Hun havde alligevel bevæget sig op tæt på Nordlandet, lige ved grænsen, fra Azurien til Nordlandet.  Hun kunne se nogle slotsruiner, sådan lidt længere væk fra hende. Klytië havde ladet havet bestemme hvilken vej hun kom hen denne gang, åbenbart havde havet bestemt sig for hun skulle mod Nordlandet. Hun følte sig heldig at kulden ikke rigtig påvirkede hende, ellers havde hun da haft problemer med den kulde som var her i forhold til hvor hun lige kom fra. Hun betragtede de sne dækkede bjerge, som hun vippede hovedet lidt på skrå. Hun havde smidt hendes kappe op på bredden et stykke væk, for hun havde overvejet om hun skulle bevæge sig længere ind i nordlandet. Hun ventede sådan set bare på hendes kappe blev tør igen, hun kunne også bare selv gøre noget ved det, hvis hun fik hevet vandet ud af den med hendes evner. Men hun vidste risikoen ved at gøre det, når solen stod rimelig højt på himlen allerede.

Det var aldrig til at sige, hvor meget solen ville arbejde med hende. Så hun skubbede sig selv op fra vandet et stykke fra kappen, hun var ret ligeglad med, hun egentlig bare havde noget stof på lige nu som dækkede hvad det skulle. Hun gad ikke svømme i tøj, det var for besværligt. Men kappen ville holde hende varm, og dække hendes krop mere end det hun havde på nu, nogle mennesker var bare sippet mente hun. Hendes blik vandre lidt rundt, mest af alt hun har bare lyst til at fryse noget af vandet, som hun venter. Lige nu er kappen stadig lettere fugtig, så hun overvejer om hun ikke bare lige kunne hive det sidste ud af den, for at skabe en lille istap måske. Hun fugter sine læber, inden hun folder hende ben, som hun langsomt prøver hive det sidste vand ud fra kappen, dog er hun opmærksom på sine omgivelser, så hun stopper så snart hun fornemmer noget. Hvad er hun ikke sikker på, det bare en fornemmelse der pludselig ramte hende. Hun rynker lidt på næsen, mange tog det ikke pænt når de så hvad hun kunne, så hun gjorde det normalt ikke når nogle var i nærheden.

Kulde vind og koldt vejr, det var det som beskrev Ra’s yndlings sted, nemlig der hvor nærmest ingen ville begive sig hen på grund af kulden, en af Ra’s spejder havde spottet den unge kvinde som hun havde begivet sig ud på en færten hun nok ville fortryde.

Der gik ikke langtid før spejden havde fået meddelt sin herre om denne persons færten rundt i hans område, Ra tog sin mørke kappe over sig hvor på ryggen af den bar logoet fra hans klan, normal vis ville de tag langtid at komme fra fæstningen og ud i landskabet men Ra havde så mange hemmelig tunneler der gjord at han nemt kunne bevæge sig fra A til B.

To af Ra’s vagter havde allerede gået ham i forvejen og der gik ikke langtid før de dukkede op foran hende, den ene af vagter rakte hans hånd frem og råbte “ STOP, her til og ikke længere eller det ville have konsekvenser for dig, “ var orderne der lød fra vagt 1, hvor efter vagt 2 hev sit våben frem og var klar til at gør brug af det hvis hun ikke stoppede.

Hun løfter et øjenbryn som hun ser på de to foran hende, hvor kom de overhovedet fra? Eller også havde hun glemt at være opmærksom endnu engang. Hun burde lærer at være mere opmærksom, det er hun tydeligvis ikke. Hun tager hende kappe, som hun tager omkring sig, imens hun ser lidt på den ene til den anden. De crystal blå øjne kigger fra den ene til den anden, imens hun overvejer om det virkelig var det værd at forsætte med at være her. Men hun var ikke umiddelbart bange for det våben der pegede mod hende, der var vand ikke langt fra hende, så hun ville nemt kunne komme væk hvis det eskaleret, eller det håbede hun da. Men så igen, var det virkelig værd at afsløre sig selv? Ikke rigtig det hun vidste af, sidst nogle opdagede hvad hun var, det gik ikke så godt. Det lange hvide hår hvirvler rundt i vinden, men hun bliver stående der hvor hun er, imens hun overvejer hvad dælen de to venter på som de bare står der foran hende. Samt hvorfor mente de hun ikke måtte gå længere? Så vidt hun ved, så er hun ikke på andre territorie, men hun kunne selvfølgelig tage fejl. 

Tydeligvis var det ikke en god ide, at lade vandet vise hende vej denne gang, ellers var hun ikke havnet i det her rod. "Kan du ikke se jeg står helt stille?" Spørger hun, men det kom alligevel ud lettere flabet, for hun kunne tydeligvis ikke selv se hun nok hurtigt kunne ende på dybt vand med det her. Men hun var heller ikke typen, der nemt kunne opfange hvornår hun burde tie stille, og hvornår hun kunne tillade sig at være yderst flabet og reagere udadtil. 

At begive sig rundt på disse kanter var farligt for en hver person, men faren vidste man aldrig var der før det var for sent, Ra havde fundet vej udenfor, og der gik ikke langtid før han mørke skikkelse kom til syne bag de to vagter, ide han kom op imellem dem sænkede de deres våben.

Ra gik et par skridt mod den fremmede, sådan at han stod tæt nok på hende til at hun ikke ville kunne bruge nogle former for magi, hvis det var det hun ville, for med hans evne der gjord at alle andre væsner med magi ikke var i stand til at bruge magi, så var han den stærkeste i dette selvskab, han kiggede på den fremmede med hans helt sorte øjne “ dette er mit land, hvad bringer dig på disse kanter “ sagde han roligt, men meget bestemt.

Ra var ikke en type man skulle spille smart overfor, for så ville hende hovede rulle på jorden af sneen, men det vidste denne person selvfølglig ikke.

Hun hæver det ene øjenbryn op som hun ser manden der pludselig kommer frem, men det som når han kommer tættere på at hun føler noget i hende mangler. Hendes blik går et øjeblik mod vandet, men da da der intet sker ved hun allerede hun har sat sig selv i en dårlig situation igen. Hendes blik glider tilbage på manden der nu står helt henne ved hende, hun tipper hovedet lidt på skrå. Vagterne tog da deres våben ned, det var vel noget, eller ikke. Hun var ikke helt sikker på om hun hellere ville deale med de vagter eller manden foran hende, men i og med hun virkede til at have mistet sin ene halvdel, så ville hun hellere stå foran vagterne hvor hun faktisk kunne gøre noget. 

"Dit land? Undskyld mig, men hvor skal jeg vide fra jeg er på dit land?" kommer det fra hende, hun prøver i hvert fald holde sin snerren for sig selv, da hun faktisk ikke rigtig kan li ham, hans tilstedeværelse gør hun er forsvarsløs som det er. Dog bevæger hun sig ikke nogle steder, hendes øjne fokuseret på ham, sikker på det mindste forkert og hun nok ikke kan li konsekvenserne, også alligevel. Det er vel opmærksomhed, hun havde ledt efter opmærksomhed i noget tid nu. "Ville gerne sige jeg beklager jeg endte på dit stykke land, men ærligtalt jeg kan ikke beklage for noget jeg ikke ved jeg gør forkert," hun trækker blot på skulderne, hvad ville han have ud af det? Hun kender ikke til området særlig godt, vandet bragte hende herop, det var jo så hvad hun fik ud af det kan man så sige. Alt i alt fik hun slet ikke svaret direkte på hans spørgsmål, for hun kan ikke ligefrem sige hun lod vandet tage hende et sted hen hun ikke kender, det var ikke en mulighed.