Hun havde været noget utilfreds, da hun var blevet sendt ud på en mission så langt fra Obsidianøerne. Ikke kun fordi det betød adskillelse fra sin elskede tvillingebror, men også fordi det var en mission som budbringer. Åh hvor hun hadede at være almen soldat. Det var ikke det, hun var blevet trænet til, og samtidig ville hun behandle enhver anden, der havde så høje tanker om sig selv, med præcis samme grad af degraderende arbejde. Det rationelle i de tanker stoppede hende dog ikke fra at surmule. Hun var blevet fløjet nordpå af en ridder, der alligevel skulle den vej, og var blevet kastet af over de bjerge i Kzar Mora, hun havde kendt så godt, og som nu var fjendeterritorie. Så vidt hun vidste, lå klanen stadig sikkert ud mod havet, og havde ikke pisset de Mørke-hadende dæmoner så meget af at de var blevet smidt ud - endnu.
Sidkas mål havde dog været et fort i bjergkæden ind mod Dianthos, hvor Mørket havde taktisk placerede allierede. Adelsfamilien Lochtree havde vist sig loyale til Mørket, og de skulle have vigtige informationer, som de ikke turde sende via telepater eller brevduer. Derfor var Sidka blevet betroet med de vigtige dokumenter, der skulle afleveres direkte til familieoverhovedet Quesnel Lochtree.
For en gangs skyld havde hendes tilhørsforhold været vægtet højere end racen, og hun var ikke blevet mødt med den foragt, hun normalt oplevede. Hvad der var mere imponerende, var at Quesnel havde bedt hende gøre ham en tjeneste. Egentlig var det meningen, hun skulle finde frem til den nærmeste base og få sig selv fragtet tilbage til Obsidianøerne igen, men manglen på sjov i hele missæren havde fået hende til at takke ja til tilbuddet om at slås lidt med en adelig.
Kareten var præcis så iøjenfaldende som hun ville have forventet af en adelig, og især af en adelig som ham, hun havde fået beskrevet. Hun tog en dyb indånding, bed sig selv forventningsfuldt i læben og rakte armen fremad. Under hende boblede jorden op, og da vognen var tæt nok på, fik hun den ene side til at synke ned i mudderjord, mens hun rejste en fast klippestruktur i den anden side og væltede kareten sidelæns. Kusken sprang for livet. Karetens indhold ville ikke få den fornøjelse.
Sidka skridtede tættere på imens, spændt på at se hvem denne balademager, Chaunce Lochtree, var for en type.

Krystallandet