Beklædning: Hvid skjorte, brune hørbukser, ruskindsstøvler og en sort vest

Det var en lortedag, rent ud sagt. En rigtig skide lortedag. Sådan var det altid efter en fuldmåne. Ja, ganske vist var temperamentet ikke helt så voldsomt fordi han altid fik lov til at spendere en hel nat med at jagte dyr og eventuelle mennesker. For når en varulv havde sin fuldmåne, så var ingen i fred for det store, grumme bæst. 

Det betød dog også at dagen efter altid var irriterende. Abraham var pisse træt og han ville bare være for sig selv. Men han havde fået en fantastisk pris på fisk og ville samtidig gerne tjene ind til et nyt sæt tøj nu hvor han havde revet endnu et sæt i stykker på en uforventet fuldmånenat.

Så han havde været nødt til at leje en båd af en gammel, træls fiskermand, som havde været for snaksalig. Det var ulideligt! Hvorfor ville alle også bare snakke hele tiden!?
Han passede egentlig bare sig selv mens han sad og fiskede, helt ude i kanten af båden for at have bedre mulighed for at samle fiskene op når han fik dem,
Det blev så ødelagt for ham!

Et hårdt bump mod hans lille båd gav Abraham overbalance og han endte med at vælte ud over båden, ned i vandet. Han var en rigtig dårlig svømmer, så han formåede kun lige nøjagtigt at holde sig oven vande. Det gjorde ham hurtigt pisse irriteret. LORTEVAND.
Hvis nu du lærte at svømme ordentligt, Abraham, så kunne det være at du ikke var ved at drukne nu, din forpulede idiot.
"Pis også! Nej! Min båd! Nej, nej, NEJ!" Den var lige så stille ved at glide væk fra ham mens en anden person kom ham til undsætning. Men båden var meget vigtigere. Meget, meget vigtigere!

Misha så lettere chokeret på den fremmede mand, i det han prøvede at hjælpe ham hen til hans båd. Den råhvide skjorte hang allerede til den spinkle krop, som gjaldt det livet selv, og de grønne øjne, lignede safir, i det blanke vands genspejling, eftersom solens stråler berørte overfladen så smukt. De gylden blonde lokker, lå allerede i bølger ned af Misha´s ansigt, klæbende til hans kæbe parti, og hans bukser gjorde det ikke ligefrem let for ham, at svømme.
Han så mod Abraham, i det han hørte manden udråde nej nej nej, om og om, samt nærmest en panisk stemme omkring hans båd. " Her!, hold fast i den, så henter jeg din " han trak sin egen båd hen af mod manden, før han begyndte at svømme mod manden´s båd, men fordi han bar ruskinds bukser, var det næsten umuligt at indhente den, så da han var nået halvvejs.. trak han bukserne af og bandt dem om livet af sig selv, før han fortsatte med at svømme indtil han ENDELIG.. nåede båden. Han fik sig langsomt hevet op i båden og trukket linen til fiskestangen ind, før han begyndte at ro tilbage mod manden og den lille ø der var der. Han ville ro direkte forbi manden og hen til bredden, før han ville hoppe ud og udmattet trække båden langt nok ind, til at han ville kunne lægge sig i vandkanten. * Åh ved guderne selv.. * han gav et svagt suk fra sig, før han kiggede ud mod sin egen båd og den fremmede, for at se om han var på vej ind mod ham, før han lagde sig tilbage og trak vejret tungt.

Det var det rene kaos hvis du spurgte Abraham, der ikke havde forventet en nær-drukning. Så snart han havde fat i den anden mands båd - med hjælp fra førnævnte mand - begyndte han det besværlige arbejde med at kravle op i båden. Det var hårdt når man var fuldt påklædt og plaskvåd, men fandme nej om Abraham skulle miste endnu et sæt tøj! Så snart han var oppe i både væltede han ned i bunden af den af udmattelse, hans livlige, krøllede hår siddende lige i øjnene på ham. 
"Tak, Chance.... Virkelig... Tak...." mumlede han sarkastisk til guden af held. Han og den gud havde seriøst nogle problemstillinger, de ville være nødt til at tale ud om en dag. Men det krævede jo sjovt nok at de skide guder ville lytte til en lille mand som ham. Chancen for at det ville ske var lige så stor som chancen for at der ville gå to søndage. Altså, ikke-eksisterende.

Efter lidt tids tænken over hvor skide uheldig han var, fik Abraham taget sig sammen og fik styret den anden mands båd ind til den lille ø. Han klatrede ud af den da den var sikret i sandet og lænede sig derefter op af den, armene over kors. "Ja, det gik jo godt.." røg det, noget så sarkastisk ud af ham. Det var egentlig mest rettet mod ham selv. Han kunne jo bare have holdt sine dumme øjne åbne, så var han ikke endt i den her situation.

Misha strøg sin hånd igennem de blonde lokker, før han vendte blikket hen af mod manden. En næsten skræmmende duft ramte hans næsebor.. i det han betragtede den fremmede, der nærmest ebbede med modenhed over sig. Både mimik og reaktion til hele situationen. " Hah. Ja, virkelig godt. Dog en ulykke kommer sjældent alene " svarede han ligeså sarkastisk tilbage, især med tryk ved kommer sjældent ALENE... som at vis blot Abraham havde holdt øje, kunne dette her måske ha været undgået. Han ville IKKE tag skylden for hele dukkerten.

Langsomt rejste han sig op, i det han gav et svagt " Ah.. " fra sig, før han kiggede ned mod sin fod. Et blåt mærke havde så småt allerede spredt sig over hans ankle.. og et minde fra da båden ramte, hvor han havde følt et smeld mod sit fod, for derefter at hoppe af båden og igen følt en smerte gå igennem. En svag rift var der også at spotte.
Forsigtigt rakte han ned for at rør det, før han vred sig en smule, inden han satte sig ned på sandet endnu engang.. med den lange skjorte, kun lige dækkende for hans nedre dele..
" Ugh, dette er jo bare.. fantastisk.. " vrissede han en smule.

Abrahams blik gled hen over den anden mand, der var noget hurtigt til at svare igen. Selvfølgelig misforstår han. Hvordan kan man IKKE misforstå? 
Han sukkede lavt, tagende sig til hovedet af irritation. "Ja, hvis du nu kiggede ordentligt efter, så kunne du måske lægge mærke til at sarkasmen ikke var rettet mod dig," kommenterede han frustreret. Han var ikke typen, der bare lagde sig ned og lod sig træde på. Og han pakkede også virkelig sjældent sine ord ind. For det meste fik man sandhede når det var Abraham man talte med.

Han kunne ikke undgå at se smerten i den fremmedes ansigt da vedkommende rejste sig. Det fik ham til at kigge mod anklen hvorefter han rettede sig op. "Du burde nok få din ankel forbundet.." han havde stof til det. Men efter mandens udbrud, tvivlede Abraham lidt på om han havde lyst til at få hjælp.