SOM REAKTION TIL MIDVINTERBALLET 2019

Det var nok lidt svært at se på halvløven, men hans indre var et stort roderi af imponerethed, nysgerrighed, en smule skræk og en del ærefrygt. Paladset. Han var på paladset. Og der var sne!
Hvem skulle have troet, at en simpel rubinsk kriger som ham, ville stå foran paladset, på vej ind til bal hos dronningen selv! Ikke ham selv i hvert fald, og han var gået i stå nogle meter fra indgangen, mens hans gyldenbrune øjne stirrede op ad den store bygning. Fortabt og med en stor trang til at måbe åbenlyst.

Havde det ikke været for rigmanden, der havde haft ham i sit sold de sidste par måneder, havde Sheno end ikke overvejet at tage til hovedstaden og slet ikke til bal. Han var rejst op igennem landet fra Rubinien, havde besøgt Azurien og var fortsat i landet nord for hovedstaden, men syd for grænsen til Norden. På en bakke nord for Dianthos havde han stået og set på byen, men var kommet frem til, at han ikke ville besøge den. Ikke endnu, i hvert fald. Han følte ikke, at han kendte nok til de nordlige skikke til at kunne færdes i den store by, så han var rejst videre. Her var han stødt på en rigmand, en handelsmand, der havde haft brug for hans tjeneste. Manden havde været venlig, og Sheno var, ud over sin løn, blevet betalt i tøj, syet til hans store figur, så han ikke skulle fryse når vinteren kom.

Han havde lært meget ved handelsmanden, hvilket han var meget taknemmelig for. Det var også handelsmandens idé, at Sheno drog til hovedstaden for at deltage i ballet, noget han kategorisk havde nægtet til at starte med, men til sidst havde manden alligevel overtalt ham. Han havde endda foræret ham en kappe og en pænere lang tunika i en forårsgrøn farve, der gik ned til hans knæ og havde en slids bagtil, så hans hale var fri.

Så her stod han nu, i sit pæne tøj, uden våben og rustning, uden at fryse i kulden, selvom alle andre bar mere tøj end ham. Han havde med overraskelse kunne konstatere, at hans pels var blevet tykkere i den tid, han havde været så langt nord på, og selvom han kunne mærke kulden, bed den ikke.
Han var blevet forsinket på rejsen hertil og havde kun lige nået at finde en kro, hvor han kunne smide sine ting, inden han skulle til paladset, så han havde ikke fået set byen. Han havde også næsten været mere optaget af det hvide, der var faldet fra himlen. Sne.

Nogen ramte ham med en skulder, og trak ham ud af forundringen. Personen kastede et blik på ham, inden de skyndte sig videre. Han ragede et godt stykke over de fleste, der bevægede sig mod indgangen, og selvom han var våbenløs, var han nok stadig en smule skræmmende. Langsomt tog han en dyb indånding og fulgte efter. En vagt kastede et ekstra blik på ham, men ingen stoppede ham, som han gik ind og fulgte de andre ind i balsalen. Endnu en gang gik han i stå og denne gang måbede han en smule. Aldrig havde han set noget så smukt. Og alle de festklædte mennesker. Han stak ud som en grøn plante i ørkensandet og var nær vendt om for at gå igen, for her hørte han ikke til. Men hans ben bar ham længere ind, så han endnu bedre kunne se det smukke rum.
Om muligt blev hans ærefrygt endnu større, som dronningen dukkede op og holdt sin tale. Hun var smuk. Det var en kort tale, og han hørte slet ikke rigtigt, hvad hun sagde, så betaget var han. Snart begyndte folk at danse, og han fortrak ud til siden, hvor han kunne følge med i festen uden at være i vejen eller gøre sig mere bemærket end højest nødvendigt. Han ville bruge sin aften på at betragte og suge indtrykkene til sig og regnede ikke med, at være social. Han var trods alt bare en kriger blandt fine folk.

De dansende skikkelser, der i takt til musikken bevægede sig henover gulvet var betagende at se på. Det var de selv for en mand som Hîrion, der bestemt ikke var fremmed i omgivelser som disse. Det var da heller ikke uvant for ham selv at sno sig blandt de dansende i elegante bevægelser, der kunne virke til at have være lært fra barnsben. Mange år i fine selskaber og en naturlig snilde og smidighed gjorde underværker. For nu holdt han sig dog på afstand, for i stedet at se sig omkring blandt ballets deltagere. Mestendels fine folk, selvom der da også var folk at spotte som nok nærmere var diverse følgesvende, livsgarder, tjenere og andre slags ekstra gæster, der bestemt kun gjorde selskabet mere interessant at bevæge sig rundt i. 

Med et glas vin i hånden stod han og snakkede med et ældre par han flere år tilbage havde udført et par tjenester for. Selv var han ikke ændret fra dengang, men mennesker ændrede sig meget på de små 30 år det måtte have været siden. Samtalen undskyldte han sig dog fra, da han ud af øjenkrogen fik øje på en interessant skikkelse. Det var umuligt ikke at få øje på den enorme løveskikkelse. Hîrion blev også som regel set som høj mand, men det var ingenting i nærheden af den fremmede. Halvdyr, antog elveren fra afstand, og begav sig så i retning af ham.

På vejen fik han fremskaffet sig endnu et glas vin, som han da også i en glidende bevægelse rakte den tobenede løve inden et muntert og imødekommende smil blev sendt i dennes retning. "De stod alene, så jeg formodede selskab ville være kærkomment." Han løftede som en skålende gestus sit glas inden han rettede sig selv: "Håbede. Jeg håbede De ville godtage mit selskab." Blikket løb hurtigt henover den anden. Det var første gang Hîrion havde mødt en sådan skikkelse, så det var svært ikke at være nysgerrig. Selv var han næppe til at tage fejl af for enhver der kendte til elverracen. Den høje smalle krop, tøjet af fin elvisk kvalitet og det lange hår prydet med et hovedsmykke der nok også var svært at opdrive væk fra Elverly.

(Påklædning)

Sheno var virkeligt fortabt, som han stod der, omgivet af fine folk, musik og dans. Maden duftede og der var så mange indtryk, han skulle holde styr på. At være med så mange væsner indendørs, var rimeligt nyt for ham, og hans gyldenbrune øjne fór rundt for at få så meget med som muligt, mens hans små runde ører næsten drejede rundt om sig selv. Selvom hans mave sagde, at duften af mad fra buffeten gjorde ham sulten, flyttede han sig ikke fra pladsen ved væggen. Han ville hellere betale for et måltid tilbage på kroen, end at forsøge at forstå etiketten et sted som her. Og alkoholen duftede forførende, men han end ikke tænkte på at drikke noget af det.

Ikke før en eller anden pludseligt stod foran ham og rakte ham et glas med vin. Glasset føltes fint og spinkelt i hans store grove lapper, og han turde næsten ikke holde ved det, men han så heller ikke nogen mulighed for at afvise, så han tog forsigtigt i mod det, dog uden planer om at drikke indholdet. Selvom det var et lille glas vin. Han turde simpelthen ikke.
Han løftede blikket til mandens smilende ansigt, og smilede selv.
"Selskab vil jeg ikke sige nej tak til." Han så nærmere på manden, der næsten kun kunne være af den elviske race. Sheno havde størst erfaring med ørkenelvere, men havde også mødt et par skovelvere på sin rejse fra Rubinien og hertil. Og manden foran ham måtte være af den race. Han virkede fornem, og Sheno faldt naturligt ind som den nederste i hierarkiet mellem de to. Ikke at man kunne se det på ham, men han ville opføre sig som forventet af en som ham.

Blikkene rundt og løvens positur gav et indtryk af, at han var på udebane. Så mange år med mange forskellige mennesker gjorde trods alt også sit til at skabe en personkender og Hîrion var som altid opmærksom på hvem end han havde kastet sit blik på. Det gjorde kun selskabet mere interessant og det havde han absolut ikke intentioner om aktivt at skjule. Det betød ikke han havde bagtanker, men når der ikke var en pointe så han virkelig ikke en grund til at lægge en dæmper på nysgerrigheden. Dog var han også høflig nok til ikke bare at bombardere den stakkels mand med spørgsmål. På sin vis var det også næsten lidt for kedeligt bare at spørge sig til det hele på én gang.

Smilet blev kun mere muntert da selskabet blev godtaget. "Mig en ære!" I stedet for at gøre et helt buk dukkede han blot nakken i endnu en hilsende gestus, inden han så tog en tår af sin vin og kort lod blikket glide ud blandt forsamlingen. Der gik dog ikke længe inden de lyse øjne var tilbage på den nye samtalepartner. "Mit navn er Hîrion Levanor, soldat af Elverly, gæst af hoffet efter mange års venskab." En sådan præsentation var nok unødvendig, og det var da nok også en overdrivelse at han kaldte sig ven af hoffet. Derfor var det nu alligevel sådan han valgte at præsentere sig for så at kunne holde øje med løvens reaktion derpå og måske lære mere om ham den vej i stedet. "Jeg har ikke set Dem her før," tilføjede han så med en nysgerrig tone i stemmen.

Det var ikke svært at se nysgerrigheden i elvermandens øjne, men det var ikke noget, der gjorde Sheno noget. Selv i Rubinien, hvor hans slags kom fra, var nysgerrigheden altid en af de første ting, folk viste. Ud over skræk. Han havde for længst vænnet sig til det. Og til de utallige spørgsmål især mennesker havde til ham. Han svarede for det meste tålmodigt på dem alle sammen. Så kunne han i sidste ende få lov til at stille nogen tilbage. Tiden nord for Rubinien havde i hvert fald givet han flere spørgsmål, end han troede, at han kunne rumme.

Han nikkede let tilbage igen, da elvermanden sagde, at det var ham en ære.
"Det er også mig en ære." Mens elveren drak af sin glas, skævede Sheno ned til sit. Det duftede noget sødere end det stærke alkohol, han havde været ved at drukne sig selv i for så kort tid siden, men selvom vinen i glasset nok var noget mildere end Rubiniens hjemmebryg, havde han ikke lyst til at drikke det. Så han blev bare stående med det, med håb om at han kunne finde et sted at sætte det fra sig. Tjenerne med bakkerne kom ikke helt ud til væggen, hvor han havde gemt sig, så lige nu var han strandet med glasset.

Sheno lyttede omhyggeligt til navnet og titlen. En ven af hoffet. Det kunne betyde så mange ting, men han sørgede for at se tilpas imponeret ud. Ærligt talt var han bare så benovet over alle i rummet, han var ret sikker på, alle var af bedre byrd end ham, at der var ikke så meget overraskelse i at møde end ven af hoffet.
Som manden havde sagt sit navn, bukkede Sheno let i overkroppen som et tegn på respekt.
"Mig en ære." Gentagelsen var et passende svar på præsentationen. "Jeg er Sheno Conoran, af klanen Dakar af Rubinien." Han sagde ikke sin profession. Han var i bund og grund en lejesoldat, hvilket han ikke følte hørte sig til et sted som her.
"Nej, det er mit første besøg i Dianthos. Og på paladset. Jeg har ikke fået set byen endnu, det er min plan at gøre i morgen." Han svarede ærligt på spørgsmålet. Det gjorde ham ikke så meget at indrømme, at han var en bondeknold. Rubinien var så meget anerledes end landet heroppe.

Elveren bemærkede godt, at løven intet havde drukket endnu, men valgte at lade være med at tænke nærmere over det. Først og fremmest fordi der ingen grund var til at dømme ham på det, men også fordi der virkelig var så meget andet interessant ved ham. Da øjnene kort skævede i retning af glasset, var det da også mere for at betragte poterne. Selvom det langt fra var det første halvdyr han mødte, så var det stadig et betagende syn. Måske mest af alt også bare fordi han skilte sig så meget ud fra mængden omkring dem - og det til trods for der da utvivlsomt var andre halvdyr at finde. Han havde bare ikke fået øje på nogle der tårnede op over mængden på samme måde og som så ud til at have styrke nok til at forsvare paladset på ene hånd.

Han nikkede langsomt mens løven præsenterede sig selv. Det var nu godt at få et navn på ham trods alt. "Rubinien," gentog han imponeret, da det trods alt var langt væk. Kanter han skam havde været på, men det var efterhånden lang tid siden og ikke noget han havde for planerne i den umiddelbare fremtid heller. "I så fald velkommen til," annoncerede han, igen smilende og i en ganske munter tone. "Jeg er kommet her i så mange år, at det ikke engang kan svare sig at tælle." Han tilføjede et mildt grin til ordene, velvidende at det var en så typisk ting at sige for en af en race, der blev så gammel som elverne nu engang gjorde. "De må sige til hvis De har brug for en rundviser. Godt nok kan jeg næppe kaldes lokal, men tør garantere jeg kender byen så godt som enhver født her." Det var ikke ligefrem atypisk for elveren at være så ligefrem. Det var vel sådan man nu engang bedst kom i kontakt med folk. 

Det var ikke svært for Sheno at indrømme, at han var noget anspændt i de fine omgivelser og med de fine væsner. Han var vant til at omgås de rige og de magtfulde, men ikke under forhold som disse. Her var han som en kat på en hylde fyldt med krystalglas, han skulle træde forsigtigt for ikke at lave et rabalder.
At snakke med manden her gjorde ham også anspændt, men i det mindste smilede han og virkede oprigtigt interesseret, så nervøsiteten lettede lidt efter lidt. Ikke man som sådan kunne se på ham, at han ikke var helt tilpas i de fine omgivelser, ud over at hans massive muskler var spændt en smule op og hans halespids vippede lidt stresset fra side til side.

Selvom han ikke havde meget erfaring med skovelvere, havde han haft lidt at gøre med ørkenelvere. Om de var af samme type, havde han ikke helt fundet ud af endnu. Ørkenelvere gik meget op i deres racerenhed, og dem han havde mødt, havde følt sig meget hævet over andre racer. Han havde en formodning om, at andre racer af elvere også følte sådan, men så vidste han da, hvordan han skulle håndtere dem. Om denne elver var sådan indrettet, havde han ikke helt fundet ud af endnu, ind til videre virkede han meget imødekommende. Men kommentaren der hørte til alderen, var nu ret typisk elvisk.
"Jeg vil ikke sige nej til en rundvisning, det er en stor by. Jeg fór vild to gange i mit forsøg på at finde den anbefalede kro." At han var faret vild, var måske så meget sagt, men han havde i hvert fald mistet orienteringen og måtte spørge om vej, selvom rigmanden havde forklaret ham, hvordan han fandt derhen. 

Om det var et resultat af at være på udebane eller om det var hans selskab, der gjorde løven anspændt kunne Hîrion af gode grunde ikke vurdere. Alt han kunne gøre var at konstatere, at hans samtalepartner ikke var lige så komfortabel som ham selv i situationen, men det var der ikke meget at sige til. Trods en livsstil der ofte lod Hîrion være alene, så havde han det også ganske godt i forsamlinger. Der var forskellige humør til forskellige situationer og når han så rent faktisk var til et arrangement som dette var det da bestemt fordi han var i det mere udadvente af sine luner. 

Han tog endnu en tår af sin vin og skævede endnu engang til løvens fulde glas, stadig uden intentioner om at kommentere på det. At Sheno ikke drak vinen gjorde kun Hîrion opmærksom på ikke selv bare at tømme sit glas. Nogle gange fandt han sig i selskab hvor der hurtigt kom noget indenbords, men det var heller ikke fremmed for ham at holde lidt igen. Det var nok egentlig også kun en smule sundt at det var tilfældet. Alkohol havde det med at svække dømmekraften. 

"Der er mange gader at fare vild i," svarede han i en mild tone for ikke at lyde dømmende. Godt nok kunne han sagtens være arrogant, men lige med sådan noget kunne han virkelig ikke dømme nogen. Han ville da sikkert også fare vild hvis han besluttede sig for at vandre alene rundt et sted han aldrig havde været før. "Var De på jagt efter et værelse eller en hyggelig aften på kroen?" Endnu et spørgsmål der kunne synes lidt ligegyldigt, omend nysgerrigt og interesseret. Det kunne bare også sige noget om en person hvad de var ude efter. "Det ene udelukker vel i grunden ikke det andet," tilføjede han da også og lod igen øjnene vandre rundt for ikke at ende med at nedstirre den imponerende løvemand.

Sheno bemærkede godt, at elveren skævede til det fulde glas, og han flyttede sig lidt uroligt. Det var meget uhøfligt, at være blevet udleveret mad eller drikke og ikke indtage det, men frygten for, hvad alkoholen ville gøre ved ham, afholdt ham fra at tømme glasset, lige meget, hvad hans træning dikterede. Han sagde ikke noget, for han havde ikke lyst til at skulle forklare sig, og den anden mand spurgte ikke.

Sheno smilede og nikkede med det store hoved, da manden sagde, at der var mange gader at fare vild i.
"Dianthos er en stor by. Nok kan jeg finde rundt i Sarghos og Balzera, men de når ikke op på siden af hovedstaden." Han kunne ikke helt skjule, hvor overvældet han var over byens størrelse. Han var et ørkenvæsen og store åbne områder passede ham bedst. Selvom han havde lært at holde af skovene her længere nord på også. Og bjergene! Så smukke og så store! Selvom omstændighederne for Shenos afrejse fra Rubinien var forfærdelige, var han et sted taknemmelig for, at han havde fået muligheden for at se resten af Krystallandet. Det ville han aldrig have overvejet, hvis hans liv ikke havde taget den drejning, det havde.

"Jeg blev anbefalet en kro af min arbejdsgiver, der også overtalte mig til at tage herind til ballet. Tøjet er også hans fortjeneste." Han strøg en potelignende hånd ned over det dyre stof, der prydede hans store krop. "Jeg regner med at blive boende der for nogle dage, mens jeg oplever byen. Jeg nåede kun lige at få et værelse og skifte, inden jeg skulle finde paladset." Han følte, at han snakkede meget. Det var nok nervøsiteten. Så han stoppede sig selv og smilede let til elveren.

"Jeg kunne forestille mig, der er en markant forskel," lød det i en overvejende tone fra elveren, der utroligt nok aldrig havde været meget i Rubinien i løbet af sit efterhånden lange liv. Det var så frygteligt varmt og støvet og han hadede at få sand i håret. Der var alligevel begrænsninger for hvad han ville finde sig i for at opleve interessante mennesker og der var ikke meget arbejde han kunne lave på de kanter som han følte han kunne stå inde for. Han kunne dog ikke dømme folk på at være derfra og tværtimod øgede det altså også bare interessen; men den var allerede blevet vækket inden Sheno først havde sagt han var fra Rubinien. "Det er værd at tage bydelene én for én. De er så forskellige og har alle sit at byde på." Hîrion fandt nu mest sig selv i de finere selskaber og foretrak da også at mingle med adelen størstedelen fa tiden. Det ændrede dog ikke på, at han godt kunne blive fascineret af noget, der intet havde med status at gøre. I Shenos tilfælde havde det været hans fysik, det skulle elveren ikke være bleg for at indrømme, men nu havde hans baggrund kun gjort ham mere spændende. 

"Deres arbejdsgiver lyder som en god mand," sagde han nikkende og nød bestemt at høre løven tale mere. At han nævnte tøjet gav også Hîrion anledning til at betragte ham igen, hvilket han bestemt ikke havde noget imod. Han holdt dog blikket stilfuldt på ham i stedet for at glo, dog uden at skjule at han netop betragtede ham. "Jeg håber ikke I har for travlt med at komme videre så." Han smilede lidt efter sine ord, velvidende at hans tone havde taget en smule farve efter den betagelse han havde af løvemanden. "Det er ikke mange arbejdsgivere der lader deres ansatte tage frit til et bal som dette." Nu begyndte den diskrete udspørgen. "Der er selvfølgelig ikke meget grund til at være på vagt et sted som her." Det var et sats at gætte på at løven var en form for vagt, men det var vel ikke helt ved siden af taget størrelsen på ham i betragtning.

Sheno nikkede. Der var en meget stor forskel på ørkenbyerne og hovedstaden, det kunne han sige allerede nu, selvom han kun lige havde set gaderne på vej hen til kroen og derefter til paladset. Bare husene i sig selv var så anderledes. Og folkene. Tøjet. Stemningen. Han glædede sig til at se mere, opleve hele byen og dens befolkning.
”Det vil jeg prøve på.” Ikke at han anede hvordan, for han vidste ikke, hvordan han fandt rundt, men mon ikke, at han kunne spørge sig frem, var det nødvendigt.

Han nikkede igen, som elveren sagde, at hans arbejdsgiver lød som en god mand. Det havde han været. Meget interesseret i sine ansatte, hvor de fleste var ligeglade, så længe de gjorde deres job. Det havde været en dejlig forandring. Og det havde givet Sheno muligheden for at deltage i ballet, han nu var placeret midt i.
Som elveren talte videre, gik det op for Sheno, at han troede, at halvløven stadig var ansat ved den flinke arbejdsgiver, og han smilede lidt.

”Jeg er her alene. Det var en kort ansættelse ved arbejdsgiveren, den sluttede, da jeg dragede mod Dianthos. Han havde ikke brug for mig mere.” Han havde ikke sagt noget om, hvad han arbejdede som, men det virkede til, at elveren havde gættet det, da han sagde, at der ikke var grund til at være på vagt et sted som der.
”Og nej, der er ikke brug for mine evner et sted som her. Jeg efterlod også mine våben på kroværelset af samme årsag.” Han smilede stadig, selvom at det nu diskret var sagt, at han blot var en lejesoldat. At han som sådan ikke havde behov for våben for at udføre sit job, var en anden sag. Fysisk kunne han nedlægge en fjende, og han havde både tænder og kløer, der kunne gøre en god skade. Sværdet var bare praktisk.

Lukkes på grund af inaktivitet