For en gang skyld havde Xaphan taget mod på at på at få en væbner. Efter alt der havde været med Kiles Orden havde han overvejet at stoppe som Lysets Ridder. Dog kunne han ikke efterlade Lysets Dronning, hun betød for meget for ham til at han ville forlade hende. At Baldwin var en nar var en anden side af sagen. Godt nok var han Lysets General, men det kunne der laves om på. Det var bare ikke Xaphan der ville gøre det. Det var der nogle andre der måtte tage sig af. Godt nok havde han været Ridder i mange år, men det ændrede sig ikke at Baldwin burde fortjene et par gode gammeldags tæsk.

Om end at Xaphan havde fået en væbner stod han nede ved staldene og kælede med Blizz hans opal drage. Det trængte til at blive muet lidt ud, men det var ikke det hans plan var. Han havde noget andet i tankerne, det ville blive hårdt, og han var en hård lærer mester. Men han var lige glad, hun kunne lige så godt hærdes med det samme som hun kunne blive det om et par år. Han trådte ud fra staldene og lænede sig op af den nærmeste mur. Han lukkede øjnene og lod fodtrin fylde hans øregange. Der var godt gang i den ved staldene og det gjorde ham ikke noget. Han var vant til at der skete så meget. Han var jo også afhørings mester for Ridderne. Det var først da et par små fodtrin ramte hans øregange at han åbnede øjnene. På afstand kunne hans se det var Cassandra. Det var egentlig også lidt på tide. Han fjernede sig fra muren og trådte et par skridt frem så han stod midt på pladsen.

Cassandra kom småløbende ned af pladsen ved staldene, hun var for sent på den. Det var jo også fordi hun ikke kunne finde vej, hun var kun ankommet for blot en dag siden og havde endnu ikke fået styr på hvad der lå hvor. Hun smilte da hun så en mand midt på pladsen. Det måtte da være Xaphan. Han lignede ikke nogen hun havde set før, men hun var jo også vandt til gadefolk. Hun tænkte på hvad hun skulle sige til ham når hun kom derhen for hun ville jo ikke lyde dum. Distraheret af sine tanker lagde hun slet ikke mærke til hvor hun satte sine fødder og det resulterede så i at hun snublede og faldt blot en meter fra hvor Xaphan stod. Cassandra kom hurtigt på benene igen og kiggede op på Xaphan, ”Det må du undskylde jeg skulle ha’ kigget hvor jeg trådte jeg hedder Cassandra men du kan bare kalde mig Cassie.” sagde hun hurtigt og ligeud i en lang talestrøm. Hun tog en pause og trak vejret, og sagde ”Undskyld sir, hr?”. Hun kiggede ned og forsøgte sig så med et akavet buk. Det var dumt tænkte hun, god start.

Nej Xaphan var langt fra den man troede han var. Han var halv dæmon og halv engel, det kunne ses på hans vinger. De kunne ikke trækkes ind på nogen måde. Dog var hans vinger for en gangs skyld rolige, og han var faktisk relativ rolig. Det var længe siden hans dæmoniske side havde overtaget, men det gjorde ham ikke noget. Så kunne han da i det mindste føle sig hel. Der var kun lige gangen med Corvus hvor han havde haft lidt problemer, men han havde været stresset og han havde været træt af den falske dronning.
I det mindste kom hun nogen lunde til tiden. Det var da en start, så skulle hun bare lærer at komme helt til tiden. Bare i tilfælde af at der blev ført krig, så skulle hun da også være der til tiden, så gik det ikke at man gik og dang derede den. Da hun faldt skulle han lige til at træde frem og hjælpe hende, men hun kom selv op og han måtte trække på smilebåndet. "Cassie.." kom det fra ham og kiggede lidt på hende. Han begyndte at gå rundt om hende for at vurdere hende i et kort øjeblik. Hun var måske lidt tynd og virkede lidt laset, det skulle der ændres på når tiden kom. Først måtte han vurdere hvor udholden hun var.  Det var først da hun efterspurgt om sir og hr at han atter løftede det ene øjenbryn. "Ingen sir, og ingen hr. Jeg er ikke gift, og jeg er ikke adelig. Blot Xaphan" kom det fra ham og stoppede op foran hende igen for at kigge ned på hende. Han fjernede hænderne som stadig lå over kors. "Så Cassie, jeg har taget dig som væbner. Det er et hårdt job, og du skal gøre præcis som jeg siger, når jeg siger det." kom det fra ham. Han var hverken kold eller ubhagelig. Han have en blid stemme og meget rolig. Men samtidig kunne man høre en hvis autoritet i stemmen på ham.

Cassandra åndede lettet op da hun så et smil på Xaphans læber. Hun har været så forfærdelig nervøs at hun dårligt havde sovet på trods af at hun var gået tidligt i seng. ”Okay… Xaphan” sagde hun og smilte. Hun havde været forberedt på at møde en rig adelsmand så dette var fantastisk, ikke som dem derhjemme som talte om hende i stedet for til hende. ”Som du siger, når du siger det” gentog hun og nikkede. Derhjemme havde hun været vandt til at gøre alt der blev sagt så længe hun selv havde en fordel i det eller hvis det var for at hjælpe. Der var dog noget i hans stemme, som var anderledes end det derhjemme, det var nærmest venligt. Pludselig kom hun i tanke om at hun i farten havde glemt at sætte sit tykke hestelignende hår op og hun tog sin hånd op til håret op prøvede at få det til at se mindre kejtet ud. Det var også fordi hun var så skide nervøs. Det gik op for hende at hun ikke havde svaret Xaphan endnu, men blot ladet ham stå og vente på hende. Hun smilte, ”jeg er klar på alt” sagde hun og rettede ryggen.

Hun sagde da i det mindste hans navn, det var da en start. Intet Sir eller Hr. Det var en god ting. Så vidste han da i det mindste hvor de startede. Han kiggede lige en ekstra gang på hende. "Har du fået det tøj du bliver tildelt som væbner?" spurgte han og kiggede på hende. I så fald hun havde så havde hun det ikke på. Hun kunne jo lige så godt vende sig til at gå med den tunge rustning. Ikke at han selv brugte en, han kunne ikke fordrage det. Den blå eller hvide kappe havde hun heller ikke på som tegn på at hun var væbner. Så spørgsmålet var om hun overhovedet havde fået det. Dog nikkede han af hendes ord. Det var en god start det her. Præcis når han sagde det skulle det ske. Han vurderede situationen og vidste at han skulle have hende med over alt når der var behov for det, han kunne flyve og hun måtte tage en af hestene hvis han skulle ud på en mission. Sådan var det og sådan blev det. Godt nok kunne han bære hende, men han ville heller ikke være udmattet i tilfælde af at han skulle op at slås. "Så du er klar på alt. Ja det får vi så at se." kom det fra ham og bevægede sig om på siden af hende. "Først vil jeg have dig til at løbe gården rundt 10 gange. Dette er for at se hvor din udholdenhed ligger. Der ligger en hård træning foran dig, og du skulle gerne kunne klare mosten." kom det fra ham og kiggede lidt på hende som han stod ved siden af hende. "Jeg vil tage tid på dig." kom det fra ham og bevægede sig over til en af murene hvor der var en trappe ved siden af. "Du kan starte her, 10 gange og jeg tæller" kom det fra ham og lavede en linje i det løse grus der lå.

Cassandra blev knaldrød i hele hovedet da det gik op for hende at hun havde glemt at tage det tøj på hun havde fået uddelt i går kort efter hun ankom. ”Øh ja, men jeg har altså glemt at tage det på” sagde hun og kiggede ned i jorden hvor hun småsparkede til nogle små sten. Det lå på det værelse sammen med de få ejendele hun havde taget med sig. Hun fokuserede igen på Xaphan da han forklarede hvad hun skulle gøre. Det skulle nok blive nemt nok. Cassandra hoppede lidt og gav sig så til at løbe, de første 5 omgange gik let som en leg, hun havde jo været vandt til at skulle løbe rundt med bland andet beskeder mellem forskellige af hendes stedfars venner. Da hun nåede til den 8. runde, kunne hun godt mærke at hun var ved at miste luft men tanken om at fejle gav lidt mere at løbe på. Det var i den sidste runde at hun kunne mærke den begyndende stikken i siden og da hun endelig nåede i mål, var hun så forpustet at hun stammede. ”Det... var da nemt… nok” sagde hun pustende. Hun prøvede at rette sig op og få styr på sin vejrtrækning og selvom man nok godt kunne se at hun var en smule udkørt allerede, sagde hun ”hvad skal jeg som det næste?”. Hun forsøgte med et smil, hun ville ikke skuffe Xaphan på første dag.

Imens hun løb begyndte han at tælle både runderne men samtidig også hvor lang tid det tog. Han ville gerne have at det var gået lidt stærkere, men det skulle hun nok lærer når alt kom til alt. Da hun endelig kom tilbage godt forpustet smilte han til hende. "Lige omkring 15 min, og så ligger vi lige nået til lad os se omkring 10 min med rustning. Ja det lyder meget passende." kom det fra ham og kløede sig lidt på hagen. "Ja det lyder nogen lunde rigtigt, næste gang du ses med mig bliver du nød til at tage din rustning med. Den vejer godt til, og du bliver nød til at lære at bevæge dig i den. Især hvis du bliver sendt ud på en mission sammen med mig." kom det fra ham og kiggede på hende. Hans blik var ikke hårdt, men hans nødebrune øjne var intense. Han kunne selv have gået med rustning, men han brugte den virkelig aldrig. Han var hurtig nok i sig selv, desuden så var han god med våben. Ikke den bedste blandt Ridderne, men han kunne sit kram, hvilket nok også var en af grundene til at han ikke var General men kun afhørings mester.
Hun var ivrig og han kunne lide det, det var en god ting. "Har du håndteret et våben før?" spurgte han og kiggede på hende. Fra sit bælte trak han en kniv på ca 40 cm lang og rakte den ud imod hende med skaftet først. Den var skarp det kunne man se på den, men hun skulle lærer det i det små inden hun begyndte at håndtere større våben.

”Altså den eneste våbenerfaring jeg har er hvad jeg har lært af smedjen i min gamle hjemby, han er gammel kriger.” sagde hun med et smil og rakte ud efter kniven. Hun havde prøvet at holde og fægte med nogen af de sværd smedjen havde lavet og havde endda fået en kort lektion i at skyde med en bue af en skytte der havde været forbi gården. Nævekamp var hun også rimelig til eftersom hun havde rodet sig ud i lidt ballade fra gang til gang. Hun tog et fast greb om kniven, den var tungere end hun havde regnet med. Dog mindede den en smule om hendes egen lille kniv selvom der var stor forskel på størrelsen og at hendes egen kniv mest var til at slagte dyr og andre småting. Hun hoppede friskt på benene og svingede lidt med kniven, det så ikke så elegant ud som hun havde håbet på men hun glædede sig til at komme i gang. "Hvad gør jeg så nu?" sagde hun med et spørgende blik på Xaphan.

Så lidt erfaring havde hun, dette måtte tiden jo vise når alt kom til alt. Han stirrede lidt på hende og den position hun stalte sig. Han rystede lidt på hovedet af hende. "Forkert" kom det roligt fra hende. Han stalte sig ved siden af hende og lod den ene fod stå foran den anden, han bukkede sig lidt ned så der var mellemrum mellem maven og det der kunne være foran ham. "Du skal beskytte det der er dødligt. Her i din mave, hvis du først bliver spiddet af et eller andet kan du resikere at dø hvis du ikke har den rigtige måde at beskytte dig på." kom det fra ham og tog sin anden kniv frem fra bæltet. Han vægtede den lidt i hænderne og lod sin højre arm strække sig ud som om han skulle slå nogen ned. "Stå som mig og gør som mig." kom det fra ham. Han trak sin fod tilbage og trådte til siden i et lyn hurtigt tempo som om noget kom imod ham. Han gjorde et udsving med hans højre arm for at ville sætte en kniv i siden på den der ville have angrebet ham.

”Okay, beskyt maven så jeg ikke får et kæmpe hul” sagde hun med et lille grin. Hun placerede sine fødder som Xaphan havde anvist og prøvede at gentage hans bevægelser. Det mindede hende en lille smule om en dans sådan som hun skulle gentage det gang for gang for at gøre det helt korrekt. En underlig kampagtig dans uden liv. Ikke ligesom dansene på gaden under de små fester der fra gang til gang i blev afholdt i landsbyen. Det med armbevægelserne tog lige lidt længere til end at få styr på fødderne. Hun havde altid haft mere kontrol over sine fødder og ben end hun havde sine arme og hænder. Selvom hendes trin og bevægelser nærmest var en perfekt efterligning af hvad Xaphan havde vis hendes så stoppede Cassandra alligevel ikke med at prøve om og om igen. Hun kunne ikke klare at der var noget over det hun gjorde der virkede forkert, specielt ikke når hun faktisk ikke kunne finde ud af hvad det enligt var hun gjorde forkert. ”Hvad er det jeg mangler” sagde hun højt til sig selv og prøvede irriteret igen.

Han nikkede til hende. Det var vigtigt for hende at beskytte sig selv. Selvom hun have en rustning at forholde sig til, så kunne et skarpt sværd sagtens gå igennem et panser som det. Det handlede bare om hvor meget man passede på sværdet. Det hele handlede om hvad der stod lige foran en, og hvad der var for enden af modpartens hånd.
Selvom han måtte rette lidt på hvad det var hun gjorde, var det rart at se der var en der tog sig tid til det hun gjorde. Det krævede en masse arbejde, og det lå foran hende, men det skulle nok blive bedre med tiden. "Lad os tage den stille og roligt. Fødderne lige frem. En fod foran den anden. Lidt ned i knæ.. Ja sådan der." startede han med og forsikrede sig om hun gjorde det rigtige. "Stræk nu armen helt ud. Fint. Tag og put foden tilbage og tag et skridt til siden. Stræk armen ud til højre." han stalte sig foran hende for at se om hun gjorde det rigtige. Det blev bedre. "Godt, godt, gør det et par gange mere, så langsomt som muligt." kom det fra ham og kiggede på hende inden han nikkede et par enkelte gange. Kniven han selv havde i hånden puttede han i bæltet.

Cassandra stillede sig med begge fødder plantet solidt på jorden pegende lige frem som Xaphan sagde. Bøjede lidt i knæene og strakte armen helt ud som hun havde fået vist. Langsomt flyttede hun foden, først tilbage og så til siden. Armen strakte hun ud til højre og stod sådan et par sekunder før hun antog den første position igen. Langsomt begyndte hun forfra. ”Øh må jeg enligt spørge dig om noget?” sagde hun og kastede et blik på Xaphan. Hun flyttede foden og spurgte så ”hvor kommer du fra? Det er ikke for at snage, men du ligner ikke nogen af de andre her?”. Det var ikke det at han så meget anderledes ud end de fleste folk hun havde mødt, og heller ikke så meget på grund af hans vinger. Nej, det var han måde at tale til hende på, den måde han bar sig selv. Han virkede ikke som en der var vokset op i en lille by ligesom hende selv men heller ikke en der var vokset op blandt adelsmænd. Hans tonefald var meget rar når han snakkede til hende, selvom hun ikke var i tvivl om den autoritet det lå i hans stemme, han talte ikke ned til hende som mange af de andre mennesker hun havde mødt, havde gjort. Cassandra havde haft lyst til at spørge ham siden han talte første gang og nu mens hun stod der og langsomt lavede øvelsen igen og igen så føltes det som det perfekte tidspunkt at spørge.

Han kiggede roligt på hende for at se om hun gjorde det rigtigt. "Armen lidt op, foden lidt længere tilbage." rettede han hende og bevægede sig rundt om hende for at se på hendes holdning bag fra. Der var meget hun skulle lære endnu. Desuden skulle de også finde ud af hvilket våben hun kunne håndtere bedst. Det kunne være alt, men hun skulle være dygtig, og det var hans job at finde ud af hvad der var bedst for hende. "Spørg løs" kom det fra hende og tog fat i hendes arm for at løfte den lidt længere op.
Han lyttede til spørgsmålet og løftede det ene øjenbryn. Ville hun vide hvor han kom fra? "Lidt der oppe fra, lidt fra Kzar Mora." kom det fra ham og kiggede på hende. "Hvorfor vil du vide det?" han talte aldrig rigtig om sin tid i Kzar Mora, det var en tid han helst ville glemme. Desuden så ville hans far aldrig acceptere at han stadig have sin dæmon side. Hans mor derimod.. Ja hun så at hans dæmoniske side var fremme hele tiden. Det gav ham et andet perspektiv når man sådan var halv dæmon og halv engel. Der var mange ting man skulle lære når man var begge dele. Men som andre dæmoner der havde vinger, og andre engle kunne han ikke fjerne sine vinger. De var altid synlige, og dem der havde hjerne ville vide at han var halvt af hvert. det var ikke svært at opdage når hans vinger var halvt det ene og halvt det andet.

Det var jo enligt ikke for at snage at Cassandra spurgte men mere af simpel ren nysgerrighed. ”Jeg vil gerne lære dig at kende, du virker anderledes end mange af de andre folk jeg har mødt her.” Hun håbede ikke at hun gik over stregen, for hun følte lidt at hvis hun skulle være ved hans side det meste af tiden så ville det vel være okay at vide hvem han var. ”Hvor voksede du så op?”. Han mindede hende lidt om nogle af de købmænd hun havde mødt på hendes stedfars gård, bare med en del mere finesse. ”Jeg er selv vokset op, først i en systue og derefter på en gård. Så jeg kan sy, det er da brugbart”, hun kiggede på hans pæne klæder, smilte og fortsatte derefter med hendes træning da det var gået op for hende at hun faktisk var stoppet midt i hendes spørgsmål. Hun lavede tæt på ingen fejl nu, fødderne var placeret korrekt, bevægelserne var der og hun havde næsten fået helt styr på sine arme.

Anderledes. Det kunne der måske være noget om, han var ret anderledes når det kom til stykket. Han var den eneste af sin race af hvad han vidste af. Dog skulle der ikke meget til at irritere ham ind i mellem. Når alt kom til alt så var han faktisk også godt plantet i forhold til sin personlighed. At hans dæmoniske side kom frem til tider var noget af det han ikke kunne acceptere.  Dog var det sådan det måtte være, og Corvus kunne da i det mindste få ham lidt på andre tanker når alt kom til alt. "Mmh. Det er jeg ogås." kom det fra ham og stirrede på det hun gjorde. Dette her skulle trænes ordentligt, og han var sikker på at hun nok skulle lære det før eller senere, det hele kom ikke til en på en gang. "Jeg er vokset op her i Krystallandet, det meste af tiden. Jeg boede lidt sammen med nogle andre engle i et stykke tid. Det er der jeg har fået min våben træning og viden om planter. Så jeg kan lave healende salver eller andre ting." Han kiggede på hende en enkelt gang og lagde der efter armene over kors. Han var sikker på at hun nok skulle klare alt dette her. Han kunne måske være hård imod hende på et tidspunkt, men kun fordi han ville have at hun skulle klare sig godt og ikke dø. "Sy? Det får du ikke brug for mere, en god egenskab at have, men ikke en du behøver så længe du er her." kom det fra ham og rettede lidt på hendes arm. Han nikkede lidt til den positsion hun stod i, det blev bedre og bedre.