Huset var småt og sparsomt indrettet. Det var blevet støvet af til lejligheden og lejet ud for aftenen. Ikke helt oppe ved de fineste huse, men heller ikke nede ved de fattigste. Det betalte hun for godt til, og det var meningen, at hendes identitet skulle forblive nogenlunde en hemmelighed i alt det her. 

Adena sad og tyggede på enden af en blyant og trippede med den ene fod, mens hun ventede. Der var et lille bord og to stole sat komfortabelt op over for hinanden og en lille sofa stod henne i hjørnet. Evlyn havde hjulpet hende med at sætte det hele i stand, og nu skulle hun bare vente på at han dukkede op. Hvad havde hun gang i? En skøge? En skøge!
Hun var seriøst ved at hente hjælp hos en skøge!
Adena sukkede og fik et stykke blyant ind i munden, som hun hastigt spyttede ud. Kjolen og håret føltes også helt forkert. Hun havde flettet det rødbrune hår i en løs, let fletning og havde en enormt simpel kjole på - efter sine normale standarder. Den var mørkelilla og stadig pæn i kvalitet og detaljer, men intet i nærheden af, hvad hun havde på til daglig. Alle perler var lagt af hos Evlyn. Hun skulle kunne komme frem og tilbage herfra, og det gik ikke at folk så og genkendte hende. Og da slet ikke at skøgen genkendte hende. En skøge! Hvad har jeg gang i!

Døren gik endelig op og skøgen blev ført ind til hende af en af de mindre intimiderende bandemedlemmer fra Proteaus. Hun skulle have hjælp, ikke skræmme livet af folk.
"Hr. Silva," hilste hun og rejste sig op. Nejede, og satte sig ned igen, mens hun gjorde gestus til at han skulle sætte sig ned. Turde næsten ikke holde blikket på ham - det her føltes så forkert!  "Nu skal De høre. Jeg har, som De nok allerede har fået at vide, en meget anderledes anmodning til Dem og Deres.... tjenester i aften. Jeg vil understrege, at De under ingen omstændigheder på nogen måde må berøre mig uanstændigt. Jeg forventer De er professionel nok til at holde Dem tilbage og stadig udføre Deres arbejde."
Adena trak en pose med krystaller op og satte den på bordet. Hendes stemme dirrede af nervøsitet, og hun sank en klump og foldede hænderne for at gnide dem lidt i hinanden og forhåbentlig gnide sit oprørte sin lidt til ro.
"Som De kan se, betaler jeg godt," sagde hun. "Jeg hører De er den ypperste formskifter, der er at finde i Dianthos. Er dette korrekt?"
Åh det havde bare at være sandt. Havde hun fået fat i en svindler, vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre - og slet ikke, når datoen kun kom nærmere og nærmere!

Det var ikke unormalt at Fabian var på husbesøg. Det skete til tider at der blev sendt bud efter ham, også fra kunder han ikke havde mødt endnu, og med den rette overtalelse, så mødte han gerne op, og gjorde sit arbejde. De betalte ofte bedre, også selvom man ikke kunne være ligeså sikker på ens egens sikkerhed når man var sammen med dem. Men til trods for at Fabian stadig kunne huske hvor vred Aldamar var blevet over det, da Fabian havde fortalt om at han nogle gange kom til skade, så afholdt det ham ikke. Hverken det, eller de nyfundne følelser han stadig prøvede at finde ud af.
Faktisk havde det været lidt af et frisk pust at få sådan en opgave, så han havde valgt at følge med manden der havde hentet ham, lidt forvirret, men også nysgerrig om hvad der skulle til at stå.

Fordi han var blevet hentet midt i sin tid, hvor han normalvis opsøgte kunder, bar han også sit normale tøj. En hvid skjorte, et par brune bukser, og et par simple sko. Det så ud til at det faktisk var en anelse nyt, selvom det allerede var blevet brugt en del, men han virkede ikke beskidt og var sikkert en af de pænere skøger man kunne samle op på gaden.

Hans øjne havde studeret alting som de var gået, og da han endelig blev lukket ind i rummet med den små-fine kvinde, så kunne han kun gå ud fra at hun var gurnden til at han var her, selvom han ikke var helt sikker på hvorfor endnu.
Han gav hende et smil og et halvt vink, inden han tog plads. Hun vidste jo tydeligvis hvem han var, men han anede ikke hvem hun var. Hvorfor skulle han?

Selvom Fabian lidt havde lyst til at sætte sig med benene spredt og måske lidt for opfordrende, så holdt han sig faktisk tilbage. Hun virkede nervøs. Nej. Hun var nervøs, og selvom Fabian til tider godt kunne lide at skure hunden mod hårene, så var hun også en kunde.
Så i stedet for nikkede han lidt som hun snakkede, og så så dybt forvirret ud da hun sagde at han ikke måtte røre hende anstændigt. Det var hele hans job! men den klirrende pose med krystaller, var nok indikation på at han nok godt kunne overholde den del.

Endelig da hun var færdig med at snakke, åbnede han selv sin mund, stadig et undrende og lidt forvirret udtryk i ansigtet. ”Det kan man vidst godt kalde mig, men du ved godt at mit job normalvis består af at have sex med folk ikke?” spurgte han, bare for at være helt sikker. Han skulle ikke roddes ind i et eller andet dybt alvorligt. Det gad han simpelthen ikke. ”Så hvorfor er det du skal bruge mig.” Der var tydeligvis ikke noget der hed formel tale for Fabian, og det ville nok være en krig at forsøge at få skiftet ham over til det, hvis det var det man ønskede. 

Hele Adenas ansigt blev knaldrødt. I det øjeblik kunne man forveksle hende med en tomat, havde hun stået i et drivhus. Fregnerne blegnede til fordel for rødmen, og hun måtte rejse sig op, rømme sig og gå hen til vinduet bare for at beholde en smule anstændighed. Gardinet var trukket for, og det skulle absolut forblive sådan - for hvad ville der ikke ske, blev hun set hernede? Så hun stod der og stirrede ind i et gardin og følte sig enormt meget til grin. 

"Mit problem, hr. Silva..." Han havde ikke tiltalt hende formelt, men for hende var det mest en indgroet vane at tale sådan. "Mit problem er af samme karakter, ser De, blot... Åh jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det..."
Adena drog et dybt åndedræt og sukkede. Tid til at droppe formaliteterne. Hun kom ikke videre, hvis hun prøvede at holde de farlige ord ude af sin mund. Hvorfor var det så svært at tale om?
Efter et halvt minuts betænkningstid vendte hun sig om imod ham igen - stadig ildrød i hovedet. 
"Jeg skal giftes, hr. Silva, og det skræmmer livet af mig," sagde hun ærligt og redeligt. Der, sådan, det var ude af hendes mund. Fortsæt med at tale, husk han er din eneste mulighed for hjælp! "Jeg er rigtig glad for manden, misforstå mig ikke. Han er venlig, betænksom, sød og omsorgsfuld. Han bliver sikkert en vidunderlig far og en skøn husbond. Vi deler interesser og kan faktisk holde hinanden ud. Det er sat op af vores forældre, selvfølgelig," Hun måtte hellere understrege dén del, så han forstod, at hun ikke var her for at han kunne tale hende ud af ægteskabet. Det var det bedste, der kunne være sket for hende. "Problemet er, at jeg ikke kan udstå tanken om at han skal  røre ved mig på... på... på den måde. Du ved hvad jeg mener!"

Mens hun talte, var hun begyndt at vandre rundt i rummet og gnide sine hænder nervøst i hinanden igen. Hvad ville hun gøre, hvis han ikke kunne hjælpe hende? 
"Du har et fantastisk ry..." fortsatte hun og satte sig igen ned på stolen foran ham. "Jeg tror ikke jeg kan udføre min hustruelige pligt... Og bryllupsnatten! Jeg får kvalme ved bare tanken! Du ved vel alt om den slags, og jeg... Jeg vil virkelig ikke! Jeg forstår ikke hvorfor! Han er jo en fin mand, meget bedre end jeg kunne ønske mig. Han fortjener mig slet ikke, kan jeg ikke elske ham. Jeg beder dig, hr. Silva, lær mig at elske ham!"

Nogle gang undrede Fabian sig lidt over hvad tøser som hende her egentlig forventede når de bad om hans selskab. For det her var næppe blufærdig for at virke som det, men det betød dog ikke at han ikke godt kunne få en eller anden form for tilfredsstillelse for at få hende til at være lidt ubehagelig til mode, over Fabians måde at snakke på.

Han lænede sig tilbage, med armen henover ryglænet, og kiggede med et afventende blik på hende, mens hun prøvede at forklare hvad det var at der var problemet. Trolovelsesproblemer. Han havde hørt om dem før, men det var første gang at han var blevet hentet ind for at hjælpe. Hvad kunne han gøre? Han var blot en skøge. Men hvis det lød som om at der var så mange krystaller som der var i den pose, så havde han ikke så meget grund til at sige nej, hvis det ikke var noget slemt. De ekstra krystaller ville nok i det lange løb hjælpe ham, især hvis Aldamar ikke havde så meget tid til ham mere.

”Lær mig at elske ham”. Det virkede lidt som en meget voldsom forspørgsel, men han kunne vel gøre at hun kunne holde ud at røre ved ham i det mindste. Første skridt i et langt og lykkeligt ægteskab vel?
Han tog en dyb indånding. Hun kunne i det mindste også have serveret noget god vin eller øl, eller bare noget. Nå. ”Først og fremmest, kald mig Fabian,” sagde han. Hr. Silva var for deprimerende og mærkeligt at høre på, hvis det her skulle forsætte. ”Og hvad er det præcist du ønsker af mig? Du siger jeg ikke må røre dig uanstændigt,” han satte gåseøjne med fingrene om uanstændigt. ”Og du har tydeligvis valgt mig fordi jeg er formskifter, så hvad er det, i dine egne ord, du gerne vil have mig til at gøre præcist?” Hvis det var for hans evne, og det handlede om en mand hun ikke kunne tåle at røre, så var det nok at ændre sig til ham, eller en der lignede ham nok til at hun lære at acceptere det. 

Adena sank endnu en klump. Det var virkelig svært for hende at tale om. Der forekom hende så unormalt ikke at ville hverken røre eller blive rørt af sin kommende ægtemand, på andre måder end venlige kram og lignende. Ingen andre hun kendte til havde haft det sådan, men selvfølgelig ville de heller ikke tale højt om det, hvis de havde. 
"Jeg ønsker at du skifter til ham, Fabian," svarede hun og viste ham sin villighed til at tiltale ham som han ønskede. "Og kald mig-eh, Deena. Hvis du ikke har spist endnu, og det her tager lang tid, kan jeg også få mad bragt. Jeg har unægteligt meget brug for hjælp, og jeg er villig til at gøre det meste for at få den. Men vi må bevare min anstændighed i hele foretagenet. Lette kærtegn må være grænsen. Og.. og ikke engang dem kan jeg helt holde ud. Tanken om, hvad der kommer, hvad der er forventet af os, er... nej jeg ved ikke rigtig hvad det er. Altså bare at kysse ham, forstår du, føles helt.. forkert. Og indtil nu har vi kun gået arm i arm, så det er alt sammen tanker i mit hoved, og jeg må fikse dem inden brylluppet."

Hun brød sin egen talestrøm og trak en taske op fra gulvet. Deri havde hun nogle tegninger hun havde lavet af Aldamar - nogle med ham vidende, at hun tegnede ham, og nogle lavet ud fra hukommelse. Hun kunne havde valgt at spionere på ham, men det føltes ikke rigtigt at gøre mod en, hun var ment til at skulle stole på. 
"Jeg har nogle tegninger af ham, så du kan lave en god efterligning... Kopi? Jeg ved ikke helt, hvordan den slags fungerer," Adena skubbede de tre tegninger hen til Fabian. "Han er jo ganske køn, jeg... Jeg har bare svært ved at se mere end det. Det er jo meningen at en hustru skal begære sin mand. Åh, hvad er der galt med mig?"

I det mindste stoppede hun med at danse rundt om den varme grød. Fabian kunne være en meget tålmodig mand, men ligeledes kunne han være ufattelig utålmodig, når det faldt ham ind, og når det handlede om et job, han ikke engang helt kendte til, så syntes han godt at han kunne undskylde sig selv for at være utålmodig.

Navnet sørgerede han dog for at lagre i sit baghoved, selvom det ikke virkede helt ægte med måden hun havde præsenteret sig selv.
Som han lidt havde regnet med, så ville hun have ham til at blive til denne kommende ægtemand. Ikke ligefrem en ny ting han havde prøvet, selvom det altid var varierende hvor meget de havde han kunne gå efter.

Han kunne dog ikke lade vær lidt med at undre sig over hvorfor hun ikke kunne udstå tanken, men heldigvis var han her ikke for at hjælpe de underliggende problemer. ”Jeg kan gøre mit bedste, men referencer hjælper i den grad,” indrømmede han ærligt, og tog imod tegningerne. ”Og jeg tror ikke alle begære hinanden, når det kommer til trolovelser,” pointerede han, med et lidt skjult smil, især som han tænkte på Aldamar, som også havde haft lidt problemer med at der endelig var fundet en kvinde til ham. Han ville i hvert fald aldrig begære sin hustru.
Hans øjne kiggede endelig ned på tegningerne, og han kunne mærke sig selv gå bare en lille smule i stå med... alting. I et øjeblik var han overbevist på at hans hjerne havde stillet ham et puds, men ganske rigtig, så var det en meget velkendt mand der var på papirerne, og endda utrolig veltegnet. Ikke at han havde meget forstand på kunst til at starte med. Var det her Aldamars kommende hustru?

Han rømmede sig lidt. ”Han er... ganske køn,” indrømmede han og bladrede igennem tegningerne. Aldrig havde han forudset at han ville sidde i denne her situation, men det ville være for sigende hvis han bare gik nu når han vidste det, desuden... kunne han mærke hvordan nysgerrigheden prikkede til ham omkring denne Deena. ”Har du selv tegnet dem her?” spurgte han. 

Adenas mod faldt, idet Fabian nævnte, at de færreste begærede hinanden i trolovelser. Nej, det var ikke det, han havde sagt! Han sagde, at ikke alle begærede hinanden. Det vidste hun jo, var sandt. Eller... I hvert fald for Amelias vedkommende. Athelstan havde ikke virket til at have problemer på den front af hvad Amelia havde fortalt. Adena skuttede sig ved tanken. Måske var det det, der var problemet? At hun var bange for ikke at føle ejerskab over sin egen krop, når hun først var gift?
Fabians rømmen bragte hende tilbage til lokalet. Han trak lidt på det, da han så Aldamar. Måske han ikke syntes, han var køn? Eller... Nu genkendte han vel ikke prinsen? Såvidt Adena vidste, var Aldamar ikke så kendt i Dianthos, men måske hun havde taget fejl? Eller... Måske er Fabian bare mere til pæne kvinder.

"Ja, jeg har tegnet dem," svarede hun og sukkede. "Han bad mig give nogle fif til at tegne og stillede selv op som model." På to af dem. "Altså, jeg nyder virkelig hans selskab. Han er en meget bedre mand, end jeg fortjener. Hvordan kan jeg tillade mig at gifte mig med ham, når jeg ikke kan udstå tanken om at dele seng med ham, endvidere kysse ham i mere end det venskab, jeg synes vi har opnået nu? Vi har kun kendt hinanden så kort tid, og han er sådan en god mand, virkelig."

Hun sukkede igen, slog blikket ned og pillede ved kanten af sit ene ærme. Tankerne cirklede tilbage til hvad Amelia havde fortalt om sin egen bryllupsnat. En forfærdelig bryllupsnat og grunden til at hun var evigt på vagt over for sin mand nu. Kunne Adena selv leve sådan?
Hun løftede blikket til Fabian igen, og hendes øjne havde fået et blankt skær.
"Sandheden er at jeg er virkelig bange..." sagde hun med let dirrende stemme. Tænk at hun kunne være mere ærlig over for en skøge end hverken kommende mand eller familie. Fabian kendte hende ikke, og der var noget trygt over det. "Min gode veninde... Hendes mand viste sig at være et monster. To-Tog hende imod hendes vilje på bryllupsnatten. Hvis jeg ikke får fikset min mangel på kærlighed eller lyst eller hvad det nu end er til ham, jeg... Hvad hvis han har lyst til mig? Jeg vil ham det godt, og jeg vil ære familien, men jeg kan ikke bære tanken om at han skal gøre sådan noget. Og jeg tror egentlig ikke han ville gøre sådan noget. Men hvor meget værd er jeg som hustru, hvis alt jeg kan gøre er at bide i puden og hade hvert sekund af det? Det vil jo ikke tilfredsstille ham. Du ved så meget om alt det... alt det her, Fabian. Der må være noget jeg kan gøre, noget jeg kan lære, så han ikke får en uværdig hustru i sit hjem."
Adena slog blikket ned igen og tørrede sine øjne i det ene ærme. Hun havde ondt i maven over alle de tanker, der rodede rundt i hende. Aldamar var alt for god til hende. Både af stand, men også af person. Hvordan kunne hun byde ham en tørlagt seng, eller tvinge ham til at tvinge sig over hende for at få arvinger?

Fabian kunne slet ikke forstille sig Aldamar stille sig op for at blive tegnet, men på den anden side. Fyrstesønnen havde nu virket ret tilfreds med sig selv i de fleste sammenhænge, og mon ikke han havde fået flere portrætter malet af sig selv over årerne.
Det var desværre også lidt svært at få smilet helt af sine læber, som han blev ved med at stirre på billederne. Fra Deenas vinkel, sikkert for at studere dem, men i virkeligheden havde han bare lidt svært ved at rive blikket væk. Det her var en anden form af Aldamar han blev mødt med, selvom det blot var billeder.

Det var først da hun nævnte at hun var virkelig bange, at han endelig kiggede op. Resten havde blot været en forklaring om Aldamar trods alt, noget som Fabian allerede havde en idé om, men hvis han skulle tage det seriøst, så skulle han også vide hvorfor Deena var så bange for at være intim med Aldamar. Så intimiderende var han vel ikke, udover sin stand?
Smilet forsvandt også som fortællingen blev fortalt, for selvom han havde været ude for hvad der måske var værre, så var han meget imod sex uden samtykke, selv for dem han ikke kendte. Det lød direkte forfærdeligt.
Problemet med denne her situation var egentlig at Fabian vidste for meget om Aldamar, og hvad han havde og ikke havde lyst til, men han kunne ikke fortælle det til kvinden foran ham, men de måtte komme videre.

”Deena,” sagde Fabian en smule mere blidt, og lagde tegningerne fra sig igen. ”Det er forfærdeligt hvad din veninde har oplevet, men hvis han er alt hvad du siger han er, så tror jeg heller ikke på at der vil ske noget med dig, som du ikke vil have der sker.” Så langt så godt. Han holdt lidt af en pause, mest så han lige kunne tygge på ordene, inden han sagde det næste. ”Jeg skal nok hjælpe dig, så godt jeg kan, selvom jeg ikke tror på at du kan få lyst til ham ud af det blå, men forhåbentlig kan du vænne dig til tanken om at blive rørt af ham. Lyder det ikke som en god ide?” At Deena ikke kunne udstå tanken om at røre ham på den vis, virkede stadig voldsomt, men hvis de tog et skridt af gangen, mon ikke det ville gå så?
Fabians øjne gled ned på posen med krystaller. Det var i hvert fald en grund til at det nok skulle gå. Hans øjne gled mod tegningerne igen. Og det var nok den hovedsagelig grund til at han var investeret i det nu. 

Adena nikkede. Pludselig følte hun sig tom for ord. Hun havde fået det hele ud. Alle de tanker, hun havde gået og ruget på de seneste uger, og det var allerede som om en enorm vægt havde løftet sig fra hendes skuldre. Evlyn havde fået overbevist om, at hun skulle snakke med nogen om det, der gik hende på, for ellers ville det bare rådne inden i hende. Hun havde tydeligvis ret. 
"Han er virkelig en god mand," gentog hun en smule sørgmodigt. Hun kunne slet ikke forestille sig ham gøre som Athelstan havde gjort - men hvad ville han gøre for familieforøgelse?

Et øjeblik forholdt hun sig stille og prøvede at samle tankerne. Hun lod blikket vandre rundt i rummet, og det faldt tilbage på tegningerne af Aldamar. Beslutsomhedden kom tilbage. Hun ville fikse det, så hun kunne gøre sin pligt over for ham. Det fortjente han. 
Med en stålsat mine rykkede hun sin stol tættere på Fabians - hun var rimelig sikker på, at han faktisk havde tænkt sig at hjælpe hende nu. Han havde virket lidt tvivlsom i starten, men om hendes situation, forklaring eller blot krystallerne på bordet havde gjort udslaget, så virkede han i hvert fald nu mere investeret i foretagnet. 

"Så... Hvordan... Hvordan er det meningen man skal have det?" spurgte hun, og ventede spændt på at Fabian ændrede sit udseende. "Altså, jeg ved hvordan mine veninder har snakket om det, men, du ved... Jeg tror bare de har haft en anden... smag, er det det, man kalder det?"
Faktisk havde mange af hendes veninder sukket over mænd netop som Aldamar, men de havde aldrig sagt Adena så meget. Hun ville hellere se på de nyeste kjoler eller tegne smukke kvinder på tur i Labyrinthaven end at dåne over de åh så smukke unge mænd.

I det mindste virkede det til at Deena endelig slappede lidt mere af, oven på at kunne få det hele ud, hvilket også betød at de faktisk kunne komme videre med hvad de skulle. Han kunne ligeså godt vænne sig til tanken om at de nok ville skulle snakke en hel del her, så han rullede lidt med skuldrene, og skubbede alle uanstændige tanker ud af hovedet. Selv hvis hun havde været interesseret i mere uanstændige ting, så virkede det også bare en anelse... forkert. Ikke en tankegang Fabian ofte oplevede.

En anden smag? Måden Deena sagde det på, kunne ikke få Fabian lade vær med at overveje, om der lå mere i det, andet end en berøringsangst der kom med det, men han var her trods alt ikke for at udforske hende seksualitet.
Han rømmede en enkelt gang, dog ikke helt klar på faktisk at skifte til Aldamar endnu, og var ikke klar over at hendes spænding var omkring det. ”Det er meget forskelligt fra person til person,” startede han ud, lidt eftertænksomt, for han vidste trods alt kun hvordan han havde det, og så også Sif. Det var ikke samtale han normalvis havde med andre. ”Men jeg tror det er fælles for de fleste, at det kommer en lyst til at røre den anden person, og fantasere om at kysse dem, og røre dem mere...” Han kiggede på Deena. ”Intime steder.” Den pæneste måde han kunne sige det på. ”Men har der aldrig været nogen du har været interesseret i et dit liv? Som du måske gerne ville røre?” 

"Det..." Adena tøvede. "Det tror jeg ikke."
Hun sænkede blikket til tegningerne på bordet og rakte ud og tog en op. Hendes blyantsstreger gav Aldamar liv på papiret. Hans mørke krøller fik lov til at flagre i en usynlig vind sammen med hans klæder - en kunstnerisk frihed, hun havde taget sig. Det skræddersyede tøj sad perfekt om hans former, og det lidt drømmende smil fik hende til at undre sig over, hvad han havde tænkt på i det øjeblik. 

"Altså han er jo pæn, sådan... På en helt objektiv måde," sagde hun prøvende, men kunne godt mærke, at det føltes mærkeligt at tvinge sig selv til at se ham på en bestemt måde - en anden måde end hun allerede så ham på. "Måske er jeg for vant til at tegne, og det er problemet? Jeg har jo set mange kroppe og folk. Tegnet folk i gaderne, i haver... De gange vi har tegnet nøgne modeller har det heller ikke været et problem, for de var jo ikke i uanstændige positioner, og det var alt sammen for at lære anatomien korrekt. Men... Jeg må indrømme jeg ikke rødmede af samme grund som de andre studiner. Jeg var mere pinligt berørt over modellens egen anstændighed."
Hun drog et suk og hvilede den ene albue på bordet, mens hun holdt blikket rettet mod tegningen. Så det var meningen, hun skulle have lyst til at kysse ham og røre ham... intime steder. Blive pinligt berørt eller rød i kinderne over tanken om at røre ham, men alt hun følte var frastødelse. Ikke over ham som sådan, men over hele intimberøringskonceptet. 

"Det har egentlig været det samme til bal, når jeg tænker over det," mumlede hun. "Alle bejlere, jeg har danset med. Det blik, de har givet mig. Den måde  de har holdt deres hånd på hoften lidt for fast. Det har ærligt talt givet mig kvalme, Fabian. Det virker ikke normalt. Jeg burde da have følt noget af det, du beskriver, burde jeg ikke?"
Adena hævede sit blik til hans igen. Hun var rimeligt afslappet i hans selskab, fordi han ingen forventninger havde til hende, udover betaling. Men kom hendes tanker nærmere berøring - også hans, med det formål at ville hende... 

Hvordan kunne man ikke ville røre ved andre. Det var et underligt koncept for Fabian, som hele hans liv, ikke havde ville gøre andet end at røre ved folk, kvinder eller mænd, det havde været underordnet gennem hans liv, selvom han nok altid havde været mere tilbøjelig til mænd, hvis han skulle være helt ærlig. Han havde dog godt hørt om folk med afvigelser før, kunne hun være en af dem? Det ville i hvert fald forklare en hel del.

”Altså, jeg kan ikke sige hvad der er rigtig og forkert, men jeg ville nok have følt noget andet,” sagde han, lidt mere kækt, selvom det mere sobert udtryk i hans ansigt kom tilbage igen. ”Har du overvejet kvinder? Selvom det bare lidt lyder som om at du ikke er tiltrukket af nogen,” sagde han næsten lidt affejende. Så ville det vel være kommet op med at hun godt kunne lide at kigge på sine veninder, eller noget. Han var ikke helt sikker på hvordan det heller var at skjule sine lyster, så det var nemmere bare at tænke at der ikke var nogen.

”Nå, skulle jeg prøve at forvandle mig til din kommende husbond,” sagde han så kort efter, siden han ikke forventede at samtalen ville komme nogle steder. Han havde ikke engang behov for tegningerne, da han egentlig vidste præcist hvordan han så ud. Alligevel tog han en af de tegninger som Deena ikke sad med op, så han kunne kigge på det igen. ”Hvor høj er han?” han vidste det godt, men han kunne i det mindste spørge, bare fordi han plejede.

"Kv-kvinder?" stammede Adena forbløffet. Altså mente han...? Hun lo nervøst. "Men det er jo bare latterligt - det kan jo ikke lede til noget som helst. Du kunne lige så vel have spurgt, om jeg kunne lide en havfrue. Hele meningen er jo at give arvinger."
Hun rystede på hovedet og opdagede ikke engang selv, at hun havde valgt den kvindelige form for havfolk frem for den mandlige. Pointen var for hende, at hun jo ikke kunne få børn med en race, der oftest fungerede helt anderledes end mennesker - og det samme med kvinder. Der var kun én måde at få børn på, skulle der ikke indblandes tvivlsom magi, og det var ved at ligge med en mand. At Adena havde et udpræget problem med dén del var noget, der skulle fikses. 
Det ville jo ikke lede til noget at tænke over, om hun kunne tænke sig at røre ved andre, når... Adenas tanker vandrede tilbage til den aften, hun havde fejret sin trolovelse med Evlyn, og efter en smule vin havde tygget lidt for meget på sin egen læbe og var blevet lidt for varm i kinderne af at kigge på en af kvinderne, der havde siddet ved et bord i nærheden. Kunne det... Nej, det havde været vinen, og hun havde bare haft en virkelig pæn kjole, der sad perfekt over kroppen, og trods sit simple snit tiltrak sig blikke, sagde hun til sig selv. 

Det her handlede om at hun måtte fikse sin frastødelse for... Hendes tanker vandrede til at være tæt på den kvinde, hun havde set den aften. Langsomt binde snørene i kjolen op... 
Hun blev heldigvis revet ud af tankesporet af Fabians stemme. Hvad havde han spurgt om? Højde? 
"Ah, eh, ja, han er," Adena rejste sig op. "Lige så høj som jeg. Eller, lav, om man vil."
Hun følte sig varm i kinderne på en anden måde, end da Fabian havde talt direkte om sit erhverv, og hun prøvede at ryste følelsen af sig. 
Uanstændige tanker er ikke velkomne, tvang hun tante Hecates stemme til at sige i hendes hoved.
Anstændige tanker og anstændig opførsel var det vigtigste omkring adlen, og selv Adena så højt på det, når hun befandt sig andre steder, var der områder, der ikke skulle gås på kompromis med. Et af dem var hendes hustruelige pligt - den måtte hun blive i stand til at udføre tilfredsstillende!

Latterligt var ikke lige ordet Fabian selv ville have brugt, og selvom det gik forbi Deena, så gik det ikke forbi Fabian, hvordan hun påpegede havfruer. Havfruer var heller ikke ligefrem et mytisk væsen, og man havde hørt om mennesker og havfruer der fandt sammen, så det var ikke ligefrem fordi det var mere absurd, end bare simpelt at være til kvinder. Adelen var mærkelige, som de virkede til at holde deres egne lyster tilbage, til fordel for at fremstå perfekte.
”Arvinger er ikke alting,” kunne han ikke lade vær med at kommentere. Lyst havde så sjældent noget at gøre med børn. Man kunne bare se på Fabian. Han ønskede ikke ligefrem børn, men han lystede jævnligt efter et hav af forskellige folk. Nogen mere end andre.

Han kiggede lidt på Deena, da hun sagde at de var lige høje. Var de? Det kunne godt være at der var noget om det, men Aldamar havde bare føltes større, måske fordi han var en mand, hvor Deena var en smal kvinde.
Han rystede lidt på hovedet, før han koncentrerede sig, og i løbet af få sekunder overtog forvandlingen, og en fuldkommen kopi af Aldamar sad i Fabians sted, dog stadig med det lidt mere uformelle tøj, som Fabian bar. Formskiftning kunne kun gøre så meget.
For det observante øje, ville man dog nok også lægge mærke til at der var overraskende mange detaljer, i forhold til at han burde have taget det ud fra de tegninger Deena havde lavet. ”Ser det rigtig ud?” sagde han, stemmen havde ændret sig en lille smule, men den var stadig tydeligt Fabians egen. 

Adena havde været ved at sige noget om arvinger, men bed det i sig. Det havde ikke været pænt. Dertil kom, at Fabian havde ret. Arvinger var ikke alt. Det intime samvær var forventet at skulle nydes... I hvert fald af manden, og hvordan ville Aldamar kunne nyde det, hvis Adena bare græs sig igennem hver gang, fordi hun ikke have fået styr på hverken lyst eller følelser?

"Hold da helt op," gispende hun, da han gik i gang med at skifte form. Aldrig havde hun set mage, og hun gik rundt om han for at se resultatet. "Det er jo præcis, som han ser ud. Jeg vidste du var god, men wauv! Du er virkelig god."
Selv små detaljer, hun end kke havde lagt mærke til ved ham endnu, havde Fabian replikeret helt perfekt. Det måtte være hans magi, der når den først havde et udgangspunkt, kunne skabe det helt korrekte billede.
Stemmen var selvfølgelig ikke den rigtige, men det kunne hun heller ikke forvente. Og hun var heller ikke sikker på, det ville have været en god ting. Det ville have været for tæt på virkeligheden, og det her var bare en øvelse. Tøjet var lidt mere distraherende, fordi Aldamars krop i simpelt tøj, omend pænt simpelt tøj, virkede helt forkert. Det hjalp at hun selv ikke var i det pæneste. Måske hun skulle prøve at hoppe ned i rollen som middelklassekvinde. Lidt skuespil kunne måske hjælpe på hendes nervøsitet. 
"Hvad... Hvad nu?" spurgte hun. "Af din kunde at være har jeg vist ikke lagt en helt god plan, må jeg indrømme." 

De kunne nok meget hurtig være kommet op og skændes omkring hvad et ægteskab handlede om. Fabian havde vidst flere meninger om det, end han normalvis gjorde udtryk for, især fordi han selv ikke var interesseret i et forhold for virkede så monogamt og forpligtende. Han havde ikke behov for Lysets Gudindes velsignelse overfor et eller andet forhold han alligevel ikke opsøgte, hvis han kunne slippe afsted med det.
Heldigvis var det ikke der deres samtale lå, og Fabian var næppe en til at lade komplimenter gå til spilde, når de var rettet mod ham. Han havde ikke behov for dem, for at vide hvor god han var, men de var altid rare.

Hans hånd gled lidt op i ansigtet for at mærke skægget mellem hans fingre og det andet ansigt. ”Nej, ikke helt dårligt, hvis jeg skal sige det selv,” sagde han grinende. Et smil der næppe var karakteristisk for Aldamar, hvilket gav fyrstesønnens krop et lidt andet udtryk. Han var dog ikke sikker på at Aldamar ville værdsætte hvis han gjorde det omkring ham.

Et lidt eftertænksom udtryk gled over Fabians ansigt. Det var ikke mange han over årerne havde skulle hjælpe med sådan noget, men han havde da haft kunder der havde lidt problemer med at røre i starten.
”Det bedste er vel at vænne dig til at blive rørt, til at starte med,” sagde han endelig og vendte sig mod Deena og gik lige et skridt nærmere, før han rakte en hånd mod hende, som hun kunne tage den. ”Og hvis jeg gør noget du mener er uanstændigt, så må du sige til. Jeg er desværre ikke helt sikker på hvornår noget er uanstændigt.” Han ville jo mene det først var det, når man smed tøjet, eller var ovre i den boldgade, men han havde erfaret at visse typer mente noget andet. 

Adena rakte langsomt sin egen hånd frem mod Fabians. Hendes hjerne kunne ikke helt forstå, at det var Aldamars krop men stadig skøgens stemme. Det hjalp på det hele, og hun lagde sin hånd i hans uden problemer eller kvalmeopblussen. Så igen, hun havde jo holdt Aldamar i hånden masser af gange, og det havde ikke været et problem. Kun et par enkelte gange, havde hun fået reaktionen af afsky, hvis han havde berørt hende på låret eller hoften, men den var altid forsvundet igen, når hun havde kigget ind i hans øjne. De blide, omsorgsfulde øjne. Det havde været anderledes med de andre bejlere, og hvorfor Aldamars blik fik følelsen til at forsvinde, kunne hun ikke sætte en finger på. 
Men blikket gav hende stadig ikke lyst til ham, og hun vidste det ville blive et problem før eller siden. 

"Åh, jeg tog noget vin med!" kom hun pludselig i tanker om, hvorefter hun slap Fabians hånd og strøg hen til et lille skab, hvor hun havde holdt det en smule køligere. 
Hun havde fået det hældt over i en ikke alt for pæn kande - hun havde kun haft pæne kander, og Evlyn havde sagt, det ikke ville gå an  - og de to glas lånte de af huset. Adena satte hastigt det hele på bordet foran sofaen, hvor hun havde forventet, de nok ville rykke hen, når de skulle prøve at få hende til at slappe lidt af. Det ville vinen forhåbentlig også hjælpe hende lidt med, selvom hun havde fået den blandet lidt rigeligt op med vand, så hun ikke risikerede at blive for fuld til - som Fabian havde bedt hende om - at vurdere, hvornår noget blev for uanstændigt.

Hun hældte vin op i de to glas og satte sig i den bløde sofa. Ikke den mest behagelige af slagsen, men bedre end træstolen, og der var en pude, hun kunne stoppe om i lænden. Alt skulle blive bedre af at slappe af i kroppen, ikke? Adena følte sig ikke spor afslappet.

Fabian kiggede undersøgende på Deena, efter at se hvilken reaktion hun havde, og hun virkede til at tage det ganske pænt til at starte med. Ikke at de stod der længe, fordi hun var ligeså hurtig til at tage hånden ud af hans. Et lille suk med underliggende latter undslap ham, som han rystede på hovedet. Han vidste ikke om hun gjorde det med vilje, men hun virkede i hvert fald til stadig at være nervøs for bare at springe ud i det.

Han tog dog plads i sofaen, og ventede på at Deena selv skulle finde hen til dem. Sofaen var bedre end noget han selv havde, men han vidste også godt at af adelige standarder, så var den næppe noget specielt. Han havde trods alt prøvet sofaerne i huset Aldamar boede i. De var behagelige.
”Du har da også tænkt på alt,” sagde han, selvom han ikke så sig selv drikke meget af vinen. Gjorde han sjældent med kunder, og sidste gang han var sammen med Aldamar havde i den grad været en undtagelse.

Han lænede sig lidt fremad, for at tage glassene, og give det ene til Deena, som han lænede sig tilbage. Hans blik lidt studerende, men også med et mere kækt glimt i øjnene. Der var ikke meget omsorg der kom fra Fabian, selvom han ikke kom til at opsøge at gøre Deena utilpas. ”Så er det blot de små berøringer du ikke bryder dig om?” spurgte han, og når Deena havde taget glasset, ville han også forsøge at lægge sin hånd på hendes knæ.

Adena tog imod glasset og tog en lidt for stor slurk. Det var absolut ikke sømmeligt for en kvinde af hendes stand - og den stand hun snart besad - at være så lemfældig med alkoholen, men lige nu havde hun brug for det, og den var trods alt godt blandet med vand. Og Fabian kunne antage, at hun var lavere stand end hun var, så hvad gjorde det? Havde han genkendt Aldamar som prins Arys, havde han nok sagt det højt i overraskelse. I det mindste havde Evlyn haft ret i, at nok ikke særligt mange almene borgere lige kendte ansigterne på de adelige. 

"Der har aldrig været noget med hænd..." længere nåede hun ikke, før Fabian lagde hånden på hendes knæ, og hun stivnede i hele kroppen. 
Sådan sad hun bare et øjeblik, helt frosset, mens hun desperat prøvede at finde ud af, hvad der var galt. Følelsen af ubehag steg op i hende hurtigere end rødmen kunne stige op i kinderne af uanstændighed. Men det var mest indersiden af knæet, det kom fra. Hvorfor var det mere prominent end ydersiden?
"De-det der..." sagde hun med vejrtrækningen pludseligt kun siddende helt i toppen af lungerne. "Det... Det er værst på... Indersiden?"
Hun tvang sig selv til ikke at rykke på sig. Den del var hun heldigvis ret øvet i efter mange påtvungne danse med unge mænd, hun virkelig ikke havde lyst til smilede sådan til hende.
Hun hævede blikket til Fabians - eller Aldamars -  udtryk. Normalt, hvis der ikke var det der umiskendelige glimt i øjet af at ville mere, af at afklæde hende med øjnene og blotte hende for partnerens blik... Normalt ville følelsen gå væk.

Virkeligheden var ganske anden, men Fabian havde altid holdt en vis form for anonymitet højt, når det kom til hans kunder, og det var til trods for at der ofte kom folk og prøvede at presse ham til at sige mere end han ønskede. Den eneste der vidste at Aldamar var hans kunde, var trods alt kun Sif, og det skulle helst forblive således.

Hans øjne blev lidt mere vagtsomme, da han med det samme mærkede hvordan Deena stivnede under hans berøring. Hans øjne fokuserede lidt på knæet og hans egen hånd, inden han løftede blikket og kiggede ind i Deenas øjne. ”Aldrig noget med hænderne siger du?” sagde han. Hans blik var ikke begyndt at afklæde hende, endnu, men det skulle bare været et spørgsmål om tid. ”Er der noget andet du ikke bryder dig om?” spurgte han. Mens han kiggede på hende, begyndte han dog ligeså stille at nusse knæet, hvilket også inkluderede indersiden af knæet. Det kunne meget vel være at det var en af hendes ømme punkter, hvilket ville forklare hvorfor hun reagerede så voldsomt på det.