Chaunce lod sine sorte øjne glide henover bålet. Han brød sig ikke om stilheden, men heller ej kuskens klaprende tænder. Desuden –

Kedede han sig og for Chaunce Lochtree havde det fatale konsekvenser.

”Stop”, beordrede halvdæmonen, i det han med rasende øjne stirrede tilbage på manden, hvis kappeklædte skikkelse var dækket af et fint lag sne. ”Det er irriterende at høre på”, lød det dernæst, alt imens kusken forsøgte sit bedste og forblive stille i grottens hulrum.
Et smerteligt udtryk gled ind i menneskets øjne, i det Chaunces blodmagi greb ud efter hans skikkelse og tvang hans ben til at skridte længere ud i sneen. ”Jeg har jo sagt, at jeg ikke gider høre på det. Hvis du stopper, må du gerne komme ind igen. Jeg er ganske fornuftig, at du ved det!”, udbrød Chaunce, i det han tog en dyb indånding – som ville det gøre hans vrede nogle grader mindre – og pustede tungt ud.

”Jeg er ganske for- nej, se hvem der kommer der! Spændende!”, udbrød den kønne mand, i det han fløj op fra stenen, hvorpå han havde siddet og betragtede –

Ja, hvad i grunden var det, der kom gående? Et menneske?

Hun rakte de lillae hænder frem mod ilden, og lod dem varmes, selvom hun ikke følte kulden. Som sagt kunne hun godt lide lyset, og sugede det nærmest til sig, som hun stod der og betragtede den.

Chaunce betragtede med lige dele fascination og irritation, hvordan den lille skikkelse nærmede sig hans bål. Da hun – for det var vel et hunkønsvæsen – omsider hilste på sin vært, fnøs han lavmælt.

”Du er ikke så lidt fræk!”, hvæsede han irettesættende, som var den fremmede ikke andet end et laverestående væsen, der ikke forstod hvad Chaunce selv sagde. ”Man kan ikke bare komme anstigende i andres lejre på den måde! Man skal sige hilse først! Det er uhøfligt!”, fortsatte han, hvorefter de giftgrønne øjne atter blev sorte af indestængt raseri.

”Så gå ud og kom ind igen! Og hils pænt!”