Dianthos by indeholdte så mange flere oplevelser end Nemesis i begyndelsen havde regnet med. Selvfølgelig var ferierne til byen altid præget af oplevelser, selvom det nogen gange kunne blive en smule tørt når Hecate slæbte en fra den ene historiske bygning til den næste. Alligevel havde hun altid nydt til fasters selskab og kun skjult ladet et smil vokse frem når hun fik gejlet sig selv op om uanstændighederne i byen. Men hun havde selvfølgelig ret. Uanstændig opførsel var at finde overalt i byen, og siden Nemesis var flyttet hertil, havde hun alligevel forsøgt at undgå det meste af det.

I stedet havde hun fundet andre oplevelser! Det havde ikke taget hende lang tid at finde frem til de adelige kredse i byen, og dannet sig bekendtskaber, enkelte endda strækkende til begyndende venskaber. Det var også et af disse nye bekendtskaber der havde fået overtalt sin fader til at holde en fest for alle de unge adelige i Dianthos. Eller i hvert fald dem som stadig var frie til at feste og ikke var blevet giftet væk i løbet af de første forårsdage. Nemesis forholdte sig stadig rolig på den front - ingen grund til at vække faster vrede over hendes afstand fra giftermål.

Aftenen var også fyldt med fine kjoler, pæne frakker og dejligt mad. Nemesis var iklædt en mørkrødlig kjole med lange bredde ærmer som kunne tage opmærksomheden væk fra de tætsidende sorte handsker der dækkede hendes hænder. Hendes hår havde fået lov til at sidde mere frit.
Alkohol var selvfølgelig også serveret, men alt med måde. Nemesis følte i hvert fald hurtigt at alle holdte en smule øje med hvor meget hver enkelte af de unge mennesker indtog. Hvilket mest fik sig til at holde sig fra de våde drikke og i stedet fokusere på at snakke med dem omkring sig. Alkohol sagde hende alligevel ikke så meget.
Faktisk endte Nemesis med at stå sammen med en veninde på sin egen alder der fablede om hvor lang tid det havde taget hendes far at finde en ordentlig mand, men det havde virkelig været ventetiden værd. En samtale der diskret fik Nemi's øjne til at følge rundt i den større balsal og kun svare med de rigtige lyde når der blev stille for længe fra den anden. Indtil den anden kvinde blev kaldt andet steds og Nemesis stod alene i den bredde døråbning til balkonen. Hun drejede blikket fra forsamlingen og kiggede ud i det svagt påbegyndende mørke der var ved at sænke sig over byen. Langsomt som solen gled ned bag bjergene i horisonten.

Efter at Neagu var kommet i havn med hans skib, med en knækket mast. Havde hans elskede skib, ligget i vandet uden nogen udsigt til at komme ud på en rejse inde for den nærmeste fremtid. Dette havde først gjort, at han havde lukket sig selv inde i kahytten med en del flaske rom; mest af grunden til at nu havde moderen haft rig mulighed for at plage den unge blonde mand, omkring at han snart skulle giftes. I sådan en grad, at arrangeret ægteskab var noget som moderen til sidst havde truet med. Som om det ikke var nok, at søsteren havde måtte lide den skæbne. På trods af at de virkede til at have det ganske godt sammen, havde det bestemt ikke været noget som han havde brudt sig om. Da ingen nogen sinde ville være god nok til hans søster.

Så hvad skulle man så bruge dagene på, ud over at spise, drikke vin og selvfølgelig hygge sig med nogle smukke damer. Faktisk så havde ugerne ind til videre, været ganske begivenhedsrige. Han havde både mødt den famøse Pax, lederen af ulveklanen. Set Evlyn som han bedre kendte som ravnen. Mødt en ustabil halv ork kvinde, der havde haft brug for nogen som lagde et øre til hendes problemer.
Men foruden alt det, så havde han mødt nogle søde adelspiger, som havde inviteret ham med til deres fest. Nu troede de jo selvfølgelig også at han selv var en adelig lige som dem.
Neagu af Sandfell, en ung mand endnu ikke gift. Første fødte, til at overtage et lille foretagende inde for nogle smaragd miner. Det var utroligt, hvad man kunne få folk til at tro på, så længe man var charmerende nok.

Men han var trods alt stadig en mand, der viste hvordan man gjorde en entre. Og ved at gøre den bedste entre, så kom man ikke til tiden. Man kom når festen var noget et punkt, hvor alle var begyndt at kede sig en smule. Så de længselsfulde blikket var rettet imod døren, i håb om at noget mere interessant ville træde ind igennem dem.
Og det skulle folket jo ikke snydes for!
Så ind trådte den charmerende blonde mand, iført flotte mørke grønne rober, der sad tæt omkring hans robuste statur. Mørke grønne læderbukser, der næsten lænede over i sorte. Og nogle sorte læderstøvler der gik op til knæene. Hans hår var i dagens anledning, skubbet tilbage med en våd kam så håret lå flot og bølgede ned over nakken.
Hans tofarvede øjne, betragtede mængden inden han gav et stort smil og meldte sin ankomst. Flere af mændene kom straks hen og gav ham hånden, som han glædeligt tog imod.
Flere af pigerne, stod også og smilede, som han blinkede til dem, vente de sig fnisende væk. Men, festen virkede ikke helt til at live op alligevel. Det var også her, at hans blik faldt på en enlig skikkelse ved balkonen, hans bryn hævede sig, der var noget absolut dragende ved hende. Og han måtte indrømme, at fødderne havde besluttet sig for at gøre hendes bekendtskab, før at hans hjerne helt havde processerede det.

“God aften frøken?” kom der med en blid undertone, selvfølgelig stadig ganske charmerende, Som han bøjede sig ved at ligge en hånd på ryggen og en anden på brystet. Med et smil rejste han sig op igen. “Mit navn er Neagu af Sandfell, jeg tror ikke har jeg gjort mig bekendtskab med dem før?”

Noget af stemningen ændrede sig, som en nyankommende gjorde sin entre. Nemesis vendte sig halvt i døråbningen og så de unge mænd komme hen og hilse deres, hvad hun antog, kammerat velkommen og flere at kvinderne var også begyndt at flokke i små klynger på let afstand for at betragte den nyankommende. Hun løftede let et øjenbryn. Det var ikke fordi han så dårligt ud, det kunne hun godt fornemme selv på den afstand hun stod, men det var ikke noget hun ville hen og kæmpe for. Specielt ikke når hendes tanke og udsigter til at blive gift, var ifølge hende ikke eksisterende. I modsætningen til mange af de andre unge kvinder til festen. Hun vendte sig derfor igen og så tilbage ud til aftensolen.

Lyden af rolige fødder mod trægulvet fik Nemesis til at dreje hovedet ganske få centimeter til siden imod lyden. Hun var klar over at hun ikke længere var alene, men hun drejede først sine klare isblå imod ham som han talte. Et øjeblik strøg overraskelsen over hendes træk. Han var gået hen til hende? Den person som stod mutters alene og ikke havde forsøgt at tilegne hans opmærksomhed. Det kom virkelig bag på hende.
Hun drejede kroppen og nejede, som forlangt af hendes opdragele. "Godaften herre. Nej, jeg tror ikke vi har mødt hinanden før" gav hun ham ret og kom med et forsigtigt smil. Der var et eller andet over ham. "Mit navn er Nemesis Reier" afslørede at hun var adelig, men ikke af nær så høj stand. Hun var ikke adelig af noget, kun en velanset slægt der havde fået en højtstående plads i samfundet.

Et ganske blidt, men selvfølgelig stadig charmerende smil. For hvis der var noget denne mand besad, så var det spandevis af charme. Ja selv form for gratie kunne ses i denne unge herre, som han stod og betragtede den nydelige dame der var foran ham. “Nemesis” han næsten smagte på hendes navn, og lagde hoved på skrå. “Ja det er bestemt ikke navn man høre ofte” svarede han ærligt, og gav hende et endnu bredere smil “Hvilket i sig selv er fantastisk - lige så smukt som kvinden der ejer navnet” Han lagde sine arme beg ryggen, mens han betragtede hende indgående. Det var ganske tydeligt, at hun var blevet overrasket at han havde fundet vej hen til hende. Måske ønskede hun slet ikke selskab? Eller var det bare ham der havde bildt sig selv noget ind. Han ville dog gå med mavefornemmelsen og sige det første. 
Reier, hvor havde han hørt det navn før. Reier, Hecate Reier? Oh ved alle Zaladins lange hængekugler og nosse hår, hun måtte være i familie med den gamle krage. Smilet blev kort en smule anstrengt, men hurtigt forsvandt det igen. “Jeg kan se at de intet har at forfriskende dem på, må jeg tilbyde min assistance for at få rettet op på det? Noget de kunne tænke dem?” Sagde han med et indbydende smil, som venlige øjne lagde sig på hendes ansigt. Med visse adelige kvinder, kunne det ikke nytte noget at indtage deres skikkelser, som var de lystpigerne nede ved bordellet. Så i denne anledning, burde han næsten få en guld medalje over hvor ordenligt han anskuede den ganske smukke kvinde der stod foran ham.

Nemesis var nået overrasket over opmærksomheden, og selvom du næppe fik hende til nogensinde at indrømme det, fik det charmerende smil og den tydelige interesse i hende, hende til at føle sig speciel. Af alle til festen valgte han hende. Hun forstod stadig ikke hvorfor, men det ville da være uhøfligt ikke at tale med ham.
Hun holdte selvfølgelig stadig sin afstand, men tog sig lidt tid til at kigge ind i de to forskellige øjenfarver. Det havde hun aldrig set før, og det gav ham noget helt specielt de andre ikke havde.
Hun smilede og mærkede sig selv sætte noget hår om bag øret som en forlegen teenager. Det var en ny fornemmelse. ”Hvor er De sød.” hun plejede ellers ikke at være kort for ord, men hun kunne godt mærke at han på en eller anden måde formåede at ramme hende uden hun helt havde en chance. Hun ville ikke sige feje benene væk under hende, men jo måske var det var sket. Nej, nej nej! Det skete altså kun i eventyr sådan noget! Hun var en voksen kvinde, som levede i en moderne tid! Det var ikke noget med prinsen på den hvide hest der bare kom ind ud af ingenting og så var man for evigt sammen. Hun havde da for meget realisme til at tænke sådan. Og det havde hun også, men noget havde han sat i gang.

Den lette anstrengthed i hans smil fik Nemesis til at bekæmpe at more sig tydeligt. Man kunne godt let se det i hendes ansigt der blev bekæmpet i at smile lidt for underholdt. Det var ikke pænt at tænke sådan, men hun vidste hvad grunden var. Det var hendes faster. Hun havde noget af et omdømme i Dianthos! Og det var ikke, langt fra faktisk, positivt.
Med hans tilbød ramte frygten så for at han fandt en undskyldning for at gå igen på baggrund af hendes efternavn og dermed den familie hun var havnet i. ”Åh, øh. Jo tak, lidt hvidvin ville være rart” dessertvinen var sødere, men den havde også en ond tendens til at gøre hende ør i hovedet. Så ville hun hellere holde sig til noget der smagte udmærket, men ikke så godt at hun ikke holdte øje med hvor meget hun drak. Men det krævede selvfølgelig at han kom tilbage til hende efter den forfærdelige opdagelse han havde gjort sig.

Han bukkede igen, blinkede med det egne øje. “Frøknens ønske skal være mit at opfylde - jeg er er tilbage om ganske få øjeblikke - gå nu ikke for langt væk” med disse ord, vente han rundt på hælen og søgte ind i festen for at finde forfriskninger til dem. Et glas hvidvin som den nydelige kvinde havde bedt om, og et glas rødvin til ham selv. 
Især hvis de havde en af dem, som der var en smule mere fyldige i smagen. Han spankulerede ganske enkelt også rundt, som om han ejede stedet. Men stadig i en maner, hvor at smil blev kastet hans retning. Han stoppede da også kortvarigt op, for at snakke med kvinden der var grunden til de alle var samlet. Det ville jo trods alt være uhøfligt andet. Men derved ikke sagt, at han også undskyldte sig så hurtigt, som de sociale omstændigheder nu tillod ham. Altid med de mange regler, og høfligheder man skulle tage i mente. Derfor var han nu meget glad for, at han ikke var født ind i en adelig familie. Det ville blive trættende og kedeligt i længden - så hvis det havde været situationen ville han nok ikke været en særlig god adelig mand.

Han vente tilbage, med et glas hvidvin og rødvin. Spejdende efter hende, men hun stod ikke det samme sted som han havde efterladt hende. En lille fornemmelse, spillede dog i hans mave, som han trådte ud i den friske luft og fandt hende stående på balkonen. Han rømmede sig, og rakte et glas frem til hende. “Et glas hvidvin som lovet - noget spændende at spejde på nattehimlen?”

Nemesis smilede og satte endnu engang lidt hår om bag øret. Hvad gik der af hende? Sådan opførte hun sig ikke normalt når nogen kom hen til hende. Hun havde efterhånden mødt lidt af hvert af unge mænd der forsøgte at komme hende nær, men ingen af dem havde været så… rare og imødekommende omkring hende som Neagu af Sandfell. Det måtte være noget hun bildte sig selv ind. Det var væk igen i morgen og han ville uden tvivl havde fundet en anden af bedre stand og mere interessant end hende, men derfor kunne hun godt nyde aftenen. Hun havde jo heller ingen hensigter om at lade sig forføre!

Imens hun ventede begav hun sig med langsomme og rolige skridt ud på balkonen. Luften var frisk og en smule kold da foråret stadig var nyt og sommeren kun på vej. Hun trak armene lidt omkring sig, for kort lige at vende sig til den skiftende temperatur, men endte med at stå med hænderne hvilende på kanten og se ud over byen.
Hun stod en smule i sin egen verden, som hun hørte ham rømme sig bag sig. Hun vendte sig og mærkede af en eller anden årsag en nervøsitet blomstre frem. Nej, hvad var nu det?!
”Mange tak” hun tog imod glasset og sippede kort til indholdet for at smage, inden det endte med at hvile mellem begge hendes behandskede hænder. ”Stjernerne er på vej frem – Jeg kan godt lide at finde stjernetegn” svarede hun og mærkede nu at hun blev forlegen. Det lød så barnligt i hendes øre nu hun havde sagt det højt. Hun mærkede igen trangen til at børste noget hår om bag øret, som hun gjorde når hun var nervøs. ”Det er ikke så nemt her i storbyen, men jeg gjorde det også mest da jeg boede i Medanien” der havde også været mere stille. Selvom det var fredeligt på Balkonen kunne hun stadig høre noget af byens larm. Den var ikke helt gået til ro endnu.

Han nikkede opmuntrende, som hun fortalte at hun godt kunne lide stjernerne. Eller tegn der kunne findes oppe på den mærke nattehimmelen, han måtte erklære sig enig. Der var noget helt fantastisk ved at kigge op på himlen, og så udforske hvad der var at finde i uendeligheden. 
Han lagde ikke rigtig mærke til, at hun var forlegen omkring at han var til stede. Mest af alt, fordi han stod og nød sit glas med rødvin, som han betragtede det hun havde kigget på før.
Det kom ikke bag på ham, at hun havde boet i Medanien, så vidt han vidste var det også der adelslægten hun kom fra - der fra? Eller huskede han noget forkert. I hvert fald havde han allerede regnet med dette. 
“Jeg sejler selv en del, med vores handelsruter - jeg har svært ved at blive fanget et sted” grinede han, igen brugte han brudstykker af sandheden - så løgnen kom nemmere til ham. 
“Og når man er på havet, er nattehimlen noget af det smukkeste du kan finde.” Han fugtede læberne, satte glasset fra sig og satte sine hænder fast på balkonens gelænder. Blikket rettet sig op, lagde hoved på skrå. “Kan de så udpege nogle ting mig?” Sagde han med et smil på læben, som hans øjne vente sin opmærksomhed på Nemesis i stedet. “For, jeg ville da hellere stå her og kigge på stjerner med, især når så smuk en står ved siden af mig.” Hans skæve charmerende smil, det lille blink med øjet. Viste hende, at han godt smurte tykt på, selvom han havde ment det. 
Hun var en ganske smuk kvinde. Det måtte han i det mindste fortælle. 

Nemesis kiggede let til siden, og på intet tidspunkt overvejede hun at han løj for hende, for selvfølgelig gjorde han ikke det. Det var jo ikke noget anstændige unge mennesker i adlen gjorde. ”Oh, De må opleve meget af verden?” hun selv havde ikke været mange steder, og man kunne se nysgerrigheden i hendes blik. ”Er det fordi man kan spejle stjernerne i havet?” hun kunne forestille sig det var derfor, og hun ville gerne opleve det engang. Hvis hun fik lov. Hun havde aldrig været på en båd, og hun havde aldrig haft brug for at komme ud på havet. Ikke for andet end eventyret. Det kom aldrig til at ske, det hørte sig trods alt ikke til.
Nemesis kiggede lidt ned på vinglasset som hun snurrede forsigtigt mellem to fingre, før hun tog en tår af hvidvinen. Den havde en let sur smag, holdte hende vågen på en eller anden måde, og afholdende fra at drikke for meget.

Nemesis drejede blikket ned fra himlen igen og smilede et forsigtigt smil inden hun blødte op i en mild latter over hans næste ord. Hun prøvede at afholde sig fra at rødme igen, men selvfølgelig kunne hun ikke helt holde det tilbage selvom hun aktivt prøvede. Men hun morede sig også lidt over hvor tydeligt det var. Havde han virkelig ingen skam i livet? Det burde havde generet hende, for det var jo ikke anstændigt så hurtigt at lave tilnærmelser, men det var nu også virkelig forfriskende. Hun havde ikke prøvet det før, og det behagede hende faktisk.
”Jamen, hvis De kan fjerne blikket fra min stjerneskønhed, så er søhesten begyndt at komme frem på himlen” Hvorfor hoppede hun med på vognen? Hvordan det var lykkes ham at få hende til at svare på den måde, uden at hun pakkede sig ind i sin opdragelse, måtte skyldes den friske luft og virkningen fra hans charmerende smil. Hvorfor følte hun et kort øjeblik hun gik længere og længere ud i vandet hvor fødderne snart havde svært ved at nå bunden?

Han nikkede sagte som hun kommenteret på, at han havde måtte opleve meget af verden. “Ja, det må jeg erklære mig skyldig i.” Grinede han, og havde stadig sine øjne fæstnet imod hendes skikkelse. Om det var fordi at man kunne spejle stjernerne i havet? Han trak på skuldrene, hvem vidste - det gjorde han i hvert fald ikke. “Måske?” Svarede han ganske ærligt - “Måske er det også fordi nogen steder på havet, så er det så urørt af menneskerne.” Sagde han med et smil på læben, og vente så endelig sit blik tilbage op mod himmelen. Det var næsten forfriskende.
Og med det mente han, at selvom hun lige som så mange andre kvinder før hende - havde svært ved at modstod hans naturlige charme. Så lod hun sig ikke nødvendigvis bare falde i med begge ben, han fik trods alt stadig lidt modstand. Han skulle stadig kæmpe for det. Og det, gjorde han gerne. 
Selvom han allerede havde ladet blikket gledet væk fra hende, så måtte han le - ja han havde ret, hun var ikke bare sådan lige at løbe om hjørner med. Han trådte et skridt tættere på - ikke alt for tæt. For sådanne ting, skulle gøres ganske nænsomt og uden de helt opdagede det. “Hvor henne siger de?” Spurgte han, som ville han havde hende til at udpege det for ham. Hans blik gled hen over stjernebilledet - og selvom at han havde fundet det, ville han nu alligevel udnytte muligheden for at få hende til at glide lidt tættere på ham. Eller, få en idé om hvad hendes mening om kontakt med andre var. 

Nemesis drejede sit blik fra himlen for at kigge på Neagu igen, som han svarede. Uberørt af menneskerne. Det var der formentligt ikke mange steder tilbage i verden der var. Ikke hun havde set overhovedet. "Det.. lyder fantastisk" svarede hun ærligt som blikket gled tilbage på himlen. Måske det i virkeligheden var hvad der fascinerede hende så meget ved stjernerne. De var uberørt af menneskehånd og uopnåelige. "Og fredfyldt" tilføjede hun lavmældt, næsten hviskende som hun så med et drømmende blik op, en kort stund.
Hun mærkede et kort øjeblik at kroppen spændte sig op som han kom nærmere, men det var kun for et kort øjeblik. Han havde stadig en anstændig afstand til hende, så der var intet at være nervøs for. Ikke endnu. Nemesis var også overbevidst om at han på ingen måde kunne finde på at springe ud efter hende eller røre hendes hud uden tilladelse. Det var ikke anstændigt og han var en anstændig, dog meget charmerende, mand. Ikke at hun helt ville indrømme at hans charme virkede.
Nemesis grinede let, trådte et halvt skridt tættere på ham, for at pege op imod himlen, mod en samling af stjerner der buede så de kunne sammenlignes med en søhest, såfremt man havde en god vilje. "Lige der. Ved siden af Nordstjernen" Hun trak armen til sig, drejede blikket og smilede til ham, mens hun overvejede hvordan det måtte være at sejle på havet og se natten der, sammen med ham.

Hans smil voksede til et saglig et, som han blev nostalgisk ved tanken om de rolige nætter på båden. Hvordan han havde ligget på det åbne dæk, og kiggede direkte op i den evige himmel. Den som var så stor, og havde så mange besvarede spørgmsål omkring sig. Væsner på jorden, kunne kun gisne om hvad der skete der oppe. Kunne kun selv prøve at komme med en fortolkning - men som man lå på det åbne hav, og bare tog det ind. Ja så, var man pludselig sikker på - at man aldrig ville blive klog på noget så stort og enestående. 
Han nikkede, da hun tilføjede hendes ord fredfyldt. 
Dog var hendes krops reaktion på hans tilnærmelse, bestemt ikke gået ham forbi. Og han noterede ganske hurtigt, at han skulle holde sin afstand. Hvorfor - han betragtede hende som et sideblik, måske hun kunne give ham et svar, uden at sige noget. Men som udgangspunkt - hans blik gled hen over handskerne på hendes hænder. Den måde hun var klædt på, og han blev ramt af en følelse af at det ikke bare, var fordi hun var en anstændig kvinde. Der måtte vær noget mere der stak under, måske skete der noget når man rørte ved hendes hud?
Han lagde derfor ikke mærke til, at hun selv var trådt et skridt tættere på, før at hendes arm blev bragt op og hun udpegede hvor Søhesten var. 
Han smilede stille, som han betragtede stedet hun havde peget på. Og han fandt det også meget hurtigt, med hendes anvisning.
“Tak..” sagde han med et smil på læben, og drak så en smule af hans vin. “Jeg kender de mere populære, må jeg nok stå ved.” Sagde han endelig, mens han stadig betragtede de flotte lysende stjerner. “Går ud fra de ved hvordan Cassiopeia ser ud? Men, kender de også historien?” Kom der med en stemme, der havde taget en meget passioneret ung knægt drejning. 

Nemesis var ikke observant på hvordan hans blik betragtede hendes beklædning. nok nærmere at han så på handskerne som beskyttede huden på hendes hænder. Hun var ikke sikker på at hun nogensinde ville kunne gå uden igen.
Men det var ikke der hendes tanker var denne aften. Faktisk lod hun til et øjeblik at glemme det en smule, trods underbevidstheden holdte hende i anstændig afstand af flere årsager. I stedet ville hun koncentrere sig om stjernerne. Det kunne hun forholde sig til. De var så langt ude i intetheden, og alligevel skabte de noget som de kunne betage. Hvad end nattehimlen så egentlig var.
"Ja, men jeg kender ikke historien nej" svarede hun ærligt som hendes blik kort gled over Cassiopeia, for at lande på Neagu. Entusiasmen og passionen der begyndte at blomstre frem som han talte, fik hende til at smile en smule mere.
Som var dette en historie han havde fået fortalt som barn og bragte ham glædelige minder. Hun drejede med smilet stadig plantet på læberne, blikket tilbage op på de lysende stjerner. Gad vide om historierne overhovedet var sande.
En ting havde dog ramt hende. Fortsatte han historien med samme passion, ville hun havde svært ved at fastholde blikket mod himlen der blev mørkere og mørkere som tiden gik, og i stedet fokusere på den smilende mand der holdte hende med selskab.

Han smilte bredt, som hun erkendte hun ikke kendte historien.
Først kastede han sig dog ud i de mange navne, som Cassiopeia havde haft. Hvordan at man i Rubinien havde kaldt den kamelens ryg. Eller Nordlandet, var en kurv med sælspæk. Ja, blandt forkynderne kunne det også beskrives som guds trone. Fordi det var den mest synlige stjernebillede på himlen. Den var altid nem at finde, hvis man blot kiggede op. 
De tofarvede øjne, kiggede næsten længselsfuldt op på himlen. Og pludselig var det ikke længere et skuespil, dette var Neagu - krystalfattige, men rigt på livet Neagu. Ham der kunne fortælle en historie, så selv de yngste lyttede med uden tøven. Manden, der pludselig havde et hjerte der havde noget at byde på. Og ikke bare smarte bemærkninger, og lidt rap i kæften. Men en mand, der faktisk havde styr på sin historie - og havde han gidet, kunne han måske havde været en kendt historikere. Men sådan var det ikke gået, lige som så mange andre ting.
Havde skæbnen taget en anden retning, havde han måske oprigtigt kunne stå ved siden af hende. Som major i lysets hær. En mand, med en titel til sit navn - og en som kunne gifte sig væk til en nydelig ung kvinde som hende selv. 
Sådan forklarede han historien omkring den smukke dronning Cassiopeia, der fødte datteren Andromeda. Kvinden der voksede sig lige så smuk, om ikke smukkere end sin mor. Hvordan de var gået på strandens sand, og moderen havde udbrudt at havets bølger var grimme sammenlignet med datteren. Dette hørte Poseidon, der blev rasende og sendte havuhyret Cetus for at hærge kongeriget Jobba. Men for at mildne Poseidon, valgte Cassiopeia at hænge sin egen datter fast på klipper så at havuhyret kun ville tage datteren. 

“Og historien fortsætter så, da den heltemodige halvgud Perseus kom for at redde prinsessen. Og det stjerne tegn, kan de se der” han lagde mærke til, hvor tætte de var - trak han sig ærbødigt tilbage og gav hende et undskyldende smil. “Beklager, jeg lod mig selv rive med i historien.” Han drak en smule af rødvinen, inden han lod blikke rettet op ad igen. Det var nu fantastisk af hvilke historier man kunne finde der oppe.

Man kunne ikke undgå at spekulere over hvor han havde lært de historier at kende henne. Bevares, det var ikke unormalt at især de yngste i adelslægter tog ud på eventyr med deres forældres formue og utømmelig eventyrlyst. Eller også var han virkelig god til blot at genfortælle historier han havde læst og indskyde fakta fra andre egne. Ikke destro mindre virkede det. Nemesis var fanget i hans fortælling og jo mere hun hørte og så i hans blik af denne person, des mere indfanget blev hun.

Han var ikke den høflige adelsmand der var kommet for at tale høflig snak med hende. Han var et menneske, kød og blod lige som hende, der indeholdte samme følelser og formentlig også længsler i livet. Nok var de ikke ens, men der var stor forskel på at se en anden person i en specifik sammenhæng, til at føle man fik indsigt i hele deres person.
Hendes blik havde været på ham under hele fortrællingen, til han pegede op mod det andet stjernebillede af halvguden Perseus. Helten som reddede prinsessen som blev ofret både af og på grund af sin moders onde bemærkninger.

Nemesis bemærkede først hvor tæt de havde stået, da han trak sig ærbødigt væk fra hende. Det føltes som om at hun havde holdt vejret og hun sank en klump i halsen. Hvad var der lige sket.
Nervøst lod hun den behandskede hånd glide over sit øre, mens hun smilede. "Det gør ikke noget. Det var en.. Både smuk og sørgelig historie." hun kiggede ned på sin vinglas hun ikke havde mere eller mindre glemt under historien. "Var moren jaloux på sin datter?" nok havde Cassiopeia prist sin datter, men det havde til sidst kostet datteren livet, havde Perseus ikke reddet hende.

Han rynkede brynene sammen, som hendes sætning brød igennem og spurgte ham - havde moren været jaloux på hendes datter? Det var egentlig et godt spørgsmål, og hans blik var igen rettet mod himlen. Det havde historien vidst aldrig fortalt noget om, hvis han huskede rigtigt - men det var da et godt udgangspunkt, også igen. 
“Nogen gange gør mennesker de mærkeligste mest frygtindgydende ting, når de bliver presset.” Svarede han, uden at fjerne blikket fra himlen over dem. Den smukke mørkeblå - ja sorte himle. Hvor glimtende stjerner blinkede ned til dem, hvor de kun kunne gisne om hvad de ville fortælle. For i sandhed, var det vel bare dét. Der var ingen historie, det var noget de væsner som levede på jorden havde givet dem. Når de havde ligget under stjerne himlen, eller når deres guder var blevet snakket om havde man skrevet det ned - og hvor kom disse historier så fra, og myter omkring guder? Hvis man havde mere tanke og dykkede dybere ned i de mange sagn der var - ville man nok undres. Men Neagu var sikker på, at alle sagn, alle historier og myter måtte have en form for sandhed bag dem. De måtte vel stamme fra et eller andet, måske havde han bare så lidt tiltro til mennesker at de kunne finde på sådan noget ud af den blå luft. 
“Så om moderen var jaloux på sin datter, kan man vel ikke rigtig sige. Hun mente bare hendes eget liv var vigtigere end datterens, siden hun valgte at ofre hende - og ikke sig selv, som var personen der havde fornærmet denne gud af vandet - det er altid spændende at lære at andre kulturer lever i bedste velgående, så snart man bevæger sig ud fra Krystallandets grænser.” Grinede han halvt, og vente sig atter mod Nemesis og gav hende et skævt - men stadig, charmerende smil. Man var trods alt Neagu.

Det havde han ret i. Man skulle ikke kigge langt for at se det. Se hvordan landet lavede ofringer for at holde freden, eller gjorde mærkelige og oftest frygtindgydende ting når situationerne blev presset. Men hun håbede på at de fleste valgte med hjertet på rette sted, i stedet for for egen vindings skyld. Måske hun var naiv, og måske hun var godhjertet, men hvis hun skulle forestille sig at verden var værd at leve i, måtte hun også tro på at de fleste mennesker ville hinanden det godt.
Nemesis holdte sit blik på stjernerne og deres vidunderlige skær på den sorte himmel. En fantastisk syn, men med historien i tanker, virkede det også en smule sørgmodigt. De fleste børn fokuserede på slutningen og ikke hvordan man nåede dertil. Andromeda blev reddet til sidst, og levede formentlig lykkeligt.
"Ville du kunne gøre det?" spørgsmålet kom nærmest bag på hende, og derfor glemte hun også at tiltale ham korrekt. Hun drejede forsigtigt blikket fra himlen. "Ville du kunne ofre nogen for noget du har gjort?" ikke kun hvis det havde været hans barn, men en generel ting. Nemesis var ikke sikker på hun kunne. Ikke sikker på om hun ville være i stand til at leve med sig selv bagefter, velvidende at en anden måtte lide under det.

Han løftede sit bryn, en smule forundret over spørgsmålet - det var ikke lige det han havde forventet, ville komme ud fra hans fortælling. Men i sig selv, et ganske fortrinligt spørgsmål. Derfor tog han sig også tid til at tænke over hans svar, for som alt andet følte han at et godt spørgsmål fortjente at man overvejede sit svar. Han trak luft dybt ned i lungerne, som han lod tog fingre stryge sig hen over hans skæggede kind og hage. “Jeg ville som udgangspunkt sige nej.” Svarede han, og lod hans øjne finde hendes. “Men” han fugtede læberne, og lagde hoved en anelse på skrå. Hånden der havde strøget ham hen over skægget, gled ned i hans lomme. “Lige som alt andet, ville jeg ikke kunne vide med sikkerhed før jeg stod i situationen.” Han smilede skævt. “Dog ville jeg ønske og mene at hvis jeg stod i situationen, hvor jeg kunne ofre mig selv fordi jeg havde gjort en anden person vred - og det var min skyld, eller en person der var tæt på mig - så ville jeg vælge mig selv.” Han trak på skuldrene. “Vil dog også indrømme jeg finder livet ganske kært, så det ville ikke være en nem beslutning - måske finde en helt tredje?” Svarede han så endelig, og lo lavmeldt - det var måske ikke det bedste svar. Mens et var det bedste han kunne give hende. 

Nemesis kiggede ned på sin glas igen, pinligt bevidst om at hun havde ladet sig rive med på en helt anden måde end måske var forventet hun ville. Med den lette rosa farve i kinderne, smilede hun og godtog hans svar. "De har ret. Det er ikke noget man ved før man står der" hun løftede glasset og smagte på vinen, før hun med et lidt mere kækt blik i øjnende kiggede tilbage på ham og tilføjede.
"Desuden, hvem ville ikke også hellere være den heltemodige halvgud hvis de selv kunne vælge?" Helten i eventyret, som fik anerkendelsen og som reddede jomfruen i nød, som man sagde.
Måske det i virkeligheden var moralen bag historien. Ligemeget hvor ondt og led det hele udviklede sig til, ville der altid komme en helt og ændre det til det gode igen.
Den tanke fik hende til at smile igen og ryste diskret på hovedet. Der var trods alt grænser for hvor naiv man kunne være! Men verden havde været dejlig, hvis det havde været tilfældet. "Kan De flere stjernefortællinger?" hun ville gerne se den person igen. Den person der var blomstret frem i de charmerende træk, det varme smil og de imødekommende øjne, som han eventyrligt havde fortalt før. Der var noget over den mand, som indfangede hende. En mand der faktisk havde noget at holde sin charme i!
Ikke at det blev til mere end et yderst behageligt selskab denne aften. Hun havde jo stadig sine planer. Det skulle et par sommerfugle i maven og smil hun ikke kunne bekæmpe, lave om på!

Han lo, hjertelig og varm, da hun pointerede hvem der ikke også hellere ville være den heltemodige halv gud. “Bestemt - man vil altid helst være helten - det har de helt ret i.” Han blinkede mod hende, og trak lidt i skuldrene. “Stadig et spændende spørgsmål - bestemt meget mere spændende, end de normale jeg får. Så de må de vide, dem sætter jeg umådelig stor pris på.” Hans tunge gled hen over læberne, som han igen tog en tår af rødvinen. Havde det været hvilken som helst anden aften, med et andet selskab - havde han ikke været så tilbageholden med at drikke af vinen. Men lige nu måtte man også læse stemningen, og han ville bestemt ikke give Nemesis den bedste indtryk, hvis han blot kylede det ene glas efter det andet ned i svælget. 

Da hun spurgte om han kunne flere stjernefortællinger, kiggede han en smule eftertænksomt ud i luften. Der var vel mange, men lige nu føltes det som om at de alle sammen forlod ham. Måske var det aften der var ved at gå på hæl - han havde trods alt været længe oppe. Måske var det dét gode selskab, eller det at hun havde ledt hans tanker et helt andet sted hen - nemlig, ville han ofre nogen for at redde sig selv? 
Hans bryn knyttede sig kortvarigt mod hinanden. Inden han gav hende et skævt smil; “Ikke lige nu, måske om lidt - nogen gange give jeg mig så meget til historierne, at jeg lidt bruger alt min energi på det.” Mumlede han en smule forlegen, og lagde hoved på skrå. Måske var det også trætheden der var begyndt at tale hos den unge mand.