Enkelte gange, jah så kunne det ske at den øvre bydel af Dianthos åbnede dørene op for mere løsslupne aftener med god drikkelse og godt selskab. Det var ikke som sådan ofte, og det var i og for sig også sjældenheden i det, der formåede at gøre det så specielt. Men en af de aftenener, jah det var i aften.
Markedspladsen blev flittigt brugt i dagstimerne, men her til lejligeheden var store dele af det åbne område blevet ryddet godt og grundigt, og en scene sat op i stedet. Ud fra scenen var flere forskellige borde og bænke sæt sat op til de gæster der nu måtte komme, og aftenens program bød på rigelig med underholdning til det brogede selskab af mennesker, som der allerede nu var begyndt at dukke op. Hist og her sad forskellige folk - mænd primært, men fælles for langt størstedelen af dem var de lidt finere klæder og lidt mere skinnende øreringe som enkelte bar. I den øvre bydel var der nemlig kommet en gøglertrup forbi. Og med den nyhed hængende lokkende over sig, var det ikke kun Aldamar der havde bevæget sig udenfor i den lune sommeraften.

De var tilsammen 5 mænd. Og på trods af at de alle så nok så forskellige ud, kunne man sagtens mærke - og se for den sags skyld, at gruppen her hang godt sammen. De havde trods alt kendt hinanden et godt stykke tid, og selvom Aldamar ikke ligefrem ville sige de var tætte venner, var det stadigvæk gode nok venner til at aftenens første time var startet med en god mængde dyr vin hjemme hos Aldamar selv, for derefter småberuset at bevæge sig ned imod den ny mere fyldte markedsplads; oplyst af legende fakler og orange lanterner. De larmede, de grinede og de var målrettede i deres bevægelser, der i sidste ende ledte dem hen til et af de mange borde, der med en placering som befandt sig skråt fra scenens midtpunkt, var et helt okay sted at sidde og tømme krus.
Og krusene blev tømt. Aldamar drak sjældent, hvilket dog mest bundede i at han ikke kunne drikke meget af gangen uden at miste både balancegang og kontrol - to ting han vægtede ret så højt. Men han havde ladet sig overtale, og var allerede nu godt i gang med det andet krus idet et sus gik igennem gæsterne, og en flamboyant mand i flagrende tøj tiltrak sig alles øjne, for at præsentere den første af mange spøjse artister i aften. En mand der kunne jonglerer med ild!
Det var dog ikke kun adelsmænd og dets lige - både over og under, der befandt sig her. Nej, en god del af nattens andre folk var også til stede, og imellem bordende kunne man ane håbefulde gadesælgere, enkelte forældre der vredt ledte efter deres uvorne unger og andet rakkerpak der udnyttede blandingen af alkohol og nat for at skabe sig en god handel.

Det var ikke ofte at der var store gadefester i Dianthos. Gøglerne kom og gik egentlig, men det var oftere mindre optrædener, og ikke så det meste af markedspladsen blev ryddet. Ellers blev der opsat et telt udenfor byen, men nogen havde smigret sig ind på byen, for her var de, med scene og hele svineriet, og alle de rige folk var ude og se på. Om ikke andet alle de rige, unge, som mente at de skulle have noget sjov efter dagens studier.

Fabian havde fået nys om det tidligere på dagen, og var gået i gang med sine egne forberedelser til dagen. Selvom han ikke ligefrem opgraderede sin garderobe meget, bare fordi det var bedst at have tøj der kunne holde til både en mand eller kvinde, så var det nyere, mere rent, og passede mere til selskabet. Mest af alt fordi det ikke så så slidt ud.

Da solen var ved at gå ned troppede Fabian op på markedspladsen. Han var iklædt i sin standard skjorte, bukser og støvler, dog virkede skjorten til at være lidt strammere end den plejede, især som han skiftede til en kvindelig form. Det så nemlig ud som om at klientellet her til aften primært var mænd.
Et par velformet bryster strammede nu skjorten over brystet, som blev knappet op, kun lige akkurat nok til at de ikke ligefrem hang løst fra sig. Hofterne blev bredere, og taljen smallere. Håret var i samme stil som før, men skægget forsvandt, og ansigtet blev feminint. Han rullede ærmerne lidt op, som de var en smule for store til hans lidt tyndere arme.

Og så begyndte jagten.

For en stund slenterede han rundt mellem bordene, og prøvede at udse sig først og fremmest nogle rige mænd, men også nogle der kunne finde på at købe hans selskab for aftenen eller natten. Gerne nogle der også var lidt fulde, de var nemmere at overtale.
Alle ting faldt ud af hans hoved, som han stoppede en velkendt skikkelse med krøllet hår. Hans øjne blev lidt store og et smil dansede på læberne, før han begyndte at slentre derover, meget målbevidst, nok til også at fange nogle af fyrerne ved bordets opmærksomhed. Han var dog mere interesseret i om Aldamar også så ham.

Fabian havde trods alt glemt en ting. Aldamar kendte ikke til hans formskifter evne, men når han først fik nys om det, så ville aftenen kun blive bedre. 

Showet gik i gang, og med det var størstedelen af publikum fuldstændig betaget af de orange ildkugler der blev kastet frem og tilbage på scenen. Enkelte gange lignede det at han var ved at miste kontrollen over dem, men så fik han rettet ilden på plads, og publikum måtte med bifaldende klappen give ham den opmærksomhed han optrådte for. Her var Aldamar skam ikke speciel, og følte sig selv stirrer mindst ligeså meget som resten af selskabet omkring ham - hvis ikke en smule mere. Udover at være ret så trænet at se på, var gøgleren også i bar overkrop og dramatisk beslysning. Det var nu engang ret kønt.
Hånden hvilede afslappet om det ene krus, og et af hans mere dovne smil prydede mundvigen i det her selskab. Man var vel lidt af en social sommerfugl.

Han fik dog ikke lov til at stirrer meget længere på den optrådte gøgler, før at en slet ikke diskret albue blev boret ind i siden på ham, og Aldamar kiggede på Louis i et tralvt ryk. En fra lav-adelen, men dog stadigvæk en mand Aldamar havde brugt nok tid omkring, til at et spørgende smil banede sig vej - hvad ville han? "... til venstre, Prins Baldric" grinede han en anelse lusket, og Aldamar fulgte hans blik til en kvindelig skikkelse, som nok så målrettet var på vej imod deres bord. Det var ikke gået nogle af dem forbi, og Aldamar havde nok været den eneste der ikke havde set hende indtil nu.
Fabian?

Nej, ikke Fabian men i den grad nogle der mindede om skøgen fra Det Halve Svin, som med mindst ligeså slentrende - men alligevel målbevidste skridt, selvsikkert havde udset sig deres bord som spilleplade for i aften. Det var lige godt satans... hun lignede ham uhyggeligt meget - så meget at det kortvarigt havde gibbet genkendeligt i ham ved den blå-grønne øjenkontakt. "Jamen halløj lille frøken" kom det snigende fra en de andre i selskabet. Men hvem end hun var, jah så regnede han stærkt med at se hende stikke af med en af de andre mænd omkring bordet, der alle syntes meget betagede  af hendes form og figur. Mænd var simple på den front, grinede Aldamar lidt invendigt.
Aldamar's udtryk af vantro havde ikke varet i mere end et enkelt sekund, inden at han skubbede ansigtet i mere passende folder, og et skævt smil blev sendt til hende, idet han lænede sig en anelse tilbage imod bordkanten, og atter lod blikket glide over ildgøgleren på scenen, dog mere opmærksom på gruppen igen nu. Louis ved siden af ham, gjorde tilgengæld plads skulle hun ønske at sidde hos dem. 

Fabian, som han gik mod gruppen, kunne han godt se at Aldamar var langt mere fokuseret på manden på scenen, end på den nydelige kvinde der kom over mod dem. Måske forståeligt siden Fabian havde lært Aldamars præference at kende, men måske han stadig ønskede at opretholde et vist ansigt overfor de andre. Det havde i hvert fald virket sådan, selvom Fabian fik lusket ham op på værelset sidste gang i sin mandeskikkelse.
Alligevel burde Aldamar dog alligevel genkende ham, ikke?

Hans tanker kom ikke meget længere, som han nåede til bordet. Han kunne se hvordan en af mænden var ved at gøre plads til at han også kunne sidde ved bordet, men en af de ældre drenge, lidt mere kæk i smilet, var trukket væk fra bordet.
”Lyst til at sidde her?” spurgte han og klappede sig på låret. Han virkede virkelig som typen der kunne være lidt grov i munden overfor Fabians slags, men han var så også typen der ikke var bange for at smide penge efter ham.

Han kiggede en enkelt gang mod Aldamar, før han gik udenom bordet og satte sig på den modsatte side af Aldamar, og på skødet af manden, og lagde armene om hans hals. ”Det var godt nok sødt af dig,” sagde han selv i en blød kvindelig stemme. ”Det er vidst en rigtig drengetur I er på,” sagde han og hans blik gled over mændene. Samtlige af dem havde blikket et meget specifikt sted, og han kunne ikke lade vær med at presse armene lidt mere sammen, bare så kavalergangen blev endnu mere fremtrædende.
Til sidst landede han blik på Aldamar. Aldamar som åbenbart mere havde blik på det der foregik på scenen, til Fabians store skuffelse.

Havde Aldamar ikke drukket og havde hans opmærksomhed ikke i forvejen været trukket et andet sted hen, jah så havde han måske taget sig mere tid til at gennemskue Fabian i hans kvindelige krop. Men nu var det sådan at han mest af alt gerne undgik at vikle sig for meget ind med fremmede kvinder, da det altid var ubehageligt at afvise dem igen bagefter. De havde brugt tid på ham for ingen verdens nytte, og han skulle afvise dem med ord om at de slet ikke var tiltrækkende nok for en som ham. Hvilket dog heller ikke var en løgn, bare en gradbøjning af sandheden.
Ud af øjenkrogen hørte Aldamar hende blive inviteret til at sidde hos dem - det er vidst en rigtig drengetur I er ude på, og med et sidste blik på ildgøgleren, drejede Aldamar hoved og krop lidt mere imod bordet igen. Han kunne ikke være den eneste der fandt det ene mere spændende end det andet, og med det i tankerne, så han Rolf gøre sig selv til en god plads at sidde på for den lyshårede kvinde. Kortvarigt så han på Louis der mest af alt så befippet ud, inden at han med et drillende smil hev ham ud af sin selvmedlidenhed med en hurtig skål af krus imod krus. Nu ikke så ærgelig!

Hvilket jo var nemt for Aldamar at sige, der ikke havde de store kvaler med at Rolf havde trukket hende til sig. Nu, en anelse mere sikker på at hun ikke ved en flyvsk tanke kom over på ham og sidde, studerede Aldamar hende mere indgående, selvom Aldamar slet ikke havde samme glubske blik over hendes krop. Men hun var så genkendelig at det var helt uhyggeligt.... 
"Kalder du os for drenge?" kom det leende fra Rolf, idet at han med et mere fast tag og kvindens talje kildede hende lidt, godt tilfreds med de ærgelige blikke nogle af mændende sendte ham.

På det her tidspunkt var blikket næsten blevet en anelse mistroisk for dem der kunne læse Aldamar, selvom han var påpasselig med ikke at vise det direkte. Havde Fabian en søster? "Jeg tror hun kalder Louis en dreng" fulgte Aldamar smådrillende op med, facaden ret så perfekt drenget og fik et lille knytnæveslag på sin ene arm for den kommentar da den yngre mand blev helt rød i hovedet. Dog klikkede de alkoholpåvirkede tandhjul stadigvæk i hans hoved. Hvis jah, arbejdede hun så også som prostitueret? Eller var det et rent tilfælde? Det var næsten for godt til at det kunne være et rent tilfælde, og med den tanke, drak Aldamar endnu en tår af sit krus.

Fabian sendte et uskyldigt smil til Rolf, selvom hans øjne halvt ikke kunne lade vær med at fange Aldamars. Var det fordi det ikke gik op for Aldamar hvem han var, eller var det fordi han ikke var interesseret i at se Fabian igen?
Hurtigt hev han dog blikket tilbage til Rolf, som allerede havde lagt armene om ham, måske en smule for lystigt, da han kiledede ham. Han kom med et lille hvin, men virkede ikke til at forsøge at slippe ud af mandens greb.

”Intet galt i at være en dreng,” pointerede Fabian og lagde blikket på ham der måtte være Louis. ”Hvis det er, så kan jeg godt hjælpe dig med at blive en mand,” sagde han og smilede drilsk til ham. Louis blev lidt rødere i hovedet, for det var ikke som om at Fabian lagde låg på hvordan man blev en rigtig mand. Hans måde at klæde sig på indikerede det i hvert fald rigeligt.

Igen landede Fabians blik på Aldamar. ”Men du må vel være en rigtig mand, nu når du kalder en af dine venner drenge. Har du måske haft fornøjelsen af en kvinde... eller mand i dit skød,” spurgte Fabian så endelig. Det var ikke fordi at han forsøgte at påpege at Aldamar var til mænd, og det så ikke ud som om at drengene egentlig lagde mærke til det i stor grad, men alligevel var Fabians intense øjne fæstnet på Aldamar, som han ventede på et svar.

Det var måske lidt en hård omgang Louis nu blev udsat for, men et eller andet sted var det meget underholdende. Knægten var lige blevet 20, og selvom at han havde været voksen længe, var det på tidspunkter som her at man så hvor uerfaren og ny han var i det småleende adelige selskab. Og alligevel var det ikke ham der havde alt opmærksomheden. En gang imellem følte han at blå-grønt blik undersøge ham nøje, og når han flyttede blikket fra Louis, var det kun for at få øjenkontakt med kvinden ved deres bord. Så genkendeligt...
Hendes ord fik en bølge af latter til at glide over bordet, og Aldamar var ingen undtagelse i at tage del i hans blufærdighed. Her og der hørte han nogle af dem mumle drillende om at købe hende bare for at se hvordan Louis ville reagerer skulle hun dukke op på hans værelse, og det var måske meget godt, givet den kommentar hun kom med bagefter.
Kortvarigt glippede Aldamar overrasket med øjnene - en modig kommentar at fyrer af for en skøge, men dog ikke en kommentar han ønskede opmærksomhed omkring. Derfor lænede Aldamar sig forræderisk afslappet en anelse ind over bordet, og smilede skævt. "Jah" var hans eneste lidt drillende kommentar i den intense øjenkontakt, der dog ikke svarede på spørgsmålet fuldstændig. Men hun havde nok ikke interesse i at grave videre i hvilket af de to, havde hun?

Måske havde han virket for uinteresseret.... måske ikke. Sådan som han et par sekunder bare sad og kiggede på hende, gled Fabians småflabede ansigt ind over hendes feminine træk og hans blik blev knebet en anelse sammen i forvirring. Men da han blinkede med øjnene var det væk, og Aldamar tog endnu en tår af sit krus, inden at han med en lille hovedrysten slog det af sig. Fabian ville have fortalt ham, hvis han kunne magi. Ville han ikke? "Hvad er dit navn?" kom det fra Aldamar, hvis direkte spørgsmål kort fik mændene omkring bordet til at løfte øjenbrynet undrende.

Jo mere Aldamar snakkede og kiggede på Fabian, jo mere var Fabian sikker på at denne her lille detalje må være glippet mellem dem til deres sidste møde. Det var ikke som om at han havde holdt det hemmeligt med vilje.
Der var vidst heller ikke nogen chance for at Aldamar ville købe ham, hvis han ikke engang vidste at det ikke var en kvinde ved bordet, og hvis Fabian havde et valg, så var det klart prinsen han ville tage med hen et hyggeligere sted. Sidste gang slap han også afsted med en højere pris.

”Fabia.” kom svaret, selvom hvis man lagde mærke til det, så kunne man kort se hvordan munden lige formede et N uden lyd. For de fleste ikke noget synderligt, men Fabian havde sørget for at holde blikket på Aldamar, før at han endnu engang lod blikket gled rundt.
”Så I ved hvad hedder, men hvad med jer. Jeg ved at det der er Louis,” sagde han og nikkede over mod den yngre mand mellem dem.

Mændene præsenterede sig selv, overraskende pænt, selvom Fabian kunne mærke hvordan Rolfs hånd i takt med samtalen kom længere, at den også var begyndt at gramse lidt mere på hans krop. På den ene side havde han lidt lyst til at sætte manden på plads, men lige nu var Rolf den bedste mulighed.
Til sidst var det dog kun Aldamar der manglede at præsentere sig, og Fabians blik gled tilbage på den mørk-håret mand.

Og så med et gav det hele mening. Ud ad til var der ikke meget reaktion at spotte i Aldamar's passive ansigt, der med flere års træning kunne holde sin overraskelse nok så godt gemt væk. Men i øjenkontakten med Fabian - eller, Fabia som han kaldte sig selv lige nu, jah der gled der noget leende over Aldamar's blå øjne, og med et lille brum skjulte han sit smil bagved krusets kant da han tog en tår.
Så han havde ikke været hel gal på den, da han mente at han genkendte hende. Hvorfor var det her ikke blevet sagt før nu? Rolf var udover det, om nogen ikke en mand man skulle lave disse former for spøgefuldheder med - hans mening om hvordan mænds forhold burde være til hinanden var rigid og klar. Og nu hvor at han intetanende sad og gramsede på Fabian - nok hans værste mareridt i menneskelig form, jah der havde Aldamar svært ved ikke at le ham lige op i ansigtet. Det var sort humor der ville noget, og det var genialt.
Var det virkelig en evne han havde?

Aldamar rømmede sig da det blev hans tur til at præsenterer sig. "Aldamar af Arys" gled det trænet over de buede læber, og kort nikkede han. "Af Arys simpelthen? Prøver du at vinde hende over med din titel" kom det drillende  fra Rolf, der dog med vægten af hans efternavn på bordet tog et mere fast tag på Fabians krop; som var han reelt bange for at hun ville rejse sig til fordel for fyrstesønnen.
Ikke at Aldamar bebrejdede ham. Det var sket før, og langsomt begyndte han da også at nikke, et lusket smil i mundvigen og et næsten overlegent udtryk i ansigtet. "Måske gør jeg? Det kommer vel helt an på om det virker på en kvinde som Fabia" lo han sagte tilbage, men gjorde ikke mine til at gøre plads til hende på sit eget lår. Alkoholen summede i kroppen på hele selskabet - måske foruden Fabian selv, og Aldamar dansede altid varsomt omkring påvirkede mennesker. Han skulle ikke starte fjendskab med Rolf over en skøge - det var simpelthen for dumt. 

Selvom det fristede at prikke lidt til hans stolthed. 

Desværre var der ikke noget at spore i Aldamars øjne, men der var noget over stemmen. Måske måden han præsenterede sig på, og som om at han legede lidt mere med i hvad end der skete. Desværre var Fabian også lidt blevet fastlænket til Rolfs skød, som han virkede til at være meget imod faktisk at give slip på ham. Ikke at Fabian ikke kunne vriste sig fri hvis han virkelig ville, men Aldamar så ikke ligefrem ud til at give plads til ham.

Han kiggede lidt mellem Rolf og prinsen, nu når alle var klar over at Fabian også vidste at Aldamar var en prins. Han kunne nærmest mærke som om nogle af drengene ventede i spænding på at se om Fabian ville falde i det, men hvem var han at sige nej til en tydelig hentydning om hvor pengene lå.

Han lænede sig lidt væk fra Rolf, og kiggede lidt mere intrængende på Aldamar, til åbent syn for alle. ”Jeg har aldrig mødt en prins før. Sådan en må vide hvad han laver,” spandt Fabian nærmest, og hvis Aldamar havde indikeret noget mere, så var han gået direkte hen og sat sig på Aldamar, men som det var nu, så var det begrænset hvor meget han kunne gøre. Han kunne allerede mærke hvordan Rolfs greb blev strammere om ham, som han frygtede at miste Fabian til Aldamar.

Det var faktisk en smule underligt.... at kunne flirte så åbentlyst med Fabian, se det var ikke noget Aldamar på noget tidspunkt havde regnet med kunne ske. Det var en forandring, og han var ikke sikker på at det var en god idé - det tilføjede et helt andet lag i samtalerne. Men her sad han, sammen med venner og bekendte vel og mærke, og skulle ikke lægge mellemrum imellem sine ord og sine tanker. Tværtimod. I et selskab som det Fabian havde fundet i aften, havde han haft ret i en ting. Det var lidt af en drengetur, både på godt og ondt.
Den besiddeirske bevægelse gik ikke forbi Aldamar. men helt bevidst holdt Aldamar blikket fastlåst i hans - hendes indtrængende øjne i stedet for at kommentere på det. Han kunne jo næsten ikke lade værd, og et bredere smil trak i mundvigerne ved hans ord, og Aldamar langsomt rystede på hovedet; ikke fordi at han sagde nej til hendes spørgsmål.
"Jeg har i hvert fald ikke haft nogle klager endnu" kom det leende fra ham, og han følte en lille prikken på sit lår under bordet. Louis gestikulerede med blikket til Rolf, som nok fra en vinkel hvor Fabian ikke kunne se det, lignede en der var mere og mere utilfreds over den underlige drejning det havde taget. Især når Aldamar ikke havde virket synderligt interesseret før nu; det kunne måske føles en anelse.... provokerende. Fabians beslutning om at læne sig fra Rolf, var vovet. og stemningen spidsede en anelse til i det godt berusede selskab. Dog var det ikke noget Aldamar lod sig mærke af, han orkede ærlig talt ikke at tage hensyn til hans sårede maskulinitet; Fabian var lige der. Ville Rolf give afkald på Fabian, hvis han virkede uinteresseret? Aldamar tvivlede, på det punkt var manden lidt som en blodhund. 

Arys prinsen legede kortvarigt med hanken på sit krus. Det ville være dumt at prikke til manden... men havde Rolf ikke tænkt sig at afgive ham frivilligt, måtte Aldamar lirke den ind på en anden måde. Gerne en måde der ikke pressede mandens ærer, men blev det nødvendigt, var det sådan det var. "Så, Fabia, hvad bringer dig til showet i aften?" kom det fra Louis der i et forsøg på at løfte stemningen lidt, lod et dumt grin følge med. Aldamar smilede kort over det uskyldige spørgsmål. 

Den der summen, som var begyndt at opstå hver gang Fabian var omkring Aldamar, virkede til at opstå igen, som om hele hans krop var klar over at Aldamar var villig til at lege med. Selv hvis han ikke kunne tage Aldamar med sig, så havde han en ting. Nemlig legen mellem dem, selvom Fabian også skulle passe på med ikke at røbe at de faktisk kendt hinanden. Personlige oplysninger var dog ting han var god til at gemme.

Fabian fugtede lidt sine læber med sin tunge. Havde Aldamar været så dristig sidste gang de sås? Der havde de endda været alene, men det kunne godt være at han følte sig lidt mere vovet, fordi hans venner var omkring her, og det trods alt var en smuk kvinde han snakkede til, og ikke en mand. Alting var lidt mere acceptabelt mellem en kvinde og en mand.
”Det kunne jo også være fordi de er bange for at modsige en prins,” sagde Fabian alligevel. Han kunne jo næppe bevæge sig væk fra Rolf og bare hoppe på Aldamar i stedet for. Måske Rolf også ville give op, hvis Fabian blev ved med at koncentrere sin energi omkring Aldamar. Han kunne dog ikke ligefrem se hvor frustreret Rolf var ved at se ud.

Dog skiftede Fabians øjne fra Aldamar til Louis, som prøvede at lette stemningen ved bordet. ”Jeg håbede på lidt underholdning,” spandt han, selvom de nok også godt kunne regne ud hvorfor han var her. Selvfølgelig for at tjene lidt penge på dem der var villige til at punge ud. Især med de folk der var at finde på pladsen i øjeblikket. De så rigere ud end normen.

Hvis Aldamar et øjeblik havde troet han kunne være den med vakse kommentarer i selskabet, måtte han med en brummende latter overgive den plads til Fabian's flabede mund igen. Omkring dem var det heldigvis ikke kun Aldamar der selv lo, og han endte med at nikke en anelse langsomt og med småpåtaget drillende fornemthed på sig; måske var det svært at modsige en prins? Han vidste dog at det ikke var tilfældet her, omend de ord blev liggende på hans tunge. Eller det håbede han halvt om halvt.

Meget nåede der ikke at blive sagt eller gjort, før den faretruende buldren af et tordenvejr rumlede over den mørke himmel, og stort set alle ved selskabet næsten automatisk kiggede en anelse forskrækket op. Uvejr? Nu? Et irriteret glimt kunne anes i Aldamar's blå øjne der i mange henseender ikke ville lade dårligt vejr ødelægge en så oplagt aften for sjov, men han skønnede dem til at have nogle minutter førhen det i hvert fald nåede her til.
Et par minutter var dog ikke lang tid, og allerede et par sekunder efter kunne han tage de tanker tilbage, idet han mærkede enkelte men tunge regndråber på hans opadvendte ansigt. Typisk. "Skør plan, men!" den lidt snøvlende stemme fra en af de andre mænd i selskabet lød, og Kristoffer rejste sig en anelse vippede op; godt medtaget af de timer de efterhånden havde været ude. Aldamar bebrejdede ham ikke. "Hvad nu hvis vi rykkede dette fantastiske selskab af mennesker" manden slog en understregende hånd ud imod bordet. "Ind til et mere fantastisk sted at sidde" stemmen var diplomatisk og lidt som om at han lige havde opfundet den dybe skål. Men Aldamar så mulighederne i det, og rejste sig op for at støtte op omkring ham, og måtte småleende gribe fat i Louis skylder da procenterne steg ham til hovedet i den pludselige bevægelse. "Ikke helt skidt! Måske vi endda ville få lidt underholdning, med?" fulgte han op med, omend blikket landede direkte på Fabian ved de sidste ord og han galant strakte en arm frem for at følge ham afsted, et nok så drillende smil om munden. 
Om han fik lov for Rolf var så en anden snak, men selskabet var klar til at bryde op fra bordet, og Kristoffer havde øjnene sat på en bestemt kro, virkede det til.

Der var noget tilfredsstillende over at vinde kampen om den skarpeste tunge, men dog blev lykken hurtigt afbrudt, som de tunge regndråber begyndte at falde fra himlen. Fabian selv kiggede op. Det var hurtigt trukket op, selvom de havde været på horisonten det meste af dagen. De havde tydeligvis ikke haft en vejrmagiker, hvis de ikke havde forudset det her komme.

Fabian hoppede af Rolf, siden han nu også var påvirket nok af vejret til at have løsnet sit greb. De store bryster, som Fabian ikke ligefrem gik rundt med ofte, hoppede lidt, og kortvarigt distraherede både Rolf og Louis. De havde også været faretruende tæt på bare at hoppe ud af skjorten. Hvis det var sket, havde Fabian nok haft flere problemer. Byvagterne var ikke begejstret for ham trods alt.

”Jeg kan sagtens sørge for lidt af den, hvis I gør det samme,” sagde Fabian, nu når han officielt var inviteret med. Når de var et lidt mere tørt og sikkert sted, så kunne han måske også endelig få lokket noget ud af dem. Deres punge så i hvert fald ud til at være tungere end de fleste.
Han var også hurtig til at snuppe armen han blev givet af Aldamar, til Rolf's store frustration. Man kunne se det malet i hans ansigt. Han ville i hvert fald gerne tage skøgen tilbage fra Aldamar, som nu havde fået opmærksomheden ved at pointere han var prins, virkede det i hvert fald som om.

Som de bevægede sig over mod kroen, begyndte regnen også at falde mere og mere. Folk rundt omkring på markedspladsen skyndte sig at søge ly, og den lille gruppe måtte også skynde sig. Desværre bar Fabian hvidt stof, og da de endelig nåede kroen, var det meste af skjorten gennemblødt, og det efterlod virkelig ikke meget til fantasien.

Havde Aldamar ikke set det sjove i at bruge sin medfødte titel, havde han slet ikke gjort det til at starte med. Men nogle gange var det så forbandet morsomt at kaste lidt omkring, og han ville bestemt heller ikke benægte at opmærksomheden der fulgte med - både fra mænd og kvinder, kunne være dejlig underholdende. Men det sjoveste var når det forpurrede planer for en mand som Rolf, der benyttede sig af præcis det samme trick med hans egen greve titel - og ofte endda. Nu blev han bare lidt tilsidesat, og det talte til den mørkhåredes vigtighedsfølelse da han tog Fabian i armkrog. Et eller andet sted blev der sagt at det var en aftale inden at de gik. 
Aldamar's skridt var en anelse flyvske og i den anden hånd havde han taget sit krus med øl med sig, som han sørgede for at få drukket inden de nåede til kroens dør. Turen var kort, og imens var der noget studerende over Aldamar's (nogle gange lidt svømmende) blik, der små-skeptisk - og selvfølgelig uden at mændene bagved dem så det, løftede et enkelt drillende øjenbryn da han kiggede op på Fabian. "Så store?" mumlede han næsten kritiserende som kommentar på de hoppende bryster han havde taget med sig idag, men måtte indrømme at de trak øjne til sig - de var jo over det hele. Men så igen, han havde ikke ligefrem været ikke-flamboyant på noget tidspunkt, selvfølgelig skulle hans bryster også være det.

Da de endelig ankom til døren var det med en god potion regn over sig... og havde Fabian været nok enhver anden kvinde end den han var, ville Aldamar for længst have lagt sin egen jakke over hende af ren pli og høflighed. Men noget i hans selvtilfredse ansigt sagde ham, at det ikke gjorde ham så meget med den hvide skorte, og med en opgivende hovedryste åbnede han døren for at lede hele selskabet ind i den buldrende stemning der omgav den lystige kro.
De var ikke de eneste der havde fået den idé, så der var godt fyldt! Dog skulle der ikke mere end et enkelt blik på selskabets beklædning - måske med undtagelse af Fabian her, for at konstaterer de ville være for værdifulde ikke at skabe plads til, og kroens ejer ledte dem med et smiskende smil hen til et ret få fint hjørne at sidde i og tog deres bestillinger. 

Aldamar var en af de første til at sætte sig, skarpt forfulgt af Rolf. 

På turen trak Aldamar kortvarigt Fabians opmærksom til sig, som der blev henvendt til hans bryster. Han kiggede selv lidt ned på dem, før han kiggede på Aldamar igen. ”Det er vigtigt at have noget handle med,” hviskede han tilbage, og satte lidt mere energi i hans næste skridt, for at få dem til at hoppe lidt mere.

Kroen var proppet, og hvis Fabian ikke allerede havde udset sig aftenens fornøjelse, så ville han nok have været på tur herinde. Man kunne også se som han kort kiggede rundt i kroen. For de fleste nok bare et blik, men for dem der kendte ham, ville vide, at det ligeså meget var et blik efter at se om der var nogle værdige kunder, selvom det hurtigt landede på Aldamar igen.
Lidt underligt var det dog alligevel for Fabian, som det faktisk blev gjort plads til dem, selvom han var mere utilfreds med at han nu faktisk også havde en stol. Til gengæld blev han pænt klemt ind mellem Rolf og Aldamar. En fin plads så han kunne lægge en hånd på Aldamars lå, og fik samme behandling af Rolf på den anden side. Besidderiske møgunge.

”Der var vådere udenfor end jeg havde regnet med,” sagde Fabian og tog sin frie hång og hev lidt i skjorten, i hvad der lignede håb om at den ikke ville klistre på meget. Ikke til særlig meget held, andet end at gøre drengene mere opmærksom på den kæmpe barm han bar rundt på.
De kunne i det mindste lige komme halvvejs i deres drikkelse, inden han ville begynde at spørge om der var nogen der ville afhjælpe ham med tøjet.

Fabian blev mast ned imellem de to mere bredskuldrede mænd, og med en fornøjet brummen følte han en enkelt lille hånd på låret, og kunne med et skævt blik konstaterer at Rolf var af samme tanke; bare ikke på hans lår selvfølgelig. Øllen blev skummende smækket på bordet de sad ved, og med et noget fornøjet grin greb Aldamar omkring sit eget krus, for at skåle med selskabet - Fabian havde endda fået sit eget, han var trods alt den eneste der var 'bagud' på den front.
"Jeg synes det var lige tilpas vådt" kom det som en smålummer kommentar fra Kristoffer, der dog ikke var den eneste der havde et skamløst blik over hele Fabians projekt med trøjen, og Aldamar grinede lidt invendigt. Jah, det var vidst vigtigt at have noget at handle med. "Jah, tænk hvis du havde skulle gå rundt derude... alene og gennemblødt... det havde været helt forfærdeligt" sneg Aldamar en kommentar ind som tilføjelse, og støttede sit hoved til den ene hånd idet han lænede sig ind over bordet.

Et sted i baggrunden blev de første anslag til lidt munter musik sat på, og kortvarigt overvejede arys prinsen om man kunne komme med forslag til hvad skaldene skulle synge af sange. Men han fik ikke lov til at overveje længe, inden at Rolf med hvad der nok skulle være drillende prikkerier prøvede at hive Fabian lidt tættere på sig selv, og Aldamar stoppede sig selv i at fnyse irritabelt. Skulle han virkelig sætte en fod i jorden?
Kort stivnede Aldamar i hvad der måske var en erkendelse, inden at han undrende mødte Fabians blik i en overvejende mine. Ville han have ham til at stoppe Rolf, eller var det underholdende?

Fabian kiggede over mod Kristoffer som var den der kommenterede at det var tilpas vådt, før han kiggede ned hvor Kristoffers øjne var landet, og smilede så lidt forlegent, som han trak sig lidt sammen – hvilket bare gjorde det værre. Til alles glæde, bortset fra måske Aldamar.

Han tog kruset med øl og tog en tår af det. Heldigvis den første i aften, da han ingen planer havde om at blive fuld med potentielle kunder, før Aldamar endnu engang tog hans opmærksomhed. Det føltes lidt som om Aldamar kommanderede folkene omkring ham, når han talte. Måske det bare var sådan man var, når man var førstefødt af en fyrste?
”Det ville ikke være så godt, selvom jeg nu stadig er ganske...” mere fik han ikke sagt, som han var i gang med at læne sig mod Aldamar, men Rolf hele tiden kommanderede hans opmærksomhed.
Et kort øjeblik så Fabian små irriteret ud, som var han lige blevet forstyrret i sit aftensmåltid han havde set frem til, men ligeså hurtigt det var kommet, forsvandt det igen, og smilet var tilbage på læberne af ham. Han gav to klap på Aldamars ben, før han lænede sig lidt væk fra Aldamar igen og kiggede mod Rolf. Det virkede ikke som om at Aldamar var synderlig interesseret i at Rolf tog Fabians opmærksomhed, men så lang tid at ingen havde lagt penge på bordet, så var alle desværre stadig åbne, selvom Fabian havde en præference om hvem han ville bruge natten med.

”Hvad er der?” spurgte Fabian, og lod endelig Rolf trække ham lidt tættere på, hvilket også resulterede i at hans hånd mistede sin plads på Aldamars lår, mens en meget beskyttende arm fik lagt som om Fabian. Betød det at det ville kræve arbejde på at komme ud af grebet endnu engang. Jo hurtigere Aldamar tog sig sammen, jo bedre. Fabian kiggede mod Aldamar for at se hvilken reaktion der ville være.

Aldamar følte sig selv smil en anelse bredere da Fabian begyndte at læne sig imod ham, og gjorde ingen tegn til at rykke sig fra den indsmigrende bevægelse. Tværtimod var den velkommen, og selvom ordende ikke nødvendigvis betød ligeså meget som tonen, lyttede han skam stadigvæk. Derfor var det også med samme glimt af irritation at Rolf endnu engang afbrød den stille flirten, og med et stik af misfornøjelse skiftede opmærksomheden endnu engang plads. Hvor var det anmasende. Men han forstod godt at opmærksomheden ikke var hans før han købte sig til den, og selvom Aldamar ikke nødvendigvis havde været eller ville være bleg for at gøre det, kunne han trods alt mærke at det krævede i hvert fald en enkelt øl mere at nå til det punkt. Af en eller anden grund ville han ikke fremstå for let tilgængelig for Fabian, hvilket i og for sig var selvmodsigende.
Foran dem var de andre i selskabet selvfølgelig faldet i snak, og med en lille prikken på den ene hånd blev Aldamar også næsten hevet ind i en anden samtale om en vigtig gradbøjning af 'hvornår man virkelig var fri' - eller noget andet der mindede om, og så til at starte med kun ud af øjenkrogen hvor omfavnende Rolf nu blev.

Manden lagde nemlig - modsat Aldamar lidt selvhøjtidelig arrogance, ikke ligefrem fingre imellem hans betagelse af Fabia, og forventede i den dur også at få noget tilbage. Nu med den mørkhårede adelssøn en anelse optaget. Snigende lirkede han sin krop mere i en skrå vinkel overfor kvinden, og armen omkring hende møvede hende nu langsomt imod hans lår - en invitation til at lægge benene mere omkring hans. "Ikke så meget. Jeg synes bare du har det med at blive ufokuseret, lille dame" lo han, og rystede med påtaget skuffelse på hovedet. Hånden om ølkruset blev sluppet, for at lade den hvile på Fabian. "Er det med vilje, at du er det?" fulgte han nysgerrigt op med, måske også en anelse snagende til hvorfor Aldamar havde interesse for hende.
Han plejede at holde sig til de drillende kommentarer når de var ude på den her måde, så det var trods alt underligt at se ham gøre mere end bare grinende at give dem ret i deres lummerheder. Det skete så absurd sjældent. 


Nok mest af alt fordi Aldamar kun legede med omkring damerne, hvis det var for at sætte et godt billede op af sig selv. 

Normalvis elskede Fabian denne her opmærksomhed, men der var bare noget irriterende over at blive forstyrret i at snakke med Aldamar, i at flirte med ham. Det var jo ikke engang som om at Aldamar faktisk ville købe sig til at have sex med Fabian. Sidste gang måtte han jo finde en anden kunde for at få alt energien ud af kroppen efterfølgende.
Det var også lidt med de tanker, at Fabian bestemte sig for, at han ikke helt kunne vente på at Aldamar tog sig sammen, hvis han nogensinde gjorde. Han var kommet her for et mål, og Rolf virkede stadig som en mand med penge på lommen. Han måtte være god nok for i aften.

Han lod sig flytte lidt nærmere, så de praktisk talt var klistret op af hinanden, og Fabian lod sig læne lidt ind i hans omfavnelse. Han snakkede dog ikke lavmeldt, måske lidt for at stikke i Aldamar. ”Nej, men jeg vil jo bare tjekke at jeg vælger den rigtige her til aften,” sagde han og lagde endelig en arm på Rolfs lår. ”Du mener måske at du er den rigtige?” Han spurgte næsten helt uskyldigt, men hånden gled lidt længere op, og han måtte styre sig for ikke at kigge mod Aldamar. Dog vidste Fabian også godt at langt de fleste mænd havde en form for ejerskabsfornemmelse. For nogen var den større, og Aldamar havde virket interesseret. Ellers måtte de jo snakke en dag hvor Fabian ikke var på arbejde, eller havde fanget interessen af en af Aldamars venner.