Det var ikke ofte at Catherine søgte så langt ind på fastlandet, det var uvirkeligt for hende. Hun havde brug for at have havet tæt på sig, blot for at føle sig hjemme. Hun havde det normalt godt i Fristavn, hvor skibet normalt lå til kaj og det var her hun havde de ting hun havde brug for og hun kunne give sit mandskab det som de behøvede, både vådt og tørt. 
At sidde på heste ryg var ikke noget hun havde gjort i årevis, det virkede så mærkeligt. Hun fik ondt i kroppen og det var alligevel en længere rejse fra Azurien og ned til Medanien, et par dage godt og vel, og det satte sine spor på hendes krop, det kunne mærkes og så havde hesten og hendes venskab heller ikke vist sig fra den deres bedste side af.  

Det var ikke altid nemt at komme af med et bytte fra et togt eller blot et tyveri. Når det gjaldt et togt, var der ofte for meget til at dem hun normalt søgte til i Fristavn, ikke turde røre ved det og så gav de heller ikke altid den bedste pris. Hun skulle heller ikke regne med de officielle guldsmede eller merchants, de ville slet ikke røre det. Papirer og værdibeviser var noget de ville se, før at de kunne se ægtheden og vidste hvor det kom fra, men det var ikke altid man faldt over den slags som pirat. Men et rygte havde sendt hende til Medanien, hun vidste ikke om der var noget sandt i dette - og hvis det ikke viste sig at være som det var, så stod hun nok i store problemer. 

Fredskilde var, som navnet fortalte, ret fredelig. Catherine blev mødt af en stilhed som hun ankom til byen, et par enkelte mennesker gik på markedspladsen og købte af de forskellige boder som var blevet stillet op. Hun vidste ikke hvor denne guldsmed befandt sig, så hun måtte henvende sig til befolkningen og prøve at smøre et smil på de røde læber. "Jeg søger Cerediel, guldsmeden. Ved du hvor jeg kan finde hende?" Hun kiggede på kvinden bag mad boden, som nikkede og pegede hende i retningen af butikken.

Cerediels smedje var ikke noget særligt. Den var lille, ikke direkte ved markedspladsen, som et par af de andre gjorde, og havde stadig en smadret rude fra sidste gang, nogen havde brugt ind. Det havde bare ikke været en heldig uge for Cerediel, men lige nu var hun lykkeligt uvidende om, hvilken kunde, hun snart ville få. Lige nu sad hun ved sit arbejdsbord ikke langt fra disken, som skilte forrummet fra smedjen i baglokalet. Lokalet i sig selv var ikke ligefrem lyst, men den store rude i facaden hjalp en del og det samme gjorde den lysestage, som Cerediel lige nu sad og arbejdede ved. I det store vindue var udstillet noget af elversmedens arbejde, og det lignede ikke meget elversmedearbejde. Traditionelt blev det lavet af elvere med evner for at manipulere med metal. Disse evner havde Cerediel også, men hendes var ustabile. Der var dage, hvor de virkede udmørket, men resten af tiden skulle hun være heldig. Af den grund var stilen på smykkerne, de pyntede sværdhæfter, og hvad der ellers lå fremme, ikke finde og sirlige, men der var til gengæld noget asymmetrisk, organisk over dem. Det var ikke en stil, alle brød sig om, men det var den, hun havde lært at leve med, og hun havde også efter mange år lært at holde af den.

Indbruddet havde sat en sten i hjulet på hendes planlægning, så nu måtte hun starte forfra (og forhåbentligt undgå, at hendes klient opdagede noget), men det var også det mest lyssky, hun havde gjort i en menneskealder. Om hun havde gjort noget lysskidt i en elveralder var noget andet, men det tænkte hun så lidt på, som hun overhovedet kunne.

//Sætter karakter inaktiv for nu