Det var med nogle ekstra dybe vejrtrækninger at Ingrid kom gående ned af gaderne i den nedre bydel af Dianthos. Armene lå lidt ekstra beskyttende om overkroppen, og hendes blik gled opmærksomt rundt. Solen stod stadig klart på himlen, trods det var efter aftensmadstid, og selvom Ingrid var vokset op i den Nedre Bydel, var hun nervøs og temmelig anspændt. Noget hun ihærdigt prøvede at ignorer og skubbe væk, for hun ønskede ikke at hun skulle begyndte at lyse op, her midt i det hele. Derfor havde hun også en ekstra kappe på, selvom det egentlig ikke var specielt køligt eller nødvendigt. 
 For nogle par uger siden var Ingrid stødt på en sød, og spændende fyr, Rocco. De var begyndt at snakke mere og mere sammen, og Ingrid var begyndt at have svært ved at dæmpe hendes følelser omkring ham. Flere gange havde hun lagt mærke til, at hun var begyndt at lyse lidt op, noget der var et tegn på at hendes følelser for Rocco ikke var helt neutrale. De snakkede om alt, og han fik hende til at grine og smile. 

 Denne dag var de kommet til at snakke omkring Ingrid lille hobby, og hun havde nævnt, hvordan der var nogen ingredienser hun havde hørt om, som hun gerne ville bruge, men ikke bare sådan lige kunne få fat på. Det var her Rocco havde nævnt Pax. Han ville ikke fortælle meget om denne fremmede mand, men han sagde at det var en han kendte godt. At de nærmest var familie. Og så at han kunne hjælpe Ingrid med de ting der var lidt mere fy fy.
 Det var også derfor Ingrid kom gående ekstra nervøs ned af gaderne i den nedre bydel, trods hun normalt færdes i det lidt skumle gader. Rocco gik ved hendes side, og førte hende ned af gaderne, med en hånd i bukselommen, og en hånd mod Ingrid ryg. En gang imellem så han ned på Ingrid, og sendte hende et skævt, drenget smil, der fik det til at kilde lidt i Ingrids mave, og for en stund fik hende til at glemme nervøsiteten. 
 " Så er vi der snart, " lød det roligt fra den unge dreng, der drejede dem ned af den sidste gade. Ingrid nikkede lidt, og mærkede hvordan hendes hjerte nervøst begyndte at banke hurtigere i hendes bryst. Den ene hånd fandt vej til de tre reagensglas om hendes hals, og hun tog en dyb vejrtrækning i et forsøg for at dæmpe nervøsiteten lidt. 
 " Okay.. " lød det nærmest hviskende fra hende. 

Rocco smilede til Ingrid henover skulderen i det, at de omsider nåede deres destination; et faldefærdigt bygningsværk så lig alle de øvrige i undergrunden, der havde set bedre dage. Malingen på trædøren var for længst skaldet af og hængslernes rust lyste rødligt af solens spæde sommerstråler.
”Han er god nok. Han gør dig ikke noget. Du er jo en pige”, forsøgte han at berolige Ingrid, hvorefter de sammen gik ind.
---
Pax så op i det, at dørens knirkende metal alarmerede ham om, at han ikke længere var alene. I det lille køkken, og med sine 190 centimeter, fremstod Pax større end han var, men velvidende det kunne virke intimiderende på den unge pige, forsøgte han sig med et smil i det, at de trådte indenfor.
Rocco kendte han, hvormed Pax ikke spildte tid med at tage ham i nærmere øjesyn. I stedet modtog knægten et kort, afmål nik og beskeden: ”Vent udenfor.” Rocco, uden at stille spørgsmålstegn ved sin leders beslutning, gav pigen et betryggende klem, hvorefter han drejede rundt på hælen og skridtede tilbage ud, hvorfra han var kommet.

Pax nikkede mod et køkkenbord og to stole, og vendte dernæst rundt for at gribe om to kopper. Beskeden var klar: sæt dig ned. Begges indhold dampede lokkende og da Pax satte dem fra sig – en kop til Ingrid, den anden til ham selv – rømmede han sig.
”Ved du, hvem jeg er?”, spurgte han, hvorefter han selv tog plads. Der var ingen grund til, at spilde tiden med for megen udenomssnak. Det var trods alt ikke derfor, at de sad der.

  En smule usikker på hvad hun var ved at rode sig ud i, søgte Ingrids blik ned af gaden de var ved at forlade. Som om hun ville tjekke at der var nogen der så hende gå ind i det faldefærdige bygningsværk. Roccos ord var da betryggende, men hun kendte jo ikke denne Pax. Om hun var en pige eller ej, så vidst hun ikke rigtig hvordan hun skulle beskytte sig, skulle han ikke være god nok. 
 " Godt.. " lød det stille var de spinkle læber, inden hun trådte ind af døren. 

 Som Ingrid trådte ind af døren, slap hånden dens grebs om reagensglassene om hendes hals, og i stedet greb fat hun lidt mere fat i kappen, så hun kunne trække den lidt mere om hende. At komme væk fra de åbne gader, og ind i et mere lukket forum gjorde hende noget mere utryg, og det fik det røde lys til lige så stille at lyse i hendes i hendes brystkasse. Noget hun prøvede at skjule ved at trække kappen mere om sig.
 Nervøsiteten steg straks noget mere, da Rocco blev bedt om at vente udenfor, og da han begyndte at gå, drejede Ingrid overkroppen efter ham, åbnede munden for at sige han ikke måtte gå, og så efter ham med et nærmest længslen blik. Han kunne da ikke bare efterlade hende her!? Ingrid sagde dog ikke noget, og lod ham gå. 
 Lyden fra døren der lukkede i, gav næsten genlyd i Ingrids ører, og hun flyttede for første gange blikket hen på manden hun var blevet ført hen for at snakke med. Øjnene spilede sig lidt op over hvor han var. Ikke fordi hun aldrig havde set nogen lige så høj som ham, men fordi det virkede ekstra intimiderende, nu de var alene i det lille køkken. 

 Trods overraskelsen over Pax' højde, så hun godt nikket mod bordet, og hun var hurtigt til at sætte sig hen. Hænderne lagde sig i hendes skød, hvor de en smule nervøst pillede ved kappen, der stadig var pakket godt om hende. Da koppen blev placeret foran hende, rettede hun sig lidt op, og da hun blev stillet et spørgsmål, så hun på manden, og rystede lidt på hovedet.
 " Rocco sagde bare du hed Pax.. Og at i var lidt som familie.. " Ingrid stemme var lille, og hun slog kort blikket ned på koppen, inden hun rømmede sig og prøvede at tage sig lidt sammen. Blikket blev løftet igen, og hun så på Pax.
 " Og.. at du måske kunne hjælpe mig med.. nogle ting jeg ikke.. selv kan få fat i.. " denne gang var der lidt mere styrke på hendes stemme, men den lød stadig lige så usikker som før. Nu hvor de endelig sad overfor hinanden kunne hun også se ham ordentligt an. Noget der næsten gjorde det hele meget mere skræmmende. Noget der fik det røde lys fra brystkassen til at sige lidt i intensitet, og sprede sig til de overdækkede overarme. Kiggede man dog godt efter, kunne man sikkert godt ane et let rød skær omkring hendes brystkasse.

Pax sendte Ingrid et forhastet smil i det, at hun vakkelvornt begyndte at fortælle. Han forstod hendes forbehold, men vidste også, at han ikke kunne gøre meget for, at sætte fornemmelsen i skak. Han var trods alt ikke hverken særlig køn eller charmerende.

”Det er vel også rigtigt”, mumlede Pax til svar, foruden at hans ene stålgrå øje veg fra pigen. Hun var køn – Pax forstod Roccos fascination og hengivenhed –, men hvorfor at hun sad over selveste Ulven, forekom ham umulig at forstå; som en gåde, der lokkede med et nemt svar, der dog skulle vise sig fejlagtig. Dette til trods for, at han udmærket godt vidste hvorfor, hun havde ønsket at opsøge ham.

Pax nikkede ned mod koppen med det varme vand og urter. ”Det er almindelig urtete. Din mor må lave det til dig hele tiden”, lød det dernæst, hvorefter begge af Pax’s brede øjenbryn sneg sig en anelse længere op i panden, i hvad der kunne forveksles med en spørgende grimasse. Ordene fik også lov til at hænge i luften, indtil Ingrid ville bryde den trykkede tavshed; selvom der var tale om en ung og køn pige, stolede Pax ikke på hende.

Noget var ikke, som det gav sig ud for at være. 

 Blikket blev på Pax, mens hun lidt ventede på at få et svar fra ham. Ingrid var normalt ikke et specielt utålmodigt menneske, men hun kunne ikke rigtig skjule, at hun ikke var helt tryg ved at være hele alene med ham. Hun prøvede at berolige sig med at Rocco stod lige udenfor. Klar til at springe til hvis der skulle ske hende noget. Klar til at redde hende, hvis Pax skulle finde på at gøre hende ondt. Det bildte hun i hvert fald sig selv ind. 
 Da Pax endelig svarede, var det ikke det svar hun havde forventet. Han virkede ikke specielt interesseret i at høre hvad hun søgte. Havde Rocco taget fejl? Kunne Pax ikke hjælpe hende. Ingrids blik søgte væk fra Pax, og flakkede lidt rundt. Betragtede omgivelserne, og undersøgte kort om der skulle være nogen der gemte sig i skyggerne. Var Ingrid lidt paranoid? En smule. Men kunne man bebrejde hende? Hun havde aldrig gjort noget lignende det hun havde gang i. Hun havde altid været en lydig og artig pige, der gjorde alt hvad hendes forældre bad om. 
 Men det var slut. De havde solgt hende. Solgt hende til en ældre mand, der synes hun så perfekt ud. Der synes hun ville være den perfekte kone for ham. Det havde ikke krævet særlig meget overtalelse af hendes forældre, og for det hadede hun dem. Selvom hun stadig elskede dem af hele hendes hjerte. 

 Det var derfor Ingrid nu sad i dette fremmed hus. Derfor hun gik med Rocco, og derfor hun lod Rocco sige søde ord til hende. Hun ville leve. Hun ville nå at være ung og nyde livet. Hun ville nå at opleve noget. Og så ville hune hævne sig lidt på hendes forældre, ved at være en uartig datter. 
 Blikket fandt tilbage på Pax, da han snakkede til hende igen. Det hvilede på ham et øjeblik efter han havde snakket færdig, inden hun slog det ned på tekoppen. Læberne foldede sig lidt sammen, inden hun så nikkede lidt. Hendes mor lavede tit urtete. 
 Nervøst sank Ingrid en klump og tog et par dybe vejrtrækninger i et forsøg på at dæmpe hendes frygt lidt. Noget der fik det røde lys til at dæmpe sig lidt, og centrerer sig til kun at lyse lidt op i brystkassen. Hænderne flyttede sig op, og lagde sig om den varme kop, inden hun så på Pax igen. Munden åbnede sig for at give ham ret, men lukkede den igen, fordi hun ikke kunne se hvorfor det var vigtigt. 
 " Jeg skal bruge Orkbær.. " lød det så et øjeblik efter, lidt mere selvsikkert fra de spinkle læber. På grund af Orkbær-plantens aggressive vækst, var planten blevet gjort ulovligt, og det var ikke noget Ingrid nemt kunne få fat på. Derudover var de lilla bær med små skarpe tænder, der bed når man prøvede at plukke den, generelt svære at få fat på - netop fordi de var et helved at plukket. 

 Der var flere ting Ingrid gerne ville have fingrene i, men hun ville heller ikke virke for desperat. Orkbærene var hvad Ingrid forstillede sig var det sværeste at få fat på, så derfor var det det hun var startet ud med. Hvis han var interesseret i at hjælpe, kunne hun altid tilføje flere af tingene på hende ønskeliste.

( Der står noget mere om Orkbær i Krystallianske dyr og planter, her)

Der var et øjebliks stilhed; én, der blev afbrudt ved lyden af Pax’s fortænder, der kolliderede med krusets trækant. På intet tidspunkt forlod det ene stålgrå øje den unge piges skikkelse, og selvom bandelederen lo højt indvendigt, var hans ansigt ligeså ulæselig som en statues. 

Orkbær…

Pax stillede kruset med den dampende varme the tilbage på køkkenbordet, hvorefter han rømmede sig. Stadig kildede hans bryst forræderisk – det var trods alt ikke hver dag, at en ung pige bedte om potensforstærkende midler – og Pax turde endnu ikke at åbne munden, bange for at komme til at smile moret.
Det var derfor, at det tavse øjeblik fortsatte med at eksistere, i hvad der måtte føles som en uendelighed…

”Orkbær…” Ordet forlod spidsen af Pax’s tunge i en gentagelse af pigens egne, og først da forsvandt det ene øje fra Ingrids skikkelse. Det landede i stedet i teen, som Pax betragtede intenst, nærmest som forventede han, at han kunne finde dem nede i alt det grumsede. Det var nu ikke tilfældet, men –

Pax gav slip på kontrollen, så de skarpe kæber omsider kunne slappe af igen. Dernæst lo han; dén latter der havde truet, kildet og tortureret hans tunge, siden Ingrids forespørgsel. Det var en lavmælt en af slagsen, hæs og mørk, som enhver anden ung mands. Trods Pax’s statur var han trods alt stadig det; en ung mand.

”Jeg vidste ikke, at Rocco gik og sloges med… sådanne udfordringer.” Det stålgrå øje glimtede og funklede af morskab, ligeså vel som smilet, der troligt havde lagt sig henover de hjerteformede læber.

 Blikket forblev på Pax, indtil Ingrid fandt stilheden for meget, og blikket blev flyttet ned på koppen. Alle de ord der ikke blev sagt gjorde Ingrid endnu mere nervøs, og hun mærkede hvordan håndfladerne blev klamme, og ikke fordi de lå om den varme kop. Var det fordi han ikke kunne skaffe hende Orkbær? Var det fordi han ikke vidste hvad det var? Var det fordi han ikke mente en ung pige som hende skulle have fingrene i sådanne remedier? Havde han ikke hørt hende? Ingrid nåede at overveje alt muligt forskelligt, før Pax endelig brød stilheden. 

 Ingrid flyttede lidt usikkert blikket tilbage hen på Pax, mens hun nikkede. Var det virkelig så underlig en efterspørgsel? Et eller andet sted, i Ingrids ellers forholdvis uskyldige hoved, troede hun lidt det var noget der tit kunne blive efterspurgt. Havde hun taget fejl?
 " .. Ja..  " mumlede hun, og sank en klump. Måske var det i virkeligheden på grund af prisen han var så stille? Fordi han ikke forventede hun kunne betale? Eller forbi han skulle overveje hvordan hun skulle betale? Flere og flere ubehagelige tanker begyndte begyndte at fæstne sig i hendes unge hoved, og ganske kort, drejede hun hovedet mod døren, som om hun skulle tjekke at Rocco stadig stod udenfor. Ikke at hun kunne se ham. 
 Det skulle dog meget hurtigt efter vise sig hun havde taget grueligt fejl. Inden hun nåede at få vendt hovedet og blikket mod Pax igen, begyndte han at grine. Blikket lagde sig overrasket på ham, og Ingrids lyse øjenbryn, havde fundet vej lidt op i panden. Det var.. sjovt? Uforstående overfor hvad latter kom af, lagde hendes hoved sig lidt på skrå. Troede han det var en joke? 

 Ordene der efterfølgende forlod den fremmedes læber, fik Ingrid øjne til at blive store, og hendes kinder til at blive røde. Han troede da ikke.. det var fordi hun selv skulle bruge dem?! Munden åbnede sig lidt og læberne bevægede sig en smule uden der kom nogle ord i første omgang. 
 " Hvad?! Det var ikke.. Altså.. Nej.. Jeg mener.. Jeg.. " ordene kom hurtigt og snublende efter hinanden, og jo mere hun snakkede jo rødere blev hendes ansigt. Det røde lys tog også drastisk til i hendes brystkasse, og som en steppebrand voksede det fra brystkassen, ud over overarmene og op af halsen. Brystkassen lyste noget kraftigere op end den havde gjort tidligere, og lyset op langs halsen blev ganske tydeligt, på grund af der ikke var noget til at dække lyset. Det røde skær om hende, var også noget mere tydeligere end det var tidligere. Denne gang var det bare ikke på grund af frygt hun lyste op, men på grund af flovhed. En flovhed der skinnede ud af hende - bogstavelig talt. 

 " Det ved jeg ikke noget om.. " lød det så lavt og mumlede fra hende, efter hun forlegent og flov havde slået blikket ned. Så godt kendte de unge ikke hinanden endnu. 

Pax måtte kæmpe en bragt kamp for, at være i stand til at tæmme det smørrede smil. Det lykkes ham bare ikke. Ikke rigtigt. I stedet satte der sig morede gnister fast i hans ene stålgrå øje, der endnu ikke havde forladt den yndige pige.
”Nej, nej”, svarede Pax hastigt, tydeligvis gevaldigt fornøjet over Ingrids forlegenhed. ”Det er klart. Det ved du intet om!” Han afsluttede sin spøgefuldhed ved at blinke drillesygt til hende, hvorefter han atter nikkede mod teen. Den skulle trods alt ikke gå til spilde.

Dernæst lod Pax tavsheden sænke sig over dem begge. Hans tanker var for endnu engang begyndt at rumstere, men denne gang handlede de ikke om Ingrids forespørgsel, og Pax besluttede, at det var bedst at gå direkte til sagens kerne.

”Jeg skal være helt ærlig med dig”, startede han ud, hvorefter han tvang sit ansigt i mere venlige folder. ”Vi kender ikke hinanden men vi ved begge to, at anskaffelsen af orkbær afkræver straf. I det her tilfælde, skulle vi vælge, at indgå i en forretning sammen, så ville det være afstraffelse til os begge to. Rotterne oppe i den øverste bydel er jo fuldstændig ligeglad med, at du er en ung pige – også selvom alt det her… ja, det er jo en skide god historie, ikke? En pige på tolv der leder efter orkbær.” Pax kom til at grine lavmælt, men forsøgte at dække over det ved, at drikke mere af den varme te.

”Jeg har så mange spørgsmål… kan du betale? Lad os starte der…” 

" Det gør jeg altså ikke! " lød det skingert fra hende, som farven tog til i kinderne, og det samme gjorde lyset. Ingrids blik var nærmest helt panisk over at han umiddelbart ikke troede på hende, men hun vidste heller ikke hvordan hun skulle overbevise ham om andet, så da han nikkede mod hendes op te, flyttede hun blikket ned på koppen, og lagde hænderne om koppen igen. 
 Det var først her at Ingrid selv lagde mærke til hvordan det røde skær skinnede ud fra hende. Hun brummede et meget lavt og utilfred brum, inden hun lukkede øjnene i og tog nogle dybe vejrtrækninger for at få styr på hendes følelser igen. Ingrid følte sig dog ikke specielt tryg ved at sidde med øjnene og lukket, ude af stand til at se Pax, så øjnene åbnede sig igen. Den dybe vejrtrækning forsatte, og ligeså stille svandt det røde lys-skær ind. Da Ingrid ikke længere selv kunne se skæret, tillod hun sig at stoppe de dybe vejrtrækninger, og tage en tår af teen, trods hun stadig kunne mærke kinderne var varme af forlegenhed. 

 Da Pax afbrød stilheden, flyttede Ingrid blikket tilbage på ham, og en nervøs knude voksede sig frem i hende mave, som hun lyttede til hans ord. Hun nikkede lidt til det med afstraffelse, for hun var jo godt klar over risikoen, det var derfor hun havde søgt hjælp, i stedet for selv at forsøge. Da han dog kaldte hende en tolv årig pige, gled et lidt fornærmet udtryk over hendes ansigt, og hun skulede lidt til ham.
 " Jeg er altså seksten...  " mumlede hun en smule stædigt og mest for sig selv, som Pax tog en tår af teen. 
 Ingrid blik slog sig lidt ned, da han spurgte ind til betaling. Læberne foldede sig lidt sammen, overvejende, inden hun bed sig lidt i underlæben og løftede blikket igen, og skævede lidt mod ham.
 " Jeg.. har ikke rigtig nogen krystaller.. Ikke nok til at bruge dem til at betale for Orkbærene.. " forklarede hun, med en lidt usikker stemme. Hun var godt klar over det var noget overilet af hende, at tro hun kunne få hans hjælp uden krystaller, men hun håbede på at kunne betale med noget andet.
 " Men.. Jeg..  " hun bed sig lidt i læben igen, og slog blikket ned. Den ene hånd flyttede sig fra koppen og lagde sig om den fine lille samling af de tre små reagensglas om hendes hals. 
 " .. Jeg skal bruge Orkbærene til at lave nogen blandinger der.. Eh.. kan hjælpe en.. og gøre en.. Bedre..  " Ingrid rynkede panden lidt, fordi hun godt selv kunne høre for overfladisk og uspecifikt det lød, men hun vidste ikke rigtig hvordan hun ellers skulle forklare sig på en.. bare lidt anstændig måde. Den ene side at underlæben blev suget ind mellem tænderne og blikket blev igen flyttet tilbage til Pax.
 " Måske.. jeg kunne betale med det? Eller.. Andre blandinger..? " 

Pax måtte til stadighed kæmpe en bragt kamp for, ikke at komme til at le endnu engang. Det grænsede til det umulige i det, at Ingrid dernæst spruttede og fortalte, at hun i virkeligheden var seksten og ikke tolv, som han ellers havde antaget.
”Seksten, så. En sekstenårig pige”, skyndte Pax sig at mumle, hvorefter han affærdigede hele affæren med en hurtig viften med hånden. Stadig sitrede hans mundvige dog forræderisk af morskab, men det lykkes Pax ikke at komme til at lade latteren bryde ud igennem hans læber – i stedet satte den sig fast i hans ene øje.

Dernæst steg spændingen. Noget, begyndte nemlig at rumstere og Pax så til med åbenlys fascination, da et rødt lys henholdsvis voksede og fortog sig; et rødt lys det lignede kom indefra med sådan en kraft, at det udenpå ikke kunne gøre andet end at føje sig.
Da det var væk igen, faldt stilheden og Pax mærkede, hvordan endnu et smil voksede sig frem på hans læber. At dømme efter Ingrids åbenlyse ubehag, havde det – hvad end det var – ikke være bevidst og netop, som Pax skulle til at spørge, hvad Zaladin der foregik, lød hendes indrømmelse.

Ingen krystaller – og blandinger i reagensglas? Der kunne gøre en bedre? I takt med at Ingrid fortalte, anlagde Pax et mere og mere skeptisk udtryk.
”Tilbyder du mig virkelig blandinger, der kan få min pik til at vokse sig til dobbeltstørrelse, i gengæld for orkbær der vokser… hundrede vis af kilometer herfra?”

 Den dårlige forklaring faldt tydeligvis ikke ligefrem i god jord, og Ingrid slog blikket lidt ned, væk fra Pax. Havde det været en fejl at lytte til Rocco? Hun nåede dog ikke at tænke særlig meget over det, før ordene der lød fra Pax' mund fik blodet til at blusset op i Ingrids kinder igen, og lyset i hendes brystkasse til at taget til i kraft og sprede sig ud igen. Noget hun denne gang godt var bevidst om, men der var ikke noget hun kunne gøre. Hun var sikker på det ville ske et par gange i løbet af deres samtale, alligevel. 
 " Det skal jeg ikke bruge Orkbærene til.. Det har jeg noget andet til.. " mumlede hun forlegent, stadig uden at se hen på Pax. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle forholde sig til det vulgære sprog. 

 For et øjeblik var Ingrid stille, som hun sad med læberne foldet sammen, og overvejede hvad hun skulle sige og hvordan hun skulle formulere sig. Endelig flyttede hun blikket tilbage på Pax, men en gang i mellem flakkede det lidt rundt.
 " Med Orkbærene og lidt andet, kan jeg lave en bland der.. Uhm.. Gør så man har mere lyst.. Og man er.. frisk længere og så er udholdende længere tid..  " Ingrid tog fat i koppen og tog et par store slurke, da teen efterhånden var kølet godt ned, med blikket slået ned til siden. Koppen blev taget lidt væk fra munden, men blikket forblev slået til siden.
 " ... men hvis det er fordi du har brug for noget der påvirker størrelsen kan jeg også betale med det i stedet.. " hendes ord var mumlende, og da det sidste ord havde forladt læberne blev de foldet sammen, og hun skævede så hen på Pax igen.

Pax var godt bevidst om, at han sad med det varme krus nær læberne og stirrede vantro; der var bare ikke så forfærdelig meget at gøre ved det. Det var nemlig umuligt for ham, at lade sit ene øje falde fra Ingrids forlegne skikkelse og jo mere det røde lys trådte i karakter, des mere overgav han sig til at… glo; glo som en dum og fjoget skoledreng. Pax kunne ikke mindes, at have betragtet noget som dét før, og selvom han var klar over, at Ingrid talte, hørte han ikke rigtig efter. Eller –

Det var i hvert fald det, at han troede.

Pax lod kruset falde tilbage på bordpladen, hvorefter han lagde begge sine arrede hænder op foran ansigtet og lo, indtil hans mave gjorde ondt og hans øjne våde. Aldrig havde han leet så frit, så uskyldigt og uden forbehold, som i det øjeblik og han glemte villigt, at han var selveste Ulven og Ingrid kunne være så meget andet end, hun reelt udgav sig for. Det hele var bare så absurd morsomt, og Pax grinede og grinede, indtil der ikke var mere luft i hans lunger.

”Jeg takker”, fik han fremstammet, hans stemme grødet af latter. ”Det gør jeg virkelig og jeg skal nok sige til, hvis jeg får brug for, at forstørre det, jeg har mellem benene!” Pax gned sit ansigt, så de indsunkne kinder blev rødlige, hvorefter han tog en dyb indånding. ”Men… jeg bliver simpelthen nødt til at få et direkte svar nu… snakker du om sex? Miksturer til sex?”

 Da Ingrids blik var faldet tilbage på Pax, kunne hun ikke lade vær med at lægge mærke til hvordan han stirren blev mere og mere intens. Og selvfølgelig vidste hun godt hvorfor, så hun kunne jo selv se hvordan det røde skær blev mere og mere tydeligt, selvom hun ikke så ned af sig selv. 
 Selvom det generede Ingrid, at Pax stirrede som han gjorde, formåede hun at nogenlunde ignorere det og forsætte med at fortælle. Indtil latter lød højlydt fra Pax. Ingrids ord stilnede ind, og hun følte sig pludselig noget mere flov. Nu var det dog ikke længere kun over emnet i sig selv, men lige så meget over hun havde sagt hvad hun havde sagt, hvis det var noget Pax ikke kunne holde en rungende latter tilbage over det. 

 Som om hun prøvede at gøre sig mindre, trykkede Ingrid sig lidt sammen på stolen, og klemte nærmest koppen mod læberne som hun drak af den, mens Pax fik grinet af. Personligt synes hun det tog en evighed, især fordi hun bestemt ikke kunne se hvad det var der var så morsomt for ham. Blikket var vendt en smule mopset ud til siden, mens hun nærmest sluprede den lunkne te i sig. 
 Pax blev ikke givet andet end et lettere fornærmet brum, som han takkede. Blikket forblev vendt til siden, men som han vendte tilbage til det de havde snakket og skævede blikket mod han. Ingrid sank klumpen der havde fundet vej til hendes hals, inden hun nikkede. Hun kunne ikke helt forklare hvorfor hun fandt det så.. forkerte at snakke med Pax om. Måske det havde noget at gøre med, hun følte han var ufatteligt meget ældre end hende selv? Han kunne jo næsten være hendes trolovede, så gammel som han så ud. 
 " Ja.. " mumlede hun, med koppen foran munden og forsat en smule fornærmet over hans latter. Endelig flyttede Ingrid blikket helt hen på Pax, og koppen blev sat ned på bordet.
 " Jeg har også andet, hvis det er. Men Orkbærene skal bruges til.. sex.. " Det sidste ord blev mumlet, og afslørede tydeligt at Ingrid var usikker og uerfaren inde for emnet. Bare at sige det, virkede for meget for hende.

Pax’s mundvige sitrede fortsat og det var grænsende til desperat, at han lagde begge hænder over ansigtet. Det var et forsøg på, at skjule morskaben og tæmme latteren, der stadig lå og kildede på hans tunge, men også at finde tilbage til sit så karakteristiske og afmålte jeg – ham, der ikke brølede af grin i et møde, der potentielt kunne volde ham harme.

Han sådan sådan et langt øjeblik før, at han omsider kunne se op igen. ”Såeh… du tilbyder mig miksturer til sex i bytte for orkbær, der kun vokser i Amazonitskovene…”, rationaliserede Pax højt, hvorefter han sendte hende et skeptisk blik. ”Du kan vel godt høre, at det ikke er helt holdbart, ikke? Jeg mener – alene transport frem og tilbage, selve anskaffelsen… det kommer til at koste en Zaladins mængde af krystaller, og jeg får ikke kompensation, der er værd at tale om. Lad os starte forfra, Ingrid. Helt forfra.”

Pax lagde sine underarme på bordpladen, hvorefter han tog en dyb indånding. ”De her miksturer du laver… fortæl mig om dem. Hvad er dine begrænsninger? Kan du lave andet, der ikke er til sex? – og hvad er din profit? Når alle udgifter er barberet væk, hvad tjener du så på ugebasis?”

 Samtalen døde lidt hen, som Pax tog sig tid til at få styr på latteren, og Ingrid mere eller mindre bare sad og gemte sig bag koppen, mens hun drak af teen. Hun kunne stadig mærke hele ansigtet brænde af flovhed, og det var ikke fordi varmen ligefrem fladt, som Pax blev ved med at sidde og grine af hende. Hun følte sig pinlig berørt, for så sjovt kunne det da ikke være! Hun sad og prøvede at være seriøst og alt muligt. 

 Da Pax endelig fik sig samlet, og afbrød stilheden, tog Ingrid en lille tår af teen inden den blev placeret end på bordet igen. Hun slog blikket lidt ned ved hans ord, men hun nikkede lidt.
 " Altså.. ikke ku.." mere fik hun ikke sagt før Pax snakkede mere. Jo mere hans sagde, jo dummere følte hun sig. Hun kunne jo godt høre hvor latterligt det hele lød. Især fordi hun ikke rigtig havde noget at tilbyde. Det var jo også bare Rocco der lige havde sagt at han kendte en der kunne hjælpe hende. Hun havde slet ikke nået at tænke særlig meget over det.
 Igennem Pax lille udredning, forsvandt den lysende farve helt fra hende, men kinderne forblev røde. Efter hans spørgsmål sad hun stille lidt. Overvejede hvad hun skulle svare. Et eller andet sted vidste hun jo godt hvad svaret var. Ingenting. Hun var dog også klar over det måske ikke var det mest oplagte svar. Det ville ikke rigtig gavne hende. 
 " Altså.. Jeg kan godt lave andet end bare til.. sex..  " Mumlede hun lidt, stadig ikke helt fan af at snakke så åbent om det emne. Blikket var stadig slået lidt ned, mens hun tænkte. Hun måtte vel prøve at sælge ham nogle andre ting, når ikke hun rigtig havde nogen krystaller at byde ind med. 
 " I forhold til hvad jeg tjener.. Så.. Jeg.. Det..  " hun sukkede og rettede sig op lidt efter, for at flytte blikket hen på Pax. Hun var nødt til at virke seriøst. Seriøs og selvsikker. 

 " Jeg tjener ikke rigtig noget. Jeg... Har ikke rigtig en butik. Kun en lille bod lave af kasseret kasser og en planke. Lidt ude fra Markedspladsen, så jeg ikke bare bliver smidt væk. Det.. Jeg sælger ikke så meget. Jeg prøver stadig at lære en masse, men det.. er ikke så nemt, når jeg ikke kan læse. " Som hun talte kunne hun godt høre hvor sølle det lød. Det var en fejl. Han var ikke interesseret og hun havde ikke noget hun kunne sælge. Så hun skubbede stolen bagud og rejste sig. 
 " Undskyld, jeg har spildt din tid. Rocco sagde du måske kunne hjælpe mig, men.. Jeg har ikke rigtig noget at tilbyde..  " hovedet var bøjet lidt, og hun lagde an til at vende sig, for at gå mod døren.

”Vent. Sæt dig ned, Ingrid.” Pax gestikulerede mod stolen – den, hun netop havde rejst sig fra – hvorefter han sendte hende et kortvarigt smil. ”Bare fordi det lyder helt af Zaladins til, er det ikke nødvendigvis tilfældet. Lad os lige – tænke højt.”

Pax forsøgte sig med et forsikrende smil men vidste også instinktivt, at han aldrig ville lykkes med det. Han rejste sig og skænkede dem begge mere te, hvorefter han greb om sit eget krus og stillede sig, så han kunne læne sig op ad bordkanten i det modsatte hjørne.
”Såeh – du får sikkert kunder, der har røde kinder og er knap så villige til, at blive vist frem i centrum af markedspladsen, ikke?” Pax så afventende på hende, lod hende svare, hvorefter han hastigt fortsatte: ”At stille dig lidt væk er slet ikke en dum idé, men du skal have gjort noget ved selve… butikken. En planke og kasser virker jo ikke ligefrem troværdig og du er ovenikøbet lidt for pæn og lidt for ung til, at man sådan kan respektere dig – lad være med at tage det personligt.” Pax viftede hurtigt og affærdigende med en hånd, hvorefter han sendte hende endnu et af sine smil med kort levetid, skønt dette dog var varmere end de forrige.

”Jeg kan hjælpe dig med dét aspekt, men det afhænger af, hvor meget du vil lade mig investere og hvor ambitiøs du er. Og det er vigtigt, at du tænker dig om, for jo flere krystaller, du lader mig putte i din lille… virksomhed, des mere har jeg også at sige. Lad os lige glemme, at du ikke kan læse – jeg kender nogle, der kan lære dig det – og fokusere på det, du kan og det, du vil opnå. Hvad er det så? Og lad være med at overtænk, bare – sig det.” 

 Ingrid stoppede op. Det var først nu hun faktisk bed mærke i det. Pax havde sagt hendes navn. Hun prøvede at ignorere hårene der rejste sig i nakken, og gjorde sit bedste for ikke at tænke for meget over hvorfor han vidste hendes navn. Hun havde ikke sagt det. Det måtte være Rocco. Rocco måtte have nævnt hendes navn før. Hun prøvede i hvert fald at berolige sig selv med den tanken. 
 Mens hun prøvede at holde ved tanken om, at det var Rocco der havde videregivet hendes navn, og ikke et eller vanvittigt, hun egentlig ikke vidste noget om, vendte hun sig om så hun kunne se på Pax igen, men satte sig ikke ned. Først da han havde skænket en ny kop te op til hende, satte hun sig ned igen. Hænderne lagde sig op koppen.

 Læberne foldede sig sammen. Røde kinder. Bestemt. Noget hun også selv endte med en gang i mellem. Derfor nikkede hun til hans spørgsmål.
 " Det kan man godt sige.. " Derefter lyttede hun aktivt til hvad Pax sagde. Blikket blev dog slået væk fra ham og læberne blev presset forlegent sammen ved hans kommentar om hendes udseende, og Ingrid trak på skulderne som om det var lige godt for hende, men alligevel trak hendes mundvige sig en smule op. 
 Ingrid lænede sig lidt tilbage i stolen og løftede koppen op til munden, for at puste i den. Det gav mening hvad Pax sagde, og betød også hun virkelig skulle tænke sig om. Det handlede ikke længere om at få lidt Orkbær, det handlede om gøre mere ud af hele hendes lille hobby. Der var pludselig mange ting på spil - mange ting hun kunne få ud af det hele, men var det det værd? Koppen blev sat ned på bordet, som hun gjorde netop det han havde sagt hun ikke skulle. Overtænkte det.

 Et eller andet sted, var alt hun ville blot at leve livet, og opnå noget inden hendes trolovet kom til Dianthos, og hun ikke ville blive andet end en pynte kone, eller hvad nu der ville ske. Ingrid regnede bare ikke med det var det, Pax ville høre. Panden rynkede sig en smule, som hun åbnede munden for at svare.
 " Jeg vil.. opnå noget.. Kunne noget.. selv. Jeg vil gerne vide mere, blive endnu bedre til at arbejde med alkymi..  " lød det overvejende fra de spinkle læber. Blikket blev slået ned, som hun mumlede de næste ord i en nærmest sørgmodig tone. 
 " Jeg vil ikke bare være en dum pynte kone, til en halvgammel mand med en god sum krystaller... " Havde hun virkelig en anden mulighed? 

Pax lyttede – og denne gang oprigtig interesseret. Pigens svar var ikke dét, han i grunden havde forventet, men des mere hun talte, des mere kunne han forstå. Det var jo på en eller anden måde en typisk historie, var det ikke? Den smukke pige der blev giftet væk for krystaller eller ære –

Det var til at brække sig over.

Pax skubbede sig fri af køkkenbordet og satte sig foran Ingrid igen. Han havde besluttet sig i det, at hun omsider havde forklaret ham, hvad hun egentlig ville opnå. Det var ikke nødvendigvis glorificering eller magt, men selvbestemmelse og følelsen af, at hun havde gjort noget, inden hendes liv ikke længere var hendes.
Om nogen forstod Pax hende – og langt mere end Ingrid nogensinde ville finde ud af…

”Så skal vi have skaffet dig en lære, ikke?”, konstaterede Pax, for selvom Ingrid så miserabel ud, var han ikke i stand til at trøste hende. Det var trods alt ikke hans opgave – og selv hvis det havde været, ville han ikke kunne. ”Flokkens helbreder, Edward, kan blive din første læremester. Du kan betale med din arbejdskraft – hvad siger du til det?”

 Stilheden der lagde sig mellem dem, gjorde Ingrid lidt nervøs. Nu havde han lige givet hendes et lille håb om, at der faktisk var et lille håb. Et lille håb for et eller andet. Et håb, det virkede til at afhænge af hvad hun ville opnå. Uvidenheden over, om hun havde sagt det rigtigt blive kun større som Pax ikke sagde noget. 
 Det var også derfor, at da Pax endelig flyttede sig, holdt Ingrid en smule spændt vejret. Det var jo nærmest ren tortur at følge Pax som han satte sig ned overfor hende igen, stadig uden at sige noget eller give nogen tydelig tegn om hvad han tænkte om det Ingrid fortalte.

 Det føltes som om Ingrid nærmest tabte pusten da Pax snakkede igen. Måske det også hang sammen med hun havde holdt vejret. Et stort smil bredte sig på Ingrids læber, og hun lyste helt op - både figurativt, men også bogstaveligt - for som glæden og ivrigheden voksede frem i hende, gjorde det hvide lys der hang sammen med hendes positive følelser også. Ligesom det røde lys, startede lyset omkring hendes brystkasse, og tog til i styrke som Ingrids følelser blev mere intense. Hun nikkede lidt, en lærer ville være en god start.
 " Det lyder meget.. fair. Det vil jeg gerne! " Ingrid prøvede ikke at lyde alt for ivrig, men det var svært, for det her var egentlig alt hun ville. Lærer en masse, og ikke døre de kedelig jobs hendes forældre fandt til hende. Trods det gode humør og ivrigheden, kunne hun ikke lade hver med at tænke over hvad Pax fik ud af det. Lidt hjælp til helbrederen, men det kunne umuligt være nok, kunne det? Selvfølgelig ville hun bidrage med hendes blandinger og sådan, men var han virkelig interesseret i dem, eller så han bare et nyt medlem i hvad end de nu var? 
 " Jeg ønsker ikke at virke utaknemlig eller mistænkelig, men hvad får du ud af det? " Ingrid skar en kort grimasse over sig selv. Det lød ikke godt, på den måde hun havde fået det sagt.
 " Altså jeg mener.. Jeg vil ikke bare stå i gæld.. " Skyndte hun sig at sige, men det lød stadig ikke rigtig.
 " Eller.. Jeg... altså.. urgh.. det jeg mener er.. Eh.. Jeg vil ikke være til besvær.." Ingrid gav lidt op på at prøve og forklare sig ordenligt, og uden at virke nedladende eller fordømmende, og håbede bare at Pax forstod hvad hun mente. Blikket blev sænket lidt, mens hun kløede sig lidt akavet i nakken.

Pax kunne ikke tage øjnene fra lyset, der lagde sig om den kønne pige og det havde nær kostet ham dét at høre efter.
I håb om at skjule sin ellers umiddelbare fascination, satte han koppen til læberne og tømte tekoppen for endnu engang. Desuden havde Ingrid ret – han fik omtrent en brøkdel ud af at hjælpe hende, hvormed han trak på skuldrene, tydeligvis ikke fornærmet over hendes spørgsmål.

”Jeg betragter det som en slags investering”, indrømmede han, velvidende Ingrid ville værdsætte sandheden. ”Det kan være du bliver til noget en dag og så kan jeg indløse en tjeneste. Desuden er det vel… også moralske overvejelser, der leder mig til at give dig det her forslag. Du er sikkert ramt af samme skæbne, som så mange andre piger på din alder, ikke? Du skal giftes? Og højst sandsynlig med en, du ikke kender eller har mødt og som er mindst ti år ældre end dig selv.” Pax skævede spørgende til hende, hvorefter han sukkede.

”Jeg har fjorten piger på din alder. Du må gerne tro, at jeg er nådesløs og tvinger dem til ting, de ikke vil, men det er ikke tilfældet. Jeg har ingen interesse i, at skubbe dem ned i mænds senge og jeg vil gerne se, at de bliver til noget. Ulvens Flok er lidt… et slags børnehjem på den måde. Vanvittig underfinansieret og ligegyldig for den brede offentlighed, men ikke desto mindre… vi er en familie. Og de er mit ansvar.”