hun vidste uden tvivl at flere ville bede hende om hjælp når vandet stoppede med at falde fra himlen, men for nu, lod mange af arbejdsfolket hende blot nyde dette. "Hvor er det smukt." lyd den blide stemme forsigtigt som en enkelt stråle af lys kastede sig over vejen imod husstanden og en regnbue dannede sig højt over entreen til husstanden. 

For Chaunce Lochtree var vejret en forbandelse; en, der førte kedsomhed og isolation med sig og en, der gjorde ham rastløs. Det var aldrig klogt at være i nærheden af den kønne mand, når han ikke blev underholdt af nogen eller noget, for han var som et forkælet barn, der ikke forstod et nej.

Pleasance havde viftet ham bort og eftersom tvillingesøsterens ord var magtfulde, havde han gjort, hvad han fik besked på. Dog ikke videre begejstret – ikke, at han nogensinde ville modsige sig hendes ønsker eller befalinger. Hun var jo hans et og alt.
Chaunce var derfor endt med at gå rundt, som altid mumlende og i konversation med Stemmen, der boede i hans hoved men som ikke var hans egen. Han stoppede ikke sin samtale, selv da han fik øje på elementalen, hvis gennemblødte skikkelse sad midt i stormens hjerte.

Chaunce begyndte dog at smile og ligeså gjorde Stemmen. Det skulle blive en god dag, bestemte de sig for, og med et blev de giftgrønne øjne sorte. Sorte tentakler sneg sig hen af jorden, upåvirket af vindens raseri, indtil en enkelt af dem prikkede Ventila på ryggen. Hun ville ikke mærke det som andet end en ondskabsfuld tanke – du slipper aldrig herfra. Det kunne være dig deroppe. Dig, der var et med vinden men i stedet sidder du her, på trappen lavet af sten fra jorden, så ulig dig – men mon ikke hun ville reagere alligevel?

Kort efter regnbuen dykkede op, fandt Ventila sig stående og stirret med et barnligt smil, men netop som hendes farm begyndte at blive lidt ustabile og langsomt blive til vind forsvandt smilet, og den menneskelige krop blev mere klar end før. Hendes blik faldt imod jorden, hvor hun bidt sig selv hårdt i underlæben. Hendes øjne tåget. Det ville være så nemt. Bare blive et med vinden og så være væk og aldrig kigge tilbage. Hvad kunne de endelig gøre for at stoppe hende. lyd hendes indre som hun kort løftede en hånd imod himlen. Hvis bare vinden tog min hånd nu. Håbede hun, men netop nu var snoet vinden sig omkring fæstningen og selvfølgelig ikke i gårdspladsen. Mon Smedana nogle sinde ville tilgive hende? først her faldt en tåre fra de isblå øjne, kort efter faldt en til og et opgivende blik kunne anes på elementalen mimik. Hendes hænder faldt til hendes sider, hun tog hårdt fat i sin gennemblødte kjole og vandet nærmest løb langs hendes hænder som hun klemte vandet ud. Med tåre løbende langs hendes kinder skiftede mimikken igen, stadig trist men vrede, skuffelse, kunne nemt fornemmest omkring hende som en kæmpe mængde energi begyndte at cirkulere om elementalet. Med et indre skrig, en hurtig bevægelse med sin hånd og energiet kastede sig rundt om hende før det søgte til himlen. Så snart energiet forsvandt, gjorde regnen også, vinden var helt stille og himlen var stærkt overskyet med sorte skyer hen over fæstningen. vejret var normalt ikke langt fra fæstningen men nu, her omkring Locktree husstanden var der blot overskyet og sort.

Ventila kæmpede for pusten, og stirret imod himlen med tåre fulde øjne. Stadig gennemblødt, stadig i alt den bløde jord efter regnens fald. Tydeligt at hun ændrede vejret til at passe hendes eget humør som hun stod der og stirret op. Imod den sorte himle i det nu vindstille vejr, lidt udmattet efter at have benytte den store mængde energi. Langsomt faldt hendes blik imod husstanden, et dybt suk forlod hende som hun tog et skidt baglæns og der mørkede hun kanten af sin kjole mere end jorden. "Ihh!" Forlod hende i panik som hun faldt bagover.

Chaunce betragtede elementalen med spændthed i sit sorte blik. Det var ikke hver dag, han sådan fik hende alene – ikke længere! – og der stod hun, så sårbar for alt hans mørke, at det næsten var for godt til at være sandt – 

For godt til at være sandt skulle det dog vise sig ikke at være, heller ej at blive, for des mere mørkemagi han sendte i hendes retning, des mere syntes elementalen at reagere. Det var smukt at betragte, åh så smukt, og Chaunce nød det til fulde. Med et var kedsomheden og rastløsheden forsvundet som dug for solen, og –

Chaunce lo højt, frydefuldt, i det at Ventila pludselig faldt til jorden. Han sprang hastigt ud fra sit gemmested i skyggerne og småløb hen til hende.
Han stillede sig ved hendes hoved og prikkede prøvende til hendes skulder med en læderforstærket støvlespids. ”Se dig lige! Din klodsede lille pige! Du skulle have set det! Åh, det så så godt ud! BANG sagde det! Du hvinede som en stukket gris!” 

Kort var alt sort, ikke fordi hun mistede bevistheden, men i faldet var øjne gået i, og sådan blev de som hun mærkede den våde jord under sig. Var faktisk rart, tænkte hun kort som hun lå der, men denne ro, fra både vinden, vejret, og alle andre var sluttede lige så hurtigt som faldet selv var. Et kort afslappet suk forlod hende som hun lod sit blik gå op, og i et blev sukket til et gisp. Hendes øjne blev store som hun stirret op imod Chaunce. Kort rystede hun og sank en klump."Vel..velkommen hjem herre, de har været savnet" sagde hun forsigtigt i den typisk blide stemme, dog med en mild rystende som Chaunce altid fik frem i hende."Ha...havde de god tur?" spurgte hun stadig fra jorden, og håbefuldt løftede hun en hånd til ham, i håb om han måske i dag ville hjælpe hende op. "Du er hjemme tidligt." Kommenteret hun som hånden stod stille, uden at tænke over sit tone falde, en smule, skuffet lyd det.

Havde været så rart mens han var væk, så dejlig roligt. Men alligevel fangede hun sig i at tænke om endelig at havde spurgt sig selv flere gange hvordan han havde det. Det irreteret hende en smule at lægge der, og tænke at hun endelig, på hans egen måde havde savnet ham, men gjorde hvad hun kunne for ikke at vise disse følelser, blot et smil, hvor falsk eller sandt det smile var, var ukendt selv for Ventila selv. Glad for han var hjemme, men samme tid ikke, Pleasance ville komme i så godt et humør nu han var her igen. Jo, smilet var ganske ærligt, men ikke på grund af Chaunce, men grundet hendes humør.

Chaunce smilede bredt – så bredt hans ansigt ikke var andet end hvide tænder og sorte øjne – hvorefter han hastigt affærdigede Ventilas høflighed. ”Jovist, jovist!”, sagde han, tydeligvis dybt smigret af hendes indrømmelse, hvorefter han atter rankede ryggen.
”Det ved jeg! Du har skam også været savnet! Det har du! Helt bestemt! Jeg har simpelthen kedet mig noget så forfærdeligt – det må jeg sige!”, tilføjede dæmonen dernæst himmelhenrykt, som mente han sine ord som alle andre levende væsner. Ikke, at det var tilfældet. Faktisk kunne Chaunce ikke huske, at han nogensinde havde savnet andre end Pleasance. Det betød dog ikke, at han ikke havde tænkt på Ventila. Åh, som han havde tænkt på hende…

”Men nu er jeg hjemme, min kære! Nu kan vi rigtig få det skægt, du og jeg! Ikke også? Vi kan få det skægt? Rejs dig nu op, din fjollede pige! Du kan ikke blive dernede, vel?”

Hendes smil forsvandt som han rettede ryggen, et mildt lavt suk forlod hende som hånden, som håbede sådan på hjælp, fladt langsomt til den våde jord. Hun lå der mens han talte, lyttede til hvert ord, bange for at overhøre netop det ene vigtige ord han kom med. Langsomt rullede hun sig over på siden, lod en hånd mødte den våde jord, som hun rejste sin front, men lod sine ben lægge på jorden. Blot holdt sig oppe med sine arme. "Selvfølgelig sk...skal vi have det sjovt, kan ikke have de ked...keder." Tilførte hun til hans ord, men den samme rystende stemme som før, som altid omkring Chaunce. Hun holdt sit blik lavt, så ham endelig ikke i de sorte øjne, men lod blikket hvile omkring hans hage. "keder dem." endelig kom hun med det sidste, som hun begyndte at rejse sig lidt mere.

"Har..du noget bestemt i tankerne i dag?" hun glemte sit ord, blot kort blev det forkerte ord sagt som hun kæmpede en smule med at komme op på sine knæ. "Du er jo lige kommet hjem - måske bare en dag hvor du slapper af?" spurgte hun modigt, som hun igen kæmpede med at komme op på sine fødder. Kjolen var blevet utrolig tung nu hvor den både var dækket i mudder og gennemblødt for hende, og det var åbenlyst besværligt for hende at kommen op, men langsomt lykkes det for hende.