Theo havde sørget for at sige pænt farvel og tak til kvinden, der havde vist vej til bymuren for ham og den blå dæmon. De havde undgået de fleste byvagter, men fandt det alligevel bedst at holde lidt lav profil de næste par dage. At slå lejr mellem træerne lidt længere op ad Nordvejen, var lige den bedste idé Theo kunne komme på. Der var det mest usandsynligt, at støde på bekendte.
Den blå dæmon sad allerede på hestens ryg og Theo havde møvet sig ind foran og taget tøjlerne. Først da de var nået et godt stykke væk fra bymuren, hev han tøjlerne lidt til sig og hesten stoppede ved siden af en å. Man kunne høre det rindende vand, som det skyllede hen over de mange sten i kanten.

Uden at skulle skubbe alt for meget til dæmonen bag sig, svang han benet hen over hestens manke og hoppede af. Efter at have set hvordan dæmonen kom op på hesten i byen, regnede Theo ikke med at en hjælpende hånd var nødvendig, når han skulle ned igen.
"Jeg hedder forresten Theo," præsenterede han sig endelig, da han endnu ikke havde haft tid til det. Han gik om mod hestens bagdel og gav sig til at binde alle de tunge tasker af dyret. De blev alle sammen smidt på jorden, inden han fik løsnet både hovedtøj og saddel og taget det af dyret også, selvfølgelig først når dæmonen havde fundet ned på jorden igen. Han klappede hesten mod halsen og lod den derefter bare slentre rundt for sig selv. Det var aldrig nødvendigt for Theo at binde sin hest fast. Den skulle nok komme tilbage, når han havde brug for det, men det kunne da godt se lidt underligt ud, at han slap sin hest fri på den måde.
"Så lad mig høre; Hvad er det helt præcis jeg har været med til at stjæle?" Spurgte han. Ikke fordi det kom ham ved, men nu havde han hjulpet en del, og han var nysgerrig efter at vide hvad dæmonen var så ivrig efter at beholde.

I starten havde Pan bravt kæmpet imod sin frygt for heste og forsøgt at holde sig oprejst på det store dyr uden hjælp, men som turen var skredet frem, var han rykket tættere og tættere på sin redningsmand, de blå arme viklet rundt om dennes liv i et forsøg på at holde sig fast. Det var ikke før de stoppede, at det slog ham, præcis hvor tæt han var endt med at presse sig op af ryggen på den menneskelignende mand, og med en diskret rømmen rykkede han sig væk. At komme ned af hesten blev dog intet problem – og det gik endda hurtigt, for jo før han kom væk, jo bedre - og aldrig før havde Pan følt sig så taknemmelig for at mærke græs under sine skosåler. 

”Jeg hedder Pan,” afslørede han, og løftede dermed en flig af sløret for sit fulde navn, hvilket altid var et farefuldt træk for en dæmon. Imens Theo pakkede af hesten, var Pan travlt optaget af at udglatte de krøller, der var kommet på hans hvide skjorte, og børste støv af sine bukser. Han slog hætten ned på sin kappe, der smøg sig om hans ben som en kjole, ikke længere bange for, at byvagter ville genkende ham som den blå tyveknægt.

En vag grimasse løb over hans træk, da Theo spurgte ind til hans ugerning. ”Du kommer til at grine,” forberedte han den anden, før han efter en dyb vejrtrækning fortsatte; "Det var bare en håndfuld krydderurter. Intet særligt, og den gamle idiot kunne sagtens have undværet dem, men jeg har på fornemmelsen, at hun kastede ét blik på mig og tænkte, at det var en oplagt undskyldning for at få en som mig smidt ud af hendes nabolag."

Theo kunne ikke lade være med at lægge hovedet let på skrå og betragte dæmonen, med et lille, skævt smil, som denne gav sig til at rette krøllerne i tøjet. Han havde ofte set den ældre herre hjemme fra gården rette på de naturlige folder, men Theo selv kunne aldrig se formålet. Tøjet blev krøllet igen lige om lidt, og specielt i Theos arbejde gav det ingen mening. Heller ikke nu, hvor de alligevel skulle bruge et par dage på den let kolde jord.
Han satte sig på hug ved de to tasker på jorden og fik hevet et par tæpper mere ud, udover det han havde smidt over Pan tidligere og som allerede lå på jorden, mens han fik svar på sit spørgsmål. Det skæve smil blev bredere og udviklede sig til en mild latter og forklaringen.
"Alt det besvær for lidt krydderurter," mumlede han i sin latter. Han havde virkelig forventet at Pan var gået efter noget vigtigere, nu når samtlige byvagter havde forsøgt at finde ham, men det kom heller ikke bag på ham. Når en sur, gammel dame råbte op, så reagerede folk og selvfølgelig endnu mere på grund af Pans specielle udseende.
"Folk er vel gammeldags og har lidt for svært ved at vænne sig til forandring i deres by. Som du nok har gættet, er jeg selv lidt.. anderledes. Men jeg kan nok ikke sætte mig ind i det problem. Jeg blander mig rimelig godt i menneskemængden." Theo havde tidligere talt lidt over sig, hvad angår race og han var rimelig sikker på, at Pan havde opfanget det. Han gik ikke ud fra, at han ville kunne undgå at tale om det de næste par dage, så han kunne lige så godt selv bringe det op.
"Jeg har forresten lidt ekstra tøj med, hvis du ikke vil ende med for mange urenheder på den hvide skjorte," fik han lige flettet ind. Theo selv var iført en løs, lysebrun skjorte i hør, med to snorer der holdt åbningen sammen ved brystet og et par bukser, der gik til lige under knæene. Det var udmærket til at bruge et par nætter under himlen i.

Normalt ville Pan have fnyst over, at nogen vovede sig til at grine af ham, men ikke denne gang. Nu trak han på smilebåndet, idet han lod sig dumpe ned på en stor sten, benene trukket op i skrædderstilling og den ene albue hvilende på et af de blå knæ. Af høflighed burde han tilbyde Theo sin hjælp med at pakke ud, men han havde en vag anelse om, at han kun ville gøre det hele værre. Den fremmede havde uden tvivl et system i sin oppakning, for så vidt Pan havde erfaret, virkede det, som om denne ofte rejste omkring. Der fandtes i hvert fald ingen anden forklaring på, hvorfor han ellers skulle have pakket sin hest til bristepunktet.

De hvide øjne blev smalle, idet han så sit nye bekendtskab an. ”Hvad er du egentligt for én?” Rigtigt nok gik Theo i ét med mængden, og Pan både misundte ham og følte afsky på hans vegne. Det måtte være en befrielse at kunne bevæge sig frit omkring uden fremmede folks mistanke, men på den anden side ville Pan ikke bryde sig om at skulle ligne en af dem.

Et smil voksede frem på Pans læber, da Theo talte til hans forfængelighed. Der var intet, der gjorde Pan mere utilpas i dette øjeblik end tanken om at skulle tilbringe dagevis i vildmarken iført sine fine gevandter. Så hellere udlevere sig selv til byvagterne. "Det ville være fantastisk, hvis jeg kunne låne noget." Og så gik det nok lige, at han skulle rende klædt som en gemen bonde de næste par dage, hvis det blot betød, at hans eget tøj var uskadt.

Theo skænkede det egentlig ikke en eneste tanke, at han ikke fik tilbudt hjælp. På disse lange rejser, hvor han var nødt til at pakke til forskelligt vejr, havde han efterhånden fået et rimelig godt system. Så godt et system, at han endda havde formået at få pakket lutten i en af taskerne. Han havde sørget for at lægge den mellem to tæpper, så den ikke skulle komme til skade, men luttens hals stak op af åbningen. Med den spontane overnatning her, var han nu endnu gladere for at have fået den med, end han ellers ville have været.
"De fleste kalder mig Theo, men jeg går også under navnet Hungersnød," svarede han, uden at uddybe for meget. Han var ikke klar over hvor meget folk kendte til de fire ryttere, for Theo selv havde sørget for at holde lav profil i mange år, men han kunne ikke vide hvad de andre foretog sig.
"Jeg håber ikke at det er et problem?" Spurgte han, en anelse bekymret, for det var de færreste der ville acceptere ham, hvis de vidste det. Netop fordi folk var så fordomsfulde. Hvis Pan stadig ikke vidste hvad Theo mente, regnede han med, at han ville bede ham om at uddybe.

Theo nikkede kort til Pans svar og gav sig til at grave i tasken, efter det andet sæt tøj. Theo var utrolig spinkel, men tøjet sad altid løst, så om det ville passe Pan tvivlede han ikke på. Han fik gravet et par mørkebrune hoser op, magen til dem Theo selv bar, og en skjorte, i en lidt lysere farve end den han selv var iført. Så rejste han sig og kastede det den korte vej over mod Pan.
"Vi burde finde noget brænde til et bål, inden solen begynder at gå ned," foreslog han, men vendte lige ryggen til, så Pan havde mulighed for at skifte i fred. Han fløjtede og straks kom hesten traskende og stillede sig ved taskerne som en vogtende hund. På den måde var Theo tryg ved at efterlade sine ting, så de kunne finde brænde til natten.

Svaret gjorde på ingen måde Pan klogere, men han nøjedes med at trække ligegyldigt på skuldrene og vifte afvisende med hånden, da Theo ydermere spurgte, om det ville blive et problem. Det var sort snak for Pan, og han kunne derfor ikke se, hvorfor han skulle have et problem med det. Desuden var dæmonens opmærksomhed et ganske andet sted, for han havde netop fået blik for den lut, Theo havde med – eller rettere luttens hals, der stak op og afslørede instrumentets placering. Han kom på benene med den lange, æsellignende hale svingende fornøjet bag sig som en kats, imens han trådte nærmere.

”En lut,” konstaterede han, som om Theo ikke selv skulle være klar over det. Smilet, der ikke syntes at have forladt læberne siden sammenstødet med Theo, voksede yderligere, idet en af de slanke fingre pegede imod instrumentet. ”Må jeg låne den?”

Synet af tøjet fik dæmonen til rynke på næsen, og han tog imod det med en bevægelse, som var det et dusin rådne æble, han fik stukket i favnen. ”Tak,” slap det dog alligevel ud, før han begyndte at tage sit eget tøj af med sirlige bevægelser, folde det sammen, og ligge det på stenen bag sig. Theos tøj sad poset og løst på hans krop, en direkte kontrast til hans normale skræddersyede gevandter, men det fungerede foruden ét stykke tøj.

”Det burde vi, men først har vi lige et problem…” Lige så snart han slap kanten på hoserne, gled de ned over hans hofter, og han nåede kun lige at fange dem i deres flugt ned over lårerne. De var ikke indrettet til folk med haler, og Pan tvivlede stærkt på, at Theo ville lade ham klippe et hul i bukserne til formålet.

Der var heldigvis ingen grund til bekymring og det regnede Theo da heller ikke med. Han havde trods alt på intet tidspunkt været andet end venlig, måske lige undtaget nogle af hans lidt spydige vittigheder tilbage i byen, men de var vist blevet taget godt imod. Så uden at skulle tænke mere over det, fortsatte Theo som han plejede.
Hans blik blev vendt mod lutten i tasken, som Pan konstaterede dens eksistens.
"Du slog mig ellers ikke som en lut-type." Han lød overrasket, hvilket han egentlig også var. Det var sjældent han mødte folk, der var i stand til at spille på instrumentet, men sikkert kun fordi han brugte det meste af sin tid på gården og i byen i Medanien.
"Men jo, lån den endelig," svarede han, måske en smule for begejstret. Det ville bare gøre ham glæde, at høre nogle andre toner end hans egne. Han ventede dog med at række den til ham, til hans hænder ikke var optaget af tøjskiftet.

Theo vendte sig først om igen, da han blev gjort opmærksom på et problem.
"Hvilket problem?" Lød det undrende fra ham, lige inden hans blik faldt på hoserne, der sad nede om dæmonens lår.
"Oh," mumlede han, helt forundret over at han virkelig ikke havde opdaget halen før nu. Det var vel ikke så underligt. Det var jo ikke ligefrem det område han havde fokuseret på, på noget tidspunkt siden han mødte Pan. Theo holdt blikket samme sted, måske i lidt længere tid end han burde, men kun for at finde på en ordentlig løsning. Han måtte jo nok indse at den bedste løsning ville være et hul til halen, så han satte sig på hug ved tasken igen og fandt en mindre jagtkniv, hvoraf bladet var skjult af en sort skede i læder, frem.
"Jeg kan lave plads til halen, hvis jeg... må?" Spurgte han og gik et enkelt skridt tættere på. Det var ikke så meget et spørgsmål til om han måtte lave hul i hoserne, for det var hans valg, men mere et spørgsmål til om han havde det fint med, at Theo skulle fumle rundt med en kniv så tæt på ham.
"Jeg skal nok sørge for kun at ramme stoffet," tilføjede han lige, bare som en lille garanti. Hullet kunne vel altid syes, når han kom tilbage ind til byen, så det var ikke et større problem for Theo.

”Åhå? Ikke det? Jeg kan spille på det meste,” forklarede Pan med et stolt smil, der var blevet fremtvunget af Theos begejstrede svar. Nok var han ingen gammel dæmon, men hans levetid havde alligevel strakt sig over næsten to menneskealdre, så han havde haft rigeligt tid til at tage kreative hobbyer til sig og tilmed blive god til dem. Lutten lod han dog ligge, for lige nu havde de vigtigere gøremål at tage sig af på trods af, at det kriblede i hans fingre efter at slå strengene an. Når aftenen skred hen, og lejeren var på plads, kunne han dog altid underholde Theo med et par sange i bålets varme skær.

”Uh…” lød det overvejende fra dæmonen, imens han overværede sit nye bekendtskab finde en jagtkniv frem. Usikkerheden voksede, men han mindede sig selv om, at han allerede én gang havde overladt sit liv – eller i hvert fald til frihed – til den fremmede uden at have mistet det, så Theo pønsede næppe på at stikke en kniv i ham.

”Så lad gå. Jeg kan heller ikke rende rundt uden underdel, og dine hoser kan næppe blive grimmere af et lille hul.” Han rullede drillende med øjnene, hvorefter han vendte omkring, så Theo lettere kunne komme til. De spidse ører vippede ganske let, og han mærkede, hvordan angsten ved at sætte sin tillid til en anden bredte sig. At sætte sig selv i så sårbar en position med ryggen til en anden, der tilmed stod med en kniv i hånden, var ikke noget, han var vant til, men af en uforklarlig årsag følte han sig trykkere i Theos selskab, end han længe havde gjort i nogen andens. "Bare... Pas på med at stikke mig," tilføjede han mumlende, skuende over skulderen imod Theo.

"Så det er hvad du bruger din tid på, når du ikke er travlt optaget af at snuppe krydderurter fra sure, gamle damer?" smågrinede Theo, i samme drillende tone fra tidligere. Pan havde indtil nu fanget hver eneste ironiske kommentar, så mon ikke det også gik denne gang. Det var vel også en lidt anderledes måde at spørge ind til Pans liv på, men hellere det, end de sædvanlige, kedelige spørgsmål, som alle nu til dags kom med. Med næsten 1700 år på bagen, var Theo glad for endelig at rende ind i en, der ikke lod til at være så fastsat i landets traditioner. Eller i hvert fald ikke i dets love. Det var forfriskende.

Theo trådte prøvede et skridt nærmere Pan, som han stod og overvejede situationen. Selvfølgelig skulle han have tid til at tænke over det, for hvor ofte havde man lige lyst til at komme alt for tæt på en fremmed, der stod og fumlede lidt med en kniv. Theo havde ikke voldsomt stor erfaring med brugen af knive. Han havde den sådan set kun med fordi det havde vist sig nytteløst førhen, men det valgte han ikke at nævne overfor Pan.
"Altså.. Teknisk set kan du godt rende rundt uden underdel," kommenterede han, som smilet og blikket nu matchede den drillende tone i stemmen. Med de sidste få skridt hen til Pan, hev han kniven ud af skeden og stak det tykke læder i munden. Han tog fat i kanten af hoserne, kunne ikke undgå at skubbe let til haleroden samtidig og satte knivens spids mod stoffet.
"Bare shtå shtille," mumlede han læspende, selvom det måske kunne være lidt svært når Theo fik skubbet hist og her, og hevet lidt i hoserne, da han stak kniven igennem og lavede hul. Han slap igen, trådte et skridt tilbage og pillede det mindre godt smagende læder ud af munden.
"Hvordan er det? Skal hullet være større?" Han skulle lige være sikker, inden han lagde kniven fra sig igen og hullet skulle helst være stort nok, så Pan ikke følte sig generet og så længe det ikke skulle være mindre, for det kunne han nok ikke fikse nu.

Pan nikkede. ”For det meste, når jeg altså finder tiden til det. Der er trods alt mange gamle, sure damer, som har køkkenhaver, der kun venter på at blive berøvet.” En tot af det grålilla hår blev viklet omkring fingeren, idet han sendte Theo et sjåldent blik. "Hvad fordriver du selv tiden med, når du ikke har travlt med at redde uskyldige dæmoner fra byvagterne?"

Den drillende kommentar fik Pan til at fryse, om end den fornærmede attitude ikke var andet end et påtaget skuespil, for meget få ting fornøjede dæmonen mere end tanken om, at nogen ville foretrække ham letpåklædt, fremfor at være gemt af vejen bag tunge kapper og lange gevandter, som han sædvanligvis var i sit forsøg på at kamuflere sig iblandt landets øvrige beboere. Den forfængelige dæmon elskede at tage sig af sit udseende, og når han kunne høste komplimenter og beundrende blikke herpå, var det hele besværet værd.
”Det ville du måske kunne lide, hm?” gav han igen i et toneleje, der afspejlede Theos, selvom det nok næppe var den retning, Theos tanker havde vandret i. ”Ikke, at jeg ikke kan sætte mig i dit sted. Jo mere af mig, der er at se på, jo bedre.”

Berøringen af haleroden fik det til at gippe ganske let i den nervøse dæmon, men han blev standhaftigt stående med sammenbidte tænder og lukkede øjne, idet Theo arbejdede på hoserne. Hullet viste sig stort nok i første forsøg, da Pan med lethed kunne trække halen ud igennem det. Han svingede fornøjet med den lille pelstot, der sad for enden. 

”Helt perfekt,” erklærede han og vendte sig igen mod Theo. ”Er du sikker på, at du ikke har en lille skrædder gemt inde i?”

"Du må øve dig i fingerfærdighederne. Jeg kan jo ikke være der til at dække din bagdel hver gang," lød det lidt for selvsikkert fra Theo. Han måtte jo indrømme, at de aldrig var nået til bymuren så hurtigt, havde det ikke været for tjenestepigen fra slottet og så var det måske endt meget værre.
"Jeg er intet andet end en simpel stalddreng, der spiller lut i Medaniens gader for småkrystaller og løber ærinder for gårdens herre. Desuden har jeg aldrig reddet 'uskyldige' dæmoner," smilede han, dermed hentydende til at Pan bestemt ikke kunne kaldes uskyldig i øjeblikket.

Dæmonens fnys fik endnu engang Theo til at småfnise, men det stoppede hurtigt da han kløjs i lidt spyt over den kommentar, at han måske ville kunne lide det. Det fald ham helt naturligt straks at svare nej, men noget holdt ham alligevel fra at gøre det og i stedet måtte han lige rømme sig og få renset halsen. Heldigvis for Theo snakkede Pan videre og han kunne let og elegant snige sig hen over, uden at skulle svare på det første.
"Selvtilliden fejler da intet, hva?" Sagde han i stedet og løftede kort et øjenbryn. Ikke at han kunne bebrejde dæmonen, for selvom Theo ikke engang selv anede hvad der foregik, var det da ikke svært at se, at han stod ved siden af en yderst pæn mand. Hans brede, morende smil var sunket ind til et lettere akavet, skævt smil, men han håbede på at Pan ikke ville bide mærke i det, for han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre, hvis der blev kommenteret på det.

"Næppe," fnyste Theo kort og rystede svagt på hovedet.
"Men den basale brug af en kniv var vel på sin plads efter et årtusind." Det var nemlig ikke før det tidspunkt, at Theo gav efter og tog en kniv i hånden for første gang. Han satte kniven i skeden igen og smed den med et underhåndskast over mod taskerne, inden han igen vendte sig mod Pan.
"Brænde?" Var det eneste han sagde, før han tog et par usikre skridt forbi Pan og fortsatte stille og roligt mod nogle tætstående træer. Han forventede selvfølgelig at Pan fulgte efter.

”Og du synes ikke, at noget af æren tilfalder tjenestepigen? Uden hende var vi nok begge endt bag tremmer,” forsøgte Pan at hakke på Theos selvsikkerhed. ”Jeg er så uskyldig, som man kan være. Jeg kan vel ikke gøre for, at andre ikke er lige så villige til at dele, som jeg gerne ville have.”

Den pludselig ændring i Theos udstråling gik ikke Pan forbi, der straks bed mærke i smilets akavede facon, som lå ganske langt fra det smil, han ellers havde oplevet hvile på det nye bekendtskabs ansigt. Tænderne sank ned i den byttede underlæbe, som han bed i for at undertrykke sin egen fornøjelse over, hvordan han øjensynligt havde formået at slå den anden fyr ud af den med sin drillende kommentar. Havde dæmonen besiddet blot en smule situationsfornemmelse og samvittighed, ville han have ladet drilleriet ligge, men lige nu var det var alt for fristende ikke at stoppe den her.

”Du besvarede ikke mit spørgsmål,” pressede han på, idet han nærmede sig Theo med gavtyvesmilet hvilende på de blå læber. Det var ikke et spørgsmål, han hverken havde forventet eller ønsket svar på, men fyrens reaktion havde vakt hans nysgerrighed. ”Jeg kan sagtens tage dem af igen, hvis du ønsker det.” En fingerspids fandt vej ind under hosernes kant og trak dem ganske let nedad, ikke mere end en lille centimeter, men alligevel nok til, at hofteknoglens top blev blottet.

"Brænde," gentog han med et suk, slap buksernes kant og fulgte efter Theo ind imellem træerne. Han kunne ikke dy sig for at puffe til den anden fyr med skulderen i rent og skær dril, og samle tråden op, hvor de havde efterladt den, da Theo havde foreslået at samle brænde. "Behøver vi et bål? Jeg har andre idéer til, hvordan vi kan holde os varme."

"Måske. Men hun er her ikke, så jeg vælger at tage æren." Theo var da udmærket klar over at Pan havde ret, men nu når hun ikke var her til at sige ham imod, så kunne han da lige så godt være lidt flabet og holde fast på sin selvsikkerhed.
"Hvor ærgerligt, at de sure, gamle damer ikke ser det helt på samme måde."

Theo måtte bide sig i underlæben for ikke at lade det suk han undslap være alt for højlydt. Hans forhåbning om ikke at skulle yderligere ind på emnet, var hurtigt blevet skudt til jorden, da Pan konstaterede at han endnu ikke havde svaret på hans spørgsmål. Han rystede let på hovedet for at give ham ret og fik skævet med det stadig akavede smil mod Pan. Lige indtil der blev taget fat i buksernes kant og de blev trukket en smule ned. Da vendte Theo straks blikket mod jorden igen og så man godt efter, ville man for første gang i, hvad der føltes som en evighed for Theo, kunne ane en let rød farve i de lyse kinder.
"Nej. Nej, det behøver du virkelig ikke," mumlede han hæst, da han endnu engang måtte rense ud i halsen. Til sin egen forbavselse var det kun sagt af ren refleks, for han kunne godt fornemme at det måske ikke helt var det han mente. Men hvad han egentlig mente, var han stadig ikke helt sikker på.

Han løftede en hånd og lod som om han kløede sig ved hårgrænsen, men kun for at gemme ansigtet en anelse væk og forhåbentlig skjule den let røde farve i kinderne bare lidt. Åh, han savnede sin kutte. Den havde været nemmere at gemme sig væk i.
"Hvordan?" Spurgte Theo straks efter Pans kommentar, da han samtidig fjernede den svagt dækkende hånd fra ansigtet og rettede et lidt forvirret blik mod dæmonen. I sin egen akavede tilstand, fattede Theo tydeligvis ikke den perverse hentydning og undrede sig i stedet vitterligt over, hvordan de ellers skulle kunne holde varmen hele natten. Så mange tæpper havde han altså heller ikke med i oppakningen!

”Jaja. Jeg lader dig beholde æren… For nu. Men kun fordi du aldrig nogensinde har tænkt dig at fortælle nogen om det her alligevel,” advarede han. Det skulle ikke hedde sig, at Pan var en krydderurte-tyv. 

I takt med at farven steg op i Theos kinder, voksede nysgerrigheden i Pan, der måtte lukke tænderne hårdt om sin underlæbe for ikke at kunne til at smile stort og triumferende over, at han havde formået at skubbe den anden til et punkt, hvor han ikke kunne gøre andet end at rødme og kigge væk. Pan nød at drille andre, og han nød at se, hvordan de lod sig påvirke. Hver en reaktion var dybt forskellig.

”Det var dit eget forslag.” Dæmonen trak på skuldrene, og ville nådigt have ladet emnet ligge, hvis ikke Theos næste ord havde runget så uvidende. Først troede Pan, at den anden blot lavede sjov, men noget i fyrens øjne afslørede, at han oprigtigt var forvirret. Pan var lige dele fornærmet og fornøjet over, at den anden ikke havde opfanget hans hentydning.

”Du veeed...” spandt han drillende, hvorefter han trådte endnu tættere på Theo for at ligge sit hoved på dennes skulder, imens de gik. Den varme ånde omfavnede fyrens øreflip, da Pan åndede på den for at give et hint om, hvad han havde haft i tankerne. ”Jeg er varm. Du er varm… Regnestykket er vel ikke så svært, er det?”

Theo trak let på skuldrene over Pans advarsel.
"Bare rolig, jeg nævner intet. Hvis du altså gengælder tjenesten." Hvis Theo nævnte over for andre hvad Pan havde foretaget sig, ville de måske stille spørgsmål til hvorfor Theo vidste det, når ingen andre gjorde. Selvfølgelig havde Theo ikke tænkt sig at nævne noget lige meget hvad, for det var jo ikke andet, end et par krydderurter. Den gamle dame kom vel næppe til at mangle dem. Men Theo kunne heller ikke selv risikere at nogle fik for meget at vide, da det ikke kun kunne ramme ham, men også herren han tjente og det ville ikke se alt for godt ud.

Det var en lidt fjumret latter Theo fik undsluppet og han nikkede anstrengt, fordi han jo ikke rigtig kunne snige sig udenom, at det var hans eget forslag. Havde de småperverse kommentarer og hentydninger været fra en kvinde, havde Theo ikke haft noget problem med at spille med på dem, også med fuld vished om at der intet ville ske, men han var tydeligvis utrolig akavet når det var en anden mand, der kom med disse hentydninger. Havde Theo været sikker i sin sag, ville det sikkert ikke have været svært at holde masken og undgå den pinlighed, der væltede ud over det hele, så man kunne spørge hvor sikker han egentlig var på sig selv og sine præferencer. Det emne havde han ikke helt bearbejdet, men han var vel egentlig godt klar over, at et eller andet ikke var helt som det skulle være.

Den røde farve blussede kun mere op i begge kinder, da han mærkede den varme ånde fra Pan, men han flyttede sig ikke og gav heller intet tegn til, at han ville have Pan til at flytte sig.
"Oh, jo.. eller jeg mener nej, det er det ikke," fumlede han i ordene, da det endelig gik op for ham, hvad dæmonen havde ment. Utroligt, at det havde været nødvendigt for ham at få en uddybende forklaring på det. Han kunne mærke hjertet banke løs i brystet og selv hans vejrtrækning afslørede at han var lidt usikker.
"Du laver sjov," forsøgte Theo højlydt at konstatere, for det måtte da være den bedste forklaring på alt.
"Ikke?" Spurgte han. Selvfølgelig mente Pan da intet af det han sagde. Han lavede bare sjov, som han hele tiden havde gjort. Som Theo hele tiden havde gjort med ham. Det var bare Theo der læste mere i det, end han burde. Eller hvad?
Det var da slet ikke til at koncentrere sig om at finde brænde og tempoet havde han også sat gevaldigt ned, men han gjorde hvad han kunne for stadig at bevæge sig fremad.

”Selvfølgelig,” lød det straks fra Pan, for det gav vel sig selv, at han heller ikke var interesseret i, at hemmeligheden slap ud. Ikke så meget for Theos skyld, men udelukkende for sin egen, og hvis Theo holdt sin mund, imens Pan selv gik og pralede højlydt af, hvordan de havde undsluppet byvagterne på et hængende hår, ville han selv ende i problemer før eller siden.

Dæmonen behøvede end ikke at kigge på sit nye bekendtskab for at kunne konstatere, at fyren var nervøs. Det strålede ud af ham, ud af hans små bevægelser, hans mimik og hans ændrede toneleje, og Pan morede sig gevaldigt med at drille ham. Lysten til legesygt at nappe til Theos øreflip trængte sig på, men det lykkedes den blå gavtyv at undertrykke sine impulser, da han trods alt ikke ønskede, at selskabet skulle stikke af i en blanding af frygt og afsky.

”Måske,” besvarede han det usikre spørgsmål, idet han endelig fjernede sig fra Theos skulder for atter en gang at indtage pladsen ved siden af denne. Blikket hvilede ved fyrens ansigt for at suge alle de små, nervøse trækninger til sig. ”Du slår mig ikke just som én, der ofte deler din seng med andre.”


// Jeg er ked af, at svaret blev lidt kort, men jeg skulle lige ud med det hurtigt, så jeg kan oprette en ny karakter. <3

Et svagt tilfredst nik var Theos eneste svar. Med begge deres løfte om ikke at nævne episoden for andre, var der vel ikke mere at sige. Selvfølgelig kunne man bekymre sig om tjenestepigen havde tænkt sig at nævne noget, men det var vel usandsynligt, når hun trods alt arbejdede på slottet. Et hint om at hun havde hjulpet en tyv ud af byen, med de stjålne vare og hun ville miste sit levebrød. Mon ikke de var så heldige at hun forblev tavs.

Pans svar hjalp ikke på Theos nervøsitet. Han havde helt bestemt forventet at få et hurtigt ja, men måske han havde taget glæderne lidt på forskud, da han selv konstaterede at det måtte være en vits det hele. I stedet fik han et måske, hvilket egentlig bare gjorde Pans fornøjeligheder til en reel mulighed, men kun fordi Theo ikke havde været i stand til at skjule sine følelser. Hvad de så end var.
"Eheh, er det virkelig så tydeligt?" Mumlede han, tydeligvis ikke ment alvorligt, for han var udmærket godt klar over, at han virkelig ikke gjorde et særlig godt stykke arbejde med at skjule hvor akavet han var. Theo var vant til ekstrem høflighed og en eller anden form for professionel afstand, men det bundede måske mest i, at han oftest var i selskab med gårdens herre og mulige købere af hestene de solgte. Han var helt klart kommet lidt anderledes ind på livet af den blå dæmon.
"Den sidste jeg delte seng med, var min kone. Men hun gik bort for mange år siden," indrømmede han. Det var alligevel over to hundrede år siden Theo havde følt den form for nærvær, så måske det også havde indflydelse på hans reaktioner.
"Du er måske interesseret i at dele seng med mig?" Spurgte han, men fortrød straks at ordene havde forladt hans mund. Ikke fordi han ikke ville have svar på det, men fordi det var meget mere pinligt, end han havde troet. For ikke at gøre det mere pinligt for sig selv, vendte han sin opmærksomhed mod jorden, da han stoppede op og satte sig på hug, for at samle et par grene til bålet op. Så behøvede han ikke at holde øjenkontakt med Pan.

// Helt i orden, glæder mig da til at se den nye karakter!:D

Historien om konen fik Pan til at rynke på brynene i fortrydelse over, at han havde formået at dreje samtaleemnet i en så dyster retning. Han vil umådeligt gerne have ondt af Theo og forklare, hvor ked af det han var over at høre, at dennes elskede var gået bort, men som altid fandt han sig selv ude af stand til at nære sympati for et andet individ, hvor end han gerne ville.

”Og du har slet ikke været sammen med nogen siden da?” Øjenbrynene blev hævet i overraskelse, for dæmonen kunne ikke forestille sig at gå årevis uden at få afløb for de lyster, naturen bød ham at have.

Han bed sig eftertænksomt i kinden, imens han samlede smågrene sammen og overvejede Theos spørgsmål. Det blev dog ikke til mange grene, han fik skrabet sammen, før han fandt sig selv optaget af at fifle med et vissent blad imellem fingrene. Han skævede til sin nye ven. ”Måske. Jeg tror, at du kunne have godt af det, så det er vel næsten at gøre dig en tjeneste, og så er vi kvit. Ikke sandt?"

Theo forventede bestemt ingen sympati fra Pan, da han var kommet sig over hændelsen for mange år siden. Emnet havde været svært at bringe op dengang, men ikke længere. Derfor var der heller ikke det mindste sorg at ane hos Theo. Til gengæld kunne han ikke holde et smil tilbage over Pans overraskelse, men selvfølgelig stadig et utrolig akavet et af slagsen.
"Det kommer måske bag på dig?" Spurgte han. Dengang havde Theo været rimelig gammeldags og ment, at man kun lå sammen med sin kone eller mand. Da han efter var gået under jorden og holdt lav profil, var det ikke der hans tanker eller behov lå og han begyndte langsomt også at løsne lidt op i forhold til rigtigt og forkert.

"Hvis det er sådan du helst vil gengælde tjenesten..." Han fandt det ikke nødvendigt at færdiggøre den sætning, da hentydningen om at han ikke ville sige nej burde være tydelig nok. Han skævede mod dæmonen. Tempoet i at samle grene var blevet sat gevaldigt ned, som det blev sværere og sværere at holde koncentrationen, nu hvor samtalen blev drejet mere ind på et emne, der lød så forkert. Han kunne alligevel ikke lade være med at være fristet til at fortsætte ned af samme sti.
"Øhm.. Vi må hellere få samlet brænde, inden det bliver for sent," skyndte han sig at sige, da han rystede let på hovedet og samlede videre. Det var ikke svært at se, at Theo kun brugte det som undskyldning, fordi han var så pinlig berørt over hele situationen, og mørket ikke var lige på trapperne. Han måtte strække sig lidt for at kunne nå de sidste par grene, før han rejste sig med armene fyldt.
"Vil du tage den lille bunke derovre? Så burde vi vel have nok til hele natten." Han gjorde et lidt dovent hovedkast mod den lille bunke grene et par meter fra dem, men Theo brugte det også som en hurtig mulighed for at slippe sin pinlighed. Nu vidste han hvad natten muligvis havde at byde på og han var klar over, at han sagtens ville kunne nå at trække i land, men det havde han ikke helt lyst til, så det var nemmere bare at undgå emnet for nu. Han skulle først og fremmest have den røde farve væk fra kinderne.

//Inaktiv

- Du skriver bare, hvis du vil finde ud af noget nyt, når du er tilbage :3